Allehelgen

Gudstjeneste ved sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 7. november 2021

En lille dreng i minikonfirmandalderen var blevet spurgt, om han var ”hellig”, når han sådan kom i kirke om søndagen. Det var lige dengang, da minikonfirmandkonceptet blev opfundet, og han fortalte, at han havde knælet ved alterbordet mellem sin mor og far og opdaget: ”Tænk, jeg er hellig!” 

Nu var det ikke sådan, som vi bruger ordet mest om dem, der ser ned på andre mennesker. Nej, hans erfaring var, at det var ret fantastisk, at Gud ligesom havde taget ham til sig og sagt: ”Du er min”. Og drengen havde ret. At han fik erfaringen, da han modtog nadveren – jeg ved ikke om han kun fik brød eller også vin – er ikke mærkeligt. 

Den afdøde biskop Jan Lindhardt, der var en sprogets mester, sagde, at dem, der sad til bords med Vorherre var heldige. Sproghistorisk er der et sammenfald mellem den hellige og den heldige. Den, som lykken tilsmiler, har gudernes yndest. Sådan tænkte man engang, og derfor kaldte man dem, som guden havde taget til sig og velsignet som både ”hellige” og ”heldige”. 

At man er heldig, når man er hellig, er på den måde ret let at forstå, og det er drengen vel undt, at han gik fra nadverens måltid med rank ryg og en stille glæde. Han er for længst blevet en voksen mand, og jeg håber, at hans liv lykkedes, uden at han glemte, hvor fint det var at opdage at være et Guds barn.

Dem, der er helgener, er jo også vores hellige. Og derfor fejrer vi i dag allehelgensgudstjenester. 

Kirken har en lang historie, og derfor var der engang, man forestillede sig, at nogle særligt hellige mennesker var blevet advokater hos den almægtige Gud, så man kunne bede til dem. ”Sankt alt muligt” – Peter, Markus, Sebastian, Maria, Michael. 

Den katolske kirke opererer stadig med betegnelsen. For en luthersk bevidsthed er det nu noget underligt noget. Paven skal først ”saligkåre” en afdød – altså love omverdenen, at han eller hun virkelig er gået ind til den evige salighed – inden man over tid i en undersøgelseskommission kan afgøre, om kirken også kan ”helgenkåre” den pågældende. Der skal blandt andet være troværdige vidnesbyrd om mirakler omkring den afdøde helgen – enten i levende live eller efterfølgende.

Da Luther opdagede Kristus som den eneste mellemmand mellem Gud og os, betød det også en gevaldig oprydning i, hvilken plads kirkens helgener kunne og burde indtage i den fromme bevidsthed. Men, at en helgen er et menneske, der er så heldig at blive helliget af Gud – det kan vi stadig glæde os over. 

Ved allehelgen mindes vi vores afdøde. Vores familie, en god ven eller blot mennesker, som satte det gode eller kærlige aftryk i vores liv. Det er tilværelsens tætteste bånd, vi på den måde holder hellige. I gammel tid fejrede man kirkens trosvidner og martyrer på allehelgens dag og ærede og mindedes de døde på alle sjæles dag – dagen efter. Vi har slået det sammen og lagt det som en helligdag, den første søndag i november. 

Men det er jo heller ikke, fordi vi tænker på vores døde som ”helgener” i den specielle katolske forstand, at vi elsker og ærer dem. De levede et liv på godt og ondt. Og det er med det hele, at vi tegner dem i kærlig erindring. 

Jeg ”helgenkårer” aldrig ved en kiste. Vi ønsker ikke at tale dårligt om de døde. De kan heller ikke forsvare sig. Men vi er nødt til at tale ærligt, hvis vi overhovedet skal kunne høre evangeliet til trøst. Skamros eller uforløste fortielser forkynder derfor ikke nådens ord, sådan som vi har brug for det. Det er jo ikke for vores vellykketheds skyld, at vi er elskede. Hverken af de efterladte eller af Gud. Men kan de så ikke være helgener?

