18. s.e. Trinitatis

Prædiken 18. søndag efter trinitatis i Lillerød Kirke ved sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«
Johannesevangeliet 15,1-11

Prædiken, 18. s.e. Trinitatis ved Carsten Mulnæs

(DDS: 4 – 433/434 – 47 – 412/292 – 729)

I naturen er indlagt et princip om gensidig afhængighed. Jeg så forleden en smuk dokumentarfilm, og de af jer, der har Netflix kan selv finde den. En kær stemme fra min barndom, David Attenborough, aflægger i en alder af 93 år sit vidnesbyrd om klodens tilstand og efterlader sit testamente om den natur, han har viet sit liv – og sin stemme – til at fortælle om. Det er en film med alvor om bæredygtighed og klima. Men den er ikke hysterisk, som vi så tit har hørt det, og den er fuld af håb

I billeder og fortælling minder han om, at naturen ikke bare er omgivelser eller materiale. Den er vores eget ophav, som vi er indfældet i og opretholdes af. Uafhængigt af os har selv de mest irriterende insekter, besynderlige pattedyr eller ydmyge plantevækster hver deres plads, der giver mening for andre end dem selv. 

Det er vel kun mennesket, der kunne få den idé, at alt var til for min skyld – at jeg ikke var til for altets. I naturens cyklus indgår spiring, vækst, frugtbarhed, men også muligheden af at være føde for andre, at visne ned og udbredes gennem frø ført hen et andet sted. Deri findes en ydmyghed, der slår mig som skønhed. Kloden skal såmænd nok overleve, men om vi gør det, afhænger af, om vi lærer at sætte gavmildhed i stedet for grådighed. Selv rovdyrene i naturen nøjes jo med det daglige brød – selvom det består af kød. 

Hver gang bibelens blade bruger naturens gang som metaforer i forkyndelsen, øser vi af denne logik om samhørighed, fredfyldt orden og hensigtsmæssighed. Det sammenfattes med et hebraisk ord ”shalom”. Fred. 

Den bibelske vision om fred er mere vidtrækkende end blot fraværet af krigslarm, som i menneskenes verden mest blev opfattet som en undtagelse. Den bibelske fred er også noget andet end blot at søge en afsides stilhed med sig selv i fred for de andre. Shalom er hele tilværelsens sammenhæng, hvor menneske, natur og Skaberen indgår i et harmonisk hele. 

Derfor siger Paulus i Romerbrevet, at hele skabningen sukker efter forløsning. Det er ikke kun mennesket, der behøver frelse. Når Gud frelser, er det verden, der skal fornys. Der er behov for det. Vi er ikke længere i Paradiset. Men af gode grunde er det netop en have, fyldt med vækster, der skulle give næring til mennesker og dyr, som forbliver urbilledet på den shalom, der var tiltænkt i begyndelsen. Her kunne mand og kvinde leve med hinanden og for deres skaber i nøgen uskyldig glæde, mens de gjorde deres for at værne og vogte de træer og buske, de skulle leve sammen med. Af jorden var de alle kommet. 

Men synden er i verden. Det er ikke kun mennesket, der vånder sig under den. Og derfor sukker hele skabningen. Synden er mere gennemgribende end det, vi moralistisk kan pege fingre af hos hinanden. Synden er den magt, der vender gavmildhed til grådighed. Som da kvinden blev klar over, at kundskabens frugt gav mulighed for selv at blive som Gud til at kende godt og ondt og dermed at blive verdens centrum. Synden er den magt, der får frugten til at rådne og træets grene til at visne. 

Menneskene har siden de opfandt den, været glade for vinen. Noah havde ikke mere end lige klaret sig igennem syndflodens store oprydning, før han slog sig ned som vinbonde – og han blev så fuld, at det blev pinligt. Det kan vi læse om allerede i kapitel 9 i første mosebog. At alkohol kan gøre dum er gammel visdom. Men den vinøse opstemthed er alligevel igennem hele skriften et billede på, den fest, som Gud under sit menneske. 

Derfor kaldes Israel en vingård i Det Gamle Testamente, og derfor sammenligner Jesus sig selv som kirkens herre med en vinstok. På den vokser gudsrigets vin. At den gæres giver den en usynlig kraft, som mennesket må forbinde med glæde. 

Billedet af vintræet og grenene er derfor grundlæggende en tegning af det overskud, som findes i vores afhængighed af Kristus. Det er hentet herfra, når den gamle faddertiltale ved dåben beskriver, at barnet er ”indpodet” på Kristus, som en lille gren, der kan bære sin egen frugt. Ikke af sig selv men fra Kristus. Af en anden sort end sidemanden og dog fra den samme stamme, som de begge via fotosyntesen giver ny energi. 

