Langfredag

Meditationer af sognepræst Carsten Mulnæs

Jesu 7 ord på korset er syv citater, der tillægges Jesus under korsfæstelsen, og som er opsamlet fra alle fire evangelier. I det følgende har sognepræst Carsten Mulnæs udfærdiget meditationer til hvert af de 7 ord og suppleret med Haydns musik.

Vejledning:

  • Læs/lyt til Carsten Mulnæs’ oplæsning af sin meditation til hvert af de 7 ord (ca. 1 minut per ord). Indledningen indeholder kun musik.
  • Lyt til den tilsvarende del af Haydns musik, ca. 10 minutter per ord. Lydklippene starter automatisk det korrekte sted. Desværre respekterer alle enheder ikke ‘stop’-tegnet, så hold øje med tidsangivelserne og stop lydklippet manuelt ved de angivne tider og gå til næste meditation.




(Indledning)

Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 0:00 – 07:49
Introduzione – Maestoso ed adagio / Ré mineur




1
Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

Imens de slår store spir igennem hans hænder og fødder, beder Jesus for sine bødler. Som offer må han bære deres ondskab. Sådan som millioner af mennesker har måttet lide under medmenneskets rå vold. Meningsløs brutalitet har gjort kloden til en såret verden. Også gerningsmanden er offer. Han ved udmærket, hvad han gør – og dog ikke. For den dæmoni, der har tag i ham, har gjort ham blind for, hvad det er, han slår ihjel. Livsnerven i ham selv er død. Han er blevet væk for sig selv. Guds Søn bærer på folkets irrationelle vrede og bødlernes iskolde kynisme; men han bærer også deres skyld ved at tilgive den. Han træder i deres sted, og beder for dem, der ikke kan bede selv.


Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 07:49 – 16:14
Sonata I – Largo / Si bémol Majeur




2
Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!

Dette i dag! I dag, hvor Helvede bryder løs over forbryderens hoved; i dag, hvor han må sande, at menneskers dødsdom over ham med rette kan være Guds endegyldige dom. Netop i dag finder denne røver nåde. Fordømt, forbandet og forhånet hænger han på sit eget kors ved Jesu side. Intet sted har han længere, hvor han kan løbe hen fra sin skyld. En korsfæstet røver løber ingen steder. Som et atom af fred er ordet Paradis. Et lysglimt af håb midt i denne støjende kakofoni af folkets selvretfærdige udstødelse af den uværdige eksistens. Men netop i dag, hvor larmen er øresønderrivende, lover Jesus, at røveren vil finde hjem til Paradis. Det er: hvor Jesus er med ham.


Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 16:14 – 25:50
Sonata II – Grave e cantabile / Ut mineur




3
Kvinde, dér er din søn, og du,
dér er din mor.

Menneskene er Jesu familie. Den mor, ud af hvis skød han kom, som gav ham bryst og lærte ham at tale, står ved foden af hans kors. Hun har altid vidst, at han ikke kun er hendes søn. At have en himmelsk far gør alle jordens børn til brødre og søstre. Det lærte hun af ham, da han samlede dem alle omkring sig. Han var deres. Men han er også hendes. Moderens smerte kan ingen andre forstå. Hendes inderste sjæl blev gennemboret af de nagler, de hamrede ind i hendes søn. Og end ikke Jesus kan tage smerten fra hende. Han kan give hende et medmenneske til støtte i det utrøstelige. Og det gør han. For han har set hende.


Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 25:50 – 36:14
Sonata III – Grave / Mi Majeur




4
Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig?

Hvor er Gud Gud for os? Det er han i sin enbårne søn. I Jesu menneskelighed ser vi Gud, sådan som han er. Som kærlighed. Som selvopofrelse. Jesus løfter den u-menneskelighed af vores skuldre, hvormed vi har tynget os selv i knæ. Den synd, hvormed vi har bragt os selv på afstand af os selv. Hvormed vi har skabt en afgrund, der skiller mennesket fra vores Gud. Der er en afgrundsdyb gåde i korsets mysterium. Det er hemmeligheden om, at Gud for at skabe forsoning selv har båret denne adskillelse af liv og død. Gud er selv forladt af Gud. Når Gud selv fylder gudsforladtheden ud, så bliver hans nærvær et nærvær, der kan bære hans fravær. Vi er ikke mere alene.


Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 36:14 – 45:04
Sonata IV – Largo / Fa Majeur




5
Jeg tørster.

Guds lidelse finder sted her i vores verden. Jesu fysiske organisme bryder sammen. Han tørster. Engang har Jesus mødt et menneske med løftet om, at han har vand, der gør, at vi aldrig igen skal tørste. For vandet vil vælde indeni os selv som en kilde til evigt liv. Han er selv den kilde til trøst, til håb, til tro – og dog vansmægter han i sin vanvittige lidelse. Den er uden mening i sig selv. Men Guds lidelse finder sted netop i et menneskes lidelse. Så springer den kilde igen, som er troen på, at selv den verden, der er blevet ødelagt og gold som en ørken, igen kan blomstre op i Guds egen tid


Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 45:04 – 55:24
Sonata V – Adagio / La Majeur




6
Det er fuldbragt.

Selv en hadende hob og skinger religiøs selvretfærdighed kan skrige sig træt. Meningsløshedens kæmpe kar, fyldt med vrede, ondskab og død kan ikke rumme mere end syndighedens totalitet. Målet er fuldt, når kalken er tømt. Vredens kar er ikke uendeligt. Evig er kun Gud. Og i hellig treenighed har han rummet og omfattet dét. End ikke Guds smerte er endeløs. Håbet skinner i mørket, når det ikke kan blive mørkere. Når der ikke er mere for døden at komme efter, skinner opstandelsens lys. Modsætningen mellem liv og død er forsonet. Den ubærlige mellem skyld og retfærdighed. Helvede er overvundet, ødelagt, affolket. Det er sprængt indefra af den himmelske godhed, der tåler alt og udholder alt. Nu er der intet sted, hvor Gud ikke er.


Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 55:24 – 1:04:49
Sonata VI – Lento / Sol mineur




7
Fader, i dine hænder
betror jeg min ånd.

Afstanden mellem synd og renhed, mellem menneske og Gud, mellem Faderen og Sønnen er udholdt i sin totalitet. Fraværet var så tykt og stofligt at føle på. Det er overbudt af et nyt nærvær. Tempelforhænget revner om lidt. For Gud åbner adgangen til sig indefra. Faderen tager imod den Ånd, hvormed Sønnen har gjort sig til ét med vores ånd i dens syndighed og forkrænkelighed. Sønnen opgiver ikke ånden i fortvivlelse, selvom han på korset fortvivlede for at blive ét med os. Den ånd, der altid hørte til hos Gud, men som Gud indblæste i Adam, så at mennesket blev et levende væsen, den ånd vil altid høre til hos Gud. Nu tager han den tilbage, selvom Gud derved bliver forandret. For intet er fremmed for ham mere. Gud er blevet som os til at kende både godt og ondt. Selv Helvede og død, svaghed og tåbelighed har han mærket på egen krop. Den ånd, som er vores, har han taget til sig. Og han betror os sin. Sin Hellige Ånd. At vi nu igen kan tro på Gud, fordi vi håber på Kristus. Med sin ånd fylder han Faderens hånd ud. Gud er Gud for vores skyld.


Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 1:04:49 – 1:13:29
Sonata VII – Largo / Mi bémol Majeur + Il Tremolo

Skærtorsdag d. 9. april 2020.

af sognepræst Kirsten Drigsdahl: 

Salmer til hjemmesang: 192 – 787 

Kære sogn! 

I dag for 80 år siden blev Danmark besat af Nazi-Tyskland. Jeg er først født i 50, så hvad jeg ved er fra historie, dokumentarfilm og fra dem, som oplevede dagen og gennemlevede de 5 besættelsesår. Der er ingen paralleller til denne 9. april plage i 2020. Og så alligevel: usikkerheden og angsten for, hvornår vores land bliver det samme igen! 

Vi kan ikke forsamles og ikke dele skærtorsdag og nadverindstiftelsen og dagens tekst, hvor Jesus vasker disciplenes fødder med hinanden ansigt til ansigt eller skulder ved skulder. Det er trist, men ikke så uoverskueligt, som denne virus, vi deler frygten for, mens vi holder afstand og sidder hjemme og passer på hinanden. Skærtorsdag næste forår kan jo blive, som vi plejer at fejre den – sammen. 

Privatnadver, altså det, at I selv skulle sige indstiftelsesordene og holde privat nadver hjemme er ikke en luthersk mulighed, for her har præsterne alene den mulighed med deres rette kaldelse og ordination. Og det har sine gode historiske grunde. 

