Trinitatis søndag

Gudstjeneste v. Elsebeth Hougaard Jensen, søndag 30. maj 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.«
Johannesevangeliet 3,1-15

Gudstjeneste v. Elsebeth Hougaard Jensen

Pinse

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs, 23. maj 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«
Johannesevangeliet 14,22-31

”At du må bo ved troen i vore hjerter”. På nogle virker ritualets bønner upersonlige. De står jo bare i en bog. Selv holder jeg mere og mere af dem. Det talte ord uden manuskript er tit fyldt med klicheer og ofte ikke så frit, som det skal give udseende af. Det gælder også bønner, hvor den store frihed er, at vi kan træde ind i et sprog, der er gennemtænkt, og opholde os i det. Bo i det. Netop derfor lærte Jesus sine disciple fadervor. Og derfor holder vi af at gå i kirke og høre bønnerne, som vi kender i forvejen, og netop i genkendeligheden bliver hjertesprog og modersmål. 

Pinsedag handler om tungemål. Om sprog. Mange folkeslag var i Jerusalem den første pinsedag, og sproget var en kakofoni af stemmer, der råbte i munden på hinanden som på en markedsplads. Men pinseunderet betød, at apostlenes tale ved Helligåndens hjælp mirakuløst blev til at forstå, så den kunne gå i hjertet på mennesker af alle slags, uanset hvilket land de kom fra. Pinseunderet er et forståelsesmirakel, en sprogbegivenhed. 

Og vi diskuterer stadig, hvordan kirkesprog bedst bliver hjertesprog. For evangeliet er til for at blive taget imod og gerne forstået. Alligevel: I en tid kendetegnet af hurtige replikker og banale vendinger skal I ikke komme til mig for at få ændret på ritualerne. For vores ritualer tager tid, der er tænkt over dem, teologien går århundreder tilbage, de har skønhed, udstråler ro. Således også den smukke vending fra nadverbønnen: ”At du må bo ved troen i vore hjerter”. Men hvad betyder det? Det er ikke alt, der giver forståelsen lidt modstand, der bare skal laves om. Det er bedre at meditere lidt over det. 

Vores bønner i kirken kaldes med et gammelt ord ”kollekter” – ligesom pengene, der lægges i indsamlingsbøssen. Ligheden er, at begge dele handler om at samle sammen. For bønner fra kirkens alter er ikke præstens bøn. Præsten lægger blot stemme til menighedens bøn, så vi beder alle kirkens kollekter. Men det er jo også derfor, vi vil gerne forstå, hvad der siges. 

Og giver det mening at bede om, at Gud ved troen må bo i vore hjerter? Kan Gud det? Pinseunderet handler ikke kun om flammende forkyndelse, der ved Ånden går i kødet på tilhørere. Det handler også om, at Gud vil bo hos os. Hver eneste søndag, når vi fejrer Herrens nærvær i brød og vin, lever vi af pinsedagens evangelium: at Gud vil bo ved troen i vore hjerter!

Allerede før sin død, forudsagde Jesus, at han med sin fred ville være hos sine venner, også efter at han var blevet herliggjort hos Faderen:

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jeg ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.

Jeg plejer at kalde disse linjer ”Jesu testamente”. Frelseren sluttede en pagt med os. Vi er ikke efterladt faderløse, men har arvet Jesu fred. I tro, håb og kærlighed har Gud sin bolig hos os. 

Det er pinsens under. Pinse er i virkeligheden en genskabelse og ikke en ny opfindelse. Helt fra begyndelsen i den gamle myte, blev mennesket en levende sjæl, fordi Gud indblæste sin livsånde i det ler, han havde formet Adam af. 

Dog sig en bolig underfuld
bygged han selv af støv og muld,
rejste af gruset i nåde. 

Da Gud lod kirken holde fødselsdag, var det genfødselsdag. At være kirke i ånd og sandhed er at finde tilbage til begyndelsen. Den menneskelige begyndelse. Den begyndelse, af jord, af blod, af vind og vand, som det hele kommer af. Pinsens sproglige og åndelige under har jordforbindelse, fordi det er skaberånden, der som Helligånd fylder vores sind, vores tanker, vores ord. 

