Præstens tale til konfirmanderne, 19. sep.

Sognepræst Carsten Mulnæs’ tale til sine konfirmander, 19. september 2020.

Konfirmationstale 19/9 2020 – (DDS: 52 – 325 – 192 – 441)

Kære konfirmander – sikke skønt Ditte sang for os:

Det himmelsk er at tænke på,
at han, som dyrt os købte,
guddommelig vil vandre så
i alle sine døbte.

Måske har I ikke altid syntes som Grundtvig, at det er himmelsk at gå til gudstjeneste. Men her ved en coronakonfirmation, hvor vi faktisk mærker afsavnet af, hvad en ganske almindelig gudstjeneste med fællessang kan, så opdager vi, at det at kunne samles frit, ”hvor tro og dåb ej fuldelig gik hjerterne af minde”, er – om ikke et lille himmerig – så i hvert fald et stort gode

Det er jo, fordi vi er kristne og lever i et kristent land, at vi kan få lov at samles om evangeliet. Sådan er det ikke alle steder i verden. Når man opdager, at det for nogle er forbundet med livsfare at bekende sig til kristendommen, sådan som I gør det ved alteret om lidt, så bliver det meget nærværende, at kristendom også er en mulighed for identitet. Den identitet er ikke bundet til et næsten 900 år gammelt hus, men tages med ud herfra i hjertet

Også hjem til festen, hvor en del af jeres gæster ikke har været med i kirken. I bærer gudstjenesten med hjem i hjertet. Fordi han, som vi er døbt til at tilhøre, går med inden i jer. Det er den smukke mening med Grundtvigs linjer om, at Jesus vil vandre i alle sine døbte. Det er sådan set en gendigtning, af den tekst om identitet fra Det Nye Testamente, som vi hørte før fra Paulus: 
Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig.
Der tales meget om identitet i disse år. Også for meget. Vi har altid gjort det i konfirmationsforberedelsen, for at være ung er i høj grad at prøve at finde sig selv og den vej, man vil gå. Jeres tid nu er fuld af store erfaringer og svære valg. Valg af uddannelse, den første store kærlighed, flytte hjemmefra eller at miste dybe venskaber fra dengang, man var lille. 

Identitet er jo netop ikke bare en fastlåst sandhed om, hvem den enkelte er, men sammenfaldende med den livshistorie og de sammenhænge, vi indgår i. Vi formes hele tiden. Vi er en kombination af det, som er blevet os givet, og som vi ikke selv har opfundet – og den livsvej, der tilbagelægges, mens vi bringer vores jeg i spil. 

Det hedder med et andet ord dannelse. Ikke uddannelse, der foregår i undervisningsinstitutioner – men dannelse. Dannelse eller formning af personligheden er en livslang udvikling. Som et indslag på den dannelsesrejse, som livet er, har I gået til præst, og I har valgt jer et motto som konfirmationsord til at have med i bagagen sammen med fadervor og trosbekendelsen – og forhåbentlig også en større viden om, hvad kristendom egentlig er for noget. Viden alene gør det ikke – men viden er heller ikke at foragte. Vi går trods alt med begge ben på jorden

Disse overvejelser hører i høj grad ungdommen til. Nu er det ganske vist, som om hele verden er blevet teenagere. Identitetsprojektet er mange steder blevet fritsvævende, som om vi kan opfinde både os selv og den verden, vi bor i, ud af ingenting – og måske kan vi endda føle os som bedre mennesker, hvis vi kan kritisere historiske fejltrin som om, de ikke også er en del af menneskehedens dannelse, som vi ufravigeligt er en del af. Folk vælter statuer, og is skifter navne. Men nok om det.
Jeg har valgt til jeres konfirmation 2 bibeltekster, som siger noget væsentligt – og dog ikke ufejlbarligt – om kristen identitet. Først har vi hørt Paulus, fordi identitet handler rigtigt om samhørighed. Paulus skrev:

Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, 
og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, 
der elskede mig og gav sig selv hen for mig.  

En samhørighed kan være så stærk, at den ene ikke kan leve uden den anden. Sådan er kærlighed mellem to mennesker. Og troen kan udtrykke sig på samme måde. Om lidt synger Ditte igen for os. Nemlig den store passionssalme om Guds forsoning med verden. Passion betyder både lidelse og lidenskab. Når ”Hil dig frelser og forsoner” er så afholdt en påskesalme er det helt sikkert, fordi det er lykkedes Grundtvig at skrive om Jesu død som et kærlighedsdigt

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng

Dét handler om identitet. Ikke en fast kerne, så man kan sige til hinanden, som man gør om ting: ”Jeg ved, hvad du er for én, du er den og den slags”. Ting kan man tale om som slags ting. Mennesker er mere komplicerede. Her er identitet ikke at være en bestemt slags, men at finde den dybe sammenhæng

Det gør vi i kærligheden. Det gør vi i troen på Jesus Kristus.

Det er blevet farligt at tale om identitet i kirken. Jeg har altid gjort det. Men nu er der kommet noget, der hedder identitetspolitik, og så kan det nemt misforstås som om dette er en politisk tale. Det er en prædiken over Bibelens tekster, og dem skal vi ikke lade være med at sætte pris på, selvom resten af verden er ved at blive vanvittig af at se alting i sort/hvid. 

