1. søndag i advent

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, 27. november 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
Matthæusevangeliet 21,1-9

Prædiken v. sognepræst Carsten Mulnæs

”Velkommen” siger vi til et nyt kirkeår. Nogle tror, at kirken altid er bagud i forhold til udviklingen, men i virkeligheden er vi forud for resten af verden. Ud over hele jorden fejres i kirken nytåret en måned før resten af samfundet, og det begynder i dag. Som i det verdslige nytår 1. januar er stemningen forventningens glæde; måske kombineret med en oplevelse af, at det er rart at lægge det gamle slidte år bag os:

Kom til mig alle I, der slider jer trætte og bærer tunge byrder.

Sådan lød evangeliet sidste søndag i det forgangne kirkeår fra den frelser, der også sagde om sig selv:

Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet. 

Et nytår er for os altid en højtid, hvor vi både lægger fra os – og det kan være tunge byrder – og med forventning ser frem mod det nye, der skal komme. Advent handler om forventningens glæde over ham, der til jul skal komme til verden. Jesus Kristus.

Måske kan det synes meget mærkeligt, at der på denne festdag skal prædikes over, at den voksne Jesus palmesøndag kom til Jerusalem som optakt til påske. Selvom folkeskarerne tiljubler Jesus, lægger deres kapper på vejen som en rød løber, og vifter med palmegrene for at hylde ham som en konge – så ved vi jo, hvordan det gik få dage efter: ”Jødernes konge”, som der stod på indskriften med anklagen øverst på hans kors, kom med et rige, der ikke var af denne verden. Jesus blev en stor skuffelse for dem, der havde troet på, at nu skulle han sætte folket i frihed. 

Men skikken med, at vi i kirken forbereder os til jul på samme måde, som vi gør til påske, er halvandet årtusind gammel. Der er en eftertænksomhedens styrke, når de gamle kirkefædre indrettede kirkeåret med en fastende forberedelse, hvor vi ikke tager glæden for meget på forskud, men giver os tid til at fordybe os i, at det menneske, der julenat kom til verden, også kommer til os – fordi vi har brug for det.

Én sagde for et par år siden: Danskerne fejrer jul en hel måned, juledag er det slut og de falder udmattet op på sofaen, inden de skal i gang med at bytte alle julegaverne, der i mellemtiden er kommet på udsalg. I kirken er det modsat: julen begynder for alvor juledag – men varer lige til helligtrekonger i januar. Det er for os alle en del af kulturen i december, at vi i denne mørke tid søger hyggen i fællesskaberne indendøre og drømmer om, at det udenfor må blive en hvid jul. Men det er også den iscenesatte kultur, der undertiden skaber stor ensomhed for den, der ikke har så mange fællesskaber at være en del af. Derfor er advent som stilfærdig forberedelsestid kirkens vigtige sjælesorg. 

Kan vi udholde kirkens gamle tradition, der ikke tager forskud på glæden, men koncentrerer sig om, hvilken tomhed, frelseren kom for at fylde ud? Hvilken fattigdom han kom for at afhjælpe med det gode bytte, at vi får del i hans rige? Hvilken sorg, at vi netop ikke selv kan skabe fred på jord trods alt, hvad vi anvender af egne virkemidler, fordi vi mangler dét, han kom med? 

Det er en fredskonge, der ridder ind i Jerusalem palmesøndag. Derfor ridder han på et ydmygt arbejdsdyr. Han kommer hverken højt til hest eller siddende på en kampvogn. Netop i år bliver vores adventstid præget af den bekymring, der er for at millioner af mennesker i vores nærhed er truet på livet af krig. 

Vi har et sikkerhedsråd i FN, vi giver store donationer for at støtte et land, der ellers var bukket under for russisk aggression. Vi ved, at der menneskeligt talt er en politisk virkelighed, hvor det eneste, der kan befri landet, er et militært gensvar. Vold mødes med vold, og det er ulykkeligt. Hvis Jesus kom tilbage som kongen over Himmel og Jord, ville det første vi ville forvente af ham, nok være at smide russerne ud af det stakkels plagede naboland, der gennemhegles af dødbringende missiler. 