Derfor er det stort, at Gud tager bolig i vore hjerter. ”Hjertet” er i biblen mere end en muskel, og det er også mere end bare en indre virkelighed. Et menneske hænger sammen og hjertet er det centrum som bestemmer mennesket i dets helhed. Både i legeme, handlinger og sprog tager hjertet form. Det ydre og det indre kan ikke skilles ad. 

Når Gud bor i hjertet, går mennesket skridtene som skabt i Guds billede. Ganske fysisk og konkret i vores fællesskab med hinanden og skaberværket. Den fred, Jesus har efterladt os, kan ikke isoleres til en sindsstemning. Det er den treenige Guds store forsoningsværk, som binder hele tilværelsens sammen. Mennesker imellem, menneske og natur, Gud og verden. Alt dét rummes i, at Gud har taget bolig hos os. 

At Helligånd er skaberånd, og at Gud kan bo i hjertet, betyder også, at Gud er med, uanset hvor vi selv bevæger os hen. Vi kan tilbede i ”ånd og sandhed” andre steder end i kirken og med andre ord end biblens. Vi kan lovprise Gud i musikken og vi kan ære ham ude i naturens katedral. Kirkerummet er ikke mere helligt end alt, hvad han har skabt, men den er Ordets hal, hvor vi samles om at sætte ord på den dybe hemmelighed, som bærer vores liv – både i dagligdagen, vores fortid og vores drømme. 

Hemmeligheden om, at Gud i bor i vore hjerter, har vi erfaret på en særlig måde under Corona, mens kirkedøren var låst og alterbordet lukket. I gode samtaler om eksistensen, i omsorg via telefonen eller i nadveren hjemme i stuen, har vi erfaret, at vi ikke er alene. Jesu fred følger os også ind i de sammenhænge, hvor vi har fundet sammen om evangeliet. At Gud ved sin ånd har fulgt med, har kun givet os endnu mere lyst til at synge af glæde over at kunne være her igen, og opleve gudstjenesten som den højtid, der kaster glans over alle ugens andre dage. 

Jo, det er sandt: At Gud er hos os, betyder ikke, at alt er lykke og livsglæde. Der er modgang, der er fortvivlelse, der er ensomhed og frygt for morgendagen. Men Jesu stilfærdige bud er alligevel: 

Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

For han giver ikke som verden giver. Men han vil give os sin fred. Og så hænger tilværelsen sammen under Guds nåde

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; 
jeg giver jeg ikke, som verden giver.

Gud ske lov, at Fader, Søn og Helligånd på den måde i troen ved ordet har valgt at tage bolig hos os, så skal det nok gå –

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 290 – 433/434 – 323 – 285/291 – 299

6. s. e. påske

Gudstjeneste v/ Elsebeth Hougaard Jensen, 6. s. e. påske 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« 
Johannesevangeliet 15,26-27 ;  Johannesevangeliet 16,1-4

Gudstjeneste v/ Elsebeth Hougaard Jensen

5. søndag efter påske

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«
Johannesevangeliet 16,23b-28

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

3. søndag efter påske

Prædiken 3. søndag efter påske i Lillerød Kirke v/ sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«
Johannesevangeliet 16,16-22

En kort tid. Hvor kort kan sådan én være? Vores nuværende bibeloversættelse taler om en kort tid. Jeg er vokset op med udtrykket ”en liden stund”, så dét foretrækker jeg. Det ligger i vores sproglige fornemmelse, at en stund er kort. Så en kort stund må være meget kort: ”En liden stund, så ser I mig ikke længere”. Jesus siger det til sine venner skærtorsdag aften, men de forstår ikke hvad han taler om. Han siger, at han går til Faderen, og at de skal se ham om en liden stund. Hvordan kan det hænge sammen? 

I opstandelsens eftertanke går vi mellem påske og pinse med evangelisten Johannes tilbage til Jesu sidste aften, hvor han giver disciplene sine løfter om, at sorg skal vendes til glæde, og at han fra Faderen vil sende dem Helligånden, der vil være hans himmelske nærvær hos dem på jorden. 

