Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 23. oktober 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!« Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
Johannesevangeliet 1,35-51
Der er forskel på øjet og blikket. Øjet er en fantastisk del af legemet. Verden lukkes ind i vores hjerne ved hjælp af linsen, der er mere følsom end det fineste kamera. ”Vi skal have øjnene med os”, siger man. Hvis ikke man er født blind, så er det helt nødvendigt for at kunne orientere sig. Samtidigt er øjet redskab for modtageligheden for så meget skønhed.
Vores indre forestillingsverden bygges op af billeder, som øjet har givet os. Også den, der senere mister synet, ved noget om, hvordan verden faktisk ser ud. Men den, der aldrig har kunnet se, hvordan ser hans verden mon ud? Selvom han prøver at forklare mig, hvordan de indre billeder af form og farve er, vil jeg ikke med sikkerhed vide, at det, han ser, og det, jeg ser, virkeligt er det samme. ”Det afhænger af øjnene, der ser”, og hvordan verden gestalter sig for den blinde, kan jeg – der jo altid har haft synet – ikke forstå, fordi det, jeg faktisk ser hele tiden, vil være i vejen for at forstå noget andet ved det samme. Vanen for, hvordan ting ser ud, vil altid være min reference.
Filosoffer har igennem tiden spekuleret meget på, hvordan vi kan vide, at vi faktisk ser det, der er. Når jeg ser et smukt træ, er det så tingen i sig selv, lyset der falder på det, eller mit øje, der skaber billedet af det? Når solen er væk, kan jeg ikke se noget som helst. Lyset giver altså tingene farve, selvom lyset i sig selv ikke har nogen farver – eller måske snarere alle farver på én gang. Træet er der stadigvæk om natten. Hvis jeg går en tur, risikerer jeg at gå ind i det. Tingene er der altså, selvom jeg ikke kan se dem. Men øjet og lyset arbejder sammen i de vågne timer, for at jeg kan. Vi kan kun se, fordi øjet er ”lysagtigt”.
Denne lommefilosofi er ikke ligegyldig. For man har jo mulighed for ikke at tro sine egne øjne. Denne form for skepticisme har op igennem historien været ærligt ment. I dag
betyder nogle afarter af identitetspolitikken, at faktiske fysiske forhold afvises som rene tanke-konstruktioner. Modstanden mod en elementær sandhed om, at der findes to køn, kan blive fremført med stor forargelse og vrede. Til tider er vi vidner til, at det bliver et nærgående spørgsmål, om vi overhovedet kan og stadig må have tiltro vores umiddelbare sanseerfaring.
Det er svært at diskutere, fordi socialkonstruktivisten, der nægter, at tingene eksisterer uafhængigt af vores fortolkning af dem, og hverdagserfaringen af, at vi lever på givne fysiske betingelser, er så grundlæggende forskellige syn på tilværelsen. Vi kan faktisk ikke finde om bag ved udsagnene for at erfare en fælles virkelighed at tale ud fra.
Det er med andre ord ikke en given sag, at alle tror deres egne øjne. Og det er heller ikke sikkert, at det, vi selv ser, hører og mærker, når vi sanser, er hele sandheden. Der er åbenbart forskel på det, vi ser med øjet, og blikket, vi har for det. Det er især tilfældet i troen, hvor det for alvor er sandt, at vi har blik for det usynlige.
Tag nu bare begyndelsen på dagens evangelium. Om Jesus siger Johannes Døberen til nogle af sine disciple: ”Se, dér er Guds lam”. De ser ikke et lam. De ser en mand komme gående. Men de bliver nysgerrige og følger efter ham. Johannes siger ikke kun, at Jesus er Guds lam, men dagen før også, at han ”bærer verdens synd”. Dét er alligevel meget at skulle have blik for, når man ingen ting af det kan se.
Historien fortsætter med at koncentrere sig om, hvad der er at se, og hvad det er at ”blive set”. Disciplen Nathanael kommer til tro, da han får at vide, at Jesus har set ham sidde under figentræet. Jesus lover til gengæld, at Nathanael selv vil få store ting at se.
Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det som vi betragtede og vore hænder rørte ved: Livets Ord –
Sådan indledes et brev i Det Nye Testamente, der også bærer det samme navn som evangelisten Johannes. Vi er ikke i tvivl om, at de erfaringer, som Johannesevangeliet og Johannesbrevene beskriver, stammer fra den samme tradition. De taler paradoksalt om det, som troen lever af – Livets Ord i Jesus Kristus – og beskriver det så håndgribeligt, at vi må studse over det. For hvordan ser man et ord? Hvordan ser man et lam, der bærer verdens synd?
Vi kan kun se det, hvis hjertet har blik for dét, som øjet ikke kan fortælle hjernen. Vi kender det allerede fra tilværelsen mellem os mennesker. Alt det, vi for alvor lever af, stammer fra det, vi ikke kan tage i øjesyn, men som er altafgørende for os. Kærligheden, modviljen, bekymringen, omsorgen, vreden, drømmen – alt sammen kan vi læse i blikket hos den anden, selvom det vi ser, i virkeligheden er, hvordan vi bliver set på.
Derfor søger vores blik den andens. Den ånd, der stråler os i møde, er ikke håndgribelig men den er virkelig, og vi er sjældent i tvivl. Nogle gange kunne man godt ønske, at vi på samme måde kunne se Jesus i øjnene. Ønske, at vi havde været samtidige med ham. Alt det, der står om ham, kan være svært at forholde sig til.