Vi er ikke klogere end jøderne i det besatte land på Jesu tid, når vi ser, hvad vi synes, der er brug for lige nu. I vores lille land mærker vi kun de afledte konsekvenser, og det siges, at det lægger en dæmper på julestemning og julehandel – af økonomiske grunde. Men måske er der også en anden grund til, at vi her i kirken besinder os på, hvad det egentlig var han ville, denne Jesus af Nazareth, der kom til den by, der lige siden har været et stridens æble mellem tre store religioner: jødedom, kristendom og islam. Da Jesus, inden han blev henrettet, sagde til Pilatus, at hans rige ikke var af denne verden, var det ikke nok til, at han gik fri af justitsmordet og korsfæstelsen. 

Men der går en lige linje fra hans fødsel i de mest ydmyge kår, igennem hans liv som fattig omvandrende prædikant om Guds rige og næstekærlighedens nødvendighed og frem til hans endeligt, hvor han sagtmodig og ydmyg af hjertet bad for sine bødler. Sådan opfyldte han profetien, som jøderne kendte – men på en anden måde, end de håbede. 

I de gamle skrifter kunne de læse om den messias – eller Kristus – der ville være Herrens salvede. En profet, en præst og en konge i én person. Indsat som Guds udvalgte. Folket ventede ham, og de ortodokse jøder venter stadig på den frelserskikkelse. 

Mattæus fortæller, at Jesus kom ind i Jerusalem på den måde, han gjorde, for at dét skulle opfyldes, som er talt ved profeten: 

Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel,
og på et trækdyrs føl.

Har vi tålmodigheden til at leve med profetier? Altså med forventning om, at det gode vil ske, men at det ikke er der endnu? Jøderne er eksperter i denne tålmodighed. Det har holdt dem sammen som et folk i næsten 2000 år fra de blev fordrevet for alle verdens vinde i Romerriget, indtil de kunne komme tilbage til deres gamle landområde så sent som i1948. Det har ikke betydet fred. Men, at de overhovedet kunne siges efter 1800 år stadig at være et folk skyldes deres tålmodighed med at leve af profetierne i deres hellige skrift. Adventstiden er derfor også for kristne en tid, hvor vi fordyber os i profetierne, fordi den langsomhed at kunne vente – stadig er opgaven for de troende. 

Vi ser ikke nødvendigvis det ske, som vi håber på. Men vi håber stadig; og Jesus er opfyldelsen af indholdet i Guds rige, men endnu ikke af dets universelle udbredelse. Derfor lærte han os at bede: ”Komme dit rige!”. Folket i Jerusalem havde hæftet sig ved profetien, der lovede dem en konge, men de havde overset betydningen af hans komme: Nemlig hans sagtmodighed.

Sagtmodighed er et gammelt smukt ord om at være stilfærdig – ikke af fejhed men af kærlighed. Sådan var den konge, der kom ved indtoget i Jerusalem. Det er den Herre, vi døber de små til at tilhøre, når vi slår korsets tegn for deres pande og bryst. 

Og det er den Herre vi fejrer, når vi med brød og vin mindes hans hengivelse for verden som et sårbart menneske i kød og blod. Hver gang kirken fejrer mindefest ved alterbordet indleder vi med – som ved Jesu indtog i Jerusalem – at synge:

Velsignet være han, som kommer i Herrens navn.
Hosianna i det højeste! 

For vi ved godt, at den ventede Messias, som oversat til græsk hedder den lovede Kristus, kommer med et rige af en anden verden, når han tager bolig i vores hjerter, for at hans fred kan udbredes i verden gennem os, fordi vi går hans ærinde. 

Om lidt synger koret for os en lille sang om de 4 adventslys. I har fået teksten, så I kan følge med. Det er en sang om at tænde lys som en bøn. En bøn for verden – en bøn for de andre. Det er nemlig Jesu vej til fred. Ikke et ønske om at vinde over fjenden, men om, at netop han må blive indlemmet under freden i Guds rige, hvor der ikke længere vil være vold, misundelse og ondskab, fordi kærlighed, tro, trøst og retfærdighed vil herske. 

