2. søndag efter Helligtrekonger

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 16. januar 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.« 
Johannesevangeliet 4,5-26

Prædiken v. sognepræst Carsten Mulnæs

For mine synders skyld så jeg et TVprogram om ”tro til salg”. Her skulle reklamefolk hjælpe en sympatisk yngre præst med fornyelse. Teamets selvmodsigende opgavebeskrivelse var, at kristendommen er et ”stærkt brand”, men at indholdet svarer til ”vakuumpakket salt kød”, som ingen gider spise mere. 

Præstens kernebudskab kunne være udledt af den smukke tekst fra 1. Johannes Brev, som vi har hørt: 

Se, hvor stor en kærlighed, Faderen har vist os, 
at vi kaldes Guds børn, og vi er det!

Det er jo sandt, for Gud er kærlighed. Men er det, det samme som, at kærligheden er Gud? I de første 5 minutter af programmet forsøger præsten sig med ud fra treenigheden at forklare tesen med Gud som kærlighed, mens reklamefolkene smiler overbærende. Kærlighed er det svært at være modstander af, men der er alligevel for meget ”Gud” i det. I programmets sidste 5 minutter får præsten mulighed for at levere et fremtidssikret eksempel på forkyndelse af kærlighedsbudskabet i et stykke udleveret ”beat poetry”. Det er så dér, vi andre smiler – mere eller mindre – overbærende. I har mulighed for at se programmet på DRs hjemmeside. 

Der er noget i projektet om fornyelse for enhver pris, der ikke overbeviser. Hvis vi kun kommer for at høre det, vi kan sige os selv, hvorfor så bruge tid på at åbne Bibelen? Hvis vi blot vil have en hyggelig oplevelse med os selv og hinanden, hvorfor så overhovedet gå over i kirken for at opsøge det? 

Det vil ikke overraske jer, at denne form for fornyelse ikke vil komme fra mig. For jeg tror ikke på den. Mange nye ideer blev fostret i Corona-tiden, og nogle af dem vil vise sig at rumme gode muligheder. Alligevel – hvad var det egentlig, I savnede, da I ikke kunne komme i kirke? Var det at komme tilbage til nye salmer, der var peppet op til rockband i stedet for orgelmusik? En spændende liturgi på et omdelt A4-ark, fordi den var ny hver søndag? Eller var det at høre rappede bønner i knækprosa? 

Måske var det – nogle, ved jeg, savnede netop den højmesse, vi har nu; det velkendte, der er slidt til. Vi er forskellige. Jeg har en jakke – min bedste – der er 30 år gammel, og en trøje, der næsten er lige så gammel. Der er huller i jakken og lapper på trøjens albuer, men det er som at sige farvel til en gammel ven, at jeg nu omsider har taget beslutningen: at de skal smides ud. De har dog først ligget i skuret i en måned – hvis nu jeg kom til at fortryde. De skal nok komme ud; og en gudstjenesteordning er jo heller ikke bare som en gammel jakke. Alligevel er der noget over et stykke tøj, man næsten føler, at man bor i, og sådan har nogle af os det vist med det velkendte i gudstjenesten.

Det hører så med til historien om TVprogrammet, at det var iscenesat for at lave kirkens ”produkt” om, så de unge mellem 15 og 40 ville tage det til sig. Præsten var nemlig bange for, at der ikke ville være nogen kirke efter ham, hvis ikke de yngre generationer begyndte at gå til gudstjeneste. 

Det er muligt, at kirkens overlevelse afhænger af en generation, der har fuld fart på med at studere, opdage verden, stifte familie og køre til både forældremøder og sport med børnene. Men det er måske også forståeligt, at det faktisk ikke bliver åndeligt ”slow food”, der er tid til i unge familiers hverdagscentrifuge. 

Da jeg for 30 år siden havde praktisk teologi på universitetet, sagde vores lektor, at man 30 år før havde været bekymret for, om kirken ville overleve, når man så ud over sådan en søndagsmenighed, hvor de alle var gråhårede: ”Men tænk, de sidder der endnu”, sagde han, ”det er bare nogle andre gråhårede”. Måske er der en pointe i, at søndagens stille time, aldrig bliver et tilløbsstykke for det travle menneske. 

Men har vi dybest set stadig brug for kirken? Spørgsmålet er ikke så overfladisk, som det kan lyde. Og jeg vil gå ad en omvej, der ikke ville være plads til i et 30 minutters TVprogram, for at høre spørgsmålet, sådan som det stilles i dagens evangelium.

For os gammelnordiske kristne er det nemlig slet ikke så let at forstå lige netop dén diskussion, som Jesus har med kvinden ved Sykar brønd. Hvorfor i alverden siger hun for eksempel:

Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?

Evangelisten forklarer hjælpsomt, at jøder nemlig ikke vil have med samaritanere at gøre. Men hvor meget hjælper dét? I kan godt se for jer, at reklamemanden allerede har skænket sig en kop kaffe og stillet blikket på uendeligt. Men det bliver endnu mere indviklet, mens Jesus taler med hende om ”levende vand”, og hun til gengæld bringer i spil, om man skal ”tilbede Gud” på det hellige bjerg i Samaria eller i Jerusalem. 

I virkeligheden er Jesu svar til hende lige præcis én af grundene til, at vi som kristne kan have rigtigt svært ved at forstå, hvordan jøderne tænkte om Guds tempel. Her i Corona-tiden har vi ikke blot oplevet afstand til hinanden, men også til kirken. 

Og i denne periode har jeg haft lejlighed til at fordybe mig lidt i, hvordan jøderne egentlig havde det, mens de var fordrevet i landflygtighed i Babylon ca. 600 år før Kristi fødsel. 

Forhistorien til dét er, at de var blevet deporteret fra Jerusalem. Og i øvrigt er grunden til, at vi i dag i Johannesvangeliet hører, at jøderne ikke kunne lide samaritanerne, at disse – da jøderne efter 50 år fik lov at komme tilbage til Palæstina – i den mellemliggende tid var blevet assimilerede med fremmede folkeslag, som havde slået sig ned i bosættelser i landet, og at der var kommet en synkretistisk religion og kultur ud af dét.  

I vores gamle testamente er det imidlertid jødedommens længsel efter deres helligdom, templet i Jerusalem, som vi kan læse om. Selvom Jeremias skrev sin profeti, inden ulykken indtraf, blev hans sprog en afgørende trøst i eksilet. Vi hørte det:

Vort hellige sted er en herligheds trone, 
Ophøjet fra først af. 
Herren er Israels håb, 
… kilden med levende vand. 

”De dybeste lag i hjertet” er længslen efter Herrens tempel. Og det er derfor, at Jesu ord til kvinden om, at han kan give hende ”levende vand”, også kan blive til et religionsmøde og en diskussion om, på hvilket sted man skal tilbede Gud. 

På bagkant af en Corona-tid tror jeg måske, at vi har de bedste forudsætninger for at forstå, hvordan jøderne under eksilet i Babylon længtes efter deres gudshus, som Jeremias og profeterne efter ham sammenlignede med kilder med levende vand.

Kilder har jo været grundsymbolet på forudsætningen for liv, siden vand første gang ved skabelsen vældede frem i ødemarken, og et Paradis blev til. 

Og samtidigt med, at vi vel nok kan forstå jødernes længsel efter deres hellige sted, bygningen til Guds ære, er det fundamentalt for indholdet i vores kristne tro, at Jesus netop afvisende svarer kvinden, som han gør: 

Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen…. Der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. 

Med andre ord: vi behøver ikke bestemte fysiske rammer for at kunne tilbede Gud. Det er så sandt, at det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken, end omvendt. Eller rettere: bedre at tænke på Gud fremfor på bygningen, der bærer hans navn. 

