Tilmelding til pinsegudstjenester

Skal du til pinsegudstjeneste? Tilmeld dig nedenfor:

Følgende regler kommer til at gælde:
Max 27 personer i kirken.
Tilmelding via denne side kræves.
Kun hver anden bænk må benyttes.
Der kræves 2 meters afstand når vi synger.
Der bruges kopierede sangark i stedet for salmebøger.
Der holdes ikke nadver.

6. søndag efter påske

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Johannesevangeliet 17,20-26

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: »På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.« Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Romerbrevet 8,31b-39

Kr. Himmelfart d. 21.maj 2020

Mange hilsner fra Kirsten Drigsdahl til Lillerød sogn.

Kr. Himmelfart d. 21.maj 2020 

Lukas 24, 46 – 53  

Kære alle! 

Det skulle have været konfirmationsdag, men Corona ville det anderledes, så en markering af Kristi Himmelfarts dag bliver det på hjemmesiden.

Kristus vender hjem, hvor han kom fra – siddende ved Guds Faders højre hånd, som trosbekendelsen formulerer det.Han er hjemme, hvorfra han, nu uden geografisk bundethed, kan være nærværende alle steder over hele verden – også her hos os. 

Det begivenheden vil, er at kort sagt at forkynde os livsmod til at leve vores liv her med fødderne på jorden – i medgang og modgang med himlen lige over os. Fra det høje møder Guds nærvær og tilgivelse os, som en kraftkilde, så vi kan orke at leve i for hinanden, uden at vores eget jeg er i vejen.

Jesus kalder en sidste gang disciplene sammen, velsigner dem og sender dem ud til livets tjeneste. Og så forsvinder den korsfæstede og opstandne for deres øjne. Men her slutter historien ikke, den åbner sig ud mod verden.

 – disciplene vendte fuld af glæde ind til Jerusalem og ventede på Pinsens Ånd, som gik i kødet på dem og gav dem kræfterne til med brask og bram at gå ud med evangeliet til alverden. I næstens tjeneste.  

Med sig havde de Guds historie og hans løfte om, at Kristus engang skulle komme tilbage i skyen, hvor han forsvandt efter udført mission. Da ville Himmel og Jord blive ét! Indtil da skulle de kun opleve himlen glimtvis.

Kristi Himmelfart ligger 40 dage efter opstandelsen og 10 dage inden Pinse – og understreger, hvor mange dage Jesus kunne færdes med disciplene som den opstandne. Nok til at de alle havde genkendt og forstået og fordøjet hans bevægelse fra dødsriget. Han havde en opgave til dem og 

Den tog de på sig, så også vi har hørt den og fået den som vores mål og mening. Guds historie med os i Kristus.  Så vi har en pejling og orientering i en forvirret verden og et menneskesyn, hvor fokus ligger ikke på os selv, men på næsten. Vi er hovedpersoner i Guds liv, men bipersoner i vores eget liv. 

Mennesker har altid søgt og længtes efter lykke.  Der udgives mange interessante selvhjælpsbøger, som vil fortælle os, hvordan vi gør os lykkelige. Det var ikke Jesus sag at gøre os lykkelige. Han kom med glæde, trøst og salighed. Lykke er ikke et kristent begreb.  Her tales om glæde og salighed, om tilgivelse og trøst. Her finder vi selvforglemmelse, som gevinsten ved at tjene sin næste, altså at være der for de andre

 Mennesket er i centrum, men ikke for sig selv. Gud blev mennesket, Jesus, netop for at vende vores blik ud til livet med hinanden. Og det ved vi, at dér, hvor man yder hjælp eller gør noget godt – uden at skænke sig selv en tanke, der kommer følelsen af selvværd med som sidegevinst. Og som ro. Selvforglemmelse er nok det nærmeste evangelierne kommer på lykke.   En befrielse fra at skulle spekulere og kredse rundt i sine egne problemer.   Her forkyndes Guds kærlighed, at være den kræftkilde, som gør det muligt at have fokus på andet end sig selv, ja, at forstå sig selv som biperson i sit liv.   At Kærligheden er omsat til aktiv medleven og indlevelse i den andens situation, er også alfa og omega i vores sociale liv med hinanden. 

Jesus var naturligt og helt tilstede i tiden og med en engageret medfølelse og barmhjertighed med de mennesker, som var trængte af sygdom, sorg og elendighed. Ja, døden som den yderste og største fjende i livet – også den gik han ind under og blev kaldt ud fra, for at besejre den indefra og give håb til os!  Hans disciple fik aldrig besked på at dyrke deres indre lykke, men at gå ud og stille sig i andres tjeneste, ligesom han. Det er hans klare fordring til os! Så livet kan elskes trods synd og død – og vi røres af det, og ligesom han kan vi gøre noget ved det, mens vi er her. 

Den Jesus, som vi i dag skulle fejre med gudstjeneste, steg til himmels, men efterlod sig et aldrig svigtende engagement i og for næsten. Og Ånden til at holde det oppe. Og det kan da let erfares, at det, som du gør, der ikke lige er for din egen skyld, det vender tilbage som overskud. Bedre stess-bekæmpelse findes ikke end at møde et taknemmeligt smil. 

Disciplene fik blikket rettet mod verden og gik ud i den med hans velsignelse og Ånd. Uden Ånd klasker alt sammen, den er dynamik og bevægelse og livsættende. 

I den store kristendomsfortælling går der først en bevægelse fra himmel til jord med julefortællingen, så en bevægelse fra korset til gravhulens mørke, så opstandelsen i påsken. Og dernæst bevægelsen til himlen, som vi ser Kr. Himmelfartsdag.  Vi er altså midt i en bevægelse, hvor Kristi Himmelfart er en mellemstation på vej til Pinse, hvor Ånden fra himlen går i kødet og alt lukker sig op som mulighed og tilskyndelse til ikke bare at resignere, når der er modstand.  Det er evangeliets U-bevægelse. Det ender godt.

Kristi Himmelfart vil os noget, fordi fortsættelse følger!

Himlen forestillede de ældste kristne sig som Guds sted. Fjern, når man kigger opad, men nær og møder jord og hav, når vi kigger efter i horisonten.    

Himlen ikke bare er et uendeligt, uendeligt rum; det er også kærlighedens livscenter. Og en sand frihed fra at skulle være oven over alt. 

Guds store og ubegribelige, overbærende kærlighed til os ovenfra, den svarer vi ved at give os hen til livet med hinanden, ja, det er livet om at gøre! Amen! 

Gudstjeneste igen!

Kirken den er et gammelt hus – og ja: Grundtvig tænkte på, at menigheden er levende sten eller altså mennesker, som kan være kirke, hvor som helst 2 eller 3 er forsamlede i Jesu navn! Men det er i høj grad HUSET, SALMERNES poesi til orgelspil og det uformidlede NÆRVÆR under hvælvingerne, vi også har savnet i denne coronatid. Vi har gjort vores bedste for at opretholde fællesskabet om den kristne forkyndelse med kvalitet i de digitale løsninger, men kirkerummet er alligevel som et hjem, vi savner at være i igen: 

Husene dog med kirkenavn… 
er os som hjemmet så kære…
Fonten os minder om vor dåb, 
alteret om nadverens nåde. 

D. 24. maj er der igen gudstjeneste i Lillerød Kirke, hvor vi blandt andet vil synge disse dejlige linjer. Nadveren bliver stadig kun noget alteret må minde os om, for det bliver en ord- og salmegudstjeneste, hvor alt er sundhedsmæssigt forsvarligt mellem tjenester, der også kræver tilmelding.

Følgende regler kommer til at gælde søndag 24/5:
Max 27 personer i kirken.
Tilmelding via denne side kræves.
Kun hver anden bænk må benyttes.
Der kræves 2 meters afstand når vi synger.
Der bruges kopierede sangark i stedet for salmebøger.
Der holdes ikke nadver.

Første gudstjeneste holdes kl. 10, og alt efter antallet af tilmeldinger, åbnes muligvis for en ekstra gudstjeneste kl. 11.30.

Hvis du tilhører en risikogruppe eller endda selv skulle være smittet, så bliver det muligt senere at lytte til prædikenen fra kirken via disse websider.

5. søndag efter påske 2020

Med de bedste hilsner fra Kirsten Drigsdahl til Lillerød sogn: 5. søndag efter påske 2020. Hjemmesyng salmebogens nr. 321

Johns. 17, 1-11

Kære alle! 

Det spændende og enestående ved det kristne gudsbillede er 3 i én – det giver en dynamisk udveksling, da Gud i og for sig kan tale med sig selv i en Faderen- Sønnen – Helligånden samtale. Endnu er det ikke pinse, så Helligånden har ikke manifesteret sig åbenlyst, men vi får i dag en samtale mellem Jesus og Gud. Far -og Søn kommunikation, et jeg-du forhold. 

Egentlig måske mere en monolog, men så intim og direkte, så den bliver et billede på dynamikken i samtalen. Den ypperstepræstelige bøn kalder man dette kapitel hos Johannes. Ypperstepræstelig, fordi Gud taler til Gud og beder for verden, for os. 

Der er en klar linje i Johannes specielle sprogbrug med kodeord i evigt liv og herliggjort. 

Og dette er det evige liv, at de kender dig, en eneste sande Gud og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”  Det evige liv er her ikke et anden eller overliggende liv, men udtrykt i en tillidsforhold mellem mennesker og Jesus og Jesus og Gud.  

Det er selvfølgelig den akse, hvorom evangelierne drejer. Tro er tillid.  Guds tillid ved at sende sig i sin Søn og den tillid, som Jesus levede ved at bruge al sin opmærksomhed, al sin tid og energi på at videregive denne tillid iblandt mennesker, så man/vi i ham genkendte Gud og lærte, hvad der er at stole på.  Her, langt henne i Johannesevangeliet fortælling, er en opsummering, et slags CV som Jesus præsenterer til Gud. Det har jeg talt og gjort og du er herliggjort. Tag mig tilbage, så vi igen er samlet, som dengang før verdens skabelse. 

Men først må du holde dit løfte om, at de stadig er dine, også efter og når jeg ikke længere er i verden. Hold dem fast, så i mit navn, så de kan være ét fællesskab i os.  Det er det evige liv!  

Vi har mange andre måder at tale om det evige liv på, og det skal vi jo det bedste vi kan, men her er substansen. Det er abstrakt, eller i ord, men Johannes har ville det sådan i en fortættet samtale. 

Tid og evighed ER 2 verdener. Den arabiske legende om fuglen Rok forholder sig til tidsforskellen. Fuglen Rok sliber én gang hver tusinde år sit næb på bjerget højt mod nord – én gang hvert tusinde år – og når bjerget er slidt ned og jævnet, så vil der være gået ét sekund af evigheden.

Også Johannes Åbenbaring, hvor der leges med tiden. En dag kaldes for tusinde år, og tusinde år for én dag – i Guds perspektiv.  Det er godt at huske, når tiden bliver en hindring.  Ligesom nu, hvor vi har gennemlevet en sær og ukendt tid med nedlukning og adskillelse. Det varer ikke evigt, selv om det godt kan føles sådan, når vi ikke bare frit kan mødes. Der har vi kunnet al vores tid, men nu oplevede vi så, hvordan det usædvanlige blev selvfølgeligt og det selvfølgelige usædvanligt. Vi ville ikke have valgt det, hvis ikke nødvendigheden kaldte! Men vi fik meget mere tid, og det har mærkedes hver dag både på godt og ondt. Nu begynder samfundslivet igen at åbne, forsigtigt og ængsteligt, men det åbner, og vi håber snart at kunne samles i kirken igen. Og at kunne gøre det uden corona-virus som flue på væggen. Det varer tid, inden vi igen har tillid til at åbne dørene og mødes ansigt til ansigt, men det varer ikke en evighed. 

Tilbage til evigheden og det evige liv, så beskrives det som Kærlighedens fællesskab

Ind i det fællesskab døbes vi med korstegning, vand og ord og Ånd. Knyttet til Guds fællesskab med os både i dette liv og på den anden side døden. Guds fællesskab overskrider alle grænser: landegrænser, kirkegrænser, fjendskaber, venskaber. Guds fællesskab er ét – selv om vi splitter os op. 

 Jesus insisterer på – i denne intense jeg-du på, at hans herlighed må kunne ses af os og få betydning i vores liv. Teksten trækker os ud af vores egen herlighed, den, som vi kan lide at vise for hinanden og smykke os med, gemme os i. Det er det gode budskab, at vi kan trækkes ud af os selv, ud af vores eget og flytte fokus hen på hans kærlighed. Det forunderlige er denne kærlighed, som kendes ved os og bærer os i liv og død. Det er en kærlighed med en helt grundlæggende tillid, som viser os hen til hinanden – en kærlighed, som prisgiver sig selv for at holde os i live. At det er hans herlighed!

Guds herlighed er det samme som hans kærlighed.  

Vi er villet af Gud og elsket af Gud, og han vil genoprette alt det, vi forspilder og splitter: Hinanden imellem, landene imellem, Gud og os imellem. 

Bønnen for os er en bøn om, at vi ikke må miste troen på det gode liv, men at vi – i det, der står til os, – er livet tro, og også i trange tider holder håbet højt for hinanden. Det er troens og tillidens gode mulighed. 

”Mit land, siger Herren, er Himmel og Jord, hvor kærlighed bor.”  

Amen!

3. søndag efter påske, den 3. maj 2020

ved Elsebeth Hougaard Jensen

Dele af søndagens tekst optaget i kirken med Elsebeth, kirkesanger og organist.

Johannesevangeliet, kapitel 14 vers 1-11

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort for at gøre en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen”. Thomas sagde til ham: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”? Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham”.

Jesus sagde: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort for at gøre en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen”. Thomas sagde til ham: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”? Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham”.


”Jeg er vejen og sandheden og livet”. Evangelieordene har hjemme i tiden, i evigheden og i kirkerummet den 3. maj år 2020. De trækker i polerne på livets sammensatte kompas på mere end én måde. Trækker i de poler, hvor imellem verden og også tilværelsen spændes ud og påvirkes af et sammensat og besynderligt magnetfelt, som vi ikke rigtigt forstår. Opfindelsen af det menneskelige kompas og senere af GPS systemet har lært os om nord, syd, øst og vest. Vi kan kortlægge vejen fra vores hjem og ruten gennem verden i mindste detalje. Videnskaben har også givet os uret, så vi kan måle vores livstid fra fødsel til død i dage, timer, minutter og sekunder. Men dagens evangelium viser os et helt anderledes levende navigationsudstyr.  Et modsat polsystem, som går fra himmel til jord, fra Gud til mennesker. En lodret eller vertikal linje eller en vej, som skærer sig igennem vores lille vej og vores lille tid med glimtvise nedslag fra evigheden af tro, håb og kærlighed – uden frygt og ophør. 

”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham”

Midt i dette polariserede magnetfelt drager vi så ud på livets vandring med troens, håbets og kærlighedens dyrebare kompas i lommen. Kirken hjælper os til at holde retningen – lærer os at gå efter lyset. Og det er og bliver en urgammel forestilling, at et menneskes liv udgør en bevægelse mod en bestemmelse, en rejse mod et mål, en hjemvenden til sig selv og sin oprindelse. Det gælder da om at finde den rette vej, så man ikke taber målet af syne og heller ikke lade sig distrahere så meget af fristelserne undervejs, at man mister koncentrationen.

Johannes-teksten handler om denne vej. Den handler om sandheden, og den handler om livet – om de mange boliger – kort sagt det hele. Vi befinder os med hensyn til kirkeåret midt mellem påske og pinse, og dermed stilles vi i et ”udenfor”, som samtidig er et ”indenfor”. Uden for tid og rum, uden for verden, men inden for kirken, treenigheden og gudstjenesten: Der og netop der vil teksterne høres, for at vi skal tro, at Jesus er Kristus.

Ifølge evangeliets tidslinje er vi der, hvor tiden moden til, at disciplene må komme til den dybe forståelse af, at Jesus er Kristus – Guds søn. Ansigt til ansigt med sin forestående død sammenfatter Jesus, hvad meningen med hans livsvej har været. Her oplever vi en stjernestund mellem Jesus og disciplene.  Men samtidig er det en regnskabets time, hvor et liv skal gøres op. Disciplene og vi andre erfarer, at der er ikke tale om en definitiv adskillelse og afsked; men fremover vil forbindelsen mellem Jesus og disciplene være på nye og anderledes vilkår.

Ordene i vers 6:  ”Jeg er vejen, og sandheden og livet” er omdrejningspunktet. I denne fyndige og ikoniske sætning fortættes alt det, disciplene har hørt indtil nu og alt, hvad de skal leve på fremover. Den klare og ubrydelige forbindelse mellem Jesus og Faderen mejsles i ordene ”jeg er”. Jeg er: livets brød, verdens lys, den gode hyrde, opstandelsen og livet og det sande vin træ. Alle jeg er-ordene udtrykker noget autentisk, trygt og oprindeligt. Her i afskedens stund kommer jeg-er-budskabet til at fungere som et kompas for disciplene midt i smertens og rådvildhedens blå time.

Og det er netop rådvildheden og usikkerheden, som skinner igennem dages tekst. Som Thomas udtrykker det: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”. Thomas rammer også vores moderne rådvildhed. Uden kort, GPS og kompas over ruten farer vi let vild undervejs og kan miste orienteringen. For vi er usikre på retningen og vigepligten på livets mange veje og vildveje. Ikke mindst lige her og nu midt i Corona tiden.

Livet har sine poler og sit grundvilkår. Og der bliver trukket i det hele. Den moderne livsvej i år 2020 er ganske anderledes end på Jesu tid. De kulisser, som normalt er hektiske og stressende, er er skiftet ud og sat på pause. På godt og ondt befinder vi os netop nu midt i en utryg og ejendommelig afstandsverden beskyttet af den skærm, vi gemmer os bag. Sammen hver for sig. Og herfra er vi så er overladt til vores egen evne til at håndtere og synkronisere viden, ekspertudtalelser og en endeløs og opslidende nyhedsstrøm. Det trækker ubehageligt i polerne. Og det trækker iskoldt fra døren til fremtiden. Frygten for økonomisk ruin og frygten og bekymringen for at blive syg og i værste fald miste livet eller et dyrebart medmenneske lurer på alle sider af skærmene. 

Vores tilkæmpede frihed til at bevæge os frit og frejdigt rundt i verden er lige nu sat på pause. Den mobilitet og eventyrlyst, vi plejer at krydre med mere eller mindre eksotiske rejser på kryds og tværs af verden, er erstattet af ufrivillig karantæne i vores eget hjem i vores eget land. Den moderne nomadekultur er sat på stand by.

Det har ellers været en vane for mennesker af tiden konstant at være undervejs til et eller andet både fysisk og åndeligt. Vores kalender plejer at være propfyldt med aftaler og rejseplaner. Mobilitet hører normalt til vores kultur og vores flimrende internet verden. For vi er, som man siger, under livslang omstilling og uddannelse og dannelse. Vi dyrker glad og gerne åndelig mobilitet og danner ikke vores identitet og holdninger een gang for alle i livet. Vi går ind af åbne døre, for at prøve, om der er noget at finde. Den mulighed har vi i rigt mål netop nu i det underlige karantæne forår, hvor vi er tvunget til at være flere timer i vores eget selskab. Hvem er vi, hvad vil vi, hvad tror vi på, hvilke håb og drømme har vi, og hvad betyder mest for os. De samme spørgsmål står også i kø, når det gælder kirke, tro og religion. Hvad kan vi undvære, og hvad er livsnødvendigt for os?  

Det underlige er, at der netop nu, hvor hverdagsbekymringen hersker, alligevel er blevet plads og rum til at registrere de mange små og store nedslag af befriende håb. For de er der og glimter selv nu. De viser et medmenneskeligt overskud og strømmer os gavmildt i møde. Den lille pose med nybagte kager eller blomsten foran hoveddøren. Fællessangen på tværs af land og by. De kreative møder på Skype over et glas vin. Den ekstra hånd til indkøb eller det smilende overskud til at løse praktiske problemer. Den naive tegning med humørikonet fra barnebarnet. En uventet opringning og glad stemme i telefonen. En forårsgåtur med afstand. Og sådan kunne vi blive ved. I det hele taget får mange små, nære ting et helt nyt liv i vores afstandsfællesskab med hinanden.

De små spirer af håb i en usædvanlig svær tid minder os om vores længsel efter enkelhed, nærhed og fællesskab. En længsel hjem eller tilbage. Og i denne længsel ligger der på én og samme tid et håb og en afstand. Håbet ligger i, at der er må være et ”back home”, at gå efter – og et eller andet sted, når den rette vej er fundet, så må der vinke et lys forude – Og forhåbentlig er der en favn, der tager imod. Afstanden, derimod, ligger i, at rødderne til hjemstavnen kan være usunde eller kappet over. 

Vi indser, at tidens flagrende mobilitet, omstillingsevne og nomadetilværelse i sig selv er ikke nok for os mennesker. Vi har et inderligt behov for at høre til et sted – en favn – et hjem – en helle. Også når det gælder kirke og tro. Og så er vi der, hvor kirken er og skal være rasteplads for vandrere undervejs. Et fristed, hvor ”pendleren” kan gøre holdt for at samle kræfter og livsmod. Også et hus, hvor man går ind for at få døbt sit barn. Kirken som rasteplads er rekreativ genskabelse og fornyelse af livsmodet. Og ikke mindst er det vigtigt, at kirken er åben – at den er åben som kirke – ikke mindst nu. Den er på en og samme tid oplyst vejviser og meningsbærer. For i det gamle hus skal vi kunne samle og rumme det hele i tro, håb og kærlighed til ham, som er og bliver vejen, sandheden og livet. Amen.

Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd.
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Guds tid er den allerbedste tid

– Toner og teologi om død og evighed

af sognepræst Carsten Mulnæs

Instruktion:
Lyt til teksten – eller læs den selv.
Scroll derefter ned i bunden og lyt til musikken.

Teksten oplæst af sognepræst Carsten Mulnæs. Lyt – eller læs selv nedenfor.

Her på Lillerød Kirkes hjemmeside har jeg fra You-tube lagt en særlig optagelse af Bachs kantate: ”Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit”, også kendt som Actus tragicus. Den musikalske entusiast må ikke snyde sig selv for den lille video bagefter med de fremragende musikeres samtale om mesterværket. Men her er lejligheden til, at jeg selv giver et kort rids af teologien i Bachs kantate. Denne optagelse på kun 20 minutter gør det fornemt ud for en hel gudstjeneste.

Tekstforlægget stammer fra Christlichen Bet-Schule af en vis Johann Olearius fra 1668 og er i sig selv en meningsfuld mosaik af bibelsteder, jeg her har oversat til dansk. Det unge geni Johan Sebastian Bach var kun 22 år, da han skabte denne perle, som med enkle virkemidler giver os en helt fantastisk prædiken. I værkets centrum står en generalpause som et atom af evigheden. Dén markerer kantatens vendepunkt fra dødsangst til den stillede længsel efter at være sammen med Kristus. 

Guds tid er den allerbedste tid. 
I ham lever vi, bevæges og er, så længe han vil (Lukas i apostlenes gerninger 17,28).
I ham dør vi til rette tid, når han vil. 

Den senere tilkomne titel, Actus tragicus, må henvise til den bitterhed, hvormed udvalgte bibelcitater skildrer dødens ubønhørlighed. Det sker blandt andet i indledningens tenor- og basarier, der formaner mennesket til nøgternt og med alvor at besinde sig på, at der er en frist for det levede liv og en opgave ved afslutningen: 

Ak, Herre, lær os at betænke, at vi skal dø, så vi får visdom (Sl. 90,12)
Beskik dit hus, for du skal dø og ikke forblive i live (Es. 38,1)

Imidlertid indfanger de poetiske indledningsord: Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit langt bedre end titlen Actus tragicus den fortrøstning, der går som en rød tråd fra begyndelse til slutning i det komprimerede værk. Neden under det modstridende følelsesmæssige udtryk og de eksistentielle erfaringer, som kantaten mesterligt inddrager os i, ligger en urokkelig tillid til at være i Guds hånd. 

Det sker blandt andet ved en instrumental koralmelodi i fløjter over salmen ”Ich hab mein Sach Gott heimgestellt/Jeg har overladt min sag til Gud”. Den spilles samtidigt med, at koret gribende afvikler en musikalsk kappestrid, hvor en fuga om dødens ubønhørlige lov prøver at overdøve sopranarien, der på sin side formulerer en enkel bøn om, at Jesus vil komme til den troende:

Der er en gammel lov, som siger: Menneske du skal dø (Sir. 14,17). Den eksistentielle kompleksitet, når dødens bitterhed tager livtag med det troende menneskes længsel efter Gud, er særligt mærkbar i den sats, der som et tyngdepunkt bygger op til klimaks i den centrale stilhed.

En fuga er et stykke, hvor temaet sættes an igen og igen. Ubønhørligt, derfor, gentages den gamle lov, om at mennesket skal dø, så den nærmest bankes ind i tilhøreren, og dødens vilkår skærer sig med dissonanser på ordet ”sterben” ind i tætte forløb, der skurer op ad hinanden, når de kæmper for at afbryde sopranens inderlige bøn:

Ja, kom Herre Jesus! (Åb. 22,20). Overgivelsen til Gud i Kristus får imidlertid det sidste ord. Den sendes opad og ender i en æterisk svævende koloratur, der klinger ud – her lige midt i værket – i en usædvanligt lang, fuldt noteret generalpause, der kommer til at stå som et komponeret atom af evigheden. I den filmede koncert her på hjemmesiden, er der i optagelsen arbejdet billedligt med at inddrage, hvad vi lidt dristigt kunne kalde Guds perspektiv. I dette afgørende øjeblik ligger vendepunktet. Evigheden.

Hele værket er bygget symmetrisk op omkring denne stilhed, så det falder i to dele, der kan opfattes som sorgens spørgsmål og trøstens svar og består af en gammeltestamentlig del og en nytestamentlig. Det græske bogstav x (ki) – der skrives som et X – kan grafisk ligne en spejling over en midterakse og har givet navn til udtrykket en ki-astisk struktur i forståelsen af tekster. Dette korslignende greb har Bach anvendt med vilje.

Før ”evighedsatomet” i generalpausen står således på den gammeltestamentlige side den gamle pagts lov for mennesket, at det skal. Men nu efter vendepunktet modsvares det af gengivelsen af Jesu frivillige overgivelse til sin far, da han på korset bad med citat fra salme 31: I dine hænder befaler jeg min ånd; du har forløst mig, Herre, du trofaste Gud (Luk. 23,46/Sl. 31,6)

Endnu før beskrivelsen af denne gamle lov, blev den konkrete alvor i vores dødelighed som omtalt til at føle på, fordi den, der ikke må forblive i live, må beskikke sit hus. Han må jo forlade det. Til gengæld fortsætter tiltroen efter vendepunktet derfor nu med et nyt citat fra korsfæstelsesscenen i Lukasevangeliet: Det er Jesu ord til den bodfærdige røver, at han fra i dag skal høre til et andet sted, fordi han skal være med ham i Paradis (Luk. 23,43).

Og tenorens alvorlige besindelse fra indledningen: Ak, Herre, lær os at betænke, at vi skal dø, så vi får visdom– modsvares nu ved kantatens hvilepunkt af Simeons lovsang. Denne tekst er også hentes fra Lukasevangeliet (Luk. 2,29-30) og er i eftertiden blevet et fast liturgisk led i kirken under navnet Nunc Dimittis. Den synges i kantaten i Luthers gendigtning og lyder oversat sådan her: 

Med fred og glæde går jeg did
Efter Guds vilje.
Frimodigt er mit hjerte og sind
Blødt og stille.
Som Gud har lovet mig
Er døden blevet mig en søvn.

Den kiastiske struktur bliver fuldkommen, når kantaten munder ud i en lovprisning af den evige treenighed, mens indledningssatsens digt, var bygget op som en udfoldelse af tanken om tid. Den tid, Gud giver os, er den bedste tid. Den er så at sige tid, med ophav i evigheden. 

Det er en trøst, at Gud har givet sig tid til os. Den nye pagt er Jesu egen udleverethed til Faderen. Evigheden tog sin egen tid i Jesu død og opstandelse. Jesu kors er symbolet på det som et evighedsatom. Tidens fylde skænkes af den korsfæstede med fred og glæde, når døden bliver til en søvn, fordi vi er hos Gud i både liv og død. Evigheden findes i Guds blik på mennesket, der lever og dør i Guds tid. Evighed er altså tidens dybde. Sådan var, er og bliver Guds tid den bedste!

Lovprisning, ære og herlighed
Være dig Gud, Fader og Søn
Samt med den Helligånd.
Din guddomskraft
Gøre os sejrrige
Ved Jesus Kristus. Amen.


Bach: ”Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit” (Actus tragicus)
Musikernes samtale om værket

1. Søndag efter påske 2020

af sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Man kan vælge, om man vil lytte til prædikenen eller selv læse den nedenfor.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Joh 21,15-19.

Lillerød Kirkes gamle klokker plejer at kalde os sammen til gudstjeneste hver eneste søndag året igennem. Vi kender lyden, går efter den og holder af den. Vi åbner kirkedøren under malmklang, hilser og nikker til hinanden, alt imens det spirende forår fryder øjet lige uden for kirkedøren. Men plejer er sat på pause indtil videre. Netop i denne ufrivillige pause rejser savnet og længslen sig i bevidstheden. Vi mangler en særlig dimension af foråret – også her efter påsken. 

Men foråret og livet omkring kirken er præget af travlhed. Det ved alle, der kommer forbi.  Vores dygtige gartnere på kirkegården er ildsjæle, som leverer deres eget livskraftige forårsevangelium i grokraft og farver ude på kirkegården. Midt i travlheden har de alligevel taget sig tid til at filme eller livestreame kirkeklokkernes vedholdende budskab til alle os, som er sammen om at holde afstand til det og til dem, vi elsker. Klik ind på den lille, håndholdte og vindblæste film, som en særlig indledning til dagens prædiken her 1. søndag efter påske.  

