18. s.e. Trinitatis

Prædiken 18. søndag efter trinitatis i Lillerød Kirke ved sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«
Johannesevangeliet 15,1-11

Prædiken, 18. s.e. Trinitatis ved Carsten Mulnæs

(DDS: 4 – 433/434 – 47 – 412/292 – 729)

I naturen er indlagt et princip om gensidig afhængighed. Jeg så forleden en smuk dokumentarfilm, og de af jer, der har Netflix kan selv finde den. En kær stemme fra min barndom, David Attenborough, aflægger i en alder af 93 år sit vidnesbyrd om klodens tilstand og efterlader sit testamente om den natur, han har viet sit liv – og sin stemme – til at fortælle om. Det er en film med alvor om bæredygtighed og klima. Men den er ikke hysterisk, som vi så tit har hørt det, og den er fuld af håb

I billeder og fortælling minder han om, at naturen ikke bare er omgivelser eller materiale. Den er vores eget ophav, som vi er indfældet i og opretholdes af. Uafhængigt af os har selv de mest irriterende insekter, besynderlige pattedyr eller ydmyge plantevækster hver deres plads, der giver mening for andre end dem selv. 

Det er vel kun mennesket, der kunne få den idé, at alt var til for min skyld – at jeg ikke var til for altets. I naturens cyklus indgår spiring, vækst, frugtbarhed, men også muligheden af at være føde for andre, at visne ned og udbredes gennem frø ført hen et andet sted. Deri findes en ydmyghed, der slår mig som skønhed. Kloden skal såmænd nok overleve, men om vi gør det, afhænger af, om vi lærer at sætte gavmildhed i stedet for grådighed. Selv rovdyrene i naturen nøjes jo med det daglige brød – selvom det består af kød. 

Hver gang bibelens blade bruger naturens gang som metaforer i forkyndelsen, øser vi af denne logik om samhørighed, fredfyldt orden og hensigtsmæssighed. Det sammenfattes med et hebraisk ord ”shalom”. Fred. 

Den bibelske vision om fred er mere vidtrækkende end blot fraværet af krigslarm, som i menneskenes verden mest blev opfattet som en undtagelse. Den bibelske fred er også noget andet end blot at søge en afsides stilhed med sig selv i fred for de andre. Shalom er hele tilværelsens sammenhæng, hvor menneske, natur og Skaberen indgår i et harmonisk hele. 

Derfor siger Paulus i Romerbrevet, at hele skabningen sukker efter forløsning. Det er ikke kun mennesket, der behøver frelse. Når Gud frelser, er det verden, der skal fornys. Der er behov for det. Vi er ikke længere i Paradiset. Men af gode grunde er det netop en have, fyldt med vækster, der skulle give næring til mennesker og dyr, som forbliver urbilledet på den shalom, der var tiltænkt i begyndelsen. Her kunne mand og kvinde leve med hinanden og for deres skaber i nøgen uskyldig glæde, mens de gjorde deres for at værne og vogte de træer og buske, de skulle leve sammen med. Af jorden var de alle kommet. 

Men synden er i verden. Det er ikke kun mennesket, der vånder sig under den. Og derfor sukker hele skabningen. Synden er mere gennemgribende end det, vi moralistisk kan pege fingre af hos hinanden. Synden er den magt, der vender gavmildhed til grådighed. Som da kvinden blev klar over, at kundskabens frugt gav mulighed for selv at blive som Gud til at kende godt og ondt og dermed at blive verdens centrum. Synden er den magt, der får frugten til at rådne og træets grene til at visne. 

Menneskene har siden de opfandt den, været glade for vinen. Noah havde ikke mere end lige klaret sig igennem syndflodens store oprydning, før han slog sig ned som vinbonde – og han blev så fuld, at det blev pinligt. Det kan vi læse om allerede i kapitel 9 i første mosebog. At alkohol kan gøre dum er gammel visdom. Men den vinøse opstemthed er alligevel igennem hele skriften et billede på, den fest, som Gud under sit menneske. 

Derfor kaldes Israel en vingård i Det Gamle Testamente, og derfor sammenligner Jesus sig selv som kirkens herre med en vinstok. På den vokser gudsrigets vin. At den gæres giver den en usynlig kraft, som mennesket må forbinde med glæde. 