Jeg sender jer en god fortælling: Kerstin Ekmann, den svenske forfatter, som jeg vil nævne i aften, har i romanen Skrabelodder (*) en kommentar til det med ritualet. I romanen tænker præsten Inga tilbage til sin u-kirkelige ungdom. Da fik hun en slags religiøs oplevelse og lever nu 19 mdr. på en eller anden måde med en indre sult:” Salighedsfølelsen og lykkerusen der kun fandtes utilstrækkelige og i øvrigt falske ord for, er gået ud. Dog ikke i ligegyldighed eller glemsel, men i skræk. Hun er i fare på grund af en kraft, som ingen taler om, og som der ikke står noget om i de bøger hun har læst. …Hun flakker stadig mellem kirkerne, for hun kan ikke bestemme sig og føler aldrig at hun hører til nogen steder.” Inga ser en dag rent tilfældigt, mens hun vandrer rundt på en kirkegård i Stokholm, et opslag om en studiekreds. ”Efter Frelsen” er titlen. Ord hun inderlig afskyr Frelsen. Afgørelsen. Hun går alligevel derhen – om noget en afgørelse. Hun er ikke positiv indstillet, mere urolig. Pastor Wärn taler ud fra Paulus. Efter sin omvendelse holdt han op med at forfølge kristne, og Inga lærer, at det var ham som satte kristendommen på termer, så der kan tales om den. Det var jo godt for ham. ”Men et almindeligt menneske, som aldrig har forfulgt nogen, hvad gør sådan et?” Inga forstår snart, at ”Efter frelsen” ligner alle andre aftenkurser. ”Man kan sikkert lytte længe til den dæmpede tale om batik, navigation, bogføring uden at opdage, hvor man er andet end på kursus. Arbejderforfattere. Macramé. Jesus Kristus Guds Søn. Der er ingen der hæver stemmen.” 

Men efter et par tirsdage er der en af deltagerne, som medbringer kaffe på termokande og hjemmebagt kage. Så siger præsten stille, at der er tekøkken og de kan godt lave kaffe dér. Og så skiftes de til at bage kage. 4. kursusaften er det Ingas tur. Da hun i pausen skærer kagen ud, spørger præsten hende på tomandshånd: ” Hvorfor er du kommet her?” Hun indser af kursets emne er som sugende og strømmende havvand og at præsten ikke formår at føre dem ud i den stærke strøm: ” Spørg os alle sammen, ” siger hun. Men præsten forvandler sit direkte spørgsmål til et alment kursussprog. ”Hvad venter I jer af dette kursus? Og spørger deltagerne efter tur og konkluderer efter spredt fægtning i svarene, at man måske ikke kan redegøre for det, at den dybeste grund måske er skjult. Men Inga sprang han over. Først efter timen gentog han spørgsmålet til hende og hun bliver perpleks, men svarer så: Jeg kom her fordi jeg ville vide hvad religion er. Hun kan ikke få sig til at sige mere og bestemmer sig efter kurset, at hun ikke vil snakke med nogen og ikke vil vende tilbage til kurset. Aldrig mere! Men så kalder præsten og giver hende en lap papir i hånden. Hun går hjem uden at se på sedlen og udskyder at læse den til hun er gået i seng. På sedlen står: William James: Religiøse erfaringer. 

Inga forsætter på kurset, men kan egentlig ikke huske noget af, hvad hun i øvrigt lærte, men hun tog da nogle notater. Kurset sluttede med at pastor Wärn inviterede alle til højmessen den førstkommende søndag, hvor han ville tage nogle af deres spørgsmål op i prædikenen. 

Næsten hele holdet møder op i kirken. Inga oplever præsten helt anderledes nu. Væk er det videnskabelige præg; de kan genkende deres egne spørgsmål, men han form er anderledes. ”Troen åbner sig for dem, siger han, Kristus åbner sin favn. Han tager imod alt, også deres ængstelse og tvivl… Inga spekulere på hans anden autoritet på prædikestolen, overvejer om han har den fra den gyldne due over hans hoved, den due som ikke har noget at gøre med de skidende og pikkende duer ude på Kammakargatan. ”Men han er ikke helt så overbevisende som han gerne vil være”, konkluderer hun. ”Duen sidder fast med messingtråd.” ”Nu viser det sig at være en nadvergudstjeneste. Det havde Inga ikke regnet med, dér plejer hun jo at sidde stille og lytte… O, du Guds lam, som tager alverden synder… 