Hvis vi tænker som minikonfirmanden, jeg indledte med, så er de. For hvornår bliver man en lille helgen? Det gør vi i den kristne dåb. Selvom denne dag er en højtid, hvor vi mindes vores kære afdøde, er det derfor netop en særlig fin mening med, at vi døber et lille menneske under det hellige korses tegn og kalder det genfødt som Guds barn ved Kristi opstandelse fra de døde. 

Og alle de købte,
i Jesu navn døbte,
som striden har stridt,
som døden har lidt,
gik ind til den evige hvile…

Du og jeg og alle dem, vi mindes, som støttede os i tro, håb og kærlighed på vejen ind i Guds rige er helgener i den betydning, at vi for ansigt og bryst fik mærket på, at vi ikke kun tilhører os selv, men hører til hos Jesus Kristus i liv og død. Derfor er dåb på en allehelgens søndag så fint og så smukt, som det kan være. 

Et lille dåbsbarn døbes til et liv med Kristus på godt og ondt med både lyse og dystre dage. Det er store ord ved en barnedåb. Kan ord som ”syndernes forladelse” og ”evigt liv” mon være relevante til et lille menneske, der knapt er begyndt, og endnu hverken kender forskel på godt og ondt eller højre og venstre? 

Det kan de. For den kristne dåb er den helgenkåring, evangeliet kender til. Og uanset, om den døbte bliver verdenskendt som det store forbillede, eller levede en stille eksistens, eller måske endda som den fortabte søn måtte erkende, at livet mest bestod af forspildte chancer – så er de børn af huset, fordi de ved dåben fik Jesus til bror og Gud til far. 

Derfor bryder jeg mig også så lidt om den amerikanske tradition med aftenen inden allehelgen at dyrke dødens uhygge, som om den var en spøg. For det første er dødens vilkår jo ikke en dæmoni men en naturlov, lagt ind i skabelsen af menneskelivet. Og for det andet – hvis man virkelig har prøvet sorgen – så virker det som en hån ikke af døden men af den sørgende, at lave dødens alvor om til gyselig underholdning. 

Mange går til kirken ved allehelgen med sorg. Men forkyndelsen her i kirken er lys. For evangeliet er den trøst, som oplyser sorgen. Jeg nævnte før, at paven ”saligkårer”, inden et menneske i den katolske kirke kan ”helgenkåres”. Men det er omvendt: ved dåben blev vi helgenkåret:

Gudsfingrene grande
slog kors for de pande,
Guds Enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb 
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade. 

Evangeliet forkynder et håb om den evige salighed.

Og hvad er ”salighed”. Det er et gammelt ord, som vi vel bedst forbinder med noget med lykke og held og frihed fra fejltrin og fortræd. Netop sådan hænger ordene også sammen. De døbte helgener, som er så heldige ved evangeliet at være blevet gjort hellige som Guds sønner og døtre – de ved, at saligheden er at være den Gud nær, som udfoldede sig imellem os, hver gang vi i glimt oplevede Paradiset, fordi tro, håb og kærlighed blomstrede i tilværelsens mellemrum. 

Du husker – med sorg og savn, og nok også med både tilgivelse og tak – de kære, som du i hjertet tog med til kirke i dag. Kærligheden til dem er der endnu og den er hellig, ligesom den kærlighed, du modtog fra dem og husker endnu, er hellig. Og derfor er allehelgen en højtid om det fineste i dit liv, som både smerter og gør rigere. 

Hver især har vi forskellige billeder fra det liv, der blev levet. Men når Jesus priser salige, så giver det os billeder, der både fortæller om dem, vi elskede, og om at det liv, vi lever med hinanden, kan gå i fodsporene fra Kristus og alle helgener igennem alle tider:

Salige er de fattige i ånden, 
for Himmeriget er deres.

Salige er de, som sørger, 
for de skal trøstes.

Salige er de sagtmodige, 
for de skal arve jorden.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, 
for de skal mættes.

Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.

Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.

Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.

Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

DDS: 402 – 433/434 – 362 – 674/571 – 426

22. søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen 31. oktober 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«
Matthæusevangeliet 18,21-35

Prædiken v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

20. søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, 17. oktober 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«
Matthæusevangeliet 22,1-14

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

19. Søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 10. oktober 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«
Markusevangeliet 2,1-12


Fuldstændigt magtesløs er hun. Ramt af panikangst. Igen. Kan ikke løbe nogen steder hen. Det føles, som om det er farligt at sætte den forkerte fod først. Ligesom på film, når en bombe skal demonteres: skal den blå eller den røde ledning klippes over? Ingen kan se, hvordan hun har det, før hun har stået frosset fast til sin indkøbsvogn et stykke tid. Hun står helt stille, og folk har så travlt med deres eget, mens de farer rundt omkring hende. Indeni falder alting sammen. Ligesom de store tårne i New York. Nedsmeltning i sindet. Fastlåst i både hænder og fødder. Åndenød uden at bære på noget. Nej, det er ikke rigtigt, for hun bærer på det tungeste ”ingenting”, så det er ikke til at få vejret. 

Han ved ikke, hvor han skal gå hen. Det føles som om alle kan se hans skam, selvom det ligger 20 år tilbage. Men historien binder. Især når den er uden kontekst. Stadig i sin bedste alder, føler han sig som en krøbling, og er ikke herre over sine egne tanker. Ingen energi, ingen tro, ingen lyst til at elske. Overflade fortæller ikke meget. Alt ser stærkt ud, men det hæmmer ikke at kunne glemme. Tanken om, at muggen og mølædt fortid kan blive gæret og ram nutid, er nok til at fjerne enhver duft af fremtidens friske luft. Det sætter sig i kroppen som ugidelighed og smerter, der rigtigt ikke har nogen årsag, men føles lammende. 

Angiveligt skulle det være helt ude af trit med tiden at prædike om syndernes forladelse. Påstanden er nu ikke nogen nyhed. 

Da kristendommen stadig var en ung og ny – og forfulgt – religion i antikkens Romerrige, spurgte en hedensk filosof fra det pæne borgerskab, hvad ”galt der dog var i, ikke at være en synder?” Kristendommen lignede en ynkelig tro på nåde for syndere og tabere, som de vellykkede kun kunne le ad. 

Når talen går på, hvorfor folk ikke forstår, hvad præster siger, så nævnes det gerne, at de snakker om ”synd”, som det moderne menneske ikke har noget forhold til eller forestillinger om. For en teolog, der iagttager sin samtid, er det en besynderlig påstand, når man synes, at syndens forkrampethed gennemsyrer både mange typer samvær og den offentlige samtale. 

En tidligere statsminister er blevet taget på låret af en afdød præsident. Det skulle ikke være sket, men vi skal altså alle sammen vide det. Me-too fælder den ene efter den anden. Og det er ikke synd for nogen af dem. De skal bare skamme sig og undskylde, for de er – nåh ja, vi kalder det så meget andet, men på Jesu tid ville man have sagt – syndere. Fortiden kan altid indhente. Og synden er fortidens fodlænke. Det vidste bibelens digtere. Vi bruger ikke det samme sprog, men erfaringerne er de samme. Og syndere er ikke mindre forkrøblede i dag end, de var engang.

Alle skal passe på, hvad de siger, så de undgår at støde den sorte dagsorden. Obligatorisk pensum i skolens historieundervisning er Danmarks skændige slavehandel. Men er enevældens indførelse, den franske revolution og stavnsbåndets ophævelse stadig lige så vigtigt? Træder man over transseksuelle regnbuetæer, kan man miste både job, venner og anseelse. Så det er sikrest at undskylde på forhånd, hvis man er en ganske almindelig begavet, vellønnet, heteroseksuel mand. Boomer!

Ængsteligheden for, hvilken fremtid, vores børn efterlades med pga. deres forældres klimasvineri, pesticider og grillmad, giver forældregenerationen en tynget samvittighed. Som middelalderens flagellanter opmuntrer den derfor som en form for aflad den unge generation til selvretfærdigt at gå i rette med al den skyld, der skriger til himlen. Og vi synes, de er modne, hvis de anklagende hæver røsten.

