Tredje sommerkoncert: V Coloris

Søndag 23. august kl. 16 ved Lillerød Kirkes udendørs amfi-scene

V Coloris er en stilbevidst, farverig og international blæserkvintet med primær tilknytning til Danmark og Rumænien. Navnet refererer til deres interesse for farver, både visuelt og musikalsk (V, som er romersk for fem, refererer til kvintet; coloris betyder på latin “miks af farver”). Det ligger V Coloris meget på sinde at dykke ned i mindre kendte værker og bruge dem som supplement til kernerepertoiret. 

De fem musikere gør sig til daglig gældende i en række velrenommerede symfoniorkestre og kammerensembler og/eller studerer ved højt respekterede lærere i blandt andet Paris og Bucharest. V Coloris gjorde sig i 2019 positivt bemærket ved at vinde 3. prisen ved Carl Nielsen International Chamber Music Competition samt 2. prisen ved Bucharest International Music Competition. V Coloris skal senere i 2020 indspille et værk skrevet til dem af den amerikanske komponist Tom Brennan, og de skal desuden inden længe samarbejde med Hans Abrahamsen i forbindelse med opførelser af nogle af hans værker for blæserkvintet.