Femte søndag efter Trinitatis

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«
Matthæusevangeliet 16,13-26

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Fjerde søndag efter Trinitatis

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«
Matthæusevangeliet 5,43-48

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen.

Første søndag efter Trinitatis, 14. juni 2020

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Lukasevangeliet 12,13-21

2. pinsedag den 1. juni 2020

ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen 

Salmer:
402: Den signede dag

287: Kraften fra det høje
29: Spænd over os dit himmelsejl
725: Det dufter lysegrønt af græs

Optagelse af søndagens prædiken

Evangelieteksten 

v44 Jesus sagde: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. v45 Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. v47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v48 Jeg er livets brød. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Amen. 

Efter næsten 3 måneders pausetid kan vi igen samles til gudstjeneste i alle landets kirker. For vi har brug for vores kirke, som giver os åndelig føde ved at lade os høre og lære om Guds kærlighed og godhed. Og, hvad giver mere mening end i menighedsfællesskabet at fejre kirkens fødselsdag i pinsen – i vores gamle, tålmodige og stolte Lillerød Kirke. Vi har længtes efter at samles omkring salmesangen og evangeliet på den næsten gamle og trygge facon. Også selv om vi er på fysisk afstand af hinanden. Alt det tilsammen giver pinsen år 2020 en endnu mere særlig glans og en intens sanselighed, fordi vi nu igen kan sidde sammen på kirkebænken. En åndelighed og en sanselighed, som pibler næsten lige så forårsagtigt ud af Vagn Steens smukke digt fra 1964: 

Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt, 
den, der maler rosen, maler ikke rosens duft. 

Den, der skriver digtet, maler ikke rosens duft, 
den, der skriver digtet, fanger ikke fuglens flugt, 
den, der læser digtet, læser ikke rosens duft, 
den, der læser digtet, fanger ikke fuglens flugt. 
den, der ikke kender rosens duft, kan ikke, 
den, der ikke fanger fuglens flugt, kan ikke. 
Den, der kender fuglens flugt, kan male, 
den, der kender fuglens flugt, kan skrive, 
den, der kender fuglens flugt, kan læse. 

Den, der kender fuglens flugt, forstår, 
at fuglen kun kan fanges i et digt. 

Og selv om vi kender treenigheden, gudstjenesten og evangeliet, så er det alligevel sådan, at vi ikke med viljen og med hænderne i gribestilling kan fange eller forstå pinsens særlige, sanselige budskab. For prøver vi at fortolke og fastholde pinsen med akademiske gloser, lukker vi af for farverne, ilten, luften – ja for ånden. Men vi kan male budskabet ud med naturens og forårets vidunderlige farvepalet – vi kan skrive det ud – tale det ud – synge det ud – i digtets poetiske form. Vi kan nærme os en indsigt og resonans i vores sind med brudstykker af vores egen livshistorie. En resonans, som svinger harmonisk i takt med pinsens budskab om, at Treenigheden bliver hel. En resonans med afsæt i troen på kærligheden og fremtiden og håbet til, at der er noget, der er større end dig og mig. At jeg ikke er alene. Men ordet treenighed minder os alligevel om, at vi kun kan male rosen, men ikke rosens duft. 

Pinsen er og bliver svær at forstå. For at ånden – Helligånden, pinsens ånd, talsmanden, sandhedens ånd, kærlighedens ånd kommer til, pirrer os i vores rationelle, videnskabelige og forstandsmæssige liv. Derfor må vi gå ind i poesiens verden for at uddybe ånden – Helligånden og vores egen lille ånd og den sære forbindelseslinje mellem de to. Det gamle testamente rummer masser af poesi. I de første linjer af skabelsesberetningen hører vi, at Guds ånd svævede over vandene og satte skel mellem lyset og mørket. Vi fik et åndedræt, en puls, en horisont, en tidslinje, et liv og et kompas. I Det nye Testamente virker ånden især ved disciplenes pinsefrokost, som vi hører om i Apostlenes Gerninger. Her kommer suset gennem lokalet, hvor de bange, forvirrede og rådvilde disciple befinder sig alene uden deres lærermester, og hvor tunger af ild satte sig på deres hoveder. Kærlighedens og sandhedens pinseånd gør sit himmelske arbejde. Kærlighedens sprog er internationalt og overtrumfer alle tungemål i sit metasprog. 

