Anden sommerkoncert: Trio ZOOM

Søndag 16. august kl. 16 ved Lillerød Kirkes udendørs amfi-scene

Trio ZOOM er 3 karismatiske solister forenet i virtuos, sitrende og inderlig klassisk kammermusik i opdateret form. Med instrumenterne klaver, saxofon og slagtøj repræsenterer trioen et klassisk ensemble, der har en stor kærlighed til og respekt for den klassiske tradition og samtidig en vision for fremtiden. Trioens vision er at formidle den klassiske musiktradition med friskhed, en innovativ lyd og et stærkt visuelt udtryk. Desuden at inkludere nye og gamle folkloristiske strømninger fra bl.a. Østen, Balkan og Argentina. De tre musikere har lange studier bag sig på bl.a Northwestern University (Chicago) og Conservatorium Van Amsterdam. 

I dagens program kommer vi på lidt af en jordomrejse, idet trioen vil præsentere musik fra mange forskellige lande, heriblandt både Frankrig, New Zealand, Serbien og Japan. Trio ZOOM spiller både originalværker men arrangerer også altid selv musik til besætningen.