At skære Jesu afskedstaler ned i små tekststykker som dagens evangelium er næsten en umulig opgave. Tekstafsnittet over 4 kapitler hos Johannes er nemlig som én lang kredsen om denne liden stund eller korte tid, der er så kort, at ordet ”samtidighed” melder sig. Hvor langt er der mellem Jesu død og opstandelse? Mellem hans fornedrelse og herliggørelse? 

Hos Johannes herliggøres Jesus på korset, hvorfra han ”vil drage alle jordens folk til sig” – og dog har vi også hos Johannes de skønne opstandelsesfortællinger med Maria Magdalene, der tror, at den opstandne er havemanden; og tvivleren Thomas, der fysisk stikker fingrene i Jesu sår, efter at Jesus er kommet til ham gennem lukkede døre; og om Peter, der spiser fisk med Jesus, der kærligt genindsætter ham i apostelembedet, selvom han langfredag har fornægtet Jesus 3 gange. 

Så hvor langt er der mellem fornedrelse og herliggørelse, mellem sorg og glæde, mellem død og opstandelse? Tiden kan falde os lang. Langt mere end blot 3 dage, når vi er ved at gå til i bekymring, sorg eller angst. Men i Guds optik er stunden så kort, at alt er samtidigt. 

Når et lille barn kommer til verden, er glæden stor. De nybagte forældre står med underet i deres arme. Der er ingen glæde i verden så fuldkommen som at stå med et liv i hænderne og overvældes af en kærlighed, der er større end én selv. Den føles som universets urkraft i mellemrummet mellem forælder og barn. Graviditetens og fødslens store krise – og det er jo en livsfarlig krise – er glemt, selvom det kun var kort tid siden. Og der er kun liv og glæde, hvis barnet er kommet helskindet og fuldbårent til verden. 

Det stærkeste billede, vi kender fra vores egen verden, anvendes således af Jesus til at forkynde håb for sine venner om, at deres langfredagssorg om kun en liden stund skal blive til opstandelsesglæde. Den fuldkomne glæde, som ingen skal tage fra dem igen. Heller ikke selv om der kommer nye sorger, nye bekymringer, ny angst og udsathed. I opstandelsen får de glæden, Jesus kommer med, fordi han er Faderens enbårne søn. 

Når disciplene ikke forstår, hvad Jesus mener med en liden stund, hænger det sammen med, at de heller ikke forstår, at han går til Faderen. Jesus herliggøres ikke i en kraftpræstation, der hører til i en science-fiction-film. Jesus herliggøres, når Faderen herliggøres. I forhold til vores almindelige tidsfornemmelse, flyder horisonterne sammen. På korset er alt fuldbragt ved kærlighedens store forsoning, mellem Fader og Søn. Og når Ånden som en talsmand efter pinse vil tage bolig i disciplenes hjerter, lever den opstandne i dem med sin nåde og sin sandhed. 

Den fuldkomne glæde hænger sammen med den fuldkomne kærlighed. Vi mennesker elsker ikke fuldkomment, og derfor findes der heller ingen glæde, der ikke kan modsiges. Den fuldkomne kærlighed og den fuldkomne glæde er det, som de i gamle dage omskrev med udtrykket: ”salighed”. Det er den salighed, som Gud har i sig selv, fordi Gud ikke bare har – men er – kærlighed. Men kærligheden strømmer over, for fuldkommenheden er ifølge evangeliet netop ikke at have nok i sig selv, og derfor inddrager den treenige Gud os i sin salighed. 

Opstandelsen er som det prisme, hvori saligheden brydes i alle lysets farver. Det er en herlighed, som kommer fra Gud, fordi den er Gud. Han deler den med os ved sit fuldbragte offer til syndernes forladelse og det evige liv. Det er en glæde, hvis fuldkommenhed ikke stammer fra os selv, og derfor også er noget andet end optimisme eller et lyst syn på tingene. 

Den fuldkomne glæde er Guds egen glæde. Det er den glæde, der kender til trængsel, men ikke kendes ved den, fordi den er overvundet. Det er den glæde, som nok har mærket sorgen, men ikke husker den, fordi håbet fylder mere. Det er den glæde, der ikke tænker på sin egen tid – hvor lang den kan være fx uendelig – men tænker på sin samtidighed med Gud. Den fuldkomne glæde er den korsfæstedes glæde over os i opstandelsens lys. 

Det er visdom, at de gamle fædre med tekstvalget her mellem påske og pinse trækker os tilbage til skærtorsdag aften for at høre om dette vidunderlige lys. For vi hører om himlen, mens vi lever på jorden. Evangeliet er ikke et lineært narrativ fra skabelse – eller din egen fødsel – og ud i den uendelige kedsomhed. Evangeliet er budskabet om Guds frelse, at du må være samtidig med ham, for hvem evighed er, at alt er præsent på én gang. 

Fortid, nutid og fremtid. Som i kærlighedens selvforglemmelse, vi momentvist oplevede her som glimt fra lysets hjem. For Gud er den fuldkomne glæde, der bærer sorgen; den ånd, der favner din kropslighed; den forsoning, der dømmer for at sætte fri; det liv, der netop – fordi det kunne dø – også opstod fra de døde.

I kender efterhånden så godt vores alterbillede, som I sidder med en kopi af i dag. I ”Blå Opstandelse” har Arne Haugen Sørensen aftegnet den herlighed, som evangeliet forkynder om. Vi mennesker må høre om himlen her på jorden. Og skal vi høre om Jesu opstandelse som ægte evangelium må det være som budskabet om vores egen opstandelse.

Som mange af jer ved, har kunstneren arbejdet utallige gange med motivet: Den kynisk firkantede grav, som et ubønhørligt vilkår; det sårbare og dødelige menneske; de barmhjertige hænder, der river det ud af dødens garn. 

Nogle synes, at de malede ben i graven, ligner en dyster påmindelse om, at vi skal dø. Memento mori, som de gamle romere havde en slave til at hviske erobreren i øret, når han red i triumftog igennem Rom for at blive hyldet. Men nej. Benene er ikke en påmindelse om, at du skal dø. 

Benene er blot den jordforbindelse i billedets nøgterne ærlighed om din og min død, som viser os, at også Jesu opstandelse som opstandelse for os er noget andet end en genoplivning eller en uendelig livsforlængelse. Jeg har altid svært ved at afgøre mig for, om det er Kristus eller mig selv, Arne Haugen Sørensen har malet. Det er der en god grund til. 

For i det samme motiv har maleren hen over årene både malet Kristus, umiskendelig med sine sårmærker, og sin egen datter Mathilde med et skørt. For Kristi opstandelse giver kun mening, hvis den fortæller om vores opstandelse. 

Men, hvor mange af Arne Haugen Sørensens første billeder aftegner den livløse skikkelse, så er den opstandne i vores billede fyldt med liv. Rank og med faste skridt går den opstandne i myndig frihed ind i herlighedens lys. Er det Kristus, der sidder ved Faderens højre hånd? Er det din elskede, der hos Gud gennemlyses, sådan som han eller hun var, da livet var koncentreret i sin skønneste styrke? Er det dig selv, med Kristus i hjertet, der bærer sorgen med fra graven og har den frihed, som det giver, at ingen kan tage den fuldkomne opstandelsesglæde fra dig? 

Jeg holder af, at billedet kan tydes, alt efter, hvor du er på din egen vandring mellem vugge og herlighed. Men dobbeltheden i billedet afspejler bedst den ”liden stund”, den korte tid – ja, den evige samtidighed, vi også finder i evangeliet:

I sørger nu, men jeg skal se jer igen, 
og da skal jeres hjerte glæde sig, 
og ingen skal tage jeres glæde fra jer. 
For den glæde er fuldkommen –

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 1 – 236 – 540/238 – 218

2. Påskedag

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
Lukasevangeliet 24,13-35

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Påskedag

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, påskedag 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Markusevangeliet 16,1-8

Prædiken oplæst af Elsebeth Hougaard Jensen

Skærtorsdag

Den sidste nadver, malet af Leonardo da Vinci

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, skærtorsdag 2021.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
Matthæusevangeliet 26,17-30

Prædiken oplæst af sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Langfredag

Prædiken langfredag i Lillerød Kirke ved sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«.Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage,  frels dig selv og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«   Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«
Markusevangeliet 15,20-39

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs

Der falder et lys på verden langfredag. Ja, der skinner netop et lys i mørket, som gør langfredag til langt mere end en dyster dag. Verden har brug for det lys. Lidelse, tortur og gudsforladthed behøver vi ikke at søge i kristendommen eller den gode bog. Verden er fuld af det og har altid været det. I langfredags evangelium er lidelsen kun bagtæppe for det lys, som skinner fra Kristus selv. 