De forskellige indpodede grene er et smukt billede på kirken, og selvfølgelig også på, at der i dåben faktisk ”sker noget”. Der skabes en relation mellem barn og Kristus, når et lille menneske genfødes af vand og ånd. Og det er altså et vintræ, det podes ind på, for det er det bedste billede på Gudsrigets overskud. 

Men selv et vintræ skal plejes og beskæres. For selvom de gode grene, takket være den usynlige saft og kraft bærer frugt, er der visne grene imellem – måske dem, der bar frugt sidste år. Eller fortidens synder, hvor det kun er en nåde, når de skæres væk for at brændes og glemmes. 

Den guddommelige godhed at kunne glemme har mennesker i en digital tidsalder selv glemt mere og mere. Det hedder farisæisme, og Jesus prædikede ofte imod den. Farisæeren husker alt for godt. Farisæeren elsker at holde fokus på de visne grene – og visner selv derved. Det er faktisk synd for os, når vi mennesker husker alt for godt. Men den stilfærdige vingårdsmand han ser i stedet på frugten og velsigner den ved at give den endnu bedre betingelser for at blive større og modnes ved at give plads, skære det visne væk og fjerne de syge blade. 

Denne organiske måde at beskrive forholdet mellem Gud og os på fortæller stilfærdigt men dybsindigt om, hvad tilgivelse i virkeligheden er for noget. Tilgivelse fører ikke bog. At sige, ”du er tilgivet – men måske fortæller jeg det om 10 år”, er ikke at tilgive, sådan som Gud gør det. Tilgivelse er at skære det rådne, det syge, det visne væk – og at kunne glæde sig over den frugt, der står tilbage. Enhver ved, at vi ikke ligner Gud og må glæde os over, at det er ham og ikke os, der er vingårdsmanden. 

Men bliv alligevel ved den tanke, at tilgivelsen på denne måde lignes bedst ved en organisk og ikke en juridisk ting. Gud er ikke en bogholder eller en dommer, der lader nåde gå for ret. Han er som en gartner, der heler træets sår og får grene til at skyde nye skud, så de kan bære mere frugt. Den form for tilgivelse betyder heling

Derfor kan træets samlede eksistens bruges som en lignelse på det hebraiske ord: shalom. Træet er som en naturlig sammenhæng af gensidig afhængighed, orden og hensigtsmæssighed. Denne helhed viser ud over sig selv. Det gør gavmildheden og tilgivelsen også, når Gud viser os den; og når mennesker evner at sætte frugt og derved ikke kun får velsignelsen men også selv bliver til velsignelse. 

Det er kærlighedens ånd, der gør det. Den strømmer i Kristus, som saften i vinstokkens stamme. Uanset om åndens arbejde er at pode, gøde og rense frugten – eller om det er at skære det syge bort, så er det kærlighedens gerning. Derfor frygter vi heller ikke havemanden, uanset hvad hans opgave er i dag. Vi ønsker at få skåret det syge væk. Sådan mærker vi bedst samhørigheden med Kristus. Det er ikke fordømmelsen men kærligheden, der er det guddommelige redskab imod synden. 

Som der står et andet sted i Det Nye Testamente: kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder. Ja, vi kan sige det endnu mere frimodigt om Gud: den har faktisk ikke længere noget at skjule, for den har glemt dem, brændt dem, vil ikke vide af dem 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Fællessangs-aften

Lillerød Sognegård tirsdag 27. oktober kl. 19.

Lillerød Kirkes frivillige og organist Kyung-Hee Kim inviterer igen til fællessangsaften, hvor man i godt selskab kan finde glæde ved at synge med på salmer, højskolesange m.m.

Alle sangglade er meget velkomne. 

Nedenfor er resten af datoer for 2020 – husk at vi starter kl. 19–21:

Tirsdag den 27. oktober
Torsdag den 26. november
Tirsdag den 15. december (julekoncert)

17. s.e. Trinitatis

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« 
Markusevangeliet 2,14-22

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Tro på Gud – om kristendom i en sekulær verden

Lillerød Sognegård, 22. oktober kl. 1930

Tro på Gud  – om kristendom i en sekulær verden. 
Foredrag med sognepræst Kåre Egholm Pedersen.

Bibelen vidner om, at mennesker altid har kæmpet med at have tillid til Gud. Vor tids sekularisering og individualisering har ikke gjort det nemmere. Nogle vil endda mene, at det i dag er blevet lettere ikke at tro frem for at tro på Gud. Sådan har det ikke altid været, og netop denne ændring i vores måde at tænke på, er emnet i dette foredrag.

Hvad er der sket, siden ikke-troen i tidligere kristne lande nu synes at være mest accepteret?

Hvilke ændringer på det samfundsmæssige plan og i vores måde at tænke på har medvirket til, at troende nu pludselig har et forklaringsproblem, mens mennesker uden tro tilsyneladende ikke har det?

Undervejs tegnes konturerne af en overraskende forståelse af, hvad det sekulære også kan betyde. En forståelse, som måske kan forny grundlaget for samtalen mellem troende og skeptikere og lede moderne mennesker til tro på Gud.

Er troen alligevel for det moderne menneske?

Disse spørgsmål vil sognepræst Kåre Egholm Pedersen tage op.
Vel mødt til et spændende foredrag.

Lillerød Kirke søger gartner

Gartner 

En stilling som gartner ved Lillerød Kirkegård, Lillerød Sogn er ledig pr. 1. november 2020. 

Stillingen er på 30 timer pr. uge. 

Rundt om Lillerøds gamle middelalderkirke ligger kirkegården, der har status som bykirkegård med egen kirkegårdsleder. Vi søger nu en god og stabil medarbejder til en rar arbejdsplads, hvor kirkegården er en vigtig del af kirkens liv, og hvor der er samarbejde på tværs af faggrænser om vores over-ordnede vision om at være et mødested for mennesker i både glæde og sorg. 

Vi forventer: 
– at du har en relevant faglig uddannelse inden for det grønne område 
– at du har erfaring i praksis med at arbejde udenfor i al slags vejr 
– at du er fleksibel og går engageret til opgaven 
– at du har gode samarbejdsevner og situationsfornemmelse 
– at du kan arbejde selvstændigt 
– at du har en god fysik, der passer til arbejdets karakter, og har B-kørekort 

Vi kan tilbyde: 
– at blive en del af et godt team om en spændende kirkegårdskultur i udvikling 
– at få gode og hjælpsomme kolleger 
– at have en travl og meningsfuld hverdag 
– at opleve respekt for forskellighed og venlig humor 

Ansættelse sker ved Lillerød Sogns Menighedsråd beliggende Kirkehaven 4 3450 Allerød. 

Ansættelse og aflønning sker efter Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer (OAO-S) samt Organisationsaftalen for landbrugsmedhjælpere, gartneriarbejdere, gartnere og forsøgsmedarbejdere indgået mellem Finansministeriet og Fagligt Fælles For-bund (3F). Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk. 

Lønnen udgør årligt for uddannede gartnere i Hovedstaden og Nordsjælland 309.581,00 kr. (trin 1) og 317.700,00 kr. (trin 2) (nutidskroner). For gartneriarbejdere i Hovedstaden og Nordsjælland 271.408,00 kr. (trin 1) og 278.606,00 kr. (trin 2) (nutidskroner). Der sker aflønning på timeløn, og efter 5 måneders uafbrudt ansættelse ved samme ansættelsesmyndighed er der overgang til måneds-lønsansættelse. Menighedsrådet vil foretage anciennitetsmæssig indplacering. 

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kirkegårdsleder Joanna Baron-Christensen på tlf. 48 17 11 05 på hverdage mellem kl. 10-12. 

Ansøgningen med relevante bilag sendes til 7450fortrolig@sogn.dk

Ansøgningen skal være menighedsrådet i hænde senest den 16. oktober kl. 12

Ansættelsessamtaler forventes at finde sted i uge 43/44. 

Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer.

Sangen har vinger

Torsdag den 1. oktober kl. 19.30.
I Lillerød Kirkes sognegård vil David Danholt og kirkens organist Kyung-Hee Kim fremføre en perlerække af de bedste danske romancer og sange komponeret af hhv. Peter Arnold Heise, Peter Erasmus Lange-Müller og Carl Nielsen. Undervejs vil David fortælle om komponisterne, deres kompositioner og den danske sangkunst.

Vel mødt til en skøn aften i sangens tegn
Torsdag den 1. oktober kl. 19.30
I Lillerød Sognegård

Præstens tale til konfirmanderne, 19. sep.

Sognepræst Carsten Mulnæs’ tale til sine konfirmander, 19. september 2020.

Konfirmationstale 19/9 2020 – (DDS: 52 – 325 – 192 – 441)

Kære konfirmander – sikke skønt Ditte sang for os:

Det himmelsk er at tænke på,
at han, som dyrt os købte,
guddommelig vil vandre så
i alle sine døbte.