Denne lytten, den indre ro, de urørlige ord fra alteret, denne mumlen, det er hendes nadver. … 

Kursusdeltagerne sidder alle på samme bænk. Nu hører de indstiftelsesordene. Så rejser de sig. Hun rejser sig også. Det gør hun, fordi de andre gør det, det er en refleks. Nu skal de gå op, og hun vil lade dem komme forbi. Men så forstår hun at hun kommer til at sidde alene på bænken. Alle dem fra kurset som er til stede, har tænkt sig at gå til alters. Og hun kommer til at sidde alene tilbage, som om der er et ellers andet hun vil demonstrere. Hun tror, at Herman Wärn husker på de ord hun havde besvaret hans spørgsmål med: at hun ville vide hvad religion var. De kan jo opfattes som køligt udenforstående, som hun var én der bare kiggede på, når de andre trådte frem med deres opposition, ja, med deres fjollethed og deres dybe generthed. Tre af dem er passeret forbi hende, og inden den fjerde har mast sig forbi, går hun selv ud i gangen. Hun går langsom som de andre og ser ned i gangens røde sisalløber, og hun er bange som en mus, mest bange for de andre fra kurset, dem som hun burde føle fællesskab med. Hun vil dreje så langt som muligt over til venstre, men der er kun én plads tilbage, da hun kommer derop, og den er midt for alteret og midt for Wärn, hvis ansigt hun omhyggeligt vogter sig for at se. 

Så kommer han med sin mumlen, han nærmer sig fra hendes højre og til sidst er hun nødt til at skotte, for hun ved ikke hvordan man gør. Stikker han oblaten i munden på én, eller tager man den selv? Tygger man? Hun kan ikke huske, hvordan hun gjorde ved konfirmationen, kan slet ingenting huske. Så ser hun at man tager den, lægger den i munden og lukker læberne. Ikke en bevægelse til. Sådan gør ham ved siden af hende, det er ham foreningsmennesket. Så er Herman Wärns ansigt der, og hans hænder. Han smiler næsten. 

Dette er Kristi legeme. siger han. 

Hun er alene i verden. Der er stille. Det er næsten en stille venten til sølvkalken kommer. Det lille nip af sødme, ikke en mundfuld. Og orglet. 

Dette er Kristi blod… 

Inde i verden er der en stilhed, og hun er i den. 

Bagefter må de rejse sig, bøje hovedet for alteret og gå ned igen. Men nu tøver hun ikke. Bevægelserne gør sig selv. Hun behøver ikke tænke på, hvordan det foregår. Så sidder hun på bænken og er stille. 

Da ved hun at hun har fået lov til at opleve det igen. Selv om det nu var anderledes. Det var ikke en jublende sang og ikke lys der brød sig vej ud af stenvæggene. Denne gang var det bare stilhed. 

Nu, næsten tredive år efter, tænkte hun: Alting bliver ubønhørligt hverdag. Alt undtagen dette!” 

Kerstin Ekman har en fabelagtig evne til at anskueliggøre ritualet – det nøgterne blik og så det dybe anderledes, som alligevel indfinder sig i handlingen. Undervejs. Det er godt set og kan tage en teolog mange år at forstå det, som hun ligetil åbner: At liturgien og ritualerne kan noget, som hverken lærebøger eller foredrag eller prædikener kan. Ritualet taler, hvor dogmatikken er forstummet. 

Måske kom vi i dag gennem Kerstin Ekmans Inga tættere på nadveren også den sidste Jesus delte med disciplene. 

Man må gøre det, give sig ind under det. Disciplene gentog det, og kirken gentog ritualet omkring dette måltid, og vi gør det i kirken, hvor vi skærtorsdag aften forlader rummet tomt og i mørke. Alting bliver ubønhørligt hverdag. Alting undtagen dette. 

I aften må vi huske og så vide, at på den anden side af Coronaplagen, så mødes vi omkring ritualerne, som samler os i det fællesskab, som Jesus stiftede som en dyb kærlighedsgerning, hvor han gav sig selv i en gestus, som kan gentages og gentages. Det talende mindste måltid. 

Med levende håb glæder jeg mig til, at vi igen kan samles og hverdagen kommer. Glædelig Påske! Og pas på jer selv og hinanden! Til det kan I selv føje et amen! 

Mange hilsner fra Kirsten

(*) Kerstin Ekman: Skrabelodder s.172 – 178.

