Author: Kirkens kontor

Søndag 10. januar 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Markusevangeliet 10,13-16

Se søndagens prædiken med sognepræst Lars Emil Bolt på kirkebs facebook-side:

https://fb.watch/2Y5diDQd-1/

6. januar, af sognepræst Carsten Mulnæs

En nytårsrefleksion

”Vi længes mere, end vi tror”. Længslen er en dyb grundstemning i mennesket, fordi det har abstraktionsevne og fantasi. Vi kan forestille os, at vi befandt os på et andet sted eller i en anden tid. 

Når længslen er efter en anden, bærer den også vidnesbyrd om, at vi grundlæggende er socialt indrettede. Længslen er en drivfjeder bag mange kreative udkast og meget eksistentielt vovemod. Heri er kærlighed det største.

Længslen kan også fængsle. Så meget endda, at mennesket ikke kan rokke sig ud af stedet. Den kan underbinde en persons energi. Så rimer længsel på fængsel. 

Længsel er ikke kun udlængsel men også hjemlængsel. Ja, faktisk optræder udlængsel ofte som blot forklædt hjemlængsel. Det sker, når man søger ud – for at finde sig selv. Den, som i én forstand jo hele tiden burde have været lige ved hånden, men ikke umiddelbart kunne erfares sådan. 

Længslen er tvetydig og forkynder, at vi både kan blive væk for os selv og finde os selv. Men især fortæller den, at vi har lyst til mere. 

Mere end det flygtige nu. Mere end det øjensynlige rum. Længslen fortæller sandt, at mennesket er mere end en ting. Det er ikke en sten, selvom utilfredsstillet længsel kan forstene. Vi lever vores tilværelse på rejsen gennem rækken af flygtige nu’er i det øjensynlige rum, som tegner vores liv og vores hverdag. Og oftest mærker vi ikke, at vi måske i virkeligheden længes mere, end vi tror. Men højtiderne kan gøre os opmærksomme på det. 

Fx et nytår, hvor tusindvis af forsætter bliver formuleret, fordi tidens gang bliver anledning til eftertanke over det, der kunne være anderledes. Hvad blev der tænkt kl. 12? Er det en rimelig nytårsrefleksion, at vi længes mere, end vi tror?

Tidens forgængelighed kan tænde længslen efter evighed. Det bestandige, det uforanderlige, det urokkelige. Filosoffen Nietzsche beskrev i et midnatsdigt den dybe “Weltschmerz”. Jeg har forsøgt at oversætte det svære digt om hjertesorgen over livets forkrænkelighed:

Dyb er verdens sorg
Lyst, dog dybere end hjerteve.
Smerten siger: forgå!
men al lyst vil evighed
dybe dybe evighed.

Forgængeligheden – eller som vi også siger – forkrænkeligheden har sin smerte, der giver mennesket at mærke sin længsel. Barndommen er kort, ungdom er kun en overgang, og det gamle menneske har længe mærket forgængeligheden i egen krop eller sind. Måske er det den fysiske organisme, der ikke længere lystrer. Måske er det ånden og erindringen, som er svækket. Tidens gang har sit vemod, og det er ikke ualmindeligt, at mennesket længes efter dage, der er gået. 

Den eksistentielle smerte, som filosoffen Nietzsche beskriver, fortæller om en lyst men også om en hjerteve. Smerten siger – nærmest trodsigt – “forgå!”, for det er alligevel naturens ubønhørlige gang. Dog er verden dyb, og midt i denne forgængelighed er der en dyb dyb livslyst, som vil evighed. Det drømmende jeg, der er vågnet, får os alligevel til at opleve, at det er og bliver en længsel efter fortid. 

Nietzsches digt råber mareridtsagtigt både om eksistentiel lidenskab og om vilje til evighed – endda dyb dyb evighed – og dog er der i denne drømmeagtige trodsighed en modstand mod tidens ubønhørlige fremadskriden, som på en måde får evigheden til i sin dybe dybe bestandighed allerede at ligne det, der er overstået. 

