Category: Forside

Søndag 10. januar 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Markusevangeliet 10,13-16

Se søndagens prædiken med sognepræst Lars Emil Bolt på kirkebs facebook-side:

https://fb.watch/2Y5diDQd-1/

6. januar, af sognepræst Carsten Mulnæs

En nytårsrefleksion

”Vi længes mere, end vi tror”. Længslen er en dyb grundstemning i mennesket, fordi det har abstraktionsevne og fantasi. Vi kan forestille os, at vi befandt os på et andet sted eller i en anden tid. 

Når længslen er efter en anden, bærer den også vidnesbyrd om, at vi grundlæggende er socialt indrettede. Længslen er en drivfjeder bag mange kreative udkast og meget eksistentielt vovemod. Heri er kærlighed det største.

Længslen kan også fængsle. Så meget endda, at mennesket ikke kan rokke sig ud af stedet. Den kan underbinde en persons energi. Så rimer længsel på fængsel. 

Længsel er ikke kun udlængsel men også hjemlængsel. Ja, faktisk optræder udlængsel ofte som blot forklædt hjemlængsel. Det sker, når man søger ud – for at finde sig selv. Den, som i én forstand jo hele tiden burde have været lige ved hånden, men ikke umiddelbart kunne erfares sådan. 

Længslen er tvetydig og forkynder, at vi både kan blive væk for os selv og finde os selv. Men især fortæller den, at vi har lyst til mere. 

Mere end det flygtige nu. Mere end det øjensynlige rum. Længslen fortæller sandt, at mennesket er mere end en ting. Det er ikke en sten, selvom utilfredsstillet længsel kan forstene. Vi lever vores tilværelse på rejsen gennem rækken af flygtige nu’er i det øjensynlige rum, som tegner vores liv og vores hverdag. Og oftest mærker vi ikke, at vi måske i virkeligheden længes mere, end vi tror. Men højtiderne kan gøre os opmærksomme på det. 

Fx et nytår, hvor tusindvis af forsætter bliver formuleret, fordi tidens gang bliver anledning til eftertanke over det, der kunne være anderledes. Hvad blev der tænkt kl. 12? Er det en rimelig nytårsrefleksion, at vi længes mere, end vi tror?

Tidens forgængelighed kan tænde længslen efter evighed. Det bestandige, det uforanderlige, det urokkelige. Filosoffen Nietzsche beskrev i et midnatsdigt den dybe “Weltschmerz”. Jeg har forsøgt at oversætte det svære digt om hjertesorgen over livets forkrænkelighed:

Dyb er verdens sorg
Lyst, dog dybere end hjerteve.
Smerten siger: forgå!
men al lyst vil evighed
dybe dybe evighed.

Forgængeligheden – eller som vi også siger – forkrænkeligheden har sin smerte, der giver mennesket at mærke sin længsel. Barndommen er kort, ungdom er kun en overgang, og det gamle menneske har længe mærket forgængeligheden i egen krop eller sind. Måske er det den fysiske organisme, der ikke længere lystrer. Måske er det ånden og erindringen, som er svækket. Tidens gang har sit vemod, og det er ikke ualmindeligt, at mennesket længes efter dage, der er gået. 

Den eksistentielle smerte, som filosoffen Nietzsche beskriver, fortæller om en lyst men også om en hjerteve. Smerten siger – nærmest trodsigt – “forgå!”, for det er alligevel naturens ubønhørlige gang. Dog er verden dyb, og midt i denne forgængelighed er der en dyb dyb livslyst, som vil evighed. Det drømmende jeg, der er vågnet, får os alligevel til at opleve, at det er og bliver en længsel efter fortid. 

Nietzsches digt råber mareridtsagtigt både om eksistentiel lidenskab og om vilje til evighed – endda dyb dyb evighed – og dog er der i denne drømmeagtige trodsighed en modstand mod tidens ubønhørlige fremadskriden, som på en måde får evigheden til i sin dybe dybe bestandighed allerede at ligne det, der er overstået. 

Evighed som det bestandige, urokkelige, uforanderlige – er det andet end en fremtid i fortidighedens billede? 

Abraham fik engang af Gud at vide, at han skal rejse ud. Forlade sit hjemland og finde det sted, som Gud vil vise ham. Hvad får ham til at drage afsted? Det er en begyndelse. En begyndelse på noget virkeligt nyt. Det er også historisk. Abraham blev nomade. En rejsende. Fortællingen om ham bliver en rejseberetning. 

Abraham bliver den, Paulus kalder “Troens fader”. I tro begiver Abraham sig afsted. Ud i en ukendt fremtid. En fremtid, der er usikker. Intet er åbenlyst på forhånd. Andet end Guds løfte. Og det er jo netop et ord om det, der endnu ikke kan ses. Et løfte om fremtid. Om velsignelse og forbandelse som udtryk for Guds beskærmelse af Abraham. Han skal gå, Gud i vold. Og fordi han gik, blev han troens fader. 