Det er i håb om, at profetien ikke var forgæves, at vi fejrer den æselkonge, der gjorde sit indtog i Jerusalem. Vi gør det i tro på, at han ved sin ånd også vil gøre sit indtog i vore hjerter, for så vil vi se hans rige udbrede sig og vokse for øjnene af os –

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 74 – 84 – 83/78 – 80

Julehjælp

Lillerød Kirke uddeler julehjælp

Det er i år muligt at søge julehjælp gennem Lillerød Kirke. Julehjælpen vil bestå af en kurv indeholdende alt til en juleaftensmiddag. 

Ansøgninger modtages kun i form af den officielle blanket, der kan rekvireres i sognegården eller nedenfor. 

Ansøgningen skal være kirken i hænde senest d. 9. december. 

Udlevering af julekurven vil ske d. 22. december mellem kl. 14 og 17.

Musikgudstjeneste – om glæden ved at synge sammen!

Lillerød Kirke, torsdag den 24. november kl. 19.30

Sognepræst Carsten Mulnæs åbner kirkens døre for en musikgudstjeneste, der kommer til at handle om glæden ved at synge sammen. Foruden at medvirke ved fællessang vil Lillerødkoret synge en julesang og uddrag af Händels Messias, herunder “Hallelujakoret.”

Efter tjenesten er der gløgg og æbleskiver i sognegården.

Sidste søndag i kirkeåret

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, søndag 20. november 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«
Matthæusevangeliet 11,25-30

Prædiken v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

22. s.e. Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 13. november 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.« Matthæusevangeliet 18,1-14

Prædiken v. sognepræst Carsten Mulnæs

Jeg er glad for, at jeg har to hænder, to fødder og to øjne. Det er I nok også. Vi bruger dem hele tiden. Ofte tænker vi ikke over, hvor fantastisk en mekanik hænderne er, eller hvor fintfølende øjets optik er skabt. Mens den, der ved en tåbelig kådhed nytårsaften har mistet et øje eller en hånd, aldrig tilgiver sig selv. 

Vores lemmer og sanser er en velsignelse og en gave, og de hjælper os på vej igennem verden. Hvis gigt eller stær støder til hos det ældre menneske, så er det en stor sorg. Men ofte sammen med en ydmyghed overfor dét, man stadig i svækket grad kan – hvad enten det er stadig at kunne læse ved hjælp af lup og lys eller spille en smule klaver takket være stærk medicin. 

Det er med andre ord ikke for de ømskindede, når Jesus i dagens evangelium taler om at hugge en hånd af eller rive et øje ud. Vist er det ulækre metaforer! Men når Jesus taler symbolsk, betyder det ikke, at det ikke er alvor. Tværtimod er Jesu lignelser altid nærgående og vil os noget. Så at vi ikke sådan lige kan rive et øje ud, skal ikke få os til at trække på skulderen; men snarere gøre os urolige for, hvad det kan være, som er os inderligt kært, men står os i vejen eller bringer os til fald. 

Det kan være, at du tænker, at du står ret godt på fødderne og ikke sådan lige føler dig faldefærdig. Men det græske ord for at bringe til fald er ”skandalon”. Og hvis det i stedet oversættes med, at der kan være noget, der bringer skandale, eller noget, der får dig til at forarges, så lyder det mindre fremmedartet.

Jesus omtaler skandalen som en nødvendighed, vi ikke kan undgå – men ve den, der er årsag til den! Det er åbenbart bedre at få en møllesten hængt om halsen end at være årsag til skandale. Eller altså, at et medmenneske bringes til fald. Og især hvis det er én af de små, der står Guds hjerte særligt nær. 

Nu er det med skandalen et meget dobbeltrettet begreb. For nok er det muligt at være årsag til anstød; men det er også muligt at skabe skandale ved at tage afstød. Man kan nemlig ønske og styre efter skandalen. Det er derfor, der findes formiddagsblade, sure facebookgrupper og sladderspalter.

Jesu hårde tale om forargelsen forskyder sig jo igennem teksten. Fra dem til dig. Ingen med hjertet på rette sted vil være uenig med Jesus i det utilgivelige i, at børn gøres fortræd: 

Den, der bringer en af disse små, der tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb… Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.

Så når vi hører om børn i kirker, der i en tillidsfuld relation, båret netop af barnlig tro på Gud, bliver gjort fortræd, så er vores harme berettiget. Men læg mærke til, at det er barnet, som, Jesus i første omgang omtaler som den, der kan ”forarges”. Så når vi på barnets vegne forarges med det, er det fordi vi føler med det. 

Det er sjældent, at Helvede nævnes i Det Nye Testamente. Ordet Helvede eller Hel er oldnordisk. Det græske ”Gehenna” var på Jesu tid et mytologisk udtryk, der fodrede fantasien med billeder fra et uhyggeligt sted uden for Jerusalem, der kaldtes Hinnoms Dal og mindede om skumle steder i en Harry Potter film. 

Ordet gav Jesu tilhørere en angstpræget gysen. I gamle dage havde Gehenna været et sted for afgudsdyrkelse og menneskeofringer. På Jesu tid et gudsforladt sted, man blev rituelt uren af at opholde sig på; en losseplads, hvor der stank, fordi der altid var ild, som brændte affald af. Ordet Gehenna mindede dem om dengang den forbandede afgudsdyrkelse også brændte mennesker som afgudskult. Fortabelsens sted.

Netop dette sted, hvor hedenskabet havde ofret børn til Ba’al, nævner Jesus nu i en sammenhæng, hvor han tager et barn frem og stiller det i midten af discipelskaren. Den havde fulgt Jesus og derfor burde vide bedre end, når de alt for gennemskueligt diskuterer deres indbyrdes magtforhold og senere i menigheden: ”Hvem er den største i Himmeriget?”, spørger de nemlig Jesus.

Læg derfor mærke til, at den forargelse, Jesus omtalte i begyndelsen, som altså handlede om barnet, der gøres fortræd, i slutningen af hans hårde tale forskyder sig til, at du selv kan blive forarget over noget ved dig selv, som du må omvende dig fra. Denne alvorlige tekst fra Mattæusevangeliet er overhovedet ikke henvendt til børn – men til voksne om at blive som børn.

Vi har rigeligt med eksempler på, at voksne har let ved at optræde barnagtigt. Men i evangelisk forstand at blive barnlige er noget andet. Det er derfor Jesus ikke bare – som i dåbsteksten – siger, at vi skal ”tage imod Guds rige som et lille barn for at komme ind i det”. For vi skal omvende os og blive som børn, hvis vi vil ind i Himmeriget. At omvende sig på græsk betyder at ”skifte sind”. Jesu appel til omvendelse skal derfor ikke høres som en form for karikatur af en svovlende dommedagsprædiken, vi alle har set på film, hvor præsten taler grænseoverskridende i forhold til det jævne folks følelsesmæssige sårbarhed.  

Nej, evangeliet er nøgternt og lige til. Det er etik. Det handler om at skifte sind for at tænke barnligt enkelt – ikke barnagtigt pjattet – om vores forhold til Gud og hinanden. For disciplenes spørgsmål er jo netop – fordi de ikke er børn – barnagtigt. Børn kan også – fordi de er børn – dyste om at være den største; det er naturligt. Men når voksne gør det, er det ikke noget kønt syn. 

Og når nu disciplene spørger i forhold til Himmeriget – der jo er det samme som Guds universelle godhed og barmhjertighed, der bedst sammenlignes med en hyrde, der efterlader 99 får for at finde det ene stakkels fortabte – ja, så er det jo næsten komisk! De har intet fattet af, hvem Gud er, og hvad hans herredømme betyder, hvis de tror, at deres selvretfærdige, forfængelige og magtfokuserede selvforståelse har nogen som helst plads i Himmeriget! Lykkeligvis hører alt det skrald ikke til dér, men på en gudsforladt losseplads.