Palmesøndag d. 5. april 2020. 

Salmer til hjemmesang: 78 – 84 / Der var mange folk på gaden – 80 

af sognepræst Kirsten Drigsdahl

Kære sognebørn! 

Med lukket kirke har præsterne besluttet at sætte vores prædikener på hjemmesiden. Det er helt nødvendigt, at I passer på jer selv og holder afstand. Jeg sender hilsner fra Kongeparken, hvor jeg nu har boet i en uge. Her er rod og flyttekasser, men i går lykkedes endelig at få min PC indstillet til den fiberforbindelse, som er her. Her er fint og jeg har det udmærket, selv om jeg savner at møde jeres blikke og smil. 

Vi plejer at holde en festlig og børnevenlig Palmesøndag i Lillerød, pyntet med palmegrene og dejlige salmer. Der er nærmest længselsfuldt at tænke sig ind i mængden, som kan møde frem glade i store flokke med palmegrene og byde Jesus på æslet velkommen. Det kan vi kun gøre på afstand. Hvis I kigger på billeder fra de store pladser med rytterstatuer i Danmark og i hele verden, så står de nu i ensom majestæt. Det kan ikke være anderledes, hvis vi har livet kær. Og det skal vi helt i den Ånd, som er evangeliernes og hovedpersonens ærinde. 

Søndagens tekster har både indtoget i Jerusalem, men i år særlig vægt på salvingen af Jesus i Betania. Vi tænker gerne, at kvinden, om det er Maria Magdalena eller Maria, Marthas søster eller en helt for os ukendt, at det var modigt af hende at gå ind i Simons hus og salve Jesus. Hun var ikke velset og nogle blev åbenlys vrede. Men ikke Jesus som tog imod hendes hjertelige gestus. Han så hendes kærlighed, og så det så også som en forudgribelse af sin kommende begravelsessalving. Taknemmelighed viste han og forkynde, at overalt hvor evangeliet prædikes, da skulle hendes gestus fortælles og huskes. Så det gør vi! Vi undlader i øjeblikke at kopiere hende bogstaveligt og her mener jeg direkte at gå ind i hinandens huse med søde handlinger. Vi handler måske for hinanden eller giver blomster, men ringer på efter aftale og holder afstand. Men sådanne gestus bliver også taget ligeså hjerteligt i mod, som skænket. Vi griber måske telefonen og ringer til, dem vi ved, savner et opkald og en hilsen. Sådan kan vi på forskellig vis vise venlighed og kærlighed, mens vi venter på, at katastrofen aftager og det normale kommer tilbage. Sådan passer vi som sogn og kirke på hinanden. 

Vi skal huske ikke at tage chancer selv. Jesus gik modtandsløs døden i møde til vores bedste. Vi skal ikke ringeagte hans offervilje, ved at tro at vi kan eller skal kopiere Guds Søn. Han gjorde det, som måtte gøres én gang for alle, så vi kan have mod på vores liv og tage vare på hinanden. Jeg så på TV, at ortodokse nede i Jerusalem trodser alle fornuftige regler. Det opfatter jeg som Gudløst. Vi skal selvfølgelig i næstekærlighedens alvorlige sag tage vores forholdsregler og opføre os fornuftigt og holde afstand. 

Og det kan vi uden bekymring, fordi Vorherre allerede har sørget for vores yderste nød og sat evighedens målestok som vores lange perspektiv. Med det i mente kan vi på afstand, men lige hjerteligt komme Palmesøndagen og påskedagene i møde derhjemme og på ganske ægte jødisk vis sige: Næste år i Lillerød kirke! Amen! 

De bedste hilsner og varme tanker til jer alle fra jeres kirke, Kirsten.

Hvordan skal man forholde sig til sakramenterne under corona?

af sognepræst Carsten Mulnæs

(fra https://www.kristendom.dk/hvordan-skal-man-forholde-sig-til-sakramenterne-under-corona )

Kirken forbereder sig på en påske uden gudstjenester. På opstandelsesdagen, hvor vi med en overflod af påskeliljer som kirkepynt plejer at hente naturen ind i kirken, henviser vi i år menigheden til at gå ud og tage naturen til vidne på, at skaberkraften får liv til at opstå af døde. Skærtorsdag, hvor kirken ellers fejrer nadverens indstiftelse, og ritualet ofte kombineres med tradition for fællesspisning, er såvel måltidsfællesskab som altergang nu aflyst.