Budskabet om Kristus er universelt. Og evangeliet spredte sig netop så hurtigt over landegrænser, fordi ”tilbedelse i ånd og sandhed” ikke var afhængig af templet i Jerusalem eller de andre hellige steder i Israel. 

Alligevel forstår vi måske først for alvor, hvor stærkt det er, at Jesus siger dét til kvinden ved Sykar brønd, som han gør, hvis vi selv har erfaret kærligheden til en tilbedelse, der har historie, traditioner, ritualer og genkendelighed – nøjagtigt ligesom jøden Jesus og den samaritanske kvinde var fælles om at have det. De var – for at sige det på nudansk – groundede i deres tro. I kærlighed til en velkendt religiøs praksis.

Der er ingen dybsindig genvej til at lave det kristne budskab om til at være ”feel good – uden Gud”. Tværtimod kan vi glæde os over det gamle hus, som et hjem for vores åndelige søgen, der altid tager imod os, når det virkelig er sådan en søgen, vi har. 

Oveni købet har Corona-tiden med alle dens afsavn lært os, at de kilder, der ved gudstjenesten springer herinde i dåb og nadver, salmesang og bibelord, også er levende vand i den tilværelse, der leves udenfor.

Troen lærer os ikke, at templet eller kirken bare er gammelt bras. Men Jesus lover os, at det, de gamle så som sammenhængen mellem templet og kilder med levende vand, også kan blive vores livskraft som et nyskabelsens mirakel inden i os selv. 

Dette tager, som historien hos Johannes viser, lang tid at tilegne sig; og måske må vi igennem mange misforståelser, sådan som det var tilfældet med kvinden, der snakkede om en spand, mens Jesus talte om frelse. 

Men, hvis du så – nu – er udmattet, som Jesus, der ”træt af vandringen satte sig ved kilden”, så kan du høre hans budskab til dig som et løfte om velsignelse, du kan gå hjem på:

Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham – eller hende – blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv –

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 410 – 28 – 323/330 – 441

Gældende restriktioner

Torsdag den 13. januar 2022

Det nuværende arealkrav i kirken ophæves fra og med søndag den 16. januar. Det betyder, at det maksimale antal deltagere ikke længere er afhængig af kirkerummets størrelse.

Indtil 31. januar skal man dog fortsat have coronapas for at deltage i indendørs arrangementer med mere end 100 deltagere.

Der er også fortsat krav om mundbind, når man bevæger sig ind, ud eller rundt i rummet i forbindelse med kirkens arrangementer.

1. søndag efter Helligtrekonger

Gudstjeneste v/ Elsebeth Hougaard Jensen, søndag 9. januar 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Markusevangeliet 10,13-16

Gudstjeneste v. Elsebeth Hougaard Jensen

Babysalmesang

Musikpædagog Annette Havemann Linnet og sognepræst Lars Emil Bolt samarbejder om at tilbyde babysalmesang i Lillerød Kirke.

Der afholdes jævnligt forløb på 6-7 gange, som alle foregår tirsdag kl. 10 – 11.30.

Næste forløb begynder i januar:
25. januar 2022 – 8. marts 2022


Kontakt og oplysning 
Sognepræst Lars Emil Bolt 
Tlf: 3012 0075
E-mail: lebo@km.dk

Tilmeld dig nedenfor!

Helligtrekongers søndag

Gudstjeneste v/ Elsebeth Hougaard Jensen, søndag 2. januar 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.
Matthæusevangeliet 2,1-12

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Nytårsgudstjeneste

Billede: Adrian Grycuk – Eget arbejde, CC BY-SA 3.0 pl, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=26668992

Gudstjeneste v/ sognepræst Carsten Mulnæs, lørdag 1. januar 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«
Matthæusevangeliet 6,5-13

Godt nytår, kære menighed. Det håber vi, at det bliver. Der er altid en særlig stemning over en nytårsgudstjeneste. Egentlig er det en verdslig højtid med et tilfældigt kalenderårstal som omdrejningspunkt. Men vi er mennesker i verden, og måske er det derfor, at dagen får en særlig form for hellighed. 

