3. søndag efter påske

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 8. maj 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«
Johannesevangeliet 14,1-11

Prædiken v. sognepræst Carsten Mulnæs

I det bibelske skrift Apostlenes Gerninger kan vi læse, at de første kristne kaldte sig: ”dem der hørte til Vejen”. Vejen er et stærkt symbol. I dag er vores infrastruktur så udbygget, at vi måske ikke tænker på, hvor stor en ting, det er at kunne komme frem. Herfra og til Rådhuspladsen er der asfalteret et finmasket netværk af færdselsårer. I Romerriget, hvor kristendommen blev til, var én af de største bedrifter via veje at få bundet det store rige sammen. Med bestyrtelse ser vi i øjeblikket, at ødelæggelsen af broer og veje kan være nødvendigt for at standse forsyninger til en voldsmagt. 

Så veje er til for at kunne færdes, og i gammel tid også et udtryk for at kunne færdes trygt. Hold dig til vejen: inde i buskadset kan alle mulige farer gemme sig så som giftige torne, slanger eller insekter. I Det Gamle Testamente hører vi om vejen som det sikre alternativ til at gå i ørkenen med skorpioner, skarpe sten og brændende sand. Frelsen, som Johannes Døberen citerede, blev forberedt ved at ”bane Herrens vej”, så folket kunne færdes frit og trygt. 

Veje og nedtrådte stier er i almindelighed kommet for at blive. Det, der i dag kan betegnes med et skilt, hvor der står ”Kirkestien”, har, før den blev pænt anlagt, ofte i generationer blot været et spor langs et markskel i århundreder. Når først én er gået i forvejen, følger vi andre efter. På dén måde, fortæller stier både rumligt om steder, der bindes sammen, og i tid om, at mennesker færdes i generationer – for at gå samme vej. 

Som I kan høre, har jeg altid været fascineret af det med vejene. At stå ét sted og ligesom visualisere, at der er forbindelse af vejstykkerne langt langt derudad. Nærmest til verdens ende. Det må være oplevelsen af den transsibiriske jernbane, eller når folk tager på motorcykel til Afrika i stedet for at flyve derned. Et ønske om at erfare, at strækningen binder sammen. Jeg er ikke en pilgrimsvandrer. Måske burde jeg være det, for det er jo en del af visdommen i pilgrimsvandringen. 

”Målet er intet, vejen alt” – skrev Søren Kierkegaard. Han havde også buddhistisk litteratur i reolen, og jeg tror, at han kan være inspireret af det her. I hvert fald er det et ordsprog, som ikke har kristent patent. Målet er intet, vejen alt. Det er ikke så mærkeligt, at mottoet kan bruges meningsfuldt i både meditative, terapeutiske eller organisationsudviklende refleksionsformer. Processen har værdi i sig selv. Vi er tudet ørene fulde af det i mange sammenhænge og hele tiden. Men har vi taget det til os?

For samtidigt sættes der også mål for os som aldrig før! Børnene skal have læringsmål allerede fra børnehaven. Og jo – målene er jo delmål, der blot skal give processen en retning, men alligevel taler vi meget om mål som det, vi må have for øje, hvis ikke vi skal spilde tiden. Hvis målet er intet og vejen alt, betyder det at spilde tiden imidlertid noget andet. At man nemlig kan være så hurtigt fremme ved målet, at man glemte det vigtigste: vejen derhen. 

Når Jesus i de elskede evangelieord siger om sig selv, at han er ”Vejen, sandheden og livet”, så giver det god mening, at de første kristne kaldte sig: ”dem, der hørte til Vejen”. Der var en bevidsthed om, at der findes en vej, der er den rette, og der findes afveje, hvor man kan fare vild. 

Eksklusiviteten i, at Jesus i bestemt form kalder sig ”Vejen, sandheden og livet”, forstår vi bedst, når vi fordyber os i, hvad det var for et menneske, der som Guds søn sagde det. Der er mange, der tager patent på den rigtige vision for at få andre til at holde kæft, trit og retning. Men var det sådan, at Jesus levede iblandt os? 

