Fortællingen om julen

Nu har vi altså jul igen, det la’r sig ikke skjule!
Der er julemænd, juletræer og julegaver hvor end vi kigger hen – men hvorfor er det egentlig, at vi overhovedet fejrer jul? 

Det kan du d. 1. december kl. 16.00 finde ud af i Lillerød Kirke, hvor vi vil forsøge at forklare julens fortælling så alle kan være med. 

’Fortællingen om julen’ egner sig især til børn og barnlige sjæle, og efter forestillingen går vi i samlet flok ned i sognegården, hvor der vil være lidt julegodter til alle. 

Vær opmærksom på at dette ikke er en pastagudstjeneste, hvorfor der ikke vil blive serveret aftensmad efter arrangementet.

Julekoncert med kammerkoret Vox Nobis

Lillerød Kirke, 12. december kl. 16

VOX NOBIS blev dannet i 2010 af Jens Sparrevohn Rønn. Koret holder til i De Gamles Bys Kirke, der med sin fine akustik danner en smuk ramme om korets øvedage. Korets medlemmer er en sammensat flok af dygtige amatører og semi-professionelle sangere, blandt andet fra Radiokoret, Camerata og Sokkelund Sangkor. Repertoiret har indledningsvis været centreret omkring den romantiske periode, men renæssance, barok og nutidig musik står også korets hjerte nær.

Jens Sparrevohn Rønn, født 1972, har været organist i Simeon Sankt-Johannes sogn siden 2010. Oprindeligt uddannet Cand. Mag. i musikvidenskab fra Københavns Universitet, mangeårig musikanmelder for fagbladet MUSIKEREN, og selv tidligere bassanger i kammerkoret Camerata.

Sidste søndag i kirkeåret

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, 21. november 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« 
Matthæusevangeliet 25,31-46

Prædiken sidste søndag i kirkeåret i Lillerød Kirke

Prædiken sidste søndag i kirkeåret i Lillerød Kirke 
”Genlyd af dommedag” (Resonans)

”Du har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at du holder noget af dets liv i din hånd”. Filosoffen Løgstrups tese fra 1956 er blevet et ordsprog i alle typer af uddannelse, der skal skole til beskæftigelse, der ”har med mennesker at gøre” – som man siger. Men hvilken beskæftigelse har ikke dét? Pædagoger, lærere, socialrådgivere, psykoterapeuter, sygeplejersker, psykologer, læger og præster kender formodentlig alle til Løgstrups motto fra deres pensum i etik. 

Men har ikke ethvert job ”med mennesker at gøre”? Og har vi ikke også med mennesker at gøre, når vi står uden for arbejdsmarkedet? Vi lever jo med hinanden, uanset hvor vi går og står. Løgstrups tanker om den ”etiske fordring” er hver mands eje, eller burde være det. For det er sandt, at når vi har med et andet menneske at gøre, erfarer vi, at vi har magt til at bygge op eller spolere. Vi har noget af den andens liv i vores hånd. Det kan være en forbigående stemning eller et altafgørende øjeblik, fortsætter Løgstrup. Hvor tit har vi ikke erfaret det! 

Løgstrup definerer betydningen af, at vi mennesker er gensidigt afhængige af hinanden på en ganske præcis måde, der er bredt anvendelig. Men de færreste ved, at inden han når så langt, har han taget afsæt i – for at tage afsked med – den kristne forståelseshorisont i Det Nye Testamente. Jesu forkyndelse om forholdet til din næste vil Løgstrup med sin bog om etik bestemme indholdet af ”rent humant”. Det vil sige, at han vil forklare Jesu budskab, så man kan forstå det, uden at have Gud med i overvejelsen. 

Men for at nå frem til ”rent humant” at gøre dette forsøg, så henviser han først til det forhold, at vi ofte i Jesu forkyndelse faktisk støder på, at den enkeltes forhold til Gud i himlen afgøres i forholdet til vores næste. Vi lader billedet stå et øjeblik. 

For vi er alle sammen så lutherske i hovedet, at vi er overbevist om, at vores gudsforhold må have lov at være en privatsag. At vi ikke behøver at skilte med vores tro, der angiveligt i øvrigt også sådan er ”på vores egen måde”. At den ikke kommer andre ved, og at vi i hvert fald ikke blander religion og politik sammen. 

Det var netop også Løgstrup, der i sin bog ”Den etiske fordring”, skrev, at det eneste parti, man af kristelige grunde ikke kunne være medlem af, var et kristeligt parti. Det var selvfølgeligt polemisk. Men hermed understregede han – som i øvrigt god luthersk teolog – at vi holder fast i de to regimenter. Stat og kirke er to forskellige størrelser. Holder sammen endnu som i et solidt ægteskab, men blandes ikke sammen. Vi vil hverken have statskirke eller kirkestat. 

Med den lutherske bagage, at vi ikke frelses af gerninger men ved tro alene, og at vi derfor også skiller de ting ad, der hører Gud og kejseren til – hvad kan det så betyde, at Jesus flere steder antyder, at dit forhold til Gud i himlen ligefrem afgøres i dit forhold til næsten? Så er troen måske alligevel ikke så meget en privatsag, som vi troede? Gud kan i hvert fald ganske åbenbart ikke holdes helt ude af etikken alligevel? 

Du kan oversætte ordet ”Gud” med interesse. Himmelsk interesse. At være interesseret betyder på latin at ”være midt i” (noget). 

At Jesus er Guds søn betyder, at Gud er interesseret i det menneskelige liv. Befinder sig midt i det. Og derfor finder det guddommelige sted i det mellemværende, vi har med hinanden. 

Ingen finder livets Gud
mellem fjerne stjerneskud.
Han er Gud blandt mænd og kvinder
der, hvor han hver morgen finder
redskab for sin kærlighed. 

Der er ganske meget kant i salmen, vi skal synge om lidt. For Gud er ikke en genstand, vi skal søge som privat opdagelsesrejsende. Gud er en størrelse vi gør os erfaringer med i det liv, der udfolder sig i tilværelsens møder på godt og ondt. I dén forstand giver det god mening, at forholdet til Gud afgøres i forhold til dit medmenneske. Det er en teologisk måde at rydde grunden for en ”rent human bestemmelse af etikken” på. 

Så vidt Løgstrup, som mange af jer, har stiftet bekendtskab med i forvejen. Dagens evangelium bruger det helt store lærred for at illustrere, at det er i det jordiske konkrete mellemværende mellem mennesker, at forholdet til Gud i himlen afgøres. 

Dagen i dag kaldes ”den store domssøndag”. Den taler om at skille fårene fra bukkene ved historiens afslutning. Det er den store dobbelte udgang fra verdens undergang. Forståelsen af, at alt ikke kan være sagt med dette liv og dets afslutning; at der engang vil komme en regnskabets time, hvor enhver får igen som fortjent; og at Gud vil vise sig som den almægtige hersker, der kan gøre, hvad han vil – har en lang historie. Kristendom, jødedom og islam er ikke alene om dette fælles arvegods. 

Det findes i mange religioner. Ja, jeg tør hævde, at det næsten er alment religiøst DNA til alle tider. Det sker, når mennesker tænker Gud ud fra vores egne erfaringer af betydningen af magt, retfærdighed og helse. 

I virkeligheden er hele scenariet med en himmelsk dommer, der smider nogle i Helvede som straf og tager imod andre i Himlen som belønning, så helt igennem let forståeligt og genkendeligt, at vi må sige: det er yderste menneskeligt at tænke sådan! Lige præcis dén forestilling behøver ikke nogen guddommelig åbenbaring. 

Til det er der så at sige 2 ting. For det første, at kristendom netop holder os fast på den åbenbaring, at det er Jesus Kristus, hele verdens forsoner, som vi forventer vil komme igen for at dømme levende og døde. Hvad angår dommere, der fordømmer andre langt ind i Helvede, har vi rigeligt i hinanden. Derfor ser vi frem til dommedag med frimodighed. For Kristus er en nådig dommer, når vi ikke er i stand til at være det. 

Derfor – for det andet – er det heller ikke dom, som vi på denne søndag især vil lade evangeliet tale til os om. Rettergang – også forestillingen om en himmelsk domstol – er så helt igennem menneskelig fantasi, at vi godt kan genkende det uden at blande Jesus ind i det. Evangeliet til denne søndag er etikken. Det alvorlige budskab om, at Guds interesse i denne klode betyder, at det er i forholdet til din næste, at forholdet til Gud afgøres. 

Det er et evangelium om det, der har betydning netop på denne dag og i morgen med. Der er nok at tage ved lære af. For hvorfor er ”den anden” så vigtig? 

Vi er ivrige forbrugere. Black Friday – og nu med tyvstart en uge før – prøver de handlende at komme først for at vinde vores gunst. Vi har alle sammen noget, vi synes vi mangler. Forbrugsfesten kan måske få os til at glemme novembermørket og coronatristheden bare en lille smule. 

