af sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Joh 21,15-19.
Lillerød Kirkes gamle klokker plejer at kalde os sammen til gudstjeneste hver eneste søndag året igennem. Vi kender lyden, går efter den og holder af den. Vi åbner kirkedøren under malmklang, hilser og nikker til hinanden, alt imens det spirende forår fryder øjet lige uden for kirkedøren. Men plejer er sat på pause indtil videre. Netop i denne ufrivillige pause rejser savnet og længslen sig i bevidstheden. Vi mangler en særlig dimension af foråret – også her efter påsken.
Men foråret og livet omkring kirken er præget af travlhed. Det ved alle, der kommer forbi. Vores dygtige gartnere på kirkegården er ildsjæle, som leverer deres eget livskraftige forårsevangelium i grokraft og farver ude på kirkegården. Midt i travlheden har de alligevel taget sig tid til at filme eller livestreame kirkeklokkernes vedholdende budskab til alle os, som er sammen om at holde afstand til det og til dem, vi elsker. Klik ind på den lille, håndholdte og vindblæste film, som en særlig indledning til dagens prædiken her 1. søndag efter påske.
I dag giver det nemlig mere end god mening at tænke kirkens gamle klokker og klokkeringningen med i min prædiken. For i Corona tiden bliver klokkernes dybe malmklang en vigtig del af forkyndelsen – både den vi hører, og den vi savner. Med deres lange historie gennem vores omskiftelige tider af krig og fred, sygdom og død, sorg og glæde og åbne og lukkede kirkedøre har klokkerne vundet deres enestående troværdighed. Sammen og hver for sig bliver vi hver eneste søndag kaldt til gudstjeneste – også selv om vi ikke kan mødes fysisk i kirken. Den gamle lyd er tryg, stærk, samlende og autentisk. Og den blander sig tålmodigt i alle de mange elektroniske biplyde, der hører vores moderne og normalt hektiske liv år 2020.
Erindringen, pulsslaget og gudsbevidstheden vågner ved klokkeklangen som et særligt akkompagnement til de stærke ord fra dagens Johannes-evangelium: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Ord med en karakteristisk ny stereolyd, netop fordi lyden og klangen kommer fra begge sider af påsken og opstandelsen.
Vi lander i tiden lige efter påske i et nyt fællesmåltid efter skærtorsdag, og vi sætter vores fokus direkte på disciplen Peter. For det er og bliver ham, der er nøglen til dagens Johannesevangelium. Efter den store, overvældende og underfulde fiskefangst på Tiberias Sø, kommer discciplene trætte og lykkeligt forløste hjem. Og da de kommer i land, sidder ders læremester ved bålet og byder disciplene på frisk fisk og nybagt brød. Og så er det netop under dette fællesmåltid, dagens korte ordveksling mellem Jesus og Peter finder sted.
De evangeliske fællesmåltider taler med vægt og betydning, når Jesus skal afsløre sin egen guddommelige natur i forholdet til de naive disciple. Også her. Skærtorsdag nat efter selve påskemåltidet havde Peter fornægtet Jesus tre gange, før hanen galede fredag morgen. I dag får tretallet også symbolsk betydning i det tredobbelte spørgsmål til Peter fra Jesus: ”elsker du mig”? Peters tre fornægtelser af Jesus kommer til at danne en betydningsfuld parallel til de tre kærlighedsspørgsmål i dagens Johannestekst. Vi får skærpet bevidstheden om, hvad der er før, og hvad der er efter påske. Opstandelsen i midten har gjort en verden til forskel. Men hverken før eller efter påskens drama er det Jesu hensigt at tvære Peter ud eller bore i hans menneskelige skrøbelighed og dårlige samvittighed. Nej, tværtimod rummer disse tre spørgsmål en mild og uforbeholden kærlighed og en betingelsesløs tilgivelse. Dagens evangelium er i det perspektiv en enkel og smuk skildring af forsoningens og tilgivelsens øjeblik, hvor Peter på trods af sine svagheder og fatale svigt alligevel findes værdig til at løse en fremtidsopgave. Fordomsfit indsættes han i det embede, det er, at bære historien og kirken videre. Et budskab, som her første søndag efter påske henvender sig mildt og kærligt til alle os andre.
Tigivelse er ikke ensbetydende med at glemme det skete. Tilgivelse er at genoprette det brudte forhold. Og ordvekslingen i den afmålte samtale mellem dagens to hovedpersoner bærer sit tydelige præg af, at hverken Jesus eller Peter havde glemt, hvad der var gået forud. Vi andre er fortrolige med Peters dybe usikkerhed og hans dårlige samvittighed. Også med den afmagt, der siver stille og intenst ud imellem den pågående ordveksling mellem lærer og elev. Her er vi i den grad på hjemmebane – ikke mindst lige nu.
Det er den dybe klokkeklang med de mørke toner, vi hører her. En klang med lange rødder dybt ned i den menneskelige samvittighed og sårbarhed. Også din og min. For det er grænseoverskridende at få ribbet op i sin smertelige fortid, når man som Peter har skuffet og svigtet den, man holdt allermest af, hvor det gjaldt liv og død.
Vi kan næsten mærke påskeydmygelsen på vores egen krop. Hvordan Jesus i menneskemængden i Jerusalem ville søge desperat efter et blik, som ikke var optændt af hadets gnistrende brand, et venneblik, som øjet kunne hvile i. Et blik, som så ind bagved det, han var dømt og anklaget for, et blik, der favnede kærligheden – og Gud. Så er han der, Peter, midt i menneskemylderet. Men den Peter, Jesus ser, vender ryggen til ham og lader, som om han ikke kender sin Herre og Mester. Den stærke discipel, hvis navn betyder klippe, han vakler. Han fornægter Jesus. En forhånelse meget værre end folkemængdens – som et dolkestik i hjertet, som flænser tiden, rummet og historien. Lyden fra en sørgmodig kirkeklokke rammer os.
Og nu ses de så igen – de to efter de begivenhedsrige påskedage. Efter opstandelsen – nærmest som i stereo. Simon Peter og Jesus Kristus. Her sker det forunderlige og uvirkelige, at mesteren viser sin elev ubetinget tillid. Jesus genindsætter Simon Peter som ven og discipel. Den hyrdestav, som Peters havde mistet, blev kærligt og tillidsfuldt endnu engang lagt i hans hænder. Dette svigefulde menneske, han betros den dyrebare opgave, det er, at bære kirken og historien videre.
”Følg mig”! lyder ordene fra Jesus til Peter.
”Ordene følg mig” er en del af kirkeklokkernes budskab. De klokker, som er med til at bære kirken videre. De kalder på os gennem tågen, tiden og dens særheder – også Covid19. Kalder til kærlighed, forsoning og tilgivelse. Kalder på dig og på mig i vores ufuldkommenhed. Minder os højlydt om det vi savner og længes efter lige nu: ”At evangeliet skal lyde igen hver eneste søndag året og livet rundt ved gudstjenesten i Lillerød Kirke. Amen.
