ved Elsebeth Hougaard Jensen
Johannesevangeliet, kapitel 14 vers 1-11
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort for at gøre en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen”. Thomas sagde til ham: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”? Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham”.
Jesus sagde: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort for at gøre en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen”. Thomas sagde til ham: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”? Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham”.
”Jeg er vejen og sandheden og livet”. Evangelieordene har hjemme i tiden, i evigheden og i kirkerummet den 3. maj år 2020. De trækker i polerne på livets sammensatte kompas på mere end én måde. Trækker i de poler, hvor imellem verden og også tilværelsen spændes ud og påvirkes af et sammensat og besynderligt magnetfelt, som vi ikke rigtigt forstår. Opfindelsen af det menneskelige kompas og senere af GPS systemet har lært os om nord, syd, øst og vest. Vi kan kortlægge vejen fra vores hjem og ruten gennem verden i mindste detalje. Videnskaben har også givet os uret, så vi kan måle vores livstid fra fødsel til død i dage, timer, minutter og sekunder. Men dagens evangelium viser os et helt anderledes levende navigationsudstyr. Et modsat polsystem, som går fra himmel til jord, fra Gud til mennesker. En lodret eller vertikal linje eller en vej, som skærer sig igennem vores lille vej og vores lille tid med glimtvise nedslag fra evigheden af tro, håb og kærlighed – uden frygt og ophør.
Midt i dette polariserede magnetfelt drager vi så ud på livets vandring med troens, håbets og kærlighedens dyrebare kompas i lommen. Kirken hjælper os til at holde retningen – lærer os at gå efter lyset. Og det er og bliver en urgammel forestilling, at et menneskes liv udgør en bevægelse mod en bestemmelse, en rejse mod et mål, en hjemvenden til sig selv og sin oprindelse. Det gælder da om at finde den rette vej, så man ikke taber målet af syne og heller ikke lade sig distrahere så meget af fristelserne undervejs, at man mister koncentrationen.
Johannes-teksten handler om denne vej. Den handler om sandheden, og den handler om livet – om de mange boliger – kort sagt det hele. Vi befinder os med hensyn til kirkeåret midt mellem påske og pinse, og dermed stilles vi i et ”udenfor”, som samtidig er et ”indenfor”. Uden for tid og rum, uden for verden, men inden for kirken, treenigheden og gudstjenesten: Der og netop der vil teksterne høres, for at vi skal tro, at Jesus er Kristus.
Ifølge evangeliets tidslinje er vi der, hvor tiden moden til, at disciplene må komme til den dybe forståelse af, at Jesus er Kristus – Guds søn. Ansigt til ansigt med sin forestående død sammenfatter Jesus, hvad meningen med hans livsvej har været. Her oplever vi en stjernestund mellem Jesus og disciplene. Men samtidig er det en regnskabets time, hvor et liv skal gøres op. Disciplene og vi andre erfarer, at der er ikke tale om en definitiv adskillelse og afsked; men fremover vil forbindelsen mellem Jesus og disciplene være på nye og anderledes vilkår.
Ordene i vers 6: ”Jeg er vejen, og sandheden og livet” er omdrejningspunktet. I denne fyndige og ikoniske sætning fortættes alt det, disciplene har hørt indtil nu og alt, hvad de skal leve på fremover. Den klare og ubrydelige forbindelse mellem Jesus og Faderen mejsles i ordene ”jeg er”. Jeg er: livets brød, verdens lys, den gode hyrde, opstandelsen og livet og det sande vin træ. Alle jeg er-ordene udtrykker noget autentisk, trygt og oprindeligt. Her i afskedens stund kommer jeg-er-budskabet til at fungere som et kompas for disciplene midt i smertens og rådvildhedens blå time.
Og det er netop rådvildheden og usikkerheden, som skinner igennem dages tekst. Som Thomas udtrykker det: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”. Thomas rammer også vores moderne rådvildhed. Uden kort, GPS og kompas over ruten farer vi let vild undervejs og kan miste orienteringen. For vi er usikre på retningen og vigepligten på livets mange veje og vildveje. Ikke mindst lige her og nu midt i Corona tiden.