Måske har I ikke altid syntes som Grundtvig, at det er himmelsk at gå til gudstjeneste. Men her ved en coronakonfirmation, hvor vi faktisk mærker afsavnet af, hvad en ganske almindelig gudstjeneste med fællessang kan, så opdager vi, at det at kunne samles frit, ”hvor tro og dåb ej fuldelig gik hjerterne af minde”, er – om ikke et lille himmerig – så i hvert fald et stort gode

Det er jo, fordi vi er kristne og lever i et kristent land, at vi kan få lov at samles om evangeliet. Sådan er det ikke alle steder i verden. Når man opdager, at det for nogle er forbundet med livsfare at bekende sig til kristendommen, sådan som I gør det ved alteret om lidt, så bliver det meget nærværende, at kristendom også er en mulighed for identitet. Den identitet er ikke bundet til et næsten 900 år gammelt hus, men tages med ud herfra i hjertet

Også hjem til festen, hvor en del af jeres gæster ikke har været med i kirken. I bærer gudstjenesten med hjem i hjertet. Fordi han, som vi er døbt til at tilhøre, går med inden i jer. Det er den smukke mening med Grundtvigs linjer om, at Jesus vil vandre i alle sine døbte. Det er sådan set en gendigtning, af den tekst om identitet fra Det Nye Testamente, som vi hørte før fra Paulus: 
Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig.
Der tales meget om identitet i disse år. Også for meget. Vi har altid gjort det i konfirmationsforberedelsen, for at være ung er i høj grad at prøve at finde sig selv og den vej, man vil gå. Jeres tid nu er fuld af store erfaringer og svære valg. Valg af uddannelse, den første store kærlighed, flytte hjemmefra eller at miste dybe venskaber fra dengang, man var lille. 

Identitet er jo netop ikke bare en fastlåst sandhed om, hvem den enkelte er, men sammenfaldende med den livshistorie og de sammenhænge, vi indgår i. Vi formes hele tiden. Vi er en kombination af det, som er blevet os givet, og som vi ikke selv har opfundet – og den livsvej, der tilbagelægges, mens vi bringer vores jeg i spil. 

Det hedder med et andet ord dannelse. Ikke uddannelse, der foregår i undervisningsinstitutioner – men dannelse. Dannelse eller formning af personligheden er en livslang udvikling. Som et indslag på den dannelsesrejse, som livet er, har I gået til præst, og I har valgt jer et motto som konfirmationsord til at have med i bagagen sammen med fadervor og trosbekendelsen – og forhåbentlig også en større viden om, hvad kristendom egentlig er for noget. Viden alene gør det ikke – men viden er heller ikke at foragte. Vi går trods alt med begge ben på jorden

Disse overvejelser hører i høj grad ungdommen til. Nu er det ganske vist, som om hele verden er blevet teenagere. Identitetsprojektet er mange steder blevet fritsvævende, som om vi kan opfinde både os selv og den verden, vi bor i, ud af ingenting – og måske kan vi endda føle os som bedre mennesker, hvis vi kan kritisere historiske fejltrin som om, de ikke også er en del af menneskehedens dannelse, som vi ufravigeligt er en del af. Folk vælter statuer, og is skifter navne. Men nok om det.
Jeg har valgt til jeres konfirmation 2 bibeltekster, som siger noget væsentligt – og dog ikke ufejlbarligt – om kristen identitet. Først har vi hørt Paulus, fordi identitet handler rigtigt om samhørighed. Paulus skrev:

Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, 
og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, 
der elskede mig og gav sig selv hen for mig.  

En samhørighed kan være så stærk, at den ene ikke kan leve uden den anden. Sådan er kærlighed mellem to mennesker. Og troen kan udtrykke sig på samme måde. Om lidt synger Ditte igen for os. Nemlig den store passionssalme om Guds forsoning med verden. Passion betyder både lidelse og lidenskab. Når ”Hil dig frelser og forsoner” er så afholdt en påskesalme er det helt sikkert, fordi det er lykkedes Grundtvig at skrive om Jesu død som et kærlighedsdigt

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng

Dét handler om identitet. Ikke en fast kerne, så man kan sige til hinanden, som man gør om ting: ”Jeg ved, hvad du er for én, du er den og den slags”. Ting kan man tale om som slags ting. Mennesker er mere komplicerede. Her er identitet ikke at være en bestemt slags, men at finde den dybe sammenhæng

Det gør vi i kærligheden. Det gør vi i troen på Jesus Kristus.

Det er blevet farligt at tale om identitet i kirken. Jeg har altid gjort det. Men nu er der kommet noget, der hedder identitetspolitik, og så kan det nemt misforstås som om dette er en politisk tale. Det er en prædiken over Bibelens tekster, og dem skal vi ikke lade være med at sætte pris på, selvom resten af verden er ved at blive vanvittig af at se alting i sort/hvid. 