Jesus taler altså om Helvede og fortabelse for at fortælle, at frelse ikke er glansbilleder, som kun er for børn; men at evangeliet derimod er det virkeligt gode budskab for både små og store om, at det er muligt at undgå fortabelse og skandale. 

Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte… Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt. 

Barnet hører til i Guds rige. Ikke fordi det er fejlfrit, men fordi det i sin udleverethed – eller fortabthed, hvis det er overladt til sig selv – ikke har svært ved at lade sig finde og bære hjem. Vi er så langt væk i tid og kulur, at vi næsten ikke kan forstå, hvad Jesus siger. Jesu selvfølgelige udgangspunkt er nemlig, at barnet er ydmygt, fordi det dengang i almindelighed var ringeagtet. 

Det kan man ikke sige om vores kultur, hvor barnet undertiden dyrkes, så resultatet netop bliver voksne – der er barnagtige. Nej, barnet er i Guds øjne det største, når det modtager livet og Guds gaver velvidende, at det ikke selv er herre over tilværelsen. Det forledes voksne let til at tro, og derfor må vi omvende os for at blive som børn. Og Jesus tilføjer, at dét kalder på ydmyghed: 

Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. 

Med andre ord: Jesus identificerer sig med barnet. Ikke fordi han er et barn, men hele Jesu eksistens var jo en gennemført guddommelig selv-ydmygelse, og i dagens evangelium kalder han altså sine disciple til det samme. 

Dybt fornedres skal enhver,
som sig selv ophøjer,
højt ophøjes skal enhver,
som sig selv nedbøjer;
det er børnelærdom fin,
som vor Herre kalder sin,
har og klart beseglet.

Thi med ham, som fra Guds favn
sig til muld nedbøjed,
ved hans ord og i hans navn
bliver højt ophøjet
hver, som i hans barnedåb
dukker ned med tro og håb,
han sig selv fornedrer.

Dåb er frelsens kilde. Vi har haft dåb idag og både børn og voksne bliver ved en gudstjeneste, hvor et nyt medlem holdes over dåben, mindet om vores egen dåb: Løftet om Guds nåde, der altid kommer os i forkøbet. 

Men dåb en er også begyndelsen på discipelskab og et kald til efterfølgelse – og netop derfor har vi i vores kirke barnedåb. Barnet bliver som barn også et etisk forbillede i Jesu forkyndelse. Det får vi en fornemmelse af, hver gang det er børn, der er udleveret i enfoldig tillid, og ikke selvstændige voksne, vi døber. Det er ikke til børnene, at Jesus siger, at de skal blive som børn. Hverken i dåbsritualet eller i dagens evangelium. Det er til de voksne, der behøver at skifte sind, selvom det kan være ydmygende. 

Og så bliver det med at være sig selv til forargelse ikke et spørgsmål om krasse og blodige metaforer med at hugge en hånd af eller rive et øje ud for på dén måde som vanfør at gøre sig fortjent til at komme ind i Himmeriget. 

Nej, alvoren er mere nærgående. Og hver enkelt ved selv, hvad det er for en selvretfærdighed, forfængelighed, skadefryd eller magtliderlighed, der i det indre menneske tages livtag med for – om muligt – at lære at ligne det lille barn, som Jesus ved at stille det ind i midten gjorde til evangelisk forbillede – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 409 – (433/434) – 750 – 609/331 – 731

Lillerød Kirke kalder alle superhelte!

Lillerød Kirke, søndag den 6. november kl. 10

Har du mod, styrke, hjælpsomhed og et godt superheltenavn? 

Så kom til… 

Superhelte​gudstjeneste 

for alle børn i Lillerød Kirke.

Alle superhelte, der gennemfører dagens prøver, vil blive rigt belønnet med søde gaver.

