Category: Gudstjeneste

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 23. oktober 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!« Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
Johannesevangeliet 1,35-51

Der er forskel på øjet og blikket. Øjet er en fantastisk del af legemet. Verden lukkes ind i vores hjerne ved hjælp af linsen, der er mere følsom end det fineste kamera. ”Vi skal have øjnene med os”, siger man. Hvis ikke man er født blind, så er det helt nødvendigt for at kunne orientere sig. Samtidigt er øjet redskab for modtageligheden for så meget skønhed. 

Vores indre forestillingsverden bygges op af billeder, som øjet har givet os. Også den, der senere mister synet, ved noget om, hvordan verden faktisk ser ud. Men den, der aldrig har kunnet se, hvordan ser hans verden mon ud? Selvom han prøver at forklare mig, hvordan de indre billeder af form og farve er, vil jeg ikke med sikkerhed vide, at det, han ser, og det, jeg ser, virkeligt er det samme. ”Det afhænger af øjnene, der ser”, og hvordan verden gestalter sig for den blinde, kan jeg – der jo altid har haft synet – ikke forstå, fordi det, jeg faktisk ser hele tiden, vil være i vejen for at forstå noget andet ved det samme. Vanen for, hvordan ting ser ud, vil altid være min reference. 

Filosoffer har igennem tiden spekuleret meget på, hvordan vi kan vide, at vi faktisk ser det, der er. Når jeg ser et smukt træ, er det så tingen i sig selv, lyset der falder på det, eller mit øje, der skaber billedet af det? Når solen er væk, kan jeg ikke se noget som helst. Lyset giver altså tingene farve, selvom lyset i sig selv ikke har nogen farver – eller måske snarere alle farver på én gang. Træet er der stadigvæk om natten. Hvis jeg går en tur, risikerer jeg at gå ind i det. Tingene er der altså, selvom jeg ikke kan se dem. Men øjet og lyset arbejder sammen i de vågne timer, for at jeg kan. Vi kan kun se, fordi øjet er ”lysagtigt”. 

Denne lommefilosofi er ikke ligegyldig. For man har jo mulighed for ikke at tro sine egne øjne. Denne form for skepticisme har op igennem historien været ærligt ment. I dag 

betyder nogle afarter af identitetspolitikken, at faktiske fysiske forhold afvises som rene tanke-konstruktioner. Modstanden mod en elementær sandhed om, at der findes to køn, kan blive fremført med stor forargelse og vrede. Til tider er vi vidner til, at det bliver et nærgående spørgsmål, om vi overhovedet kan og stadig må have tiltro vores umiddelbare sanseerfaring. 

Det er svært at diskutere, fordi socialkonstruktivisten, der nægter, at tingene eksisterer uafhængigt af vores fortolkning af dem, og hverdagserfaringen af, at vi lever på givne fysiske betingelser, er så grundlæggende forskellige syn på tilværelsen. Vi kan faktisk ikke finde om bag ved udsagnene for at erfare en fælles virkelighed at tale ud fra. 

Det er med andre ord ikke en given sag, at alle tror deres egne øjne. Og det er heller ikke sikkert, at det, vi selv ser, hører og mærker, når vi sanser, er hele sandheden. Der er åbenbart forskel på det, vi ser med øjet, og blikket, vi har for det. Det er især tilfældet i troen, hvor det for alvor er sandt, at vi har blik for det usynlige. 

Tag nu bare begyndelsen på dagens evangelium. Om Jesus siger Johannes Døberen til nogle af sine disciple: ”Se, dér er Guds lam”. De ser ikke et lam. De ser en mand komme gående. Men de bliver nysgerrige og følger efter ham. Johannes siger ikke kun, at Jesus er Guds lam, men dagen før også, at han ”bærer verdens synd”. Dét er alligevel meget at skulle have blik for, når man ingen ting af det kan se. 

Historien fortsætter med at koncentrere sig om, hvad der er at se, og hvad det er at ”blive set”. Disciplen Nathanael kommer til tro, da han får at vide, at Jesus har set ham sidde under figentræet. Jesus lover til gengæld, at Nathanael selv vil få store ting at se. 

Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det som vi betragtede og vore hænder rørte ved: Livets Ord – 

Sådan indledes et brev i Det Nye Testamente, der også bærer det samme navn som evangelisten Johannes. Vi er ikke i tvivl om, at de erfaringer, som Johannesevangeliet og Johannesbrevene beskriver, stammer fra den samme tradition. De taler paradoksalt om det, som troen lever af – Livets Ord i Jesus Kristus – og beskriver det så håndgribeligt, at vi må studse over det. For hvordan ser man et ord? Hvordan ser man et lam, der bærer verdens synd? 

