Midfaste søndag

Gudstjeneste søndag 19. marts 2023v. sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Johannesevangeliet 6,1-15

Prædiken ved Carsten Mulnæs

2. søndag i fasten

Gudstjeneste søndag 5. marts 2023v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matthæusevangeliet 15,21-28

Prædiken ved Elsebeth Hougaard Jensen

1. søndag i fasten

Gudstjeneste søndag 26. februar 2023v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.’« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. 
Matthæusevangeliet 4,1-11

Prædiken ved Elsebeth Hougaard Jensen

Fastelavn i Lillerød Kirke!

Fastelavnstønde

Fastelavnsgudstjeneste og tøndeslagning

KOM TIL FASTELAVNSFEST I LILLERØD KIRKE – vi kalder alle børn og barnlige sjæle, som skal vær velkomne til familievenlig og festlig gudstjeneste i kirken. Bagefter fortsætter festen i sognegården med tøndeslagning, sjov og ballade.

Søndag d. 19. februar kl. 13

Vi lover god stemning, lidt til den søde tand – og håber selvfølgelig at se en masse flotte udklædninger.

Septuagesima

Gudstjeneste søndag 5. februar 2023v. sognepræst Lars Emil Bolt

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« 
Matthæusevangeliet 20,1-16

Prædiken ved Lars Emil Bolt

Sidste søndag efter helligtrekonger

Gudstjeneste søndag 29. januar 2023v. sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«
Matthæusevangeliet 17,1-9

Prædiken ved Carsten Mulnæs

3. søndag efter helligtrekonger

Gudstjeneste søndag 22. januar 2023v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.« Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time.
Matthæusevangeliet 8,1-13

Prædiken ved Elsebeth Hougaard Jensen

2. søndag efter helligtrekonger

Gudstjeneste søndag 15. januar 2023v. sognepræst Lars Emil Bolt

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
Johannesevangeliet 2,1-11

Her forleden dag, da sad jeg og så fjernsyn. Ja, nu skal det altså ikke lyde som om, at det er noget, jeg kun gør sjældent – det sker alt, alt for ofte. Og altså også denne gang.

Jeg så et af mine yndlingsprogrammer – Løvens Hule. Jeg er vild med det program, for der er noget enormt naturligt og menneskeligt over det. Håbefulde iværksættere, der kun ved hjælp af deres gode ideer, salgsevner og et par nøgletal, forsøger at gøre lykken og skyde papegøjen.

Det eneste, der skal til for at komme i mål, er at få overbevist én af programmets såkaldte ”løver” – nogle af Danmarks dygtigste erhvervsfolk – til at skyde penge i iværksætterens idé.

Som sagt mener jeg, at der er noget enormt menneskeligt i den situation. Iværksætteren søger lykken – det kan vi nok alle sammen sætte os ind i – og bliver kontant bedømt for sin præstation.

Ligesom ved en skoleeksamen, er det den flittige elevs – eller i dette tilfælde iværksætters – fest, og alle os seere kan så sidde og krydse fingre for, at de sympatiske og dygtige får held med deres forespørgsel – og at de alt for dumsmarte, arrogante og uprofessionelle bliver sat på plads, af én af de erfarne løver.

Som sagt: meget naturligt – meget menneskeligt – meget konkret – sort/hvidt og meget enkelt.

Sådan plejer det at være, når jeg ser Løvens Hule. Men her sidste gang jeg så programmet, så skete der alligevel noget i dette ellers så fredelige program, der gjorde, at jeg kom til at råbe og skrige af fjernsynet og – vist nok – var nødt til at forlade stuen i bar arrigskab.

Stik imod hvad man skulle tro, så handlede det ikke om en eller anden smart-i-en-fart iværksætter – nej, det var faktisk 3 meget sympatiske mennesker, der umiddelbart havde et godt formål – en virksomhed, der afholder sommerlejre for børn. Hvem kan dog have noget imod det?

Min arrigskab, den var derimod rettet imod løverne – ja, faktisk var den særligt rettet imod én enkelt af løverne. Nu behøver jeg selvfølgelig ikke at nævne navne, men lad os bare sige, at han har rigtig godt styr på udbringning af fast-food.

Denne løve, han kom nemlig i en ret så ubehagelig infight med en af panelets kvindelige løver – en såkaldt løvinde – og begrundelsen? Sommerlejre for børn.

Den kvindelige løve, hun kom nemlig for skade at nævne, at hun ikke ønskede at investere i den aktuelle virksomhed, fordi deres mission om at drive sommerlejre for børn var i direkte konkurrence med den frivillighed, der driver foreningslivets mange lejre og tilbud. Det foreningsliv, der er med til at forme og danne unge mennesker.

Jeg var dybt imponeret over, at denne profil i erhvervslivet, der ellers må tænkes at være verdensmester i tal, regnskaber og profitmåling, havde denne indsigt og forståelse for frivillighedens og foreningslivets helt særlige rolle i Danmark.

For det ér noget, der er helt unikt ved Danmark og danskerne, at vi som folk har haft (og heldigvis til dels stadig har) en forståelse for og anerkendelse af vigtigheden ved at løfte for andre – også selvom det foregår ulønnet, og nogle gange ikke påskønnet, hen.

At hjælpe dem, der har brug for hjælpen – menneske til menneske, ikke stat til borger, institution til bruger eller virksomhed til kunde. For som Grundtvig så smukt formulerede det: Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt. Altså, når vi hjælper og deler vores overskud – økonomisk såvel som mentalt – med dem, der ikke har så meget.

Min store begejstring over løvepanelets forståelse for folkeånd og grundtvigianisme led dog hurtigt et knæk, for straks efter at den kvindelige løve havde nævnt, at hun som sagt ikke ønskede at investere i en konkurrent til frivilligheden, så kom den førstnævnte fast-food-leveringsløve på banen.

Han kendte intet til den frivillighed, løvinden talte om – det var ikke noget, han havde set eller oplevet, og ordet frivilligt foreningsliv forekom ham sågar ukendt, som han med næsten stolthed udtrykte det. En enkelt dårlig oplevelse, hvor hans søn, der var på spejderlejr, fik en grim behandling, kunne han godt huske – men derudover var frivilligheden og foreningslivet en ukendt størrelse for ham – og noget han i øvrigt fik understreget, at han var fuldstændig ligeglad med.

Jeg må tilstå, at jeg var chokeret over denne ellers så dygtige og skarpe løves totale mangel på forståelse for frivilligheden, og dens enorme betydning for det danske civilsamfund. Jeg var chokeret over, at han aldrig i sit liv mente at have oplevet den, og jeg var chokeret over, at han end ikke kendte de begreber, der knytter sig til denne disciplin.

Men – måske skulle jeg slet ikke have været så chokeret igen. For som jeg allerede har nævnt, så er noget af det, jeg så godt kan lide ved Løvens Hule, at det er menneskeligt – og der er da intet, der er mere menneskeligt, end ikke at kunne tro dét, vi ikke selv har oplevet.

Dét vi ikke selv kan se, mærke og smage. Og denne menneskelighed er også lige netop dét, der gør sig gældende i dagens evangelietekst.

I denne kendte fortælling, hvor Jesus gør vand til vin – Jesu første under, ifølge evangelisten Johannes – der er der nemlig heller ikke noget at se.

Vinen til brylluppet er sluppet op, og der er forståelig frustration blandt gæsterne. Jesu mor, Maria, beder sin søn om at gøre noget – bare et eller andet – men som Jesus påpeger for hende, er det endnu ikke hans tid.

Underforstået: Det er ikke tid til, at jeg skal vise alverden hvem jeg er og hvad jeg er i stand til. Det er ikke tid til, at de skal se, at jeg er Gud.

Men hjælpsom, som Kristus er, så lader han, på trods af dette, ikke bryllupsgæsterne i stikken. Han beder derfor tjenerne om at hente de seks vandkar, der efter jødisk skik skulle være, så gæsterne kunne rense sig. I kan måske næsten forestille jer, hvordan vandet i sådan seks kar har været, efter at et helt hold bryllupsgæster har renset hænder, fødder og ansigt i det.

