Prædiken 18. søndag efter trinitatis i Lillerød Kirke ved sognepræst Carsten Mulnæs
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«
Johannesevangeliet 15,1-11
(DDS: 4 – 433/434 – 47 – 412/292 – 729)
I naturen er indlagt et princip om gensidig afhængighed. Jeg så forleden en smuk dokumentarfilm, og de af jer, der har Netflix kan selv finde den. En kær stemme fra min barndom, David Attenborough, aflægger i en alder af 93 år sit vidnesbyrd om klodens tilstand og efterlader sit testamente om den natur, han har viet sit liv – og sin stemme – til at fortælle om. Det er en film med alvor om bæredygtighed og klima. Men den er ikke hysterisk, som vi så tit har hørt det, og den er fuld af håb.
I billeder og fortælling minder han om, at naturen ikke bare er omgivelser eller materiale. Den er vores eget ophav, som vi er indfældet i og opretholdes af. Uafhængigt af os har selv de mest irriterende insekter, besynderlige pattedyr eller ydmyge plantevækster hver deres plads, der giver mening for andre end dem selv.
Det er vel kun mennesket, der kunne få den idé, at alt var til for min skyld – at jeg ikke var til for altets. I naturens cyklus indgår spiring, vækst, frugtbarhed, men også muligheden af at være føde for andre, at visne ned og udbredes gennem frø ført hen et andet sted. Deri findes en ydmyghed, der slår mig som skønhed. Kloden skal såmænd nok overleve, men om vi gør det, afhænger af, om vi lærer at sætte gavmildhed i stedet for grådighed. Selv rovdyrene i naturen nøjes jo med det daglige brød – selvom det består af kød.
Hver gang bibelens blade bruger naturens gang som metaforer i forkyndelsen, øser vi af denne logik om samhørighed, fredfyldt orden og hensigtsmæssighed. Det sammenfattes med et hebraisk ord ”shalom”. Fred.
Den bibelske vision om fred er mere vidtrækkende end blot fraværet af krigslarm, som i menneskenes verden mest blev opfattet som en undtagelse. Den bibelske fred er også noget andet end blot at søge en afsides stilhed med sig selv i fred for de andre. Shalom er hele tilværelsens sammenhæng, hvor menneske, natur og Skaberen indgår i et harmonisk hele.
Derfor siger Paulus i Romerbrevet, at hele skabningen sukker efter forløsning. Det er ikke kun mennesket, der behøver frelse. Når Gud frelser, er det verden, der skal fornys. Der er behov for det. Vi er ikke længere i Paradiset. Men af gode grunde er det netop en have, fyldt med vækster, der skulle give næring til mennesker og dyr, som forbliver urbilledet på den shalom, der var tiltænkt i begyndelsen. Her kunne mand og kvinde leve med hinanden og for deres skaber i nøgen uskyldig glæde, mens de gjorde deres for at værne og vogte de træer og buske, de skulle leve sammen med. Af jorden var de alle kommet.
Men synden er i verden. Det er ikke kun mennesket, der vånder sig under den. Og derfor sukker hele skabningen. Synden er mere gennemgribende end det, vi moralistisk kan pege fingre af hos hinanden. Synden er den magt, der vender gavmildhed til grådighed. Som da kvinden blev klar over, at kundskabens frugt gav mulighed for selv at blive som Gud til at kende godt og ondt og dermed at blive verdens centrum. Synden er den magt, der får frugten til at rådne og træets grene til at visne.
Menneskene har siden de opfandt den, været glade for vinen. Noah havde ikke mere end lige klaret sig igennem syndflodens store oprydning, før han slog sig ned som vinbonde – og han blev så fuld, at det blev pinligt. Det kan vi læse om allerede i kapitel 9 i første mosebog. At alkohol kan gøre dum er gammel visdom. Men den vinøse opstemthed er alligevel igennem hele skriften et billede på, den fest, som Gud under sit menneske.