Markus indleder sit evangelium med ordene: ”Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn”. Netop her i langfredags beretning lægger Markus bekendelsen til Kristus i munden på en romer: ”Sandelig, den mand var Guds søn!” Måske kræver det noget af os at se evangeliet netop her. Men det er her, det findes. For det er evangeliet om, at Gud er kærlighed.

Troen på den treenige Gud er kristendommens svære begreb for at udtrykke den enkle sandhed, at Gud lever. Det er Jesu kors, der gjorde det nødvendigt at formulere det enkle så kompliceret. For vi taler ikke om Gud, løsrevet fra Kristus. Tværtimod er det netop i Kristi kors, at Gud har åbenbaret sig som kærlighed. 

Men hvordan er det muligt at tænke Gud sammen med denne meningsløse lidelse? De første kristne og især Paulus, der skrev den smukke kærlighedens højsang – ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, men størst af dem er kærligheden” – var ikke i tvivl om, at der var frelse i Jesu død. Men hvordan?

Det var troen på, at Jesus Kristus er Guds søn, og ikke blot et stakkels, ofret menneske, der fødte den svære tanke, at Gud ikke kun er én, men tre i én. For Gud er ikke hævet over lidelsen, men i Kristus underlagt lidelsen. Og Gud er ikke en himmelsk konge, der ofrer et uskyldigt menneske, for at tilfredsstille sin egen ære, sådan som mange forklarer det. Gud er derimod både til stede, som Faderen, der lider smerten i adskillelsen fra sin søn, og som Sønnen, der er gudsforladt på grund af syndens overlast. 

Det er netop i langfredag, at vi ser, hvorfor de store religioner ikke er enige om Gud, og blot uenige om synet på Jesus af Nazareth. At Jesus af Nazareth er Kristus og Guds søn, er krumtappen i vores tro. Troen på, at Gud er kærlighed. At magt eller almagt ikke udtømmer vores håb til Gud. Men at vi i stedet klynger os til, at kærligheden faktisk er den dybeste hemmelighed i en verden, som vi i alt for høj grad ser ødelagt af kampen om magten igennem vold. Religion er skyld i meget af denne vold.

Evangeliet fordømmer i sin kerne ikke mennesker af en anden tro. Det favner dem. Det kan vi også gøre uden at gøre deres tro til en variant af vores. For det er ikke sandt, at vi alle tror på den samme Gud. Vi tror jo netop ikke på vores tro. Men på, at Gud frelser os på trods af vores vantro. Det var i tro, Peter lovede ikke at svigte. Det var i tro, at ypperstepræsten Kajfas fordømte Jesus som blasfemisk. Men troen holder ikke. Det gør frelserens kærlighed. Derfor er kærligheden større end både tro og håb. 

Du og jeg kan sige, at vi elsker. Og vi gør det også. Men ingen af os er kærligheden. Kærlighed betyder, at der både er en elskende og en elsket og kærligheden selv. At Gud er kærlighed, er i sig selv en enkel måde at sige dét på, at Gud er treenig: den elskende, den elskede og kærligheden. Fader, Søn og Helligånd. 

I langfredags mørke, som ikke er skabt af Gud, men af mennesker og findes den dag i dag, skinner netop dét lys fra Golgatha om evig kærlighed fra Jesus Kristus, Guds søn. 

Langfredag var for de første kristne og i Det Nye Testamente mere end blot en tilsyneladende tilfældig begivenhed i det, som filosoffen Hegel kaldte ”historiens slagtebænk” på grund af de mange ofre for volden i alles kamp mod alle. Korsfæstelsen af Jesus Kristus er den begivenhed i verdenshistorien, som er det egentlig centrum i frelseshistorien. Som et prisme, der kaster nådens lys på verden, og fortæller om Gud på en måde, som åbenbarer Guds treenige væsen – fra evighed af:

”Før verdens grundvold blev lagt, var Kristus som et lam uden plet og lyde bestemt til med sit blod at løskøbe os fra tomheden”, står der i Peters 1. brev. Og Kristi død skulle ikke kun komme os til gode men hele menneskeheden. For han ”er et sonoffer ikke blot for vore, men for hele verdens synder”, som Johannes tilføjer i sit 1. brev. Det er alene på dén baggrund, at samme Johannes sammenfatter, hvem Gud er, i den korte sætning: ”Gud er kærlighed”.

Op igennem historien har vi kristne talt med hinanden om, hvordan vi skulle forstå ”korsets gåde”. Vi kommer aldrig til at forstå den. Men vi vil ikke tillade nogen at gøre den til en biting, bare fordi den er svær at forstå. Tværtimod er det netop i dette lys, at vi tilbeder en frelser og forsoner, der ikke ligner noget andet, vi kender i verden. Så må verden le i hån, som de gjorde ad Kristus langfredag. 

Vi lever historisk, og vi fortolker med det sprog, vi har. Det har mennesker altid gjort. Og vi kan ikke tale om Jesus som et plet- og lydefrit lam med samme selvfølgelighed, som jøder, der var vokset op med offerritualer i en tempelkult, og derfor meningsfuldt kunne sige: ”Se, Guds lam, uskyldig, et sonoffer for vores synder!”. Men vi kan som dem forstå, hvorfor der ikke længere er et rigtigt alter i kirken; fordi der efter Jesu død ikke længere ofres for at tilfredsstille en himmelsk guddom. 

Til gengæld ser vi måske endnu tydeligere end dem, at det var religiøs vold, der slog Jesus ihjel, og at vi derfor er særligt opmærksomme på den religionskritik, der allerede lå i Jesu egen lære, fordi tro så let bliver til fanatisme. Så vi ser hans selvopofrelse på korset som en naturlig fortsættelse af hans forkyndelse om at forsone sig med sin næste først – og derefter bringe Gud sin gave. Sådan lærte han i Bjergprædikenen. 

Og sådan døde han på korset. Guds søn gav sig selv hen for sine bødler og fjender. I ham blev Gud deres næste. For heller ikke Gud dyrker religionen privat, men vil hellere forsoning med verden. ”Gud forligte os med sig selv, mens vi endnu var hans fjender”, siger Paulus.  

Efter Jesu korsfæstelse falder et lys på verden. Et nådigt lys på denne syndige verden. Men også et kritisk lys på denne religiøse verden. Det er kærlighedens nådige og kritiske lys, hvormed Gud i sit overstrømmende, elskende væsen rammer verden som en flod, der vil vaske både sind og fællesskaber rene i forsoning med guddommelig kærlighed. 

Langfredag er en god dag. På dén er kontrasten mellem Guds lys og verdens mørke stærkere end noget andet sted. Det er et mysterium, at Gud fra evighed af, har ønsket sig en verden, og en menneskehed at være Gud for, ja endda: sønner og døtre, som Kristi brødre og søstre, selvom de er ulydige børn. Derfor er det en åbenbaring af hans inderste væsen, at Gud allerede fra før verdens grundvold blev lagt havde udset sig selv til være offer for ondskab, elendighed, ensomhed, angst og død. 

Der er intet ondt i denne verden, som Gud ikke kan dele med dig, fordi han lever og derfor også smertes. En Gud, der ikke kan lide, kan heller ikke leve – og i hvert fald ikke elske. For kærlighed er at være sårbar overfor den elskede. Når jeg ser op og ser mig omkring i verden, kan jeg let blive i tvivl, om ægte kærlighed overhovedet findes. Men når jeg ser på den korsfæstede Jesus Kristus, er jeg aldrig i tvivl:

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng. Amen.

(Salmer: 197 – 192)

Palmesøndag

Prædiken ved Carsten Mulnæs, palmesøndag 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
Matthæusevangeliet 21,1-9

Prædiken ved Carsten Mulnæs

Prædiken palmesøndag i Lillerød Kirke

”Hosianna, Davids Søn!”. Der er noget skingert over råbet palmesøndag. Ligesom falske festtaler, skamros af chefen for at pynte sig selv eller hujende fans, der fejrer afgudsdyrkelsen af idolet: Palmesøndags hyldest er skinger. Vi forestiller os ofte koret ved Jesu indtog i Jerusalem som en jubelhyldest. 1. søndag i advent, hvor der blev prædiket over samme tekst, havde gudstjenesten da også en anden grundtone som adventstidens optakt til julens kulmination i himlens englekor, der synger: gloria in excelsis Deo ud under nattehvælvet. 

Men Palmesøndag indleder lidelseshistorien. Vi går ind i den stille uge og ved, at dér, hvor Jesus træder, bærer hvert skridt ham nærmere justitsmord og tortur, lynchstemning og forsmædelse. Ligeså højt, som de råber palmesøndag, råber de om få dage: ”Korsfæst ham!”. Fans er svigefulde. Det gælder både kulturelle, politiske og religiøse fans. De tiljubler for selv at få noget ud af det. Og derfor måtte Jesus blive en skuffelse. 

Vi mennesker vil så gerne se en plan med alting. Sådan var det også i den tidlige kristendom. Hos evangelisten Mattæus træder det særligt tydeligt frem, at der var en plan med det hele. Derfor er han den evangelist, der især finder vidnesbyrd i profetierne, der ligesom skulle have forudset, hvordan det hele ville gå med Jesus. Dengang, da han skrev, var det udtryk for et forsøg på samtale med jøderne, der som folk havde afvist, at Jesus var Messias. ”Når nu Jesu skæbne var blevet forudsagt, hvorfor kunne de så ikke forstå det?” – tænkte Mattæus. 

Mattæus var næppe selv særlig god til hebraisk. I Det Gamle Testamente rimer man nemlig på en anden måde, end vi gør på dansk med stavrim og enderim. Dér gentager man det samme med andre ord. Vi ved fx, at det er hebraisk poesi, når der står ridende … ”på et æsel og på et trækdyrs føl”. 

Profeten tænker kun på ét dyr, men udtrykker sig poetisk. Et æsel er jo et trækdyr, eller altså et arbejdsdyr, og afkom fra en hoppe. Men når vi ser, at Mattæus ikke forstod det hebraiske sprog, skyldes det, at han fortæller om både et æsel og et føl. Og derfor er der i kunsthistorien mange morsomme alterbilleder, hvor der både er et æsel og et føl. Men havde Jesus virkelig ”brug for” 2 dyr, som skrevet står? Nej, man rider kun på ét – med mindre man er en klovn eller en cirkusprinsesse.

Men det var altså sådan, evangelisterne brugte skriften. For at se en højere plan med det hele. Og når vi ved, hvordan det gik, så melder det sig også som et spørgsmål for os: hvad skulle den kommende lidelse egentlig gøre godt for? 

Der har næppe været den store opmærksomhed omkring Jesu indtog og hans tempelrensning umiddelbart efter. Havde han virkelig sat hele Jerusalem på den anden ende, havde han ikke overlevet til langfredag. Men det er stærk symbolik om forventning og skuffet forventning, at vi her på den sidste søndag i fastetiden, på tærsklen til den stille uge, går ind i flokken af mennesker, der har forventninger til Gud. Både forventninger, der skuffes, og forventninger, der opfyldes – men på Guds egen måde.

”Hosianna i det højeste!” Dybden i dét jubelråb er jo også, at det i virkeligheden er et råb om frelse og kun blev et jubelråb i fortrøstning til, at det gør Gud også. 

Men frelsen lignede ikke dét, som Jesu samtid – og den meste religion inklusive meget af kirkens senere teologi op igennem historien – håbede på af omvæltninger, der kunne måles politisk. Frelsen var ikke af denne verden. Og det er sandt, at han ”der kommer i Herrens navn” er velsignet. Engang var det en hyldest til Israels konge. For os gælder hyldesten Kristus, men han er velsignet i kraft af en herlighed, der ikke ligner det, vi ellers ville forvente af en konge, en frelser, en Gud. 

Jesus kom som et fredssymbol, ridende på et arbejdsdyr, fordi Messias er frelser for dem, der slider sig trætte og bærer tunge byrder. Jesus forkyndte hvile for tyngede samvittigheder og kom med gode råd om at leve et liv som velsignelse for andre ved i tjeneste at tage det åg på sig, som er let og godt. Og først og fremmest: så kom han for at skabe den fred, der ikke vindes på krigens men kun på forsoningens vej. 

Kristi sejr er derfor heller ikke en triumf over sine modstandere – det er synd, død og djævel han i sin opstandelse vil træde på nakke – men en forsoning med sine fjender. Kristus vinder mennesker ved at sætte dem i frihed og ikke ved at undertvinge sig dem. Han kommer som den, der kun har vundet, når vi er vundet. For sådan tænker kærligheden, der får den elskede, ved at give sig til den elskede. En Gud, der elsker sin menneskehed. 

Den tidlige kristne hymne, som Paulus citerer i filipperbrevet, fortæller om den store ”U-bevægelse” i Jesu forsonergerning. Han kom fra Gud og han tilbedes som en Gud, for han har af Gud fået navnet over alle navne, så hvert knæ skal bøje sig for ham. Han er velsignet i sit komme i Herrens navn, og derfor blev hans eget navn ikke bare Jesus men også velsignet som Kristus: den salvede og kronede konge. 

Men vejen dértil var kærlighedens, forsoningens, selvhengivelsens og ydmygelsens vej. Som et stort ”U” fra herlighed til herlighed – igennem fornedrelse. Der er ingen frygt eller misundelse i hjertets hyldest til Kristus, sådan som der ellers tit er, når flokken hylder deres helt – og derfor også få dage efter korsfæster deres ”anti-helt”. Der er kun taknemmelighed over, at han ikke regnede det for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på sin egen værdighed for at skænke os værdighed. At han ydmygede sig for at komme os nær og blev menneske. Han blev lydig, for at dele vilkår med os, der er ulykkeligt bundet til at adlyde både forgængelighedens og syndens benhårde krav på os. Ja, han blev lydig indtil døden på et kors. 

Sådan sang den tidligste kristne menighed om deres Gud. Romerne rystede på hovedet ad det! Vi har beretninger fra romerske embedsmænd, der med forundring skriver hjem om, at de kristne tilbad Jesus ”som en Gud”. På programbladet ser I en spottende graffiti, der viser, hvordan man i det 2. århundrede gjorde grin med de kristnes æsel-frelser. En spot og en hån, der åbenbart ikke er gået af mode. 

Men Gud kan bære det, og så kan vi også. Det er jo netop i dét, at enhver må se, hvorfor kristendom, hvis den følger i æselrytterens spor, ikke ligner anden religion, der ønsker at undertvinge andre folkeslag med vold eller terror. Vi kan finde spotten af vores Herre, udannet, skamløs og ondskabsfuld. Men vi ville aldrig forsvare Kristi ære ved at forbyde nogen at håne ham. Vi ville ikke rejse en opstand, som Muhammedtegningerne kunne i Mellemøsten. Og det er ikke, fordi Kristus betyder for lidt. Det er, fordi han betyder noget andet. 

Kristus søgte ikke sin egen ære, men vores ære. Derfor søger kristne heller ikke kirkens ære, men ærer deres frelser ved at have dét sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus, 

… der ikke regnede det for et rov at være lige med Gud … men tog en tjeners skikkelse på … ydmygede sig … og blev lydig indtil døden … på et kors. 

Når denne er mand, Jesus Kristus, er Herre, til Gud Faders ære; så fortæller det alt om, hvilken ære Gud vil have for sig selv. Ene og alene den ære at være forsoningens herre, som forligte os med sig selv, endnu mens vi var forvirrede, bange og fjender af Gud. Netop derfor siger vi: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn –

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

(Salmer: 176 – 613)