Men karrene med vandet bliver altså båret frem, og da mundskænken smager på det, er det blevet til den fineste vin.

Ikke ved et stort, pompøst mirakel. Der uddrives ingen dæmoner og helbredes ingen syge. Men et mirakel er det alligevel. Dog kun for dem, som tror.

For de almindelige bryllupsgæster er det bare ny vin til at fylde i glassene. De har måske slet ikke opdaget, at vinen var ved at løbe tør – de har bare fyldt på – nydt overfloden og – efter underet – Kristi skjulte arbejde.

Derfor har de heller ingen grund til at tro på, at ham Jesus, Marias søn, skulle være noget særligt – de har jo ikke oplevet det.

Ja, det er faktisk ligesom den mandlige løve i mit tv-program. Han har ikke haft en oplevelse med frivilligheden – i hvert fald ikke en positiv én – og derfor eksisterer den slet ikke i hans bevidsthed.

Den er komplet ligegyldig – overflødig – vel nærmest lidt dum, når man nu, som hans seneste investering, kan tjene lidt penge på det det i stedet.

For disciplene, derimod – dem, der har øje for situationen og hvad der sker – der er der ingen tvivl om, at et mirakel er sket, da vandet er blevet til vin. Der er ikke sagt nogen form for trylleord over vandet – der er ikke puttet noget i – der er ikke blevet danset en åndemanende dans ved siden af det, og der er ikke blevet bidt et hoved af en levende høne eller løbet baglæns rundt om kirken.

Nej, det eneste, der er sket – det eneste, disciplene har bevidnet – er, at Jesus har sagt: »Fyld karrene med vand.« og »Øs nu op og bær det hen til skafferen.«

Det er alt – men det er alt rigeligt. For selvom underet er usynligt – så er disciplene stadig sikre på, at det vil ske, som Kristus har befalet. De stoler på dét, der hverken kan se eller forstå – de har en respekt for det, der er usynligt. De har en respekt for ånden.

Igen er det oplagt at drage en parallel til mit tv-program, for løvinden, der ikke ville investere i en konkurrent til frivilligheden, hun havde en forståelse for ånden – at dét, der måske ikke lige kan skues med det blotte øje eller forklares med små ord, det stadig kunne have en stor betydning. Ja, måske en langt større betydning end alt det synlige, netop fordi det ikke kan måles ud og beregnes, men gøres af ånd alene.

Det er også det vi skal opleve, når vi nu lige om lidt skal til at døbe et lille barn. Barnedåben kan ikke måles og vejes – tre små håndfulde vand er ikke nok til, at der er den store ændring at se.

Men i ånden – der er intet det samme. Når et lille barn markeres som Guds eget, så skal det nemlig aldrig frygte. Det vil aldrig være alene, men altid have Gud ved sin side.

Det skal aldrig græde, for det vil altid blive trøstet af Gud. Det skal aldrig føle sig uelsket, for det er allerede elsket. Og det skal aldrig føle sig forkert, for det er skabt af og i den kærlig, som er og udgår fra Gud.

Alt dette sker i ånden – men for det utrænede, kalkulerende øje, er det hele bare en gang vandplaskeri.

Dagens lektie – det jeg håber, at I alle vil tage med jer hjem i dag – det er derfor: Sæt pris på ånden.

Den kan ikke ses – den kan ikke måles – den kan ikke vejes – men ligesom med frivilligheden i det danske foreningsliv, så kan den så sandelig mærkes. Ja, åndens magt – kærlighedens, omsorgens, moralens, hjælpens magt ér så sandelig reel og kan mærkes – og var det ikke for den, så ville alt liv, engagement og medmenneskelighed visne bort.

Ja – vi kunne måske tjene et par kroner – eller måske ligefrem tre milliarder om året – ved at afskaffe ånden – men er vi virkelig parat til at betale dén pris, bare fordi vi ikke kan se ånden?