Vi kan kun se det, hvis hjertet har blik for dét, som øjet ikke kan fortælle hjernen. Vi kender det allerede fra tilværelsen mellem os mennesker. Alt det, vi for alvor lever af, stammer fra det, vi ikke kan tage i øjesyn, men som er altafgørende for os. Kærligheden, modviljen, bekymringen, omsorgen, vreden, drømmen – alt sammen kan vi læse i blikket hos den anden, selvom det vi ser, i virkeligheden er, hvordan vi bliver set på. 

Derfor søger vores blik den andens. Den ånd, der stråler os i møde, er ikke håndgribelig men den er virkelig, og vi er sjældent i tvivl. Nogle gange kunne man godt ønske, at vi på samme måde kunne se Jesus i øjnene. Ønske, at vi havde været samtidige med ham. Alt det, der står om ham, kan være svært at forholde sig til. 

Hvis nu vi ligesom Johannes’ disciple kunne få Guds Søn konkret udpeget og præsenteret, ville det så ikke have været nemmere at tro på ham? Nu fortæller teksterne faktisk det modsatte. Der var ikke mange af dem, der mødte Jesus, der kom til tro på ham. Heller ikke i dag er vi i tvivl om, at Jesus har levet. 

Dertil er vidnesbyrdene også uden for Det Nye Testamente for samstemmende. Men hvem var han? Hvem er han? 

Her er det, at tingene støder sammen. For på den ene side er det så vigtigt for troen, at Jesus faktisk var der som en historisk person, der mødte menneskeheden med et nyt budskab om Gud. Et ord fra Gud. Jesus er ikke et spøgelse, men et menneske. Det er helt afgørende for os, at det netop er i hans menneskelighed, at vi har fået Gud åbenbaret som en far, som Jesus selv lærte os at sætte vores lid til. At Gud på denne måde lader sig se, er en forargelig tanke, fordi vi gerne vil holde Gud fri af vores egen forgængelighed og forkrænkelighed – hvordan kan han ellers være Gud? Kan han være det som et menneske? 

På den anden side, er det jo netop dét, der ikke til at se. Troen må ligesom overvinde forargelsen og det anstød, at Gud er Gud iblandt os og ikke bare ovenover os. Han er Gud blandt mænd og kvinder, gør brug af vores hænder og fødder og møder os med sit Ord her i kirken ved døbefont og alterbord. Der er jo netop heller ikke noget at se! Kun noget, vi i tro kan have blik for. 

Hvad har dåbsvand og syndernes forladelse med hinanden at gøre? Hvad har oblat og vin med fællesskabet med Jesus at gøre? Intet og alting. Den kristne tro lever af synlige tegn, vi ikke selv har fundet på: Tre håndfulde vand og brød og vin. Og dog fortæller disse tegn netop om det, vi ikke se men må have blik for. At det er som legeme, at vi består af både krop og ånd. 

Tegnet binder vores opmærksomhed til Kristus, samtidigt med at vores tanker yder modstand imod, at så enkle ting skal kunne bære Kristus hen til os. Fordi vi er mennesker af kød og blod – kommet af jord, skal vi blive til jord igen – lever vi vores tilværelse legemligt og jordbundet. Vi får ikke mennesker men spøgelser ud af at benægte den fysiske sammenhæng, vi indgår 

i som ganske vist forskellige mænd og kvinder. Men ikke desto mindre sandt: enten det ene eller andet. 

Samtidigt er vi mere end det. For ånden i os er ikke en selvopfunden virkelighed i stedet for vores fysik, men tværtimod den kraft fra Gud, som har holdt liv i os, lige siden Gud Herren blæste livsånde i Adams næsebor. Vi må tro, at det er for os som mennesker, at Gud vil være Gud. Han valgte derfor at åbenbare sig på en helt igennem menneskelig måde. 

Det er svært at forstå, fordi vi er vant til at tænke, at Gud må være noget ”helt andet” end den verden, vi kender til. Det er han også, men han kan ikke løsrives fra den verden, han gav os til hjem. Det er så mystisk, at en prædiken ikke kan tage mystikken væk, men kun gøre det endnu mere mystisk. Pointen er imidlertid klar nok. Når det er lettere at forestille sig Gud, som noget, der slet ikke ligner os, så er det dén tanke, der af sig selv opstår i vores sind. Og dén gør Gud til vores eget tankespind. 

Men Gud er netop ikke kun et produkt af vores tanker. Han møder os i det velkendte. Det gør det sværere at få øje på ham. Glansbilleder af Gud og hans Søn, Jesus, ville faktisk være nemmere at tro på, når de viser os Gud som noget i en helt anden verden. For den verden, vi bor i, bærer mere præg af vores ondskab end Guds godhed. Men det er jo som de fejlbarlige mennesker, vi er, at vi har brug for Gud og hans kærlighed. 

