Ungdomskoret synger Vivaldi

Lillerød Kirkes Ungdomskor medvirker i to opførelser af Vivaldis ‘Gloria’.

Sammen med Hillerød Ungdomskor er Lillerød Kirkes eget ungdomskor gået sammen om at opføre Antonio Vivaldis ‘Gloria’ – efterhånden et af de meste kendte og opførte kirkemusikalske værker..

Ud over de to ungdomskor medvirker musikere fra Ensemble Lyrikos. Dirigent er Kristian Lumholdt.

‘Gloria’ bliver opført ved to koncerter i december, hvor der også vil være anden musik til jul og advent på programmet.

Hillerød Kirke
Søndag 1. december kl. 16

Lillerød Kirke
Torsdag 5. december kl. 19.30

Der er fri entré til de to opførelser.

Gloria-koncerterne er venligst støttet af:

Toyota-Fonden, William Demant Fonden og Hillerød Provsti

Babysalmesang

En velbesøgt efterårssæson lakker mod enden!

Tirsdag 19. november kl. 10 er der babysalmesang for sidste gang i år.

Vi glæder os til igen at byde en masse søde børn med forældre velkommen til babysalmesang i Lillerød Sognegård i januar 2025.

Tirsdag 12/11 og tirsdag 19/11 er således sidste mulighed for forælder og barn at møde op i sognegården til sang, rytmik og motorik sammen med Penille Albæk Andersen – med efterfølgende hygge og lidt til ganen bagefter.

Tilmelding ikke nødvendig, ligesom det ikke er påkrævet at følge hele forløbet. Kom derfor glad, når nattesøvn og lurtider arter sig – og bliv væk med god samvittighed, når det ikke er tilfældet.

Café-Underholdning: Tjajkovskijs Årstiderne

Søndag 10. november kl. 11.30 i Sognegården

For anden gang i år venter der flot, romantisk klavermusik, når kirkens organist Kyung-Hee Kim efter søndagshøjmessen spiller Peter Tjajkovskij på vores fine flygel i sognegården. Musikken er Årstiderne, som er 12 korte klaverstykker – et til hver måned i året.

I foråret hørte vi de første seks stykker (januar-juni). Søndag 10. november gælder det den sidste halvdel, juli-december. Ligesom første gang ledsages musikken af digtoplæsning og tegninger af kirkens frivillige. Se herunder, hvem som medvirker.

Café-Underholdning 2024

Årstiderne af den russiske komponist Peter Tjajkovskij (1840-1893) er 12 karakterstykker for klaver komponeret i 1875-76. Stykkerne

Søndag 12. maj kl. 11.30

  1. Januar – Ved bålpladsen (Ib)
  2. Februar – Karneval (Lise H.)
  3. Marts – Lærkens sang (Peter A.)
  4. April – Snefnug (Tove N.)
  5. Hvide nætter i maj (Poul-Erik)
  6. Juni havskur (Kirsten A.)

Søndag 10. november kl. 11.30

  1. Juli – Høstmestersang (Anker N.)
  2. August – Høst (Grete)
  3. September – Jagt (Hans R.)
  4. Oktober – Høstsang (Arne F.)
  5. November – Trojka (Sigrid)
  6. Jul i december

Allehelgen og Halloween i Lillerød Kirke

Halloweengudstjeneste + (u)hygge og hotdogs
Fredag 1. november kl. 17

Mindegudstjeneste m. lystænding og efterfølgende mindesamvær
Søndag 3. november kl. 16

November står for døren, og mørket banker på. Det kan derfor godt gå hen og blive lidt uhyggeligt, når Lillerød Kirke inviterer til familievenlig Halloween-gudstjeneste fredag 1. november kl. 17. Her står kampen mellem lyset og mørket, når vi tager på en rejse tilbage i tiden. Lige siden hulemændenes tid har vi frygtet dét, vi ikke kan se og dét, der lurer i mørket og det ukendte.

Efter gudstjenesten, hvor kirkens børnekor også medvirker, er kirken vært for et måltid mad og en masse (u)hygge.

Søndag 3. november kl. 16 holder vi den traditionsrige allehelgensgudstjenste, hvor vi mindes dem vi har mistet. I løbet af en stemnings- og andagtsfuld gudstjeneste vil navnene på de døde læses op, inden man går ud og tænder lys på kirkegården. Kirken byder efterfølgende på et glas gløgg i sognegården. 

Foredrag – Utilstrækkelig

Med Christian Hjortkjær
Tirsdag 5. november kl. 19
Lillerød Sognegård

Præstationsselvværd, påbudssamfund og en stadig kamp for at ligne det, man ser på de sociale medier, får en del af ansvaret for, at så mange unge mistrives. Christian Hjortkjær har som få fingeren helt på pulsen, når det gælder vores unge.

Christian Hjortkjær tager i foredraget udgangspunkt i sin bog, bestselleren ‘Utilstrækkelig’. Ud over at være forfatter, er han en fremragende foredragsholder, og har man med unge mennesker at gøre, er han klart at anbefale.

Om sit foredrag siger Christian Hjortkjær selv:

En ungdom mellem dødsangst til livsmod – den unge generation vokser op med illusionen om, at nu er alt muligt, samtidig med at de reelt oplever, at forventningerne, kravene og idealerne trænger sig mere og mere på. Derfor rammes mange unge af en blanding af angst for det uvisse og utilstrækkelighed over aldrig at have gjort nok. Så hvordan undgår vi at tabe en hel generation, der er bange for, at de mister sig selv? Og hvad kan voksne gøre for at hjælpe de unge til at genvinde livsmodet?

