10. søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 21. august 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.« 
Matthæusevangeliet 11,16-24

Prædiken v. sognepræst Carsten Mulnæs

9. Søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, søndag 14. august 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Jesus sagde: »Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være. I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.« Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.« 
Lukasevangeliet 12,32-48

Prædiken v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

8. søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs , søndag 7. august 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
Matthæusevangeliet 7,22-29

Prædiken v. sognepræst Carsten Mulnæs:

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, 
og hans disciple kom hen til ham.

Sådan indleder Mattæus det store afsnit i sit evangelium, der over 3 kapitler bringer Jesu etiske lære. Det har fået navnet “Bjergprædikenen”, fordi Jesus gik op på et højdedrag. Det gjorde han sikkert af akustiske grunde for bedre at kunne høres af de mange i folkeskaren. 

Mattæus har utvivlsomt, mens han skrev, imidlertid også tænkt på, at ligesom Moses fik de 10 bud på Bjerget Sinai, så fik Jesu disciple hermed en rettestor for, hvad det vil sige at leve – ikke efter Mosebuddene – men efter Jesu tolkning af dem. I Bjergprædikenen er der nemlig en række forklaringer, hvor Jesus gør de bud, der ser ud til kun at handle om åbenbare handlinger – såsom mord og utroskab – langt alvorligere ved at henvise til, at ondskaben sidder i hjertet og ikke kun i det, der bliver opdaget. 

Kirken kaldte siden Jesu evangeliske råd for “den nye lov”. Det bryder jeg mig ikke så meget om. Jesus taler i sin bjergprædiken ikke for at sætte mennesker i et mere snævert moralsk regelsæt end det, de kendte i forvejen. Som altid kommer evangeliet først og loven bagefter. Mesteren, der sad på bjerget og så ud over folkeskaren med kærlighed, “tog til orde og lærte dem”. Og da han åbnede munden var det første ord: “Salig”. 

Salig er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. 
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. 

Sådan fortsætter den milde frelser med at prise dem salige, der lider. Han elskede mennesker højere end deres pragtfulde eller mindre pragtfulde gerninger og højere end sin egen retfærdighed. 

Bjergprædikenen er fuld af alvor. Guds bud – som Moses fik dem – er også i Jesu forkyndelse til for at værne om livet og mennesker overfor det, de ellers er parat til at tilføje hinanden af smerte. Jesus siger derfor også, at han ikke er kommet for at nedbryde loven, men for at opfylde den, og sammenfatter den jo i den gyldne regel: 

Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem.
Sådan er loven og profeterne.

Når Jesus i sin kritik af jødedommens bud tager lovens bogstav og nedbryder det, er det altså for, at det skal opstå i en ånd, der er langt stærkere end fysisk lovtrældom: nemlig kærlighedens lov. Ikke bare i kærlighed til dem, vi helst kalder næste, fordi de nu engang er os nærmest, men også til dem, der ikke er det. 

Det er paradoksalt med kristendom, at det, der er vores grundvold, ikke er beton men kød og ånd. “Med lov skal land bygges” er et godt motto for at skabe et samfund. Flere hundrede år før Moses, kan vi se, at Hammurabi i Irak gjorde det samme: ristede paragraffer i sten, for at fællesskabet kunne have et nagelfast fundament at stå på. 

Men Kristendom er anderledes og ikke bygget på paragraffer. Vores hovedhjørnesten er et menneske.

Kristus var ovenikøbet et menneske, der blev psykisk nedbrudt, smertefuldt korsfæstet og hånet for sin tro og sin næstekærlighed. Men det er netop dette menneskelige menneske, Paulus i sine breve kirkens grundvold. 

Jesus anvender selv billedet af et fundament i den lignelse, vi hørt i dag. Man kan åbenbart bygge på klippen eller på sandet. Og huset, der er dårligt funderet falder fra hinanden ved det første uvejr, der fejer hen over det. 

Den store Bjergprædiken, der forkyndte dem salige, der er fattige i ånden, og dem, hvis sorg kalder på at blive trøstet – dén afslutter han nu med at sige, at dem – som hører hans ord og handler efter dem, ligner en klog mand, der har bygget huset på klippen.

Her er det altså ikke Jesu store forsonergerning – som hos Paulus – der er klippen, men helt konkret den undervisning, Jesus har givet folkeskaren af lyttende disciple, der er samlet omkring ham. 

Sådan er evangeliet. Evangeliet om loven. Israelitterne blev først udfriet fra slaveriet i Egypten for at modtage Moseloven ude i ørkenen bagefter. På samme måde er evangeliet om den salighed, at Jesus lover barmhjertighed for de fattige i ånden og trøst for dem, som sørger, det første; og anbefalingerne af, hvordan vi bedst beskytter det gode liv, det næste.

