19. Søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 10. oktober 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«
Markusevangeliet 2,1-12


Fuldstændigt magtesløs er hun. Ramt af panikangst. Igen. Kan ikke løbe nogen steder hen. Det føles, som om det er farligt at sætte den forkerte fod først. Ligesom på film, når en bombe skal demonteres: skal den blå eller den røde ledning klippes over? Ingen kan se, hvordan hun har det, før hun har stået frosset fast til sin indkøbsvogn et stykke tid. Hun står helt stille, og folk har så travlt med deres eget, mens de farer rundt omkring hende. Indeni falder alting sammen. Ligesom de store tårne i New York. Nedsmeltning i sindet. Fastlåst i både hænder og fødder. Åndenød uden at bære på noget. Nej, det er ikke rigtigt, for hun bærer på det tungeste ”ingenting”, så det er ikke til at få vejret. 

Han ved ikke, hvor han skal gå hen. Det føles som om alle kan se hans skam, selvom det ligger 20 år tilbage. Men historien binder. Især når den er uden kontekst. Stadig i sin bedste alder, føler han sig som en krøbling, og er ikke herre over sine egne tanker. Ingen energi, ingen tro, ingen lyst til at elske. Overflade fortæller ikke meget. Alt ser stærkt ud, men det hæmmer ikke at kunne glemme. Tanken om, at muggen og mølædt fortid kan blive gæret og ram nutid, er nok til at fjerne enhver duft af fremtidens friske luft. Det sætter sig i kroppen som ugidelighed og smerter, der rigtigt ikke har nogen årsag, men føles lammende. 

Angiveligt skulle det være helt ude af trit med tiden at prædike om syndernes forladelse. Påstanden er nu ikke nogen nyhed. 

Da kristendommen stadig var en ung og ny – og forfulgt – religion i antikkens Romerrige, spurgte en hedensk filosof fra det pæne borgerskab, hvad ”galt der dog var i, ikke at være en synder?” Kristendommen lignede en ynkelig tro på nåde for syndere og tabere, som de vellykkede kun kunne le ad. 

Når talen går på, hvorfor folk ikke forstår, hvad præster siger, så nævnes det gerne, at de snakker om ”synd”, som det moderne menneske ikke har noget forhold til eller forestillinger om. For en teolog, der iagttager sin samtid, er det en besynderlig påstand, når man synes, at syndens forkrampethed gennemsyrer både mange typer samvær og den offentlige samtale. 

En tidligere statsminister er blevet taget på låret af en afdød præsident. Det skulle ikke være sket, men vi skal altså alle sammen vide det. Me-too fælder den ene efter den anden. Og det er ikke synd for nogen af dem. De skal bare skamme sig og undskylde, for de er – nåh ja, vi kalder det så meget andet, men på Jesu tid ville man have sagt – syndere. Fortiden kan altid indhente. Og synden er fortidens fodlænke. Det vidste bibelens digtere. Vi bruger ikke det samme sprog, men erfaringerne er de samme. Og syndere er ikke mindre forkrøblede i dag end, de var engang.

Alle skal passe på, hvad de siger, så de undgår at støde den sorte dagsorden. Obligatorisk pensum i skolens historieundervisning er Danmarks skændige slavehandel. Men er enevældens indførelse, den franske revolution og stavnsbåndets ophævelse stadig lige så vigtigt? Træder man over transseksuelle regnbuetæer, kan man miste både job, venner og anseelse. Så det er sikrest at undskylde på forhånd, hvis man er en ganske almindelig begavet, vellønnet, heteroseksuel mand. Boomer!

Ængsteligheden for, hvilken fremtid, vores børn efterlades med pga. deres forældres klimasvineri, pesticider og grillmad, giver forældregenerationen en tynget samvittighed. Som middelalderens flagellanter opmuntrer den derfor som en form for aflad den unge generation til selvretfærdigt at gå i rette med al den skyld, der skriger til himlen. Og vi synes, de er modne, hvis de anklagende hæver røsten.

Nutidens moralisme har en stærkt udviklet fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Der er et berettiget anliggende i at hævde, at sorte liv (hvis man må kalde dem det) er lige så betydningsfulde som hvide; at kvinder og mænd skal respektere hinandens integritet, og at det er trist, hvordan sex og magt kan kædes sammen; at forholdet til naturen i alt for høj grad har været styret af nydelsessyg udbytning frem for nænsom udnyttelse af ressourcer til en retfærdig og god klode. 

Det eneste, der bare overrasker er, at vi kan se og høre retorikken og så stadig hævde, at syndsbevidstheden ikke står stærkt! 

Den offentlige samtale internaliseres jo i den enkelte. Det er banal psykologi. Det er, hvad socialisering handler om: Ydre dommere bliver til indre dommere. Derfor er ungdommen fuld af præstationsangst for at slå til, og derfor er skam blevet en svøbe, og undskyldninger på vegne af forfædre en politisk nødvendighed. White man’s burden er i høj grad syndens rygsæk – og netop, fordi vi kollektivt lever i en kristen kulturkreds ved vi, hvad det vil sige, at lade synden definere os. Men det er stor elendighed, når syndsbevidsthedens sekularisering gør, at der ikke er nogen frelser til at løfte den bort. 