Tag nu hans forkyndelse i lignelser. Sandheden i dem lå jo i at komme tilhøreren i møde, så sandheden i evangeliet blev til en sandhed for den enkelte ved, at han eller hun selv kom det i møde og tog det til hjerte. Når Jesus fortalte om Guds rige med historien om den fortabte søn, så skete der jo dét, at den, der hørte det, selv blev til den fortabte søn, der opdagede, at hos Gud er der altid et hjem, hvor man hører til, uanset hvor groft man ellers har forspildt sine chancer. 

Eller når han forkyndte om, hvordan livet skulle leves, var det så ikke netop en forkyndelse, der lovede frihed, åbenhed og kærlighed? At gøre liljen på marken eller fuglen under himlen til forbillede på det bekymringsløse liv er da alt andet end at sætte din tilværelse i snærende bånd og faste rammer; det er i stedet med evangeliets bevægende kraft at lukke dig ud i den tillid, der tør lade hver dag have nok i sin plage, og give dig tro på, at det evige liv er begyndt som et liv med Gud.

Sådan tror jeg derfor også, at når Jesus taler om, at han er Vejen, så er eksklusiviteten i, at han er den eneste vej, samtidigt den inklusive, at hans vej fra død til liv er en vej, han gik for alle mennesker. Jesus beskrives i Johannesevangeliet ofte som den ”eneste adgang” til Gud. Det er ikke for at pege fingre ad andre religioner og sige, at de går til Helvede med deres anderledes forestillinger. 

I stedet er det budskabet om, at Gud har bundet sig til den menneskelighed, som Jesus Kristus viser os. Barmhjertighedens og forsoningens vej. At Jesus er vejen – den eneste vej – er ikke en lidt skummel udgave af kristen selvretfærdighed. Det er det klareste lys over vores tilværelse, at Gud har valgt selv at bane sig vej med os. Ordene, vi har hørt fra Johannes, falder skærtorsdag aften. Altså lige inden den sidste strækning af Jesu livsvej gennem forræderi, justitsmord, lidelse for at nå frem til opstandelse. 

Som I hørte, vil han indgyde sin disciple livsmod, inden de frygtelige ting skal ske: 

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig.

Det er rigtigt, at samtalen om Vejen begynder, fordi den tænksomme Thomas ikke kan forstå, hvor Jesus tager hen, når han forlader dem. Jesus har da også indledt med den skønne metafor om, at der i Faderens hus er mange boliger. En form for mål er det jo. Vi vil gerne være dér, hvor frelseren hører til. Hos Faderen. Men da den anden discipel, Filip, siger:

Vis os Faderen, og det er nok for os… 

– svarer Jesus, næsten bebrejdende, at han jo allerede har set Faderen, når han har set Jesus. Teksten var ikke nem at høre og forstå før. Den kredser om treenighedens mysterium. Men vi er nødt til at lytte til det for at forstå den inkluderende nåde i det, som så mange ellers har stødt sig på. 

Fx har jeg fundet ud af, at nogle kan blive anfægtet af udtrykket ”de mange boliger”. Nå ja – mange; men plads til alle? Vejen, sandheden og livet i éntal – altså: der er nogen, der er udenfor? 

Men nej – når du hører, hvem der siger, ”den, der har set mig, har set Faderen”, så ser du, at det er den åbnende og selvopofrende kærlighed, der siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Og så er vi ikke i tvivl – den Gud, der gjorde Jesus til forbindelsen mellem ham og os, er ikke en Gud, der lukker folk ude, men lukker dem ind; han lader dem ikke i stikken i ødemarken, men bygger bro over brusende strand ”fra dødningehjem til de levendes land”; han venter ikke på, at vi får kæmpet os frem til målet, men har gjort sig selv til den vej, vi kan færdes på endnu i dag som Guds frimodige børn –

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 18 – 441 – 291/561 – 401

2. søndag efter påske

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, 1. maj 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«
Johannesevangeliet 10,22-30

Prædiken v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

1. søndag efter påske

Gudstjeneste v. sognepræst Lars Emil Bolt, 24. april 2022, 1. søndag efter påske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«
Johannesevangeliet 21,15-19

Prædiken v. sognepræst Lars Emil Bolt

2. påskedag

Gudstjeneste v. sognepræst Lars Emil Bolt, 2. påskedag 18. april 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. 
Johannesevangeliet 20,1-18

Prædiken v. sognepræst Lars Emil Bolt

Glædelig påske med Bach!

Sognepræst Erik Høegh-Andersen samarbejder ihærdigt med Trinitatis Kirkes kantori om dét projekt at inddrage og fortolke Bachs kantater som en del af kirkens liturgiske tradition. I år indledtes hans prædiken påskedag med at tage udgangspunkt i kantaten, der var blevet opført tidligere i gudstjenesten.

Es war ein wunderlicher Krieg, Da Tod und Leben rungen, Das Leben behielt den Sieg, Es hat den Tod verschlungen. Die Schrift hat verkündigt das, Wie ein Tod den andern fraß, Ein Spott aus dem Tod ist worden. Halleluja!

Luther

Det var en tvekamp underfuld, da liv og død de brødes, og kredsen skreves under muld, hvor riget var de dødes; men livet fik dog overhånd, så, fængslet i sit eget bånd, til spot er nu døden blevet. Halleluja!

Grundtvig

”Bachs kantate Christ lag in Todebanden er én af hans tidligste kantater fra 1707 eller 8. Men den blev genopført påskedag i 1724 kun to dage efter førsteopførelsen af Johannespassionen. Menigheden havde dengang, som vi har haft det i Trinitatis lejlighed til at lytte til de to værker næsten i forlængelse af hinanden, og dermed også tænke over hvor vidt forskellige de er, selv om de også på nogle punkter har et fælles udtryk. 

Begge er de meget dramatiske, begge har tekster og musik som viser hvilken bedrøvelig tilstand vi engang befandt os i, fastspændt af syndens og dødens snærende bånd, men nu har Kristus befriet os – det er budskabet i begge værker.

Men hvad betyder det så for os at Kristus har vundet over dødsmagterne og befriet os? Det er dér forskellen mellem passionen og kantaten først og fremmest viser sig. I Johannespassionen bliver vi befriet til den evige hvile, men i Christ lag in Todesbanden kan vi fejre sejren over døden med en påskefest, en livsfest uden lige. 

Vi har allerede hørt hvor livligt og festligt det går for sig. Først den indledende symfoni med sukkende og dissonerende melodiske bevægelser. Det var en sorg at være til – dengang.  Indtil Kristus sprængte dødens lænker og opstod fra de døde for at skænke os livet. Så begyndte festen. ”Derfor skal vi glæde os og lovprise og takke Gud og synge. Halleluja!”, hørte vi koret synge. Og hvilket ”Halleluja” – utæmmeligt og vildt. 

Der står i Apostlenes Gerninger, at Gud lod Jesus, som var naglet fast til korset, opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden. Sådan en livskraft havde han i sig. Det er det, Luther har skrevet sin salme om, og som Bach har vist i sin musik. En Jesus som får tilværelsen til at synge eller danse. En frelser som på livets vegne kæmper mod døden i en vidunderlig kamp, hvor døden bliver besejret og opslugt. Og tilbage er kun dens kraftløse gestalt. Den har mistet sin brod.      

Derfor skal vi spotte døden og holde fest. Det er påskebudskabet i Luthers salme og Bachs kantate. ”Så holder vi for livet fest, som død har overvundet, og priser kæmpen allerbedst, som har den stærke bundet”, synger vi i Grundtvigs gendigtning af salmen.”

