Allehelgens søndag

Prædiken til Allehelgens Søndag i Lillerød Kirke ved sognepræst Carsten Mulnæs

Denne hellige lektie skrives i Johannes’ Åbenbaring: 
Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: »Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.« Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.« 
Johannes’ Åbenbaring 21,1-7

(DDS: 731 – 433/434 – 571 – 538/752 – 574)

Der er et vemod ved at være menneske. Vemodet stammer fra, at tiden går. Naturens farver i oktober kan være så smukke, at vi glemmer, at det er forfald. Naturens cyklus betyder, at blade, der blev til og sugede kraft op af jorden gennem træet stamme, skal falde af for at blive til jord igen. En form for gavmildhed er lagt ind i skaberværket, når det, der er, naturligt skænker sig selv til det, der skal komme. Op af formuldede blade kommer en dag bly anemoner. 

En guddommelig gavmildhed er det også, at det, der er bestemt til at forgå, alligevel fik lov at være og stå smukt, og ikke blev kaldt tilbage i Guds erindring, endnu inden det blev til. Tiden i naturen har en ødselhed, vi måske dårligt har blik for i en økonomisk verden, hvor kun dét, der kan give varigt afkast, er værd at investere i. 

Vi kan se skønheden i naturens processer, men har vanskeligere ved at forlige os med, at menneskets tid er som bladets, græssets eller blomstens. Indtil vi måske overvejer, hvor overbefolket kloden ville blive, hvis ikke generationer gav plads de næste. Når ikke vi selv har gavmildheden, er det en nåde for skaberværket, at Herren ikke lod mennesket spise af livets træ, da det havde indtaget frugten fra kundskabens…

Men det er jo ikke kun vores egen dødelighed, der giver vemod. Faktisk langt mindre dén, end tanken om at sige farvel til hinanden. Vi kan ikke af os selv leve som blade, blomster og græs i naturens harmoni, selvom der findes mange filosofier, som gerne vil lære os det. Det er kærlighedens skyld. 

Blade, blomster og græs elsker ikke, som vi gør det. De er ikke bevidste om at stå smukt og grønt i maj eller i flammende farver lige inden deres død. Skønheden sanser vi, og derfor stammer vemodet fra os. Vi tænker, vi elsker, vi erindrer. Fordi vi er ånd – og med ånd kommer vemod. 

Ganske vist lærer Jesus os at tage blomster og fugle som forbilleder i ubekymrethed. Men det er en etisk visdom, som viser os livets vanskelighed ved ikke at være blomster og fugle. Kærligheden, refleksionen og hukommelsen forhindrer, at vi bare uden videre kan være som blomster og fugle. 

Enfoldigheden – hvis den kommer – må stamme fra noget højere, som blomster og fugle ikke har: tillid. Filosofisk eller religiøst at stræbe efter at indgå bekymringsfrit i naturens cyklus mangler en væsentlig menneskelighed, hvis ikke vi samtidigt i krop og sind bærer smerten af, at vi tænker, elsker og erindrer. 

En stor psykologisk og religiøs industri tilbyder at indføre os i en mere bekymringsfri og harmonisk zone, som var vi blomster og fugle. Jeg tror, at det er forskelligt, hvad vi har brug for og kan lykkes med. Men jeg er sikker på, at vores menneskelighed ikke styrkes ved at koncentrere os for meget om os selv. 

Evangeliets tillid gør os ikke til blomster men giver os frimodighed til at være som blomster, fordi det er Gud, vi viser tilliden og ikke bare giver os hen i tidens forgængelige strøm.

Kristus forkynder om at leve som blomsten. Men det er mere end at stå smukt og glæde sig over sig selv. Den skal sætte frø og bære frugt. Fra Bjergprædikenen, hvor metaforen om det kristne liv som en lilje på marken og en fugl under himlen er hentet, stammer også lignelsen om, at Jesu disciple skal være lys og salt.

Lys og salt har funktioner. Når livets vilkår er, at vi – som naturens vækster – er kommet af jord og skal blive til jord igen; men at vi i denne tilværelse også kender smerten fra, at vi, mens vi er her, tænker, elsker og erindrer, så vi stemmes til vemod – når det er vores samlede levevilkår – – så er kaldet fra kirkens Herre, at vi bruger tiden til at bære smerten, som stammer fra, at vi også er ånd, og dog samtidigt søger lykke og held til at gøre gavn:

Sol opstår, 
og sol nedgår, 
når den har gjort sin gerning;
Gud give os at skinne så,
som himmellys, skønt af de små! 
Da randt for os guldterning.  

Ved allehelgen mindes vi vores døde. Og vi har hørt den smukke vision fra Johannes Åbenbaring om Guds rige i fuldendelsen, hvor Gud vil bo hos menneskene, og der ikke mere skal være død, sorg skrig eller pine. Det er trøsten, det er poesien, det er håbet, som i billeder viser os, at Gud giver mere end en holistisk tilstedeværen i nuet. Kristendom får sin retning af det store ”endnu-ikke”, som viser hen til Gud selv som den, der overvinder det, der smerter her, ved at tage det bort. 

Sorgen over dem, vi savner i dag, skyldes, at vi er ånd og ikke bare er jord af jord: Vi tænker, elsker og erindrer. Derfor mærker vi, som det inderste i vores væsen, de relationer, som forbandt os igennem årene. Vores håb til Gud er netop, at relationerne finder deres forklarelse i hans evige rige. Fordi det, som er imellem os, også er det inderste centrum i os. Vi lever i sorg med både taknemmelighed og tilgivelse. Såvel tak som tilgivelse er åndens arbejde med os. Det er i tak og forsoning, at vi ligner vores skaber, som ikke kun formede Adam af jord, men i ham alene også indblæste sin livsånde, så mennesket som mand og kvinde på en særlig måde kunne blive et levende væsen. 

Vi deler klodens hjem med alle skabninger, og mange vilkår har vi til fælles. Men i Guds billede er kun mennesket skabt. Og det er kun som en flerhed, at vi kan ligne vores treenige Gud. 

Derfra stammer sorgen – derfra kærligheden. Derfra takken og tilgivelsen. Samtidigt er evangeliet til allehelgen også en etisk tekst, som viser os selv tilbage til det liv, vi lever her. Kristendom er ikke blot en pilgrimslængsel efter en udfrielse fra dette liv, men rummer et kald til, at tiden her har et gavmildt sigte. Jesus kalder sin kirke til at være lys og salt. 

Salt konserverer og lys perspektiverer. Det er som om der både er en retning bagud og frem i de to billeder. En gammel og slidt verden har brug for at blive bevaret. Og ligesom salt kunne og kan bruges til at præservere fødevarer, så har jorden og klodens fællesskaber brug for, at saltet arbejder for et bedre samfund, der bringer tilværelsen tættere på Guds nådige og gavmilde mening med at skabe den. 

En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Det gør Jerusalem, og derfor står der ofte i Bibelen, at de ”går op” til Jerusalem. Såvel det ny Jerusalem som det gamle er derfor symbol på åbenbaringens sted. Derfra, hvor Guds Ord udgår, hvor folkene vil valfarte til, og som er fremtidens mål. Lyset giver retning, håb og fremdrift. Kristne er ikke ufejlbarlige – men de står heller ikke stille. At være jorden salt og verdens lys er martyrium. Allehelgen er derfor også dagen, hvor kirken ærer sine martyrer. 

Ude omkring i verden bliver kristne forfulgt. Kirken må – selvom den har omsorg for alle verdens lidende – bekende en særlig solidaritet med brødre og søstre, der forfølges af totalitære regimer, hvad enten de er religiøse eller ateistiske. Ellers sætter vi vores lys under en skæppe. En by, der ligger på et bjerg kan ikke skjules. Jesu disciple kan ikke gå i ét med tapetet og kalde alle religioner ét fedt, mens bekendelsen til ham netop koster trosfæller livet. 

Derfor må kirken også for sin egen skyld – netop til Allehelgen – stå ved, at kristendom ikke bare er en religion, der kan enes med alle andre om, at der er ”mere mellem himmel og jord”. Nej, kirken må, hvis den stadig har ånd, bekende sig til, at det, vi tror, betyder noget. At alt ikke er ligegyldigt, men at vi vidner om det, vi tror på, fordi det er sandheden, der er på spil. Evangeliets sandhed. 

Kristne er igen i dag en voldeligt forfulgt minoritet mange steder og ikke kun i Mellemøsten. I denne uge er vi rystede over, hvad der er sket i inde i Notre Dame-kirken i Nice. Det er ikke godt nok, hvis vi som kirke nøjes med at bede for alle forfulgte mennesker og ikke vil vedkende os et særligt åndeligt slægtsskab med de ofre, vi deler trosbekendelse med. 

Dagens dobbeltlignelse fra Jesu bjergprædiken, hvor han kalder os jordens salt og verdens lys handler om at bære vidnesbyrd og have effekt. En by på et bjerg kan ses. Salt uden kraft er kun snavs. En kirke, der ikke har forfulgte brødre og søstre som en hjertesag vil ligne hunden fra fyrtøjet, der satte kryds på alle dørene for at ingen skulle opdage, hvor prinsessen havde sovet. 

Det ville være en kirke, der fejt vil leve i det skjulte – under dække af en højere form for næstekærlighed – og som derfor også svigter både sin egen identitet og sine forfulgte brødre og søstre. Derfor tænker vi ved denne allehelgen særligt på, at andre kristnes mod til igennem århundreders trængselstider at holde fast i troen, er årsag til, at evangeliet også blev overleveret til os – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.