Evighed som det bestandige, urokkelige, uforanderlige – er det andet end en fremtid i fortidighedens billede? 

Abraham fik engang af Gud at vide, at han skal rejse ud. Forlade sit hjemland og finde det sted, som Gud vil vise ham. Hvad får ham til at drage afsted? Det er en begyndelse. En begyndelse på noget virkeligt nyt. Det er også historisk. Abraham blev nomade. En rejsende. Fortællingen om ham bliver en rejseberetning. 

Abraham bliver den, Paulus kalder “Troens fader”. I tro begiver Abraham sig afsted. Ud i en ukendt fremtid. En fremtid, der er usikker. Intet er åbenlyst på forhånd. Andet end Guds løfte. Og det er jo netop et ord om det, der endnu ikke kan ses. Et løfte om fremtid. Om velsignelse og forbandelse som udtryk for Guds beskærmelse af Abraham. Han skal gå, Gud i vold. Og fordi han gik, blev han troens fader. 

Der står intet om, at han længtes. Og slet ikke om, at han længtes efter evighed. Tværtimod, så bliver historien om Abraham en fortælling om det modsatte af den omtalte filosofiske evighed, som var bestandig, urokkelig og uforanderlig. 

Netop var. En evighed nemlig, der aldrig rigtigt blev sat i bevægelse. For det, der kan sættes i bevægelse, forandrer sig. Så Abraham tror, mens Nietzsche længes. 

Nietzsche giver udtryk for en erfaring, vi ofte kan spejle os i. For det er måske sandt på en anden måde, at vi længes mere, end vi tror. 

Nemlig tror. I alvorstung prægnant forstand! Hvis vi længes mere, end vi tror, stivner fremtiden i fortid. Troen, er en tro på, at morgendagen er svanger på mulighed. At det flygtige nu og det øjensynlige rum ikke er en forbandelse men en velsignelse. Fordi Herren går med. 

Men Guds fremtid er den nyskabelse, som lover velsignelse. Tør vi tro på Herrens velsignelse, også i det nye år? Tør vi tro mere, end vi længes? Eller skal det blive ved at være sandt, at vi længes mere, end vi tror? 

Kun hvis vi tror på Gud – Abrahams Gud og Jesu far – og hans fremtid bliver et nytår en oprindelse af mulighed og mere end en ny runde i tilværelsens hjul af forgængelighed, hvor smerten giver længselsfuld lyst til det tabte.

Gudstjeneste ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel. 
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.
Lukasevangeliet 2,25-40

Prædiken v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Lukasevangeliet 2,1-14

Til gudstjenesten 25. december skulle Asta Bundgaard Wancher have spillet cello i kirken. Desværre blev gudstjenesten aflyst, men stykket skal I ikke snydes for:

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen og sognepræst Lars Emil Bolt

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« 
Lukasevangeliet 2,1-14

Prædiken ved Elsebeth Hougaard Jensen:

Prædiken ved Lars Emil Bolt:

En juleprædiken af sognepræst Carsten Mulnæs i det Herrens corona-år 2020

Hvordan sætter man pris på et menneske? 

Et medmenneske – sin fjende – sig selv? 

Romerne var meget dygtige til at skabe infrastruktur. Deres mægtige rige var bundet sammen af veje, der alle ”førte til Rom”, og en stærk økonomisk strategi. Raffinement i politik nåede i Romerriget et hidtil uset niveau. Økonomi, filosofi og retorik var de stærke redskaber til at binde riget sammen og gøre det stærkt udadtil og indadtil. 

Den økonomiske tænkning slog også igennem i menneskesynet, hvor en handicappet – som en falsk mønt – kunne kaldes ”invalid”. Det var dybest set en måde at prissætte mennesket på som en borger, der var ”værdiløs”. Problemet med at tale om et menneskes værdi, er, at priser går op og ned. De følger konjunkturer. En pris kan være både høj og lav. 

Det bibelske menneskesyn taler derfor hellere om menneskets værdighed. Den gammeltestamentlige salme 8 forkynder om mennesket: ”Du har gjort det kun lidt ringere end Gud”. På spørgsmålet: ”Hvad er et menneske”, svares der med et billede af noget af det mest værdiløse man kan forestille sig som værn mod politiske modstandere: et billede af det, nemlig, der kommer ud af ”børns og spædes mund”.

Det er smuk jødisk poesi. Ikke særligt anvendeligt i magtkampe. Men i høj grad egnet til at sætte pris på et menneske. I juleevangeliet står de to menneskesyn over for hinanden. 

Den romerske Kejser Augustus ville holde folketælling i hele verden. Sådan én handler om penge. Om at kunne inddrive skatter, for penge er magt. 

Penge er umiddelbart et gode, der på det helt jordnære plan er et redskab til at skabe løsninger. Men selvfølgelig er der, som vi ved, meget grådighed i politik og økonomi. Det ser vi, hver gang pengenes magt især ønskes brugt til at skabe gode løsninger for sig selv. Mennesket er en synder, så det sker tit. 

Der er også andre politiske magtinstrumenter end penge. Dem var romerne dygtige til at bruge – retorik, alliancer og kultur – og det ser vi jo stadigvæk. Romerriget havde sin tid, men mennesket har i grunden ikke ændret sig. 

I den kendte julehistorie om folketællingen fødes også et lille barn. Det barn voksede op og blev en mand, Jesus Kristus, som i Det Nye Testamente kaldes ”Guds væsens udtrykte billede”. 

Når kirken 2000 år efter fejrer hans fødsel er det ikke for at fejre livets under eller det barnlige sindelag, selvom dét i de fleste af os spiller med, især hvis vi for nylig har set et barn komme helskindet til verden. Faktisk fejrede kirken i de første mange århundreder ikke rigtig jul. For det var i den voksne mands ord og gerninger, at menigheden så og tilbad Guds væsens udtrykte billede. I kærligheden til de svage og arme. Kort sagt: Guds væsen er barmhjertighed. 

Hvor romeren så den fattige, vanføre og kriminelle som værdiløse, fortalte Jesus om de samme mennesker, som Guds børn, der især havde en plads i gudsrigets fest og en indgang til Paradis. 

De var måske ikke for en samfundsøkonomi ”værdifulde”, men de var ”værdige”, fordi kærligheden gjorde dem værdige. På et tidspunkt prøvede nogle at få den voksne Jesus i fedtefadet ved at inddrage hans teologi og samfundssyn i spørgsmålet om, hvorvidt man skulle betale skat eller ej. A propos.

Jesu svar er velkendt. Gud og kejseren behøver ikke slås om vores hjerter, hvis vi giver Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad der er hans. Men inden Jesus svarer, gør han pointen anskuelig ved at bede dem give ham en mønt: på den var nemlig præget kejserens billede. Dét er den vigtige forskel. Mennesket er skabt i Guds billede og ikke i kejserens. Men magthaveren præger sig selv i økonomiens sølvblanke flade for at understrege sin magt. 

Vi lever i verden og derfor med både Guds og kejserens love. Vi lever også i et kristent land, hvilket gør det relevant at tænke teologisk også om samfundsforhold. Men man skal holde tungen lige i munden, fordi vi har fået det, man kan kalde ”kulturkristendom”. For vores kultur er så gennemsyret af kristendom, at vi også har en folkekirke, hvor en gudstjeneste ikke bare er til Guds ære, men også et offentligt anliggende. Denne dobbelthed rummer de fleste af os. 

