Tilmelding i Lillerød Kirke

5. april 2021.

Det er nødvendigt at tilmelde sig gudstjenesterne i Lillerød Kirke. Vi ville helst være foruden, men de nuværende restriktioner gør, at pladserne er utilstrækkelige i kirken. Reservationssystemet er et forsøg på at undgå, at folk går forgæves: Man er selvfølgelig stadig velkommen uden reservation, hvis der skulle være plads i kirken.

Du kan lige nu melde dig til gudstjenesterne på listen nedenfor, og der åbnes løbende for yderligere gudstjenester ca. en uge før gudstjenesten. Bemærk at reservationen bortfalder, hvis man ikke er mødt op senest 10 minutter før tjenesten. Kirken åbner dog først 20 minutter før hver tjeneste.

Tilmeld dig nedenfor til gudstjenester:

Gudstjeneste 18. april kl. 10.00

(Har du problemer med tilmeldingen? Ring til kirkens kontor mellem kl. 9 – 12 på 4817 1544)

2. Påskedag

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
Lukasevangeliet 24,13-35

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Påskedag

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, påskedag 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Markusevangeliet 16,1-8

Prædiken oplæst af Elsebeth Hougaard Jensen

Skærtorsdag

Den sidste nadver, malet af Leonardo da Vinci

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, skærtorsdag 2021.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
Matthæusevangeliet 26,17-30

Prædiken oplæst af sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Langfredag

Prædiken langfredag i Lillerød Kirke ved sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«.Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage,  frels dig selv og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«   Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«
Markusevangeliet 15,20-39

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs

Der falder et lys på verden langfredag. Ja, der skinner netop et lys i mørket, som gør langfredag til langt mere end en dyster dag. Verden har brug for det lys. Lidelse, tortur og gudsforladthed behøver vi ikke at søge i kristendommen eller den gode bog. Verden er fuld af det og har altid været det. I langfredags evangelium er lidelsen kun bagtæppe for det lys, som skinner fra Kristus selv. 

Markus indleder sit evangelium med ordene: ”Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn”. Netop her i langfredags beretning lægger Markus bekendelsen til Kristus i munden på en romer: ”Sandelig, den mand var Guds søn!” Måske kræver det noget af os at se evangeliet netop her. Men det er her, det findes. For det er evangeliet om, at Gud er kærlighed.

Troen på den treenige Gud er kristendommens svære begreb for at udtrykke den enkle sandhed, at Gud lever. Det er Jesu kors, der gjorde det nødvendigt at formulere det enkle så kompliceret. For vi taler ikke om Gud, løsrevet fra Kristus. Tværtimod er det netop i Kristi kors, at Gud har åbenbaret sig som kærlighed. 

Men hvordan er det muligt at tænke Gud sammen med denne meningsløse lidelse? De første kristne og især Paulus, der skrev den smukke kærlighedens højsang – ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, men størst af dem er kærligheden” – var ikke i tvivl om, at der var frelse i Jesu død. Men hvordan?

Det var troen på, at Jesus Kristus er Guds søn, og ikke blot et stakkels, ofret menneske, der fødte den svære tanke, at Gud ikke kun er én, men tre i én. For Gud er ikke hævet over lidelsen, men i Kristus underlagt lidelsen. Og Gud er ikke en himmelsk konge, der ofrer et uskyldigt menneske, for at tilfredsstille sin egen ære, sådan som mange forklarer det. Gud er derimod både til stede, som Faderen, der lider smerten i adskillelsen fra sin søn, og som Sønnen, der er gudsforladt på grund af syndens overlast. 

Det er netop i langfredag, at vi ser, hvorfor de store religioner ikke er enige om Gud, og blot uenige om synet på Jesus af Nazareth. At Jesus af Nazareth er Kristus og Guds søn, er krumtappen i vores tro. Troen på, at Gud er kærlighed. At magt eller almagt ikke udtømmer vores håb til Gud. Men at vi i stedet klynger os til, at kærligheden faktisk er den dybeste hemmelighed i en verden, som vi i alt for høj grad ser ødelagt af kampen om magten igennem vold. Religion er skyld i meget af denne vold.

Evangeliet fordømmer i sin kerne ikke mennesker af en anden tro. Det favner dem. Det kan vi også gøre uden at gøre deres tro til en variant af vores. For det er ikke sandt, at vi alle tror på den samme Gud. Vi tror jo netop ikke på vores tro. Men på, at Gud frelser os på trods af vores vantro. Det var i tro, Peter lovede ikke at svigte. Det var i tro, at ypperstepræsten Kajfas fordømte Jesus som blasfemisk. Men troen holder ikke. Det gør frelserens kærlighed. Derfor er kærligheden større end både tro og håb. 