Den får vi, når vi lader hans blik hvile på os. Vi hører det ved den velsignelse, hver eneste gudstjeneste slutter med: 

Herren velsigne dig og bevare dig 
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig 
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred 

Det er vores tro og håb, at vi bliver set på denne måde af Gud. Han gjorde det i Jesus Kristus, og han gør det stadig, fordi han ser os med et menneskeligt blik. Det er ikke let at tro, men det er det eneste, vi har brug for at tro. I Guds blik for os finder vi både syndernes forladelse, beskærmelse mod det onde, og det evige liv. Men det er sådan, som vi er, at vi udleverer os til hans nåde. 

Sådan bliver det også muligt at se på hinanden med Guds blik. Det er derfor Paulus i teksten, vi hørte tidligere, taler om kirken som et legeme med mange lemmer. Det er jo ikke til med det blotte øje at se. Men næstekærligheden ved med sig selv, at i menigheden hører hver eneste til med den særlige plads, han eller hun har. Og ded dét blik for hinanden kan den ene til den anden sige: ”Kom og se!”. Det, vi så sammen får blik for, er det, der ikke er til at se, men som alligevel bærer os alle: Livets Ord om Jesus Kristus – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, 
Fader, Søn og Helligånd, 
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, 
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. 

Salmer: 747 – 325 – 164/320 – 67

Gudstjeneste ved gæsteprædikant Tine Bundgaard Wanscher, søndag 16. oktober 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus sagde:
»Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«
Johannesevangeliet 15,1-11

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 2. oktober 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.
Johannesevangeliet 11,19-45

Fostre i maver er spørgsmål til Gud,
Den døde er et udråbstegn. 

Den nu afdøde danske poet Simon Grotrian anvender i et digt disse helt enkle sproglige tegn for at give os stærke billeder på dét, vi alle kender til og lever med. Små mennesker er kommet til verden, og vi har døbt dem i dag. Hvordan mon deres liv vil forme sig? Hvad er det for en verden, de kommer ind i? Vil vi som forældre og faddere lykkes med at give dem ballast og inspiration til, at de vil danne et sundt og stærkt ”jeg”? Grafisk ligner fosteret med sin buede form et spørgsmålstegn. 

Vi hørte fra en anden smuk læsning fra alteret om det lille menneske i mors liv med ordene fra salme 139:

Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!
Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte,
blev vævet i jordens dyb.
Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet, før en eneste af dem var kommet.
Hvor er dine tanker dyrebare for mig,
hvor stor er dog summen af dem, Gud!
Tæller jeg dem, er de flere end sandet,
bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.

Det lille håbefulde spørgsmålstegn ligger trygt med mors maveskind som hele verdens grænse. Og når digteren beskriver, hvordan Gud kender os endnu fra før én eneste af vores dage er kommet, er det for, at vi skal vide, at den stærkeste magt i universet – Guds nådige kærlighed – favner os fra start til slut. 

Men salmisten beskriver ikke kun hjertets fred i at være kendt og dog elsket fra før vi selv blev til. Guds kendskab og kærlighed til os rækker også ud over dette liv: 

Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre holder mig fast.

Sådan taler troen om os fra undfangelse til evighed. Men døden er det ubønhørlige vilkår vi lever med. Nøgternt sagde Grotrian: ”Den døde er et udråbstegn”. Sådan blev det. Først når livet på kloden er levet til ende, kan vi fuldstændigt beskrive dette liv. Den døde, der ligger udstrakt på båren ligner et udråbstegn.

Fostre i maver er spørgsmål til Gud,
Den døde er et udråbstegn. 

Denne poesi beskriver med mere end 2000 års mellemrum, hvad det vil sige at være menneske og have en afgrænset tid. Moders liv er den livgivende grænse, som fosteret lever i – og helst i alle de ni første levemåneder. Mens det lille liv bliver større hører det mors stemme og får netop derved den første fornemmelse af, hvad det vil sige at have et modersmål. Og barnet véd instinktivt, når det kommer til verden, at det er ventet, elsket og taget imod i en kærlig favn. 

Når vi hører historien om Lazarus i Johannesevangeliet, fortælles der også om livets grænse. Den grænse, der omslutter alt liv på jorden: at vi kun har en tid. Denne grænse er ikke et onde men et gode. Derfor er det vigtigt at huske, at død og grav ikke er det samme. At tænke på graven er dystert; at tænke på døden behøver ikke at være det. 

Vi ser for os Lazarus’ grav som en grotte med en stor sten sat for indgangen. Graven er symbol på vores uhyggelige fornemmelse af, at der ikke er nogen udveje. Men fordi der er forskel på død og grav, kan vi netop tage imod døden som en naturlig grænse for vores egen selvudfoldelse i det levede liv. 

Det gør vi med digternes metaforer om, at dødens grænse ikke er gravhulens hårde sider: men Gud! ”Ud hans hånd mig river af dødens garn”, ”hans højre hånd holder mig fast”. Mørket er ikke mørke for Gud, for ham er natten lys som dagen, mørket er som lyset. Men hvordan skal vi forstå det?

At død og grav ikke er det samme, giver os mulighed for at tage imod døden i tro på, at vi er begrænset af Gud og ikke af en grav. I dét, som dyb visdom kalder ”livmoderen”, er det trygge foster i fysisk kærlighed omsluttet ”forfra og bagfra”. I åndelig forstand gælder det samme om ethvert menneske, at det må vide sig omsluttet af Guds evige kærlighed. På den baggrund er det muligt for os at tage imod døden ”mæt af dage” og gå til hvile. For ikke graven men døden er vores grænse. Og denne grænse begrænses af Gud. 

Der skinner et lys fra Lazarus’ grav. Men det er ikke Lazarus selv. Miraklet med dødeopvækkelsen her i Johannesevangeliet er ikke en historisk reportage af begivenheder. Men en udlægning af, hvad det vil sige, at Jesus er lig med opstandelse. Jesus siger jo til Martha: ”Jeg er opstandelsen og livet”.

Når vi prædiker om opstandelsen, prædiker vi altid om Jesus. Det er noget andet end troen på en udødelig sjæl. Jeg knytter ikke mit håb til en fast kerne i mig selv, men til en Gud, der holder mig fast – i både liv og død. Jesus Kristus er Gud, kommet i kødet for at iklæde sig vores forgængelighed. Derfor kan også for os være lys i mørket og opstandelse i døden. 

Jeg er opstandelsen og livet; 
den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. 
Og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. 

Når Jesus kan siger sådan, er det klart at død og død kan betyde to forskellige ting. For når, han taler om liv for den, der ”end skal dø”, så er det den fysiske død, som ingen af os og heller ikke han selv slipper for. Men når han taler om den, der ”aldrig i evighed skal dø”, så er dén død den meningsløse og ensomme død, som vi bedst sammenligner med en grav, der netop er fuld af tomhed, fordi det kun er jordiske rester, der formulder. 

Evangeliets ene side er altså netop, at død og død – eller altså død og grav – ikke er det samme. Der er mere at sige om os end det, vi ved afslutningen lægger i graven. På den anden side er Jesus og opstandelse netop det samme, fordi troen på evigheden knytter sig til Gud og ikke til os selv. 

Når Johannes fortæller om opvækkelsen af Lazarus gør han det som en evangelist, der ved, hvordan Jesu liv ender til påske. Eller rettere: netop ikke ender. Jesus døde den naturlige død ligesom enhver af os må gøre det og vore kære har måttet gøre det før os. Vi føler en tomhed ved, at alle udveje synes lukket som i gravhulen med den store sten for indgangen. Og vi erfarer en meningsløshed ved dét vilkår, at alle forbindelser mellem os, der elsker, og den afdøde bliver afbrudt. 

Derfor græder vi. Derfor græd både Martha og Maria. Derfor græd også Jesus. Jesus var altid med de mennesker, han mødte. Og hans sorg var lige så ægte som kvindernes og vores: ”Se, hvor han elskede ham” – udbrød skaren, da Jesus brast i gråd. 

Men der skinner et lys fra Lazarus’ grav, og dét lys i mørket, tomheden og håbløsheden er Jesus selv. Dér hvor alle relationer er afbrudt, som det sker i graven, dér bringer kærligheden en genoprettet relation til veje. Det er jo på grund af Jesus, at vi bekender, at Gud er kærlighed. Livet er ikke stærkere end døden. Det ved vi. Men kærligheden er stærkere end døden og derfor siger kærlighedens mester, Guds Søn, om sig selv: ”Jeg er opstandelsen og livet”. 

Vel er det i mytens sprog, at vi beskriver det, men troens centrum er visheden om, at Gud er menneskelig, fordi han har åbenbaret sig i Jesus. Menneskeligt har han hjerte for den, der står i sorgen. Guddommeligt lyser han op og holder os fast i en kærlighed, der rækker længere end både vores og morgenrødens vinger. 

Vi nærmer os kun varsomt dette mysterium om fællesskabet med Gud, der rækker helt ind i døden. For smerten er stor hos både den, der for nyligt har mistet, og den, der måske har fået at vide, at livets afslutning nærmer sig. At døden afbryder vores forbindelse til hinanden, er en hård sandhed, vi er nødt til at leve med; men at Gud i opstandelsen samler alle tilværelsens tråde hos sig, er troens sandhed, som gør det muligt for os at leve med døden.

Sådan kan den blive et vilkår, vi ikke frygter, fordi det netop er i døden, at vi bliver mødt af ham, der om sig selv sagde: ”Jeg er opstandelsen”. 

I håb lever vi med døden. Nok ikke så meget et håb om vores egen fortsættelse eller tilbagevenden som Lazarus, men snarere et håb om, at når alle vores dage er talte, så er vi ”stadig hos Gud” og hans evigt rige nåde udtømmes ikke –

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: DDS: 754 – (433/434) – 21 – 400/562 – 729

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 21. august 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.« 
Matthæusevangeliet 11,16-24

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, søndag 14. august 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Jesus sagde: »Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være. I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.« Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.« 
Lukasevangeliet 12,32-48

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs , søndag 7. august 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
Matthæusevangeliet 7,22-29

Prædiken v. sognepræst Carsten Mulnæs:

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, 
og hans disciple kom hen til ham.

Sådan indleder Mattæus det store afsnit i sit evangelium, der over 3 kapitler bringer Jesu etiske lære. Det har fået navnet “Bjergprædikenen”, fordi Jesus gik op på et højdedrag. Det gjorde han sikkert af akustiske grunde for bedre at kunne høres af de mange i folkeskaren. 

Mattæus har utvivlsomt, mens han skrev, imidlertid også tænkt på, at ligesom Moses fik de 10 bud på Bjerget Sinai, så fik Jesu disciple hermed en rettestor for, hvad det vil sige at leve – ikke efter Mosebuddene – men efter Jesu tolkning af dem. I Bjergprædikenen er der nemlig en række forklaringer, hvor Jesus gør de bud, der ser ud til kun at handle om åbenbare handlinger – såsom mord og utroskab – langt alvorligere ved at henvise til, at ondskaben sidder i hjertet og ikke kun i det, der bliver opdaget. 

Kirken kaldte siden Jesu evangeliske råd for “den nye lov”. Det bryder jeg mig ikke så meget om. Jesus taler i sin bjergprædiken ikke for at sætte mennesker i et mere snævert moralsk regelsæt end det, de kendte i forvejen. Som altid kommer evangeliet først og loven bagefter. Mesteren, der sad på bjerget og så ud over folkeskaren med kærlighed, “tog til orde og lærte dem”. Og da han åbnede munden var det første ord: “Salig”. 

Salig er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. 
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. 

Sådan fortsætter den milde frelser med at prise dem salige, der lider. Han elskede mennesker højere end deres pragtfulde eller mindre pragtfulde gerninger og højere end sin egen retfærdighed. 

Bjergprædikenen er fuld af alvor. Guds bud – som Moses fik dem – er også i Jesu forkyndelse til for at værne om livet og mennesker overfor det, de ellers er parat til at tilføje hinanden af smerte. Jesus siger derfor også, at han ikke er kommet for at nedbryde loven, men for at opfylde den, og sammenfatter den jo i den gyldne regel: 

Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem.
Sådan er loven og profeterne.

Når Jesus i sin kritik af jødedommens bud tager lovens bogstav og nedbryder det, er det altså for, at det skal opstå i en ånd, der er langt stærkere end fysisk lovtrældom: nemlig kærlighedens lov. Ikke bare i kærlighed til dem, vi helst kalder næste, fordi de nu engang er os nærmest, men også til dem, der ikke er det. 

Det er paradoksalt med kristendom, at det, der er vores grundvold, ikke er beton men kød og ånd. “Med lov skal land bygges” er et godt motto for at skabe et samfund. Flere hundrede år før Moses, kan vi se, at Hammurabi i Irak gjorde det samme: ristede paragraffer i sten, for at fællesskabet kunne have et nagelfast fundament at stå på. 

Men Kristendom er anderledes og ikke bygget på paragraffer. Vores hovedhjørnesten er et menneske.

Kristus var ovenikøbet et menneske, der blev psykisk nedbrudt, smertefuldt korsfæstet og hånet for sin tro og sin næstekærlighed. Men det er netop dette menneskelige menneske, Paulus i sine breve kirkens grundvold. 

Jesus anvender selv billedet af et fundament i den lignelse, vi hørt i dag. Man kan åbenbart bygge på klippen eller på sandet. Og huset, der er dårligt funderet falder fra hinanden ved det første uvejr, der fejer hen over det. 