De tolv oplevede, hvordan kirken underfuldt blev født 50 dage efter påsken. Midt under pinsefrokosten. De var alene nu med det håb og den bindende dåbsbefaling, de havde fået kastet i favnen i den endelige afskedsscene med Jesus på toppen af et bjerg Kristi Himmelfarts dag. Alene med ansvaret for budskabet, kirken og dåben. Pinseunderet skete jo netop her under fælles frokosten, hvor håbet rejste sig for de 12 uperfekte og usikre sjæle. Himmelsuset gik gennem lokalet, og med ildtunger blev Helligånden født sammen med kirken. 

De svage disciple bliver de stærke efter dette guddommelige fødselsunder. Den kirke, som blev født og rejste sig her, er den autentiske kirke af levende stene. Urkirken med sin forsamling af troende, der takker, synger og udbreder opstandelsesbudskabet. Det absurde budskab om, at Jesus med sit kærlighedsoffer på korset vendte død til evigt liv på tværs af ondskab, nød og elendighed – for vores skyld. Dengang var det den rene, usmykkede, kraftfulde og insisterende kirke, som kom til verden på trods af og på tværs af al modstand fra omverdenen. Senere kom spir, sølvtøj, præster, menighedsråd, sognegårde og kirkeministeriet til. 

Evangelisten Johannes har pinseordet i dag, 2. pinsedag 2020. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Den gamle evangelist er både sanselig og livsnær i sin iver efter at belyse Helligånden og dens virke. Her på tærsklen til trinitatis tiden får vi Helligånden i ryggen. Gud har bøjet sig ned over os med sin varme pinseånde. Fraværet og tomheden er blevet til nyt nærvær og fylde – af brød og af ånd – og af kirke. 

Al den snak om brød leder tankerne hen på lækkert hjemmebagt brød med kerne til 2. pinsedags pinsefrokost. Den slags sanselige, konkrete og velduftende brød, som kommer i picnic-kurven eller på pinsebordet, når familie og venner mødes i sommerlig fest og glæde. Allerhelst indtager vi vores eget pinsebrød ude i Guds fri natur med madkurv og skovturstæppe, rødternet dug og med fuglesang og naturens forunderlige dufte midt imellem sild og ost. Det er der sommer i, og det er der livskvalitet og fællesskab i. Og midt ind i vores sanselige forestillinger om pinsefrokostens lyksaligheder er det så evangelieteksten lyder. Særligt tydeligt og højstemt ved omdrejningspunktet i vers 48, hvor Jesus udtaler: ”Jeg er livets brød!” Men kan de, disciplene, overleve og bygge kirke på det luftige himmelbrød – uden deres lærermester. Tomheden overvældede og tyngede dem, for de havde mistet ledetråden til himlen. Nu var tiden inde til, at de trådte i karakter. På egen hånd måtte de bygge den kirke på jorden, som skulle fastholde kærlighedens ånd og himmeltråden. 

Kirken blev født i modstand og i ånd og tunger af ild, og den står her endnu. Den blev sat i verden som ”livets brød” for at give evangelieordet videre i tro, håb og kærlighed. Den blev sat i verden for at modsige tomheden, selvoptagetheden, ondskaben og åndløsheden. Derfor går vi herhen igen midt i den underlige pausetid år 2020. Midt i pandemien, usikkerheden og depressionen. Mere end nogensinde har vi brug for at mærke, at Gud med sin ånd og sit ord er herinde i kirkerummet for hvert eneste menneske – generation efter generation historien igennem – også i tiden, der kommer. Herinde beder vi i fællesskab om åndens hjælp i kirkens gudstjenester, til dåb og til nadver – til sjæl og krop. 