Livet har sine poler og sit grundvilkår. Og der bliver trukket i det hele. Den moderne livsvej i år 2020 er ganske anderledes end på Jesu tid. De kulisser, som normalt er hektiske og stressende, er er skiftet ud og sat på pause. På godt og ondt befinder vi os netop nu midt i en utryg og ejendommelig afstandsverden beskyttet af den skærm, vi gemmer os bag. Sammen hver for sig. Og herfra er vi så er overladt til vores egen evne til at håndtere og synkronisere viden, ekspertudtalelser og en endeløs og opslidende nyhedsstrøm. Det trækker ubehageligt i polerne. Og det trækker iskoldt fra døren til fremtiden. Frygten for økonomisk ruin og frygten og bekymringen for at blive syg og i værste fald miste livet eller et dyrebart medmenneske lurer på alle sider af skærmene.
Vores tilkæmpede frihed til at bevæge os frit og frejdigt rundt i verden er lige nu sat på pause. Den mobilitet og eventyrlyst, vi plejer at krydre med mere eller mindre eksotiske rejser på kryds og tværs af verden, er erstattet af ufrivillig karantæne i vores eget hjem i vores eget land. Den moderne nomadekultur er sat på stand by.
Det har ellers været en vane for mennesker af tiden konstant at være undervejs til et eller andet både fysisk og åndeligt. Vores kalender plejer at være propfyldt med aftaler og rejseplaner. Mobilitet hører normalt til vores kultur og vores flimrende internet verden. For vi er, som man siger, under livslang omstilling og uddannelse og dannelse. Vi dyrker glad og gerne åndelig mobilitet og danner ikke vores identitet og holdninger een gang for alle i livet. Vi går ind af åbne døre, for at prøve, om der er noget at finde. Den mulighed har vi i rigt mål netop nu i det underlige karantæne forår, hvor vi er tvunget til at være flere timer i vores eget selskab. Hvem er vi, hvad vil vi, hvad tror vi på, hvilke håb og drømme har vi, og hvad betyder mest for os. De samme spørgsmål står også i kø, når det gælder kirke, tro og religion. Hvad kan vi undvære, og hvad er livsnødvendigt for os?
Det underlige er, at der netop nu, hvor hverdagsbekymringen hersker, alligevel er blevet plads og rum til at registrere de mange små og store nedslag af befriende håb. For de er der og glimter selv nu. De viser et medmenneskeligt overskud og strømmer os gavmildt i møde. Den lille pose med nybagte kager eller blomsten foran hoveddøren. Fællessangen på tværs af land og by. De kreative møder på Skype over et glas vin. Den ekstra hånd til indkøb eller det smilende overskud til at løse praktiske problemer. Den naive tegning med humørikonet fra barnebarnet. En uventet opringning og glad stemme i telefonen. En forårsgåtur med afstand. Og sådan kunne vi blive ved. I det hele taget får mange små, nære ting et helt nyt liv i vores afstandsfællesskab med hinanden.
De små spirer af håb i en usædvanlig svær tid minder os om vores længsel efter enkelhed, nærhed og fællesskab. En længsel hjem eller tilbage. Og i denne længsel ligger der på én og samme tid et håb og en afstand. Håbet ligger i, at der er må være et ”back home”, at gå efter – og et eller andet sted, når den rette vej er fundet, så må der vinke et lys forude – Og forhåbentlig er der en favn, der tager imod. Afstanden, derimod, ligger i, at rødderne til hjemstavnen kan være usunde eller kappet over.
Vi indser, at tidens flagrende mobilitet, omstillingsevne og nomadetilværelse i sig selv er ikke nok for os mennesker. Vi har et inderligt behov for at høre til et sted – en favn – et hjem – en helle. Også når det gælder kirke og tro. Og så er vi der, hvor kirken er og skal være rasteplads for vandrere undervejs. Et fristed, hvor ”pendleren” kan gøre holdt for at samle kræfter og livsmod. Også et hus, hvor man går ind for at få døbt sit barn. Kirken som rasteplads er rekreativ genskabelse og fornyelse af livsmodet. Og ikke mindst er det vigtigt, at kirken er åben – at den er åben som kirke – ikke mindst nu. Den er på en og samme tid oplyst vejviser og meningsbærer. For i det gamle hus skal vi kunne samle og rumme det hele i tro, håb og kærlighed til ham, som er og bliver vejen, sandheden og livet. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd.
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