Gudstjenestens tekster er bygget op over det triste tema, at der findes “falske profeter”. Hvordan kan man tale om det? 

Den gammeltestamentlige profet Mika revsede, hvad vi kunne kalde “levebrødsprofeter”, der forkyndte fred og fredsommelighed, når de fik noget at tygge på, men “hellig krig”, hvis de følte sig snydt. Vi har set for meget af “hellig krig” i vores tid og nuværende verden til at have lyst til at anvende ordet. ”Hellig krig” er så uhyggelig en tanke. 

Men også i Johannes’ første brev er der en tekst om, at ånderne ikke nødvendigvis er gode ånder. Hvordan “prøver man ånderne”, som apostlen anbefaler? Der er ingen enkel lakmustest på, om den du taler med, er oprigtig eller falsk. 

I stykket, vi har hørt fra Mattæusevangeliet, bruger Jesus frugten som ledetråd. Dårlige træer bærer dårlig frugt, mens gode træer bærer god frugt. Men så igen – ser vi altid frugten? Modning tager også i naturen lang tid. Det gør måske også de gode frø, vi sår i hinandens liv og hjerter? Det er ikke altid nemt at dømme andre – hvorfor Jesus da også tager skarpt afstand fra dømmesygen i Bjergprædikenen. 

Ikke desto mindre er der altså, også inden han afslutter sin store tale, en advarsel imod dem, der bruger Jesu navn som kliché: 

Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?

Jesu navn kan åbenbart bruges til så meget. Og der er ingen garanti for, at from tale er sand tale. Heller ikke min. Vi er udleveret til hinanden. Og det er derfor, Jesus fraråder sine disciple at bedømme hinanden. Hvem kender også sig selv og sine egen motiver til bunds? Er vi ikke alle syndere?

Apostlen Johannes skriver, at vi skal prøve ånderne, om de er fra Gud, ved at lytte efter, om de bekender Jesus på den rigtige måde. Det er i dag hos os ikke vanskeligt at fremsige trosbekendelsen på skrømt sammen med de andre. Så umiddelbart ligner det ikke en særlig nem både at kende de falske profeter på, om de kan lire den samme bekendelse af, som er vores hjertesprog. På apostlens tid var det anderledes. Dengang var det farligt for de menigheder, Johannes skrev til, at sige “Jesus er Kristus kommet i kød”. I perioder var der dødsstraf for bekendelsen. 

Men vi hører om det i dag, fordi den grundvold, kristendom bygger på, stadig kan forarge og stå i modsætning til alle mulige åndelige strømninger både dengang og i dag. Er der ikke også i vor tid ånd på spil i snart sagt alt? Det kan være kulturelt, politisk eller i den fortrukne livsstil. 

I virkeligheden er kristendom en stor anstødssten i en tid, hvor mennesket har gjort sig selv til målestok for alt i både omgang med hinanden og opfindelsen af egen identitet. Med apostlen at bekende, “at Jesus er Kristus, kommet i kød” er intet mindre end, at gøre ham til Gud. 

Jesus er vores Gud. Den, fra hvilken vi vil høre evangeliets trøst til salighed, og den, fra hvem vi vil høre vejledning til at leve op til dåbens løfte – som også apostlen Johannes nævner: – “at vi er Guds børn”; og han vil altid være den dommer, vi modtager dommen af, når han afslører os, hver gang vi “ikke handlede efter hans ord”, selvom vi gerne ville. 

I trøst, i løfte, i dom – Jesus er vores Gud og frelser, som vi venter os alt godt af. 

Det er bemærkelsesværdigt i Mattæusevangeliet, at Jesus til de falske profeter, han ikke vil kendes ved, siger, at de “begår lovbrud”. De har ellers netop gjort alt muligt flot, der udadtil virkede både respektabelt og stærkt. 

Men Jesu lov – som ingen af os formår at leve op til, som han selv gjorde det – er kærlighedens lov. Derfor er vi, ligesom folkeskarerne den dag på bjerget, slået af forundring, når vi hører ham tale. ”For han underviser som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge”. Og den myndighed har han, fordi han har fået den af sin himmelske Fader – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

(Salmer:  392 – 337 – 276/332 – 329)

4. søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste v. gæsteprædikant Charlotte Birkeholm, søndag 10. juli 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«
Matthæusevangeliet 5,43-48

Prædiken v. gæsteprædikant Charlotte Birkeholm,

Vi befinder os i trinitatis-tiden, som er den del af kirkeåret, hvor vi hører om, hvordan vi skal leve livet som kristne. Det er hverdagslivet og vores forhold til hinanden som medmennesker, det handler om.

I dag handler det om fjendekærlighed, og jeg tænker, at det er et emne, som umiddelbart vil virke provokerende på mange af os.

 ”Elsk jeres fjender”, siger Jesus i sin tale til de mange mennesker, som er fulgt efter ham op på et bjerg ved Galilæas sø. 

Nu strammer han lige kravene en ekstra gang til os, ja, umiddelbart stiller han et helt absurd og umuligt krav! 

Om fjendekærlighed! 

Næstekærlighed, det forstår vi godt, og det kan vi prøve at efterleve – men fjendekærlighed – nej, der går han for vidt! 

Er det overhovedet realistisk, at vi kan leve op til det krav? 

Eller er det en bevidst provokation for at få os ud af vores vanetænkning? 

Jeg kan da godt selv tænke sådan her:

”Jeg elsker min familie og holder meget af mine venner, og jeg giver 100 kr. til Røde Kors og Mødrehjælpen en gang om året, og så må det være godt. Andre må tage sig af verdensfreden, for det kan jeg alligevel ikke gøre noget ved. Og jeg elsker i hvert fald ikke dem, der er mine fjender. De elsker jo heller ikke mig.”

Men hvis nu alle elskede deres fjender, så var de vel ikke fjender længere? 

Og hvis ingen er fjender, så er der vel egentlig verdensfred?

Det er vel logikken i Jesu ord.

Men det er jo håbløst naivt, det ved vi godt, når vi læser de daglige nyheder om krigen i Ukraine og andre konflikter herhjemme eller ude i verden. 

Der er lang vej til verdensfred, det må vi bare sande.

Så måske skal vi starte et helt andet sted, starte med det enkelte menneske. Med os selv. For hvem er egentlig fjenden? Er fjenden måske tættere på os selv – måske endda inden i os selv? 

Jeg kendte engang en kvinde, som var blevet svigtet i kærlighed. Hun var blevet forladt af sin mand for en anden kvinde, og hun oplevede skilsmissen som et ultimativt svigt og et stort og smertefuldt tab af sit livs kærlighed.

Hun bar rundt på en stor vrede og bitterhed overfor ”den anden kvinde”, som havde stjålet hendes lykke. 

De havde været veninder og nu var de blevet fjender – i hvert fald havde hun skabt et fjendebillede af sin tidligere veninde.

Bitterheden fyldte hende og fik hende til at ændre sin adfærd. Hun blev uforsonlig, stædig og skabte konflikter i sin familie.

Normalt var hun fornuftig, mild og kærlig, men svigtet gav så grimme sår på sjælen, at hun ikke selv magtede at hele dem. Hun selv og familien led under det fjendebillede, som hun havde skabt af ”den anden kvinde”. 

Det virkede som om der ingen udvej var af den ulykkelige situation.

Men en del år efter skilsmissen hørte hun, at ”den anden kvinde”, som hun altså mente var skyld i al hendes ulykke, var meget syg og ikke ville blive rask igen. Hun ville måske kun leve et halvt år mere. 

Hun besluttede sig for at besøge den syge kvinde på hospitalet for at få fred i sit sind – og hun fortalte mig dengang, at hun uanset sin vrede og bitterhed ikke ville kunne holde ud at lade fjendskabet vare ud over døden. 

Det var en beslutning, som var svær at tage og samtidig meget modig. Hun skulle konfrontere sit fjendebillede, årsagen til al hendes ulykke, det fjendebillede, som hun havde skabt og vedligeholdt i mange år. 

Hun tog af sted og besøgte kvinden på hospitalet. De talte sammen, stille og roligt, om gamle dage og deres familier, om de ting, som man taler om, når man ikke har set hinanden længe, og også om sygdommen og udsigterne for fremtiden. 

Bagefter fortalte hun mig om besøget, og det, jeg husker tydeligst fra den samtale, var disse ord: 

”Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende”

Denne kvinde fortalte mig, at hun blev forandret af mødet med ”sin værste fjende” – al det had og den bitterhed, som havde fyldt hende gennem årene, forsvandt i mødet med kvinden, der var så syg, at hun vidste, hun skulle dø. 

Fjenden – kvinden, der lå der i hospitalssengen, udmagret og uden håb om overlevelse, var ikke én man kunne hade eller være bitter på. 

”Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende”

Dén skæbne var værre end alt, hvad hun måtte have ønsket for ”sin værste fjende” gennem årene. Og dét ønskede hun netop ikke, da det kom til stykket. 

Fjendebilledet bristede.

Dét møde bragte forsoning mellem kvinderne og måske ligefrem tilgivelse. 

Hun handlede godt mod den syge kvinde ved at være modig og tage det første skridt mod forsoning, før det var for sent, og hun reddede samtidig sig selv fra mange flere års had og bitterhed.

