I søndags fik vi taget en flot og rørende afsked med Elsebeth Hougaard Jensen i en propfyldt kirke og bagefter ved en flot trakteret reception med fine taler, gaver, sang og dans – fuldstændig som det skal være, efter man i 23 år har gjort en forskel og været med til at sætte en retning for både arbejdsplads, kolleger og menighed.
Tak! Vi i og omkring Lillerød Kirke har således meget at takke Elsebeth for. Hun skal herunder have det sidste ord i denne omgang – en dybfølt tak til alle, som deltog i søndags:
Afskedsgudstjeneste og reception søndag 1. september
Sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen
Efter 23 år som sognepræst i Lillerød Kirke takker Elsebeth Hougaard Jensen af for at gå på velfortjent pension. Det markeres og fejres med en afskedsgudstjeneste i kirken søndag 1. september kl. 10. Menighedsrådet er efterfølgende vært for en reception i sognegården – alle meget velkomne til begge.
Vi bringer herunder Elsebeths eget “afskedsskriv” med refleksioner over sin tid som præst i Lillerød samt en takkehilsen fra menighedsrådsformand Lise Haugaard:
LILLERØD KIRKE STOD GODT PÅ SINE STÆRKE GAMLE BEN, da jeg den 1. maj 2001 kom til sognet som Lillerød Kirkes nye og håbefulde sognepræst. Og den står heldigvis lige så godt på sit stærke evangeliske budskab og fundament den 1. september 2024, hvor jeg med ro i sindet går på pension og overlader mit fantastiske embede til nye lige så håbefulde kræfter.
Min vej til præsteembedet Jeg blev i 1950 født ind i en landmandsfamilie og fik gennem mine forældre et naturligt forhold til kirken og troen og til naturens gang. Efter gymnasiet blev jeg uddannet som fysioterapeut i Århus og senere gift med Frank. Undervejs voksede familien med 3 piger og siden 8 børnebørn.
Min årelange erfaring fra fysioterapien har givet mig mange redskaber med i værktøjskassen, som jeg har kunnet høste fordel af i mit virke som præst. Og hele vejen har familien haft sin naturlige plads sammen med arbejdslivet og fordybelsen i teologien. Men der er også blevet tid til diverse fritidsinteresser som cykling, camping, dans, kunst, litteratur og poesi, rejser, gode venner i ind-og udland samt fransk sprog og kultur, og ikke mindst er der blevet rum til at udfolde det hele i naturens særlige katedral. Da vores 3 piger var ved at flyve fra reden, ja, så modnedes min interesse og nysgerrighed for alvor for teologien. Og for at gøre en lang historie kort, så valgte jeg at læse teologi – en inspirerende rejse, som jeg ikke ville have været foruden.
Efter godt og vel 5 års studier ved Københavns Universitet blev jeg i år 2000 teologisk kandidat. Og med den obligatoriske uddannelse på Pastoralseminariet i kufferten var jeg klar til at søge embede som sognepræst i Den Danske Folkekirke. Den 1. maj 2001 var jeg så heldig at blive kaldet som sognepræst ved Lillerød Kirke. Her har jeg sammen med dygtige og dedikerede kolleger i 23 år haft det privilegium med Lillerød Kirke i centrum at være med til at fortælle evangeliet ind i lokalsamfundet, tiden og historien.
Lillerød Kirke 2024 Samfundsudviklingen er gået rivende stærkt i alle mine 23 år som præst i sognet. Allerød har økonomisk, befolkningsmæssigt, socialt og kulturelt udviklet sig til et super velfungerende smørhul for børn, unge, voksne og seniorer midt i den smukke, nordsjællandske natur. Og midt i dette smørhul troner vores gamle Lillerød Kirke med tårnet i den forkerte ende som et ikonisk fyrtårn. Som et åbent og gæstfrit hus midt i en dejlig landsbyhave står vores elskede og rummelige kirke og sætter ord på livets store overgange – dåb – konfirmation – bryllup og begravelse. De gamle klokker kalder store som små til gudstjeneste, koncerter og til livgivende fællesskaber – også udendørs i Amfien og Sansehaven.