Hvad er kristendom uden sakramenternes forvaltning? Netop når kirkens håndgribelige tegn og institutionelle udtryk i embede og sakramente er sat delvist ud af funktion, giver det måske anledning til at genoverveje, hvad dåb og nadver egentlig er for noget. Når vi er afskåret fra det vante udtryk og det daglige brød, påskønner vi især det, vi engang havde og glæder os til at få igen!

Kirken er ikke kaldet til at eksperimentere med at omgå kravene for omgang med hinanden. Tværtimod er det overraskende, at der kan rejses teologisk diskussion om, hvorvidt man kan fejre en sand nadver hjemme i stuen, når Kristi indstiftelsesord har lydt. Nogle vil endda have fået en ny erfaring af global samhørighed, når de er formidlet digitalt via nationalt TV.

Men nu er de fysiske tegn heldigvis heller ikke altafgørende for kristendommen. Allerede Augustin formulerede i begyndelsen af 400-tallet:

”Hvorfor gør du tænder og mave rede? Tro, og du har allerede spist.”

Det sker i en tolkning af Johannesevangeliet, hvor Augustin understreger, at vi kan tilegne os Kristi legeme uden at sætte tænder i det.

Her under coronaepidemien er der inspiration at hente i Johannesevangeliets mystik. Skriftet genfortæller hverken Jesu dåb eller skærtorsdags nadver, men er i sit ordvalg gennemsyret af sakramental virkelighed. Guds nærvær bæres af ånd og ord, og vi kan undvære vand, brød og vin, hvis det er nødvendigt i en tid. Og det er det!

Kirken døber selvfølgelig stadig børn, hvis forældrene ikke kan bære at udskyde det. Men evangeliets løfte er ikke afhængigt af kirkelig praksis. I middelalderen indviede man dåbsvandet, men skiftede det ikke ud på grund af overtro til dets magi. Søndag efter søndag dykkede man børn ned i det hellige vand, der måske kun var kuldslået med en varm sten, og lovede dem evigt liv. Men det var trods alt ikke meningen, at de umiddelbart efter skulle hjem til Gud som følge af lungebetændelse. Efterhånden overtog sund fornuft, og man gik over til at bruge dåbsfad og overøsning i stedet for.

I denne coronatid må kirken på tilsvarende måde udvise fornuft i omgangen med de sakramentale tegn. Der er intet forgjort i at udskyde en dåbshandling. Ingen tror længere på den gammellutherske lærdom fra 1530 om, at børn fortabes uden dåb. Gud har sat mennesker stævne i dåben, men Gud er i sin frelse ikke afhængig af dåbens håndspålæggelse eller H20.

Dåbsritualet forkynder syndernes forladelse og evigt liv og giver tilsagn om, at Kristus er med os alle dage. Det er et løfte om, at vi lever under forsoningens fortegn indtil verdens ende, men desværre ikke det samme som en forsikring om, at vi undgår ulykker eller corona. Det vi ved er, at Kristus er med alle dage indtil verdens ende – og netop ikke kun i kirkerummet.

At vælge afstanden

af Sognepræst Carsten Mulnæs

Tekst oplæst af Carsten Mulnæs

Døende på hospice må vælge mellem, hvilke pårørende, de kan få besøg af. Det er hjerteskærende, at mennesker, der kun har en stakket frist tilbage at leve i, er afskåret fra at opleve, at alle deres kære – sådan som vi ellers forstår konceptet om palliation på hospice – rykker tæt sammen om dem. 

Ud fra et isoleret perspektiv kan man sige, at det for den enkelte døende ikke er afgørende, om døden i sidste ende indtrådte med Corona som tilstødende komplikation. Men alle beboere på hospice er i højrisikogruppe, og det er jo ikke meningen, at en smittebærers besøg til den ene patient skal bringe en anden i en forværret situation. Derfor må vi leve med dobbeltheden om, at både den terminale patient og dennes pårørende i beredelsen til at dø samtidigt må løfte et ansvar for ikke at rive andre med i dødsspiralen. 

Inderst inde forventer jeg selv at få Corona, men er ikke bange for den. Måske er jeg naiv. Jeg er i en stærk alder, hvor min modstandskraft formodentlig vil helbrede mig, og jeg tror vel også, at Gud har brug for mig lidt i endnu. Men jeg er rædselsslagen ved tanken om, at jeg som smittebærer skulle være skyld i andres død. Derfor er jeg så striks som muligt med forholdsregler i mit arbejde som sjælesørger og liturg i kirken. 

