Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 16. januar 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«
Johannesevangeliet 4,5-26
For mine synders skyld så jeg et TVprogram om ”tro til salg”. Her skulle reklamefolk hjælpe en sympatisk yngre præst med fornyelse. Teamets selvmodsigende opgavebeskrivelse var, at kristendommen er et ”stærkt brand”, men at indholdet svarer til ”vakuumpakket salt kød”, som ingen gider spise mere.
Præstens kernebudskab kunne være udledt af den smukke tekst fra 1. Johannes Brev, som vi har hørt:
Se, hvor stor en kærlighed, Faderen har vist os,
at vi kaldes Guds børn, og vi er det!
Det er jo sandt, for Gud er kærlighed. Men er det, det samme som, at kærligheden er Gud? I de første 5 minutter af programmet forsøger præsten sig med ud fra treenigheden at forklare tesen med Gud som kærlighed, mens reklamefolkene smiler overbærende. Kærlighed er det svært at være modstander af, men der er alligevel for meget ”Gud” i det. I programmets sidste 5 minutter får præsten mulighed for at levere et fremtidssikret eksempel på forkyndelse af kærlighedsbudskabet i et stykke udleveret ”beat poetry”. Det er så dér, vi andre smiler – mere eller mindre – overbærende. I har mulighed for at se programmet på DRs hjemmeside.
Der er noget i projektet om fornyelse for enhver pris, der ikke overbeviser. Hvis vi kun kommer for at høre det, vi kan sige os selv, hvorfor så bruge tid på at åbne Bibelen? Hvis vi blot vil have en hyggelig oplevelse med os selv og hinanden, hvorfor så overhovedet gå over i kirken for at opsøge det?
Det vil ikke overraske jer, at denne form for fornyelse ikke vil komme fra mig. For jeg tror ikke på den. Mange nye ideer blev fostret i Corona-tiden, og nogle af dem vil vise sig at rumme gode muligheder. Alligevel – hvad var det egentlig, I savnede, da I ikke kunne komme i kirke? Var det at komme tilbage til nye salmer, der var peppet op til rockband i stedet for orgelmusik? En spændende liturgi på et omdelt A4-ark, fordi den var ny hver søndag? Eller var det at høre rappede bønner i knækprosa?
Måske var det – nogle, ved jeg, savnede netop den højmesse, vi har nu; det velkendte, der er slidt til. Vi er forskellige. Jeg har en jakke – min bedste – der er 30 år gammel, og en trøje, der næsten er lige så gammel. Der er huller i jakken og lapper på trøjens albuer, men det er som at sige farvel til en gammel ven, at jeg nu omsider har taget beslutningen: at de skal smides ud. De har dog først ligget i skuret i en måned – hvis nu jeg kom til at fortryde. De skal nok komme ud; og en gudstjenesteordning er jo heller ikke bare som en gammel jakke. Alligevel er der noget over et stykke tøj, man næsten føler, at man bor i, og sådan har nogle af os det vist med det velkendte i gudstjenesten.
Det hører så med til historien om TVprogrammet, at det var iscenesat for at lave kirkens ”produkt” om, så de unge mellem 15 og 40 ville tage det til sig. Præsten var nemlig bange for, at der ikke ville være nogen kirke efter ham, hvis ikke de yngre generationer begyndte at gå til gudstjeneste.
Det er muligt, at kirkens overlevelse afhænger af en generation, der har fuld fart på med at studere, opdage verden, stifte familie og køre til både forældremøder og sport med børnene. Men det er måske også forståeligt, at det faktisk ikke bliver åndeligt ”slow food”, der er tid til i unge familiers hverdagscentrifuge.
Da jeg for 30 år siden havde praktisk teologi på universitetet, sagde vores lektor, at man 30 år før havde været bekymret for, om kirken ville overleve, når man så ud over sådan en søndagsmenighed, hvor de alle var gråhårede: ”Men tænk, de sidder der endnu”, sagde han, ”det er bare nogle andre gråhårede”. Måske er der en pointe i, at søndagens stille time, aldrig bliver et tilløbsstykke for det travle menneske.
Men har vi dybest set stadig brug for kirken? Spørgsmålet er ikke så overfladisk, som det kan lyde. Og jeg vil gå ad en omvej, der ikke ville være plads til i et 30 minutters TVprogram, for at høre spørgsmålet, sådan som det stilles i dagens evangelium.
For os gammelnordiske kristne er det nemlig slet ikke så let at forstå lige netop dén diskussion, som Jesus har med kvinden ved Sykar brønd. Hvorfor i alverden siger hun for eksempel:
Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?
Evangelisten forklarer hjælpsomt, at jøder nemlig ikke vil have med samaritanere at gøre. Men hvor meget hjælper dét? I kan godt se for jer, at reklamemanden allerede har skænket sig en kop kaffe og stillet blikket på uendeligt. Men det bliver endnu mere indviklet, mens Jesus taler med hende om ”levende vand”, og hun til gengæld bringer i spil, om man skal ”tilbede Gud” på det hellige bjerg i Samaria eller i Jerusalem.
I virkeligheden er Jesu svar til hende lige præcis én af grundene til, at vi som kristne kan have rigtigt svært ved at forstå, hvordan jøderne tænkte om Guds tempel. Her i Corona-tiden har vi ikke blot oplevet afstand til hinanden, men også til kirken.
Og i denne periode har jeg haft lejlighed til at fordybe mig lidt i, hvordan jøderne egentlig havde det, mens de var fordrevet i landflygtighed i Babylon ca. 600 år før Kristi fødsel.
Forhistorien til dét er, at de var blevet deporteret fra Jerusalem. Og i øvrigt er grunden til, at vi i dag i Johannesvangeliet hører, at jøderne ikke kunne lide samaritanerne, at disse – da jøderne efter 50 år fik lov at komme tilbage til Palæstina – i den mellemliggende tid var blevet assimilerede med fremmede folkeslag, som havde slået sig ned i bosættelser i landet, og at der var kommet en synkretistisk religion og kultur ud af dét.
I vores gamle testamente er det imidlertid jødedommens længsel efter deres helligdom, templet i Jerusalem, som vi kan læse om. Selvom Jeremias skrev sin profeti, inden ulykken indtraf, blev hans sprog en afgørende trøst i eksilet. Vi hørte det:
Vort hellige sted er en herligheds trone,
Ophøjet fra først af.
Herren er Israels håb,
… kilden med levende vand.
”De dybeste lag i hjertet” er længslen efter Herrens tempel. Og det er derfor, at Jesu ord til kvinden om, at han kan give hende ”levende vand”, også kan blive til et religionsmøde og en diskussion om, på hvilket sted man skal tilbede Gud.
På bagkant af en Corona-tid tror jeg måske, at vi har de bedste forudsætninger for at forstå, hvordan jøderne under eksilet i Babylon længtes efter deres gudshus, som Jeremias og profeterne efter ham sammenlignede med kilder med levende vand.
Kilder har jo været grundsymbolet på forudsætningen for liv, siden vand første gang ved skabelsen vældede frem i ødemarken, og et Paradis blev til.
Og samtidigt med, at vi vel nok kan forstå jødernes længsel efter deres hellige sted, bygningen til Guds ære, er det fundamentalt for indholdet i vores kristne tro, at Jesus netop afvisende svarer kvinden, som han gør:
Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen…. Der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed.
Med andre ord: vi behøver ikke bestemte fysiske rammer for at kunne tilbede Gud. Det er så sandt, at det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken, end omvendt. Eller rettere: bedre at tænke på Gud fremfor på bygningen, der bærer hans navn.
Budskabet om Kristus er universelt. Og evangeliet spredte sig netop så hurtigt over landegrænser, fordi ”tilbedelse i ånd og sandhed” ikke var afhængig af templet i Jerusalem eller de andre hellige steder i Israel.
Alligevel forstår vi måske først for alvor, hvor stærkt det er, at Jesus siger dét til kvinden ved Sykar brønd, som han gør, hvis vi selv har erfaret kærligheden til en tilbedelse, der har historie, traditioner, ritualer og genkendelighed – nøjagtigt ligesom jøden Jesus og den samaritanske kvinde var fælles om at have det. De var – for at sige det på nudansk – groundede i deres tro. I kærlighed til en velkendt religiøs praksis.
Der er ingen dybsindig genvej til at lave det kristne budskab om til at være ”feel good – uden Gud”. Tværtimod kan vi glæde os over det gamle hus, som et hjem for vores åndelige søgen, der altid tager imod os, når det virkelig er sådan en søgen, vi har.
Oveni købet har Corona-tiden med alle dens afsavn lært os, at de kilder, der ved gudstjenesten springer herinde i dåb og nadver, salmesang og bibelord, også er levende vand i den tilværelse, der leves udenfor.
Troen lærer os ikke, at templet eller kirken bare er gammelt bras. Men Jesus lover os, at det, de gamle så som sammenhængen mellem templet og kilder med levende vand, også kan blive vores livskraft som et nyskabelsens mirakel inden i os selv.
Dette tager, som historien hos Johannes viser, lang tid at tilegne sig; og måske må vi igennem mange misforståelser, sådan som det var tilfældet med kvinden, der snakkede om en spand, mens Jesus talte om frelse.
Men, hvis du så – nu – er udmattet, som Jesus, der ”træt af vandringen satte sig ved kilden”, så kan du høre hans budskab til dig som et løfte om velsignelse, du kan gå hjem på:
Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham – eller hende – blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer: 410 – 28 – 323/330 – 441