20. s.e. Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, søndag den 30. oktober 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
Matthæusevangeliet 21,28-44

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Grundtvigs Kingo

Foredrag med sognepræst Lars Emil Bolt, Lillerød Sognegård 16. november 2022 kl. 19

Lillerød Kirke inviterer til foredrag om Grundtvigs Kingo 

Få mennesker har haft så stor betydning for den danske folkesjæl som N.F.S. Grundtvig, og de fleste danskere er i dag præget af hans tanker og værker. Færre er dog klar over, at Grundtvig livet igennem spejlede sig i og forsøgte at efterfølge en af vore andre store salmedigtere, Thomas Kingo. 

Til foredraget om Grundtvigs Kingo vil sognepræst Lars Emil Bolt fortælle historien om den unge præst og digter, der stræbte efter at blive så stor en stjerne på den danske kirkelige scene, som sin kendte forgænger.

19. s.e. Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 23. oktober 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!« Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
Johannesevangeliet 1,35-51

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs


Der er forskel på øjet og blikket. Øjet er en fantastisk del af legemet. Verden lukkes ind i vores hjerne ved hjælp af linsen, der er mere følsom end det fineste kamera. ”Vi skal have øjnene med os”, siger man. Hvis ikke man er født blind, så er det helt nødvendigt for at kunne orientere sig. Samtidigt er øjet redskab for modtageligheden for så meget skønhed. 

Vores indre forestillingsverden bygges op af billeder, som øjet har givet os. Også den, der senere mister synet, ved noget om, hvordan verden faktisk ser ud. Men den, der aldrig har kunnet se, hvordan ser hans verden mon ud? Selvom han prøver at forklare mig, hvordan de indre billeder af form og farve er, vil jeg ikke med sikkerhed vide, at det, han ser, og det, jeg ser, virkeligt er det samme. ”Det afhænger af øjnene, der ser”, og hvordan verden gestalter sig for den blinde, kan jeg – der jo altid har haft synet – ikke forstå, fordi det, jeg faktisk ser hele tiden, vil være i vejen for at forstå noget andet ved det samme. Vanen for, hvordan ting ser ud, vil altid være min reference. 

Filosoffer har igennem tiden spekuleret meget på, hvordan vi kan vide, at vi faktisk ser det, der er. Når jeg ser et smukt træ, er det så tingen i sig selv, lyset der falder på det, eller mit øje, der skaber billedet af det? Når solen er væk, kan jeg ikke se noget som helst. Lyset giver altså tingene farve, selvom lyset i sig selv ikke har nogen farver – eller måske snarere alle farver på én gang. Træet er der stadigvæk om natten. Hvis jeg går en tur, risikerer jeg at gå ind i det. Tingene er der altså, selvom jeg ikke kan se dem. Men øjet og lyset arbejder sammen i de vågne timer, for at jeg kan. Vi kan kun se, fordi øjet er ”lysagtigt”. 

Denne lommefilosofi er ikke ligegyldig. For man har jo mulighed for ikke at tro sine egne øjne. Denne form for skepticisme har op igennem historien været ærligt ment. I dag 

betyder nogle afarter af identitetspolitikken, at faktiske fysiske forhold afvises som rene tanke-konstruktioner. Modstanden mod en elementær sandhed om, at der findes to køn, kan blive fremført med stor forargelse og vrede. Til tider er vi vidner til, at det bliver et nærgående spørgsmål, om vi overhovedet kan og stadig må have tiltro vores umiddelbare sanseerfaring. 

Det er svært at diskutere, fordi socialkonstruktivisten, der nægter, at tingene eksisterer uafhængigt af vores fortolkning af dem, og hverdagserfaringen af, at vi lever på givne fysiske betingelser, er så grundlæggende forskellige syn på tilværelsen. Vi kan faktisk ikke finde om bag ved udsagnene for at erfare en fælles virkelighed at tale ud fra. 