Påskedag

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, påskedag 17. april 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Matthæusevangeliet 28,1-8

Prædiken af sognepræst Carsten Mulnæs

Opstandelse betyder, at der er en fremtid, Guds fremtid. Også for de døde. For de sørgende, for de lidende, for de forfulgte, for de hjemløse. Opstandelse betyder også, at død og død er to ting. I påsken lyver vi ikke ved at sige, at de døde ikke er døde alligevel. Vi sørger jo over dem. Vi ved, at de er døde. Men vi tror, at de er hos Gud, fordi Gud er hos dem. 

Men hvordan skal vi forstå, hvad vi tror? Behøver vi at forstå vores tro? Måske ikke! Men vi prøver ofte alligevel. Så kommer filosofien, poesien, billedkunsten, myten og fantasien os til hjælp. Det har kirken altid gjort brug af, for den opstandnes venner er et fortællefællesskab. 

Jeg hørte for nylig en prædiken, der til min overraskelse uden noget forbehold, beskrev Jesu himmelfart med historien om, at hans fødder havde lavet aftryk i klippen. Legenden fortæller, at Kristus fór til himmels med så meget kraft, at det måtte efterlade et fysisk mærke. Der er vist nok et sted nede i Israel, hvor man har fundet en sten, der kunne se sådan ud og satte fortællingen i gang. Ligesom Torinoklædet, der angiveligt skulle være Veronikas svededug, der var lagt over Jesu ansigt, så aftegningen af en mand, måtte komme fra den stråling, som hans genoplivning i graven indebar. 

Nogle bruger denne slags håndgribelighed som en form for beviser på Kristi guddommelighed. At trække evangeliets overbevisningskraft ind i den naturvidenskabelige samtale er imidlertid nok en vovet affære. Allerede Luther ironiserede kraftigt over kirkens nostalgiske overtro overfor relikvier. 

Enhver, der har mistet, kender – som en del af sorgens proces – betydningen af de efterladte genstande, der stadig dufter, lyder eller ser ud som den elskede, der nu også er den savnede. Men en del af sorgens forløb er også at give slip på tingene for i stedet at integrere historien og dens betydning i hjertet. 

Relikvier betyder jo ”det, der er efterladt”. Men hænger vi ved dem, så vender vi blikket bagud, og fremtiden lukker sig for os. Det er derfor påskeevangeliet viser kvinderne væk fra den tomme grav. Gravhaven i Jerusalem er stadig et valfartssted for millioner af kristne. Jeg har (endnu) ikke været der, og har heller ikke haft behov for det. Som billede forstår jeg, hvis det giver mening at opleve det som et stykke musik, der sætter os i en stemning eller en meditativ atmosfære overfor det ord, der allerede lever i os. Men som relikvie tror jeg, at det er en teologisk misforståelse. Kristendom er at følge Kristus ind i fremtiden – ikke at hænge sig i tvivlsomme fysiske beviser eller steder. Det Nye Testamente er proppet med appel om, at vi går ud, går hen, går frem! Således også påskedags evangelium.

I dag hører vi fra Mattæus, fordi det er 2. tekstrække. Mattæus har skrevet af efter Markus, som vi hørte sidste år. I kan selv, når I kommer hjem, sammenligne 1. og 2. tekstrækkes påsketekst. For Mattæus har også en kreativ fantasi. Selvom han er afhængig af Markus, forsyner han – ligesom en filmproducer – fortællingen med ekstra effekter som tordenvejr, jordskælv og besvimede soldater for at gøre den stærkere. Men den største ændring er, at han indfører glæden som en del af kvindernes umiddelbare reaktion. Den kom ellers nok først senere til. Hos Markus sagde kvinderne ikke noget til nogen af forfærdelse over hændelsen ved den tomme grav.

Men englen sagde:
Skynd jer hen og sig til hans disciple, 
at han er opstået fra de døde. 
Og se han går i forvejen for jeg til Galilæa. 
Dér skal I se ham.

