Prædiken 3. søndag efter påske i Lillerød Kirke v/ sognepræst Carsten Mulnæs
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«
Johannesevangeliet 16,16-22
En kort tid. Hvor kort kan sådan én være? Vores nuværende bibeloversættelse taler om en kort tid. Jeg er vokset op med udtrykket ”en liden stund”, så dét foretrækker jeg. Det ligger i vores sproglige fornemmelse, at en stund er kort. Så en kort stund må være meget kort: ”En liden stund, så ser I mig ikke længere”. Jesus siger det til sine venner skærtorsdag aften, men de forstår ikke hvad han taler om. Han siger, at han går til Faderen, og at de skal se ham om en liden stund. Hvordan kan det hænge sammen?
I opstandelsens eftertanke går vi mellem påske og pinse med evangelisten Johannes tilbage til Jesu sidste aften, hvor han giver disciplene sine løfter om, at sorg skal vendes til glæde, og at han fra Faderen vil sende dem Helligånden, der vil være hans himmelske nærvær hos dem på jorden.
At skære Jesu afskedstaler ned i små tekststykker som dagens evangelium er næsten en umulig opgave. Tekstafsnittet over 4 kapitler hos Johannes er nemlig som én lang kredsen om denne liden stund eller korte tid, der er så kort, at ordet ”samtidighed” melder sig. Hvor langt er der mellem Jesu død og opstandelse? Mellem hans fornedrelse og herliggørelse?
Hos Johannes herliggøres Jesus på korset, hvorfra han ”vil drage alle jordens folk til sig” – og dog har vi også hos Johannes de skønne opstandelsesfortællinger med Maria Magdalene, der tror, at den opstandne er havemanden; og tvivleren Thomas, der fysisk stikker fingrene i Jesu sår, efter at Jesus er kommet til ham gennem lukkede døre; og om Peter, der spiser fisk med Jesus, der kærligt genindsætter ham i apostelembedet, selvom han langfredag har fornægtet Jesus 3 gange.
Så hvor langt er der mellem fornedrelse og herliggørelse, mellem sorg og glæde, mellem død og opstandelse? Tiden kan falde os lang. Langt mere end blot 3 dage, når vi er ved at gå til i bekymring, sorg eller angst. Men i Guds optik er stunden så kort, at alt er samtidigt.
Når et lille barn kommer til verden, er glæden stor. De nybagte forældre står med underet i deres arme. Der er ingen glæde i verden så fuldkommen som at stå med et liv i hænderne og overvældes af en kærlighed, der er større end én selv. Den føles som universets urkraft i mellemrummet mellem forælder og barn. Graviditetens og fødslens store krise – og det er jo en livsfarlig krise – er glemt, selvom det kun var kort tid siden. Og der er kun liv og glæde, hvis barnet er kommet helskindet og fuldbårent til verden.
Det stærkeste billede, vi kender fra vores egen verden, anvendes således af Jesus til at forkynde håb for sine venner om, at deres langfredagssorg om kun en liden stund skal blive til opstandelsesglæde. Den fuldkomne glæde, som ingen skal tage fra dem igen. Heller ikke selv om der kommer nye sorger, nye bekymringer, ny angst og udsathed. I opstandelsen får de glæden, Jesus kommer med, fordi han er Faderens enbårne søn.
Når disciplene ikke forstår, hvad Jesus mener med en liden stund, hænger det sammen med, at de heller ikke forstår, at han går til Faderen. Jesus herliggøres ikke i en kraftpræstation, der hører til i en science-fiction-film. Jesus herliggøres, når Faderen herliggøres. I forhold til vores almindelige tidsfornemmelse, flyder horisonterne sammen. På korset er alt fuldbragt ved kærlighedens store forsoning, mellem Fader og Søn. Og når Ånden som en talsmand efter pinse vil tage bolig i disciplenes hjerter, lever den opstandne i dem med sin nåde og sin sandhed.
Den fuldkomne glæde hænger sammen med den fuldkomne kærlighed. Vi mennesker elsker ikke fuldkomment, og derfor findes der heller ingen glæde, der ikke kan modsiges. Den fuldkomne kærlighed og den fuldkomne glæde er det, som de i gamle dage omskrev med udtrykket: ”salighed”. Det er den salighed, som Gud har i sig selv, fordi Gud ikke bare har – men er – kærlighed. Men kærligheden strømmer over, for fuldkommenheden er ifølge evangeliet netop ikke at have nok i sig selv, og derfor inddrager den treenige Gud os i sin salighed.
