En juleprædiken af sognepræst Carsten Mulnæs i det Herrens corona-år 2020
Hvordan sætter man pris på et menneske?
Et medmenneske – sin fjende – sig selv?
Romerne var meget dygtige til at skabe infrastruktur. Deres mægtige rige var bundet sammen af veje, der alle ”førte til Rom”, og en stærk økonomisk strategi. Raffinement i politik nåede i Romerriget et hidtil uset niveau. Økonomi, filosofi og retorik var de stærke redskaber til at binde riget sammen og gøre det stærkt udadtil og indadtil.
Den økonomiske tænkning slog også igennem i menneskesynet, hvor en handicappet – som en falsk mønt – kunne kaldes ”invalid”. Det var dybest set en måde at prissætte mennesket på som en borger, der var ”værdiløs”. Problemet med at tale om et menneskes værdi, er, at priser går op og ned. De følger konjunkturer. En pris kan være både høj og lav.
Det bibelske menneskesyn taler derfor hellere om menneskets værdighed. Den gammeltestamentlige salme 8 forkynder om mennesket: ”Du har gjort det kun lidt ringere end Gud”. På spørgsmålet: ”Hvad er et menneske”, svares der med et billede af noget af det mest værdiløse man kan forestille sig som værn mod politiske modstandere: et billede af det, nemlig, der kommer ud af ”børns og spædes mund”.
Det er smuk jødisk poesi. Ikke særligt anvendeligt i magtkampe. Men i høj grad egnet til at sætte pris på et menneske. I juleevangeliet står de to menneskesyn over for hinanden.
Den romerske Kejser Augustus ville holde folketælling i hele verden. Sådan én handler om penge. Om at kunne inddrive skatter, for penge er magt.
Penge er umiddelbart et gode, der på det helt jordnære plan er et redskab til at skabe løsninger. Men selvfølgelig er der, som vi ved, meget grådighed i politik og økonomi. Det ser vi, hver gang pengenes magt især ønskes brugt til at skabe gode løsninger for sig selv. Mennesket er en synder, så det sker tit.
Der er også andre politiske magtinstrumenter end penge. Dem var romerne dygtige til at bruge – retorik, alliancer og kultur – og det ser vi jo stadigvæk. Romerriget havde sin tid, men mennesket har i grunden ikke ændret sig.
I den kendte julehistorie om folketællingen fødes også et lille barn. Det barn voksede op og blev en mand, Jesus Kristus, som i Det Nye Testamente kaldes ”Guds væsens udtrykte billede”.
Når kirken 2000 år efter fejrer hans fødsel er det ikke for at fejre livets under eller det barnlige sindelag, selvom dét i de fleste af os spiller med, især hvis vi for nylig har set et barn komme helskindet til verden. Faktisk fejrede kirken i de første mange århundreder ikke rigtig jul. For det var i den voksne mands ord og gerninger, at menigheden så og tilbad Guds væsens udtrykte billede. I kærligheden til de svage og arme. Kort sagt: Guds væsen er barmhjertighed.
Hvor romeren så den fattige, vanføre og kriminelle som værdiløse, fortalte Jesus om de samme mennesker, som Guds børn, der især havde en plads i gudsrigets fest og en indgang til Paradis.
De var måske ikke for en samfundsøkonomi ”værdifulde”, men de var ”værdige”, fordi kærligheden gjorde dem værdige. På et tidspunkt prøvede nogle at få den voksne Jesus i fedtefadet ved at inddrage hans teologi og samfundssyn i spørgsmålet om, hvorvidt man skulle betale skat eller ej. A propos.
Jesu svar er velkendt. Gud og kejseren behøver ikke slås om vores hjerter, hvis vi giver Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad der er hans. Men inden Jesus svarer, gør han pointen anskuelig ved at bede dem give ham en mønt: på den var nemlig præget kejserens billede. Dét er den vigtige forskel. Mennesket er skabt i Guds billede og ikke i kejserens. Men magthaveren præger sig selv i økonomiens sølvblanke flade for at understrege sin magt.
Vi lever i verden og derfor med både Guds og kejserens love. Vi lever også i et kristent land, hvilket gør det relevant at tænke teologisk også om samfundsforhold. Men man skal holde tungen lige i munden, fordi vi har fået det, man kan kalde ”kulturkristendom”. For vores kultur er så gennemsyret af kristendom, at vi også har en folkekirke, hvor en gudstjeneste ikke bare er til Guds ære, men også et offentligt anliggende. Denne dobbelthed rummer de fleste af os.
Det er et gode, at kirken i vores land har så gunstige betingelser for at forkynde evangeliet, som vi har. Og derfor ligner vores tid slet ikke den tid, hvor Jesus kom til verden. Ham var der jo netop ikke rigtigt plads til! Da den mægtige kejser havde udkommanderet hans forældre samtidigt med, at han valgte at komme til verden, blev han født uden for det gode selskab og almindelig basal komfort. I en snavset og støvet stald indåndede han verdens luft for første gang.
Som årene er gået har ”krybberummet” fået et romantisk skær, det ikke havde i begyndelsen, hvor det var et symbol på hans menneskelige fattigdom. Et forvarsel om, at hans død også blev som ”værdiløs” i verdens øjne. En korsfæstet oprører.
Der var ikke plads til den hellige familie i herberget. Denne jul kan vi også kun være ganske få til gudstjenester i kirkehusene. Men det vigtigste er sådan set heller ikke, hvem der blev lukket ind. Men hvad vi gør, når vi bliver lukket ud! I den gamle romerske kirke, som jo er moder til den lutherske, hed gudstjenesten på latin: missa. Og det gør den endnu i dag For messen er en udsendelse. Når vi har været samlet i kirken og hørt, at Guds præg på os rummer langt større værdighed end den pris, som samfundet kan sætte på os, har vi også hørt kaldet til at dele ud af den barmhjertighed og Jesu menneskesyn.
I foråret kunne man læse et menneskes værdi beskrevet i ret kyniske vendinger. Fx sådan her: ”Ja, det er mere etisk at redde unge end gamle fra Corona … Lighedsbetragtningen går på, at hvis man har levet 75 år, så har man levet det meste af et normalt livsspænd og fået den normale ’portion’. Det har man ikke som 40-årig, og ud fra dén betragtning er jeg enig i, at man skal prioritere den 40-årige frem for den 75-årige.”
Problemet er ikke de konkrete konsekvenser, der har, at der må prioriteres. Det er et vilkår. Men det er ikke sandt, at livet er en portion, vi får som en rettighed, der på et tidspunkt bringer én i den situation, hvor man ikke har ”mere til gode”.
Juleevangeliets stille alvor er i stedet, at både du selv, din fjende og dit medmenneske – uanset alder, intelligens eller handicap – i Guds øjne har uendelig værdi.
Det vil sige: det har slet ikke ingen økonomisk værdi men den højeste værdighed som Guds barn. Og derfor går vi herfra med evangeliet om Guds barmhjertighed i ryggen og deler ud af dén – også til dem, der ikke var plads til i herberget eller denne jul: i kirken.
Vi går derud, hvor det lille Jesusbarn begyndte sin vandring blandt mennesker. Han satte jo pris på mennesker ved ikke at acceptere, at der kunne sættes en pris. Kejsere tæller penge, men Jesus har lært os, at Gud, når han tæller mennesker, faktisk aldrig kommer længere end til én. For hvis der mangler én, lader han hånt om de 99 frelste i fårefolden for at finde det ene, der har forvildet sig. Gud er elendig til statistik, men god til frelse.
Juleevangeliet sammen med hele historien, der fulgte, viser os, at han kommer til dem, der er ramt, og ofte ikke på de etablerede stier eller kirkestier men dér, hvor de er kommet på afveje. Dem har han især et godt øje til. Han vil findes os, hvor vi er, også denne jul –
Ære være Gud i det højeste og på jorden
Fred til mennesker med Guds velbehag!