Opstandelsestro er derfor ikke at skændes om den tomme grav, men at følge englens henvisning til at gå derfra og ud til det liv, der begyndte i Galiæa, for at møde den opstandne i et liv og en fremtid, der nu kan leves med håb. 

Opstandelse er altså fremtid. Men opstandelse betyder også, at ”død” og ”død” er to forskellige ting. Det gælder i Biblen og det gælder i vores tilværelse. At nemlig vores tid har en grænse er så naturligt, at vi – når vi tænker over det – ikke ville ønske det modsatte. Men der er noget, vi kunne kalde en ”død i døden”. 

At døden adskiller elskende, stadfæster det uforsonede, og at døden afbryder livet, så der oftest er mere, vi gerne ville have nået – ikke kun selv at få lov at se, men også at få gjort for andre – alt dét gør, at døden er smertefuld, som vores erfaring af, at syndens brod er døden. Af os selv kan vi ikke dø, på den måde skaberen ønskede det af os. 

Denne død, der adskiller os og afbryder, og som er synden, kender vi allerede til her i levende live. Når blikket bliver tomt og hårdt, når samtalen slår i stykker eller endda forstummer, og når kærligheden bliver kold – så er det en erfaring af død. Fortabelse er, hvis denne åndelige død i den naturlige død bliver det sidste, der er at sige om os. 

Men påskeevangeliet forkynder, at Kristus er opstået fra de døde, for med sin død at slå døden ihjel. Opstandelsestro må derfor være mere end blot at håbe, at tilværelsen fortsætter i det uendelige, og at døden ikke er en rigtig afslutning. 

Den opstandne er nemlig forsoneren og kærlighedens herre. Centrum i opstandelsen er offeret, der langfredag helede det brudte. Kristnes centrale symbol er af samme grund korset. Forsoningens sted. Vi havde blot ikke kunnet tro på forsoningens mysterium i Kristus uden opstandelsen som horisont. Opstandelsen forkynder, at i Guds herlighed hører elskende sammen, dér er synden tilintetgjort og dér bliver fjender venner, fordi Gud bliver alt i alle. Det er sådan apostlen Paulus slutter sin opstandelsesvision. 

Hvordan skal vi forklare, at det er dét, vi tror? Jeg har givet jer et billede med i dag. Vi lever af fortællinger. Og billedet er hentet fra Det Gamle Testamente, hvor Moses hos Farao forlanger, at det udvalgte folk bliver sat fri fra slaveriet i Egypten og kan rejse ud i ørkenen til den fremtid, der er i at tilbede Jahve på hans eget bjerg. Som tegn på, at han kommer fra en magtfuld Gud, kaster Moses sin berømte stav, der bliver til en slange. Også Farao har troldmænd, så umiddelbart imponerer det ham ikke. De kommer med stave, der også kan blive til slanger – men magien i Moses’ stav er stærkere: hans slange æder de andre. 

Uden at have bevis for det er jeg sikker på, at Luther tænkte på denne indledning til jødernes påskefortælling, da han brugte billedet i sin store påskesalme: ”At den ene død åd den anden”. Jeg har givet jer et billede til at illustrere Luthers oprindelige tekst, som Grundtvig har gendigtet til os, og som vi har sunget. 

Desværre gled den stærke metafor ud om den ene død, der blev den anden døds død – til gengæld kan I gå hjem og høre Bachs kantate ”Christ lag in Todesbanden”, som jeg lægger op på kirkens hjemmeside.

Vi forstår kun vores tro igennem fortælling. Mattæus anvender kosmologiske fænomener. Luther forsyner os med mytens lyd og billeder. Så hvad betyder det for os, hvis vi forstår det, vi tror, på denne måde? Det betyder, at opstandelsens hårde kerne er, at Jesu med sin død detroniserede døden, så den ikke længere har magt over os. Vores liv er ikke kun et liv frem til døden. Det er et liv med døden som en naturlig grænse for antallet af dage. 

Men det, der i dybeste forstand begrænser os og vores liv med dem vi elsker, er ikke døden som horisont, men Guds herlighed. Kristi herlighed er, at han ved sin forsoning har bragt det sammen, der i kærlighed hører sammen: Gud og menneske, menneske og omverden, mennesker med hinanden. Sådan forstår vi med Paulus Kristi al-forsoning. 

Det siges om en bestemt type giftslange, at den dør, hvis den sprøjter al sin gift ud på én gang. Et gammelt billede på Kristi sejr er, at den forbandede død, syndens død, langfredag sprøjtede al sin ondskab, had og løgn ind i Kristi legeme – og døde af det. Den opstandne har derfor ikke lagt døden bag sig, men snarere taget den med sig som en nu afmægtig død, der betyder, at du og jeg fra nu af ikke kan møde vores naturlige død uden at møde Kristus; og at vi kan ikke møde Kristus uden at godtage, at det er i sin orden, at vi ikke er skabt til uendelighed, men at grænser er et gode. Fordi Guds kærlighed er grænsen, der binder os sammen i tid og evighed med opstandelsens kraft – 

Lovet være Gud
Vor Herre Jesu Kristi Fader,
som i sin store barmhjertighed
har genfødt os til et levende håb
ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Amen.

Salmer: 218 – 220 – 400/236 – 230


Se også

Langfredag

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, langfredag 15. april 2022

Salmisten skriver: 
Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro. Du troner som den hellige, du, som Israel lovsynger. Vore fædre stolede på dig, de stolede på dig, og du udfriede dem. De klagede til dig og blev reddet, de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme. Men jeg er en orm, ikke en mand, en skændsel for mennesker, foragtet af folk. Alle, der ser mig, spotter mig, de vrænger mund og ryster på hovedet: »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham, han må redde ham, han holder jo af ham!« Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv og gav mig tryghed ved moders bryst. Til dig var jeg overladt fra min fødsel, fra moders liv var du min Gud. Hold dig ikke borte fra mig, for nøden er nær, og ingen hjælper mig! Stærke tyre omgiver mig, Bashanbøfler omringer mig; rovgriske og brølende løver spærrer gabet op mod mig. Jeg er som vand, der hældes ud, alle mine knogler falder fra hinanden, mit hjerte er som voks, det smelter i livet på mig. Min gane er tør som et potteskår, min tunge klæber til gummerne, du lægger mig i dødens støv. Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine knogler. De ser på mig med skadefryd, de deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning. Men du, Herre, hold dig ikke borte, du, min styrke, skynd dig til hjælp! Red mit liv fra sværdet, mit dyrebare liv fra hundene, frels mig fra løvens gab, fra vildoksernes horn! 
Salmernes Bog 22,2-22a

Prædiken v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Skærtorsdag

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, skærtorsdag 14. april 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« Johannesevangeliet 13,1-15

Prædiken v. sognepræst Carsten Mulnæs

Palmesøndag

Gudstjeneste v. sognepræst Lars Emil Bolt, søndag 10. april 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«
Markusevangeliet 14,3-9

Prædiken v. sognepræst Lars Emil Bolt

Mariæ bebudelse

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 3. april 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.«
Lukasevangeliet 1,46-55

Prædiken af Carsten Mulnæs

Det er en højtidsdag i dag. Siden skabelsen har den 7. dag været ugens højdepunkt. Selvom sabbatsroen for jøderne er om lørdagen, så er hviledagen frugten af både vores og Vorherres slid – hvad enten man går i kirke eller ej. Hos os er hviledagen søndag, fordi hver eneste søndag er en fejring af Kristi opstandelse til herlig fremtid efter påskelørdags dødstille sorg. 

Og det er højtidsdag, når vi fejrer dåb, som også hver gang tilegner betydningen af Kristi opstandelse for et lille nyt menneske, der ved vand og ånd får skæbnefællesskab med den korsfæstede Herre. Som Paulus skrev, er det evangelium, der forkyndes ved døbefonten, en dårskab for hedninger, men en Guds kraft til trøst og livsmod for den, som tror. 

Der er ca. 9 måneder til jul. Derfor er det også højtidsdag, fordi det er Marias bebudelsesdag. Da evangeliet er Marias lovsang, hører vi ikke fortællingen, der går forud – dén fik I sidste år, og den ligger og venter til næste år – men det er jo den smukke historie om englens besøg i Nazareth, hvor en fattig jødepige får at vide, at hun skal føde Guds søn. 

Marias lovsang er siden blevet teksten til et væld af stor klassisk musik under navnet Magnificat:

Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser.

Enhver mor eller far, som sidder med sit nyfødte, velskabte barn i armene, vil kunne bryde ud i denne dybe taknemmelighed. En krise er overvundet, og det er en lovsang værd. Vi bebor en underfuld verden, som forårets vækster minder os om. Men intet sted erfares livsmiraklet så stærkt, som når et lille menneske er kommet til verden.

Måske kender vi også alvoren af, at det ikke er en selvfølge, at vi får lov at få hinanden. Derfor har glæden ved en barnedåb også så mange overtoner: vi glæder os både over livet, over Kristi godhed mod os, at vi må kalde os hans brødre og søstre, og over troen på syndernes forladelse og håbet om det evige liv. 

Men – Marias lovsang er alligevel anderledes. Legenden har jo den lille detalje, at hun var jomfru, og derfor ikke rigtigt kunne forstå, at hun kunne blive gravid. Og det hører jo med til Marias historie, som vi skal høre om det om få dage, at hun blev alle smerters moder, fordi hendes søn, som den eneste i verden, skulle dø som en gudsforladt på et kors, mens hun stod og så på. 

Marias lovsang handler derfor ikke i sig selv om, at hun er blevet gravid – i datidens samfund var det alt andet end lykkelige omstændigheder for en ung ugift pige at skulle være mor! Nej, hendes lovsang gælder Guds frelse. Og glæden over den frelse handler om mere end vores tak for, at en fødsel går godt, og vi får lov at blive forældre. 

Evangeliet, som hun synger ud, er, at Gud holder sine løfter, og det er løfter, der bar hende og hendes folk i generationer. Løfter om Guds barmhjertighed og om hans trofasthed. 

Han har taget sig af sin tjener Israel 
og husker på sin barmhjertighed
som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid. 

Med andre ord, Maria glæder sig over Guds søn, mere end over sin egen søn, selvom det er den samme, der er blevet undfanget i hendes moderliv. I oldkirken fandt man på det udtryk – til i øvrigt stor forargelse for de mest akademiske tænkende i kirken – at kalde Maria for ”Guds moder”. Selv holder jeg af udtrykket, fordi det fortæller om Guds menneskelighed. 

Ikke om Marias guddommelighed! Faktisk forstår jeg slet ikke den dyrkelse af Marias ophøjethed, som især den katolske kirke praktiserer, og som går igen i ét af vores slidte kalkmalerier i koret. Det skyldes nok især historiens misforståelse af kristendom i en patriarkalsk retning – som jo i øvrigt uafhængigt af kirken har gennemsyret hele verden indtil for nylig – at der blev følt et behov for denne ”himmeldronning”. 

Ak, det skyldes vist, at man ikke har læst rigtigt om, hvor menneskelig Kristus var! Se blot alle de gamle billedlige skildringer af Guds Søn som en frygtelig dommer! Blot for at nævne ét: Michelangelos dommedag. Men den mand, som var Maris søn, var jo ikke en frygtindgydende dommer, men Guds barmhjertighed i kød og blod. Gud behøver ingen kvindelighed for at være god. For den treenige Gud er hverken mand eller kvinde – eller transkønnet – men al kærligheds kilde. 

Hvorom alting er: Vi tilbeder ikke Maria som Guds moder. Vi tilbeder med Maria Guds barmhjertighed. Da englen besøgte hende i Nazareth, svarede hun netop, som sandt var: 

Se, jeg er Herrens tjenerinde! 

Ja, hun tilføjede: en ringe tjenerinde Det er ydmygheden, der klæder Maria, ikke kirkens ophøjelse af hende. Ja, faktisk gælder det jo – som også Paulus og Grundtvig har sat ord på det i dag – at selvophøjelse intet har med bibelsk kristendom at gøre. 

Alligevel. Siden jeg opdagede, at jeg skulle prædike over Marias lovsang i dag, har jeg gået med et stille håb om, at Putin ville falde død om, eller at russernes hær gik i opløsning, inden jeg fik ordet. Hvad skal jeg ellers sige til disse ord om Gud:

Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe; 
sultende har han mættet med gode gaver
og rige har han sendt tomhændet bort. – ?

Er det den Gud, vi ser? Vores lovsange – såvel Marias som dem i Lillerød i dag – kan kun være lovsange kapslet ind i kæmpestore spørgsmålstegn!! Maria hørte evangeliet om, at hun fik lov at være tjenerinde i Guds store frelseshistorie, som et budskab om, at Gud har gjort og vil gøre ”store ting imod hende”. 

Landet Israel var på Marias tid besat af en fremmed krigsmagt. Der er ikke noget at sige til, at hendes håb formuleres som en fortrøstning til, at voldsmagten vil blive sendt på porten, når hendes søn vokser op og skal indtage den trone, englen har lovet:

Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone … og der skal ikke være ende på hans rige.

Men Jesus var større end Maria – ved at ville noget andet end Maria. Han måtte vokse op, så han selv kunne fortælle det. Men den søn, hun skulle bringe til verden, gik en anden vej – forsoningens vej – end den, der kan formuleres politisk. Han sagde for eksempel noget med at give kejseren, hvad der er hans, og Gud, hvad der tilkommer ham. 

Med andre ord. Hans rige var ikke af denne verden. Derfor skal kirker ikke udråbe kejsere, zarer eller præsidenter til at være Guds kasteskovl mod de onde. Men kirker skal heller ikke følge populære aggressive folkestemninger, selvom det for den enkelte kan synes rigtigt at følge trop med demonstrationer for identitetspolitik, Black-Lives-Matter eller våbenkøb. 

Kristne kan gøre det, men kirken skal ikke gøre det. Kirken må holde sig til at forkynde det, som den er skabt ud af. Det evangelium, nemlig, som Paulus prædikede bedst af alle:

Jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for os, der er kaldet – jøder såvel som grækere – prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

Med andre ord. Vi kan være både nidkært religiøse som jøderne eller filosofisk skeptiske som grækerne. Men i troen er vi mere end dét. 

Og det, som det kommer an på, når vi møder evangeliet ved døbefont og nadverbord, er ikke det, vi også er som borgere i et samfund, hvor du mener ét og jeg noget andet. Men vi døber med korstegnelse og fejrer vores højtid med brød og vin som Kristi legeme og blod, fordi vi tilbeder kærlighedens under. 

Dét mirakel, der spirede i Marias mave, men først blev herliggjort som centrum i hele kosmos, da forsoningens Herre, hængte på et kors og råbte ud i sin gudsforladthed, at kærlighedens offer var fuldbragt, råbte om tilgivelse af bødler, om tørst, og overgav sin ånd til den barmhjertige Gud. Men inden da gav han sin mor en ny støtte. Så menneskelig var han. At hans blik for hende, da hun stod ved foden af hans kors, var fast og til sin yndlingsdiscipel sagde han: tag dig af hende fra denne dag, som en søn vil passe på sin mor – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 4 – 441 – 609/69 – 42