Det er et gode, at kirken i vores land har så gunstige betingelser for at forkynde evangeliet, som vi har. Og derfor ligner vores tid slet ikke den tid, hvor Jesus kom til verden. Ham var der jo netop ikke rigtigt plads til! Da den mægtige kejser havde udkommanderet hans forældre samtidigt med, at han valgte at komme til verden, blev han født uden for det gode selskab og almindelig basal komfort. I en snavset og støvet stald indåndede han verdens luft for første gang. 

Som årene er gået har ”krybberummet” fået et romantisk skær, det ikke havde i begyndelsen, hvor det var et symbol på hans menneskelige fattigdom. Et forvarsel om, at hans død også blev som ”værdiløs” i verdens øjne. En korsfæstet oprører.

Der var ikke plads til den hellige familie i herberget. Denne jul kan vi også kun være ganske få til gudstjenester i kirkehusene. Men det vigtigste er sådan set heller ikke, hvem der blev lukket ind. Men hvad vi gør, når vi bliver lukket ud! I den gamle romerske kirke, som jo er moder til den lutherske, hed gudstjenesten på latin: missa. Og det gør den endnu i dag For messen er en udsendelse. Når vi har været samlet i kirken og hørt, at Guds præg på os rummer langt større værdighed end den pris, som samfundet kan sætte på os, har vi også hørt kaldet til at dele ud af den barmhjertighed og Jesu menneskesyn.  

I foråret kunne man læse et menneskes værdi beskrevet i ret kyniske vendinger. Fx sådan her: ”Ja, det er mere etisk at redde unge end gamle fra Corona … Lighedsbetragtningen går på, at hvis man har levet 75 år, så har man levet det meste af et normalt livsspænd og fået den normale ’portion’. Det har man ikke som 40-årig, og ud fra dén betragtning er jeg enig i, at man skal prioritere den 40-årige frem for den 75-årige.” 

Problemet er ikke de konkrete konsekvenser, der har, at der må prioriteres. Det er et vilkår. Men det er ikke sandt, at livet er en portion, vi får som en rettighed, der på et tidspunkt bringer én i den situation, hvor man ikke har ”mere til gode”. 

Juleevangeliets stille alvor er i stedet, at både du selv, din fjende og dit medmenneske – uanset alder, intelligens eller handicap – i Guds øjne har uendelig værdi. 

Det vil sige: det har slet ikke ingen økonomisk værdi men den højeste værdighed som Guds barn. Og derfor går vi herfra med evangeliet om Guds barmhjertighed i ryggen og deler ud af dén – også til dem, der ikke var plads til i herberget eller denne jul: i kirken. 

Vi går derud, hvor det lille Jesusbarn begyndte sin vandring blandt mennesker. Han satte jo pris på mennesker ved ikke at acceptere, at der kunne sættes en pris. Kejsere tæller penge, men Jesus har lært os, at Gud, når han tæller mennesker, faktisk aldrig kommer længere end til én. For hvis der mangler én, lader han hånt om de 99 frelste i fårefolden for at finde det ene, der har forvildet sig. Gud er elendig til statistik, men god til frelse. 

Juleevangeliet sammen med hele historien, der fulgte, viser os, at han kommer til dem, der er ramt, og ofte ikke på de etablerede stier eller kirkestier men dér, hvor de er kommet på afveje. Dem har han især et godt øje til. Han vil findes os, hvor vi er, også denne jul –

Ære være Gud i det højeste og på jorden

Fred til mennesker med Guds velbehag!

Prædiken 20. søndag efter Trinitatis i Lillerød Kirke ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
Matthæusevangeliet 21,28-44

Prædiken 18. søndag efter trinitatis i Lillerød Kirke ved sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«
Johannesevangeliet 15,1-11

(DDS: 4 – 433/434 – 47 – 412/292 – 729)

I naturen er indlagt et princip om gensidig afhængighed. Jeg så forleden en smuk dokumentarfilm, og de af jer, der har Netflix kan selv finde den. En kær stemme fra min barndom, David Attenborough, aflægger i en alder af 93 år sit vidnesbyrd om klodens tilstand og efterlader sit testamente om den natur, han har viet sit liv – og sin stemme – til at fortælle om. Det er en film med alvor om bæredygtighed og klima. Men den er ikke hysterisk, som vi så tit har hørt det, og den er fuld af håb. 