Det har været en stor glæde for mig fra starten af mit virke at få mulighed for at introducere babysalmesang og minikonfirmandundervisning i sognet – aktiviteter, som nu er videreudviklet af mine dygtige kolleger sammen med nye, professionelle kræfter. Undervejs har jeg fået både rum og ressourcer til at videreudvikle og strukturere det frivillige arbejde i sognet. I de sidste mange år har mine hjertebørn været Café Livstråden, hvor mennesker mødes og deler deres livshistorier og livserfaringer, samt arbejdet med sorggrupper for mennesker, som har mistet nære relationer, et livsgrundlag eller bare orienteringen i livet. At rammerne i sognegården så undervejs er blevet udvidet med vores fantastiske kælderlokaler samt udendørsfaciliteterne i Amfien og i Sansehaven har samtidig åbnet for helt nye muligheder for kirkelivet i sognet.
Tak til jer alle! I alle mine 23 år som sognepræst har jeg haft den særlige glæde og det store privilegium at dele både sorg og glæde, lyse og mørke stunder og alt det midt imellem med jer sognebørn. Jeg er mere end ydmyg over for den spontane tillid og åbenhed, der er blevet vist mig i alle facetter af mit virke. Sammen har vi fortalt livet og tiden ind i Lillerød Kirkes lange historie. Tak til jer alle! Også en særlig tak skal lyde til alle ildsjælene i kirkefamilien – musikere, kontoransatte, kirkegårdspersonale, kirketjenere og menighedsrådet, som med hjerte, hænder og økonomi har sat rammerne for det hele. Uden jer – ingen kirke. Den 1. september holder jeg min afskedsgudstjeneste for at gå på pension. På en og samme tid både vemodigt og glædeligt.
I dag kan jeg med ro i sindet overlade min stafet til mine to dygtige kolleger og min efterfølger i taknemmelighed over, at Lillerød Kirke stod der, da jeg kom, og at den står lige så solidt og godt, når jeg går. For dens evige, evangeliske budskab er og bliver stærkere end alle os i og uden for kirkefamilien, som efter bedste evne følger kirken på vej gennem tiden.
Elsebeth Hougaard Jensen Sognepræst ved Lillerød Kirke
PÅ MENIGHEDSRÅDETS VEGNE VIL JEG GERNE SENDE EN STOR OG VARM TAK til sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen for hendes mange år ved Lillerød Kirke – en særlig tak skal lyde for det gode initiativ med at opstarte og forestå Café Livstråden og kirkens sorggrupper, hvor Elsebeth har været en skattet samtalepartner for mange.
Derudover også tak for som medlem af vores menighedsråd at have været med til at udvikle og forny kirken, og for at invitere flere ind i fællesskabet. Vi ønsker Elsebeth mange gode år fremover.
Efter afskedsgudstjenesten søndag 1. september er menighedsrådet vært for en afskedsreception i sognegården. Alle, der vil være med til at hylde Elsebeth og ønske hende tillykke med sin nye tilværelse som aktiv pensionist og mormor på fuld tid, er meget velkomne.
På vegne af menighedsrådet Lise Haugaard Menighedsrådsformand
Og det fejrer vi med udendørs gudstjeneste, pinsemarked og fødselsdagsfest.
2. PINSEDAG Mandag 20. maj kl. 11
Ja, det lyder måske mærkeligt, men den er god nok. I år er det nemlig 50 år siden, at byens gamle middelalderkirke blev født som selvstændigt sogn efter . Sådan en rund dag skal fejres, og 2. pinsedag inviterer vi derfor til fødselsdag.
Dagen starter med familiegudstjeneste i det fri med deltagelse af kirkens børnekor og Lillerød Kirkes tre sognepræster. Herefter åbner vi op for fødseldagsfejringen med årets store pinsemarked:
# Borgmesterens velkomsttale
# Grillpølser & fødselsdagskage
# Hoppeborg
# Guidet tur i kirketårnet
# Spark dæk på en ægte traktor
# Hønseskidnings-konkurrence – vind præmier!
# Byttebazar – tag dine “lopper” med og andres med hjem
# Børneloppemarked – sælg dit aflagte legetøj og supplér lommepengene
Det er i år igen muligt at søge julehjælp gennem Lillerød Kirke.
