23. s. e. Trinitatis

Prædiken 23. søndag efter trinitatis i Lillerød Kirke v. sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
 I sin undervisning sagde Jesus: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.« Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«
Markusevangeliet 12,38-44

Prædiken 23. søndag efter trinitatis i Lillerød Kirke v. sognepræst Carsten Mulnæs

(DDS: 728 – 433/434 – 493 – 276/685 – 14)

Hvorfor går du med mundbind? Fordi det ser godt ud? – næppe! Fordi du skal? Fordi du tror, det gavner? For hvis skyld? For at passe på dig selv? Eller de andre? Eller måske fordi – med tanke på, at du kan blive smittet – at du vel nok håber at klare skærene selv, men ikke vil være årsag til en andens lidelse? 

Coronakrisens drejning i Nordjylland har vist fået alle til at indse, hvad nogle hele tiden har tænkt, at den ikke kun handler om folkesundhed men også om penge. Det Nye Testamente har generelt et ret skeptisk forhold til penge. Historikere er til gengæld ikke i tvivl: penge er en genial opfindelse som helt nødvendige betingelse for den udvikling af verden, vi har gennemgået i flere tusind år. 

Evangelisternes skepsis kommer af, at penge er magt, der kan få mennesker til at pantsætte deres menneskelighed for usselt mammon. Undertrykkelse, bedrag og uhellige alliancer opstår som følge af pengenes løfter om magt og komfort. Men når det historisk har haft så stor og positiv betydning er det jo dybest set, fordi udvekslingen af varer kunne blive langt mere smidig, abstrakt og langsigtet, når tilliden til pengenes symbolværdi og mulighed for så at sige at ”deponere” en værdi i noget tredje mellem fx korn og ko, gav mulighed for at tænke strategisk om menneskers indbyrdes handel. 

Pengenes symbolværdi er steget til et abstraktionsniveau i dag, hvor vi ser de færreste af dem. Det er tal, der flyttes rundt på. Men vi har tillid til dem – for det meste – og det betyder, at vi har en økonomisk sammenhæng mellem bildæk og vuggestuer. 

Penge er ikke kun skidt. Velstand og velfærd hænger sammen. Det ved vi godt. Når vi begynder med at synge landbosalmen om det betroede pund eller talent, selvom måske ingen af os ernærer os ved landbrug eller for den skyld produktion, er det, fordi vi kan tænke metaforisk og ved, at også vi har fået livet betroet, som mere end et gode, vi bare skal sidde selv og hygge os med. 

Livet koster livet. Det er farligt at leve, for man dør af det. Det er sandt nok, men det skal være ansvarligt, hvordan vi bruger det. For det er betroet gods. I en coronatid deler vandene sig. Nogle tager det lettere – man skal jo dø af noget. Andre tungere – især hvis de mest frygter selv at smitte et familiemedlem, der kan dø eller få varigt mén. Andre igen har den alvor, at de ser, at det at leve er mere end at overleve. Så livet må ikke stivne i bare at lukke ned, lukke sig inde eller andre ude og vente på, at det går over – mens de mest sårbare ender deres dage i ensomhed. Så prøver vi at holde kommunikationen åben men med de omkostninger, ansvarlighed må have. Det sker også her i kirken. 

Sådan ser vores verden og dagligdag ud lige nu. Corona handler om trussel for folkesundhed – men det handler også om økonomi. Hverken borgere, politikere eller kristendom kommer uden om at leve i en balance mellem økonomi (som et gode) og det fælles liv (som et gode). Det er godt, at livet koster livet – men det giver os ingen enkle facit. 

Men én af de ting, vi fra dag ét har mærket under corona, det er også muligheden for, at livet, hvor vi er henvist til hinanden, ikke kun kalder på etik, men også fremkalder moralisme. Jo længere der går, des mere skinger kan tonen blive. Og derfor er dagens tekst i Markusevangeliet lidt tricky at have med at gøre. 

Selvfølgelig handler dagens tekst om penge. Den består af 2 små historier, der beskriver forholdet mellem rig og fattig. Men – med pengene som anledning – handler den om mere end det. Den handler især om hykleri. Og nu er der drilske vil hykleri, at det er svært at udpege hykleren – uden selv at være den, ikke sandt? Hver gang man peger med én finger, peger 3 fingre tilbage! 

Alligevel: dagens tekst er en advarsel imod skinhelligheden. Og det er den, fordi moral og rigtige meninger kan være ligeså meget en kedelig magtfaktor som penge. Alt det, der kan siges negativt om penges undertrykkende magt, kan siges om sladder, rænker, snobberi og klikedannelser. 

En præst kom uanmeldt på husbesøg, og da damen overrasket åbnede døren og udbrød: ”Gud, er det dem!” – svarede han: ”Kun hans ringe tjener”. Det minder mig om en anden præst, der var ude at samle ind til et godt formål. Da den lidt irriterede borger åbnede og sagde: ”Jamen, der kun kan blive tale om en enkens skærv…” – skyndte præsten sig at afbryde: ”Så meget kan jeg ikke tage imod. Hun gav alt, hvad hun ejede!”.

Så står vi midt i dagens tekst, hvor Jesus fremhæver den fattige enke, der kun lagde et par mønter i tempelblokken. Hun har selvfølgelig været så fattig og ydmyg, at hun ikke selv lagde mærke til, at hun blev iagttaget. Men hvem af os kan nogensinde komme til at ligne hende? Er der én eneste, som ikke giver af sin overflod – ligesom alle de rige i evangeliet? Vi har også kirkebøsser her i kirken. Men mob.pay. og netbank gør det lettere end på Jesu tid at give penge uden at høste æren af, at andre ser vores gavmildhed. Og alligevel: er der nogen, der ikke giver af deres overflod?

Inden sin anskuelighedsundervisning på tempelpladsen har Jesus bragt en advarsel mod de skriftkloge. Det var teologer, der gik omkring i lange gevandter; offentlige personer, der blev hilst på i gågaden og VIPs ved både fester og i Guds hus. Jeg kan godt forstå, at I ser en sognepræst for jeres indre blik.  De skal dømmes så meget desto hårdere, siger Jesus, for de beder længe for syns skyld, men de æder enker ud af huset. Det er dog ikke jer og os selv, men Gud selv – ”for også han kan se!”, som Jeremias profeterede – der dømmer. 

Men tag jer i agt!, siger Jesus. Selvfølgelig handler det også om penge, når de skriftkloge æder enker ud af huset ved at udnytte deres situation. Men dem, Jesus advarer, er os alle sammen. Og det er hykleriet, vi skal tage os i agt for. Både det i os selv, og det, vi ser. Som sagt: det er ikke nemt at udpege hykleri uden selv at komme i søgelyset. Men ved vi ikke godt, hvad det handler om?

Selv i en kirke kan man jo være professionelle. Selv i et kristent land som Danmark, ynder vi at lovene og statens styring skal være helt igennem verdslig. Vi har bestemt ikke noget imod, at vores statsminister er kirkegænger – men vi bryder os ikke om, hvis en præsident skal udtale sig om Guds vilje. Med andre ord. Hykleriet lever især af, at blande det sammen, som Luther placerede i 2 forskellige styreformer eller regimenter. 

For en kristen må Gud på den ene side gennemsyre alt i det skjulte, som den saft, der suges usynligt op igennem træets stamme og skaber vækst; eller det nærvær, vi fejrer, når vi i nadveren under brøds og vins skikkelse, føler, at vi bliver sammenspist med Kristus og himlen tager bolig i os på jorden. 

Og på den anden side: så bliver det hykleri, hvis Gud bliver argument for noget som helst. Det gælder i samfundet, hvor vi som lutherske kristne værner om styrets verdslige funktion, der bygger på grundlov og ikke på helligskrifter som bibel og koran for at ordne vores samfundsforhold. Og samtidig vil vi – som kristne –forkynde Guds ord om nåden og næstekærligheden, så den kan inspirere enhver, der gider høre det. 

Vi lever i et samfund, som jeg bedrøves over bliver mere og mere afkristnet, men det er ikke verdsliggørelsen, jeg anfægter. Den er der god evangelisk ræson i. Problemet er overfladiskheden. 

Det vi ønsker os er, at der er dybde i troen – og dybde i ledelsen. Den ene er evangeliets dybde – det andet er lovens dybde. Men der er forskel på lov og evangelium. Og hykleriet opstår, når troen, der skulle leve af evangeliet, bliver til lov. For så har vi moralismen. Det sker i alle religiøse samfund. Den moderne sondring mellem tro og politik kan man med disse briller genfinde allerede i religionskritikken hos den gammeltestamentelige profet Jeremias:

Sæt ikke jeres lid til de løgneord: 

”Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel!”  

I dag ville vi så sige: det er ikke godt nok at sige ”kirke, kirke, kirke!” For hvad vil dét overhovedet sige? Er vi ikke også professionelle i kirken? Jo, sådan skulle det gerne være. For vi er mennesker. Og som mennesker har vi brug for begge dele: dybde i evangeliet og dybde i loven. 

Tro og ansvar er ikke det samme. Vi lever af begge dele som kristne mennesker. Men vi har ikke moralen uden på skjorten. Der må vi hellere have lidt klædelig selvironi med en anden dobbelthed af Luther: 

Du er på én gang 100% synder (skam dig!) – og i Kristus 100% retfærdiggjort (glæd dig!). 

Tro på Gud, gør det gode, og gå stille med dørene –

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.