Så nu vil jeg fortælle jer om noget, der viser, at også Bibelens tekster er gamle tekster. Jeg prædikede en gang over en tekst fra Johannesevangeliet, og bagefter kom en jøde og spurgte mig, hvorfor vi alle sammen var blevet så sure på jøderne, at vi skulle tale omskæring i tide og utide. Hun følte sig som dansker, før hun var jøde. Det er en 6 år siden. Men emnet er igen aktuelt. Dengang forstod jeg først ikke, hvorfor hun troede, at jeg tog afstand fra jøderne. Og i øvrigt havde jeg ikke den stærke holdning til, hvordan et stykke forhud kunne være afgørende i gudsforholdet – jeg er jo kristen – selvom jeg ikke kunne drømme om, at gøre det umuligt for jøderne med en praksis, der var hjertet i deres religion. Men pointen var, at evangelisten Johannes i prædiketeksten talte om ”jøderne” som Jesu modstandere. Jesus var selv jøde, så jeg havde ikke tænkt ordet ”jøderne” som noget racistisk, når jeg blot læste teksten højt. 

Men – faktisk havde hun en pointe i, at den tidlige kirke spekulerede rigtigt meget over de kristnes forhold til jøderne. Fordi det jødiske folk jo ikke havde taget godt imod Jesus, som – først en lille gruppe jøder og senere en stor gruppe hedninger – var kommet til tro på som hele verdens frelser. 

Med al den provokation, der derfor kan være i en gammel tekst, som er en del af vores eget arvegods som kristen kirke, læser jeg derfor i dag fra Johannesevangeliet om det folk, der ikke tog imod Kristus. Ja – selvom den afvisning, at Jesus af sine landsmænd blev korsfæstet, fik en forfærdelig virkningshistorie. 
Jøder er blevet forfulgt i Europa som ”Kristusmordere” op igennem middelalderen og ind i nyere tids nazisme. Og man kunne sikkert bruge Johannes til at gøre dem skyldige. Men hele menneskeheden dannes historisk, og det gør kristendommen også. Derfor skal I høre en tekst, der kan misbruges, men som vi overhovedet ikke behøver at gøre. Dem, der vælter statuer fra kolonitiden, eller omdøber bygninger, der ikke må være opkaldt efter filosoffer i 1700-tallet, som vi ellers har lært af, fordi de havde et forældet syn på raceforskelle – de ville måske ønske at tage disse vers ud af Biblen. Men det er en umoden måde at omgås sin egen historie på. Vi er ikke dårlige mennesker, fordi vores fædre begik fejl. 

Og derfor hører vi igen fra Johannesevangeliet disse ord:

Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. 

Jeg kunne have ladet mig intimidere af folkestemningen til at sakse noget af teksten væk, så der ikke stod de krænkende linjer om, at Jesus kom til sine egne, der ikke tog imod ham. Men, nej, det er jo faktisk en del af den historiske virkelighed, der var, og som jeg ikke regner nogle i dag til last. Men dem, der tog imod ham, de havde hørt evangeliet og de fik en kostbar ret til at kalde sig Guds børn. 

Dét er konfirmationsbudskabet – og ikke mindst i år til jer. I har ret til at kalde jer Guds børn. For I er døbt. Og heri er der en dyb sammenhæng, I kan øse af hele livet. Det er en kristen identitet, og det er flot, at I også kendes ved det, som I gør i dag ved at sige ”Ja!” og myndigt træde ind i den kæde af tradition, som tør være en del af kristendommens brogede historie. Trosbekendelsen, som I har lært, bærer jo også præg af at være en tekst fra før naturvidenskaben lærte os, at jorden er rund. Men I er Guds børn. Det er en flot identitet. Den fortæller, at uanset, hvad I ellers er og kan, så er I anerkendt af en kærlig Gud i himlen, hvis søn gav sig selv hen for jer.

Så lev da livet – Gud i vold! Amen.

Tilmelding til Café Livstråden 5/10

Her kan du tilmelde dig Café Livstrådens arrangement 5/10.

Tilmelding til Café Livstråden 28/9

Her kan du tilmelde dig Café Livstrådens arrangement 28/9:

Tilmelding til høstfrokost

Det er blevet tid til Lillerød Kirkes årlige høstfrokost.

I år skal vi passe ekstra på hinanden på grund af covid-19, og derfor er det nødvendigt at tilmelde sig til frokosten. Det kan du gøre nedenfor: