af sognepræst Kirsten Drigsdahl
Pinsemorgen 2020: 294 – 289 – 291 – 290.
1. læsning Ap.G. 2, 1-11. Johns 14, 15-21.
Hvor ville jeg gerne have samlet jer ude i Amfien i rødt med røde blomsterkrukker og læsere med andre modersmål, der satte os tilbage til hin første Pinse i Jerusalem. Vi må højst være 30 herinde og mange er vist med god grund ikke trygge ved at være forsamlet inde i kirken. Derfor er her ikke læsere i dag. Jeg ved i skrivende stund ikke om mere end 10 tør møde?
(Jeg havde af forsigtighedsgrunde valgt 3 salmer og kun den ene til fællessang, men det er svært at fejre pinse sådan, så vi synger de 3 og fik dertil en solo.)
Åndens udgydelse er et 100 procent gode, der giver liv og forståelse udefra mellem Gud og menneske. Jesus kalder den ”Sandhedens Ånd” og at den kan udfylde hullet efter ham og give tro og nærvær som han. Fællesskab forudsætter ånd – der er bevidsthed, modtagelighed og giver kommunikation og samhørighed. Guds Ånd, sandhedens Ånd er forudsætningen for, at vi kan kende os i det fællesskab, som Jesus inddrager os i og er kirkens grundvold. ”Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet”, som Grundtvig så dejlig let og underfundigt kan lade os synge det i sin store pinsesalme.
Jeg har en mod-Historie, som i vores Corona tid kan være med til at fremme forståelse af Pinsens særlige under. Det er en historie af vores berømte filmmager, Susanne Bier. Det er hendes debut på Netflix i sci-fi genren. Hovedrollen spilles af Sandra Bullock som Majorie.
I filmens åbningsscene ser vi Majorie flygte ned at en flod med 2 små børn i båden. En dreng og en pige, som hun kalder sådan. Man bemærker straks, at de alle tre har bind for øjnene, og at Majorie nærmest truende i stor alvor og flere gange forbyder børnene at tage bindet af uanset, hvad der sker, for så vil de dø. Vi aner en stor fare.
Filmen springer nu 5 år tilbage for at fortælle, hvorfor Majorie og de 2 børn nu er på vej ned af floden i håb om, at nå uskadt frem til en koloni for enden af floden, i sikkerhed for rædslen.
Stadig i tilbageblik kommer en forklaring: Enlige, og højgravide, Majorie, som ikke er begejstret for at skulle være mor, er til lægetjek sammen med sin søster, da en hidtil ukendt epidemi rammer USA. Epidemien får folk til på et split sekundfolk at tage livet af sig- hovedkulds. Inden da har de med skævt smil på TV set epidemien brede sig andre steder på kloden. Men de er jo i USA. Men nu rammer det: Søsteren ser på tilbageture noget som får hende til med vilje og på et split sekund kører galt med bilen. Majorie overlever og søger tilflugt i en hus med andre forskræmte mennesker.
De barrikaderer huset og blænder alle vinduer, så de ikke selv kan se, hvad det så end er der raser uden for huset. Den lille enklave løber dog snart tør for mad, og en håndfuld frivillige sætter livet på spil for at skaffe mere…
Hvordan Majorie fem år efter, trods alle odds, når frem til kolonien i sikkerhed står lidt tåget, men helt til de er fremme jages de. Epidemien er en diffus, luftbåren vind eller skygge, som er svær at sætte ord på.
Den angriber og skyggen eller hvad det nu er kan man ikke tåle at se, for den trænger ind gennem øjnene/ synet. Det er den absolutte modsætning til Grundtvigs linje: Det ånder himmelsk over støvet; det vifter hjemligt gennem løvet. Filmen åbenbarer det modsatte: ikke en himmelsk, men djævelsk ånd er over dem. Den suger al livsgnist og livsmodet ud.
Filmen har også sin plathed: kun de psykotiske sindssyge med voldsomme vrangforestillinger kan modstå den uden bind for øjnene; for de er allerede i mørket. Det kunne jeg have undværet, men det sætter jo gang i dramatikken.
Filmens titel er ”Bird-Box” – Fugleboks. Titlen komme af, at Majorie gør den opdagelse, at nogle små fugle, som hun redder fra sultedøden i et forladt supermarked, kan varsko, når epidemien nærmer sig. Ligesom minearbejdere i gamle dage bragte kanariefugle ned under jorden. Kanariefuglene døde, hvis der var gasudslip eller iltmangel. Et vigtigt alarmberedskab!
Malories fugle er ikke kanariefugle, og de dør ikke. De er heller ikke duer, som fra Noahs ark eller som Helligånden. Men – de kunne have været det sidste, for de bliver kilden til liv i filmen, som nærmest er et anti-pinsedrama. Filmens ånd er dæmonisk og ond og forvandler liv til blot overlevelse. En anmelder kaldte filmen en fortælling om at være så bange for fremtiden, at man glemmer at leve. Jeg er ikke enig, for Majorie lader ikke stå til, men skærmer drengen og pigen, som en tigermor, for at de kan få en fremtid.
Men det er en film om frygt, eller snarere angst. For angst er frygt for det ukendte, som Kierkegaard har lært os. Og derfor får de 2 børn først navne, da de er nået i sikkerhed i kolonien for enden af floden. Først da kan børnene blive andet og mere en epidemiens næste ofre.
Filmen er i sin modsathed alligevel en reference til pinsen. Bare omvendt, for filmen er høg over høg, og den enes overlevelse den andens død. Men den trækker også på skabelsen – til Gud, der blæste livsånde ind i mennesket og efterfølgende lod det navngive verden. Efter kaos, først da kunne verden få skikkelse og jorden liv og indhold og mening. Det navnløse, epidemien, skyggen, er det onde!
Vores onde i dag har et navn: Corona eller Covid- 19. Vi har været gennem de sidste måneder været truet af en usynlig fjende, et onde, vi stadig må beskytte os selv og hinanden fra. Det gør den skræmmende… Vi har ikke fået bugt med denne virus, og der kan komme en 2. bølge ved en smule sløseri. Det skal nok lykkes at bekæmpe den. Håbet skal være der, for vi er jo indfældet i en fortælling, der ender godt.
Indtil da skal vi også leve! Ikke med bind for øjnene, måske flere mundbind, men især med en ”due” i lommen. Duen her forstået som Ånden. Vi skal passe på modet og ånden og passe på hinanden.
Der er endnu et sted i filmen, som krydser med kristendommen. Det er i kolonien til slut. Majorie og de 2 børn ankommer endelig til et blindeinstitut ved floden og midt i skoven – med en enorm
overdækket gårdhave. Her er fyldt med fugle, som advarer og beskytter i trækronerne under hvælvinger af glas. Det er paradiset på den anden side af syndfloden. Der er lidt kirke over det – på den skæve måde. Beboerne er blinde, som har åbnet til et helle, en refugium, et paradis på den faldne jord. Her kan Majorie og børnene uden fare se igen! Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det.
Det er en god og velfilmet historie, men ikke en rar film, selv om hovedpersonerne kommer frelst i sikkerhed! Den er trods men-ér, værd at se i midt i en Corona-tidJ – i Pinsen.
Da mærker man kontrasten til sandhedens Ånd, som er i livets og det godes tjeneste. I dag nyder vi genhør med pinsetunger, kirkens universalitet og sandhedens Ånd, som opvækker og åbner for tro og fortolkning. Vi ånder det ind og ud, for Pinsens højtid er kirkens fødselsdag. Vi, de levende sten, skal med Ånden ønske hinanden tillykke for håb og hinandens skyld. En Glædelig Pinse skal der lyde herfra. AMEN!