Vagn Steens fine poesi om rosen eller Kristus om fuglen eller duen – og om dig og mig hjælper os på vej til at finde pinseånden, ledetråden og kirkeresonansen i dit og mit liv: 

Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt, 
den, der maler rosen, maler ikke rosens duft. 
Den, der kender fuglens flugt, kan male, 
den, der kender fuglens flugt, kan skrive, 
den, der kender fuglens flugt, kan læse. 


Den, der kender fuglens flugt, forstår, 
at fuglen kun kan fanges i et digt. 
Den, der kender fuglens flugt, forstår, at digtet lyder. 

Glædelig pinse! Amen.

Pinsemorgen 2020

af sognepræst Kirsten Drigsdahl

Pinsemorgen 2020: 294 – 289 – 291 – 290. 
1. læsning Ap.G. 2, 1-11. Johns 14, 15-21. 

Hvor ville jeg gerne have samlet jer ude i Amfien i rødt med røde blomsterkrukker og læsere med andre modersmål, der satte os tilbage til hin første Pinse i Jerusalem. Vi må højst være 30 herinde og mange er vist med god grund ikke trygge ved at være forsamlet inde i kirken. Derfor er her ikke læsere i dag. Jeg ved i skrivende stund ikke om mere end 10 tør møde? 

(Jeg havde af forsigtighedsgrunde valgt 3 salmer og kun den ene til fællessang, men det er svært at fejre pinse sådan, så vi synger de 3 og fik dertil en solo.) 

Åndens udgydelse er et 100 procent gode, der giver liv og forståelse udefra mellem Gud og menneske. Jesus kalder den ”Sandhedens Ånd” og at den kan udfylde hullet efter ham og give tro og nærvær som han. Fællesskab forudsætter ånd – der er bevidsthed, modtagelighed og giver kommunikation og samhørighed. Guds Ånd, sandhedens Ånd er forudsætningen for, at vi kan kende os i det fællesskab, som Jesus inddrager os i og er kirkens grundvold. ”Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet”, som Grundtvig så dejlig let og underfundigt kan lade os synge det i sin store pinsesalme. 

Jeg har en mod-Historie, som i vores Corona tid kan være med til at fremme forståelse af Pinsens særlige under. Det er en historie af vores berømte filmmager, Susanne Bier. Det er hendes debut på Netflix i sci-fi genren. Hovedrollen spilles af Sandra Bullock som Majorie. 

I filmens åbningsscene ser vi Majorie flygte ned at en flod med 2 små børn i båden. En dreng og en pige, som hun kalder sådan. Man bemærker straks, at de alle tre har bind for øjnene, og at Majorie nærmest truende i stor alvor og flere gange forbyder børnene at tage bindet af uanset, hvad der sker, for så vil de dø. Vi aner en stor fare. 

Filmen springer nu 5 år tilbage for at fortælle, hvorfor Majorie og de 2 børn nu er på vej ned af floden i håb om, at nå uskadt frem til en koloni for enden af floden, i sikkerhed for rædslen. 

Stadig i tilbageblik kommer en forklaring: Enlige, og højgravide, Majorie, som ikke er begejstret for at skulle være mor, er til lægetjek sammen med sin søster, da en hidtil ukendt epidemi rammer USA. Epidemien får folk til på et split sekundfolk at tage livet af sig- hovedkulds. Inden da har de med skævt smil på TV set epidemien brede sig andre steder på kloden. Men de er jo i USA. Men nu rammer det: Søsteren ser på tilbageture noget som får hende til med vilje og på et split sekund kører galt med bilen. Majorie overlever og søger tilflugt i en hus med andre forskræmte mennesker. 

De barrikaderer huset og blænder alle vinduer, så de ikke selv kan se, hvad det så end er der raser uden for huset. Den lille enklave løber dog snart tør for mad, og en håndfuld frivillige sætter livet på spil for at skaffe mere… 

Hvordan Majorie fem år efter, trods alle odds, når frem til kolonien i sikkerhed står lidt tåget, men helt til de er fremme jages de. Epidemien er en diffus, luftbåren vind eller skygge, som er svær at sætte ord på. 

Den angriber og skyggen eller hvad det nu er kan man ikke tåle at se, for den trænger ind gennem øjnene/ synet. Det er den absolutte modsætning til Grundtvigs linje: Det ånder himmelsk over støvet; det vifter hjemligt gennem løvet. Filmen åbenbarer det modsatte: ikke en himmelsk, men djævelsk ånd er over dem. Den suger al livsgnist og livsmodet ud. 

Filmen har også sin plathed: kun de psykotiske sindssyge med voldsomme vrangforestillinger kan modstå den uden bind for øjnene; for de er allerede i mørket. Det kunne jeg have undværet, men det sætter jo gang i dramatikken. 

Filmens titel er ”Bird-Box” – Fugleboks. Titlen komme af, at Majorie gør den opdagelse, at nogle små fugle, som hun redder fra sultedøden i et forladt supermarked, kan varsko, når epidemien nærmer sig. Ligesom minearbejdere i gamle dage bragte kanariefugle ned under jorden. Kanariefuglene døde, hvis der var gasudslip eller iltmangel. Et vigtigt alarmberedskab! 

Malories fugle er ikke kanariefugle, og de dør ikke. De er heller ikke duer, som fra Noahs ark eller som Helligånden. Men – de kunne have været det sidste, for de bliver kilden til liv i filmen, som nærmest er et anti-pinsedrama. Filmens ånd er dæmonisk og ond og forvandler liv til blot overlevelse. En anmelder kaldte filmen en fortælling om at være så bange for fremtiden, at man glemmer at leve. Jeg er ikke enig, for Majorie lader ikke stå til, men skærmer drengen og pigen, som en tigermor, for at de kan få en fremtid. 

Men det er en film om frygt, eller snarere angst. For angst er frygt for det ukendte, som Kierkegaard har lært os. Og derfor får de 2 børn først navne, da de er nået i sikkerhed i kolonien for enden af floden. Først da kan børnene blive andet og mere en epidemiens næste ofre. 

Filmen er i sin modsathed alligevel en reference til pinsen. Bare omvendt, for filmen er høg over høg, og den enes overlevelse den andens død. Men den trækker også på skabelsen – til Gud, der blæste livsånde ind i mennesket og efterfølgende lod det navngive verden. Efter kaos, først da kunne verden få skikkelse og jorden liv og indhold og mening. Det navnløse, epidemien, skyggen, er det onde! 

Vores onde i dag har et navn: Corona eller Covid- 19. Vi har været gennem de sidste måneder været truet af en usynlig fjende, et onde, vi stadig må beskytte os selv og hinanden fra. Det gør den skræmmende… Vi har ikke fået bugt med denne virus, og der kan komme en 2. bølge ved en smule sløseri. Det skal nok lykkes at bekæmpe den. Håbet skal være der, for vi er jo indfældet i en fortælling, der ender godt. 

Indtil da skal vi også leve! Ikke med bind for øjnene, måske flere mundbind, men især med en ”due” i lommen. Duen her forstået som Ånden. Vi skal passe på modet og ånden og passe på hinanden. 

Der er endnu et sted i filmen, som krydser med kristendommen. Det er i kolonien til slut. Majorie og de 2 børn ankommer endelig til et blindeinstitut ved floden og midt i skoven – med en enorm 

overdækket gårdhave. Her er fyldt med fugle, som advarer og beskytter i trækronerne under hvælvinger af glas. Det er paradiset på den anden side af syndfloden. Der er lidt kirke over det – på den skæve måde. Beboerne er blinde, som har åbnet til et helle, en refugium, et paradis på den faldne jord. Her kan Majorie og børnene uden fare se igen! Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det. 

Det er en god og velfilmet historie, men ikke en rar film, selv om hovedpersonerne kommer frelst i sikkerhed! Den er trods men-ér, værd at se i midt i en Corona-tidJ – i Pinsen. 

Da mærker man kontrasten til sandhedens Ånd, som er i livets og det godes tjeneste. I dag nyder vi genhør med pinsetunger, kirkens universalitet og sandhedens Ånd, som opvækker og åbner for tro og fortolkning. Vi ånder det ind og ud, for Pinsens højtid er kirkens fødselsdag. Vi, de levende sten, skal med Ånden ønske hinanden tillykke for håb og hinandens skyld. En Glædelig Pinse skal der lyde herfra. AMEN!