Nutidens moralisme har en stærkt udviklet fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Der er et berettiget anliggende i at hævde, at sorte liv (hvis man må kalde dem det) er lige så betydningsfulde som hvide; at kvinder og mænd skal respektere hinandens integritet, og at det er trist, hvordan sex og magt kan kædes sammen; at forholdet til naturen i alt for høj grad har været styret af nydelsessyg udbytning frem for nænsom udnyttelse af ressourcer til en retfærdig og god klode. 

Det eneste, der bare overrasker er, at vi kan se og høre retorikken og så stadig hævde, at syndsbevidstheden ikke står stærkt! 

Den offentlige samtale internaliseres jo i den enkelte. Det er banal psykologi. Det er, hvad socialisering handler om: Ydre dommere bliver til indre dommere. Derfor er ungdommen fuld af præstationsangst for at slå til, og derfor er skam blevet en svøbe, og undskyldninger på vegne af forfædre en politisk nødvendighed. White man’s burden er i høj grad syndens rygsæk – og netop, fordi vi kollektivt lever i en kristen kulturkreds ved vi, hvad det vil sige, at lade synden definere os. Men det er stor elendighed, når syndsbevidsthedens sekularisering gør, at der ikke er nogen frelser til at løfte den bort. 

Det er nok mest derfor, at vi ikke kalder synd ”synd”. For synd og frelser hører sammen. Og vi er blevet eksperter i synd, men uden nogen udvej. Både skammen over fortiden og angsten for fremtiden tager nutiden fra os.

Evangeliet er ikke anlagt på en samtidsdiagnose. Jeg bringer den her alene fordi jeg undrer mig over, at det kan hævdes, at syndernes forladelse er blevet irrelevant. Det er vist kun, fordi vores tid er nådesløs. Men det er noget andet. 

Evangeliet til 19. søndag efter trinitatis handler om et helt konkret menneske, der helt konkret bliver tilgivet sin helt konkrete syndighed. Liggende konkret forkrampet på en konkret båre, båret af konkrete venner hen til en konkret frelser. Han hedder Jesus. Konkret betyder at noget er vokset sammen, så at evangeliet er konkret betyder, at det har taget form håndgribeligt for øjnene af os, og vil os noget: helt konkret. 

Søn, dine synder tilgives dig.

Stakkels mand. Han ligger forkrøblet og lammet, fuldstændigt afhængig af venners støtte. Heldigvis har han venner. Det er ikke altid, at det fastlåste menneske har det. Men hans fysiske tilstand kalder på vores medlidenhed. Han har haft det forfærdeligt. Jesus udfører et mirakel, når han med sin befaling, der lyder som et skaberord, siger, at manden skal rejse sig, tage sin båre og gå. Det gør han så. Men Jesus har forklaret, at hans fysiske helbredelse sker, for at hverken han eller andre skal være i tvivl om, at det er sandt, som Jesus sagde, at hans synder er forladt.

Der er ofte en sammenhæng mellem synd og fysik. Ikke sådan, som man i datiden tænkte, at fysisk lidelse var en himmelsk straf, for fortidens synder. Dén måde at kæde synd og straf på er det eneste, der har overlevet til i dag i den sekulariserede syndsbevidsthed: at alt, der gør ondt, har en årsag i, at nogen er ond, og straf derfor også det mest relevante svar på det. 

Men der er en sammenhæng mellem synd og fysik på den måde, at den, der ved, at han eller hun er en synder, mærker, at det ligesom suger livet ud af livet. Som jeg indledte med at illustrere, så kan synderens skam over fortiden eller angst for fremtiden baste og binde et menneske, så det ikke kan gå oprejst. Derfor er erfaringen af at være en synder heller ikke blot sådan en åndelig størrelse, der kan løsrives fra kroppens og sindets liv. Når man taler om synd abstrakt, bliver det underligt uvedkommende. Men den, der kender til at være en synder, mærker, at synden er så nærgående, som blodet, der flyder i vores årer eller stofskiftet i vores krop. 

