Ungdomskoret synger Vivaldi

Lillerød Kirkes Ungdomskor medvirker i to opførelser af Vivaldis ‘Gloria’.

Sammen med Hillerød Ungdomskor er Lillerød Kirkes eget ungdomskor gået sammen om at opføre Antonio Vivaldis ‘Gloria’ – efterhånden et af de meste kendte og opførte kirkemusikalske værker..

Ud over de to ungdomskor medvirker musikere fra Ensemble Lyrikos. Dirigent er Kristian Lumholdt.

‘Gloria’ bliver opført ved to koncerter i december, hvor der også vil være anden musik til jul og advent på programmet.

Hillerød Kirke
Søndag 1. december kl. 16

Lillerød Kirke
Torsdag 5. december kl. 19.30

Der er fri entré til de to opførelser.

Gloria-koncerterne er venligst støttet af:

Toyota-Fonden, William Demant Fonden og Hillerød Provsti

Babysalmesang

En velbesøgt efterårssæson lakker mod enden!

Tirsdag 19. november kl. 10 er der babysalmesang for sidste gang i år.

Vi glæder os til igen at byde en masse søde børn med forældre velkommen til babysalmesang i Lillerød Sognegård i januar 2025.

Tirsdag 12/11 og tirsdag 19/11 er således sidste mulighed for forælder og barn at møde op i sognegården til sang, rytmik og motorik sammen med Penille Albæk Andersen – med efterfølgende hygge og lidt til ganen bagefter.

Tilmelding ikke nødvendig, ligesom det ikke er påkrævet at følge hele forløbet. Kom derfor glad, når nattesøvn og lurtider arter sig – og bliv væk med god samvittighed, når det ikke er tilfældet.

Café-Underholdning: Tjajkovskijs Årstiderne

Søndag 10. november kl. 11.30 i Sognegården

For anden gang i år venter der flot, romantisk klavermusik, når kirkens organist Kyung-Hee Kim efter søndagshøjmessen spiller Peter Tjajkovskij på vores fine flygel i sognegården. Musikken er Årstiderne, som er 12 korte klaverstykker – et til hver måned i året.

I foråret hørte vi de første seks stykker (januar-juni). Søndag 10. november gælder det den sidste halvdel, juli-december. Ligesom første gang ledsages musikken af digtoplæsning og tegninger af kirkens frivillige. Se herunder, hvem som medvirker.

Café-Underholdning 2024

Årstiderne af den russiske komponist Peter Tjajkovskij (1840-1893) er 12 karakterstykker for klaver komponeret i 1875-76. Stykkerne

Søndag 12. maj kl. 11.30

  1. Januar – Ved bålpladsen (Ib)
  2. Februar – Karneval (Lise H.)
  3. Marts – Lærkens sang (Peter A.)
  4. April – Snefnug (Tove N.)
  5. Hvide nætter i maj (Poul-Erik)
  6. Juni havskur (Kirsten A.)

Søndag 10. november kl. 11.30

  1. Juli – Høstmestersang (Anker N.)
  2. August – Høst (Grete)
  3. September – Jagt (Hans R.)
  4. Oktober – Høstsang (Arne F.)
  5. November – Trojka (Sigrid)
  6. Jul i december

Allehelgen og Halloween i Lillerød Kirke

Halloweengudstjeneste + (u)hygge og hotdogs
Fredag 1. november kl. 17

Mindegudstjeneste m. lystænding og efterfølgende mindesamvær
Søndag 3. november kl. 16

November står for døren, og mørket banker på. Det kan derfor godt gå hen og blive lidt uhyggeligt, når Lillerød Kirke inviterer til familievenlig Halloween-gudstjeneste fredag 1. november kl. 17. Her står kampen mellem lyset og mørket, når vi tager på en rejse tilbage i tiden. Lige siden hulemændenes tid har vi frygtet dét, vi ikke kan se og dét, der lurer i mørket og det ukendte.

Efter gudstjenesten, hvor kirkens børnekor også medvirker, er kirken vært for et måltid mad og en masse (u)hygge.

