Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs , søndag 7. august 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
Matthæusevangeliet 7,22-29
Prædiken v. sognepræst Carsten Mulnæs:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig,
og hans disciple kom hen til ham.
Sådan indleder Mattæus det store afsnit i sit evangelium, der over 3 kapitler bringer Jesu etiske lære. Det har fået navnet “Bjergprædikenen”, fordi Jesus gik op på et højdedrag. Det gjorde han sikkert af akustiske grunde for bedre at kunne høres af de mange i folkeskaren.
Mattæus har utvivlsomt, mens han skrev, imidlertid også tænkt på, at ligesom Moses fik de 10 bud på Bjerget Sinai, så fik Jesu disciple hermed en rettestor for, hvad det vil sige at leve – ikke efter Mosebuddene – men efter Jesu tolkning af dem. I Bjergprædikenen er der nemlig en række forklaringer, hvor Jesus gør de bud, der ser ud til kun at handle om åbenbare handlinger – såsom mord og utroskab – langt alvorligere ved at henvise til, at ondskaben sidder i hjertet og ikke kun i det, der bliver opdaget.
Kirken kaldte siden Jesu evangeliske råd for “den nye lov”. Det bryder jeg mig ikke så meget om. Jesus taler i sin bjergprædiken ikke for at sætte mennesker i et mere snævert moralsk regelsæt end det, de kendte i forvejen. Som altid kommer evangeliet først og loven bagefter. Mesteren, der sad på bjerget og så ud over folkeskaren med kærlighed, “tog til orde og lærte dem”. Og da han åbnede munden var det første ord: “Salig”.
Salig er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Sådan fortsætter den milde frelser med at prise dem salige, der lider. Han elskede mennesker højere end deres pragtfulde eller mindre pragtfulde gerninger og højere end sin egen retfærdighed.
Bjergprædikenen er fuld af alvor. Guds bud – som Moses fik dem – er også i Jesu forkyndelse til for at værne om livet og mennesker overfor det, de ellers er parat til at tilføje hinanden af smerte. Jesus siger derfor også, at han ikke er kommet for at nedbryde loven, men for at opfylde den, og sammenfatter den jo i den gyldne regel:
Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem.
Sådan er loven og profeterne.
Når Jesus i sin kritik af jødedommens bud tager lovens bogstav og nedbryder det, er det altså for, at det skal opstå i en ånd, der er langt stærkere end fysisk lovtrældom: nemlig kærlighedens lov. Ikke bare i kærlighed til dem, vi helst kalder næste, fordi de nu engang er os nærmest, men også til dem, der ikke er det.
Det er paradoksalt med kristendom, at det, der er vores grundvold, ikke er beton men kød og ånd. “Med lov skal land bygges” er et godt motto for at skabe et samfund. Flere hundrede år før Moses, kan vi se, at Hammurabi i Irak gjorde det samme: ristede paragraffer i sten, for at fællesskabet kunne have et nagelfast fundament at stå på.
Men Kristendom er anderledes og ikke bygget på paragraffer. Vores hovedhjørnesten er et menneske.
Kristus var ovenikøbet et menneske, der blev psykisk nedbrudt, smertefuldt korsfæstet og hånet for sin tro og sin næstekærlighed. Men det er netop dette menneskelige menneske, Paulus i sine breve kirkens grundvold.
Jesus anvender selv billedet af et fundament i den lignelse, vi hørt i dag. Man kan åbenbart bygge på klippen eller på sandet. Og huset, der er dårligt funderet falder fra hinanden ved det første uvejr, der fejer hen over det.
Den store Bjergprædiken, der forkyndte dem salige, der er fattige i ånden, og dem, hvis sorg kalder på at blive trøstet – dén afslutter han nu med at sige, at dem – som hører hans ord og handler efter dem, ligner en klog mand, der har bygget huset på klippen.
Her er det altså ikke Jesu store forsonergerning – som hos Paulus – der er klippen, men helt konkret den undervisning, Jesus har givet folkeskaren af lyttende disciple, der er samlet omkring ham.
Sådan er evangeliet. Evangeliet om loven. Israelitterne blev først udfriet fra slaveriet i Egypten for at modtage Moseloven ude i ørkenen bagefter. På samme måde er evangeliet om den salighed, at Jesus lover barmhjertighed for de fattige i ånden og trøst for dem, som sørger, det første; og anbefalingerne af, hvordan vi bedst beskytter det gode liv, det næste.