Derfor er evangeliet om syndernes forladelse også konkret. Og i dagens tekst konkretiseres det for os, når en synder rejser sig, tager sin båre og går hjem. Han har nemlig et hjem. Og nu går han hjem, velsignet. Som vi siger i dåbsvelsignelsen til det lille barn, der har fået løftet om altid at høre hjemme hos Gud: 

Herren bevare din udgang og din indgang! 

Den tilgivne synder går ud og ind fra sit hjem, fuld af fortrøstning til, at han har sine synders nådige forladelse. Det kan mærkes rent fysisk. Derfor synger vi også lovsange i kirken i dag. 

Men de skriftkloge, der sad omkring Jesus og så den lamme mand blive tilgivet og helbredt, havde selvfølgelig den teologiske kritik parat. 

Det er kun Gud, der kan tilgive synder.

Og dét havde de ret i. For at vi ikke skal være i tvivl om, at nyskabelsens under i syndernes nådige forladelse, kommer fra Gud, er det derfor også et skaberord i imperativ, Jesus udtaler, da han helbreder manden. Men er det ikke også sandt på en anden måde? 

Hvor tit har vi ikke erfaret, at der kun er én, der ikke bare kan – men også vil – tilgive synder? Synderens glæde ved sin frelser kommer den ikke netop af, at al den almindelige fade overbærenhed mellem mennesker dog hurtigt er udtømt og i hvert fald finder sin grænse, når det er vaskeægte, konkrete synder, der skal tilgives? At synden i vores verden netop også viser sig i vores nådesløshed over for hinanden? Så er det godt, at synderen ved, at Gud forlader os vores skyld, så langt bedre end vi forlader vores skyldnere!

Evangelium uden syndernes forladelse er og bliver tomme kalorier. Men til den, der virkelig ved, hvad det vil sige, når synden tynger, lammer og forkramper, lyder budskabet i sin nøgterne enkelhed: Søn og datter – dine synder tilgives dig. 

Og så bliver det sandt for dig, at du kan rejse dig igen. Rette ryggen og gå fra kirke frimodigt velvidende, at du er barn af den Gud, der er den eneste, der virkelig kan tilgive synder, og til gengæld også gør det: 

Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky,
dine synder som et skylag.
Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig. 
Råb af fryd, himmel, for Herren har grebet ind – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 744 – 433/434 – 3 – 496/677 – 12

17. søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Lukasevangeliet 14,1-11

Gudstjeneste ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

14. søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«
Lukasevangeliet 17,11-19

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs

11. s.e. Trinitatis

"Die Gartenlaube" (1884) efter oliemaleri af Moritz Röbbecke
Farisæeren og tolderen

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 15. august 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Lukasevangeliet 18,9-14

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs

I det mærkelige gammeltestamentlige skrift, der hedder Jobs bog, er der meget trøst at hente for det lidende menneske. Ikke fordi lidelsen bliver forklaret – det havde der netop ikke været nogen trøst i, hvad alle, der virkelig har lidt, ved – men fordi der ud af versene stråler en menneskelighed, som hen over flere tusind år viser os, at sorgfulde erfaringer og længsel efter mening grundlæggende stadig er det samme vilkår. 

Han redder de ødelagte fra deres mund,
den fattige fra den stærkes hånd,
så der bliver håb for den svage,
og munden lukkes på uretfærdigheden.

Rovdyrets mund er et gab, der kan fortære. Ud af sin ufattelige lidelse håber Job på, at Gud fra sit skjul vil forhindre, at ondskaben får sit bytte. Håber, at han ikke bliver offer for undergangen. Mange steder i Bibelen er munden en central metafor. Munden er ikke kun rovdyrets gab. Der kommer også uretfærdighed ud af munden. I Det Nye Testamente kalder apostlen Jakob tungen i munden ”en brand antændt i Helvede”. Så udtrykket, at ”munden lukkes på uretfærdigheden” rummer mange nuancer. Sandt er det, at vi alle kender til drømmen om, at uretfærdigheden får munden lukket, uanset om den ses som en drage, der kan æde, eller åbne munden for at udspy gift. 