Christian Hjortkjær er ph.d. og højskolelærer på Silkeborg Højskole-

  

Koncert med orgelskolens elever

Lørdag 26. oktober kl. 16

Kom og nyd orgelmusik fremført af morgendagens organister.

LILLERØD KIRKES ORGELSKOLE inviterer til en koncert, hvor man kan opleve eleverne spille et blandet orgelrepertoire med musik af bl.a. Couperin, Mozart, Mendelssohn og Bent Fabricius-Bjerre, foruden en række illustrative fantasier over “Op, al den ting” komponeret af organist Merete Kuhlmann.

Det er vigtigt for eleverne at få lov til at spille for et publikum, så vi håber på stor opbakning.

Efter koncerten er alle velkomne til en reception i sognegården.​

HØR OGSÅ ELEVERNE SPILLE HVER SØNDAG I OKTOBER
Orgelskoleeleverne kan også opleves hver til gudstjenesterne hver søndag i oktober, hvor de bl.a. spiller præ- og postludium:

Søndag 6. oktober
Alexander og Daniel

Søndag 13. oktober
Max og Ellie

Søndag 20. oktober
Cecilie og Lukas

Søndag 27. oktober
Andrea og Anni

Fællessangsaften

Tirsdag 22. oktober kl. 19

Velkommen til efterårets første fællessangsaften, hvor vi ser frem til at mødes synge sammen.

Fællessangssaftener i Lillerød Kirke er for alle, som vil være med. Fællessangen ledes af Lillerød Kirkes organist Kyung-Hee Kim, som hver gang står for en let stemmeopvarmning. Sangene er udvalgt på forhånd i tråd med det valgte tema og præsenteres af de medvirkende.

Vi stifter meget gerne bekendtskab med nye ansigter og stemmer. Vel mødt!

Kommende fællessangsaftener

Tirsdag 10. december kl. 19

Koncert med Frederiksborg Drengekor

Lillerød Kirke
Lørdag 5. oktober kl. 16

Frederiksborg Drengekor, som holder til slotskirken i Hillerød, skal til oktober på en efterårsturné til den franske riviera. Sammen med deres faste dirigent Karen-Maria Baun Hørlück skal drengene give koncerter i Monte Carlo, Cannes og Nice. Med sig har de dansk, engelsk og fransk musik, bl.a. Carl Nielsen og Duruflé, som vi får at høre på deres afrejsekoncert her i Lillerød.

Der er gratis adgang til koncerten.

Drop in-dåb

Blev dit barn ikke døbt som lille? Blev du ikke selv døbt som barn men kunne godt tænke dig at blive en del af folkekirkens fællesskab som voksen?

Så er det faktisk helt lige og nemt overstået:

Ved drop in-dåben kan du nemlig komme ind fra gaden og blive døbt uden tilmelding. Du kan komme alene og blive døbt, eller du kan tage familie og venner med. Det eneste, du skal huske er dit pas eller kørekort (billedlegitimation).

Er du under 18 år, skal du have dine forældre være med. Du skal have fuldmagt fra begge forældre. Hvis kun den ene forælder deltager, skal du have fuldmagt med fra den anden.

Drop-in dåben er et fælles arrangement for alle kirkerne og de to kommuner i Hillerød Provsti. I år er det muligt at blive døbt på to forskellige fredage i hhv. Frederiksborg Slotskirke og Lillerød Kirke.

Fredag 27. september kl. 15-18 i Frederiksborg Slotskirke
Frederiksborg Slot, 3400 Hillerød

Fredag 4. oktober kl. 15 – 18 i Lillerød Kirke,
Kirkehaven 3, 3450 Allerød

Du behøver ikke at have bopæl i hverken Allerød eller Hillerød. Uanset hvor i landet du kommer fra, er du velkommen til at droppe forbi for at døbt på en af de to fredage.

Vi glæder os til at se dig!

Velkommen til vikarpræst Lotte

Vi har fået en ny kollega i Lillerød Kirke i sognepræst Lotte Nielsen Forchhammer, som skal skal være vikar foreløbig frem til 1. december.

Lotte Nielsen Forchhammer vil være på deltid, samtidig med hun er på halv tid i Mørkhøj Kirke. Lotte kommer først og fremmest til at bistå kirkens to øvrige sognepræster, Lars Emil Bolt og Lisa Tikkanen Pagh, i det daglige med kirkelige handlinger og konfirmandundervisningen.

Menigheden kommer også til at opleve Lotte om søndagen, bl.a. søndag 20. og 27. oktober, hvor hun har gudstjenesterne.

Om sig selv siger Lotte:

Lotte Nielsen Forchhammer

“Jeg blev ordineret Palmesøndag 2015 og har siden vikarieret i Helsingør og Københavns Stifter. Jeg har bl.a. haft længere vikariater i Rødovre og Skovshoved Kirker, og også vikarieret som hospitalspræst på Hvidovre Hospital og som studenterpræst i Trinitatis Kirke ved Rundetårn.

Jeg er uddannet teolog fra Århus, Berlin og København og skrev mit speciale i Paulus’ Breve. Mine bibelstudier har jeg også omsat til madforedraget ‘Spis, venner, drik’, hvor jeg sammen med en dygtig kok serverer bibelske pointer og fristelser.

Jeg er uddannet projektleder og arbejdede i en årrække i Dansk Musiker Forbund og på Suhr’s Seminarium som kursusansvarlig.

Sidste år gik jeg 600 kilometer ad Camino Frances i Nordspanien og er glad for at finde nye, dejlige steder at vandre herhjemme også.

Jeg glæder mig meget til at lære Lillerød Kirke og sogn at kende.”