Derfor kaldes Israel en vingård i Det Gamle Testamente, og derfor sammenligner Jesus sig selv som kirkens herre med en vinstok. På den vokser gudsrigets vin. At den gæres giver den en usynlig kraft, som mennesket må forbinde med glæde.
Billedet af vintræet og grenene er derfor grundlæggende en tegning af det overskud, som findes i vores afhængighed af Kristus. Det er hentet herfra, når den gamle faddertiltale ved dåben beskriver, at barnet er ”indpodet” på Kristus, som en lille gren, der kan bære sin egen frugt. Ikke af sig selv men fra Kristus. Af en anden sort end sidemanden og dog fra den samme stamme, som de begge via fotosyntesen giver ny energi.
De forskellige indpodede grene er et smukt billede på kirken, og selvfølgelig også på, at der i dåben faktisk ”sker noget”. Der skabes en relation mellem barn og Kristus, når et lille menneske genfødes af vand og ånd. Og det er altså et vintræ, det podes ind på, for det er det bedste billede på Gudsrigets overskud.
Men selv et vintræ skal plejes og beskæres. For selvom de gode grene, takket være den usynlige saft og kraft bærer frugt, er der visne grene imellem – måske dem, der bar frugt sidste år. Eller fortidens synder, hvor det kun er en nåde, når de skæres væk for at brændes og glemmes.
Den guddommelige godhed at kunne glemme har mennesker i en digital tidsalder selv glemt mere og mere. Det hedder farisæisme, og Jesus prædikede ofte imod den. Farisæeren husker alt for godt. Farisæeren elsker at holde fokus på de visne grene – og visner selv derved. Det er faktisk synd for os, når vi mennesker husker alt for godt. Men den stilfærdige vingårdsmand han ser i stedet på frugten og velsigner den ved at give den endnu bedre betingelser for at blive større og modnes ved at give plads, skære det visne væk og fjerne de syge blade.
Denne organiske måde at beskrive forholdet mellem Gud og os på fortæller stilfærdigt men dybsindigt om, hvad tilgivelse i virkeligheden er for noget. Tilgivelse fører ikke bog. At sige, ”du er tilgivet – men måske fortæller jeg det om 10 år”, er ikke at tilgive, sådan som Gud gør det. Tilgivelse er at skære det rådne, det syge, det visne væk – og at kunne glæde sig over den frugt, der står tilbage. Enhver ved, at vi ikke ligner Gud og må glæde os over, at det er ham og ikke os, der er vingårdsmanden.
Men bliv alligevel ved den tanke, at tilgivelsen på denne måde lignes bedst ved en organisk og ikke en juridisk ting. Gud er ikke en bogholder eller en dommer, der lader nåde gå for ret. Han er som en gartner, der heler træets sår og får grene til at skyde nye skud, så de kan bære mere frugt. Den form for tilgivelse betyder heling.
Derfor kan træets samlede eksistens bruges som en lignelse på det hebraiske ord: shalom. Træet er som en naturlig sammenhæng af gensidig afhængighed, orden og hensigtsmæssighed. Denne helhed viser ud over sig selv. Det gør gavmildheden og tilgivelsen også, når Gud viser os den; og når mennesker evner at sætte frugt og derved ikke kun får velsignelsen men også selv bliver til velsignelse.
Det er kærlighedens ånd, der gør det. Den strømmer i Kristus, som saften i vinstokkens stamme. Uanset om åndens arbejde er at pode, gøde og rense frugten – eller om det er at skære det syge bort, så er det kærlighedens gerning. Derfor frygter vi heller ikke havemanden, uanset hvad hans opgave er i dag. Vi ønsker at få skåret det syge væk. Sådan mærker vi bedst samhørigheden med Kristus. Det er ikke fordømmelsen men kærligheden, der er det guddommelige redskab imod synden.
Som der står et andet sted i Det Nye Testamente: kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder. Ja, vi kan sige det endnu mere frimodigt om Gud: den har faktisk ikke længere noget at skjule, for den har glemt dem, brændt dem, vil ikke vide af dem
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
