Ole Jørgensens mausolæum

Mon der i dag er ret mange i Lillerød, der ved, at particulier Ole Jørgensen ved forrige århundredskifte var byens store velgører? På Lillerød Kirkegård ligger der lidt nordøst for koret et meget imponerende gravsted – næsten et mausoleum – for Ole Jørgensen, hans kone, to døtre og en svigersøn. Gravstedet ligger frit og højt og dækker et stort område, knap 160 meter². Det er klart afgrænset fra den øvrige kirkegård med tegldækkede murstensmure på de tre sider og med en lavere granitmur med bronzelåger på den fjerde. 

Forfatter: Karen M. Andersen
Teksten er gengivet med tilladelse fra Allerøds Lokalhistoriske Arkiv (LAFAK.DK)

Det egentlige gravsted er domineret af en stor ’sorgens engel’ i marmor, der står bag stenlåget med de svære bronceringe. Herunder er gravkammeret.
Selve det ophøjede midterparti er omkranset af ti små granitpiller forbundet med en bronzekæde, og selv beplantningen er arkitekttegnet.
Alt dette kan man se ved selvsyn, og vil man vide mere, er gravstedet beskrevet i bladet Arkitekten 1905/06, – så der er ingen tvivl om, at det var noget særligt, Ole Jørgensen fik udført i 1905.
Samme artikel fortæller i øvrigt, at Ole Jørgensen selv købte englen i Italien.
Det her beskrevne gravsted er selvfølgelig mest til Ole Jørgensens ære, men han glemte ikke almenvellet. 

I 1905 testamenterede han Lillerød Kirke et legat på kr. 70.000 til vedligeholdelse af mausoleet samt uddeling til sognets fattige. Han skænkede desuden knap 400 m² til kirkegårdens udvidelse, og endelig betalte Ole Jørgensen i 1906 for opførelsen af det kirketårn vi alle kender i dag.

Med alt dette i tankerne begynder man at blive nysgerrig. Hvem var denne Ole Jørgensen? – og hvordan tjente han så mange penge, at han i beskeden dansk målestok kunne efterligne de amerikanske mangemillionærer?

Fakta om Ole Jørgensen

Det første man opdager er, at Ole Jørgensen trods sin gavmildhed overfor sognet slet ikke stammer fra Lillerød. Han blev født den 5. november 1841 som søn af parcellist Jørgen Pedersen og Inger Andreasdatter i Bistrup, Birkerød sogn. Han var nummer to af en børneflok på otte, så der har nok ikke været ret meget at slå til side med i barndomshjemmet. Så ved vi ellers intet om ham, før han bliver konfirmeret i 1856 med udtalelsen ”meget god”. De fleste fik en dårligere udtalelse, en hel del ”mådeligt”, og derimellem lå vurderingerne ”temmelig god” og ”god”. Så vi kan måske tillade os at slutte, at Ole nok har været et kvikt hoved.

Hvad der blev af ham efter konfirmationen er lidt usikkert. Ifølge en folketælling kom han fra Bistrup til København i 1873 og fik borgerbrev eller næringsbrev som høker den 15. oktober 1875.

Her skal lige indskydes, at Ole Jørgensen selv synes at have foretrukket erhvervsbetegnelsen høker, mens myndighederne omtaler ham som viktualiehandler. Selv da han levede af sine penge, kaldte han sig ”particulier, fhv. høker” i Kraks vejviser.

Han var midt i 30´erne, da han i 1875 fik næringsbrev, blev gift og åbnede forretning i Blågårdsgade 10 i kælderen.

Hvordan han skaffede sig startkapital vides ikke, men en artikel i Frederiksborg Amts Avis fra 1924 udtrykker det således: ”Den kapital, som gennem årene kom i Ole Jørgensens hænder, blev ikke til uden arbejde. Han begyndte småt som kældersvend i St. Lyngby Kro, og da han senere kastede sig over handlen i hovedstaden, var det også under beskedne former. Men da han var flittig og sparsommelig, og da han omsider fik begyndt en spækhøkerforretning i Blågårdsgade i København, kom der penge i sparekassen. Kapitalen fik ikke lov til at ligge død hen…”. Vi må regne med, at substansen i artiklen er rigtig, for den stod under Lillerød-rubrikken, og hans kone Jensigne stammede herfra. I 1924 må der stadig have været folk i Lillerød, der har kendt Ole Jørgensen og hans historie.

Ole blev gift i 1875 med Jensigne Frederikke Andersen, datter af væver Anders Sørensen, Gravensten, og i oktober 1876 fødtes deres ældste datter Caroline Mathilde. Knap fem år senere blev den anden datter, Helga Margrethe født i februar 1881. Hun døde allerede i 1894 af tuberkulose, mens datteren Mathilde, gift med bånd- og modehandler Edvard Møller, levede til 1947.

Ole Jørgensen blev velhavende

På en måde kan man sige, at det er ligegyldigt hvordan Ole Jørgensen tjente sine penge, men jeg synes det er spændende, fordi Ole Jørgensen er typisk for sin tid. Det er den tid, hvor industrialismen slår igennem i Danmark. Befolkningsoverskuddet fra landet strømmer til byerne for at få arbejde på fabrikker og småværksteder. Denne indvandring til København i sidste tredjedel af forrige århundrede giver igen stødet til en vældig spekulation og boligbyggeri, især på Vesterbro og Nørrebro. Disse områder var da ret tyndt befolkede, fordi de havde hørt til Københavns fæstningsanlæg. Da fæstningen blev nedlagt i begyndelsen af 1850’erne, begyndte opkøbet af grunde og byggeriet af lejekaserner. Disse forhold gav folk med initiativ og forstand på penge mulighed for opstigning i samfundet. Ole Jørgensen hørte utvivlsomt til denne gruppe.

Det er i dag vanskeligt at få fat på mere end omridsene af, hvordan han tjente sine penge. Kilderne flyder ikke rigeligt, da myndighederne dengang ikke blandede sig meget i borgernes foretagender. Til eksempel kan nævnes, at aktieselskaber ikke skulle registreres, indkomstskat med tilhørende selvangivelse blev først indført i 1903, men det var endnu frivilligt, om man ville indsende selvangivelse eller overlade det hele til ligningsmyndighedernes skøn…

I 1876 købte Ole hjørneejendommen Blågårdsgade 10/Baggesensgade 19 for kr. 84.000 med kr. 8.000 i udbetaling. Det er en fireetagers bygning, og der bor almindeligvis 14 familier i ejendommen. Det vil sige fra 65 til 90 mennesker.

Omkring 1880 bor Ole Jørgensen med sin familie på 1. sal, og butikken er flyttet til stueetagen. Hans lejlighed synes at være tæt beboet, for i 1880 bor og arbejder der to af Oles brødre hos ham, den ene som butikssvend, den anden som tjenestekarl. Desuden har de en butiksjomfru og en tjenestepige boende. Denne bemanding varer til 1894, hvor Ole afstår sin forretning til broderen Frederik Jørgensen.

Nu flytter familien lidt rundt på Frederiksberg, først til Vodroffsvej 58, 1. sal. 1897-1903 bor de på H.C. Ørstedsvej 24, 1. sal i en ejendom, der tilhører svigersønnen Edvard Møller. Her har Ole Jørgensen og hans kone en rummelig lejlighed på fem værelser, som koster kr. 350 pr. halvår. Nu har de dog kun en tjenestepige.

Fra 1904 bor de Forchhammersvej 2, 2. sal, og her får Ole installeret telefon, så han har været en aktiv selvpensionist, som fulgte med tiden og udnyttede de muligheder, som hans penge gav ham.

Fra en fjern slægtning til hans kone, Mary Petersen, ved vi, at Ole Jørgensen ifølge en familieoverlevering skulle have tjent mange penge ved at købe amerikansk fedt og selv med stort besvær smelte det om. Hvis denne oplysning tolkes ud fra forholdene i dag, ville man gætte på, at han har tjent penge på at fremstille stearinlys. Eller blev det brugt til spisefedt?*

Hvad enten det var det ene eller det andet, så var der penge i fedtstof i denne periode, for M.D. Madsen, der har givet navn til Lillerøds hovedgade, tjente også en stor del af sin formue på finsk smør.

Ole Jørgensen havde årligt indtægter fra sin butik og lejeindtægterne fra sin ejendom. Han solgte den ellers i 1899 for kr. 120.000 med kr. 20.000 i udbetaling. Dette salg kan skyldes, at han fra 1898 deltog i grundopkøb og investerede i huse.

Ole Jørgensen udgjorde sammen med sagfører Peschardt og en murermester Søren Schougaard bestyrelsen for A/S Heimdal, der i 1898 købte en grund på Nørrebro af en handelsgartner.

Prisen var kr. 170.000 kontant for den ryddede grund. Ved købet måtte der ikke bygges på grunden, men den servitut blev ophævet et år senere, da Københavns magistrat tillod anlæggelsen af en gade fra Nørrebrogade 220 til Heimdalsgade. Fra 1902 har denne gade heddet Ole Jørgensens Gade.

Den blev først en offentlig vej i 1967, og i den anledning diskuterede man i borgerrepræsentationen, om navnet skulle bevares. Man kunne kun skaffe en udtalelse om Ole Jørgensen fra hans svigersøns sagfører om, at ”han skal have været en dygtig, anset og fortræffelig mand”. Denne beskrivelse passer ikke helt til de normer, man bruger for navngivning af gader i København, men sagen endte med, at man beholdt gadenavnet, fordi det havde været brugt i 65 år. Derfor har Ole Jørgensen stadig sin gade i København.

Tilbage til A/S Heimdals grund. Den blev opdelt i 15 parceller, der blev solgt de næste par år. Det blev ikke det store eventyr, som man nok havde håbet på, men når det hele blev gjort op, var det trods alt en god forretning. Halvdelen af Ole Jørgensens legat stammer fra denne investering. Hvilke andre grundspekulationer Ole Jørgensen eventuelt har været indblandet i, ved jeg ikke, men det må være dem, der har gjort ham til en velhavende mand.

 Ole Jørgensen som velgører

Datidens mennesker kunne ikke vente at opnå en så høj levealder, som vi kan i dag, så det var vel kun naturligt, at Ole Jørgensen, da han blev 60, begyndte at tænke på sit endeligt. I Frederiksborg Amts Avis fra den 22.2.1924 udtrykkes det således: ”Hverken han eller hans hustru glemte deres fødebyer, og omkring århundredskiftet fattede de den beslutning at udvælge en gravplads på Birkerød Kirkegård, hvor de agtede at blive stedt til hvile. Der opstod forskelligt besvær med at få den sag bragt i orden, hvorefter Ole Jørgensen gik til Lillerød.” I Lillerød blev han i 1904 hurtigt enig med menighedsrådet. Samme år købte han de omtalte knap 600 kvadratmeter af Kirkehavegårds ejer, Karen Andersen. Dette areal blev overdraget til kirkeejerne, dog med et gravsted udtaget til Ole Jørgensens familie med den servitut, at denne begravelsesplads ”…skal stedse bevares og vedligeholdes.” Endvidere skal der nedlægges kranse på alle de afdødes fødselsdage samt til jul.

For at gøre opfyldelsen af disse servitutter økonomisk mulig, skænkede Ole Jørgensen kirken det nævnte legat på kr. 70.000, kaldet ”Particulier Ole Jørgensen og Jensine Frederikke Jørgensen født Andersens Gravstedslegat”. Fundatsen fra 1924 bestemmer, at de rentepenge, der ikke medgår til vedligeholdelse m.m., skal uddeles til værdigt trængende i Lillerød sogn af sognepræsten og sogneråd. Legatet trådte dog først i kraft efter datterens og svigersønnens død.

Tårn på Lillerød Kirke 

Da først Ole Jørgensen havde fået udvidet kirkegården og bygget det store gravsted, fortsatte han i 1906 med at betale for opførelsen af det nuværende kirketårn fordi ”… på Lillerød Kirke var dengang et uanseligt spir, som jo ikke passer ret til den smukke kirkebygning.” (Frederiksborg Amts Avis 22.2.1924).

Skæbnen har mærkelige veje. Ikke så snart var Ole Jørgensens byggevirksomhed slut, før han og hans kone døde. Frederiksborg Amts Avis har følgende notits under Lillerød den 13.2.1907: ”Det ny gravsted på Lillerød Kirkegård, som rentier Ole Jørgensen har ladet indrette, blev i dag indviet ved en højtidelighed, idet hr. Jørgensens hustru og et barn blev indsat i kammeret. Barnet, der i 13 år har været begravet på Assistents Kirkegård, blev ført til Lillerød og sammen med moderen indsat i gravkammeret. Kirken var fyldt til sidste plads. En organistinde fra København spillede, et sangkor sang og derefter talte pastor Trøjel smukt i tilknytning til den sjældne begivenhed”.

Avisen beretter yderligere, at man havde haft stort besvær med at få klokkerne hængt op i det nye tårn til denne begravelse.

Ole Jørgensen døde seks uger senere og blev ifølge dødsannoncen begravet den 3. april kl. 1½ fra Lillerød Kirke. Lokalaviserne omtaler slet ikke denne begravelse, så den har måske mest været et københavnsk anliggende. I al fald omtaler annoncen, at tog afgår ’fra Nordbanestationen kl. 12,9’.

Man kan vel passende slutte med at konstatere, at Ole Jørgensen er blevet husket af eftertiden, som han ønskede. I København har han sin gade. Her i Lillerød lægger vel de fleste mærke til gravstedet, når de kommer på kirkegården. Kirketårnet ser vi alle, dog oftest uden at forbinde det med Ole Jørgensen. Og hans store legat? Selv en pengekyndig mand som Ole Jørgensen kunne ikke forudse at to menneskealdre og to verdenskrige ville ændre pengenes værdi så radikalt, at afkastet fra hans legat ikke rækker ret langt i forhold til de krav, som fundatsen stiller. Allerede i 1984 blev Ole Jørgensens Gravstedslegat adskilt fra Fælleslegatet for værdigt trængende i Allerød, og af regnskabet 2006 for gravstedslegatet fremgår det, at vedligeholdelsen af det store gravsted giver et underskud på knap tusind kroner i forhold til indtægterne – selv uden buketter på fødselsdagene.

Ordliste:
Particulier: rentier, person som lever af sine penge
Gravensten: en af Lillerøds oprindelige gårde, der lå på Frederiksborgvej mellem Prøvestensvej og Gl. Lyngevej. Efter en brand i begyndelsen af 1850´erne blev Gravensten solgt og lagt sammen med Prøvesten.