Bemærkelsesværdigt er det alligevel, hvis man går en tur i et stormagasin, hvor meget der kan sælges til mit eget velbefindende med mig selv. Det er ikke kun Black Friday, cybermonday eller singles day, der lægger op til, at vi forkæler os selv. Det er ganske elementært for os, at vi naturligt tænker på selv at have det godt. Ellers havde der ikke været så mange penge i wellness. Vi er glade kunder i en stor industri. 

Men evangeliet fortæller, at et menneske ikke er menneskeligt uden den anden og de andre. Det er fundamentalt for os, at vi er med-mennesker. Er vi ikke det, lever vi u-menneskeligt. Musikken kan illustrere det. Ingen klang bliver til uden, at der skabes en resonans imellem to legemer. Guitaren er ikke kun strenge – det er kassens kvalitet, der giver klangen. Selv solosangen er afhængig af, at den synges ud i et rum, hvor der er genlyd, der får tonen til at leve. 

Sådan er det menneskelige liv. Alene kan vi ikke være menneskelige. Det er i mødet, at der opstår resonans. Derfor bliver alle de ting, som reklamerne lover os, så flade. Vi har 5 sanser, og det er en rigdom, at vi både kan smage, se, høre, lugte og føle. Men enhver sansning får de fineste overtoner, når vi oplever dem i et samspil med andre mennesker. 

Det er det gode ved kroppens liv. Men det gælder også i nøden, smerten, fattigdommen og elendigheden. Det er dén genlyd, der lyder fra dommedag ind i vores liv: At Guds interesse i os finder sted imellem os. Og derfor er det, når den ene rækker ud og hjælper den anden, at Guds rige finder sted. Det er usynligt, at det sker. Men det er livets nerve, der rører sig der. 

Hos Mattæus læser vi, at både dem, der gjorde alt det gode, og dem, der undlod at gøre det, ikke havde set Jesus i sammenhæng med kærlighedens gerninger. Men det er lige netop dér, at han er. I mødet, i den resonans, der opstår, når mennesker bliver medmennesker. 

Dét er dommen over vores liv på godt og ondt. At vi er henvist til hinanden. Det er et bedrag, hvis vi tror, at livet er vores eget projekt, hvor vi er godt hjulpet, bare vi selv kommer helskindet igennem. 

Et liv uden de andre ville være et liv uden fylde, uden godhed, uden mening, uden retning, uden storhed, uden barmhjertighed, uden klang. Gud har åbenbaret en himmelsk interesse i det liv, vi lever her på jorden. Vi beder i fadervor ikke om, at Guds vilje må ske i himlen. Hvis ikke den sker dér, er det ikke en himmel. I stedet beder vi om, at den ”som i himlen” må ske på jorden. For så bliver tilværelsen Gud til behag og genstand for himmelsk interesse og får en dyb genlyd fra den gode dommedag, hvor kærlighedens Herre er dommer over levende og døde – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

(Salmer: 732 – 441– ”November”/370 – 431)

24. søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Lars Emil Bolt

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:  
Mens Jesus talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple. Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst. Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.
Matthæusevangeliet 9,18-26

Gudstjeneste v. sognepræst Lars Emil Bolt

Menighedsmøde

Lillerød menighedsråd afholder menighedsmøde i sognegården:

søndag 21. november kl. 11.15 efter gudstjenesten

Dagsorden:

– Redegørelse for sidste års regnskab og kommende års budget
– Beretning om rådets virksomhed i det forløbne år
– Orientering om den planlagte virksomhed i det kommende år

Den Store Fortælling

Søren Johansen og Dorthe Zielke

Koncert i Lillerød Kirke, 18. november 2021 kl. 19

Den Store Fortælling er Arne Haugen Sørensens bemærkelsesværdige og hidtil største maleri. Motiverne er inspireret af centrale bibelfortællinger. 

De bliver ved denne koncert vist, mens musikalske mesterværker spilles i nye arrangementer for trompet og orgel af Dorthe Zielke og Søren Johannsen. Mesterværkerne er af Mozart, Beethoven, Strauss, Sibelius, Mahler, Stravinsky og Wagner.

Galla-fællessangsaften

Galla-fællessangsaften i Lillerød Kirkes sognegård, tirsdag den 21. december kl. 18 – 21.  

Velkommen til en festlig Galla-fællessangsaften. 

Kirkens frivillige og organist inviterer alle til årets sidste fællessangsaften med julens smukke salmer og julesange. Kom og syng med i den hyggelige juleatmosfære. Vi vil starte med at spise lidt mad sammen inden fællessangsaften. 

Alle er velkomne! Husk festlig påklædning. 