Julehjælpen er for sognets trængende og vil ligesom sidste år bestå af en kurv, som indeholder alt til en juleaftensmiddag.
For at modtage julehjælp skal man ansøge ved at udfylde en blanket, der kan rekvireres i sognegården. Du kan også downloade den nedenfor. Blanketten skal afleveres udfyldt ved personlig henvendelse i sognegården eller på en e-mail til lilleroed.sogn@km.dk.
Søndag d. 24/12 kl. 11Juleaftensgudstjeneste for børn v. Lisa Tikkanen Pagh
Søndag d. 24/12 kl. 13Juleaftensgudstjeneste v. Lisa Tikkanen Pagh
Søndag d. 24/12 kl. 14.30Juleaftensgudstjeneste v. Elsebeth Hougaard Jensen
Søndag d. 24/12 kl. 16Juleaftensgudstjeneste v. Elsebeth Hougaard Jensen
Mandag d. 25/12 kl. 101. Juledags gudstjeneste v. Lisa Tikkanen Pagh
Tirsdag d. 26/12 kl. 10 2. Juledags gudstjeneste v. Anne Boye
Søndag d. 31/12kl. 10Julesøndagsgudstjeneste v. Elsebeth Hougaard Jensen
Mandag d. 1/1 kl. 16 Nytårsgudstjeneste v. Lisa Tikkanen Pagh Efter andagten indbydes alle til reception hos Lisa Tikkanen Pagh i præstegården, Kirkevænget 1A. Her ønsker vi hinanden godt nytår med et glas bobler.
DET HAR VÆRET SOMMER I FLERE UGER ALLEREDE, og for mange venter der en sommerferie i løbet af de næste to måneder. I kirken sætter vi også tempoet lidt ned i ferieperioden og sender personalet på en velfortjent sommerferie. Men vi er her stadig – også i juli – selvom der sikkert bliver mere stille.
Menighedsrådet vil gerne benytte lejligheden til at takke menigheden for deltagelse i de mange spændende arrangementer, der er blevet afviklet i første halvdel af 2023 både i kirken og i sognegården.
Vi er glade for jer, der kommer til arrangementerne og for jer, der er frivillige og hjælper med det praktiske, så det hele kan lade sig gøre i en god stemning. Kirken og sognegården er vores fælles samlingssted, og vi bestræber os på at møde alle med åbne arme og tid til en god snak over en kop kaffe.
For tiden er menighedsrådet optaget af at ansætte en ny sognepræst, efter at Carsten Mulnæs har fået nyt embede i Roskilde Stift. Vi ønsker Carsten Mulnæs held og lykke i det nye embede.
Vi er også ved at ansætte en kommunikationsmedarbejder på kirkekontoret.
Vi har hele foråret arbejdet ihærdigt på at få et godt arbejdsmiljø i sognegården og glæder os over, at stemningen nu er blevet rigtig god blandt medarbejderne. Vi håber, at den gode stemning også når ud i menigheden, når I kan se, at personalet og præsterne trives.
Menighedsrådet ser med optimisme på fremtiden, og vi glæder os til at se jer til mange kirkelige aktiviteter i anden halvdel af 2023.
Til august venter de tre sommerkoncerter, som vores organist Kyung-Hee Kim har gjort til en fornem og populær tradition.
Sæt også allerede nu kryds i kalenderen søndag 3. september, hvor vi holder høstgudstjeneste og høstmarked.
Lilleroedkirke.dk benytter sig af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. En 'cookie' er et lille stykke information, der gemmes lokalt på din egen computer, og som muliggør to formål:
- at du ikke skal genindtaste allerede sendte informationer.
- at indsamle (anonym) information om, hvilke områder på vores websider, folk er interesseret i.
Nødvendige cookies
Nødvendige cookies er nødt til at være aktiveret, hvis vi skal huske dine indstillinger for cookies!
Hvis du slår disse cookies fra, kan vi ikke gemme dine indstillinger. Det betyder, at du vil blive spurgt om cookies hver gang, du besøger lilleroedkirke.dk