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

1. søndag efter helligtrekonger

Gudstjeneste søndag 8. januar 2023v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
Lukasevangeliet 2,41-52

Prædiken v. Elsebeth Hougaard Jensen

Nytårsdag

Gudstjeneste søndag 1. januar 2023v. sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.
Johannesevangeliet 2,1 – 21

Prædiken v. Carsten Mulnæs

Abraham brød op. Brød ud. Brød igennem. I Det Gamle Testamente fortæller de mange slægtstavler og stamtræer, at mennesket har en urgammel interesse i at skabe sammenhæng ved at forstå historien som én lang kontinuerlig fortælling fra skabelse til fuldendelse. Således er også Abraham i den jødiske selvforståelse folkets stam- eller urfader. Men han var også søn af nogen: Nemlig af sin far Tera, der med Abraham rejste fra byen Ur i Kaldæa i det land, som vi i dag kender som Irak.

Men med historien om Abraham, der rejser fra det land – nemlig Syrien – som han med sin far havde slået sig ned i, sker der noget nyt: Et opbrud.

Selvom bibelhistorien er bundet sammen af slægtsforskningens anetavler – ligesom vores nytår allerede har vist sig blot at være en fortsættelse af historien fra 2022 – så sker der altså noget afgørende nyt i kapitel 12 i første mosebog. Det nye, som sker, er, at Gud Herren taler. Taler direkte til Abraham. Nyheden er ikke, at Abraham begiver sig på vej til Kana’ans land – det havde Abraham og hans far Tera faktisk allerede aftalt hjemme i Ur i Kaldæa, selvom de så valgte at slå sig ned på halvvejen i Syrien.

Nej, det nye er, at Gud taler til Abraham for at lyse sin velsignelse over Abrahams videre færd. Så bryder Abraham op og bliver begyndelsen på en historie. En rejseskildring. Det er ikke tiden, der begynder, den fortsætter bare – ligesom vi allerede nu ved, at vi om et år sidder her igen og fejrer, at det blev ´24. Men begyndelsen – alle begyndelsers begyndelse – er, at Gud lover sin velsignelse. Også over vores rejse gennem livet.
Det er i Guds velsignelse, at vi ser en ny begyndelse. For Gud er begyndelsernes Gud: Gud er Gud for den gode begyndelse, fødslen, det nye ”nådeår fra Herren”, tilgivelsen, løftet, håbet, frimodigheden – alt dét, der gør, at vi tør se fremad og sætte den ene fod foran den anden.

Jesus bliver på 8.-dagen navngivet ved omskærelsen. Læg mærke til, at Lukas som en selvfølgelighed skriver, at Jesus ”skulle omskæres”. Selvfølgelig skulle han det. Jesus var jo jøde. Kontinuiteten og identiteten som jødisk folk igennem århundreders historie både som krigsnation og som fordrevne landflygtige lå i omskærelsens tegn. For de allerfleste jøder er den stadig – endnu mere end muslimske kvinders tørklæde – afgørende for selvforståelsen af at høre til i en sammenhæng.

Ved omskærelsen blev Jesus åndeligt talt Abrahams søn. Et lille indgreb, der ikke kan tænkes ret meget mere fysisk end denne religiøse kirurgi, forbinder kød og ånd, individ og folk, historie og løfte. På en måde er vi inde ved kernen i både jødedom og kristendom, når vi ser, at religionen på denne måde bekender sig til det organiske jordiske liv. Vi er ikke bestemt til at være frit flagrende sjæle, der midlertidigt må længes efter at blive befriet fra kroppens fængsel, men mennesker i kød og blod, der lever af Guds løfte om velsignelse.

I dig skal alle jordens slægter velsignes.

Sådan lød løftet til Abraham. Af hans sæd skulle spire frem en frelse, der ikke kun var for et enkelt folk, men for alle jordens folk. I Jesu omskærelse sker der derfor noget nyt med selve omskærelsen. Dette symbol på etnicitet, tradition og kultur bliver Guds Søns eget – for at blive gjort overflødigt.

Det tog en generation at finde ud af det. Efter Jesu opstandelse fik apostlene Peter og Paulus omskærelsens overflødighed åbenbaret af Gud på hver deres måde. Peter var langsommere end Paulus til at forstå konsekvensen. Men Paulus vandt diskussionen og blev på en måde den tidlige kirkes første protestantiske reformator:

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde.