I billeder og fortælling minder han om, at naturen ikke bare er omgivelser eller materiale. Den er vores eget ophav, som vi er indfældet i og opretholdes af. Uafhængigt af os har selv de mest irriterende insekter, besynderlige pattedyr eller ydmyge plantevækster hver deres plads, der giver mening for andre end dem selv. 

Det er vel kun mennesket, der kunne få den idé, at alt var til for min skyld – at jeg ikke var til for altets. I naturens cyklus indgår spiring, vækst, frugtbarhed, men også muligheden af at være føde for andre, at visne ned og udbredes gennem frø ført hen et andet sted. Deri findes en ydmyghed, der slår mig som skønhed. Kloden skal såmænd nok overleve, men om vi gør det, afhænger af, om vi lærer at sætte gavmildhed i stedet for grådighed. Selv rovdyrene i naturen nøjes jo med det daglige brød – selvom det består af kød. 

Hver gang bibelens blade bruger naturens gang som metaforer i forkyndelsen, øser vi af denne logik om samhørighed, fredfyldt orden og hensigtsmæssighed. Det sammenfattes med et hebraisk ord ”shalom”. Fred. 

Den bibelske vision om fred er mere vidtrækkende end blot fraværet af krigslarm, som i menneskenes verden mest blev opfattet som en undtagelse. Den bibelske fred er også noget andet end blot at søge en afsides stilhed med sig selv i fred for de andre. Shalom er hele tilværelsens sammenhæng, hvor menneske, natur og Skaberen indgår i et harmonisk hele. 

Derfor siger Paulus i Romerbrevet, at hele skabningen sukker efter forløsning. Det er ikke kun mennesket, der behøver frelse. Når Gud frelser, er det verden, der skal fornys. Der er behov for det. Vi er ikke længere i Paradiset. Men af gode grunde er det netop en have, fyldt med vækster, der skulle give næring til mennesker og dyr, som forbliver urbilledet på den shalom, der var tiltænkt i begyndelsen. Her kunne mand og kvinde leve med hinanden og for deres skaber i nøgen uskyldig glæde, mens de gjorde deres for at værne og vogte de træer og buske, de skulle leve sammen med. Af jorden var de alle kommet. 

Men synden er i verden. Det er ikke kun mennesket, der vånder sig under den. Og derfor sukker hele skabningen. Synden er mere gennemgribende end det, vi moralistisk kan pege fingre af hos hinanden. Synden er den magt, der vender gavmildhed til grådighed. Som da kvinden blev klar over, at kundskabens frugt gav mulighed for selv at blive som Gud til at kende godt og ondt og dermed at blive verdens centrum. Synden er den magt, der får frugten til at rådne og træets grene til at visne. 

Menneskene har siden de opfandt den, været glade for vinen. Noah havde ikke mere end lige klaret sig igennem syndflodens store oprydning, før han slog sig ned som vinbonde – og han blev så fuld, at det blev pinligt. Det kan vi læse om allerede i kapitel 9 i første mosebog. At alkohol kan gøre dum er gammel visdom. Men den vinøse opstemthed er alligevel igennem hele skriften et billede på, den fest, som Gud under sit menneske. 

Derfor kaldes Israel en vingård i Det Gamle Testamente, og derfor sammenligner Jesus sig selv som kirkens herre med en vinstok. På den vokser gudsrigets vin. At den gæres giver den en usynlig kraft, som mennesket må forbinde med glæde. 