I dag giver det nemlig mere end god mening at tænke kirkens gamle klokker og klokkeringningen med i min prædiken. For i Corona tiden bliver klokkernes dybe malmklang en vigtig del af forkyndelsen – både den vi hører, og den vi savner. Med deres lange historie gennem vores omskiftelige tider af krig og fred, sygdom og død, sorg og glæde og åbne og lukkede kirkedøre har klokkerne vundet deres enestående troværdighed. Sammen og hver for sig bliver vi hver eneste søndag kaldt til gudstjeneste – også selv om vi ikke kan mødes fysisk i kirken. Den gamle lyd er tryg, stærk, samlende og autentisk. Og den blander sig tålmodigt i alle de mange elektroniske biplyde, der  hører vores moderne og normalt hektiske liv år 2020.

Erindringen, pulsslaget og gudsbevidstheden vågner ved klokkeklangen som et særligt akkompagnement til de stærke ord fra dagens Johannes-evangelium: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Ord med en karakteristisk ny stereolyd, netop fordi lyden og klangen kommer fra begge sider af påsken og opstandelsen. 

Vi lander i tiden lige efter påske i et nyt fællesmåltid efter skærtorsdag, og vi sætter vores fokus direkte på disciplen Peter. For det er og bliver ham, der er nøglen til dagens Johannesevangelium. Efter den store, overvældende og underfulde fiskefangst på Tiberias Sø, kommer discciplene trætte og lykkeligt forløste hjem. Og da de kommer i land, sidder ders læremester ved bålet og byder disciplene på frisk fisk og nybagt brød. Og så er det netop under dette fællesmåltid, dagens korte ordveksling mellem Jesus og Peter finder sted.

De evangeliske fællesmåltider taler med vægt og betydning,  når Jesus skal afsløre sin egen guddommelige natur i forholdet til de naive disciple. Også her. Skærtorsdag nat efter selve påskemåltidet havde Peter fornægtet Jesus tre gange, før hanen galede fredag morgen. I dag får tretallet også symbolsk betydning i det tredobbelte spørgsmål til Peter fra Jesus: ”elsker du mig”? Peters tre fornægtelser af Jesus kommer til at danne en betydningsfuld parallel til de tre kærlighedsspørgsmål i dagens Johannestekst. Vi får skærpet bevidstheden om, hvad der er før, og hvad der er efter påske. Opstandelsen i midten har gjort en verden til forskel. Men hverken før eller efter påskens drama er det Jesu hensigt at tvære Peter ud eller bore i hans menneskelige skrøbelighed og dårlige samvittighed. Nej, tværtimod rummer disse tre spørgsmål en mild og uforbeholden kærlighed og en betingelsesløs tilgivelse. Dagens evangelium er i det perspektiv en enkel og smuk skildring af forsoningens og tilgivelsens øjeblik, hvor Peter på trods af sine svagheder og fatale svigt alligevel findes værdig til at løse en fremtidsopgave. Fordomsfit indsættes han i det embede, det er,  at bære historien og kirken videre. Et budskab, som her første søndag efter påske henvender sig mildt og kærligt til alle os andre.

Tigivelse er ikke ensbetydende med at glemme det skete. Tilgivelse er at genoprette det brudte forhold. Og ordvekslingen i den afmålte samtale mellem dagens to hovedpersoner bærer sit tydelige præg af, at hverken Jesus eller Peter havde glemt, hvad der var gået forud. Vi andre er fortrolige med Peters dybe usikkerhed og hans dårlige samvittighed. Også med den afmagt, der siver stille og intenst ud imellem den pågående ordveksling mellem lærer og elev. Her er vi i den grad på hjemmebane – ikke mindst lige nu.

Det er den dybe klokkeklang med de mørke toner, vi hører her. En klang med lange rødder dybt ned i den menneskelige samvittighed og sårbarhed. Også din og min. For det er grænseoverskridende at få ribbet op i sin smertelige fortid, når man som Peter har skuffet og svigtet den, man holdt allermest af, hvor det gjaldt liv og død. 

På klokken ses fire ens medaljoner med en knælende ridder foran Kristus på korset.

Vi kan næsten mærke påskeydmygelsen på vores egen krop. Hvordan Jesus i menneskemængden i Jerusalem ville søge desperat efter et blik, som ikke var optændt af hadets gnistrende brand, et venneblik, som øjet kunne hvile i. Et blik, som så ind bagved det, han var dømt og anklaget for, et blik, der favnede kærligheden – og Gud. Så er han der, Peter, midt i menneskemylderet. Men den Peter, Jesus ser, vender ryggen til ham og lader, som om han ikke kender sin Herre og Mester. Den stærke discipel, hvis navn betyder klippe, han vakler. Han fornægter Jesus. En forhånelse meget værre end folkemængdens – som et dolkestik i hjertet, som flænser tiden, rummet og historien. Lyden fra en sørgmodig kirkeklokke rammer os.

Og nu ses de så igen – de to efter de begivenhedsrige påskedage. Efter opstandelsen – nærmest som i stereo. Simon Peter og Jesus Kristus. Her sker det forunderlige og uvirkelige, at mesteren viser sin elev ubetinget tillid. Jesus genindsætter Simon Peter som ven og discipel. Den hyrdestav, som Peters havde mistet, blev kærligt og tillidsfuldt endnu engang lagt i hans hænder. Dette svigefulde menneske, han betros den dyrebare opgave, det er, at bære kirken og historien videre.

”Følg mig”! lyder ordene fra Jesus til Peter. 

”Ordene følg mig” er en del af kirkeklokkernes budskab. De klokker, som er med til at bære kirken videre. De kalder på os gennem tågen, tiden og dens særheder – også Covid19. Kalder til kærlighed, forsoning og tilgivelse. Kalder på dig og på mig i vores ufuldkommenhed. Minder os højlydt om det vi savner og længes efter lige nu: ”At evangeliet skal lyde igen hver eneste søndag året og livet rundt ved gudstjenesten i Lillerød Kirke. Amen.

Opstandelsesbilleder og påskeforkyndelse

af sognepræst Carsten Mulnæs over Arne Haugen Sørensens opstandelsesbilleder.


Videoens tekst og billeder gengives nedenfor, hvis du foretrækker selv at læse:

Kristi opstandelse fejres. Opstandelsen fejres som det, vi ikke kan begribe, for den er ikke let at få hold på. Den kan ikke fanges ind. Sådan er det nødt til at være. Opstandelsen griber os, selvom vi ikke har begreb om den. Påskeforkyndelse handler om forvandling, transformation og metamorfose. Billeder forskyder sig hele tiden ind i hinanden og giver plads til ny fortolkning. De tager os med ind i den korsfæstedes transformation og lader vores liv undergå en metamorfose, der ligner. 

Den bedste metafor for Kristi opstandelse er derfor ikke at være fundamentet for den kristne tro. Et godt fundament er fundet i en klippe eller støbt i beton. Opstandelsen er troens prisme. I dens hårde diamant brydes livslyset i alle farver og rammer ethvert hjørne af vores liv for at lade det fremtræde, sådan som Gud ser på det i kraft af Kristi kors. 

Ligesom dit liv har mange nuancer, når du i erindringen ser tilbage eller fremad mod horisonten, der åbner sig. Kærlighedens og elskovens røde farve, den klare tankes blå friskhed, strålende gul som rigdom, virkelyst og barnets sorgløse sommerleg. Farverne fremstår sjældent rent. De blandes i et bredt spekter af grøn som vækst, brun som muld eller lilla og orange, fordi verden er frodig. Endda den grå, der kan være som sølv, hører med. Vi kender den overgivne lykke, der ikke beholder noget for sig selv, men sender al lyset tilbage for at skinne på andre fra den hvide kjole ved dåb, konfirmation og bryllup. Vi har mærket den dybe sorg, der er så sort af ligesom at suge alt lys ind i sig og æde det uden at give nogen farves refleks fra sig. 

Guds lys vælter ind i verden påskedag for at forkynde om den korsfæstede frelser, at hans liv er vores liv, i en trodsig opstand mod døden. Bedst nærmer vi os det i billeder. Maleren Arne Haugen Sørensen har en farverig palet og har malet opstandelsen mange gange. Med alle regnbuens farver. Samtidigt mestrer han med sin pensel at tale åbent og ærligt om det ubønhørlige vilkår, som er vores dødelighed. Den kynisk firkantede grav tæt ved afgrundens rand tegner dødens kolde brutale faktum. Døden er et faktum. Den er stivnet fortid. Også mens vi nøgternt ved, at den ikke er nu, fordi vi er her, så er dens væsen den konstante tendens, der tilintetgør ved at gøre fremtid til fortid. I Arne Haugen Sørensens malerier ses uendelig smerte blande sig med de skønneste farver. Hvis sorg skal fortælles, kan den kun aftegnes ved at få alle livets afskygninger med. Sorgen over død er savnet af det levede liv. 

Forkyndelse af opstandelse er ikke en beretning om dødeopvækkelse men om treenigheden. Den kan males med Faderens metaforiske hænder og Helligåndens symbol ved duen. En særlig teologisk pointe kan tydes, når Sønnen kan males som en datter. Vi kan aldrig tilegne os evangeliet uden at forstå det med vores eget liv. Det gjorde kunstneren også, der havde mistet et barn, som var blevet til en ung kvinde. 

Luther gjorde det til et princip for læsning af biblen og trosbekendelsen, at teksten kunne være lige meget, hvis ikke du hørte om begivenhederne, som sket for dig. Det er en anden måde at sige dét på, at Jesu opstandelse er inderligt ligegyldig, hvis ikke den handler om din og min opstandelse. Og ikke mindre: den, vi elsker, men ikke ser mere. Den vigtigste facet i opstandelsens prisme er, at Jesus ikke døde for sig selv, men for dig og den, du mistede. 

Guds søn fødtes, levede og døde her i menneskers verden. Derfor har det historiske en plads i vores forståelse af evangeliet. Vi er selv en del af historien. Alligevel rammer det ikke selve påskens nerve, hvis opstandelse tales om som et historisk faktum i stil med en genoplivning eller en dødeopvækkelse. Den opstandne tager os med ind i fremtiden ikke tilbage til et historisk bevis. Teologen Bultmann udtrykte en gang, at det ikke ville rokke ved hans opstandelsestro, hvis man fandt Jesu grav med hans knogler i den. Mange vil i dag give ham ret. Hvis opstandelse kun var genoplivning, hvilket håb var der så i det? Det sker hver dag på sygehusene rundt omkring på kloden. Og det kan beskrives i avisen, i ugemagasinet og i teologien og findes også i Det Nye Testamente. Men hver gang opstandelsen angribes som bevis eller forsvares som et historisk faktum om en genoplivning af en død, der ikke var død alligevel, stivner selve opstandelsen til et dødt dogme. Faktum er til gengæld den dødes død. Den livløse mand, der løftes op af barmhjertige hænder. Hvor død er stivnet fortid, betyder opstandelse fremtid. Den korsfæstedes fremtid. Det er og bliver den korsfæstede, som kristendommen forkynder og kirken samles om. Også når det er påskedag. 

I 2020 kunne vi ikke fejre opstandelsen, som det liturgisk plejer at foregå i kirker med alle slags festlige virkemidler. Engang var jeg selv ganske kreativ for at gøre påsken til et drama med en festlig finale. Men opstandelse er begyndelse ikke afslutning. Og efter, at jeg selv mistede én, jeg ikke kunne få igen, til dødens kolde favntag, blev min egen påskefejring mere stilfærdig. 

Til påske plejer facebook at svømme over med jubelbekendelser af, at Kristus sandelig og visselig er opstanden. Det kan minde om foredragsholderen, der i sit manus skriver: ”Her hæves stemmen, argumentationen svag!”. Hvis det er for at insistere på opstandelsens fakticitet, kommer det til at lyde skingert. Værre er det, at det overstadige kan se ud til at glemme, at centrum i opstandelsens herlighed er og bliver den korsfæstede. Den martrede, den ødelagte, den knuste. Evangeliets paradoks er, at han, der langfredag var gudsforladt, alligevel udåndede med ordene: I dine hænder befaler jeg min ånd. 

Han kommer selv i opstandelsens lys og viser sine sårmærker frem for skeptikeren Thomas. Og den vantro discipel udbryder netop dér og til ham: Min herre og min Gud! Paradokset (det, der altså strider imod enhver klar tanke eller filosofisk sandsynlighed) dét er, at han, der var så grim, så ødelagt, så martret, syg og gudsforladt, at alle vendte hovedet væk i lede – han er i Guds lys smuk. Jesus, den martrede mand, er Kristus den herlige frelser. Guds skønhed i denne verden. 

Det er i høj grad ”en omvending af alle værdier” (Nietzsche) både filosofiske, æstetiske og moralske, at netop den korsfæstede Jesus af Nazareth for os er Guds skønhed. Det ser ikke bare ud som om, men er grimhedens herliggørelse, offerets ophøjelse, kærlighedens bevægende forvandling. Her bliver død til liv, smerte til glæde og gråheden af tab, svigt og savn får atter farver i åndens metamorfose. 

For det var et menneske af kød og blod, der virkelig var Guds søn. Ikke usårlig og apatisk, sådan som denne verdens kloge hoveder er i stand til at tænke om Gud. Kristnes Gud mødte sin sårbarhed ved at sætte sig i brændpunktet af tilværelsens kamp mellem menneskelighed og dæmonisk vold. Kærligheden er almagtens hårde kerne. Den korsfæstede vender sig imod både venner og fjender, forrædere og bødler, og forsoner dem alle. Påskens opstandelse, såvel som langfredags korsfæstelse og skærtorsdags hellige nadver forkynder heldigvis ikke, at døden ikke er så slem alligevel. Det ville vi aldrig kunne tro på. Men den forkynder, at Gud er barmhjertig og ser i nåde til de syndere, der skal dø, men ikke formår at dø i fred. Af os selv kan vi ikke forliges hverken med hinanden eller med Gud. Døden viser os, at livet ikke er som et regnestykke, der går op. 

Men håbet kalder os ud i lyset. Som sagt er det sådan med lys, at det består af alle farver. Det er så stærkt, at vi bliver blinde af at stirre ind i det. Men alle verdens dejlige farver reflekteres i det. Og kaster lyset tilbage undtagen dén farve, som tingene selv har. Græsset er grønt, påskeliljen er gul, og himlen er blå. Men lyset er alle farver. Og når det brydes, kommer skønheden frem. Sådan er det også med opstandelsen. I den brydes Guds lys, så vores tilværelse ses i dens dejligste skabthed, sådan som det var godt tænkt fra begyndelsen, før ondskaben kom ind i verden. 

Gud er vores fremtid. Den livløse skikkelse i de første opstandelsesbilleder transfigureres senere i Arne Haugen Sørensens billeder til en mere dynamisk figur. Graven og vores dødelighed, der fylder uforholdsmæssigt meget på denne runde klode, bliver næsten diffus i utydelig grå, når Guds stærke lys skinner os nådigt i møde. Opstandelse er liv. Kraft og bevægelighed. Ikke dødsstivhed eller et fastfrosset nu. Digterne, fortvivlet over tidens uafvendelig strøm, drømte om evigheden som et ”stående øjeblik”, der aldrig kunne henvejres. Men Guds evighed er hverken lang kedsomhed af uendelig tid eller et ekstatisk nu, der aldrig kommer ud af stedet. Vi må forstå Guds evighed som et liv i dimensioner, vi ikke kan indfange. Som om fortid, fremtid og nutid kan løftes op til en samtidighed, fyldt med kærlighedens forklarede liv. 

Det er næppe tilfældigt, at mange nærdødsoplevelser handler om erfaringer af lys. Hvad den enkelte har set, kan en omverden ikke nysgerrigt trænge ind i. Men det er næppe mærkeligt, hvis der i mennesket er gemt en erindring om, at det første, Gud skabte, var forskellen på lys og mørke. Og at lyset er godt

Det er i lyset, at væksterne gror, børnene leger, og voksne med intelligens og teknik kan bygge samfund som vores egne hænders værk. Opstandelse og evigt liv, som Gud under os, kan kun være lys. Helt inde i menneskets inderste er der gemt en hemmelig erindring om, at det at komme hjem til Gud er at komme ud i lyset. Det er så stærkt, så alt, hvad vi ellers kender til, også de krasseste billeder af lidelse, ondskab, tab og sorg, må blegne. De forsvinder for vores blik, når vi vender ryggen til det og kun ser ind i Guds herlige lys, der strømmer os i møde. 

I Lillerød Kirke har vi fået den Blå opstandelse. Jeg holder af farven blå. Det er forklarelsens farve. Som septembers blå himmel. Den kongelige farve. Siden Arne Haugen Sørensen malede første gang, er der sket noget med Mathilde. Hun retter ryggen og går ind i lyset. Herlighedens lys. Hvis ellers det stadig er den samme figur? Jeg ved det ikke. Er det en mand eller en kvinde? Måske er det slet ikke den døde, der går ind i fremtiden. Det kan også være den sørgende, der samler livstråden op, og går videre Gud i vold. Men ryggen er rank og skridtene faste. Billedet rummer under alle omstændigheder en dobbelthed af død og liv, som jeg særligt sætter pris på. 

For det er et ærligt billede, der ikke lyver om døden. Den tomme grav er fuld af ben. Sådan som vores grave er det. Det er den tomhed, vi kender, når sorgen og tabet er størst. Vores grave er fulde af tomhed. Døde afpillede ben mangler kød, vi kan favne, blod der kan få huden til at rødme, scener og nerver, der giver bevægelse, ånd der kan tale, tro og bygge broer. Den døde er død. Det er tomheden. 

Jeg har ladet mig fortælle, at kunstneren engang vendte tilbage til én af de kirker, han tidligere havde udsmykket med opstandelsen, og spurgte om lov til at male ben i graven, for opstandelse er ikke en dødeopvækkelse. Tomheden, som vi erfarer den, er fuld af døde ben. Det fik han imidlertid ikke lov til. Han var derfor sikker på, at Blå opstandelse aldrig ville få plads i en kirke. ”Præsterne vil ikke have ben i graven”, sagde han. Nu har Blå opstandelse så hængt i Lillerød Kirke siden 2015. Dét er godt.

Og dog kommer den opstandne os i møde. For det er jo her, vi er. Kristus vender sig imod vores verden og kaster lys ind på verden, så vi ser, at den indeholder mange farver og frodighed, som omgiver os i vækster, dyr og mennesker. Denne nedkølede samling stjernestøv, som vi bor på; hvor der op af jorden spirer liv i lilla, orange og alle regnbuens farver – den er vores hjem. Det liv, der engang skal forklares i Guds herligheds lys, leves her, hvor han har lovet at være til stede, hver gang vi mindes ham og indtil verdens ende.

Med brød og vin, som stammer fra jordens mirakler, har han indstiftet et måltid, hvori han har givet sin menighed, at smage at Herren er god og nådig. Der er sanser, erfaringer og nærvær, når vi ser, at Herrens opstandelse og himmelfart til Faderens højre hånd ikke betyder, at han er taget bort fra os. Han er tværtimod opstået ind i Guds herlighed for at kunne være hos os i denne skabte verden. 

Nøgen kommer han os i møde i kød og blod med den troværdige menneskelighed, hvori han ligner os. Hvormed han kunne leve som os. Og kunne dø for os. Han skænker os sig selv. Som den opstandne korsfæstede. Engang tænkte jeg: ”den korsfæstede, men opstandne”. Men opstandelsen er jo ikke korsfæstelsens dementi! Det er derimod dens bekræftelse. Kærlighedens offer blev fuldbragt langfredag. Derfor er fejringen af hans opstandne nærvær et måltid, hvis elementer forkynder om hans hengivelse af sit legeme i kærlighed og udgydelsen af hans blod til syndernes forladelse. 

Evangelisterne er enige om, at gå i detaljer med at udpensle Jesu passion. Med al den vold, hån og brutalitet, som mennesker kan finde på. Alligevel husker de korsfæstelsen noget forskelligt. Det, der sammenfattende i kirkens tradition kaldes Jesu sidste 7 ord på korset (og som her på Lillerød Kirkes hjemmeside er gengivet med mine passionsrefleksioner over Haydns musik) er også et prisme af forskellig teologisk erindring. Den er ikke tilfældig, men kaster mening af sig i dens genfortalte diversitet. Men når evangelisterne skal fortælle om opstandelsen er der mindre samstemmighed. Opstandelsen unddrager sig for alvor det éntydige. 

Det vigtigste, der går igennem alle påskevidnesbyrdenes indbyrdes selvmodsigelser om tid og sted og persongalleri, er, at kvinderne og disciplene får fortalt, at de skal møde Jesus igen i den verden, de kommer fra. Jesus er gået i forvejen. Til Gud ja. Men også netop derfor: til Galilæa! Det betyder, at han er gået i forvejen ind i den fremtid, der venter os i vores liv, i vores byer, i vores huse og fællesskaber. Den korsfæstedes sårmærker viskes ikke bort, når han kommer til os. Men han vil møde os der, hvor vi hører til; i livet, vi lever med hinanden. 

I 2020 fejres både opstandelse og nadver i høj grad i huse, der er adskilt fra hinanden pga. coronavirus. Men Kristus den korsfæstede og opstandne frelser, der én gang med sit blod har skabt forsoning og gjort fyldest for al synd i denne verden, ikke bare vores, men både sine venners og sine fjenders, han vil styrke os med sit legeme og blod til det evige liv, hvad enten vi menneskeligt talt er i flok eller isolerede. 

Gud Fader skænkede sin søn til verden. Hans første bolig var en stald langt væk hjemmefra, som voksen havde han mindre end fuglen, der har sin rede, og ræven, der bor i sin grav, på korset var han forladt af både venner og Gud, men som den opstandne, der hører han hjemme, hvor to eller tre er forsamlede i hans navn eller endnu færre end dét. Hvor én eneste sidder alene og ønsker et budskab om nåde fra en grønnere verden, end den, han bor i, dér vil Jesus gerne være med. Det sted, hvor der er tændt lys, mens der våges og bedes, tvivles og tros, eller kæmpes med søvnløshed og sorg, dér vil han komme ind for at tage bolig i hjertet og gøre dét til sit tempel. For opstandelse betyder, at Gud ikke er bundet heller ikke af tid og sted, men har gjort sig fri til at være hos os. Glædelig påske!



Påskedag, søndag den 12. april, 2020

af sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Rammen om påsken år 2020 er smerteligt forandret. En pandemi med en ondartet virus hærger verden og har tvunget os alle fra nord til syd – fra øst til vest på kloden til fysisk at holde afstand til hinanden. Vi er bekymrede, og verden er sat på pause. Det gælder også kirken, som normalt slår sine døre op for den store fælles fejring af kristendommens største højtid. Det sidder i vores DNA, at vi kommer, når klokkerne kalder os til påske gudstjeneste midt i foråret. Vi synger sammen, lytter til påskens evangelium og råber opstandelsesbudskabet ud i foråret i en tryg og velkendt liturgisk ramme. I år må vi hver især tænke nyt, for vi kan ikke fejre påske, som vi plejer. Mens vi holder vejret og er sammen om at holde afstand, så må vi skabe en ny ramme omkring påskefejringen med et udvidet liturgisk rum. For påskens opstandelsesbudskab kan hverken sættes på pause eller udsættes til næste år. Kristus er opstået fra de døde – er stået op af graven med budskabet om at livet er stærkere end døden, og at kærligheden, uanset hvad, altid får det sidste ord. Et lysende håb med pant i evigheden, i åbenheden og den menneskelige fejlbarlighed rejste sig påskemorgen fra den tomme grav. Et håb, som finder nye veje og stier gennem lukkede kirkedøre og pandemier.

Denne sære ramme omkring påsken griber også os præster, når vi i uvant hjemmekarantæne sidder bag skærmen for at skrive påskeprædiken. En prædiken løsrevet fra liturgi og kirkerum. En prædiken med eller uden prædikestol, billede og lyd og uden fysisk menighed. Alligevel trænger ordene sig igennem. For der er ikke mindst nu ord, der skal og må siges på den måde, det er muligt, i en tid hvor Corona krisen har lukket os mere inde i vores hjem og tvunget nye påsketanker og perspektiver frem.  

Maleri af Arne Lundsteen Hansen

Hjemme i min stue hænger der et maleri af Arne Lundsteen Hansen, som har haft sin faste plads længe. Maleriet, som er omgivet af en klassisk forgyldt ramme er nærmest faldet i med tapetet, når vi er gået forbi det i hverdagens små cirkler. Vi ser det ikke sådan rigtigt. Måske er det på grund af den øgede hjemmetid her omkring påsken, at maleriet pludselig har trængt sig ind i mit synsfelt på en stædig og trodsig måde. Ja, nærmest som om maleriet er sprunget ud af rammen. Det har fået nyt liv i denne pausetid, hvor der er vendt op og ned på prioriteringen af, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt. I denne tid sker det, at det selvfølgelige og rutineprægede baggrundstapet er kommet ind i synsfeltet og har fået nyt perspektiv. Det gamle maleri er for mig blevet til et sindbillede af påsketiden år 2020. Med de grå stille dage i forgrunden, højtidsdagene i mellem grunden med opstandelseslyset for enden af påsken i maleriets baggrund. Altså en anderledes, kantet skildring af vandringen gennem påsken mod lyset og håbet.

Kunst kan noget dynamisk, som ord ikke kan. Kunst kan sætte sansning i spil og lade erfaringen og det rationelle komme i nærkamp med det irrationelle og det gådefulde. Når det gælder Arne Lundsteen Hansens maleri fra midten af 1950-erne, så har kunstneren næppe malet billedet med afsæt i påsken eller opstandelsen. Men farvespillet og linjerne i billedets komposition tegner for mig et udvidet påskeperspektiv. I dette gådefulde ingenmandsland mellem maleriet og iagttageren trænger opstandelseslyset og håbet sig igennem de mest uventede og overraskende steder. En interessant port gennem påsken fra palmesøndag over skærtorsdag, langfredag til solopgangen, påskedag, kan i sin forgyldte ramme åbne både sind og sanser hjemme i stuen.  

Som man kan se på billedgengivelsen forestiller maleriet en portåbning angiveligt fra en lille gård i Råbjerg i det nordjyske. Det er stramt i sin form med grå lineære og kubistiske flader med sort kontrast og en lille gådefuld sort kvadrat til højre i maleriet. Et lille mysterium, som sætter iagttageren på prøve. I den tredimensionale portåbning ser vi en knaldgul firkant, som gengiver det stærke sollys på den anden side af porten. Vi står altså inde i den gråsorte gård og kigger ud gennem portåbningen mod det stærke sollys. Og herfra er vi klædt på til at gå direkte ind i Matthæus evangeliets opstandelsesberetning. 

v1 Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. v2 Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. v3 Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. v4 De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. v5 Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. v6 Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. v7 Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«v8 Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. 

Kristus er opstanden. Det er påskemorgen kirkens allerstørste helligdag. Vi har lagt langfredags mørke bag os med tornekransens borende og kradsende sprog, som har revet i vores indre. Kristus er opstanden. Kristus er stået op af graven fra de døde – fra død til liv. Igen i år 2020 – selv om vi ikke kan sidde sammen i Lillerød Kirke og lytte til påskens evangelium. Jo, sandelig, han er opstanden, Kristus. Også i et Corona år med alt, hvad det betyder.

Det samme jordskælv, som ramte og rystede gravvagterne, Maria Magdalene og den anden Maria, rammer også os hver især, hvor end eller hvordan vi markerer påsken. Opstandelsen sprænger både tiden, kirkedøren og rummet. For Herrens engel steg ned fra himlen og væltede stenen fra gaven. Den Matthæus-engel, som vælter stenen fra, er i lynildsklæder. Vagterne er helt rundt på gulvet af skræk og rædsel over, at den døde, som de skulle passe på, og som lå inde i graven, er stået op og ud af sin grav, så selv jorden skælver. En påmindelse om, at når Gud bryder ind i virkeligheden – ind i tiden og historien – er det med saft og kraft.

Langfredag sidder i haserne. Fornemmelsen af lidelse, liv og død, mørke og lys har strejfet os i sære uvirkelige glimt af varmt og strømmende nærvær og frysende fravær. En væltet sten og en tom grav maner til tyngde og eftertanke. Vi forstår det ikke. Så kommer den, påskedags morgen. Solen er stået op, og vi ved, at lyset er med os i dag – og det helt ind i den åbne grav. Morgenrøden skiller mørket omkring os. 

Men kvinderne ved graven vidste ikke, hvad død var. De vidste heller ikke, hvad liv var. Stenen var væltet fra graven. Englen i lynildsklæder havde fjernet den store tunge sten fra gravens åbning, så man kunne gå derind. Det umulige var sket. I stedet for liget og mørket fandt de en engel med et udseende som lynild i snehvide klæder. Forestillingen om dødens hårdhed og uigenkaldelighed brister.

Vi andre ved heller ikke, hvad liv og død er – har aldrig vidst det. Men i påsken år 2020 får død og sygdom på tværs af verden et voldsomt udtryk. Tal og statistik om døde, smittede og indlagte Corona patienter i respirator svirrer ustoppeligt omkring os. Lige nu sidder i hvert vores hjørne på afstand af hinanden og holder vejret, bekymrer os om det ukendte, passer på og lytter til ubærlige nyheder. Alle os, som er bange og urolige – alle os, som har mistet, grædt og sørget og trådt ved siden af. Alle os, som i vores ufrivillige isolation har langt til dem, vi elsker. 

Rammen omkring påskelivet år 2020 er sat på pause. Men livet er og bliver fremadrettet som det levende kristne opstandelsesbudskab med håbet forrest. Som den sanselige gule firkant i baggrunden af Arne Lundsteen Hansens billede bag korridoren af de grå og sorte farver, sådan er det med påskehåbet og lyset. For netop i det ukendte, i smertens, bekymringens og afmagtens lukkede rum, spirer evighedshåbet stædigt og trodsigt frem. På det sted, hvor hvor vi har allermest brug for det, kommer budskabet til os alle hver især, uanset hvor bekymrede, udsatte eller alene vi føler os. Budskabet om, at Jesus Kristus midt i livet og orkanen udgør en forløsende bro mellem to kyster med et oprørt hav imellem sig. Mellem tiden, som gik i stå med pandemiens hærgen, og tiden, den nye tid, som kommer efter. Amen.

Glædelig påske til alle!