Kirketjenerstilling i Lillerød Kirke

Kirketjenerstilling i Lillerød Kirke til besættelse snarest

Vi er et bysogn med mange aktiviteter og 2 kirketjenere, der hver arbejder 37 timer pr. uge. 

Menighedsrådet ønsker en ny medarbejder som ikke er bleg for at tage fat på mange rengøringsopgaver i et solidarisk samarbejde med sin kollega, men som også finder det interessant i egenskab af myndig og venlig vært/værtinde i kirke og sognegård at møde mennesker af alle slags på skæve arbejdstider. 

  • Du er selvstændig, serviceminded og har gode samarbejdsevner 
  • Du har ordenssans, effektivitet og ansvarsfølelse
  • Du udviser fleksibilitet og sans for teamarbejde
  • Du er god til at møde mennesker i sårbare situationer, er professionel i stressede situationer og god til at overskue og planlægge din tid i såvel travle som stille perioder  
  • Du sørger for klargøring af IT til undervisning og foredrag
  • Du har almindelig brugererfaring med IT
  • Kendskab til de kirkelige handlinger er en fordel, men ikke et krav

Vi tilbyder dig gode kolleger, en rummelig arbejdsplads og et afvekslende arbejde med indhold.

I jobbet indgår: 

  • Klargøring og tilstedeværelse ved gudstjenester, kirkelige handlinger og sogneaktiviteter. 
  • Daglig renholdelse af kirke og sognegård.
  • Anretning af lette traktementer ved møder og herunder begravelseskaffe.

Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-S) og Organisationsaftalen for kirkefunktionærer med kerneopgaver som kirketjener eller graver indgået mellem Kirkeministeriet og Danmarks Kirketjenerforening og det tilhørende protokollat for kirketjenere. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.

Nuværende tjenestemandsansatte kirketjenere har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.

Det er en betingelse, at den obligatoriske 5 ugers uddannelse for kirketjenere er gennemført eller gennemføres indenfor 2 år efter ansættelsens start.

Årslønnen aftales indenfor intervallet 274.733 kr. – 354.262 kr. (nutidskroner). Fikspunktet er 274.733 kr. (nutidskroner). 

Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 25.926 kr. (nutidskroner). 

Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Danmarks Kirketjenerforening.

Der indhentes børneattest, ligesom vi inden ansættelse vil have mulighed for at indhente referencer.

Den faste ugentlige fridag ved kirken er mandag, derudover er der en variabel ugentlig fridag, så det samlet bliver en 5-dages arbejdsuge.

Henvendelse til menighedsrådets kontaktperson, Peter Kryger Sander 20 16 30 89 og kollega, kirketjener Helle Willer 30 14 33 96

Ansøgning med relevante bilag og referencer bedes fremsendt senest den 14. juni 2020  til: Lillerød Menighedsråd, Sognegården, Kirkehaven 5, 3450 Allerød mærket: ”Kirketjener” – pr. mail til lilleroed.sogn@km.dk.

Ansættelsessamtaler vil finde sted onsdag den 24. juni 2020.

6. søndag efter påske

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Johannesevangeliet 17,20-26

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: »På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.« Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Romerbrevet 8,31b-39

Kr. Himmelfart d. 21.maj 2020

Mange hilsner fra Kirsten Drigsdahl til Lillerød sogn.

Kr. Himmelfart d. 21.maj 2020 

Lukas 24, 46 – 53  

Kære alle! 

Det skulle have været konfirmationsdag, men Corona ville det anderledes, så en markering af Kristi Himmelfarts dag bliver det på hjemmesiden.

Kristus vender hjem, hvor han kom fra – siddende ved Guds Faders højre hånd, som trosbekendelsen formulerer det.Han er hjemme, hvorfra han, nu uden geografisk bundethed, kan være nærværende alle steder over hele verden – også her hos os. 

Det begivenheden vil, er at kort sagt at forkynde os livsmod til at leve vores liv her med fødderne på jorden – i medgang og modgang med himlen lige over os. Fra det høje møder Guds nærvær og tilgivelse os, som en kraftkilde, så vi kan orke at leve i for hinanden, uden at vores eget jeg er i vejen.