Der står intet om, at han længtes. Og slet ikke om, at han længtes efter evighed. Tværtimod, så bliver historien om Abraham en fortælling om det modsatte af den omtalte filosofiske evighed, som var bestandig, urokkelig og uforanderlig. 

Netop var. En evighed nemlig, der aldrig rigtigt blev sat i bevægelse. For det, der kan sættes i bevægelse, forandrer sig. Så Abraham tror, mens Nietzsche længes. 

Nietzsche giver udtryk for en erfaring, vi ofte kan spejle os i. For det er måske sandt på en anden måde, at vi længes mere, end vi tror. 

Nemlig tror. I alvorstung prægnant forstand! Hvis vi længes mere, end vi tror, stivner fremtiden i fortid. Troen, er en tro på, at morgendagen er svanger på mulighed. At det flygtige nu og det øjensynlige rum ikke er en forbandelse men en velsignelse. Fordi Herren går med. 

Men Guds fremtid er den nyskabelse, som lover velsignelse. Tør vi tro på Herrens velsignelse, også i det nye år? Tør vi tro mere, end vi længes? Eller skal det blive ved at være sandt, at vi længes mere, end vi tror? 

Kun hvis vi tror på Gud – Abrahams Gud og Jesu far – og hans fremtid bliver et nytår en oprindelse af mulighed og mere end en ny runde i tilværelsens hjul af forgængelighed, hvor smerten giver længselsfuld lyst til det tabte.

Gudstjeneste ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel. 
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.
Lukasevangeliet 2,25-40

Prædiken v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Lukasevangeliet 2,1-14

Til gudstjenesten 25. december skulle Asta Bundgaard Wancher have spillet cello i kirken. Desværre blev gudstjenesten aflyst, men stykket skal I ikke snydes for:

En juleprædiken af sognepræst Carsten Mulnæs i det Herrens corona-år 2020

Hvordan sætter man pris på et menneske? 

Et medmenneske – sin fjende – sig selv? 

Romerne var meget dygtige til at skabe infrastruktur. Deres mægtige rige var bundet sammen af veje, der alle ”førte til Rom”, og en stærk økonomisk strategi. Raffinement i politik nåede i Romerriget et hidtil uset niveau. Økonomi, filosofi og retorik var de stærke redskaber til at binde riget sammen og gøre det stærkt udadtil og indadtil. 

Den økonomiske tænkning slog også igennem i menneskesynet, hvor en handicappet – som en falsk mønt – kunne kaldes ”invalid”. Det var dybest set en måde at prissætte mennesket på som en borger, der var ”værdiløs”. Problemet med at tale om et menneskes værdi, er, at priser går op og ned. De følger konjunkturer. En pris kan være både høj og lav. 

Det bibelske menneskesyn taler derfor hellere om menneskets værdighed. Den gammeltestamentlige salme 8 forkynder om mennesket: ”Du har gjort det kun lidt ringere end Gud”. På spørgsmålet: ”Hvad er et menneske”, svares der med et billede af noget af det mest værdiløse man kan forestille sig som værn mod politiske modstandere: et billede af det, nemlig, der kommer ud af ”børns og spædes mund”.

Det er smuk jødisk poesi. Ikke særligt anvendeligt i magtkampe. Men i høj grad egnet til at sætte pris på et menneske. I juleevangeliet står de to menneskesyn over for hinanden. 

Den romerske Kejser Augustus ville holde folketælling i hele verden. Sådan én handler om penge. Om at kunne inddrive skatter, for penge er magt. 

Penge er umiddelbart et gode, der på det helt jordnære plan er et redskab til at skabe løsninger. Men selvfølgelig er der, som vi ved, meget grådighed i politik og økonomi. Det ser vi, hver gang pengenes magt især ønskes brugt til at skabe gode løsninger for sig selv. Mennesket er en synder, så det sker tit. 

Der er også andre politiske magtinstrumenter end penge. Dem var romerne dygtige til at bruge – retorik, alliancer og kultur – og det ser vi jo stadigvæk. Romerriget havde sin tid, men mennesket har i grunden ikke ændret sig. 

I den kendte julehistorie om folketællingen fødes også et lille barn. Det barn voksede op og blev en mand, Jesus Kristus, som i Det Nye Testamente kaldes ”Guds væsens udtrykte billede”. 

Når kirken 2000 år efter fejrer hans fødsel er det ikke for at fejre livets under eller det barnlige sindelag, selvom dét i de fleste af os spiller med, især hvis vi for nylig har set et barn komme helskindet til verden. Faktisk fejrede kirken i de første mange århundreder ikke rigtig jul. For det var i den voksne mands ord og gerninger, at menigheden så og tilbad Guds væsens udtrykte billede. I kærligheden til de svage og arme. Kort sagt: Guds væsen er barmhjertighed. 