Den store Bjergprædiken, der forkyndte dem salige, der er fattige i ånden, og dem, hvis sorg kalder på at blive trøstet – dén afslutter han nu med at sige, at dem – som hører hans ord og handler efter dem, ligner en klog mand, der har bygget huset på klippen.

Her er det altså ikke Jesu store forsonergerning – som hos Paulus – der er klippen, men helt konkret den undervisning, Jesus har givet folkeskaren af lyttende disciple, der er samlet omkring ham. 

Sådan er evangeliet. Evangeliet om loven. Israelitterne blev først udfriet fra slaveriet i Egypten for at modtage Moseloven ude i ørkenen bagefter. På samme måde er evangeliet om den salighed, at Jesus lover barmhjertighed for de fattige i ånden og trøst for dem, som sørger, det første; og anbefalingerne af, hvordan vi bedst beskytter det gode liv, det næste.

Gudstjenestens tekster er bygget op over det triste tema, at der findes “falske profeter”. Hvordan kan man tale om det? 

Den gammeltestamentlige profet Mika revsede, hvad vi kunne kalde “levebrødsprofeter”, der forkyndte fred og fredsommelighed, når de fik noget at tygge på, men “hellig krig”, hvis de følte sig snydt. Vi har set for meget af “hellig krig” i vores tid og nuværende verden til at have lyst til at anvende ordet. ”Hellig krig” er så uhyggelig en tanke. 

Men også i Johannes’ første brev er der en tekst om, at ånderne ikke nødvendigvis er gode ånder. Hvordan “prøver man ånderne”, som apostlen anbefaler? Der er ingen enkel lakmustest på, om den du taler med, er oprigtig eller falsk. 

I stykket, vi har hørt fra Mattæusevangeliet, bruger Jesus frugten som ledetråd. Dårlige træer bærer dårlig frugt, mens gode træer bærer god frugt. Men så igen – ser vi altid frugten? Modning tager også i naturen lang tid. Det gør måske også de gode frø, vi sår i hinandens liv og hjerter? Det er ikke altid nemt at dømme andre – hvorfor Jesus da også tager skarpt afstand fra dømmesygen i Bjergprædikenen. 

Ikke desto mindre er der altså, også inden han afslutter sin store tale, en advarsel imod dem, der bruger Jesu navn som kliché: 

Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?

Jesu navn kan åbenbart bruges til så meget. Og der er ingen garanti for, at from tale er sand tale. Heller ikke min. Vi er udleveret til hinanden. Og det er derfor, Jesus fraråder sine disciple at bedømme hinanden. Hvem kender også sig selv og sine egen motiver til bunds? Er vi ikke alle syndere?

Apostlen Johannes skriver, at vi skal prøve ånderne, om de er fra Gud, ved at lytte efter, om de bekender Jesus på den rigtige måde. Det er i dag hos os ikke vanskeligt at fremsige trosbekendelsen på skrømt sammen med de andre. Så umiddelbart ligner det ikke en særlig nem både at kende de falske profeter på, om de kan lire den samme bekendelse af, som er vores hjertesprog. På apostlens tid var det anderledes. Dengang var det farligt for de menigheder, Johannes skrev til, at sige “Jesus er Kristus kommet i kød”. I perioder var der dødsstraf for bekendelsen. 

Men vi hører om det i dag, fordi den grundvold, kristendom bygger på, stadig kan forarge og stå i modsætning til alle mulige åndelige strømninger både dengang og i dag. Er der ikke også i vor tid ånd på spil i snart sagt alt? Det kan være kulturelt, politisk eller i den fortrukne livsstil. 

I virkeligheden er kristendom en stor anstødssten i en tid, hvor mennesket har gjort sig selv til målestok for alt i både omgang med hinanden og opfindelsen af egen identitet. Med apostlen at bekende, “at Jesus er Kristus, kommet i kød” er intet mindre end, at gøre ham til Gud. 

Jesus er vores Gud. Den, fra hvilken vi vil høre evangeliets trøst til salighed, og den, fra hvem vi vil høre vejledning til at leve op til dåbens løfte – som også apostlen Johannes nævner: – “at vi er Guds børn”; og han vil altid være den dommer, vi modtager dommen af, når han afslører os, hver gang vi “ikke handlede efter hans ord”, selvom vi gerne ville. 

I trøst, i løfte, i dom – Jesus er vores Gud og frelser, som vi venter os alt godt af. 

Det er bemærkelsesværdigt i Mattæusevangeliet, at Jesus til de falske profeter, han ikke vil kendes ved, siger, at de “begår lovbrud”. De har ellers netop gjort alt muligt flot, der udadtil virkede både respektabelt og stærkt. 