Uretfærdigheden findes. Den findes over alt, og den findes i os selv. Vores viden om, at uretfærdigheden er der, gør det til en velkendt kappestrid mellem mennesker, at vi prøver at retfærdiggøre os selv. 

Det, der skal retfærdiggøres, er jo det, man kan være i tvivl om retfærdigheden i. Det siges, at vi lever i en tid uden Gud. Det må så især være Vesteuropa, man tænker på. Der er meget religion, og der tales meget om Gud både i Afrika og USA. Muligvis fylder troen på Gud for lidt i det offentlige rum. Imidlertid er behovet for at retfærdiggøre sig selv ikke til at overse. 

Sommerinteressen for sportslig kappestrid er umættelig, og hvis det er en landsmand, der får medalje, så er det Danmark, der har vundet guld, sølv eller bronze. Og retten til at blive anerkendt som den, man er, fylder enormt. Med en særlig aggression fra identitetspolitikken sker det endda, at nogle mennesker mister deres jobs eller modtager dødstrusler, hvis de tør hævde, at der grundlæggende kun kan være 2 køn. Regnbuetid eller ej. Mens Me-too-domstolen ligesom i Kafkas ”Processen” ikke længere når frem til at fælde dom, fordi den er blevet en indre dommer hos frygtsomme mange.

For det moderne menneske vil gerne fejre sig selv – at vi lykkes – og søger anerkendelse af det udefra. Tilbuddene om hjælp til at få det bedste ud af livet stiller også store krav til dig selv. Det er næsten en pligt at få et godt liv, og hvis ikke dit liv er godt, er det din egen skyld, og det er dig selv, du ikke kan være tilfreds med. 

I alt dette vises i en sekulariseret form, hvad religionen altid har vidst: at mennesket ønsker at stå retfærdigt udadtil. Og – hvad religionen også har vidst – så består arvesynden i, at menneskets forsøg på at retfærdiggøre sig selv er tilbøjelig til at gøre det på andres bekostning, hvorfor projektet med selvretfærdiggørelse i større eller mindre grad for det meste slår over i sin modsætning: uretfærdighed. 

Retfærdighed og uretfærdighed er et oldgammelt tema. Love er blevet til for at sikre ret færd i fællesskabet for fredens skyld og krige er blevet udkæmpet – angiveligt for at bekæmpe uret. Men tænk, hvis munden blev lukket på det grådige og giftige gab: uretfærdigheden! Vi forstår Jobs suk. 

Måske ser vi som Paulus på os selv med sorg og konstaterer, at uretfærdigheden ikke kun er udenfor. Fra det store opstandelseskapitel i Korintherbrevet, der ellers er som en trompetfanfare om Guds sejr over kaosmagten i Kristi opstandelse, hørte vi Paulus skrive om sig selv, at han ”ikke var værdig at kaldes apostel”. Han, den ”ringeste af apostlene …. fordi han havde forfulgt Guds kirke”. Med andre ord: Paulus er sig pinligt bevidst om sin egen uretfærdighed, når han med pauker og basuner vil proklamere Guds retfærdighed. Hvorfor? 

Fordi han af Guds nåde er, hvad han er, 
og Guds nåde imod ham har ikke været forgæves. 

Guds retfærdighed er hans nåde. Overfor os kan det ikke være andet. Gud handler ret, når han viser nåde. Og det er dét, der blev centrum i Paulus teologi, når han skrev – igen og igen – om Gud, som den, der retfærdiggør de gudløse. 

Retfærdiggørelseslæren har ufortjent dårlig presse, som om det er noget gammeldags og alt for juridisk dogmatik om Gud. Der blot ser ham som en dommer og mennesket som sat i en retssal. Men som vi har set: menneskets uretfærdighed med at retfærdiggøre sig selv foregår alle andre steder end i en retssal. Den sker i tilværelsen ”som alles kamp mod alle” dér, hvor der ingen nåde er. 