Paulus’ udgangspunkt er binært. Han kan ikke forestille sig mere end to køn. Men verdens befolkning består for ham dybest set også kun af jøder og ikke-jøder, hvilket han kalder ”grækere”, selvom han jo kendte til, at der også fandtes barbarer og afrikanere. Endda samfundsforholdene dengang kunne han overordnet sammenfatte som at være enten ”træl eller fri”.

Men netop fordi Paulus’ udgangspunkt, bestemt af sin tid, er enkelt, er hans befriende vision, så meget desto klarere:

I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus… I er alle én i Kristus Jesus.

Det er som en trompetfanfare til fejring af den velsignelse, som siden Abraham har gjaldt alle jordens folk: At I må være én. Der står ikke ét men én. Det er ikke intetkøn, men fælleskøn. Det er organisk. Det er mennesker. De har iklædt sig det pagtstegn, som Paulus et andet sted kalder en ”omskærelse ikke gjort med hænder”. Nemlig dåben, der gør os til Guds børn.

Den evangeliske jøde Paulus fortsætter:

… og hører I Kristus til, er i også Abrahams afkom,
arvinger i kraft af Guds løfte.

Det, der betød så meget for jøderne – at være Abrahams afkom eller Abrahams børn – er i kraft af Jesus Kristus blevet en gave for både jøder og ikke-jøder. Omskærelsens tegn er ikke det vigtigste. Det er blevet overflødigt. Det vigtigste er Guds faderlige løfte om velsignelse. Vi blev døbt til den velsignelse og sådan – for nu at tale billedligt – blev det muligt for Guds børn at iklæde sig Kristus.

Med andre ord: kristen identitet er at være én med Kristus og således én med hinanden, fordi Kristus lever videre i os alle, som ét legeme eller én organisme tilsammen.

Lige så fysisk som omskærelsens bekendelse var ved at skære noget væk for at afgrænse folket i forhold til andre folk – lige så fysisk erfarbar er velsignelsen for Paulus: at Kristi legeme udgøres af os, der ved dåben er én i ham. Det er denne sandhed Ole Sarvig gengiver i sin fine nytårssalme, vi lige har sunget:

Han gror af jeg’ets
hjerterod.
Han er dit liv. Du er
hans blod

Et opbrud begyndte med Abraham, fordi Gud talte sit ord til ham og lovede ham velsignelse. Og Gud gjorde en ny begyndelse, da dette Ord blev kød i Jesus Kristus. Guds begyndelse med os blev skænket, da vi ved dåben hørte hans løfterige ord om, at også vi er Guds børn. Abrahams åndelige afkom og derfor arvinger til Guds rige velsignelse.

Nytårsdag samles to perspektiver. Det ene perspektiv er tidens gang, som vi uophørligt er en del af, og som fortæller os, at vi er ”kommet af jord og skal blive til jord igen”. Vi lever derfor ikke i det selvbedrag at tro, at det er en kalender, der forkynder det afgørende nye for os. For det andet perspektiv er Guds ord, der hver gang det lyder, lover en ægte ny begyndelse.

Denne nye begyndelse tager vi med ud herfra, når vi har hørt velsignelsen, når vi har modtaget tilgivelsen, når vi har mærket, at ånden binder os sammen som én i Kristus, selvom vi ikke har fortjent det.

Vi bryder op. Vi bryder ud. Vi bryder igennem – til åbne nye horisonter, som kun Gud kan vise os. Dristigheden til nye dage finder vi ikke i uskrevne kalendersider, men i, at Jesus blev en del af historien, for ved sin opstandelse at vise os, at det ikke er historik men tro, der giver os fremtid. Hverdagen begynder ikke først i morgen. Hverdagen begynder i hvert eneste øjeblik, hvor vi taknemmeligt tager imod Guds mulighed for at gøre en ny begyndelse med os. Og så vil vi ligesom Abraham se et forjættet land, Guds rige, spire op lige midt iblandt os –

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 716 – 36 – 720/18 – 712