Søndag 3. november kl. 16 holder vi den traditionsrige allehelgensgudstjenste, hvor vi mindes dem vi har mistet. I løbet af en stemnings- og andagtsfuld gudstjeneste vil navnene på de døde læses op, inden man går ud og tænder lys på kirkegården. Kirken byder efterfølgende på et glas gløgg i sognegården. 

Foredrag – Utilstrækkelig

Med Christian Hjortkjær
Tirsdag 5. november kl. 19
Lillerød Sognegård

Præstationsselvværd, påbudssamfund og en stadig kamp for at ligne det, man ser på de sociale medier, får en del af ansvaret for, at så mange unge mistrives. Christian Hjortkjær har som få fingeren helt på pulsen, når det gælder vores unge.

Christian Hjortkjær tager i foredraget udgangspunkt i sin bog, bestselleren ‘Utilstrækkelig’. Ud over at være forfatter, er han en fremragende foredragsholder, og har man med unge mennesker at gøre, er han klart at anbefale.

Om sit foredrag siger Christian Hjortkjær selv:

En ungdom mellem dødsangst til livsmod – den unge generation vokser op med illusionen om, at nu er alt muligt, samtidig med at de reelt oplever, at forventningerne, kravene og idealerne trænger sig mere og mere på. Derfor rammes mange unge af en blanding af angst for det uvisse og utilstrækkelighed over aldrig at have gjort nok. Så hvordan undgår vi at tabe en hel generation, der er bange for, at de mister sig selv? Og hvad kan voksne gøre for at hjælpe de unge til at genvinde livsmodet?

Christian Hjortkjær er ph.d. og højskolelærer på Silkeborg Højskole-

  

Fællessangsaften

Tirsdag 22. oktober kl. 19

Velkommen til efterårets første fællessangsaften, hvor vi ser frem til at mødes synge sammen.

Fællessangssaftener i Lillerød Kirke er for alle, som vil være med. Fællessangen ledes af Lillerød Kirkes organist Kyung-Hee Kim, som hver gang står for en let stemmeopvarmning. Sangene er udvalgt på forhånd i tråd med det valgte tema og præsenteres af de medvirkende.

Vi stifter meget gerne bekendtskab med nye ansigter og stemmer. Vel mødt!

Kommende fællessangsaftener

Tirsdag 10. december kl. 19

Koncert med Frederiksborg Drengekor

Lillerød Kirke
Lørdag 5. oktober kl. 16

Frederiksborg Drengekor, som holder til slotskirken i Hillerød, skal til oktober på en efterårsturné til den franske riviera. Sammen med deres faste dirigent Karen-Maria Baun Hørlück skal drengene give koncerter i Monte Carlo, Cannes og Nice. Med sig har de dansk, engelsk og fransk musik, bl.a. Carl Nielsen og Duruflé, som vi får at høre på deres afrejsekoncert her i Lillerød.

Der er gratis adgang til koncerten.

Høstfest 2024

Søndag 29. september – høstgudstjeneste & høstermarked

Snart er marken atter mejet og høet høstet. Det fejrer og takker vi også for i Lillerød Kirke og inviterer ligesom sidste år til et festligt høstmarked med boder og aktiviteter i og omkring sognegården:

# skattejagt
# honningbod
# høstdans
# æblemosteri
# snobrød
# fuglekogler

# musik & sang
# sandwich & smagsprøver

Man er også mere end velkommen til høstgudstjenesten kl. 10 i en kirke pyntet og prydet med høstens frugter og grønt.

Det bliver en hyggelig og familievenlig gudstjeneste, som kirkens spire- og børnekor også vil sætte deres præg på.

Vel mødt! Store og små, unge og gamle, høje som lave – vi glæder os til at se jer alle.

Fællesspisning

Vi varmer op til efterårsferien med en fællesspisning, hvor vi sørger for et godt, nærende og mættende måltid helt i tråd med årstiden: Græskarsuppe, brød og diverse tilbehør!

