Gudstjeneste søndag 15. januar 2023 – v. sognepræst Lars Emil Bolt
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
Johannesevangeliet 2,1-11
Her forleden dag, da sad jeg og så fjernsyn. Ja, nu skal det altså ikke lyde som om, at det er noget, jeg kun gør sjældent – det sker alt, alt for ofte. Og altså også denne gang.
Jeg så et af mine yndlingsprogrammer – Løvens Hule. Jeg er vild med det program, for der er noget enormt naturligt og menneskeligt over det. Håbefulde iværksættere, der kun ved hjælp af deres gode ideer, salgsevner og et par nøgletal, forsøger at gøre lykken og skyde papegøjen.
Det eneste, der skal til for at komme i mål, er at få overbevist én af programmets såkaldte ”løver” – nogle af Danmarks dygtigste erhvervsfolk – til at skyde penge i iværksætterens idé.
Som sagt mener jeg, at der er noget enormt menneskeligt i den situation. Iværksætteren søger lykken – det kan vi nok alle sammen sætte os ind i – og bliver kontant bedømt for sin præstation.
Ligesom ved en skoleeksamen, er det den flittige elevs – eller i dette tilfælde iværksætters – fest, og alle os seere kan så sidde og krydse fingre for, at de sympatiske og dygtige får held med deres forespørgsel – og at de alt for dumsmarte, arrogante og uprofessionelle bliver sat på plads, af én af de erfarne løver.
Som sagt: meget naturligt – meget menneskeligt – meget konkret – sort/hvidt og meget enkelt.
Sådan plejer det at være, når jeg ser Løvens Hule. Men her sidste gang jeg så programmet, så skete der alligevel noget i dette ellers så fredelige program, der gjorde, at jeg kom til at råbe og skrige af fjernsynet og – vist nok – var nødt til at forlade stuen i bar arrigskab.
Stik imod hvad man skulle tro, så handlede det ikke om en eller anden smart-i-en-fart iværksætter – nej, det var faktisk 3 meget sympatiske mennesker, der umiddelbart havde et godt formål – en virksomhed, der afholder sommerlejre for børn. Hvem kan dog have noget imod det?
Min arrigskab, den var derimod rettet imod løverne – ja, faktisk var den særligt rettet imod én enkelt af løverne. Nu behøver jeg selvfølgelig ikke at nævne navne, men lad os bare sige, at han har rigtig godt styr på udbringning af fast-food.
Denne løve, han kom nemlig i en ret så ubehagelig infight med en af panelets kvindelige løver – en såkaldt løvinde – og begrundelsen? Sommerlejre for børn.
Den kvindelige løve, hun kom nemlig for skade at nævne, at hun ikke ønskede at investere i den aktuelle virksomhed, fordi deres mission om at drive sommerlejre for børn var i direkte konkurrence med den frivillighed, der driver foreningslivets mange lejre og tilbud. Det foreningsliv, der er med til at forme og danne unge mennesker.
Jeg var dybt imponeret over, at denne profil i erhvervslivet, der ellers må tænkes at være verdensmester i tal, regnskaber og profitmåling, havde denne indsigt og forståelse for frivillighedens og foreningslivets helt særlige rolle i Danmark.
For det ér noget, der er helt unikt ved Danmark og danskerne, at vi som folk har haft (og heldigvis til dels stadig har) en forståelse for og anerkendelse af vigtigheden ved at løfte for andre – også selvom det foregår ulønnet, og nogle gange ikke påskønnet, hen.
At hjælpe dem, der har brug for hjælpen – menneske til menneske, ikke stat til borger, institution til bruger eller virksomhed til kunde. For som Grundtvig så smukt formulerede det: Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt. Altså, når vi hjælper og deler vores overskud – økonomisk såvel som mentalt – med dem, der ikke har så meget.
Min store begejstring over løvepanelets forståelse for folkeånd og grundtvigianisme led dog hurtigt et knæk, for straks efter at den kvindelige løve havde nævnt, at hun som sagt ikke ønskede at investere i en konkurrent til frivilligheden, så kom den førstnævnte fast-food-leveringsløve på banen.
Han kendte intet til den frivillighed, løvinden talte om – det var ikke noget, han havde set eller oplevet, og ordet frivilligt foreningsliv forekom ham sågar ukendt, som han med næsten stolthed udtrykte det. En enkelt dårlig oplevelse, hvor hans søn, der var på spejderlejr, fik en grim behandling, kunne han godt huske – men derudover var frivilligheden og foreningslivet en ukendt størrelse for ham – og noget han i øvrigt fik understreget, at han var fuldstændig ligeglad med.
Jeg må tilstå, at jeg var chokeret over denne ellers så dygtige og skarpe løves totale mangel på forståelse for frivilligheden, og dens enorme betydning for det danske civilsamfund. Jeg var chokeret over, at han aldrig i sit liv mente at have oplevet den, og jeg var chokeret over, at han end ikke kendte de begreber, der knytter sig til denne disciplin.
Men – måske skulle jeg slet ikke have været så chokeret igen. For som jeg allerede har nævnt, så er noget af det, jeg så godt kan lide ved Løvens Hule, at det er menneskeligt – og der er da intet, der er mere menneskeligt, end ikke at kunne tro dét, vi ikke selv har oplevet.