Billedet af vintræet og grenene er derfor grundlæggende en tegning af det overskud, som findes i vores afhængighed af Kristus. Det er hentet herfra, når den gamle faddertiltale ved dåben beskriver, at barnet er ”indpodet” på Kristus, som en lille gren, der kan bære sin egen frugt. Ikke af sig selv men fra Kristus. Af en anden sort end sidemanden og dog fra den samme stamme, som de begge via fotosyntesen giver ny energi. 

De forskellige indpodede grene er et smukt billede på kirken, og selvfølgelig også på, at der i dåben faktisk ”sker noget”. Der skabes en relation mellem barn og Kristus, når et lille menneske genfødes af vand og ånd. Og det er altså et vintræ, det podes ind på, for det er det bedste billede på Gudsrigets overskud. 

Men selv et vintræ skal plejes og beskæres. For selvom de gode grene, takket være den usynlige saft og kraft bærer frugt, er der visne grene imellem – måske dem, der bar frugt sidste år. Eller fortidens synder, hvor det kun er en nåde, når de skæres væk for at brændes og glemmes. 

Den guddommelige godhed at kunne glemme har mennesker i en digital tidsalder selv glemt mere og mere. Det hedder farisæisme, og Jesus prædikede ofte imod den. Farisæeren husker alt for godt. Farisæeren elsker at holde fokus på de visne grene – og visner selv derved. Det er faktisk synd for os, når vi mennesker husker alt for godt. Men den stilfærdige vingårdsmand han ser i stedet på frugten og velsigner den ved at give den endnu bedre betingelser for at blive større og modnes ved at give plads, skære det visne væk og fjerne de syge blade. 

Denne organiske måde at beskrive forholdet mellem Gud og os på fortæller stilfærdigt men dybsindigt om, hvad tilgivelse i virkeligheden er for noget. Tilgivelse fører ikke bog. At sige, ”du er tilgivet – men måske fortæller jeg det om 10 år”, er ikke at tilgive, sådan som Gud gør det. Tilgivelse er at skære det rådne, det syge, det visne væk – og at kunne glæde sig over den frugt, der står tilbage. Enhver ved, at vi ikke ligner Gud og må glæde os over, at det er ham og ikke os, der er vingårdsmanden. 

Men bliv alligevel ved den tanke, at tilgivelsen på denne måde lignes bedst ved en organisk og ikke en juridisk ting. Gud er ikke en bogholder eller en dommer, der lader nåde gå for ret. Han er som en gartner, der heler træets sår og får grene til at skyde nye skud, så de kan bære mere frugt. Den form for tilgivelse betyder heling

Derfor kan træets samlede eksistens bruges som en lignelse på det hebraiske ord: shalom. Træet er som en naturlig sammenhæng af gensidig afhængighed, orden og hensigtsmæssighed. Denne helhed viser ud over sig selv. Det gør gavmildheden og tilgivelsen også, når Gud viser os den; og når mennesker evner at sætte frugt og derved ikke kun får velsignelsen men også selv bliver til velsignelse. 

Det er kærlighedens ånd, der gør det. Den strømmer i Kristus, som saften i vinstokkens stamme. Uanset om åndens arbejde er at pode, gøde og rense frugten – eller om det er at skære det syge bort, så er det kærlighedens gerning. Derfor frygter vi heller ikke havemanden, uanset hvad hans opgave er i dag. Vi ønsker at få skåret det syge væk. Sådan mærker vi bedst samhørigheden med Kristus. Det er ikke fordømmelsen men kærligheden, der er det guddommelige redskab imod synden. 

Som der står et andet sted i Det Nye Testamente: kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder. Ja, vi kan sige det endnu mere frimodigt om Gud: den har faktisk ikke længere noget at skjule, for den har glemt dem, brændt dem, vil ikke vide af dem 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

17. s.e. Trinitatis

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« 
Markusevangeliet 2,14-22

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

13. s. efter Trinitatis

Søndag 6. september 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Matthæusevangeliet 20,20-28

Søndagens prædiken af sognepræst Carsten Mulnæs

10. s. efter Trinitatis

Søndag 16. august 2020.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.« 

Matthæusevangeliet 11,16-24

Søndagens prædiken af sognepræst Carsten Mulnæs

Femte søndag efter Trinitatis

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«
Matthæusevangeliet 16,13-26

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Fjerde søndag efter Trinitatis

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«
Matthæusevangeliet 5,43-48

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen.