Guds plads i ligningen

Min tro på Gud er sådan indrettet, at den ikke strider mod sund fornuft. Med glæde favner den al menneskelig opfindsomhed, som arbejder for det gode, inkl. medicin og politiske forholdsregler. Jeg er overbevist om, at teknikken er til for, at vi skal bruge den i Guds ærinde. Jeg kan jo ikke sige, at dette ikke er så slemt, og at Gud nok skal sørge for, at netop du ikke bliver ramt. For Gud er ikke på den måde vores redskab til selvopretholdelse. Tro er ikke en forsikringspolice. I det hele taget står vi os bedst ved at holde Gud ude af ligningen til forståelse af Corona. Jeg tænker hverken på Gud som årsag til Corona, eller som en mirakelmager, vi skal prøve at få til med et fingerknips at fjerne det, der er opstået som en uforståelig og uhyggelig tilfældighed. 

Jeg tænker, at det er at gøre Gud kynisk eller forfængelig at sige, at han har sendt os Corona som en straf eller en lektie. I den nuværende situation må budskabet om Gud først og fremmest være etisk. Løgstrup sagde som bekendt, at vi ”aldrig har med et andet menneske at gøre uden at holde lidt af dets liv i vores hænder”. Metaforen skulle udtrykke, at vi er afhængige af hinanden og udleveret til hinanden. Derfor skal vi tage hånd om hinanden. Lige nu må det altså ske under kærlighedens tilsyneladende modsætning: ikke at være fysisk håndgribeligt nærværende. 

Vi kan skelne mellem at være tæt og være nær. Tæt kan vi ikke være fysisk. Men i ånd og ord kan vi være nærværende for hinanden, selvom vi er fraværende. Den, der elsker en afdød, ved hvor nærværende den fraværende kan være: i tanken, i mindet, i gerninger med omhu. Hvor meget mere gælder det ikke den, der kan give respons? Ved meningsfuld udveksling i en telefonsamtale eller i taknemmelighed for en hjælp over distancen med indkøb eller andet praktisk. Kærlighedsgerninger gør fraværende nærværende. Også når de ikke kan komme tæt ind på livet af hinanden. 

Angsten for Corona

Corona kan snige sig ind i sindet også hos den raske som angsten for, hvordan eller hvornår det rammer én selv eller de kæreste familiemedlemmer. Angstens natur er at tiltrække os til det, vi afskrækkes af. Og det kan være svært at kapere mængden af nyheder. Jeg tror derfor, at det er et godt råd at gå på afvænning, hvis du hele tiden følger med i epidemiens udvikling. For ikke at fodre angsten. Angst er som en stofafhængighed, der gerne vil have mere af det, den ængstes ved. 

Derfor er det godt at kunne forsage. Jeg lærer mine konfirmander, at vi tror på Gud – men Djævelen tror vi ikke på, ham forsager vi! Hvor tro er at henvende sig i tillid, er forsagelse at vende ryggen til. Selvfølgelig er det ikke en djævel, der har skabt Corona, men pointen er at vende ryggen til dette onde for at vende sit sind mod sund fornuft, kærlig omtanke og glæde ved det, som livet også rummer i ensomhed og langsomhed. Det kan hjælpe igennem denne tid. 

Sognepræst Carsten Mulnæs, tlf: 4230 4320

En bøn i virussens tid


En bøn i virussens tid,
af Johannes Værge

Jesus Kristus, vores bror!
Da du trådte frem iblandt os mennesker,
var det med ordene ”frygt ikke!”
Og du sagde: ”I skal ikke bekymre jer!”.

Men din styrke,
ét som du var med din himmelske Far,
har vi små mennesker ikke.
Så vi rammes af bekymring,
når en ny sygdom bryder hverdagen op;
og vi mærker frygt,
fordi vi kender til mennesker,
som den nye virus særligt vil true;
dem tænker vi på,
dem beder vi for.

Og vi beder for os selv:
Lad din ånd virke i os,
give os ro,
låne os glimt af din styrke,
så vi kan leve opmærksomt
med hinanden,
hensynsfuldt og hjælpsomt.
Hjælp os at hvile i dit nærvær,
virke i din kærlighed,
den du lader alt udstråle fra
til tro og håb.

Amen.