Jesus kalder en sidste gang disciplene sammen, velsigner dem og sender dem ud til livets tjeneste. Og så forsvinder den korsfæstede og opstandne for deres øjne. Men her slutter historien ikke, den åbner sig ud mod verden.

 – disciplene vendte fuld af glæde ind til Jerusalem og ventede på Pinsens Ånd, som gik i kødet på dem og gav dem kræfterne til med brask og bram at gå ud med evangeliet til alverden. I næstens tjeneste.  

Med sig havde de Guds historie og hans løfte om, at Kristus engang skulle komme tilbage i skyen, hvor han forsvandt efter udført mission. Da ville Himmel og Jord blive ét! Indtil da skulle de kun opleve himlen glimtvis.

Kristi Himmelfart ligger 40 dage efter opstandelsen og 10 dage inden Pinse – og understreger, hvor mange dage Jesus kunne færdes med disciplene som den opstandne. Nok til at de alle havde genkendt og forstået og fordøjet hans bevægelse fra dødsriget. Han havde en opgave til dem og 

Den tog de på sig, så også vi har hørt den og fået den som vores mål og mening. Guds historie med os i Kristus.  Så vi har en pejling og orientering i en forvirret verden og et menneskesyn, hvor fokus ligger ikke på os selv, men på næsten. Vi er hovedpersoner i Guds liv, men bipersoner i vores eget liv. 

Mennesker har altid søgt og længtes efter lykke.  Der udgives mange interessante selvhjælpsbøger, som vil fortælle os, hvordan vi gør os lykkelige. Det var ikke Jesus sag at gøre os lykkelige. Han kom med glæde, trøst og salighed. Lykke er ikke et kristent begreb.  Her tales om glæde og salighed, om tilgivelse og trøst. Her finder vi selvforglemmelse, som gevinsten ved at tjene sin næste, altså at være der for de andre

 Mennesket er i centrum, men ikke for sig selv. Gud blev mennesket, Jesus, netop for at vende vores blik ud til livet med hinanden. Og det ved vi, at dér, hvor man yder hjælp eller gør noget godt – uden at skænke sig selv en tanke, der kommer følelsen af selvværd med som sidegevinst. Og som ro. Selvforglemmelse er nok det nærmeste evangelierne kommer på lykke.   En befrielse fra at skulle spekulere og kredse rundt i sine egne problemer.   Her forkyndes Guds kærlighed, at være den kræftkilde, som gør det muligt at have fokus på andet end sig selv, ja, at forstå sig selv som biperson i sit liv.   At Kærligheden er omsat til aktiv medleven og indlevelse i den andens situation, er også alfa og omega i vores sociale liv med hinanden. 

Jesus var naturligt og helt tilstede i tiden og med en engageret medfølelse og barmhjertighed med de mennesker, som var trængte af sygdom, sorg og elendighed. Ja, døden som den yderste og største fjende i livet – også den gik han ind under og blev kaldt ud fra, for at besejre den indefra og give håb til os!  Hans disciple fik aldrig besked på at dyrke deres indre lykke, men at gå ud og stille sig i andres tjeneste, ligesom han. Det er hans klare fordring til os! Så livet kan elskes trods synd og død – og vi røres af det, og ligesom han kan vi gøre noget ved det, mens vi er her. 

Den Jesus, som vi i dag skulle fejre med gudstjeneste, steg til himmels, men efterlod sig et aldrig svigtende engagement i og for næsten. Og Ånden til at holde det oppe. Og det kan da let erfares, at det, som du gør, der ikke lige er for din egen skyld, det vender tilbage som overskud. Bedre stess-bekæmpelse findes ikke end at møde et taknemmeligt smil. 

Disciplene fik blikket rettet mod verden og gik ud i den med hans velsignelse og Ånd. Uden Ånd klasker alt sammen, den er dynamik og bevægelse og livsættende. 

I den store kristendomsfortælling går der først en bevægelse fra himmel til jord med julefortællingen, så en bevægelse fra korset til gravhulens mørke, så opstandelsen i påsken. Og dernæst bevægelsen til himlen, som vi ser Kr. Himmelfartsdag.  Vi er altså midt i en bevægelse, hvor Kristi Himmelfart er en mellemstation på vej til Pinse, hvor Ånden fra himlen går i kødet og alt lukker sig op som mulighed og tilskyndelse til ikke bare at resignere, når der er modstand.  Det er evangeliets U-bevægelse. Det ender godt.

