Fløjtens magi

Koncert i Lillerød Sognegård, 24. maj kl. 19:30

Verden ældste kendte musikinstrument er en fløjte. Den er fundet i Sydtyskland, lavet af vingeben fra en gåsegrib og den er 40.000 år gammel! Siden da og helt frem til i dag har fløjten rørt os med sin dragende og inderlige klang, og utallige sagn knytter sig til magiske toner fra fløjter.

Musikeren og historiefortælleren, Poul Høxbro, har samlet et udvalg af sine fløjter og inviterer til en oplevelse med både fortællinger og musik.

Musik der vil byde på alt fra urtidstemninger til fløjtetoner af Carl Nielsen

Poul  Høxbro er en ægte musikalsk og kunstnerisk pionér. Han er kunsterisk leder for række projekter med barokorkestret Concerto Copenhagen, gæstelærer ved Schola Cantorum Basiliensis i Schweiz og blev i 2013 udvalgt som én af ni fløjtenister fra hele verden til at lave projektet “Magic Flutes” ved Tysklands største folk- og world music festival i Rudolstadt.  Poul Høxbro er også en hengiven og skattet historiefortæller på såvel dansk som engelsk, tysk og svensk, og han er idemand  og  medforfatter  til  børnebogen, Den  morgen vi var hyrder,  som  er  lavet  i  samarbejde  med Tea Bendix og Concerto Copenhagen

Glædelig påske med Bach!

Sognepræst Erik Høegh-Andersen samarbejder ihærdigt med Trinitatis Kirkes kantori om dét projekt at inddrage og fortolke Bachs kantater som en del af kirkens liturgiske tradition. I år indledtes hans prædiken påskedag med at tage udgangspunkt i kantaten, der var blevet opført tidligere i gudstjenesten.

Es war ein wunderlicher Krieg, Da Tod und Leben rungen, Das Leben behielt den Sieg, Es hat den Tod verschlungen. Die Schrift hat verkündigt das, Wie ein Tod den andern fraß, Ein Spott aus dem Tod ist worden. Halleluja!

Luther

Det var en tvekamp underfuld, da liv og død de brødes, og kredsen skreves under muld, hvor riget var de dødes; men livet fik dog overhånd, så, fængslet i sit eget bånd, til spot er nu døden blevet. Halleluja!

Grundtvig

”Bachs kantate Christ lag in Todebanden er én af hans tidligste kantater fra 1707 eller 8. Men den blev genopført påskedag i 1724 kun to dage efter førsteopførelsen af Johannespassionen. Menigheden havde dengang, som vi har haft det i Trinitatis lejlighed til at lytte til de to værker næsten i forlængelse af hinanden, og dermed også tænke over hvor vidt forskellige de er, selv om de også på nogle punkter har et fælles udtryk. 

Begge er de meget dramatiske, begge har tekster og musik som viser hvilken bedrøvelig tilstand vi engang befandt os i, fastspændt af syndens og dødens snærende bånd, men nu har Kristus befriet os – det er budskabet i begge værker.

Men hvad betyder det så for os at Kristus har vundet over dødsmagterne og befriet os? Det er dér forskellen mellem passionen og kantaten først og fremmest viser sig. I Johannespassionen bliver vi befriet til den evige hvile, men i Christ lag in Todesbanden kan vi fejre sejren over døden med en påskefest, en livsfest uden lige. 

Vi har allerede hørt hvor livligt og festligt det går for sig. Først den indledende symfoni med sukkende og dissonerende melodiske bevægelser. Det var en sorg at være til – dengang.  Indtil Kristus sprængte dødens lænker og opstod fra de døde for at skænke os livet. Så begyndte festen. ”Derfor skal vi glæde os og lovprise og takke Gud og synge. Halleluja!”, hørte vi koret synge. Og hvilket ”Halleluja” – utæmmeligt og vildt. 