Kirkeåret med dets cykliske gang spejler evigheden, når vi ved jul, påske og pinse gennemfejrer festerne for Kristi fødsel, hans død, opstandelse og herliggørelse, og lader vores eksistens gennemlyse af evangeliets nådige alvor i dom og oprejsning. 

På en særlig luthersk måde er det imidlertid også meningsfuldt, at vi netop dette nytår har haft vielse her i kirken kl. 14. Vielse er – som ordet siger – en hellig handling; og dog er ægteskabet netop ikke et sakramente. Ægteskabets hellighed er en helt igennem verdslig ting, men netop som del af det borgerlige liv en gudvelbehagelig ordning, hvor 2 personer etisk forpligter sig på hinanden i gensidig kærlighed og ligeværdig respekt. 

Og her til nytår har det altså en særlig betydning, at vi som kirkegængere kommer ind i Ordets hellige hal, fordi vores kulturkristendom minder os om, at der er en gudsdyrkelse, der hører hverdagen til. 

Vi mødes på Jesu navngivelsesdag, der er en del af julen; men netop denne dag understreger på en særlig måde betydningen af, at Guds lys med ham kom til verden. Vi siger om ethvert barn, at det kommer til verden, selvom det ikke kommer et andet sted fra. Men med Jesus forstår vi det sådan, at himlen kom til jorden. 

Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden. 

Det er jo kun himmel, hvor Guds vilje sker, mens vi er på jorden. Den er beboet af mange folkeslag og kulturer, og ingen kan være menneske – heller ikke et kristent menneske – uden at være det med sin kultur. Når Jesus ved navngivelsen blev omskåret, var det, fordi han var jøde. Nu kan det være, at riten blev til af hygiejniske grunde tilbage i en tid, hvortil vi ikke kan komme. 

Men selve symbolet fortæller også noget andet. For identiteten for den omskårede jøde er at blive en del af et folk; men også at dette sker ved at blive udsondret eller afskåret fra andre. I overført betydning skæres noget væk for at få en form ligesom, hver gang skrædderen af et stykke stof skal skære en kjole.

Så forstår vi for alvor, hvad inkarnation betyder. Det betyder mere end, at ”Ordet blev kød”, som vi hørte juledag, det betyder også, at ”Gud blev kulturel”. Tog bolig ikke bare ”iblandt os” men som én af os. Så verdsligt kan og må vi tale om Gud. 

Vi har endnu ikke overblik over, hvordan pandemien udvikler sig på bagkant af julen, eller hvad 2022 ellers vil bringe. Det er en tid med restriktioner, som vi kan have mange meninger om. Men landet skal ledes. Det er en helt igennem verdslig ting. Nytårsdag, som på alle andre søn- og helligdage beder vi for kongerigets styre. Med god grund. 

Det er ingen let sag. A propos omskåret og afskåret, så piver vi danskere hurtigt, hvis ikke vi må gå på bar efter midnat eller til koncert. Så føler vi os afskåret. Det er nu mest dem, der risikerer at dreje nøglen om, som er at ynke. Måske kan vi få lidt mere perspektiv på, hvad det er at være afskåret fra fællesskabet.

I Treblinka blev op mod 1.200.000 jøder effektivt myrdet på lidt over et år. De var en del af et folk, der gennem en særlig bog- erindrings- og rituel forsamlingskultur, centreret om Den Hellige Skrift, igennem 2000 år, havde bevaret en etnisk identitet, spredt, som de var, for alle vinde i Europa. Udsondret gennem omskærelse, ja. Men i den forfærdelige holocaust brutalt afskåret fra de samfund, som de med deres egenart havde indgået i og bidraget til med virksomhed, ånd og kultur. 