Kristi Himmelfart vil os noget, fordi fortsættelse følger!

Himlen forestillede de ældste kristne sig som Guds sted. Fjern, når man kigger opad, men nær og møder jord og hav, når vi kigger efter i horisonten.    

Himlen ikke bare er et uendeligt, uendeligt rum; det er også kærlighedens livscenter. Og en sand frihed fra at skulle være oven over alt. 

Guds store og ubegribelige, overbærende kærlighed til os ovenfra, den svarer vi ved at give os hen til livet med hinanden, ja, det er livet om at gøre! Amen! 

Gudstjeneste igen!

Kirken den er et gammelt hus – og ja: Grundtvig tænkte på, at menigheden er levende sten eller altså mennesker, som kan være kirke, hvor som helst 2 eller 3 er forsamlede i Jesu navn! Men det er i høj grad HUSET, SALMERNES poesi til orgelspil og det uformidlede NÆRVÆR under hvælvingerne, vi også har savnet i denne coronatid. Vi har gjort vores bedste for at opretholde fællesskabet om den kristne forkyndelse med kvalitet i de digitale løsninger, men kirkerummet er alligevel som et hjem, vi savner at være i igen: 

Husene dog med kirkenavn… 
er os som hjemmet så kære…
Fonten os minder om vor dåb, 
alteret om nadverens nåde. 

D. 24. maj er der igen gudstjeneste i Lillerød Kirke, hvor vi blandt andet vil synge disse dejlige linjer. Nadveren bliver stadig kun noget alteret må minde os om, for det bliver en ord- og salmegudstjeneste, hvor alt er sundhedsmæssigt forsvarligt mellem tjenester, der også kræver tilmelding.

Følgende regler kommer til at gælde søndag 24/5:
Max 27 personer i kirken.
Tilmelding via denne side kræves.
Kun hver anden bænk må benyttes.
Der kræves 2 meters afstand når vi synger.
Der bruges kopierede sangark i stedet for salmebøger.
Der holdes ikke nadver.

Første gudstjeneste holdes kl. 10, og alt efter antallet af tilmeldinger, åbnes muligvis for en ekstra gudstjeneste kl. 11.30.

Hvis du tilhører en risikogruppe eller endda selv skulle være smittet, så bliver det muligt senere at lytte til prædikenen fra kirken via disse websider.

5. søndag efter påske 2020

Med de bedste hilsner fra Kirsten Drigsdahl til Lillerød sogn: 5. søndag efter påske 2020. Hjemmesyng salmebogens nr. 321

Johns. 17, 1-11

Kære alle! 

Det spændende og enestående ved det kristne gudsbillede er 3 i én – det giver en dynamisk udveksling, da Gud i og for sig kan tale med sig selv i en Faderen- Sønnen – Helligånden samtale. Endnu er det ikke pinse, så Helligånden har ikke manifesteret sig åbenlyst, men vi får i dag en samtale mellem Jesus og Gud. Far -og Søn kommunikation, et jeg-du forhold. 

Egentlig måske mere en monolog, men så intim og direkte, så den bliver et billede på dynamikken i samtalen. Den ypperstepræstelige bøn kalder man dette kapitel hos Johannes. Ypperstepræstelig, fordi Gud taler til Gud og beder for verden, for os. 

Der er en klar linje i Johannes specielle sprogbrug med kodeord i evigt liv og herliggjort. 

Og dette er det evige liv, at de kender dig, en eneste sande Gud og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”  Det evige liv er her ikke et anden eller overliggende liv, men udtrykt i en tillidsforhold mellem mennesker og Jesus og Jesus og Gud.  

Det er selvfølgelig den akse, hvorom evangelierne drejer. Tro er tillid.  Guds tillid ved at sende sig i sin Søn og den tillid, som Jesus levede ved at bruge al sin opmærksomhed, al sin tid og energi på at videregive denne tillid iblandt mennesker, så man/vi i ham genkendte Gud og lærte, hvad der er at stole på.  Her, langt henne i Johannesevangeliet fortælling, er en opsummering, et slags CV som Jesus præsenterer til Gud. Det har jeg talt og gjort og du er herliggjort. Tag mig tilbage, så vi igen er samlet, som dengang før verdens skabelse. 

Men først må du holde dit løfte om, at de stadig er dine, også efter og når jeg ikke længere er i verden. Hold dem fast, så i mit navn, så de kan være ét fællesskab i os.  Det er det evige liv!  

Vi har mange andre måder at tale om det evige liv på, og det skal vi jo det bedste vi kan, men her er substansen. Det er abstrakt, eller i ord, men Johannes har ville det sådan i en fortættet samtale. 

Tid og evighed ER 2 verdener. Den arabiske legende om fuglen Rok forholder sig til tidsforskellen. Fuglen Rok sliber én gang hver tusinde år sit næb på bjerget højt mod nord – én gang hvert tusinde år – og når bjerget er slidt ned og jævnet, så vil der være gået ét sekund af evigheden.

Også Johannes Åbenbaring, hvor der leges med tiden. En dag kaldes for tusinde år, og tusinde år for én dag – i Guds perspektiv.  Det er godt at huske, når tiden bliver en hindring.  Ligesom nu, hvor vi har gennemlevet en sær og ukendt tid med nedlukning og adskillelse. Det varer ikke evigt, selv om det godt kan føles sådan, når vi ikke bare frit kan mødes. Der har vi kunnet al vores tid, men nu oplevede vi så, hvordan det usædvanlige blev selvfølgeligt og det selvfølgelige usædvanligt. Vi ville ikke have valgt det, hvis ikke nødvendigheden kaldte! Men vi fik meget mere tid, og det har mærkedes hver dag både på godt og ondt. Nu begynder samfundslivet igen at åbne, forsigtigt og ængsteligt, men det åbner, og vi håber snart at kunne samles i kirken igen. Og at kunne gøre det uden corona-virus som flue på væggen. Det varer tid, inden vi igen har tillid til at åbne dørene og mødes ansigt til ansigt, men det varer ikke en evighed. 

Tilbage til evigheden og det evige liv, så beskrives det som Kærlighedens fællesskab

Ind i det fællesskab døbes vi med korstegning, vand og ord og Ånd. Knyttet til Guds fællesskab med os både i dette liv og på den anden side døden. Guds fællesskab overskrider alle grænser: landegrænser, kirkegrænser, fjendskaber, venskaber. Guds fællesskab er ét – selv om vi splitter os op. 

 Jesus insisterer på – i denne intense jeg-du på, at hans herlighed må kunne ses af os og få betydning i vores liv. Teksten trækker os ud af vores egen herlighed, den, som vi kan lide at vise for hinanden og smykke os med, gemme os i. Det er det gode budskab, at vi kan trækkes ud af os selv, ud af vores eget og flytte fokus hen på hans kærlighed. Det forunderlige er denne kærlighed, som kendes ved os og bærer os i liv og død. Det er en kærlighed med en helt grundlæggende tillid, som viser os hen til hinanden – en kærlighed, som prisgiver sig selv for at holde os i live. At det er hans herlighed!

Guds herlighed er det samme som hans kærlighed.  

Vi er villet af Gud og elsket af Gud, og han vil genoprette alt det, vi forspilder og splitter: Hinanden imellem, landene imellem, Gud og os imellem. 

Bønnen for os er en bøn om, at vi ikke må miste troen på det gode liv, men at vi – i det, der står til os, – er livet tro, og også i trange tider holder håbet højt for hinanden. Det er troens og tillidens gode mulighed. 

”Mit land, siger Herren, er Himmel og Jord, hvor kærlighed bor.”  

Amen!

Stil op til dit lokale menighedsråd

Få indflydelse på din kirkes liv i fremtiden.

Kom og hør mere om, hvordan du kan være med til at gøre en forskel og aktivt medvirke til mere fællesskab i lokalsamfundet. Menighedsrådet er din lokale kirkes ledelse. Vi arbejder for at sikre de bedste rammer for en levende og relevant folkekirke i dit sogn. Ud over aktiviteterne og det at være en repræsentant for menigheden er der andre spændende opgaver, hvor du kan være med til at bestemme, hvad der skal ske fremadrettet i dit lokale sogn.

Kom til menighedsmøde / offentligt orienteringsmøde og hør mere om mulighederne i dit lokale menighedsråd for Lillerød Kirke:

18. august kl. 19.00 i Lillerød Sognegård, Kirkehaven 5, 3450 Allerød

God bededagsferie


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Matt 7,7-14


Læs mere om historien bag store bededag på folkekirken.dk.

Lillerød Kirke ønsker alle en god bededagsferie.

3. søndag efter påske, den 3. maj 2020

ved Elsebeth Hougaard Jensen

Dele af søndagens tekst optaget i kirken med Elsebeth, kirkesanger og organist.

Johannesevangeliet, kapitel 14 vers 1-11

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort for at gøre en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen”. Thomas sagde til ham: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”? Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham”.

Jesus sagde: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort for at gøre en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen”. Thomas sagde til ham: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”? Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham”.


”Jeg er vejen og sandheden og livet”. Evangelieordene har hjemme i tiden, i evigheden og i kirkerummet den 3. maj år 2020. De trækker i polerne på livets sammensatte kompas på mere end én måde. Trækker i de poler, hvor imellem verden og også tilværelsen spændes ud og påvirkes af et sammensat og besynderligt magnetfelt, som vi ikke rigtigt forstår. Opfindelsen af det menneskelige kompas og senere af GPS systemet har lært os om nord, syd, øst og vest. Vi kan kortlægge vejen fra vores hjem og ruten gennem verden i mindste detalje. Videnskaben har også givet os uret, så vi kan måle vores livstid fra fødsel til død i dage, timer, minutter og sekunder. Men dagens evangelium viser os et helt anderledes levende navigationsudstyr.  Et modsat polsystem, som går fra himmel til jord, fra Gud til mennesker. En lodret eller vertikal linje eller en vej, som skærer sig igennem vores lille vej og vores lille tid med glimtvise nedslag fra evigheden af tro, håb og kærlighed – uden frygt og ophør. 

”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham”

Midt i dette polariserede magnetfelt drager vi så ud på livets vandring med troens, håbets og kærlighedens dyrebare kompas i lommen. Kirken hjælper os til at holde retningen – lærer os at gå efter lyset. Og det er og bliver en urgammel forestilling, at et menneskes liv udgør en bevægelse mod en bestemmelse, en rejse mod et mål, en hjemvenden til sig selv og sin oprindelse. Det gælder da om at finde den rette vej, så man ikke taber målet af syne og heller ikke lade sig distrahere så meget af fristelserne undervejs, at man mister koncentrationen.

Johannes-teksten handler om denne vej. Den handler om sandheden, og den handler om livet – om de mange boliger – kort sagt det hele. Vi befinder os med hensyn til kirkeåret midt mellem påske og pinse, og dermed stilles vi i et ”udenfor”, som samtidig er et ”indenfor”. Uden for tid og rum, uden for verden, men inden for kirken, treenigheden og gudstjenesten: Der og netop der vil teksterne høres, for at vi skal tro, at Jesus er Kristus.

Ifølge evangeliets tidslinje er vi der, hvor tiden moden til, at disciplene må komme til den dybe forståelse af, at Jesus er Kristus – Guds søn. Ansigt til ansigt med sin forestående død sammenfatter Jesus, hvad meningen med hans livsvej har været. Her oplever vi en stjernestund mellem Jesus og disciplene.  Men samtidig er det en regnskabets time, hvor et liv skal gøres op. Disciplene og vi andre erfarer, at der er ikke tale om en definitiv adskillelse og afsked; men fremover vil forbindelsen mellem Jesus og disciplene være på nye og anderledes vilkår.

Ordene i vers 6:  ”Jeg er vejen, og sandheden og livet” er omdrejningspunktet. I denne fyndige og ikoniske sætning fortættes alt det, disciplene har hørt indtil nu og alt, hvad de skal leve på fremover. Den klare og ubrydelige forbindelse mellem Jesus og Faderen mejsles i ordene ”jeg er”. Jeg er: livets brød, verdens lys, den gode hyrde, opstandelsen og livet og det sande vin træ. Alle jeg er-ordene udtrykker noget autentisk, trygt og oprindeligt. Her i afskedens stund kommer jeg-er-budskabet til at fungere som et kompas for disciplene midt i smertens og rådvildhedens blå time.

Og det er netop rådvildheden og usikkerheden, som skinner igennem dages tekst. Som Thomas udtrykker det: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”. Thomas rammer også vores moderne rådvildhed. Uden kort, GPS og kompas over ruten farer vi let vild undervejs og kan miste orienteringen. For vi er usikre på retningen og vigepligten på livets mange veje og vildveje. Ikke mindst lige her og nu midt i Corona tiden.

Livet har sine poler og sit grundvilkår. Og der bliver trukket i det hele. Den moderne livsvej i år 2020 er ganske anderledes end på Jesu tid. De kulisser, som normalt er hektiske og stressende, er er skiftet ud og sat på pause. På godt og ondt befinder vi os netop nu midt i en utryg og ejendommelig afstandsverden beskyttet af den skærm, vi gemmer os bag. Sammen hver for sig. Og herfra er vi så er overladt til vores egen evne til at håndtere og synkronisere viden, ekspertudtalelser og en endeløs og opslidende nyhedsstrøm. Det trækker ubehageligt i polerne. Og det trækker iskoldt fra døren til fremtiden. Frygten for økonomisk ruin og frygten og bekymringen for at blive syg og i værste fald miste livet eller et dyrebart medmenneske lurer på alle sider af skærmene. 

Vores tilkæmpede frihed til at bevæge os frit og frejdigt rundt i verden er lige nu sat på pause. Den mobilitet og eventyrlyst, vi plejer at krydre med mere eller mindre eksotiske rejser på kryds og tværs af verden, er erstattet af ufrivillig karantæne i vores eget hjem i vores eget land. Den moderne nomadekultur er sat på stand by.

Det har ellers været en vane for mennesker af tiden konstant at være undervejs til et eller andet både fysisk og åndeligt. Vores kalender plejer at være propfyldt med aftaler og rejseplaner. Mobilitet hører normalt til vores kultur og vores flimrende internet verden. For vi er, som man siger, under livslang omstilling og uddannelse og dannelse. Vi dyrker glad og gerne åndelig mobilitet og danner ikke vores identitet og holdninger een gang for alle i livet. Vi går ind af åbne døre, for at prøve, om der er noget at finde. Den mulighed har vi i rigt mål netop nu i det underlige karantæne forår, hvor vi er tvunget til at være flere timer i vores eget selskab. Hvem er vi, hvad vil vi, hvad tror vi på, hvilke håb og drømme har vi, og hvad betyder mest for os. De samme spørgsmål står også i kø, når det gælder kirke, tro og religion. Hvad kan vi undvære, og hvad er livsnødvendigt for os?  

Det underlige er, at der netop nu, hvor hverdagsbekymringen hersker, alligevel er blevet plads og rum til at registrere de mange små og store nedslag af befriende håb. For de er der og glimter selv nu. De viser et medmenneskeligt overskud og strømmer os gavmildt i møde. Den lille pose med nybagte kager eller blomsten foran hoveddøren. Fællessangen på tværs af land og by. De kreative møder på Skype over et glas vin. Den ekstra hånd til indkøb eller det smilende overskud til at løse praktiske problemer. Den naive tegning med humørikonet fra barnebarnet. En uventet opringning og glad stemme i telefonen. En forårsgåtur med afstand. Og sådan kunne vi blive ved. I det hele taget får mange små, nære ting et helt nyt liv i vores afstandsfællesskab med hinanden.

De små spirer af håb i en usædvanlig svær tid minder os om vores længsel efter enkelhed, nærhed og fællesskab. En længsel hjem eller tilbage. Og i denne længsel ligger der på én og samme tid et håb og en afstand. Håbet ligger i, at der er må være et ”back home”, at gå efter – og et eller andet sted, når den rette vej er fundet, så må der vinke et lys forude – Og forhåbentlig er der en favn, der tager imod. Afstanden, derimod, ligger i, at rødderne til hjemstavnen kan være usunde eller kappet over. 

Vi indser, at tidens flagrende mobilitet, omstillingsevne og nomadetilværelse i sig selv er ikke nok for os mennesker. Vi har et inderligt behov for at høre til et sted – en favn – et hjem – en helle. Også når det gælder kirke og tro. Og så er vi der, hvor kirken er og skal være rasteplads for vandrere undervejs. Et fristed, hvor ”pendleren” kan gøre holdt for at samle kræfter og livsmod. Også et hus, hvor man går ind for at få døbt sit barn. Kirken som rasteplads er rekreativ genskabelse og fornyelse af livsmodet. Og ikke mindst er det vigtigt, at kirken er åben – at den er åben som kirke – ikke mindst nu. Den er på en og samme tid oplyst vejviser og meningsbærer. For i det gamle hus skal vi kunne samle og rumme det hele i tro, håb og kærlighed til ham, som er og bliver vejen, sandheden og livet. Amen.

Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd.
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Guds tid er den allerbedste tid

– Toner og teologi om død og evighed

af sognepræst Carsten Mulnæs

Instruktion:
Lyt til teksten – eller læs den selv.
Scroll derefter ned i bunden og lyt til musikken.

Teksten oplæst af sognepræst Carsten Mulnæs. Lyt – eller læs selv nedenfor.

Her på Lillerød Kirkes hjemmeside har jeg fra You-tube lagt en særlig optagelse af Bachs kantate: ”Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit”, også kendt som Actus tragicus. Den musikalske entusiast må ikke snyde sig selv for den lille video bagefter med de fremragende musikeres samtale om mesterværket. Men her er lejligheden til, at jeg selv giver et kort rids af teologien i Bachs kantate. Denne optagelse på kun 20 minutter gør det fornemt ud for en hel gudstjeneste.

Tekstforlægget stammer fra Christlichen Bet-Schule af en vis Johann Olearius fra 1668 og er i sig selv en meningsfuld mosaik af bibelsteder, jeg her har oversat til dansk. Det unge geni Johan Sebastian Bach var kun 22 år, da han skabte denne perle, som med enkle virkemidler giver os en helt fantastisk prædiken. I værkets centrum står en generalpause som et atom af evigheden. Dén markerer kantatens vendepunkt fra dødsangst til den stillede længsel efter at være sammen med Kristus. 

Guds tid er den allerbedste tid. 
I ham lever vi, bevæges og er, så længe han vil (Lukas i apostlenes gerninger 17,28).
I ham dør vi til rette tid, når han vil. 

Den senere tilkomne titel, Actus tragicus, må henvise til den bitterhed, hvormed udvalgte bibelcitater skildrer dødens ubønhørlighed. Det sker blandt andet i indledningens tenor- og basarier, der formaner mennesket til nøgternt og med alvor at besinde sig på, at der er en frist for det levede liv og en opgave ved afslutningen: 

Ak, Herre, lær os at betænke, at vi skal dø, så vi får visdom (Sl. 90,12)
Beskik dit hus, for du skal dø og ikke forblive i live (Es. 38,1)

Imidlertid indfanger de poetiske indledningsord: Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit langt bedre end titlen Actus tragicus den fortrøstning, der går som en rød tråd fra begyndelse til slutning i det komprimerede værk. Neden under det modstridende følelsesmæssige udtryk og de eksistentielle erfaringer, som kantaten mesterligt inddrager os i, ligger en urokkelig tillid til at være i Guds hånd. 

Det sker blandt andet ved en instrumental koralmelodi i fløjter over salmen ”Ich hab mein Sach Gott heimgestellt/Jeg har overladt min sag til Gud”. Den spilles samtidigt med, at koret gribende afvikler en musikalsk kappestrid, hvor en fuga om dødens ubønhørlige lov prøver at overdøve sopranarien, der på sin side formulerer en enkel bøn om, at Jesus vil komme til den troende:

Der er en gammel lov, som siger: Menneske du skal dø (Sir. 14,17). Den eksistentielle kompleksitet, når dødens bitterhed tager livtag med det troende menneskes længsel efter Gud, er særligt mærkbar i den sats, der som et tyngdepunkt bygger op til klimaks i den centrale stilhed.

En fuga er et stykke, hvor temaet sættes an igen og igen. Ubønhørligt, derfor, gentages den gamle lov, om at mennesket skal dø, så den nærmest bankes ind i tilhøreren, og dødens vilkår skærer sig med dissonanser på ordet ”sterben” ind i tætte forløb, der skurer op ad hinanden, når de kæmper for at afbryde sopranens inderlige bøn:

Ja, kom Herre Jesus! (Åb. 22,20). Overgivelsen til Gud i Kristus får imidlertid det sidste ord. Den sendes opad og ender i en æterisk svævende koloratur, der klinger ud – her lige midt i værket – i en usædvanligt lang, fuldt noteret generalpause, der kommer til at stå som et komponeret atom af evigheden. I den filmede koncert her på hjemmesiden, er der i optagelsen arbejdet billedligt med at inddrage, hvad vi lidt dristigt kunne kalde Guds perspektiv. I dette afgørende øjeblik ligger vendepunktet. Evigheden.

Hele værket er bygget symmetrisk op omkring denne stilhed, så det falder i to dele, der kan opfattes som sorgens spørgsmål og trøstens svar og består af en gammeltestamentlig del og en nytestamentlig. Det græske bogstav x (ki) – der skrives som et X – kan grafisk ligne en spejling over en midterakse og har givet navn til udtrykket en ki-astisk struktur i forståelsen af tekster. Dette korslignende greb har Bach anvendt med vilje.

Før ”evighedsatomet” i generalpausen står således på den gammeltestamentlige side den gamle pagts lov for mennesket, at det skal. Men nu efter vendepunktet modsvares det af gengivelsen af Jesu frivillige overgivelse til sin far, da han på korset bad med citat fra salme 31: I dine hænder befaler jeg min ånd; du har forløst mig, Herre, du trofaste Gud (Luk. 23,46/Sl. 31,6)

Endnu før beskrivelsen af denne gamle lov, blev den konkrete alvor i vores dødelighed som omtalt til at føle på, fordi den, der ikke må forblive i live, må beskikke sit hus. Han må jo forlade det. Til gengæld fortsætter tiltroen efter vendepunktet derfor nu med et nyt citat fra korsfæstelsesscenen i Lukasevangeliet: Det er Jesu ord til den bodfærdige røver, at han fra i dag skal høre til et andet sted, fordi han skal være med ham i Paradis (Luk. 23,43).

Og tenorens alvorlige besindelse fra indledningen: Ak, Herre, lær os at betænke, at vi skal dø, så vi får visdom– modsvares nu ved kantatens hvilepunkt af Simeons lovsang. Denne tekst er også hentes fra Lukasevangeliet (Luk. 2,29-30) og er i eftertiden blevet et fast liturgisk led i kirken under navnet Nunc Dimittis. Den synges i kantaten i Luthers gendigtning og lyder oversat sådan her: 

Med fred og glæde går jeg did
Efter Guds vilje.
Frimodigt er mit hjerte og sind
Blødt og stille.
Som Gud har lovet mig
Er døden blevet mig en søvn.

Den kiastiske struktur bliver fuldkommen, når kantaten munder ud i en lovprisning af den evige treenighed, mens indledningssatsens digt, var bygget op som en udfoldelse af tanken om tid. Den tid, Gud giver os, er den bedste tid. Den er så at sige tid, med ophav i evigheden. 

Det er en trøst, at Gud har givet sig tid til os. Den nye pagt er Jesu egen udleverethed til Faderen. Evigheden tog sin egen tid i Jesu død og opstandelse. Jesu kors er symbolet på det som et evighedsatom. Tidens fylde skænkes af den korsfæstede med fred og glæde, når døden bliver til en søvn, fordi vi er hos Gud i både liv og død. Evigheden findes i Guds blik på mennesket, der lever og dør i Guds tid. Evighed er altså tidens dybde. Sådan var, er og bliver Guds tid den bedste!

Lovprisning, ære og herlighed
Være dig Gud, Fader og Søn
Samt med den Helligånd.
Din guddomskraft
Gøre os sejrrige
Ved Jesus Kristus. Amen.


Bach: ”Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit” (Actus tragicus)
Musikernes samtale om værket