Billedet af vintræet og grenene er derfor grundlæggende en tegning af det overskud, som findes i vores afhængighed af Kristus. Det er hentet herfra, når den gamle faddertiltale ved dåben beskriver, at barnet er ”indpodet” på Kristus, som en lille gren, der kan bære sin egen frugt. Ikke af sig selv men fra Kristus. Af en anden sort end sidemanden og dog fra den samme stamme, som de begge via fotosyntesen giver ny energi. 

De forskellige indpodede grene er et smukt billede på kirken, og selvfølgelig også på, at der i dåben faktisk ”sker noget”. Der skabes en relation mellem barn og Kristus, når et lille menneske genfødes af vand og ånd. Og det er altså et vintræ, det podes ind på, for det er det bedste billede på Gudsrigets overskud. 

Men selv et vintræ skal plejes og beskæres. For selvom de gode grene, takket være den usynlige saft og kraft bærer frugt, er der visne grene imellem – måske dem, der bar frugt sidste år. Eller fortidens synder, hvor det kun er en nåde, når de skæres væk for at brændes og glemmes. 

Den guddommelige godhed at kunne glemme har mennesker i en digital tidsalder selv glemt mere og mere. Det hedder farisæisme, og Jesus prædikede ofte imod den. Farisæeren husker alt for godt. Farisæeren elsker at holde fokus på de visne grene – og visner selv derved. Det er faktisk synd for os, når vi mennesker husker alt for godt. Men den stilfærdige vingårdsmand han ser i stedet på frugten og velsigner den ved at give den endnu bedre betingelser for at blive større og modnes ved at give plads, skære det visne væk og fjerne de syge blade. 

Denne organiske måde at beskrive forholdet mellem Gud og os på fortæller stilfærdigt men dybsindigt om, hvad tilgivelse i virkeligheden er for noget. Tilgivelse fører ikke bog. At sige, ”du er tilgivet – men måske fortæller jeg det om 10 år”, er ikke at tilgive, sådan som Gud gør det. Tilgivelse er at skære det rådne, det syge, det visne væk – og at kunne glæde sig over den frugt, der står tilbage. Enhver ved, at vi ikke ligner Gud og må glæde os over, at det er ham og ikke os, der er vingårdsmanden. 

Men bliv alligevel ved den tanke, at tilgivelsen på denne måde lignes bedst ved en organisk og ikke en juridisk ting. Gud er ikke en bogholder eller en dommer, der lader nåde gå for ret. Han er som en gartner, der heler træets sår og får grene til at skyde nye skud, så de kan bære mere frugt. Den form for tilgivelse betyder heling. 

Derfor kan træets samlede eksistens bruges som en lignelse på det hebraiske ord: shalom. Træet er som en naturlig sammenhæng af gensidig afhængighed, orden og hensigtsmæssighed. Denne helhed viser ud over sig selv. Det gør gavmildheden og tilgivelsen også, når Gud viser os den; og når mennesker evner at sætte frugt og derved ikke kun får velsignelsen men også selv bliver til velsignelse. 

Det er kærlighedens ånd, der gør det. Den strømmer i Kristus, som saften i vinstokkens stamme. Uanset om åndens arbejde er at pode, gøde og rense frugten – eller om det er at skære det syge bort, så er det kærlighedens gerning. Derfor frygter vi heller ikke havemanden, uanset hvad hans opgave er i dag. Vi ønsker at få skåret det syge væk. Sådan mærker vi bedst samhørigheden med Kristus. Det er ikke fordømmelsen men kærligheden, der er det guddommelige redskab imod synden. 

Som der står et andet sted i Det Nye Testamente: kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder. Ja, vi kan sige det endnu mere frimodigt om Gud: den har faktisk ikke længere noget at skjule, for den har glemt dem, brændt dem, vil ikke vide af dem 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« 
Markusevangeliet 2,14-22

Søndag 6. september 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Matthæusevangeliet 20,20-28