Gudstjenestens tekster er bygget op over det triste tema, at der findes “falske profeter”. Hvordan kan man tale om det?
Den gammeltestamentlige profet Mika revsede, hvad vi kunne kalde “levebrødsprofeter”, der forkyndte fred og fredsommelighed, når de fik noget at tygge på, men “hellig krig”, hvis de følte sig snydt. Vi har set for meget af “hellig krig” i vores tid og nuværende verden til at have lyst til at anvende ordet. ”Hellig krig” er så uhyggelig en tanke.
Men også i Johannes’ første brev er der en tekst om, at ånderne ikke nødvendigvis er gode ånder. Hvordan “prøver man ånderne”, som apostlen anbefaler? Der er ingen enkel lakmustest på, om den du taler med, er oprigtig eller falsk.
I stykket, vi har hørt fra Mattæusevangeliet, bruger Jesus frugten som ledetråd. Dårlige træer bærer dårlig frugt, mens gode træer bærer god frugt. Men så igen – ser vi altid frugten? Modning tager også i naturen lang tid. Det gør måske også de gode frø, vi sår i hinandens liv og hjerter? Det er ikke altid nemt at dømme andre – hvorfor Jesus da også tager skarpt afstand fra dømmesygen i Bjergprædikenen.
Ikke desto mindre er der altså, også inden han afslutter sin store tale, en advarsel imod dem, der bruger Jesu navn som kliché:
Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?
Jesu navn kan åbenbart bruges til så meget. Og der er ingen garanti for, at from tale er sand tale. Heller ikke min. Vi er udleveret til hinanden. Og det er derfor, Jesus fraråder sine disciple at bedømme hinanden. Hvem kender også sig selv og sine egen motiver til bunds? Er vi ikke alle syndere?
Apostlen Johannes skriver, at vi skal prøve ånderne, om de er fra Gud, ved at lytte efter, om de bekender Jesus på den rigtige måde. Det er i dag hos os ikke vanskeligt at fremsige trosbekendelsen på skrømt sammen med de andre. Så umiddelbart ligner det ikke en særlig nem både at kende de falske profeter på, om de kan lire den samme bekendelse af, som er vores hjertesprog. På apostlens tid var det anderledes. Dengang var det farligt for de menigheder, Johannes skrev til, at sige “Jesus er Kristus kommet i kød”. I perioder var der dødsstraf for bekendelsen.
Men vi hører om det i dag, fordi den grundvold, kristendom bygger på, stadig kan forarge og stå i modsætning til alle mulige åndelige strømninger både dengang og i dag. Er der ikke også i vor tid ånd på spil i snart sagt alt? Det kan være kulturelt, politisk eller i den fortrukne livsstil.
I virkeligheden er kristendom en stor anstødssten i en tid, hvor mennesket har gjort sig selv til målestok for alt i både omgang med hinanden og opfindelsen af egen identitet. Med apostlen at bekende, “at Jesus er Kristus, kommet i kød” er intet mindre end, at gøre ham til Gud.
Jesus er vores Gud. Den, fra hvilken vi vil høre evangeliets trøst til salighed, og den, fra hvem vi vil høre vejledning til at leve op til dåbens løfte – som også apostlen Johannes nævner: – “at vi er Guds børn”; og han vil altid være den dommer, vi modtager dommen af, når han afslører os, hver gang vi “ikke handlede efter hans ord”, selvom vi gerne ville.
I trøst, i løfte, i dom – Jesus er vores Gud og frelser, som vi venter os alt godt af.
Det er bemærkelsesværdigt i Mattæusevangeliet, at Jesus til de falske profeter, han ikke vil kendes ved, siger, at de “begår lovbrud”. De har ellers netop gjort alt muligt flot, der udadtil virkede både respektabelt og stærkt.
Men Jesu lov – som ingen af os formår at leve op til, som han selv gjorde det – er kærlighedens lov. Derfor er vi, ligesom folkeskarerne den dag på bjerget, slået af forundring, når vi hører ham tale. ”For han underviser som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge”. Og den myndighed har han, fordi han har fået den af sin himmelske Fader –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
(Salmer: 392 – 337 – 276/332 – 329)