Så nu vil jeg fortælle jer om noget, der viser, at også Bibelens tekster er gamle tekster. Jeg prædikede en gang over en tekst fra Johannesevangeliet, og bagefter kom en jøde og spurgte mig, hvorfor vi alle sammen var blevet så sure på jøderne, at vi skulle tale omskæring i tide og utide. Hun følte sig som dansker, før hun var jøde. Det er en 6 år siden. Men emnet er igen aktuelt. Dengang forstod jeg først ikke, hvorfor hun troede, at jeg tog afstand fra jøderne. Og i øvrigt havde jeg ikke den stærke holdning til, hvordan et stykke forhud kunne være afgørende i gudsforholdet – jeg er jo kristen – selvom jeg ikke kunne drømme om, at gøre det umuligt for jøderne med en praksis, der var hjertet i deres religion. Men pointen var, at evangelisten Johannes i prædiketeksten talte om ”jøderne” som Jesu modstandere. Jesus var selv jøde, så jeg havde ikke tænkt ordet ”jøderne” som noget racistisk, når jeg blot læste teksten højt. 

Men – faktisk havde hun en pointe i, at den tidlige kirke spekulerede rigtigt meget over de kristnes forhold til jøderne. Fordi det jødiske folk jo ikke havde taget godt imod Jesus, som – først en lille gruppe jøder og senere en stor gruppe hedninger – var kommet til tro på som hele verdens frelser. 

Med al den provokation, der derfor kan være i en gammel tekst, som er en del af vores eget arvegods som kristen kirke, læser jeg derfor i dag fra Johannesevangeliet om det folk, der ikke tog imod Kristus. Ja – selvom den afvisning, at Jesus af sine landsmænd blev korsfæstet, fik en forfærdelig virkningshistorie. 
Jøder er blevet forfulgt i Europa som ”Kristusmordere” op igennem middelalderen og ind i nyere tids nazisme. Og man kunne sikkert bruge Johannes til at gøre dem skyldige. Men hele menneskeheden dannes historisk, og det gør kristendommen også. Derfor skal I høre en tekst, der kan misbruges, men som vi overhovedet ikke behøver at gøre. Dem, der vælter statuer fra kolonitiden, eller omdøber bygninger, der ikke må være opkaldt efter filosoffer i 1700-tallet, som vi ellers har lært af, fordi de havde et forældet syn på raceforskelle – de ville måske ønske at tage disse vers ud af Biblen. Men det er en umoden måde at omgås sin egen historie på. Vi er ikke dårlige mennesker, fordi vores fædre begik fejl. 

Og derfor hører vi igen fra Johannesevangeliet disse ord:

Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. 

Jeg kunne have ladet mig intimidere af folkestemningen til at sakse noget af teksten væk, så der ikke stod de krænkende linjer om, at Jesus kom til sine egne, der ikke tog imod ham. Men, nej, det er jo faktisk en del af den historiske virkelighed, der var, og som jeg ikke regner nogle i dag til last. Men dem, der tog imod ham, de havde hørt evangeliet og de fik en kostbar ret til at kalde sig Guds børn. 

Dét er konfirmationsbudskabet – og ikke mindst i år til jer. I har ret til at kalde jer Guds børn. For I er døbt. Og heri er der en dyb sammenhæng, I kan øse af hele livet. Det er en kristen identitet, og det er flot, at I også kendes ved det, som I gør i dag ved at sige ”Ja!” og myndigt træde ind i den kæde af tradition, som tør være en del af kristendommens brogede historie. Trosbekendelsen, som I har lært, bærer jo også præg af at være en tekst fra før naturvidenskaben lærte os, at jorden er rund. Men I er Guds børn. Det er en flot identitet. Den fortæller, at uanset, hvad I ellers er og kan, så er I anerkendt af en kærlig Gud i himlen, hvis søn gav sig selv hen for jer.

Så lev da livet – Gud i vold! Amen.

Ændrede konfirmationsdatoer i 2020

Kære konfirmander og konfirmandforældre

Det er desværre været nødvendigt, at beslutte, at konfirmationerne skal rykkes til efter pinse. I Lillerød vil vi ikke risikere, at familier skal flytte to gange. 

Vi har derfor planlagt 3 nye datoer, hvor alle konfirmander bliver konfirmeret, og hvor man valgfrit kan tilmelde sig. Undervisningsholdene vil være de samme med samme præst. Men det er muligt, at man bliver nødt til at tage en anden dato for at få en familiekabale til at gå op. 

Der er på hjemmesiden lagt en ny tilmeldingsformular op, så man kan booke sig ind på 3 nye datoer hos den præst, I går hos allerede, eller en anden, hvis det passer bedre. Vi beder om, at I får booket en ny dato hurtigst muligt og senest 1. april, så vi hurtigt kan få et overblik over, hvor store konfirmationsholdene bliver på dagene:

5. september Kirsten Drigsdahl
12. september Elsebeth Hougaard Jensen
19. september Carsten Mulnæs

Bedste hilsener fra præsterne Kirsten, Elsebeth og Carsten

Tilmeld dig en ny dato hér