Allehelgen

Gudstjeneste ved sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 7. november 2021

En lille dreng i minikonfirmandalderen var blevet spurgt, om han var ”hellig”, når han sådan kom i kirke om søndagen. Det var lige dengang, da minikonfirmandkonceptet blev opfundet, og han fortalte, at han havde knælet ved alterbordet mellem sin mor og far og opdaget: ”Tænk, jeg er hellig!” 

Nu var det ikke sådan, som vi bruger ordet mest om dem, der ser ned på andre mennesker. Nej, hans erfaring var, at det var ret fantastisk, at Gud ligesom havde taget ham til sig og sagt: ”Du er min”. Og drengen havde ret. At han fik erfaringen, da han modtog nadveren – jeg ved ikke om han kun fik brød eller også vin – er ikke mærkeligt. 

Den afdøde biskop Jan Lindhardt, der var en sprogets mester, sagde, at dem, der sad til bords med Vorherre var heldige. Sproghistorisk er der et sammenfald mellem den hellige og den heldige. Den, som lykken tilsmiler, har gudernes yndest. Sådan tænkte man engang, og derfor kaldte man dem, som guden havde taget til sig og velsignet som både ”hellige” og ”heldige”. 

At man er heldig, når man er hellig, er på den måde ret let at forstå, og det er drengen vel undt, at han gik fra nadverens måltid med rank ryg og en stille glæde. Han er for længst blevet en voksen mand, og jeg håber, at hans liv lykkedes, uden at han glemte, hvor fint det var at opdage at være et Guds barn.

Dem, der er helgener, er jo også vores hellige. Og derfor fejrer vi i dag allehelgensgudstjenester. 

Kirken har en lang historie, og derfor var der engang, man forestillede sig, at nogle særligt hellige mennesker var blevet advokater hos den almægtige Gud, så man kunne bede til dem. ”Sankt alt muligt” – Peter, Markus, Sebastian, Maria, Michael. 

Den katolske kirke opererer stadig med betegnelsen. For en luthersk bevidsthed er det nu noget underligt noget. Paven skal først ”saligkåre” en afdød – altså love omverdenen, at han eller hun virkelig er gået ind til den evige salighed – inden man over tid i en undersøgelseskommission kan afgøre, om kirken også kan ”helgenkåre” den pågældende. Der skal blandt andet være troværdige vidnesbyrd om mirakler omkring den afdøde helgen – enten i levende live eller efterfølgende.

Da Luther opdagede Kristus som den eneste mellemmand mellem Gud og os, betød det også en gevaldig oprydning i, hvilken plads kirkens helgener kunne og burde indtage i den fromme bevidsthed. Men, at en helgen er et menneske, der er så heldig at blive helliget af Gud – det kan vi stadig glæde os over. 

Ved allehelgen mindes vi vores afdøde. Vores familie, en god ven eller blot mennesker, som satte det gode eller kærlige aftryk i vores liv. Det er tilværelsens tætteste bånd, vi på den måde holder hellige. I gammel tid fejrede man kirkens trosvidner og martyrer på allehelgens dag og ærede og mindedes de døde på alle sjæles dag – dagen efter. Vi har slået det sammen og lagt det som en helligdag, den første søndag i november. 

Men det er jo heller ikke, fordi vi tænker på vores døde som ”helgener” i den specielle katolske forstand, at vi elsker og ærer dem. De levede et liv på godt og ondt. Og det er med det hele, at vi tegner dem i kærlig erindring. 

Jeg ”helgenkårer” aldrig ved en kiste. Vi ønsker ikke at tale dårligt om de døde. De kan heller ikke forsvare sig. Men vi er nødt til at tale ærligt, hvis vi overhovedet skal kunne høre evangeliet til trøst. Skamros eller uforløste fortielser forkynder derfor ikke nådens ord, sådan som vi har brug for det. Det er jo ikke for vores vellykketheds skyld, at vi er elskede. Hverken af de efterladte eller af Gud. Men kan de så ikke være helgener?

Hvis vi tænker som minikonfirmanden, jeg indledte med, så er de. For hvornår bliver man en lille helgen? Det gør vi i den kristne dåb. Selvom denne dag er en højtid, hvor vi mindes vores kære afdøde, er det derfor netop en særlig fin mening med, at vi døber et lille menneske under det hellige korses tegn og kalder det genfødt som Guds barn ved Kristi opstandelse fra de døde. 

Og alle de købte,
i Jesu navn døbte,
som striden har stridt,
som døden har lidt,
gik ind til den evige hvile…

Du og jeg og alle dem, vi mindes, som støttede os i tro, håb og kærlighed på vejen ind i Guds rige er helgener i den betydning, at vi for ansigt og bryst fik mærket på, at vi ikke kun tilhører os selv, men hører til hos Jesus Kristus i liv og død. Derfor er dåb på en allehelgens søndag så fint og så smukt, som det kan være. 

