Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs, 23. maj 2021
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«
Johannesevangeliet 14,22-31
”At du må bo ved troen i vore hjerter”. På nogle virker ritualets bønner upersonlige. De står jo bare i en bog. Selv holder jeg mere og mere af dem. Det talte ord uden manuskript er tit fyldt med klicheer og ofte ikke så frit, som det skal give udseende af. Det gælder også bønner, hvor den store frihed er, at vi kan træde ind i et sprog, der er gennemtænkt, og opholde os i det. Bo i det. Netop derfor lærte Jesus sine disciple fadervor. Og derfor holder vi af at gå i kirke og høre bønnerne, som vi kender i forvejen, og netop i genkendeligheden bliver hjertesprog og modersmål.
Pinsedag handler om tungemål. Om sprog. Mange folkeslag var i Jerusalem den første pinsedag, og sproget var en kakofoni af stemmer, der råbte i munden på hinanden som på en markedsplads. Men pinseunderet betød, at apostlenes tale ved Helligåndens hjælp mirakuløst blev til at forstå, så den kunne gå i hjertet på mennesker af alle slags, uanset hvilket land de kom fra. Pinseunderet er et forståelsesmirakel, en sprogbegivenhed.
Og vi diskuterer stadig, hvordan kirkesprog bedst bliver hjertesprog. For evangeliet er til for at blive taget imod og gerne forstået. Alligevel: I en tid kendetegnet af hurtige replikker og banale vendinger skal I ikke komme til mig for at få ændret på ritualerne. For vores ritualer tager tid, der er tænkt over dem, teologien går århundreder tilbage, de har skønhed, udstråler ro. Således også den smukke vending fra nadverbønnen: ”At du må bo ved troen i vore hjerter”. Men hvad betyder det? Det er ikke alt, der giver forståelsen lidt modstand, der bare skal laves om. Det er bedre at meditere lidt over det.
Vores bønner i kirken kaldes med et gammelt ord ”kollekter” – ligesom pengene, der lægges i indsamlingsbøssen. Ligheden er, at begge dele handler om at samle sammen. For bønner fra kirkens alter er ikke præstens bøn. Præsten lægger blot stemme til menighedens bøn, så vi beder alle kirkens kollekter. Men det er jo også derfor, vi vil gerne forstå, hvad der siges.
Og giver det mening at bede om, at Gud ved troen må bo i vore hjerter? Kan Gud det? Pinseunderet handler ikke kun om flammende forkyndelse, der ved Ånden går i kødet på tilhørere. Det handler også om, at Gud vil bo hos os. Hver eneste søndag, når vi fejrer Herrens nærvær i brød og vin, lever vi af pinsedagens evangelium: at Gud vil bo ved troen i vore hjerter!
Allerede før sin død, forudsagde Jesus, at han med sin fred ville være hos sine venner, også efter at han var blevet herliggjort hos Faderen:
Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jeg ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.
Jeg plejer at kalde disse linjer ”Jesu testamente”. Frelseren sluttede en pagt med os. Vi er ikke efterladt faderløse, men har arvet Jesu fred. I tro, håb og kærlighed har Gud sin bolig hos os.
Det er pinsens under. Pinse er i virkeligheden en genskabelse og ikke en ny opfindelse. Helt fra begyndelsen i den gamle myte, blev mennesket en levende sjæl, fordi Gud indblæste sin livsånde i det ler, han havde formet Adam af.
Dog sig en bolig underfuld
bygged han selv af støv og muld,
rejste af gruset i nåde.
Da Gud lod kirken holde fødselsdag, var det genfødselsdag. At være kirke i ånd og sandhed er at finde tilbage til begyndelsen. Den menneskelige begyndelse. Den begyndelse, af jord, af blod, af vind og vand, som det hele kommer af. Pinsens sproglige og åndelige under har jordforbindelse, fordi det er skaberånden, der som Helligånd fylder vores sind, vores tanker, vores ord.
Derfor er det stort, at Gud tager bolig i vore hjerter. ”Hjertet” er i biblen mere end en muskel, og det er også mere end bare en indre virkelighed. Et menneske hænger sammen og hjertet er det centrum som bestemmer mennesket i dets helhed. Både i legeme, handlinger og sprog tager hjertet form. Det ydre og det indre kan ikke skilles ad.
Når Gud bor i hjertet, går mennesket skridtene som skabt i Guds billede. Ganske fysisk og konkret i vores fællesskab med hinanden og skaberværket. Den fred, Jesus har efterladt os, kan ikke isoleres til en sindsstemning. Det er den treenige Guds store forsoningsværk, som binder hele tilværelsens sammen. Mennesker imellem, menneske og natur, Gud og verden. Alt dét rummes i, at Gud har taget bolig hos os.
At Helligånd er skaberånd, og at Gud kan bo i hjertet, betyder også, at Gud er med, uanset hvor vi selv bevæger os hen. Vi kan tilbede i ”ånd og sandhed” andre steder end i kirken og med andre ord end biblens. Vi kan lovprise Gud i musikken og vi kan ære ham ude i naturens katedral. Kirkerummet er ikke mere helligt end alt, hvad han har skabt, men den er Ordets hal, hvor vi samles om at sætte ord på den dybe hemmelighed, som bærer vores liv – både i dagligdagen, vores fortid og vores drømme.
Hemmeligheden om, at Gud i bor i vore hjerter, har vi erfaret på en særlig måde under Corona, mens kirkedøren var låst og alterbordet lukket. I gode samtaler om eksistensen, i omsorg via telefonen eller i nadveren hjemme i stuen, har vi erfaret, at vi ikke er alene. Jesu fred følger os også ind i de sammenhænge, hvor vi har fundet sammen om evangeliet. At Gud ved sin ånd har fulgt med, har kun givet os endnu mere lyst til at synge af glæde over at kunne være her igen, og opleve gudstjenesten som den højtid, der kaster glans over alle ugens andre dage.
Jo, det er sandt: At Gud er hos os, betyder ikke, at alt er lykke og livsglæde. Der er modgang, der er fortvivlelse, der er ensomhed og frygt for morgendagen. Men Jesu stilfærdige bud er alligevel:
Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!
For han giver ikke som verden giver. Men han vil give os sin fred. Og så hænger tilværelsen sammen under Guds nåde
Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer;
jeg giver jeg ikke, som verden giver.
Gud ske lov, at Fader, Søn og Helligånd på den måde i troen ved ordet har valgt at tage bolig hos os, så skal det nok gå –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer: 290 – 433/434 – 323 – 285/291 – 299