Det er nok mest derfor, at vi ikke kalder synd ”synd”. For synd og frelser hører sammen. Og vi er blevet eksperter i synd, men uden nogen udvej. Både skammen over fortiden og angsten for fremtiden tager nutiden fra os.

Evangeliet er ikke anlagt på en samtidsdiagnose. Jeg bringer den her alene fordi jeg undrer mig over, at det kan hævdes, at syndernes forladelse er blevet irrelevant. Det er vist kun, fordi vores tid er nådesløs. Men det er noget andet. 

Evangeliet til 19. søndag efter trinitatis handler om et helt konkret menneske, der helt konkret bliver tilgivet sin helt konkrete syndighed. Liggende konkret forkrampet på en konkret båre, båret af konkrete venner hen til en konkret frelser. Han hedder Jesus. Konkret betyder at noget er vokset sammen, så at evangeliet er konkret betyder, at det har taget form håndgribeligt for øjnene af os, og vil os noget: helt konkret. 

Søn, dine synder tilgives dig.

Stakkels mand. Han ligger forkrøblet og lammet, fuldstændigt afhængig af venners støtte. Heldigvis har han venner. Det er ikke altid, at det fastlåste menneske har det. Men hans fysiske tilstand kalder på vores medlidenhed. Han har haft det forfærdeligt. Jesus udfører et mirakel, når han med sin befaling, der lyder som et skaberord, siger, at manden skal rejse sig, tage sin båre og gå. Det gør han så. Men Jesus har forklaret, at hans fysiske helbredelse sker, for at hverken han eller andre skal være i tvivl om, at det er sandt, som Jesus sagde, at hans synder er forladt.

Der er ofte en sammenhæng mellem synd og fysik. Ikke sådan, som man i datiden tænkte, at fysisk lidelse var en himmelsk straf, for fortidens synder. Dén måde at kæde synd og straf på er det eneste, der har overlevet til i dag i den sekulariserede syndsbevidsthed: at alt, der gør ondt, har en årsag i, at nogen er ond, og straf derfor også det mest relevante svar på det. 

Men der er en sammenhæng mellem synd og fysik på den måde, at den, der ved, at han eller hun er en synder, mærker, at det ligesom suger livet ud af livet. Som jeg indledte med at illustrere, så kan synderens skam over fortiden eller angst for fremtiden baste og binde et menneske, så det ikke kan gå oprejst. Derfor er erfaringen af at være en synder heller ikke blot sådan en åndelig størrelse, der kan løsrives fra kroppens og sindets liv. Når man taler om synd abstrakt, bliver det underligt uvedkommende. Men den, der kender til at være en synder, mærker, at synden er så nærgående, som blodet, der flyder i vores årer eller stofskiftet i vores krop. 

Derfor er evangeliet om syndernes forladelse også konkret. Og i dagens tekst konkretiseres det for os, når en synder rejser sig, tager sin båre og går hjem. Han har nemlig et hjem. Og nu går han hjem, velsignet. Som vi siger i dåbsvelsignelsen til det lille barn, der har fået løftet om altid at høre hjemme hos Gud: 

Herren bevare din udgang og din indgang! 

Den tilgivne synder går ud og ind fra sit hjem, fuld af fortrøstning til, at han har sine synders nådige forladelse. Det kan mærkes rent fysisk. Derfor synger vi også lovsange i kirken i dag. 

Men de skriftkloge, der sad omkring Jesus og så den lamme mand blive tilgivet og helbredt, havde selvfølgelig den teologiske kritik parat. 

Det er kun Gud, der kan tilgive synder.

Og dét havde de ret i. For at vi ikke skal være i tvivl om, at nyskabelsens under i syndernes nådige forladelse, kommer fra Gud, er det derfor også et skaberord i imperativ, Jesus udtaler, da han helbreder manden. Men er det ikke også sandt på en anden måde? 

Hvor tit har vi ikke erfaret, at der kun er én, der ikke bare kan – men også vil – tilgive synder? Synderens glæde ved sin frelser kommer den ikke netop af, at al den almindelige fade overbærenhed mellem mennesker dog hurtigt er udtømt og i hvert fald finder sin grænse, når det er vaskeægte, konkrete synder, der skal tilgives? At synden i vores verden netop også viser sig i vores nådesløshed over for hinanden? Så er det godt, at synderen ved, at Gud forlader os vores skyld, så langt bedre end vi forlader vores skyldnere!

Evangelium uden syndernes forladelse er og bliver tomme kalorier. Men til den, der virkelig ved, hvad det vil sige, når synden tynger, lammer og forkramper, lyder budskabet i sin nøgterne enkelhed: Søn og datter – dine synder tilgives dig. 

Og så bliver det sandt for dig, at du kan rejse dig igen. Rette ryggen og gå fra kirke frimodigt velvidende, at du er barn af den Gud, der er den eneste, der virkelig kan tilgive synder, og til gengæld også gør det: 

Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky,
dine synder som et skylag.
Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig. 
Råb af fryd, himmel, for Herren har grebet ind – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 744 – 433/434 – 3 – 496/677 – 12