Category: Tanker

Lillerød Kirke ønsker alle en glædelig pinse med et par stemningsbilleder og lidt musik.

af sognepræst Carsten Mulnæs

Der er ingen grund til at spille smart,
når man hænger der på kanten af småt brændbart.

Jeg havde ikke tænkt på genbrugspladsen som et sted, hvor jeg var i særlig fare for at komme i nærkontakt. I begyndelsen undrede det mange, at netop den blev lukket først ned. Glæden var stor, da genbrugspladserne med nødvendige restriktioner blev genåbnet. Tvungen coronafri havde produceret masser af haveaffald i en tid med velsignet godt vejr, og køerne var lange, da der blev åbnet. 

Ingen kan holde ud at tænke corona hele tiden. Stemningen derude var god, sådan som den er, når man har noget konkret, man kan gøre. Når man selv har holdt i kø i 40 minutter, tænker man især på hurtigt at kunne give plads til den næste. På vej til papcontainerne blev jeg arrigt råbt an: ”Så hold dog afstand for Fanden, din store spade!” Min vrede medborger satte sig ind i sin store BMW og kørte videre. Jeg kom til at gå forbi med en halv meters afstand. 

Vaner og rutiner bliver anderledes efter corona. Selvom nogle tager tid at lære. Spritdispensere er mange steder kommet for at blive, og i supermarkeder bliver selvscanning en ny måde at betale på. Køkultur og hilsener i det offentlige rum vil blive mere korrekt. Måske får vi omsider ulækre mønter ud af børnenes hænder i skolekantiner, fordi vi udvikler mob.pay. til de små. 

Danskerne har faktisk holdt flot sammen på afstand. Solidaritet har virket. Men moralismen viser også tænder. Der er social slagside i udviklingen i smittespredningen. Nogle samfundslag vil have bedre op til kravene og de nye selvfølgeligheder fra den sociale kontrol. 

Corona har vist os, hvor dødelige, vi er. Vi hænger konstant på kanten af småt brændbart, som TV2 sang tilbage i begyndelsen af 00’ene. Der er ingen grund til at spille smart. Frygten for at blive smittet har været udbredt, hvis man selv var i risikogruppen, og lige så slemt er livets sårbarhed trådt frem i frygten for, at vores svage nærtstående rammes. 

Især har vi mærket det tunge ansvar i, at vi selv kan være den farlige næste, der kommer for tæt på. Den danske tænker Løgstrup gjorde det til et ordsprog, at vi ”altid holder lidt af næstens liv i vores hænder”. Nu har vi så oplevet, at netop den håndgribelige nærhed kunne være vores fejltrin. I et velfærdssamfund, hvor tryghed har været lig med sikkerhedsnettet, er vi kastet tilbage på en nøgen menneskelighed. Det betyder også noget for vores kristendom. Det menneskelige møde definerer, hvad det er at være menneske. Ikke mindst i livet på kanten af småt brændbart. 

Hvis vi skal leve, mens vi gør det, og elske mens vi tør det, bliver det digitale samvær utilstrækkeligt. I cyberspace alene kan vi ikke overleve som menneskelige mennesker. Det digitale blålys er kendetegnet af en tidløshed, hvor man altid er på. Men det svarer ikke til det liv, vi lever i kroppe, og hvis nerve findes i, at vi har fået en tid, der går. Netop derfor er hver eneste dag jo kostelig, og samværet mellem os kan aldrig blive risikofrit men må være mærket af vores sårbarhed på godt og ondt. 

Næstekærlighed i et moderne globaliseret samfund, hvor epidemier vil opstå igen, vil både handle om at vise omsorg ved afstand og at vove en ny nærhed, selvom livet er farligt. Er der en kristen fællesnævner i det, når vi ikke kan vise håndgribelig omsorg? Ja i at have blik for hinanden. Jesus anvendte blikket til at beskrive næstekærligheden, da han talte om at se splinten i sin brors øje men ikke bjælken i sit eget. Næstekærlighed ser hinanden med Guds blik.  

af Sognepræst Carsten Mulnæs

Døende på hospice må vælge mellem, hvilke pårørende, de kan få besøg af. Det er hjerteskærende, at mennesker, der kun har en stakket frist tilbage at leve i, er afskåret fra at opleve, at alle deres kære – sådan som vi ellers forstår konceptet om palliation på hospice – rykker tæt sammen om dem. 

Ud fra et isoleret perspektiv kan man sige, at det for den enkelte døende ikke er afgørende, om døden i sidste ende indtrådte med Corona som tilstødende komplikation. Men alle beboere på hospice er i højrisikogruppe, og det er jo ikke meningen, at en smittebærers besøg til den ene patient skal bringe en anden i en forværret situation. Derfor må vi leve med dobbeltheden om, at både den terminale patient og dennes pårørende i beredelsen til at dø samtidigt må løfte et ansvar for ikke at rive andre med i dødsspiralen. 