Men Jesu lov – som ingen af os formår at leve op til, som han selv gjorde det – er kærlighedens lov. Derfor er vi, ligesom folkeskarerne den dag på bjerget, slået af forundring, når vi hører ham tale. ”For han underviser som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge”. Og den myndighed har han, fordi han har fået den af sin himmelske Fader – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

(Salmer:  392 – 337 – 276/332 – 329)

Gudstjeneste v. gæsteprædikant Charlotte Birkeholm, søndag 10. juli 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«
Matthæusevangeliet 5,43-48

Vi befinder os i trinitatis-tiden, som er den del af kirkeåret, hvor vi hører om, hvordan vi skal leve livet som kristne. Det er hverdagslivet og vores forhold til hinanden som medmennesker, det handler om.

I dag handler det om fjendekærlighed, og jeg tænker, at det er et emne, som umiddelbart vil virke provokerende på mange af os.

 ”Elsk jeres fjender”, siger Jesus i sin tale til de mange mennesker, som er fulgt efter ham op på et bjerg ved Galilæas sø. 

Nu strammer han lige kravene en ekstra gang til os, ja, umiddelbart stiller han et helt absurd og umuligt krav! 

Om fjendekærlighed! 

Næstekærlighed, det forstår vi godt, og det kan vi prøve at efterleve – men fjendekærlighed – nej, der går han for vidt! 

Er det overhovedet realistisk, at vi kan leve op til det krav? 

Eller er det en bevidst provokation for at få os ud af vores vanetænkning? 

Jeg kan da godt selv tænke sådan her:

”Jeg elsker min familie og holder meget af mine venner, og jeg giver 100 kr. til Røde Kors og Mødrehjælpen en gang om året, og så må det være godt. Andre må tage sig af verdensfreden, for det kan jeg alligevel ikke gøre noget ved. Og jeg elsker i hvert fald ikke dem, der er mine fjender. De elsker jo heller ikke mig.”

Men hvis nu alle elskede deres fjender, så var de vel ikke fjender længere? 

Og hvis ingen er fjender, så er der vel egentlig verdensfred?

Det er vel logikken i Jesu ord.

Men det er jo håbløst naivt, det ved vi godt, når vi læser de daglige nyheder om krigen i Ukraine og andre konflikter herhjemme eller ude i verden. 

Der er lang vej til verdensfred, det må vi bare sande.

Så måske skal vi starte et helt andet sted, starte med det enkelte menneske. Med os selv. For hvem er egentlig fjenden? Er fjenden måske tættere på os selv – måske endda inden i os selv? 

Jeg kendte engang en kvinde, som var blevet svigtet i kærlighed. Hun var blevet forladt af sin mand for en anden kvinde, og hun oplevede skilsmissen som et ultimativt svigt og et stort og smertefuldt tab af sit livs kærlighed.

Hun bar rundt på en stor vrede og bitterhed overfor ”den anden kvinde”, som havde stjålet hendes lykke. 

De havde været veninder og nu var de blevet fjender – i hvert fald havde hun skabt et fjendebillede af sin tidligere veninde.

Bitterheden fyldte hende og fik hende til at ændre sin adfærd. Hun blev uforsonlig, stædig og skabte konflikter i sin familie.

Normalt var hun fornuftig, mild og kærlig, men svigtet gav så grimme sår på sjælen, at hun ikke selv magtede at hele dem. Hun selv og familien led under det fjendebillede, som hun havde skabt af ”den anden kvinde”. 

Det virkede som om der ingen udvej var af den ulykkelige situation.

Men en del år efter skilsmissen hørte hun, at ”den anden kvinde”, som hun altså mente var skyld i al hendes ulykke, var meget syg og ikke ville blive rask igen. Hun ville måske kun leve et halvt år mere. 

Hun besluttede sig for at besøge den syge kvinde på hospitalet for at få fred i sit sind – og hun fortalte mig dengang, at hun uanset sin vrede og bitterhed ikke ville kunne holde ud at lade fjendskabet vare ud over døden. 

Det var en beslutning, som var svær at tage og samtidig meget modig. Hun skulle konfrontere sit fjendebillede, årsagen til al hendes ulykke, det fjendebillede, som hun havde skabt og vedligeholdt i mange år. 

Hun tog af sted og besøgte kvinden på hospitalet. De talte sammen, stille og roligt, om gamle dage og deres familier, om de ting, som man taler om, når man ikke har set hinanden længe, og også om sygdommen og udsigterne for fremtiden. 

Bagefter fortalte hun mig om besøget, og det, jeg husker tydeligst fra den samtale, var disse ord: 

”Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende”

Denne kvinde fortalte mig, at hun blev forandret af mødet med ”sin værste fjende” – al det had og den bitterhed, som havde fyldt hende gennem årene, forsvandt i mødet med kvinden, der var så syg, at hun vidste, hun skulle dø. 

