af Sognepræst Carsten Mulnæs
Døende på hospice må vælge mellem, hvilke pårørende, de kan få besøg af. Det er hjerteskærende, at mennesker, der kun har en stakket frist tilbage at leve i, er afskåret fra at opleve, at alle deres kære – sådan som vi ellers forstår konceptet om palliation på hospice – rykker tæt sammen om dem.
Ud fra et isoleret perspektiv kan man sige, at det for den enkelte døende ikke er afgørende, om døden i sidste ende indtrådte med Corona som tilstødende komplikation. Men alle beboere på hospice er i højrisikogruppe, og det er jo ikke meningen, at en smittebærers besøg til den ene patient skal bringe en anden i en forværret situation. Derfor må vi leve med dobbeltheden om, at både den terminale patient og dennes pårørende i beredelsen til at dø samtidigt må løfte et ansvar for ikke at rive andre med i dødsspiralen.
Inderst inde forventer jeg selv at få Corona, men er ikke bange for den. Måske er jeg naiv. Jeg er i en stærk alder, hvor min modstandskraft formodentlig vil helbrede mig, og jeg tror vel også, at Gud har brug for mig lidt i endnu. Men jeg er rædselsslagen ved tanken om, at jeg som smittebærer skulle være skyld i andres død. Derfor er jeg så striks som muligt med forholdsregler i mit arbejde som sjælesørger og liturg i kirken.
Guds plads i ligningen
Min tro på Gud er sådan indrettet, at den ikke strider mod sund fornuft. Med glæde favner den al menneskelig opfindsomhed, som arbejder for det gode, inkl. medicin og politiske forholdsregler. Jeg er overbevist om, at teknikken er til for, at vi skal bruge den i Guds ærinde. Jeg kan jo ikke sige, at dette ikke er så slemt, og at Gud nok skal sørge for, at netop du ikke bliver ramt. For Gud er ikke på den måde vores redskab til selvopretholdelse. Tro er ikke en forsikringspolice. I det hele taget står vi os bedst ved at holde Gud ude af ligningen til forståelse af Corona. Jeg tænker hverken på Gud som årsag til Corona, eller som en mirakelmager, vi skal prøve at få til med et fingerknips at fjerne det, der er opstået som en uforståelig og uhyggelig tilfældighed.
Jeg tænker, at det er at gøre Gud kynisk eller forfængelig at sige, at han har sendt os Corona som en straf eller en lektie. I den nuværende situation må budskabet om Gud først og fremmest være etisk. Løgstrup sagde som bekendt, at vi ”aldrig har med et andet menneske at gøre uden at holde lidt af dets liv i vores hænder”. Metaforen skulle udtrykke, at vi er afhængige af hinanden og udleveret til hinanden. Derfor skal vi tage hånd om hinanden. Lige nu må det altså ske under kærlighedens tilsyneladende modsætning: ikke at være fysisk håndgribeligt nærværende.
Vi kan skelne mellem at være tæt og være nær. Tæt kan vi ikke være fysisk. Men i ånd og ord kan vi være nærværende for hinanden, selvom vi er fraværende. Den, der elsker en afdød, ved hvor nærværende den fraværende kan være: i tanken, i mindet, i gerninger med omhu. Hvor meget mere gælder det ikke den, der kan give respons? Ved meningsfuld udveksling i en telefonsamtale eller i taknemmelighed for en hjælp over distancen med indkøb eller andet praktisk. Kærlighedsgerninger gør fraværende nærværende. Også når de ikke kan komme tæt ind på livet af hinanden.
Angsten for Corona
Corona kan snige sig ind i sindet også hos den raske som angsten for, hvordan eller hvornår det rammer én selv eller de kæreste familiemedlemmer. Angstens natur er at tiltrække os til det, vi afskrækkes af. Og det kan være svært at kapere mængden af nyheder. Jeg tror derfor, at det er et godt råd at gå på afvænning, hvis du hele tiden følger med i epidemiens udvikling. For ikke at fodre angsten. Angst er som en stofafhængighed, der gerne vil have mere af det, den ængstes ved.
Derfor er det godt at kunne forsage. Jeg lærer mine konfirmander, at vi tror på Gud – men Djævelen tror vi ikke på, ham forsager vi! Hvor tro er at henvende sig i tillid, er forsagelse at vende ryggen til. Selvfølgelig er det ikke en djævel, der har skabt Corona, men pointen er at vende ryggen til dette onde for at vende sit sind mod sund fornuft, kærlig omtanke og glæde ved det, som livet også rummer i ensomhed og langsomhed. Det kan hjælpe igennem denne tid.
Sognepræst Carsten Mulnæs, tlf: 4230 4320