Inderst inde forventer jeg selv at få Corona, men er ikke bange for den. Måske er jeg naiv. Jeg er i en stærk alder, hvor min modstandskraft formodentlig vil helbrede mig, og jeg tror vel også, at Gud har brug for mig lidt i endnu. Men jeg er rædselsslagen ved tanken om, at jeg som smittebærer skulle være skyld i andres død. Derfor er jeg så striks som muligt med forholdsregler i mit arbejde som sjælesørger og liturg i kirken. 

Guds plads i ligningen

Min tro på Gud er sådan indrettet, at den ikke strider mod sund fornuft. Med glæde favner den al menneskelig opfindsomhed, som arbejder for det gode, inkl. medicin og politiske forholdsregler. Jeg er overbevist om, at teknikken er til for, at vi skal bruge den i Guds ærinde. Jeg kan jo ikke sige, at dette ikke er så slemt, og at Gud nok skal sørge for, at netop du ikke bliver ramt. For Gud er ikke på den måde vores redskab til selvopretholdelse. Tro er ikke en forsikringspolice. I det hele taget står vi os bedst ved at holde Gud ude af ligningen til forståelse af Corona. Jeg tænker hverken på Gud som årsag til Corona, eller som en mirakelmager, vi skal prøve at få til med et fingerknips at fjerne det, der er opstået som en uforståelig og uhyggelig tilfældighed. 

Jeg tænker, at det er at gøre Gud kynisk eller forfængelig at sige, at han har sendt os Corona som en straf eller en lektie. I den nuværende situation må budskabet om Gud først og fremmest være etisk. Løgstrup sagde som bekendt, at vi ”aldrig har med et andet menneske at gøre uden at holde lidt af dets liv i vores hænder”. Metaforen skulle udtrykke, at vi er afhængige af hinanden og udleveret til hinanden. Derfor skal vi tage hånd om hinanden. Lige nu må det altså ske under kærlighedens tilsyneladende modsætning: ikke at være fysisk håndgribeligt nærværende. 

Vi kan skelne mellem at være tæt og være nær. Tæt kan vi ikke være fysisk. Men i ånd og ord kan vi være nærværende for hinanden, selvom vi er fraværende. Den, der elsker en afdød, ved hvor nærværende den fraværende kan være: i tanken, i mindet, i gerninger med omhu. Hvor meget mere gælder det ikke den, der kan give respons? Ved meningsfuld udveksling i en telefonsamtale eller i taknemmelighed for en hjælp over distancen med indkøb eller andet praktisk. Kærlighedsgerninger gør fraværende nærværende. Også når de ikke kan komme tæt ind på livet af hinanden. 

Angsten for Corona

Corona kan snige sig ind i sindet også hos den raske som angsten for, hvordan eller hvornår det rammer én selv eller de kæreste familiemedlemmer. Angstens natur er at tiltrække os til det, vi afskrækkes af. Og det kan være svært at kapere mængden af nyheder. Jeg tror derfor, at det er et godt råd at gå på afvænning, hvis du hele tiden følger med i epidemiens udvikling. For ikke at fodre angsten. Angst er som en stofafhængighed, der gerne vil have mere af det, den ængstes ved. 

Derfor er det godt at kunne forsage. Jeg lærer mine konfirmander, at vi tror på Gud – men Djævelen tror vi ikke på, ham forsager vi! Hvor tro er at henvende sig i tillid, er forsagelse at vende ryggen til. Selvfølgelig er det ikke en djævel, der har skabt Corona, men pointen er at vende ryggen til dette onde for at vende sit sind mod sund fornuft, kærlig omtanke og glæde ved det, som livet også rummer i ensomhed og langsomhed. Det kan hjælpe igennem denne tid. 

Sognepræst Carsten Mulnæs, tlf: 4230 4320

En bøn i virussens tid,
af Johannes Værge

Jesus Kristus, vores bror!
Da du trådte frem iblandt os mennesker,
var det med ordene ”frygt ikke!”
Og du sagde: ”I skal ikke bekymre jer!”.

Men din styrke,
ét som du var med din himmelske Far,
har vi små mennesker ikke.
Så vi rammes af bekymring,
når en ny sygdom bryder hverdagen op;
og vi mærker frygt,
fordi vi kender til mennesker,
som den nye virus særligt vil true;
dem tænker vi på,
dem beder vi for.

Og vi beder for os selv:
Lad din ånd virke i os,
give os ro,
låne os glimt af din styrke,
så vi kan leve opmærksomt
med hinanden,
hensynsfuldt og hjælpsomt.
Hjælp os at hvile i dit nærvær,
virke i din kærlighed,
den du lader alt udstråle fra
til tro og håb.

Amen.

---