Det 3. Riges dæmoni vil jeg ikke udpensle. Jeg kan ikke selv holde ud at tænke på det. Men jeg har – nu et par gange – set en film på Netflix, jeg kan anbefale. ”Song of Names” hedder den, ”navnenes sang”. Enhver, der kan lide ægte kunstneriske film med både historie, violinspil og noget på hjerte, vil den efterlade med et nyt perspektiv på, hvad det vil sige at være afskåret. 

Et element i filmen er jødernes kultur for mundtlig overlevering. Der er en grund til, at deres læsning har en messende tone. Så er teksten nemmere at huske. Meget i vores bibel er først nedskrevet efter flere generationers mundtlige overlevering – men det er en eftertanke værd, at der indenfor jødedommen nogle steder er større tiltro til det mundtlige end det skriftlige ord. Man kan jo også skrive forkert. 

I år er min nytårsrefleksion til jer præget af tanken om, hvordan tiderne går og glemslen derfor truer. Nytårsløjer er som regel overstadige i forventning om, at det da kun kan gå fremad. Men der er også et vemod ved tidens fremadskriden. Ved Treblinka er sporet efter den forfærdelige udryddelseslejr et mindesmærke med 17.000 spredte sten uden navn på, der må repræsentere den navnløse elendighed af millioner af menneskers lidelser. Menneskers mulighed for ondskab er ufattelig. 

Netop nytårsdag lyder i kirken hvert andet år, ét af de smukkeste digte om tidens gang og Guds bestandighed. Salme 90 læser jeg ofte ved begravelser. Tider kommer og går, og slægt følger slægters gang. Det er sandt som apostlen Jakob skriver om os:

Vi er jo kun en tåge, som ses en kort tid, os så svinder bort. 

Men er der da en bestandighed, der overgår vores egen? Er der et hvilepunkt, hvor historiens larm og slægternes råben bringes velgørende til tavshed? Er der en godhed, der er stærkere end menneskehedens ondskab? En trofasthed, der overgår tilværelsens mål af kynisk tilfældighed? Fra salmen hørte vi:

Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. 
Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til,
fra evighed og til evighed er du Gud.
Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi,
som en nattevagt.

Tanken videreføres i den jødiske salme 103:

Han ved, at vi er skabt,
husker på, at vi er støv.
Menneskets liv er som græsset,
det blomstrer som markens blomster;
når vinden blæser over det, er det der ikke mere,
dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.
Men Herrens troskab varer fra evighed
til evighed mod dem, der frygter ham.

Gud alene kan være vores bestandighed. Når Jesus lærer os at bede, er det netop også med en remse, vi for længst har lært udenad. Det er sådan, han lærte os at huske det væsentlige. 

Vores egne navne vil en dag være glemt, men Guds navn vil fra evighed til evighed være holdt helligt. Verdens riger og lande, organisationer, kirker og partier vil forgå, men Guds rige vil komme fra sig selv og af sig selv. Og vores vilje, der tit nok skifter, som vinden blæser, den kan lære at bøje sig under den vilje, der sker i himlen, og hvis dén også sker på jorden, så er det til det bedste. 

I forhold til vores mange ønsker, planer og aktiviteter, som vi gerne vil have Guds velsignelse af, kan Fadervor synes så stillestående. Det er der en mening med. For det er netop i dette Stilleben, at Guds bestandighed vil bo hos os. Han er trofast. Hos ham er intet navn glemt, ingens lidelse, ingens længsel, ingens ensomhed. Ved dåben er vi også blevet hans folk ”med en omskærelse, ikke gjort med hænder”, siger Paulus, og derfor er vi aldrig afskåret fra den Gud, der vil være bolig i slægt efter slægt for både jøderne og os – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 713 – 433/434 – 714 – 716/717 – 712