Der står i Apostlenes Gerninger, at Gud lod Jesus, som var naglet fast til korset, opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden. Sådan en livskraft havde han i sig. Det er det, Luther har skrevet sin salme om, og som Bach har vist i sin musik. En Jesus som får tilværelsen til at synge eller danse. En frelser som på livets vegne kæmper mod døden i en vidunderlig kamp, hvor døden bliver besejret og opslugt. Og tilbage er kun dens kraftløse gestalt. Den har mistet sin brod.      

Derfor skal vi spotte døden og holde fest. Det er påskebudskabet i Luthers salme og Bachs kantate. ”Så holder vi for livet fest, som død har overvundet, og priser kæmpen allerbedst, som har den stærke bundet”, synger vi i Grundtvigs gendigtning af salmen.”

Guds tid er den allerbedste tid

– Toner og teologi om død og evighed

af sognepræst Carsten Mulnæs

Instruktion:
Lyt til teksten – eller læs den selv.
Scroll derefter ned i bunden og lyt til musikken.

Teksten oplæst af sognepræst Carsten Mulnæs. Lyt – eller læs selv nedenfor.

Her på Lillerød Kirkes hjemmeside har jeg fra You-tube lagt en særlig optagelse af Bachs kantate: ”Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit”, også kendt som Actus tragicus. Den musikalske entusiast må ikke snyde sig selv for den lille video bagefter med de fremragende musikeres samtale om mesterværket. Men her er lejligheden til, at jeg selv giver et kort rids af teologien i Bachs kantate. Denne optagelse på kun 20 minutter gør det fornemt ud for en hel gudstjeneste.

Tekstforlægget stammer fra Christlichen Bet-Schule af en vis Johann Olearius fra 1668 og er i sig selv en meningsfuld mosaik af bibelsteder, jeg her har oversat til dansk. Det unge geni Johan Sebastian Bach var kun 22 år, da han skabte denne perle, som med enkle virkemidler giver os en helt fantastisk prædiken. I værkets centrum står en generalpause som et atom af evigheden. Dén markerer kantatens vendepunkt fra dødsangst til den stillede længsel efter at være sammen med Kristus. 

Guds tid er den allerbedste tid. 
I ham lever vi, bevæges og er, så længe han vil (Lukas i apostlenes gerninger 17,28).
I ham dør vi til rette tid, når han vil. 

Den senere tilkomne titel, Actus tragicus, må henvise til den bitterhed, hvormed udvalgte bibelcitater skildrer dødens ubønhørlighed. Det sker blandt andet i indledningens tenor- og basarier, der formaner mennesket til nøgternt og med alvor at besinde sig på, at der er en frist for det levede liv og en opgave ved afslutningen: 

Ak, Herre, lær os at betænke, at vi skal dø, så vi får visdom (Sl. 90,12)
Beskik dit hus, for du skal dø og ikke forblive i live (Es. 38,1)

Imidlertid indfanger de poetiske indledningsord: Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit langt bedre end titlen Actus tragicus den fortrøstning, der går som en rød tråd fra begyndelse til slutning i det komprimerede værk. Neden under det modstridende følelsesmæssige udtryk og de eksistentielle erfaringer, som kantaten mesterligt inddrager os i, ligger en urokkelig tillid til at være i Guds hånd. 

Det sker blandt andet ved en instrumental koralmelodi i fløjter over salmen ”Ich hab mein Sach Gott heimgestellt/Jeg har overladt min sag til Gud”. Den spilles samtidigt med, at koret gribende afvikler en musikalsk kappestrid, hvor en fuga om dødens ubønhørlige lov prøver at overdøve sopranarien, der på sin side formulerer en enkel bøn om, at Jesus vil komme til den troende:

Der er en gammel lov, som siger: Menneske du skal dø (Sir. 14,17). Den eksistentielle kompleksitet, når dødens bitterhed tager livtag med det troende menneskes længsel efter Gud, er særligt mærkbar i den sats, der som et tyngdepunkt bygger op til klimaks i den centrale stilhed.