Hvis nu vi ligesom Johannes’ disciple kunne få Guds Søn konkret udpeget og præsenteret, ville det så ikke have været nemmere at tro på ham? Nu fortæller teksterne faktisk det modsatte. Der var ikke mange af dem, der mødte Jesus, der kom til tro på ham. Heller ikke i dag er vi i tvivl om, at Jesus har levet.
Dertil er vidnesbyrdene også uden for Det Nye Testamente for samstemmende. Men hvem var han? Hvem er han?
Her er det, at tingene støder sammen. For på den ene side er det så vigtigt for troen, at Jesus faktisk var der som en historisk person, der mødte menneskeheden med et nyt budskab om Gud. Et ord fra Gud. Jesus er ikke et spøgelse, men et menneske. Det er helt afgørende for os, at det netop er i hans menneskelighed, at vi har fået Gud åbenbaret som en far, som Jesus selv lærte os at sætte vores lid til. At Gud på denne måde lader sig se, er en forargelig tanke, fordi vi gerne vil holde Gud fri af vores egen forgængelighed og forkrænkelighed – hvordan kan han ellers være Gud? Kan han være det som et menneske?
På den anden side, er det jo netop dét, der ikke til at se. Troen må ligesom overvinde forargelsen og det anstød, at Gud er Gud iblandt os og ikke bare ovenover os. Han er Gud blandt mænd og kvinder, gør brug af vores hænder og fødder og møder os med sit Ord her i kirken ved døbefont og alterbord. Der er jo netop heller ikke noget at se! Kun noget, vi i tro kan have blik for.
Hvad har dåbsvand og syndernes forladelse med hinanden at gøre? Hvad har oblat og vin med fællesskabet med Jesus at gøre? Intet og alting. Den kristne tro lever af synlige tegn, vi ikke selv har fundet på: Tre håndfulde vand og brød og vin. Og dog fortæller disse tegn netop om det, vi ikke se men må have blik for. At det er som legeme, at vi består af både krop og ånd.
Tegnet binder vores opmærksomhed til Kristus, samtidigt med at vores tanker yder modstand imod, at så enkle ting skal kunne bære Kristus hen til os. Fordi vi er mennesker af kød og blod – kommet af jord, skal vi blive til jord igen – lever vi vores tilværelse legemligt og jordbundet. Vi får ikke mennesker men spøgelser ud af at benægte den fysiske sammenhæng, vi indgår
i som ganske vist forskellige mænd og kvinder. Men ikke desto mindre sandt: enten det ene eller andet.
Samtidigt er vi mere end det. For ånden i os er ikke en selvopfunden virkelighed i stedet for vores fysik, men tværtimod den kraft fra Gud, som har holdt liv i os, lige siden Gud Herren blæste livsånde i Adams næsebor. Vi må tro, at det er for os som mennesker, at Gud vil være Gud. Han valgte derfor at åbenbare sig på en helt igennem menneskelig måde.
Det er svært at forstå, fordi vi er vant til at tænke, at Gud må være noget ”helt andet” end den verden, vi kender til. Det er han også, men han kan ikke løsrives fra den verden, han gav os til hjem. Det er så mystisk, at en prædiken ikke kan tage mystikken væk, men kun gøre det endnu mere mystisk. Pointen er imidlertid klar nok. Når det er lettere at forestille sig Gud, som noget, der slet ikke ligner os, så er det dén tanke, der af sig selv opstår i vores sind. Og dén gør Gud til vores eget tankespind.
Men Gud er netop ikke kun et produkt af vores tanker. Han møder os i det velkendte. Det gør det sværere at få øje på ham. Glansbilleder af Gud og hans Søn, Jesus, ville faktisk være nemmere at tro på, når de viser os Gud som noget i en helt anden verden. For den verden, vi bor i, bærer mere præg af vores ondskab end Guds godhed. Men det er jo som de fejlbarlige mennesker, vi er, at vi har brug for Gud og hans kærlighed.
Den får vi, når vi lader hans blik hvile på os. Vi hører det ved den velsignelse, hver eneste gudstjeneste slutter med:
Herren velsigne dig og bevare dig
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred
Det er vores tro og håb, at vi bliver set på denne måde af Gud. Han gjorde det i Jesus Kristus, og han gør det stadig, fordi han ser os med et menneskeligt blik. Det er ikke let at tro, men det er det eneste, vi har brug for at tro. I Guds blik for os finder vi både syndernes forladelse, beskærmelse mod det onde, og det evige liv. Men det er sådan, som vi er, at vi udleverer os til hans nåde.
Sådan bliver det også muligt at se på hinanden med Guds blik. Det er derfor Paulus i teksten, vi hørte tidligere, taler om kirken som et legeme med mange lemmer. Det er jo ikke til med det blotte øje at se. Men næstekærligheden ved med sig selv, at i menigheden hører hver eneste til med den særlige plads, han eller hun har. Og ded dét blik for hinanden kan den ene til den anden sige: ”Kom og se!”. Det, vi så sammen får blik for, er det, der ikke er til at se, men som alligevel bærer os alle: Livets Ord om Jesus Kristus –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer: 747 – 325 – 164/320 – 67