6. søndag efter påske

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Johannesevangeliet 17,20-26

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: »På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.« Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Romerbrevet 8,31b-39

Kr. Himmelfart d. 21.maj 2020

Mange hilsner fra Kirsten Drigsdahl til Lillerød sogn.

Kr. Himmelfart d. 21.maj 2020 

Lukas 24, 46 – 53  

Kære alle! 

Det skulle have været konfirmationsdag, men Corona ville det anderledes, så en markering af Kristi Himmelfarts dag bliver det på hjemmesiden.

Kristus vender hjem, hvor han kom fra – siddende ved Guds Faders højre hånd, som trosbekendelsen formulerer det.Han er hjemme, hvorfra han, nu uden geografisk bundethed, kan være nærværende alle steder over hele verden – også her hos os. 

Det begivenheden vil, er at kort sagt at forkynde os livsmod til at leve vores liv her med fødderne på jorden – i medgang og modgang med himlen lige over os. Fra det høje møder Guds nærvær og tilgivelse os, som en kraftkilde, så vi kan orke at leve i for hinanden, uden at vores eget jeg er i vejen.

Jesus kalder en sidste gang disciplene sammen, velsigner dem og sender dem ud til livets tjeneste. Og så forsvinder den korsfæstede og opstandne for deres øjne. Men her slutter historien ikke, den åbner sig ud mod verden.

 – disciplene vendte fuld af glæde ind til Jerusalem og ventede på Pinsens Ånd, som gik i kødet på dem og gav dem kræfterne til med brask og bram at gå ud med evangeliet til alverden. I næstens tjeneste.  

Med sig havde de Guds historie og hans løfte om, at Kristus engang skulle komme tilbage i skyen, hvor han forsvandt efter udført mission. Da ville Himmel og Jord blive ét! Indtil da skulle de kun opleve himlen glimtvis.

Kristi Himmelfart ligger 40 dage efter opstandelsen og 10 dage inden Pinse – og understreger, hvor mange dage Jesus kunne færdes med disciplene som den opstandne. Nok til at de alle havde genkendt og forstået og fordøjet hans bevægelse fra dødsriget. Han havde en opgave til dem og 

Den tog de på sig, så også vi har hørt den og fået den som vores mål og mening. Guds historie med os i Kristus.  Så vi har en pejling og orientering i en forvirret verden og et menneskesyn, hvor fokus ligger ikke på os selv, men på næsten. Vi er hovedpersoner i Guds liv, men bipersoner i vores eget liv. 

Mennesker har altid søgt og længtes efter lykke.  Der udgives mange interessante selvhjælpsbøger, som vil fortælle os, hvordan vi gør os lykkelige. Det var ikke Jesus sag at gøre os lykkelige. Han kom med glæde, trøst og salighed. Lykke er ikke et kristent begreb.  Her tales om glæde og salighed, om tilgivelse og trøst. Her finder vi selvforglemmelse, som gevinsten ved at tjene sin næste, altså at være der for de andre

 Mennesket er i centrum, men ikke for sig selv. Gud blev mennesket, Jesus, netop for at vende vores blik ud til livet med hinanden. Og det ved vi, at dér, hvor man yder hjælp eller gør noget godt – uden at skænke sig selv en tanke, der kommer følelsen af selvværd med som sidegevinst. Og som ro. Selvforglemmelse er nok det nærmeste evangelierne kommer på lykke.   En befrielse fra at skulle spekulere og kredse rundt i sine egne problemer.   Her forkyndes Guds kærlighed, at være den kræftkilde, som gør det muligt at have fokus på andet end sig selv, ja, at forstå sig selv som biperson i sit liv.   At Kærligheden er omsat til aktiv medleven og indlevelse i den andens situation, er også alfa og omega i vores sociale liv med hinanden. 

