Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, påskedag 17. april 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Matthæusevangeliet 28,1-8
Opstandelse betyder, at der er en fremtid, Guds fremtid. Også for de døde. For de sørgende, for de lidende, for de forfulgte, for de hjemløse. Opstandelse betyder også, at død og død er to ting. I påsken lyver vi ikke ved at sige, at de døde ikke er døde alligevel. Vi sørger jo over dem. Vi ved, at de er døde. Men vi tror, at de er hos Gud, fordi Gud er hos dem.
Men hvordan skal vi forstå, hvad vi tror? Behøver vi at forstå vores tro? Måske ikke! Men vi prøver ofte alligevel. Så kommer filosofien, poesien, billedkunsten, myten og fantasien os til hjælp. Det har kirken altid gjort brug af, for den opstandnes venner er et fortællefællesskab.
Jeg hørte for nylig en prædiken, der til min overraskelse uden noget forbehold, beskrev Jesu himmelfart med historien om, at hans fødder havde lavet aftryk i klippen. Legenden fortæller, at Kristus fór til himmels med så meget kraft, at det måtte efterlade et fysisk mærke. Der er vist nok et sted nede i Israel, hvor man har fundet en sten, der kunne se sådan ud og satte fortællingen i gang. Ligesom Torinoklædet, der angiveligt skulle være Veronikas svededug, der var lagt over Jesu ansigt, så aftegningen af en mand, måtte komme fra den stråling, som hans genoplivning i graven indebar.
Nogle bruger denne slags håndgribelighed som en form for beviser på Kristi guddommelighed. At trække evangeliets overbevisningskraft ind i den naturvidenskabelige samtale er imidlertid nok en vovet affære. Allerede Luther ironiserede kraftigt over kirkens nostalgiske overtro overfor relikvier.
Enhver, der har mistet, kender – som en del af sorgens proces – betydningen af de efterladte genstande, der stadig dufter, lyder eller ser ud som den elskede, der nu også er den savnede. Men en del af sorgens forløb er også at give slip på tingene for i stedet at integrere historien og dens betydning i hjertet.
Relikvier betyder jo ”det, der er efterladt”. Men hænger vi ved dem, så vender vi blikket bagud, og fremtiden lukker sig for os. Det er derfor påskeevangeliet viser kvinderne væk fra den tomme grav. Gravhaven i Jerusalem er stadig et valfartssted for millioner af kristne. Jeg har (endnu) ikke været der, og har heller ikke haft behov for det. Som billede forstår jeg, hvis det giver mening at opleve det som et stykke musik, der sætter os i en stemning eller en meditativ atmosfære overfor det ord, der allerede lever i os. Men som relikvie tror jeg, at det er en teologisk misforståelse. Kristendom er at følge Kristus ind i fremtiden – ikke at hænge sig i tvivlsomme fysiske beviser eller steder. Det Nye Testamente er proppet med appel om, at vi går ud, går hen, går frem! Således også påskedags evangelium.
I dag hører vi fra Mattæus, fordi det er 2. tekstrække. Mattæus har skrevet af efter Markus, som vi hørte sidste år. I kan selv, når I kommer hjem, sammenligne 1. og 2. tekstrækkes påsketekst. For Mattæus har også en kreativ fantasi. Selvom han er afhængig af Markus, forsyner han – ligesom en filmproducer – fortællingen med ekstra effekter som tordenvejr, jordskælv og besvimede soldater for at gøre den stærkere. Men den største ændring er, at han indfører glæden som en del af kvindernes umiddelbare reaktion. Den kom ellers nok først senere til. Hos Markus sagde kvinderne ikke noget til nogen af forfærdelse over hændelsen ved den tomme grav.
Men englen sagde:
Skynd jer hen og sig til hans disciple,
at han er opstået fra de døde.
Og se han går i forvejen for jeg til Galilæa.
Dér skal I se ham.
Opstandelsestro er derfor ikke at skændes om den tomme grav, men at følge englens henvisning til at gå derfra og ud til det liv, der begyndte i Galiæa, for at møde den opstandne i et liv og en fremtid, der nu kan leves med håb.
Opstandelse er altså fremtid. Men opstandelse betyder også, at ”død” og ”død” er to forskellige ting. Det gælder i Biblen og det gælder i vores tilværelse. At nemlig vores tid har en grænse er så naturligt, at vi – når vi tænker over det – ikke ville ønske det modsatte. Men der er noget, vi kunne kalde en ”død i døden”.
At døden adskiller elskende, stadfæster det uforsonede, og at døden afbryder livet, så der oftest er mere, vi gerne ville have nået – ikke kun selv at få lov at se, men også at få gjort for andre – alt dét gør, at døden er smertefuld, som vores erfaring af, at syndens brod er døden. Af os selv kan vi ikke dø, på den måde skaberen ønskede det af os.
Denne død, der adskiller os og afbryder, og som er synden, kender vi allerede til her i levende live. Når blikket bliver tomt og hårdt, når samtalen slår i stykker eller endda forstummer, og når kærligheden bliver kold – så er det en erfaring af død. Fortabelse er, hvis denne åndelige død i den naturlige død bliver det sidste, der er at sige om os.
Men påskeevangeliet forkynder, at Kristus er opstået fra de døde, for med sin død at slå døden ihjel. Opstandelsestro må derfor være mere end blot at håbe, at tilværelsen fortsætter i det uendelige, og at døden ikke er en rigtig afslutning.
Den opstandne er nemlig forsoneren og kærlighedens herre. Centrum i opstandelsen er offeret, der langfredag helede det brudte. Kristnes centrale symbol er af samme grund korset. Forsoningens sted. Vi havde blot ikke kunnet tro på forsoningens mysterium i Kristus uden opstandelsen som horisont. Opstandelsen forkynder, at i Guds herlighed hører elskende sammen, dér er synden tilintetgjort og dér bliver fjender venner, fordi Gud bliver alt i alle. Det er sådan apostlen Paulus slutter sin opstandelsesvision.
Hvordan skal vi forklare, at det er dét, vi tror? Jeg har givet jer et billede med i dag. Vi lever af fortællinger. Og billedet er hentet fra Det Gamle Testamente, hvor Moses hos Farao forlanger, at det udvalgte folk bliver sat fri fra slaveriet i Egypten og kan rejse ud i ørkenen til den fremtid, der er i at tilbede Jahve på hans eget bjerg. Som tegn på, at han kommer fra en magtfuld Gud, kaster Moses sin berømte stav, der bliver til en slange. Også Farao har troldmænd, så umiddelbart imponerer det ham ikke. De kommer med stave, der også kan blive til slanger – men magien i Moses’ stav er stærkere: hans slange æder de andre.
Uden at have bevis for det er jeg sikker på, at Luther tænkte på denne indledning til jødernes påskefortælling, da han brugte billedet i sin store påskesalme: ”At den ene død åd den anden”. Jeg har givet jer et billede til at illustrere Luthers oprindelige tekst, som Grundtvig har gendigtet til os, og som vi har sunget.
Desværre gled den stærke metafor ud om den ene død, der blev den anden døds død – til gengæld kan I gå hjem og høre Bachs kantate ”Christ lag in Todesbanden”, som jeg lægger op på kirkens hjemmeside.
Vi forstår kun vores tro igennem fortælling. Mattæus anvender kosmologiske fænomener. Luther forsyner os med mytens lyd og billeder. Så hvad betyder det for os, hvis vi forstår det, vi tror, på denne måde? Det betyder, at opstandelsens hårde kerne er, at Jesu med sin død detroniserede døden, så den ikke længere har magt over os. Vores liv er ikke kun et liv frem til døden. Det er et liv med døden som en naturlig grænse for antallet af dage.
Men det, der i dybeste forstand begrænser os og vores liv med dem vi elsker, er ikke døden som horisont, men Guds herlighed. Kristi herlighed er, at han ved sin forsoning har bragt det sammen, der i kærlighed hører sammen: Gud og menneske, menneske og omverden, mennesker med hinanden. Sådan forstår vi med Paulus Kristi al-forsoning.
Det siges om en bestemt type giftslange, at den dør, hvis den sprøjter al sin gift ud på én gang. Et gammelt billede på Kristi sejr er, at den forbandede død, syndens død, langfredag sprøjtede al sin ondskab, had og løgn ind i Kristi legeme – og døde af det. Den opstandne har derfor ikke lagt døden bag sig, men snarere taget den med sig som en nu afmægtig død, der betyder, at du og jeg fra nu af ikke kan møde vores naturlige død uden at møde Kristus; og at vi kan ikke møde Kristus uden at godtage, at det er i sin orden, at vi ikke er skabt til uendelighed, men at grænser er et gode. Fordi Guds kærlighed er grænsen, der binder os sammen i tid og evighed med opstandelsens kraft –
Lovet være Gud
Vor Herre Jesu Kristi Fader,
som i sin store barmhjertighed
har genfødt os til et levende håb
ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Amen.
Salmer: 218 – 220 – 400/236 – 230
Se også