En fuga er et stykke, hvor temaet sættes an igen og igen. Ubønhørligt, derfor, gentages den gamle lov, om at mennesket skal dø, så den nærmest bankes ind i tilhøreren, og dødens vilkår skærer sig med dissonanser på ordet ”sterben” ind i tætte forløb, der skurer op ad hinanden, når de kæmper for at afbryde sopranens inderlige bøn:

Ja, kom Herre Jesus! (Åb. 22,20). Overgivelsen til Gud i Kristus får imidlertid det sidste ord. Den sendes opad og ender i en æterisk svævende koloratur, der klinger ud – her lige midt i værket – i en usædvanligt lang, fuldt noteret generalpause, der kommer til at stå som et komponeret atom af evigheden. I den filmede koncert her på hjemmesiden, er der i optagelsen arbejdet billedligt med at inddrage, hvad vi lidt dristigt kunne kalde Guds perspektiv. I dette afgørende øjeblik ligger vendepunktet. Evigheden.

Hele værket er bygget symmetrisk op omkring denne stilhed, så det falder i to dele, der kan opfattes som sorgens spørgsmål og trøstens svar og består af en gammeltestamentlig del og en nytestamentlig. Det græske bogstav x (ki) – der skrives som et X – kan grafisk ligne en spejling over en midterakse og har givet navn til udtrykket en ki-astisk struktur i forståelsen af tekster. Dette korslignende greb har Bach anvendt med vilje.

Før ”evighedsatomet” i generalpausen står således på den gammeltestamentlige side den gamle pagts lov for mennesket, at det skal. Men nu efter vendepunktet modsvares det af gengivelsen af Jesu frivillige overgivelse til sin far, da han på korset bad med citat fra salme 31: I dine hænder befaler jeg min ånd; du har forløst mig, Herre, du trofaste Gud (Luk. 23,46/Sl. 31,6)

Endnu før beskrivelsen af denne gamle lov, blev den konkrete alvor i vores dødelighed som omtalt til at føle på, fordi den, der ikke må forblive i live, må beskikke sit hus. Han må jo forlade det. Til gengæld fortsætter tiltroen efter vendepunktet derfor nu med et nyt citat fra korsfæstelsesscenen i Lukasevangeliet: Det er Jesu ord til den bodfærdige røver, at han fra i dag skal høre til et andet sted, fordi han skal være med ham i Paradis (Luk. 23,43).

Og tenorens alvorlige besindelse fra indledningen: Ak, Herre, lær os at betænke, at vi skal dø, så vi får visdom– modsvares nu ved kantatens hvilepunkt af Simeons lovsang. Denne tekst er også hentes fra Lukasevangeliet (Luk. 2,29-30) og er i eftertiden blevet et fast liturgisk led i kirken under navnet Nunc Dimittis. Den synges i kantaten i Luthers gendigtning og lyder oversat sådan her: 

Med fred og glæde går jeg did
Efter Guds vilje.
Frimodigt er mit hjerte og sind
Blødt og stille.
Som Gud har lovet mig
Er døden blevet mig en søvn.

Den kiastiske struktur bliver fuldkommen, når kantaten munder ud i en lovprisning af den evige treenighed, mens indledningssatsens digt, var bygget op som en udfoldelse af tanken om tid. Den tid, Gud giver os, er den bedste tid. Den er så at sige tid, med ophav i evigheden. 

Det er en trøst, at Gud har givet sig tid til os. Den nye pagt er Jesu egen udleverethed til Faderen. Evigheden tog sin egen tid i Jesu død og opstandelse. Jesu kors er symbolet på det som et evighedsatom. Tidens fylde skænkes af den korsfæstede med fred og glæde, når døden bliver til en søvn, fordi vi er hos Gud i både liv og død. Evigheden findes i Guds blik på mennesket, der lever og dør i Guds tid. Evighed er altså tidens dybde. Sådan var, er og bliver Guds tid den bedste!

Lovprisning, ære og herlighed
Være dig Gud, Fader og Søn
Samt med den Helligånd.
Din guddomskraft
Gøre os sejrrige
Ved Jesus Kristus. Amen.


Bach: ”Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit” (Actus tragicus)
Musikernes samtale om værket