Men nåden, som også Paulus oplevede, skaber fred. Paulus, der engang ”fnyste af raseri” imod de kristne, blev retfærdiggjort af nåde og kunne derfor skrive, at der er ”fred i Jesus Kristus”. 

Jeg tror ikke, at man skal komme i kirke for at få en ”feel-good” oplevelse. Det vil vi mennesker ellers gerne have. Sådan lidt som i Go’morgen-tv eller Aften-show. Gudstjeneste uden kanter. Evangelium uden synd. Nåde uden alvor. 

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, 
og som foragtede alle andre, fortalte Jesus en lignelse. 

Historien om tolderen og farisæeren i templet er genial og velkendt. Den er så indlysende, at den ikke behøver en udlægning. Enhver kan se det for sig – og pointen slår hovedet på sømmet. Det var tolderen, der gik hjem retfærdiggjort, og ikke den selvretfærdige, der kom i Guds hus for at fejre sin fortræffelighed. 

Man kan desværre ikke se i den nuværende danske oversættelse, at, når tolderen gik hjem ”som retfærdig”, så er det, fordi der er sket noget med ham. Men det er der – som Paulus kaldte det: han blev retfærdiggjort. Det er altså ikke bare en ny selvretfærdig gerning som klædeligt ydmyg, der per definition gør tolderen mere retfærdig end den anden. I så fald havde vi jo bare en ny feel-good attitude af falsk beskedenhed som kirkelig fernis. Nej, det var Gud, der gjorde ham retfærdig – ved at løfte hans blik og ranke hans ryg i kraft af syndernes forladelse. Det gør Gud ved at tilgive rigtige synder med rigtig nåde!

Men læg mærke til, hvor lidt tolderens synderegister har af ord for sin egen elendighed. Han turde knap løfte blikket, men kunne kun slå sig for brystet og fremstamme et Kyrie eleison. Vi har i gudstjenesten som indledning sunget ”forbarm dig over os”. I virkeligheden er dermed alt sagt for at kunne fejre tolderens gudstjeneste. Arkitekterne bag de nye liturgiske eksperimenter vil måske finde det antikveret at se sig selv som en synder og bede Gud forbarme sig over os. Hvilken feel-good er der over det? Ingen. 

Munden stod imidlertid ikke stille på den farisæer, der berømmede sin egen retfærdighed, så man med Job måtte ønske, at uretfærdigheden kunne holde bøtte. Farisæeren, der takkede for ikke at være som andre mennesker … men fastede to gange om ugen og gav tiende af hele sin indtægt, han var snakkesalig. Han mødtes med Gud i templet for at blive enig med ham om, at han selv var, det man kalder ”et ordentligt menneske” mens røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere – og ham tolderen dér, var noget afskum. Ak – han snakkede kun med sig selv. 

Men tolderen gik hjem som retfærdig. Ikke fordi han var et bedre menneske end farisæeren – han var sikkert værre efter vores målestok – men fordi Gud så i nåde til ham og retfærdiggjorde ham. Gud ske lov for, at et evangelium, der er så gammeldags stadig lyder i vores kirke. Måske er det få, der gider høre det, fordi vi hellere vil fejre vores egen fortræffelighed, men for den, der ikke kan leve uden, er Gud trofast og skænker syndernes forladelse igen og igen – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

(Salmer: DDS: 739 – 433/434 – 496 – 609/695 – 598)

2. s. e. Trinitatis

Prædiken ved sognepræst Lars Emil Bolt, søndag 13. juni 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«
Lukasevangeliet 14,16-24

Prædiken ved sognepræst Lars Emil Bolt

1. s. e. Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, 6. juni 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«
Lukasevangeliet 16,19-31

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs

Trinitatis søndag

Gudstjeneste v. Elsebeth Hougaard Jensen, søndag 30. maj 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.«
Johannesevangeliet 3,1-15

Gudstjeneste v. Elsebeth Hougaard Jensen