Du og jeg kan sige, at vi elsker. Og vi gør det også. Men ingen af os er kærligheden. Kærlighed betyder, at der både er en elskende og en elsket og kærligheden selv. At Gud er kærlighed, er i sig selv en enkel måde at sige dét på, at Gud er treenig: den elskende, den elskede og kærligheden. Fader, Søn og Helligånd. 

I langfredags mørke, som ikke er skabt af Gud, men af mennesker og findes den dag i dag, skinner netop dét lys fra Golgatha om evig kærlighed fra Jesus Kristus, Guds søn. 

Langfredag var for de første kristne og i Det Nye Testamente mere end blot en tilsyneladende tilfældig begivenhed i det, som filosoffen Hegel kaldte ”historiens slagtebænk” på grund af de mange ofre for volden i alles kamp mod alle. Korsfæstelsen af Jesus Kristus er den begivenhed i verdenshistorien, som er det egentlig centrum i frelseshistorien. Som et prisme, der kaster nådens lys på verden, og fortæller om Gud på en måde, som åbenbarer Guds treenige væsen – fra evighed af:

”Før verdens grundvold blev lagt, var Kristus som et lam uden plet og lyde bestemt til med sit blod at løskøbe os fra tomheden”, står der i Peters 1. brev. Og Kristi død skulle ikke kun komme os til gode men hele menneskeheden. For han ”er et sonoffer ikke blot for vore, men for hele verdens synder”, som Johannes tilføjer i sit 1. brev. Det er alene på dén baggrund, at samme Johannes sammenfatter, hvem Gud er, i den korte sætning: ”Gud er kærlighed”.

Op igennem historien har vi kristne talt med hinanden om, hvordan vi skulle forstå ”korsets gåde”. Vi kommer aldrig til at forstå den. Men vi vil ikke tillade nogen at gøre den til en biting, bare fordi den er svær at forstå. Tværtimod er det netop i dette lys, at vi tilbeder en frelser og forsoner, der ikke ligner noget andet, vi kender i verden. Så må verden le i hån, som de gjorde ad Kristus langfredag. 

Vi lever historisk, og vi fortolker med det sprog, vi har. Det har mennesker altid gjort. Og vi kan ikke tale om Jesus som et plet- og lydefrit lam med samme selvfølgelighed, som jøder, der var vokset op med offerritualer i en tempelkult, og derfor meningsfuldt kunne sige: ”Se, Guds lam, uskyldig, et sonoffer for vores synder!”. Men vi kan som dem forstå, hvorfor der ikke længere er et rigtigt alter i kirken; fordi der efter Jesu død ikke længere ofres for at tilfredsstille en himmelsk guddom. 

Til gengæld ser vi måske endnu tydeligere end dem, at det var religiøs vold, der slog Jesus ihjel, og at vi derfor er særligt opmærksomme på den religionskritik, der allerede lå i Jesu egen lære, fordi tro så let bliver til fanatisme. Så vi ser hans selvopofrelse på korset som en naturlig fortsættelse af hans forkyndelse om at forsone sig med sin næste først – og derefter bringe Gud sin gave. Sådan lærte han i Bjergprædikenen. 

Og sådan døde han på korset. Guds søn gav sig selv hen for sine bødler og fjender. I ham blev Gud deres næste. For heller ikke Gud dyrker religionen privat, men vil hellere forsoning med verden. ”Gud forligte os med sig selv, mens vi endnu var hans fjender”, siger Paulus.  

Efter Jesu korsfæstelse falder et lys på verden. Et nådigt lys på denne syndige verden. Men også et kritisk lys på denne religiøse verden. Det er kærlighedens nådige og kritiske lys, hvormed Gud i sit overstrømmende, elskende væsen rammer verden som en flod, der vil vaske både sind og fællesskaber rene i forsoning med guddommelig kærlighed. 

Langfredag er en god dag. På dén er kontrasten mellem Guds lys og verdens mørke stærkere end noget andet sted. Det er et mysterium, at Gud fra evighed af, har ønsket sig en verden, og en menneskehed at være Gud for, ja endda: sønner og døtre, som Kristi brødre og søstre, selvom de er ulydige børn. Derfor er det en åbenbaring af hans inderste væsen, at Gud allerede fra før verdens grundvold blev lagt havde udset sig selv til være offer for ondskab, elendighed, ensomhed, angst og død. 

Der er intet ondt i denne verden, som Gud ikke kan dele med dig, fordi han lever og derfor også smertes. En Gud, der ikke kan lide, kan heller ikke leve – og i hvert fald ikke elske. For kærlighed er at være sårbar overfor den elskede. Når jeg ser op og ser mig omkring i verden, kan jeg let blive i tvivl, om ægte kærlighed overhovedet findes. Men når jeg ser på den korsfæstede Jesus Kristus, er jeg aldrig i tvivl:

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng. Amen.

