Julekoncert med Ars Nova Copenhagen

Fredag 20. december kl. 19.30 – gratis adgang

Til årets julekoncert får vi besøg af et verdens fineste vokalensembler – 12 sangere, som kommer med julens smukkeste stemmer og stemninger fra de nordiske lande. Under overskriften ’Jul i Norden’ venter der kormusik af bl.a. Edvard Grieg, Jean Sibelius og Carl Nielsen og andre mere nutidige komponister fra Skandinavien.

Ensemblets sangere og chefdirigent Sofi Jeannin har sammensat et program, der afspejler, at de alle kommer fra de nordiske lande. Hvilke sange luner de svenske hjerter ved juletid? Hvilke fortællinger hører man ved pejsen i det norske? Og er Sibelius julesange faktisk de smukkeste i hele Norden? Eller er det de danske julesalmer, der i sin enkelhed rummer julestemningen? Det og meget mere kan du måske få svar på ved denne lejlighed.

Ars Nova Copenhagen har over en længere årrække etableret sig som et af verdens fineste vokalensembler og har turneret i mere end 40 lande. Ars Nova har vundet flere priser for deres mange albumudgivelser, blandt andet en amerikansk Grammy. Tidligere chefdirigenter tæller prominente navne som Bo Holten, Tamas Vetö og Paul Hillier.

Der er gratis adgang til koncerten og derfor ingen pladsreservation – så kom i god tid.