Jesus var naturligt og helt tilstede i tiden og med en engageret medfølelse og barmhjertighed med de mennesker, som var trængte af sygdom, sorg og elendighed. Ja, døden som den yderste og største fjende i livet – også den gik han ind under og blev kaldt ud fra, for at besejre den indefra og give håb til os!  Hans disciple fik aldrig besked på at dyrke deres indre lykke, men at gå ud og stille sig i andres tjeneste, ligesom han. Det er hans klare fordring til os! Så livet kan elskes trods synd og død – og vi røres af det, og ligesom han kan vi gøre noget ved det, mens vi er her. 

Den Jesus, som vi i dag skulle fejre med gudstjeneste, steg til himmels, men efterlod sig et aldrig svigtende engagement i og for næsten. Og Ånden til at holde det oppe. Og det kan da let erfares, at det, som du gør, der ikke lige er for din egen skyld, det vender tilbage som overskud. Bedre stess-bekæmpelse findes ikke end at møde et taknemmeligt smil. 

Disciplene fik blikket rettet mod verden og gik ud i den med hans velsignelse og Ånd. Uden Ånd klasker alt sammen, den er dynamik og bevægelse og livsættende. 

I den store kristendomsfortælling går der først en bevægelse fra himmel til jord med julefortællingen, så en bevægelse fra korset til gravhulens mørke, så opstandelsen i påsken. Og dernæst bevægelsen til himlen, som vi ser Kr. Himmelfartsdag.  Vi er altså midt i en bevægelse, hvor Kristi Himmelfart er en mellemstation på vej til Pinse, hvor Ånden fra himlen går i kødet og alt lukker sig op som mulighed og tilskyndelse til ikke bare at resignere, når der er modstand.  Det er evangeliets U-bevægelse. Det ender godt.

Kristi Himmelfart vil os noget, fordi fortsættelse følger!

Himlen forestillede de ældste kristne sig som Guds sted. Fjern, når man kigger opad, men nær og møder jord og hav, når vi kigger efter i horisonten.    

Himlen ikke bare er et uendeligt, uendeligt rum; det er også kærlighedens livscenter. Og en sand frihed fra at skulle være oven over alt. 

Guds store og ubegribelige, overbærende kærlighed til os ovenfra, den svarer vi ved at give os hen til livet med hinanden, ja, det er livet om at gøre! Amen! 

Gudstjeneste igen!

Kirken den er et gammelt hus – og ja: Grundtvig tænkte på, at menigheden er levende sten eller altså mennesker, som kan være kirke, hvor som helst 2 eller 3 er forsamlede i Jesu navn! Men det er i høj grad HUSET, SALMERNES poesi til orgelspil og det uformidlede NÆRVÆR under hvælvingerne, vi også har savnet i denne coronatid. Vi har gjort vores bedste for at opretholde fællesskabet om den kristne forkyndelse med kvalitet i de digitale løsninger, men kirkerummet er alligevel som et hjem, vi savner at være i igen: 

Husene dog med kirkenavn… 
er os som hjemmet så kære…
Fonten os minder om vor dåb, 
alteret om nadverens nåde. 

D. 24. maj er der igen gudstjeneste i Lillerød Kirke, hvor vi blandt andet vil synge disse dejlige linjer. Nadveren bliver stadig kun noget alteret må minde os om, for det bliver en ord- og salmegudstjeneste, hvor alt er sundhedsmæssigt forsvarligt mellem tjenester, der også kræver tilmelding.

Følgende regler kommer til at gælde søndag 24/5:
Max 27 personer i kirken.
Tilmelding via denne side kræves.
Kun hver anden bænk må benyttes.
Der kræves 2 meters afstand når vi synger.
Der bruges kopierede sangark i stedet for salmebøger.
Der holdes ikke nadver.

Første gudstjeneste holdes kl. 10, og alt efter antallet af tilmeldinger, åbnes muligvis for en ekstra gudstjeneste kl. 11.30.

Hvis du tilhører en risikogruppe eller endda selv skulle være smittet, så bliver det muligt senere at lytte til prædikenen fra kirken via disse websider.