Det er med andre ord ikke en given sag, at alle tror deres egne øjne. Og det er heller ikke sikkert, at det, vi selv ser, hører og mærker, når vi sanser, er hele sandheden. Der er åbenbart forskel på det, vi ser med øjet, og blikket, vi har for det. Det er især tilfældet i troen, hvor det for alvor er sandt, at vi har blik for det usynlige. 

Tag nu bare begyndelsen på dagens evangelium. Om Jesus siger Johannes Døberen til nogle af sine disciple: ”Se, dér er Guds lam”. De ser ikke et lam. De ser en mand komme gående. Men de bliver nysgerrige og følger efter ham. Johannes siger ikke kun, at Jesus er Guds lam, men dagen før også, at han ”bærer verdens synd”. Dét er alligevel meget at skulle have blik for, når man ingen ting af det kan se. 

Historien fortsætter med at koncentrere sig om, hvad der er at se, og hvad det er at ”blive set”. Disciplen Nathanael kommer til tro, da han får at vide, at Jesus har set ham sidde under figentræet. Jesus lover til gengæld, at Nathanael selv vil få store ting at se. 

Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det som vi betragtede og vore hænder rørte ved: Livets Ord – 

Sådan indledes et brev i Det Nye Testamente, der også bærer det samme navn som evangelisten Johannes. Vi er ikke i tvivl om, at de erfaringer, som Johannesevangeliet og Johannesbrevene beskriver, stammer fra den samme tradition. De taler paradoksalt om det, som troen lever af – Livets Ord i Jesus Kristus – og beskriver det så håndgribeligt, at vi må studse over det. For hvordan ser man et ord? Hvordan ser man et lam, der bærer verdens synd? 

Vi kan kun se det, hvis hjertet har blik for dét, som øjet ikke kan fortælle hjernen. Vi kender det allerede fra tilværelsen mellem os mennesker. Alt det, vi for alvor lever af, stammer fra det, vi ikke kan tage i øjesyn, men som er altafgørende for os. Kærligheden, modviljen, bekymringen, omsorgen, vreden, drømmen – alt sammen kan vi læse i blikket hos den anden, selvom det vi ser, i virkeligheden er, hvordan vi bliver set på. 

Derfor søger vores blik den andens. Den ånd, der stråler os i møde, er ikke håndgribelig men den er virkelig, og vi er sjældent i tvivl. Nogle gange kunne man godt ønske, at vi på samme måde kunne se Jesus i øjnene. Ønske, at vi havde været samtidige med ham. Alt det, der står om ham, kan være svært at forholde sig til. 

Hvis nu vi ligesom Johannes’ disciple kunne få Guds Søn konkret udpeget og præsenteret, ville det så ikke have været nemmere at tro på ham? Nu fortæller teksterne faktisk det modsatte. Der var ikke mange af dem, der mødte Jesus, der kom til tro på ham. Heller ikke i dag er vi i tvivl om, at Jesus har levet. 

Dertil er vidnesbyrdene også uden for Det Nye Testamente for samstemmende. Men hvem var han? Hvem er han? 

Her er det, at tingene støder sammen. For på den ene side er det så vigtigt for troen, at Jesus faktisk var der som en historisk person, der mødte menneskeheden med et nyt budskab om Gud. Et ord fra Gud. Jesus er ikke et spøgelse, men et menneske. Det er helt afgørende for os, at det netop er i hans menneskelighed, at vi har fået Gud åbenbaret som en far, som Jesus selv lærte os at sætte vores lid til. At Gud på denne måde lader sig se, er en forargelig tanke, fordi vi gerne vil holde Gud fri af vores egen forgængelighed og forkrænkelighed – hvordan kan han ellers være Gud? Kan han være det som et menneske? 

På den anden side, er det jo netop dét, der ikke til at se. Troen må ligesom overvinde forargelsen og det anstød, at Gud er Gud iblandt os og ikke bare ovenover os. Han er Gud blandt mænd og kvinder, gør brug af vores hænder og fødder og møder os med sit Ord her i kirken ved døbefont og alterbord. Der er jo netop heller ikke noget at se! Kun noget, vi i tro kan have blik for. 

Hvad har dåbsvand og syndernes forladelse med hinanden at gøre? Hvad har oblat og vin med fællesskabet med Jesus at gøre? Intet og alting. Den kristne tro lever af synlige tegn, vi ikke selv har fundet på: Tre håndfulde vand og brød og vin. Og dog fortæller disse tegn netop om det, vi ikke se men må have blik for. At det er som legeme, at vi består af både krop og ånd. 

Tegnet binder vores opmærksomhed til Kristus, samtidigt med at vores tanker yder modstand imod, at så enkle ting skal kunne bære Kristus hen til os. Fordi vi er mennesker af kød og blod – kommet af jord, skal vi blive til jord igen – lever vi vores tilværelse legemligt og jordbundet. Vi får ikke mennesker men spøgelser ud af at benægte den fysiske sammenhæng, vi indgår 

i som ganske vist forskellige mænd og kvinder. Men ikke desto mindre sandt: enten det ene eller andet. 

Samtidigt er vi mere end det. For ånden i os er ikke en selvopfunden virkelighed i stedet for vores fysik, men tværtimod den kraft fra Gud, som har holdt liv i os, lige siden Gud Herren blæste livsånde i Adams næsebor. Vi må tro, at det er for os som mennesker, at Gud vil være Gud. Han valgte derfor at åbenbare sig på en helt igennem menneskelig måde. 

Det er svært at forstå, fordi vi er vant til at tænke, at Gud må være noget ”helt andet” end den verden, vi kender til. Det er han også, men han kan ikke løsrives fra den verden, han gav os til hjem. Det er så mystisk, at en prædiken ikke kan tage mystikken væk, men kun gøre det endnu mere mystisk. Pointen er imidlertid klar nok. Når det er lettere at forestille sig Gud, som noget, der slet ikke ligner os, så er det dén tanke, der af sig selv opstår i vores sind. Og dén gør Gud til vores eget tankespind. 

Men Gud er netop ikke kun et produkt af vores tanker. Han møder os i det velkendte. Det gør det sværere at få øje på ham. Glansbilleder af Gud og hans Søn, Jesus, ville faktisk være nemmere at tro på, når de viser os Gud som noget i en helt anden verden. For den verden, vi bor i, bærer mere præg af vores ondskab end Guds godhed. Men det er jo som de fejlbarlige mennesker, vi er, at vi har brug for Gud og hans kærlighed. 

Den får vi, når vi lader hans blik hvile på os. Vi hører det ved den velsignelse, hver eneste gudstjeneste slutter med: 

Herren velsigne dig og bevare dig 
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig 
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred 

Det er vores tro og håb, at vi bliver set på denne måde af Gud. Han gjorde det i Jesus Kristus, og han gør det stadig, fordi han ser os med et menneskeligt blik. Det er ikke let at tro, men det er det eneste, vi har brug for at tro. I Guds blik for os finder vi både syndernes forladelse, beskærmelse mod det onde, og det evige liv. Men det er sådan, som vi er, at vi udleverer os til hans nåde. 

Sådan bliver det også muligt at se på hinanden med Guds blik. Det er derfor Paulus i teksten, vi hørte tidligere, taler om kirken som et legeme med mange lemmer. Det er jo ikke til med det blotte øje at se. Men næstekærligheden ved med sig selv, at i menigheden hører hver eneste til med den særlige plads, han eller hun har. Og ded dét blik for hinanden kan den ene til den anden sige: ”Kom og se!”. Det, vi så sammen får blik for, er det, der ikke er til at se, men som alligevel bærer os alle: Livets Ord om Jesus Kristus – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, 
Fader, Søn og Helligånd, 
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, 
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. 

Salmer: 747 – 325 – 164/320 – 67

18. s.e. Trinitatis

Gudstjeneste ved gæsteprædikant Tine Bundgaard Wanscher, søndag 16. oktober 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus sagde:
»Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«
Johannesevangeliet 15,1-11

Prædiken ved gæsteprædikant Tine Bundgaard Wanscher