Opstandelsen er som det prisme, hvori saligheden brydes i alle lysets farver. Det er en herlighed, som kommer fra Gud, fordi den er Gud. Han deler den med os ved sit fuldbragte offer til syndernes forladelse og det evige liv. Det er en glæde, hvis fuldkommenhed ikke stammer fra os selv, og derfor også er noget andet end optimisme eller et lyst syn på tingene.
Den fuldkomne glæde er Guds egen glæde. Det er den glæde, der kender til trængsel, men ikke kendes ved den, fordi den er overvundet. Det er den glæde, som nok har mærket sorgen, men ikke husker den, fordi håbet fylder mere. Det er den glæde, der ikke tænker på sin egen tid – hvor lang den kan være fx uendelig – men tænker på sin samtidighed med Gud. Den fuldkomne glæde er den korsfæstedes glæde over os i opstandelsens lys.
Det er visdom, at de gamle fædre med tekstvalget her mellem påske og pinse trækker os tilbage til skærtorsdag aften for at høre om dette vidunderlige lys. For vi hører om himlen, mens vi lever på jorden. Evangeliet er ikke et lineært narrativ fra skabelse – eller din egen fødsel – og ud i den uendelige kedsomhed. Evangeliet er budskabet om Guds frelse, at du må være samtidig med ham, for hvem evighed er, at alt er præsent på én gang.
Fortid, nutid og fremtid. Som i kærlighedens selvforglemmelse, vi momentvist oplevede her som glimt fra lysets hjem. For Gud er den fuldkomne glæde, der bærer sorgen; den ånd, der favner din kropslighed; den forsoning, der dømmer for at sætte fri; det liv, der netop – fordi det kunne dø – også opstod fra de døde.
I kender efterhånden så godt vores alterbillede, som I sidder med en kopi af i dag. I ”Blå Opstandelse” har Arne Haugen Sørensen aftegnet den herlighed, som evangeliet forkynder om. Vi mennesker må høre om himlen her på jorden. Og skal vi høre om Jesu opstandelse som ægte evangelium må det være som budskabet om vores egen opstandelse.
Som mange af jer ved, har kunstneren arbejdet utallige gange med motivet: Den kynisk firkantede grav, som et ubønhørligt vilkår; det sårbare og dødelige menneske; de barmhjertige hænder, der river det ud af dødens garn.
Nogle synes, at de malede ben i graven, ligner en dyster påmindelse om, at vi skal dø. Memento mori, som de gamle romere havde en slave til at hviske erobreren i øret, når han red i triumftog igennem Rom for at blive hyldet. Men nej. Benene er ikke en påmindelse om, at du skal dø.
Benene er blot den jordforbindelse i billedets nøgterne ærlighed om din og min død, som viser os, at også Jesu opstandelse som opstandelse for os er noget andet end en genoplivning eller en uendelig livsforlængelse. Jeg har altid svært ved at afgøre mig for, om det er Kristus eller mig selv, Arne Haugen Sørensen har malet. Det er der en god grund til.
For i det samme motiv har maleren hen over årene både malet Kristus, umiskendelig med sine sårmærker, og sin egen datter Mathilde med et skørt. For Kristi opstandelse giver kun mening, hvis den fortæller om vores opstandelse.
Men, hvor mange af Arne Haugen Sørensens første billeder aftegner den livløse skikkelse, så er den opstandne i vores billede fyldt med liv. Rank og med faste skridt går den opstandne i myndig frihed ind i herlighedens lys. Er det Kristus, der sidder ved Faderens højre hånd? Er det din elskede, der hos Gud gennemlyses, sådan som han eller hun var, da livet var koncentreret i sin skønneste styrke? Er det dig selv, med Kristus i hjertet, der bærer sorgen med fra graven og har den frihed, som det giver, at ingen kan tage den fuldkomne opstandelsesglæde fra dig?
Jeg holder af, at billedet kan tydes, alt efter, hvor du er på din egen vandring mellem vugge og herlighed. Men dobbeltheden i billedet afspejler bedst den ”liden stund”, den korte tid – ja, den evige samtidighed, vi også finder i evangeliet:
I sørger nu, men jeg skal se jer igen,
og da skal jeres hjerte glæde sig,
og ingen skal tage jeres glæde fra jer.
For den glæde er fuldkommen –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer: 1 – 236 – 540/238 – 218