Fjenden – kvinden, der lå der i hospitalssengen, udmagret og uden håb om overlevelse, var ikke én man kunne hade eller være bitter på. 

”Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende”

Dén skæbne var værre end alt, hvad hun måtte have ønsket for ”sin værste fjende” gennem årene. Og dét ønskede hun netop ikke, da det kom til stykket. 

Fjendebilledet bristede.

Dét møde bragte forsoning mellem kvinderne og måske ligefrem tilgivelse. 

Hun handlede godt mod den syge kvinde ved at være modig og tage det første skridt mod forsoning, før det var for sent, og hun reddede samtidig sig selv fra mange flere års had og bitterhed.

Had og bitterhed skygger for glæde og kærlighed – er det ikke også en fjende? Som man selv har svært ved at få øje på, fordi den er inde i en selv. 

Når man bærer rundt på had og bitterhed i mange år, så nedbryder det i sidste ende også én selv. Det gør ondt i sjælen, det koster livskvalitet, det flytter fokus fra alt det gode i livet. Det går ud over mange mennesker – ikke kun én selv.

”Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende”

Det ville jeg heller ikke ønske for mig selv! 

Man kan sige, at når jeg elsker min egen indre fjende, så elsker jeg også mig selv. 

Og så er vi tilbage ved næstekærligheden: ”Du skal elske din næste som dig selv.” DU skal elske. Du SKAL elske. Du skal ELSKE. 

Uanset hvordan man lægger trykket, så er budskabet klart: DU SKAL ELSKE!

KRAVET om at jeg SKAL elske min fjende sætter mig faktisk FRI fra hadet og bitterheden. Det mener jeg giver plads til at se en ny fremtid i håb og kærlighed!

Jesus taler om kærlighed og om at elske og hade, men det er ikke som følelser, sådan som vi forstår kærligheden mellem to mennesker eller mellem forældre og børn. Jesus taler om vores adfærd og handlinger. At elske sin fjende betyder IKKE at nære dybe, varme følelser for ham eller hende, men at handle godt i stedet for ondt. 

Vi skal handle til fordel for andre og ikke til skade – sådan som vi også hørte i Romerbrevet i den anden læsning: ”Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde.” Vi skal gøre vores bedste og støtte hinanden, tage ansvar for hinanden, inden vi falder, og livet gør ondt. 

Kan vi det hele tiden? Nej, naturligvis ikke. Jesus vil have os til at indse, at intet menneske er så perfekt, at det kan handle uden fejl. 

Men vi skal hele tiden spørger os selv, hvordan vi kan handle på en måde, som vi også selv gerne ville behandles. Hvis vi hele tiden bestræber os på at være ydmyge og omsorgsfulde og handler ud af næstekærlighed, så kan vi i sidste ende stole på, at Kristi nåde både omfatter os selv og vore fjender. 

Måske det ikke ligefrem skaber verdensfred – men vi kan hver især tage det første skridt og række hånden ud til en ”fjende”, for at nedbryde de fjendebilleder, som vi alt for let selv skaber. 

Dét er en modige handling, dét er at leve som et Guds barn, for ”han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” – OG over ven og fjende.

Vi slutter i dag højmessen af med at synge salmen ”Nu er det Åndens lyse tid”, som blev skrevet i 1995, mens der var krig i Bosnien. 

Salmen er præget af såvel den ”lyse tid” som ”verdens onde strid”, og også af vores medansvar for verden, i stort og i småt, i ord og i handlinger. 

Vi synger om, 

”at folk, vi kalder fjender, 
er skabt af samme kærlighed, 
som vi og vore venner. […] 

Lad kærlighedens lyse Ånd, 
nu lægge verden åben, 
og løse blodets gamle bånd
og fjerne blanke våben.”

Heri ligger håbet for fremtiden – håbet om at der en dag bliver fred igen i Europa, håbet om at gammelt had og bitterhed bliver glemt og gamle fjender forsonet, håbet om at kærligheden er størst, håbet om, at verden ligger åben, hvis vi er åbne overfor verden. 

Håbet om at vi har en nådig Gud, som tilgiver os alle, også når vi fejler.

AMEN

Salmer:
754 Se, nu stiger solen
369 Du, som gir os liv
612 Den store mester kommer
688 Skal kærlighed sin prøve stå
471 O glædelig dag
806 Nu er det åndens lyse tid

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 3. juli 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«
Lukasevangeliet 15,11-32

Gudstjeneste v. sognepræst Lars Emil Bolt, søndag 26. juni 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«
Lukasevangeliet 14,25-35

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, søndag 19. juni 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Lukasevangeliet 12,13-21