(Salmer: 197 – 192)

2 Passionsandagter langfredag kl. 9.30 og 11

2 Passionsandagter langfredag kl. 9.30 og 11 

Desværre har den begyndende genåbningsstrategi endnu ikke tilgodeset gudstjenester væsentligt. Da passionsmusik vil spille en væsentlig rolle langfredag, er det ikke muligt for os at holde denne korte gudstjeneste på 30 minutter udendørs.

Derfor vil der være 2 gudstjenester, så alle, der vil, kan komme til passionsandagt i kirken. Men bemærk ændret tidspunkt, og meld jeg hurtigt til, så vi kender behovet. 

Carsten Mulnæs

Tilmeld dig hér

Palmesøndag

Prædiken ved Carsten Mulnæs, palmesøndag 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
Matthæusevangeliet 21,1-9

Prædiken ved Carsten Mulnæs

Prædiken palmesøndag i Lillerød Kirke

”Hosianna, Davids Søn!”. Der er noget skingert over råbet palmesøndag. Ligesom falske festtaler, skamros af chefen for at pynte sig selv eller hujende fans, der fejrer afgudsdyrkelsen af idolet: Palmesøndags hyldest er skinger. Vi forestiller os ofte koret ved Jesu indtog i Jerusalem som en jubelhyldest. 1. søndag i advent, hvor der blev prædiket over samme tekst, havde gudstjenesten da også en anden grundtone som adventstidens optakt til julens kulmination i himlens englekor, der synger: gloria in excelsis Deo ud under nattehvælvet. 

Men Palmesøndag indleder lidelseshistorien. Vi går ind i den stille uge og ved, at dér, hvor Jesus træder, bærer hvert skridt ham nærmere justitsmord og tortur, lynchstemning og forsmædelse. Ligeså højt, som de råber palmesøndag, råber de om få dage: ”Korsfæst ham!”. Fans er svigefulde. Det gælder både kulturelle, politiske og religiøse fans. De tiljubler for selv at få noget ud af det. Og derfor måtte Jesus blive en skuffelse. 

Vi mennesker vil så gerne se en plan med alting. Sådan var det også i den tidlige kristendom. Hos evangelisten Mattæus træder det særligt tydeligt frem, at der var en plan med det hele. Derfor er han den evangelist, der især finder vidnesbyrd i profetierne, der ligesom skulle have forudset, hvordan det hele ville gå med Jesus. Dengang, da han skrev, var det udtryk for et forsøg på samtale med jøderne, der som folk havde afvist, at Jesus var Messias. ”Når nu Jesu skæbne var blevet forudsagt, hvorfor kunne de så ikke forstå det?” – tænkte Mattæus. 

Mattæus var næppe selv særlig god til hebraisk. I Det Gamle Testamente rimer man nemlig på en anden måde, end vi gør på dansk med stavrim og enderim. Dér gentager man det samme med andre ord. Vi ved fx, at det er hebraisk poesi, når der står ridende … ”på et æsel og på et trækdyrs føl”. 

Profeten tænker kun på ét dyr, men udtrykker sig poetisk. Et æsel er jo et trækdyr, eller altså et arbejdsdyr, og afkom fra en hoppe. Men når vi ser, at Mattæus ikke forstod det hebraiske sprog, skyldes det, at han fortæller om både et æsel og et føl. Og derfor er der i kunsthistorien mange morsomme alterbilleder, hvor der både er et æsel og et føl. Men havde Jesus virkelig ”brug for” 2 dyr, som skrevet står? Nej, man rider kun på ét – med mindre man er en klovn eller en cirkusprinsesse.

Men det var altså sådan, evangelisterne brugte skriften. For at se en højere plan med det hele. Og når vi ved, hvordan det gik, så melder det sig også som et spørgsmål for os: hvad skulle den kommende lidelse egentlig gøre godt for? 

Der har næppe været den store opmærksomhed omkring Jesu indtog og hans tempelrensning umiddelbart efter. Havde han virkelig sat hele Jerusalem på den anden ende, havde han ikke overlevet til langfredag. Men det er stærk symbolik om forventning og skuffet forventning, at vi her på den sidste søndag i fastetiden, på tærsklen til den stille uge, går ind i flokken af mennesker, der har forventninger til Gud. Både forventninger, der skuffes, og forventninger, der opfyldes – men på Guds egen måde.

”Hosianna i det højeste!” Dybden i dét jubelråb er jo også, at det i virkeligheden er et råb om frelse og kun blev et jubelråb i fortrøstning til, at det gør Gud også. 