Hvor romeren så den fattige, vanføre og kriminelle som værdiløse, fortalte Jesus om de samme mennesker, som Guds børn, der især havde en plads i gudsrigets fest og en indgang til Paradis. 

De var måske ikke for en samfundsøkonomi ”værdifulde”, men de var ”værdige”, fordi kærligheden gjorde dem værdige. På et tidspunkt prøvede nogle at få den voksne Jesus i fedtefadet ved at inddrage hans teologi og samfundssyn i spørgsmålet om, hvorvidt man skulle betale skat eller ej. A propos.

Jesu svar er velkendt. Gud og kejseren behøver ikke slås om vores hjerter, hvis vi giver Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad der er hans. Men inden Jesus svarer, gør han pointen anskuelig ved at bede dem give ham en mønt: på den var nemlig præget kejserens billede. Dét er den vigtige forskel. Mennesket er skabt i Guds billede og ikke i kejserens. Men magthaveren præger sig selv i økonomiens sølvblanke flade for at understrege sin magt. 

Vi lever i verden og derfor med både Guds og kejserens love. Vi lever også i et kristent land, hvilket gør det relevant at tænke teologisk også om samfundsforhold. Men man skal holde tungen lige i munden, fordi vi har fået det, man kan kalde ”kulturkristendom”. For vores kultur er så gennemsyret af kristendom, at vi også har en folkekirke, hvor en gudstjeneste ikke bare er til Guds ære, men også et offentligt anliggende. Denne dobbelthed rummer de fleste af os. 

Det er et gode, at kirken i vores land har så gunstige betingelser for at forkynde evangeliet, som vi har. Og derfor ligner vores tid slet ikke den tid, hvor Jesus kom til verden. Ham var der jo netop ikke rigtigt plads til! Da den mægtige kejser havde udkommanderet hans forældre samtidigt med, at han valgte at komme til verden, blev han født uden for det gode selskab og almindelig basal komfort. I en snavset og støvet stald indåndede han verdens luft for første gang. 

Som årene er gået har ”krybberummet” fået et romantisk skær, det ikke havde i begyndelsen, hvor det var et symbol på hans menneskelige fattigdom. Et forvarsel om, at hans død også blev som ”værdiløs” i verdens øjne. En korsfæstet oprører.

Der var ikke plads til den hellige familie i herberget. Denne jul kan vi også kun være ganske få til gudstjenester i kirkehusene. Men det vigtigste er sådan set heller ikke, hvem der blev lukket ind. Men hvad vi gør, når vi bliver lukket ud! I den gamle romerske kirke, som jo er moder til den lutherske, hed gudstjenesten på latin: missa. Og det gør den endnu i dag For messen er en udsendelse. Når vi har været samlet i kirken og hørt, at Guds præg på os rummer langt større værdighed end den pris, som samfundet kan sætte på os, har vi også hørt kaldet til at dele ud af den barmhjertighed og Jesu menneskesyn.  

I foråret kunne man læse et menneskes værdi beskrevet i ret kyniske vendinger. Fx sådan her: ”Ja, det er mere etisk at redde unge end gamle fra Corona … Lighedsbetragtningen går på, at hvis man har levet 75 år, så har man levet det meste af et normalt livsspænd og fået den normale ’portion’. Det har man ikke som 40-årig, og ud fra dén betragtning er jeg enig i, at man skal prioritere den 40-årige frem for den 75-årige.” 

Problemet er ikke de konkrete konsekvenser, der har, at der må prioriteres. Det er et vilkår. Men det er ikke sandt, at livet er en portion, vi får som en rettighed, der på et tidspunkt bringer én i den situation, hvor man ikke har ”mere til gode”. 

Juleevangeliets stille alvor er i stedet, at både du selv, din fjende og dit medmenneske – uanset alder, intelligens eller handicap – i Guds øjne har uendelig værdi. 

Det vil sige: det har slet ikke ingen økonomisk værdi men den højeste værdighed som Guds barn. Og derfor går vi herfra med evangeliet om Guds barmhjertighed i ryggen og deler ud af dén – også til dem, der ikke var plads til i herberget eller denne jul: i kirken. 

Vi går derud, hvor det lille Jesusbarn begyndte sin vandring blandt mennesker. Han satte jo pris på mennesker ved ikke at acceptere, at der kunne sættes en pris. Kejsere tæller penge, men Jesus har lært os, at Gud, når han tæller mennesker, faktisk aldrig kommer længere end til én. For hvis der mangler én, lader han hånt om de 99 frelste i fårefolden for at finde det ene, der har forvildet sig. Gud er elendig til statistik, men god til frelse. 

Juleevangeliet sammen med hele historien, der fulgte, viser os, at han kommer til dem, der er ramt, og ofte ikke på de etablerede stier eller kirkestier men dér, hvor de er kommet på afveje. Dem har han især et godt øje til. Han vil findes os, hvor vi er, også denne jul –

Ære være Gud i det højeste og på jorden

Fred til mennesker med Guds velbehag!