Et lille dåbsbarn døbes til et liv med Kristus på godt og ondt med både lyse og dystre dage. Det er store ord ved en barnedåb. Kan ord som ”syndernes forladelse” og ”evigt liv” mon være relevante til et lille menneske, der knapt er begyndt, og endnu hverken kender forskel på godt og ondt eller højre og venstre? 

Det kan de. For den kristne dåb er den helgenkåring, evangeliet kender til. Og uanset, om den døbte bliver verdenskendt som det store forbillede, eller levede en stille eksistens, eller måske endda som den fortabte søn måtte erkende, at livet mest bestod af forspildte chancer – så er de børn af huset, fordi de ved dåben fik Jesus til bror og Gud til far. 

Derfor bryder jeg mig også så lidt om den amerikanske tradition med aftenen inden allehelgen at dyrke dødens uhygge, som om den var en spøg. For det første er dødens vilkår jo ikke en dæmoni men en naturlov, lagt ind i skabelsen af menneskelivet. Og for det andet – hvis man virkelig har prøvet sorgen – så virker det som en hån ikke af døden men af den sørgende, at lave dødens alvor om til gyselig underholdning. 

Mange går til kirken ved allehelgen med sorg. Men forkyndelsen her i kirken er lys. For evangeliet er den trøst, som oplyser sorgen. Jeg nævnte før, at paven ”saligkårer”, inden et menneske i den katolske kirke kan ”helgenkåres”. Men det er omvendt: ved dåben blev vi helgenkåret:

Gudsfingrene grande
slog kors for de pande,
Guds Enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb 
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade. 

Evangeliet forkynder et håb om den evige salighed.

Og hvad er ”salighed”. Det er et gammelt ord, som vi vel bedst forbinder med noget med lykke og held og frihed fra fejltrin og fortræd. Netop sådan hænger ordene også sammen. De døbte helgener, som er så heldige ved evangeliet at være blevet gjort hellige som Guds sønner og døtre – de ved, at saligheden er at være den Gud nær, som udfoldede sig imellem os, hver gang vi i glimt oplevede Paradiset, fordi tro, håb og kærlighed blomstrede i tilværelsens mellemrum. 

Du husker – med sorg og savn, og nok også med både tilgivelse og tak – de kære, som du i hjertet tog med til kirke i dag. Kærligheden til dem er der endnu og den er hellig, ligesom den kærlighed, du modtog fra dem og husker endnu, er hellig. Og derfor er allehelgen en højtid om det fineste i dit liv, som både smerter og gør rigere. 

Hver især har vi forskellige billeder fra det liv, der blev levet. Men når Jesus priser salige, så giver det os billeder, der både fortæller om dem, vi elskede, og om at det liv, vi lever med hinanden, kan gå i fodsporene fra Kristus og alle helgener igennem alle tider:

Salige er de fattige i ånden, 
for Himmeriget er deres.

Salige er de, som sørger, 
for de skal trøstes.

Salige er de sagtmodige, 
for de skal arve jorden.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, 
for de skal mættes.

Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.

Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.

Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.

Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

DDS: 402 – 433/434 – 362 – 674/571 – 426

Mindegudstjeneste

Sognepræst Lars Emil Bolt holder mindegudstjeneste 7. november 2021 kl. 16.

Det er en speciel gudstjeneste, hvor vi mindes dem, der har forladt os i løbet af året. Efter gudstjenesten kan man bære lys ud på kirkegården, og bagefter er der hyggeligt samvær i sognegården, hvor kirken byder på et glas.

Caféunderholdning: Viola da Gamba og cembalo

Mogens Rasmussen

Søndag den 5. december kl. 11.30 i sognegården

Mogens Rasmussen, viola da Gamba og Kyung-Hee Kim, cembalo. 

De to musikere vil spille musik af bla. den spanske komponist Diego Ortiz ca 1550, som dannede skole i improvisation, men også musik af en anonym italiensk komponist hvis musik ligeledes bygger på grounds/recercada, en harmonisk bas linje som melodien laver variationer over! Og så en enkelt julemelodi.

Mogens Rasmussen er uddannet på Schola cantorum i Basel hos den spanske Gambist Jordi Savall. De sidste 30 år har han spillet koncerter i hele landet og det meste af Europa. Men også New York, Boston og Washington D. C. Mogens Rasmussen har medvirket på en lang række indspilninger.