Had og bitterhed skygger for glæde og kærlighed – er det ikke også en fjende? Som man selv har svært ved at få øje på, fordi den er inde i en selv. 

Når man bærer rundt på had og bitterhed i mange år, så nedbryder det i sidste ende også én selv. Det gør ondt i sjælen, det koster livskvalitet, det flytter fokus fra alt det gode i livet. Det går ud over mange mennesker – ikke kun én selv.

”Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende”

Det ville jeg heller ikke ønske for mig selv! 

Man kan sige, at når jeg elsker min egen indre fjende, så elsker jeg også mig selv. 

Og så er vi tilbage ved næstekærligheden: ”Du skal elske din næste som dig selv.” DU skal elske. Du SKAL elske. Du skal ELSKE. 

Uanset hvordan man lægger trykket, så er budskabet klart: DU SKAL ELSKE!

KRAVET om at jeg SKAL elske min fjende sætter mig faktisk FRI fra hadet og bitterheden. Det mener jeg giver plads til at se en ny fremtid i håb og kærlighed!

Jesus taler om kærlighed og om at elske og hade, men det er ikke som følelser, sådan som vi forstår kærligheden mellem to mennesker eller mellem forældre og børn. Jesus taler om vores adfærd og handlinger. At elske sin fjende betyder IKKE at nære dybe, varme følelser for ham eller hende, men at handle godt i stedet for ondt. 

Vi skal handle til fordel for andre og ikke til skade – sådan som vi også hørte i Romerbrevet i den anden læsning: ”Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde.” Vi skal gøre vores bedste og støtte hinanden, tage ansvar for hinanden, inden vi falder, og livet gør ondt. 

Kan vi det hele tiden? Nej, naturligvis ikke. Jesus vil have os til at indse, at intet menneske er så perfekt, at det kan handle uden fejl. 

Men vi skal hele tiden spørger os selv, hvordan vi kan handle på en måde, som vi også selv gerne ville behandles. Hvis vi hele tiden bestræber os på at være ydmyge og omsorgsfulde og handler ud af næstekærlighed, så kan vi i sidste ende stole på, at Kristi nåde både omfatter os selv og vore fjender. 

Måske det ikke ligefrem skaber verdensfred – men vi kan hver især tage det første skridt og række hånden ud til en ”fjende”, for at nedbryde de fjendebilleder, som vi alt for let selv skaber. 

Dét er en modige handling, dét er at leve som et Guds barn, for ”han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” – OG over ven og fjende.

Vi slutter i dag højmessen af med at synge salmen ”Nu er det Åndens lyse tid”, som blev skrevet i 1995, mens der var krig i Bosnien. 

Salmen er præget af såvel den ”lyse tid” som ”verdens onde strid”, og også af vores medansvar for verden, i stort og i småt, i ord og i handlinger. 

Vi synger om, 

”at folk, vi kalder fjender, 
er skabt af samme kærlighed, 
som vi og vore venner. […] 

Lad kærlighedens lyse Ånd, 
nu lægge verden åben, 
og løse blodets gamle bånd
og fjerne blanke våben.”

Heri ligger håbet for fremtiden – håbet om at der en dag bliver fred igen i Europa, håbet om at gammelt had og bitterhed bliver glemt og gamle fjender forsonet, håbet om at kærligheden er størst, håbet om, at verden ligger åben, hvis vi er åbne overfor verden. 

Håbet om at vi har en nådig Gud, som tilgiver os alle, også når vi fejler.

AMEN

Salmer:
754 Se, nu stiger solen
369 Du, som gir os liv
612 Den store mester kommer
688 Skal kærlighed sin prøve stå
471 O glædelig dag
806 Nu er det åndens lyse tid

3. søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 3. juli 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«
Lukasevangeliet 15,11-32

Prædiken v. sognepræst Carsten Mulnæs

2. søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Lars Emil Bolt, søndag 26. juni 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«
Lukasevangeliet 14,25-35

Prædiken v. sognepræst Lars Emil Bolt

1. s.e. Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, søndag 19. juni 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Lukasevangeliet 12,13-21

Prædiken v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Trinitatis søndag

Gudstjeneste v. sognepræst Lars Emil Bolt, 12. juni 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Matthæusevangeliet 28,16-20

Prædiken v. sognepræst Lars Emil Bolt

2. pinsedag

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, 6. juni 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«
Johannesevangeliet 6,44-51

Prædiken v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Pinse

Gudstjeneste v. sognepræst Lars Emil Bolt, søndag 5. juni 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« 
Johannesevangeliet 14,15-21

Prædiken v. sognepræst Lars Emil Bolt