Første søndag efter Trinitatis, 14. juni 2020

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Lukasevangeliet 12,13-21

2. pinsedag den 1. juni 2020

ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen 

Salmer:
402: Den signede dag

287: Kraften fra det høje
29: Spænd over os dit himmelsejl
725: Det dufter lysegrønt af græs

Optagelse af søndagens prædiken

Evangelieteksten 

v44 Jesus sagde: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. v45 Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. v47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v48 Jeg er livets brød. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Amen. 

Efter næsten 3 måneders pausetid kan vi igen samles til gudstjeneste i alle landets kirker. For vi har brug for vores kirke, som giver os åndelig føde ved at lade os høre og lære om Guds kærlighed og godhed. Og, hvad giver mere mening end i menighedsfællesskabet at fejre kirkens fødselsdag i pinsen – i vores gamle, tålmodige og stolte Lillerød Kirke. Vi har længtes efter at samles omkring salmesangen og evangeliet på den næsten gamle og trygge facon. Også selv om vi er på fysisk afstand af hinanden. Alt det tilsammen giver pinsen år 2020 en endnu mere særlig glans og en intens sanselighed, fordi vi nu igen kan sidde sammen på kirkebænken. En åndelighed og en sanselighed, som pibler næsten lige så forårsagtigt ud af Vagn Steens smukke digt fra 1964: 

Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt, 
den, der maler rosen, maler ikke rosens duft. 

Den, der skriver digtet, maler ikke rosens duft, 
den, der skriver digtet, fanger ikke fuglens flugt, 
den, der læser digtet, læser ikke rosens duft, 
den, der læser digtet, fanger ikke fuglens flugt. 
den, der ikke kender rosens duft, kan ikke, 
den, der ikke fanger fuglens flugt, kan ikke. 
Den, der kender fuglens flugt, kan male, 
den, der kender fuglens flugt, kan skrive, 
den, der kender fuglens flugt, kan læse. 

Den, der kender fuglens flugt, forstår, 
at fuglen kun kan fanges i et digt. 

Og selv om vi kender treenigheden, gudstjenesten og evangeliet, så er det alligevel sådan, at vi ikke med viljen og med hænderne i gribestilling kan fange eller forstå pinsens særlige, sanselige budskab. For prøver vi at fortolke og fastholde pinsen med akademiske gloser, lukker vi af for farverne, ilten, luften – ja for ånden. Men vi kan male budskabet ud med naturens og forårets vidunderlige farvepalet – vi kan skrive det ud – tale det ud – synge det ud – i digtets poetiske form. Vi kan nærme os en indsigt og resonans i vores sind med brudstykker af vores egen livshistorie. En resonans, som svinger harmonisk i takt med pinsens budskab om, at Treenigheden bliver hel. En resonans med afsæt i troen på kærligheden og fremtiden og håbet til, at der er noget, der er større end dig og mig. At jeg ikke er alene. Men ordet treenighed minder os alligevel om, at vi kun kan male rosen, men ikke rosens duft. 

Pinsen er og bliver svær at forstå. For at ånden – Helligånden, pinsens ånd, talsmanden, sandhedens ånd, kærlighedens ånd kommer til, pirrer os i vores rationelle, videnskabelige og forstandsmæssige liv. Derfor må vi gå ind i poesiens verden for at uddybe ånden – Helligånden og vores egen lille ånd og den sære forbindelseslinje mellem de to. Det gamle testamente rummer masser af poesi. I de første linjer af skabelsesberetningen hører vi, at Guds ånd svævede over vandene og satte skel mellem lyset og mørket. Vi fik et åndedræt, en puls, en horisont, en tidslinje, et liv og et kompas. I Det nye Testamente virker ånden især ved disciplenes pinsefrokost, som vi hører om i Apostlenes Gerninger. Her kommer suset gennem lokalet, hvor de bange, forvirrede og rådvilde disciple befinder sig alene uden deres lærermester, og hvor tunger af ild satte sig på deres hoveder. Kærlighedens og sandhedens pinseånd gør sit himmelske arbejde. Kærlighedens sprog er internationalt og overtrumfer alle tungemål i sit metasprog. 

De tolv oplevede, hvordan kirken underfuldt blev født 50 dage efter påsken. Midt under pinsefrokosten. De var alene nu med det håb og den bindende dåbsbefaling, de havde fået kastet i favnen i den endelige afskedsscene med Jesus på toppen af et bjerg Kristi Himmelfarts dag. Alene med ansvaret for budskabet, kirken og dåben. Pinseunderet skete jo netop her under fælles frokosten, hvor håbet rejste sig for de 12 uperfekte og usikre sjæle. Himmelsuset gik gennem lokalet, og med ildtunger blev Helligånden født sammen med kirken. 

De svage disciple bliver de stærke efter dette guddommelige fødselsunder. Den kirke, som blev født og rejste sig her, er den autentiske kirke af levende stene. Urkirken med sin forsamling af troende, der takker, synger og udbreder opstandelsesbudskabet. Det absurde budskab om, at Jesus med sit kærlighedsoffer på korset vendte død til evigt liv på tværs af ondskab, nød og elendighed – for vores skyld. Dengang var det den rene, usmykkede, kraftfulde og insisterende kirke, som kom til verden på trods af og på tværs af al modstand fra omverdenen. Senere kom spir, sølvtøj, præster, menighedsråd, sognegårde og kirkeministeriet til. 

Evangelisten Johannes har pinseordet i dag, 2. pinsedag 2020. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Den gamle evangelist er både sanselig og livsnær i sin iver efter at belyse Helligånden og dens virke. Her på tærsklen til trinitatis tiden får vi Helligånden i ryggen. Gud har bøjet sig ned over os med sin varme pinseånde. Fraværet og tomheden er blevet til nyt nærvær og fylde – af brød og af ånd – og af kirke. 

Al den snak om brød leder tankerne hen på lækkert hjemmebagt brød med kerne til 2. pinsedags pinsefrokost. Den slags sanselige, konkrete og velduftende brød, som kommer i picnic-kurven eller på pinsebordet, når familie og venner mødes i sommerlig fest og glæde. Allerhelst indtager vi vores eget pinsebrød ude i Guds fri natur med madkurv og skovturstæppe, rødternet dug og med fuglesang og naturens forunderlige dufte midt imellem sild og ost. Det er der sommer i, og det er der livskvalitet og fællesskab i. Og midt ind i vores sanselige forestillinger om pinsefrokostens lyksaligheder er det så evangelieteksten lyder. Særligt tydeligt og højstemt ved omdrejningspunktet i vers 48, hvor Jesus udtaler: ”Jeg er livets brød!” Men kan de, disciplene, overleve og bygge kirke på det luftige himmelbrød – uden deres lærermester. Tomheden overvældede og tyngede dem, for de havde mistet ledetråden til himlen. Nu var tiden inde til, at de trådte i karakter. På egen hånd måtte de bygge den kirke på jorden, som skulle fastholde kærlighedens ånd og himmeltråden. 

Kirken blev født i modstand og i ånd og tunger af ild, og den står her endnu. Den blev sat i verden som ”livets brød” for at give evangelieordet videre i tro, håb og kærlighed. Den blev sat i verden for at modsige tomheden, selvoptagetheden, ondskaben og åndløsheden. Derfor går vi herhen igen midt i den underlige pausetid år 2020. Midt i pandemien, usikkerheden og depressionen. Mere end nogensinde har vi brug for at mærke, at Gud med sin ånd og sit ord er herinde i kirkerummet for hvert eneste menneske – generation efter generation historien igennem – også i tiden, der kommer. Herinde beder vi i fællesskab om åndens hjælp i kirkens gudstjenester, til dåb og til nadver – til sjæl og krop. 

Vagn Steens fine poesi om rosen eller Kristus om fuglen eller duen – og om dig og mig hjælper os på vej til at finde pinseånden, ledetråden og kirkeresonansen i dit og mit liv: 

Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt, 
den, der maler rosen, maler ikke rosens duft. 
Den, der kender fuglens flugt, kan male, 
den, der kender fuglens flugt, kan skrive, 
den, der kender fuglens flugt, kan læse. 


Den, der kender fuglens flugt, forstår, 
at fuglen kun kan fanges i et digt. 
Den, der kender fuglens flugt, forstår, at digtet lyder. 

Glædelig pinse! Amen.