Dét vi ikke selv kan se, mærke og smage. Og denne menneskelighed er også lige netop dét, der gør sig gældende i dagens evangelietekst.
I denne kendte fortælling, hvor Jesus gør vand til vin – Jesu første under, ifølge evangelisten Johannes – der er der nemlig heller ikke noget at se.
Vinen til brylluppet er sluppet op, og der er forståelig frustration blandt gæsterne. Jesu mor, Maria, beder sin søn om at gøre noget – bare et eller andet – men som Jesus påpeger for hende, er det endnu ikke hans tid.
Underforstået: Det er ikke tid til, at jeg skal vise alverden hvem jeg er og hvad jeg er i stand til. Det er ikke tid til, at de skal se, at jeg er Gud.
Men hjælpsom, som Kristus er, så lader han, på trods af dette, ikke bryllupsgæsterne i stikken. Han beder derfor tjenerne om at hente de seks vandkar, der efter jødisk skik skulle være, så gæsterne kunne rense sig. I kan måske næsten forestille jer, hvordan vandet i sådan seks kar har været, efter at et helt hold bryllupsgæster har renset hænder, fødder og ansigt i det.
Men karrene med vandet bliver altså båret frem, og da mundskænken smager på det, er det blevet til den fineste vin.
Ikke ved et stort, pompøst mirakel. Der uddrives ingen dæmoner og helbredes ingen syge. Men et mirakel er det alligevel. Dog kun for dem, som tror.
For de almindelige bryllupsgæster er det bare ny vin til at fylde i glassene. De har måske slet ikke opdaget, at vinen var ved at løbe tør – de har bare fyldt på – nydt overfloden og – efter underet – Kristi skjulte arbejde.
Derfor har de heller ingen grund til at tro på, at ham Jesus, Marias søn, skulle være noget særligt – de har jo ikke oplevet det.
Ja, det er faktisk ligesom den mandlige løve i mit tv-program. Han har ikke haft en oplevelse med frivilligheden – i hvert fald ikke en positiv én – og derfor eksisterer den slet ikke i hans bevidsthed.
Den er komplet ligegyldig – overflødig – vel nærmest lidt dum, når man nu, som hans seneste investering, kan tjene lidt penge på det det i stedet.
For disciplene, derimod – dem, der har øje for situationen og hvad der sker – der er der ingen tvivl om, at et mirakel er sket, da vandet er blevet til vin. Der er ikke sagt nogen form for trylleord over vandet – der er ikke puttet noget i – der er ikke blevet danset en åndemanende dans ved siden af det, og der er ikke blevet bidt et hoved af en levende høne eller løbet baglæns rundt om kirken.
Nej, det eneste, der er sket – det eneste, disciplene har bevidnet – er, at Jesus har sagt: »Fyld karrene med vand.« og »Øs nu op og bær det hen til skafferen.«
Det er alt – men det er alt rigeligt. For selvom underet er usynligt – så er disciplene stadig sikre på, at det vil ske, som Kristus har befalet. De stoler på dét, der hverken kan se eller forstå – de har en respekt for det, der er usynligt. De har en respekt for ånden.
Igen er det oplagt at drage en parallel til mit tv-program, for løvinden, der ikke ville investere i en konkurrent til frivilligheden, hun havde en forståelse for ånden – at dét, der måske ikke lige kan skues med det blotte øje eller forklares med små ord, det stadig kunne have en stor betydning. Ja, måske en langt større betydning end alt det synlige, netop fordi det ikke kan måles ud og beregnes, men gøres af ånd alene.
Det er også det vi skal opleve, når vi nu lige om lidt skal til at døbe et lille barn. Barnedåben kan ikke måles og vejes – tre små håndfulde vand er ikke nok til, at der er den store ændring at se.
Men i ånden – der er intet det samme. Når et lille barn markeres som Guds eget, så skal det nemlig aldrig frygte. Det vil aldrig være alene, men altid have Gud ved sin side.
Det skal aldrig græde, for det vil altid blive trøstet af Gud. Det skal aldrig føle sig uelsket, for det er allerede elsket. Og det skal aldrig føle sig forkert, for det er skabt af og i den kærlig, som er og udgår fra Gud.
Alt dette sker i ånden – men for det utrænede, kalkulerende øje, er det hele bare en gang vandplaskeri.
Dagens lektie – det jeg håber, at I alle vil tage med jer hjem i dag – det er derfor: Sæt pris på ånden.
Den kan ikke ses – den kan ikke måles – den kan ikke vejes – men ligesom med frivilligheden i det danske foreningsliv, så kan den så sandelig mærkes. Ja, åndens magt – kærlighedens, omsorgens, moralens, hjælpens magt ér så sandelig reel og kan mærkes – og var det ikke for den, så ville alt liv, engagement og medmenneskelighed visne bort.
Ja – vi kunne måske tjene et par kroner – eller måske ligefrem tre milliarder om året – ved at afskaffe ånden – men er vi virkelig parat til at betale dén pris, bare fordi vi ikke kan se ånden?
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