Hold dig ikke tilbage – kom og vær med til at dele et måltid mad sammen med en masse andre, sådan som det nu er blevet en god, fast tradition i Lillerød Kirke:

Torsdag 10. oktober kl. 17 i sognegården

Tag endelig familien eller naboen med. Fællesspisning er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig.

Vel mødt!

Menighedsrådsvalg 2024

NB! Det fremgik tidligere herunder, at man som stemmeberettiget vil modtage et valgkort, som man skal medbringe til valforsamling. Det er ikke korrekt. Man skal bare møde op med gyldig legimitation.

Vær med til at forme kirkelivet i Lillerød de næste 2 år. Mød op og brug din stemme eller måske vil du selv være med i menighedsrådet?

2024 er valgår i folkekirken, hvor menighedsrådene rundt i alle landets sogne skal have nye medlemmer.

Det sker til valgforsamling tirsdag 17. september 2024.

Menighedsrådet er din lokale kirkes ledelse, som arbejder for at sikre de bedste rammer for en levende og relevant folkekirke i dit sogn.

Ud over aktiviteterne og det at være en repræsentant for menigheden er der andre spændende opgaver, hvor du kan være med til at bestemme, hvad der skal ske i Lillerød Kirke og sognegård. Bl.a. kan du sætte dit præg på og bakke om Lillerød Kirkes mange aktiviteter til glæde for børn, unge og gamle – og dig selv.

Det gode kirkeliv, som vi kalder det, kan du få en forsmag på ved at møde op kl. 18 til fællesspisning forud for selve valghandlingen – kom og oplev det fine fællesskab rundt om sognegårdens langborde, hvor vi både deler et måltid og får kommet hinanden ved.

Tirsdag 17. september kl. 19.00
Lillerød Sognegård
Kirkehaven 5, 3450 Allerød

NB! Fællesspisning kl. 18.00

Vel mødt!

VALGFORSAMLING – sådan foregår det:

Vi skal vælge 12 medlemmer og to stedfortrædere (suppleanter) til den nye menighedsrådsperiode, der starter 1. søndag i advent. Valgperioden er 2 år. På valgforsamlingen kan man bruge sig stemme eller stille op som kandidat til menighedsrådet. Der er mulighed for debat og spørgsmål, og der gennemføres en skriftlig, hemmelig  afstemning.  

Valgret & valgbarhed
Alle, der er over 18 år, medlem af Folkekirken og bosat i Lillerød Sogn eller har løst sognebånd til en af vores tre præster, kan stemme og stille op til valget. 

Afstemning ved fuldmagt
Hvis man selv er forhindret i at deltage ved valgforsamlingen kan man stemme ved fuldmagt – dog kun i følgende tilfælde:

* er indlagt på sygehuset
* indsat i fængsel
* bor på plejehjem, beskyttet bolig eller i almene ældreboliger
* bor i boformer for voksne med handicap


Fuldmagten afleveres udfyldt og underskrevet til valgbestyrelsen på dagen for valgforsamlingen.


Dagsorden for valgforsamlingen:

1. Velkomst ved valgbestyrelsen.
2. Valg af dirigent.
3. Formanden for menighedsrådet beskriver menighedsrådets opgaver, kompetencer og
hidtidige arbejde.
4. Opstilling af kandidater til menighedsrådet.
5. Kandidaternes egen præsentation.
6. Debat og mulighed for spørgsmål til kandidaterne.
7. Gennemgang af afstemningsreglerne ved valgbestyrelsen.
8. Skriftlig og hemmelig afstemning.
9. Optælling af stemmer og annoncering af afstemningsresultatet ved valgbestyrelsen.
10. Valg af stedfortrædere efter samme procedure.
11. Valgbestyrelsen orienterer om resultatet af valgforsamlingen samt om muligheden for afstemningsvalg og fristen for at indlevere en kandidatliste.
12. Eventuelt.

Valgbestyrelsen, Lillerød sogn: 
Lise Haugaard
Helge Jørgensen
Arne Kirkeby-Thomsen

Klik her, hvis du først lige vil læse lidt mere om, hvad et menighedsråd er for noget!