6. januar, af sognepræst Carsten Mulnæs
En nytårsrefleksion
”Vi længes mere, end vi tror”. Længslen er en dyb grundstemning i mennesket, fordi det har abstraktionsevne og fantasi. Vi kan forestille os, at vi befandt os på et andet sted eller i en anden tid.
Når længslen er efter en anden, bærer den også vidnesbyrd om, at vi grundlæggende er socialt indrettede. Længslen er en drivfjeder bag mange kreative udkast og meget eksistentielt vovemod. Heri er kærlighed det største.
Længslen kan også fængsle. Så meget endda, at mennesket ikke kan rokke sig ud af stedet. Den kan underbinde en persons energi. Så rimer længsel på fængsel.
Længsel er ikke kun udlængsel men også hjemlængsel. Ja, faktisk optræder udlængsel ofte som blot forklædt hjemlængsel. Det sker, når man søger ud – for at finde sig selv. Den, som i én forstand jo hele tiden burde have været lige ved hånden, men ikke umiddelbart kunne erfares sådan.
Længslen er tvetydig og forkynder, at vi både kan blive væk for os selv og finde os selv. Men især fortæller den, at vi har lyst til mere.
Mere end det flygtige nu. Mere end det øjensynlige rum. Længslen fortæller sandt, at mennesket er mere end en ting. Det er ikke en sten, selvom utilfredsstillet længsel kan forstene. Vi lever vores tilværelse på rejsen gennem rækken af flygtige nu’er i det øjensynlige rum, som tegner vores liv og vores hverdag. Og oftest mærker vi ikke, at vi måske i virkeligheden længes mere, end vi tror. Men højtiderne kan gøre os opmærksomme på det.
Fx et nytår, hvor tusindvis af forsætter bliver formuleret, fordi tidens gang bliver anledning til eftertanke over det, der kunne være anderledes. Hvad blev der tænkt kl. 12? Er det en rimelig nytårsrefleksion, at vi længes mere, end vi tror?
Tidens forgængelighed kan tænde længslen efter evighed. Det bestandige, det uforanderlige, det urokkelige. Filosoffen Nietzsche beskrev i et midnatsdigt den dybe “Weltschmerz”. Jeg har forsøgt at oversætte det svære digt om hjertesorgen over livets forkrænkelighed:
Dyb er verdens sorg
Lyst, dog dybere end hjerteve.
Smerten siger: forgå!
men al lyst vil evighed
dybe dybe evighed.
Forgængeligheden – eller som vi også siger – forkrænkeligheden har sin smerte, der giver mennesket at mærke sin længsel. Barndommen er kort, ungdom er kun en overgang, og det gamle menneske har længe mærket forgængeligheden i egen krop eller sind. Måske er det den fysiske organisme, der ikke længere lystrer. Måske er det ånden og erindringen, som er svækket. Tidens gang har sit vemod, og det er ikke ualmindeligt, at mennesket længes efter dage, der er gået.
Den eksistentielle smerte, som filosoffen Nietzsche beskriver, fortæller om en lyst men også om en hjerteve. Smerten siger – nærmest trodsigt – “forgå!”, for det er alligevel naturens ubønhørlige gang. Dog er verden dyb, og midt i denne forgængelighed er der en dyb dyb livslyst, som vil evighed. Det drømmende jeg, der er vågnet, får os alligevel til at opleve, at det er og bliver en længsel efter fortid.
Nietzsches digt råber mareridtsagtigt både om eksistentiel lidenskab og om vilje til evighed – endda dyb dyb evighed – og dog er der i denne drømmeagtige trodsighed en modstand mod tidens ubønhørlige fremadskriden, som på en måde får evigheden til i sin dybe dybe bestandighed allerede at ligne det, der er overstået.
Evighed som det bestandige, urokkelige, uforanderlige – er det andet end en fremtid i fortidighedens billede?
Abraham fik engang af Gud at vide, at han skal rejse ud. Forlade sit hjemland og finde det sted, som Gud vil vise ham. Hvad får ham til at drage afsted? Det er en begyndelse. En begyndelse på noget virkeligt nyt. Det er også historisk. Abraham blev nomade. En rejsende. Fortællingen om ham bliver en rejseberetning.
Abraham bliver den, Paulus kalder “Troens fader”. I tro begiver Abraham sig afsted. Ud i en ukendt fremtid. En fremtid, der er usikker. Intet er åbenlyst på forhånd. Andet end Guds løfte. Og det er jo netop et ord om det, der endnu ikke kan ses. Et løfte om fremtid. Om velsignelse og forbandelse som udtryk for Guds beskærmelse af Abraham. Han skal gå, Gud i vold. Og fordi han gik, blev han troens fader.
Der står intet om, at han længtes. Og slet ikke om, at han længtes efter evighed. Tværtimod, så bliver historien om Abraham en fortælling om det modsatte af den omtalte filosofiske evighed, som var bestandig, urokkelig og uforanderlig.
Netop var. En evighed nemlig, der aldrig rigtigt blev sat i bevægelse. For det, der kan sættes i bevægelse, forandrer sig. Så Abraham tror, mens Nietzsche længes.
Nietzsche giver udtryk for en erfaring, vi ofte kan spejle os i. For det er måske sandt på en anden måde, at vi længes mere, end vi tror.
Nemlig tror. I alvorstung prægnant forstand! Hvis vi længes mere, end vi tror, stivner fremtiden i fortid. Troen, er en tro på, at morgendagen er svanger på mulighed. At det flygtige nu og det øjensynlige rum ikke er en forbandelse men en velsignelse. Fordi Herren går med.
Men Guds fremtid er den nyskabelse, som lover velsignelse. Tør vi tro på Herrens velsignelse, også i det nye år? Tør vi tro mere, end vi længes? Eller skal det blive ved at være sandt, at vi længes mere, end vi tror?
Kun hvis vi tror på Gud – Abrahams Gud og Jesu far – og hans fremtid bliver et nytår en oprindelse af mulighed og mere end en ny runde i tilværelsens hjul af forgængelighed, hvor smerten giver længselsfuld lyst til det tabte.