Men frelsen lignede ikke dét, som Jesu samtid – og den meste religion inklusive meget af kirkens senere teologi op igennem historien – håbede på af omvæltninger, der kunne måles politisk. Frelsen var ikke af denne verden. Og det er sandt, at han ”der kommer i Herrens navn” er velsignet. Engang var det en hyldest til Israels konge. For os gælder hyldesten Kristus, men han er velsignet i kraft af en herlighed, der ikke ligner det, vi ellers ville forvente af en konge, en frelser, en Gud. 

Jesus kom som et fredssymbol, ridende på et arbejdsdyr, fordi Messias er frelser for dem, der slider sig trætte og bærer tunge byrder. Jesus forkyndte hvile for tyngede samvittigheder og kom med gode råd om at leve et liv som velsignelse for andre ved i tjeneste at tage det åg på sig, som er let og godt. Og først og fremmest: så kom han for at skabe den fred, der ikke vindes på krigens men kun på forsoningens vej. 

Kristi sejr er derfor heller ikke en triumf over sine modstandere – det er synd, død og djævel han i sin opstandelse vil træde på nakke – men en forsoning med sine fjender. Kristus vinder mennesker ved at sætte dem i frihed og ikke ved at undertvinge sig dem. Han kommer som den, der kun har vundet, når vi er vundet. For sådan tænker kærligheden, der får den elskede, ved at give sig til den elskede. En Gud, der elsker sin menneskehed. 

Den tidlige kristne hymne, som Paulus citerer i filipperbrevet, fortæller om den store ”U-bevægelse” i Jesu forsonergerning. Han kom fra Gud og han tilbedes som en Gud, for han har af Gud fået navnet over alle navne, så hvert knæ skal bøje sig for ham. Han er velsignet i sit komme i Herrens navn, og derfor blev hans eget navn ikke bare Jesus men også velsignet som Kristus: den salvede og kronede konge. 

Men vejen dértil var kærlighedens, forsoningens, selvhengivelsens og ydmygelsens vej. Som et stort ”U” fra herlighed til herlighed – igennem fornedrelse. Der er ingen frygt eller misundelse i hjertets hyldest til Kristus, sådan som der ellers tit er, når flokken hylder deres helt – og derfor også få dage efter korsfæster deres ”anti-helt”. Der er kun taknemmelighed over, at han ikke regnede det for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på sin egen værdighed for at skænke os værdighed. At han ydmygede sig for at komme os nær og blev menneske. Han blev lydig, for at dele vilkår med os, der er ulykkeligt bundet til at adlyde både forgængelighedens og syndens benhårde krav på os. Ja, han blev lydig indtil døden på et kors. 

Sådan sang den tidligste kristne menighed om deres Gud. Romerne rystede på hovedet ad det! Vi har beretninger fra romerske embedsmænd, der med forundring skriver hjem om, at de kristne tilbad Jesus ”som en Gud”. På programbladet ser I en spottende graffiti, der viser, hvordan man i det 2. århundrede gjorde grin med de kristnes æsel-frelser. En spot og en hån, der åbenbart ikke er gået af mode. 

Men Gud kan bære det, og så kan vi også. Det er jo netop i dét, at enhver må se, hvorfor kristendom, hvis den følger i æselrytterens spor, ikke ligner anden religion, der ønsker at undertvinge andre folkeslag med vold eller terror. Vi kan finde spotten af vores Herre, udannet, skamløs og ondskabsfuld. Men vi ville aldrig forsvare Kristi ære ved at forbyde nogen at håne ham. Vi ville ikke rejse en opstand, som Muhammedtegningerne kunne i Mellemøsten. Og det er ikke, fordi Kristus betyder for lidt. Det er, fordi han betyder noget andet. 

Kristus søgte ikke sin egen ære, men vores ære. Derfor søger kristne heller ikke kirkens ære, men ærer deres frelser ved at have dét sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus, 

… der ikke regnede det for et rov at være lige med Gud … men tog en tjeners skikkelse på … ydmygede sig … og blev lydig indtil døden … på et kors. 

Når denne er mand, Jesus Kristus, er Herre, til Gud Faders ære; så fortæller det alt om, hvilken ære Gud vil have for sig selv. Ene og alene den ære at være forsoningens herre, som forligte os med sig selv, endnu mens vi var forvirrede, bange og fjender af Gud. Netop derfor siger vi: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn –

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

(Salmer: 176 – 613)

Påskeægs-jagt!

Alle børn i byen inviteres til påskeægsjagt i Lillerød Kirke!

Det foregår søndag d. 4. april, kl. 11, 12 og 14.

Tilmelding er nødvendig, så vi ikke bliver for mange.

Mariæ Bebudelsesdag

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, søndag 21/3 2021.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.
Lukasevangeliet 1,26-38

Prædiken oplæst af Elsebeth Hougaard Jensen

Digte og meditationer i anledning af Mariæ Bebudelse, skrevet af et trofast medlem af menigheden, oplæst af sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen: