Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.
Johannesevangeliet 6,1-15
Prædiken midfaste søndag i Lillerød Kirke ved sognepræst Carsten Mulnæs
(DDS: 41 – 31)
”Tro – og du har spist”. Kirkefaderen Augustin skrev omkring år 400 om nadveren og til trøst for dem, der var bekymrede for deres sjæls frelse, hvis de var forhindrede i at deltage i den af den ene eller anden grund. ”Tro – og du har spist”. Man kan sige, at det svarer til udtrykket på dansk, at det er ”bedre at sidde på kroen” – eller hjemme i stuen – ”og tænke på kirken”, end at ”sidde i kirken og tænke på kroen” – eller for den sags skyld sende uvedkommende sms’er.
”Tro – og du har spist”. Augustins udtryk er nu alvorligere end det danske ordsprog. Det handler ikke om ydre fromhed, men om selve sakramentets betydning. Alterets sakramente består jo netop af noget konkret som brød og vin, fordi det skal indtages. Sakramentet skal tilegnes ved at vi sætter tænderne i brødet og lader ganen overskylle af vinen.
På den måde er det inkarnatorisk, som vi siger. ”Inkarnation” er latin og betyder at ”gå i kødet” på nogen. Kristendommen forkynder, at Gud blev menneske; og evangelisten Johannes udtrykker det sådan, at ”Ordet blev kød”. Så ordet står ikke alene, frit svævende i luften. Men ordet fik jordforbindelse, da Jesus Kristus som Guds søn blev troet som Guds eget ord, hvorved ordet blevet et egennavn med stort ”O”. Ordet blev kød ved Jesu fødsel i inkarnationen, og derfra henter sakramentet også sin betydning i, at forkyndelsen indoptages i kroppen gennem brød og vin.
Det giver en håndgribelighed i vores kristne tro, at vi kan tage og spise og drikke for at ”smage, at Herren er god”, som der står her på prædikestolen.
Men hvad gør man så, når man ikke kan smage? Hvis arbejde, sygdom, frygt eller indespærring forhindrer én i at deltage i menighedens fejring i den hellige nadver? Det bliver Augustin spurgt om.
Og svaret er: Tro – og du har spist. For nadver er ikke kannibalisme, hvor det drejer sig om at æde og drikke Jesu legeme og blod i korporlig forstand. Men sammen med brødet og vinen i troen at tilegne sig Jesu liv i kød og blod, sådan som det blev levet og herliggjort i hans død og opstandelse.
Tro – er ikke nogen lille ting. Men det er heller ikke en præstation. Tro er at være nærværende ved det, man håber på og forventer sig alt godt af. Jeg tror ikke, at det gør skade at spise og drikke ved alterbordet uden at kunne tro, at det er noget særligt, eller uden at kunne forstå eller opleve det store ved det. Sådan tænkte man ellers i gamle dage. Men tro er ikke sådan noget, man tager sig sammen til. Til gengæld kan vi erfare, at, ligesom brød og vin giver næring til kroppen, så kan sakramentet give næring til vores tro, så den i nadveren skænkes og styrkes; og det er jo noget andet end at gøre troen til et krav. Så nadver og tro har noget med hinanden at gøre.
Når man så ikke kan fejre nadveren fysisk, så er det vigtigste derfor stadig tilbage. Troen. Du husker jo, hvordan det var, og du kan glæde dig til at være med igen. Og ligesom nadveren – fordi Kristus er nærværende hos os, foregriber herligheden i Guds rige engang i fuldendelsen – så kan vi også i troen erfare, hvad det er nadveren mere håndgribeligt forkynder, hvis blot vi giver os tid til at standse op. Augustins ord betød, at i virkeligheden kunne bonden standse op midt i arbejdet ude på marken og holde rast; tage hatten af, folde hænderne og tro – og så havde han spist.
I sådan en coronatid, hvor vi ikke kan fejre nadver, er der en god pointe i Augustins trøstende løfte om at tro – og så har du spist! Øvelsen er god, også når vi hører dagens evangelium. Der står ikke ét ord om nadveren, og alligevel handler den om dén. Vi ser det af, at Johannes beskriver Jesu bordbøn ude i ødemarken, så den minder om indstiftelsesordene:
Jesus tog brødene takkede og delte ud af dem …
Indvender du, at det jo bare ser ud til, at Jesus som enhver anden from jøde beder bordbøn, så skal du vide dette til baggrund. For det første, at fortsættelsen i Johannesevangeliet kapitel 6 består af en fortolkning, der slet ikke lader os i tvivl om, at denne mirakelhistorie – som vi også kender fra de andre evangelister – af Johannes omtydes til at fortælle om nadveren. For den fortsætter med, at Jesus kalder sig selv ”livets brød”, og Jesus ryger ind i en diskussion om, hvordan man kan æde hans kød og drikke hans blod. Du kan selv læse hele kapitel 6 derhjemme.
En anden ting, der nemlig er rigtigt interessant med Johannes er, at han i sit evangelium, slet ikke har indstiftelsen af nadveren med. Det har fået nogle til at tro, at Johannes ikke kunne lide sakramenterne dåb og nadver, fordi han hverken beskriver Jesu dåb af Johannes Døberen eller indstiftelsen af nadveren skærtorsdag aften. Men det er omvendt! Sakramenterne gennemsyrer hele dette mystiske evangelium om inkarnationen.
Og netop når vi i denne tid er afskåret fra de fysiske sakramenter – vores dåbstal venter også på at komme op igen – så er det altafgørende, at vi jo stadig har troen. I dén kan vi hver dag bade vores samvittighed i dåben og tage næring af Jesu legeme og blod, sådan som vi hører om det, når vi fortæller historierne om hans jordiske liv.
Og så ser vi også, at denne mirakelhistorie faktisk kommer os ved, selvom det, der blev til overs af brød og fisk, for længst er gået al kødets gang. For den handler om, at ”mennesket ikke lever af brød alene” – og derfor lever troen heller ikke af nadverbrød alene – men af ”ordet, der udgår af Herrens mund”. Og det Ord er Jesus Kristus selv.
Det er en tak værd. Og derfor indledes hver eneste nadver hos os, når den fejres, med en lovsang, hvor vi ”opløfter vores hjerter til Herren”. Og når vi af gode grunde ikke kan synge denne højtidelige indledning til altergang i dag, men i stedet må holde os til, at Gud i sin godhed i ørkenen ”kvæger den tørstende sjæl” – så er tanken på netop dén nåde også grunden til vores taknemmelighed på denne dag.
Vi tror, og så har vi allerede spist, takket og er blevet velsignet. Derfor er denne gudstjeneste – uden brød og vin – alligevel på en mystisk facon en rigtig nadvergudstjeneste. For Kristus er os nær med sit ord, sådan som han var i kød og blod.
Men mennesker vil gerne bruge alting. Vi er alt for tit beregnende materialister og kyniske forbrugere. Vi klynger os til det fysiske, vi har imellem hænderne, og derfor har vi svært ved at lære at tro. Se bare i evangeliet, hvor 5000 mænd – og der var vel også kvinder og børn, selvom de ikke talte med – blev mætte. Det var ikke nok for dem.
De ville komme og tvinge Jesus med for at gøre ham til konge.
Det er vores almindelige religiøsitet i nøddeskal! At Gud skal fremme vores formål og opfylde vores ønsker. Men Johannes fortsætter:
Jesus trak sig atter tilbage til bjerget helt alene.
I denne coronatid har vi været tvunget til alt for meget tilbagetrækning i ensomhed. Det har ramt nogle hårdere end andre. Og afstanden til menigheden kan også betyde, at det opleves, som om Jesus har trukket sig tilbage fra os. Det har han ikke. Men det kan gøre øvelsen i tro tungere.
Så lad os leve med det som en øvelse i ydmyghed, ligesom den israelitterne måtte gennemgå i ørkenen. Tro – og du har spist. Tro – og Jesus er dig nær. Også når du ikke kan se det, mærke det eller endda: tro det. For han trækker sig tilbage for at være fri af vores forsøg på at bruge ham som redskab for vores egne behov. Sådan kan han nemlig bedst velsigne os og give os tro –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
