Mariæ bebudelse

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 3. april 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.«
Lukasevangeliet 1,46-55

Prædiken af Carsten Mulnæs

Det er en højtidsdag i dag. Siden skabelsen har den 7. dag været ugens højdepunkt. Selvom sabbatsroen for jøderne er om lørdagen, så er hviledagen frugten af både vores og Vorherres slid – hvad enten man går i kirke eller ej. Hos os er hviledagen søndag, fordi hver eneste søndag er en fejring af Kristi opstandelse til herlig fremtid efter påskelørdags dødstille sorg. 

Og det er højtidsdag, når vi fejrer dåb, som også hver gang tilegner betydningen af Kristi opstandelse for et lille nyt menneske, der ved vand og ånd får skæbnefællesskab med den korsfæstede Herre. Som Paulus skrev, er det evangelium, der forkyndes ved døbefonten, en dårskab for hedninger, men en Guds kraft til trøst og livsmod for den, som tror. 

Der er ca. 9 måneder til jul. Derfor er det også højtidsdag, fordi det er Marias bebudelsesdag. Da evangeliet er Marias lovsang, hører vi ikke fortællingen, der går forud – dén fik I sidste år, og den ligger og venter til næste år – men det er jo den smukke historie om englens besøg i Nazareth, hvor en fattig jødepige får at vide, at hun skal føde Guds søn. 

Marias lovsang er siden blevet teksten til et væld af stor klassisk musik under navnet Magnificat:

Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser.

Enhver mor eller far, som sidder med sit nyfødte, velskabte barn i armene, vil kunne bryde ud i denne dybe taknemmelighed. En krise er overvundet, og det er en lovsang værd. Vi bebor en underfuld verden, som forårets vækster minder os om. Men intet sted erfares livsmiraklet så stærkt, som når et lille menneske er kommet til verden.

Måske kender vi også alvoren af, at det ikke er en selvfølge, at vi får lov at få hinanden. Derfor har glæden ved en barnedåb også så mange overtoner: vi glæder os både over livet, over Kristi godhed mod os, at vi må kalde os hans brødre og søstre, og over troen på syndernes forladelse og håbet om det evige liv. 

Men – Marias lovsang er alligevel anderledes. Legenden har jo den lille detalje, at hun var jomfru, og derfor ikke rigtigt kunne forstå, at hun kunne blive gravid. Og det hører jo med til Marias historie, som vi skal høre om det om få dage, at hun blev alle smerters moder, fordi hendes søn, som den eneste i verden, skulle dø som en gudsforladt på et kors, mens hun stod og så på. 

Marias lovsang handler derfor ikke i sig selv om, at hun er blevet gravid – i datidens samfund var det alt andet end lykkelige omstændigheder for en ung ugift pige at skulle være mor! Nej, hendes lovsang gælder Guds frelse. Og glæden over den frelse handler om mere end vores tak for, at en fødsel går godt, og vi får lov at blive forældre. 

Evangeliet, som hun synger ud, er, at Gud holder sine løfter, og det er løfter, der bar hende og hendes folk i generationer. Løfter om Guds barmhjertighed og om hans trofasthed. 

Han har taget sig af sin tjener Israel 
og husker på sin barmhjertighed
som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid. 

Med andre ord, Maria glæder sig over Guds søn, mere end over sin egen søn, selvom det er den samme, der er blevet undfanget i hendes moderliv. I oldkirken fandt man på det udtryk – til i øvrigt stor forargelse for de mest akademiske tænkende i kirken – at kalde Maria for ”Guds moder”. Selv holder jeg af udtrykket, fordi det fortæller om Guds menneskelighed. 

Ikke om Marias guddommelighed! Faktisk forstår jeg slet ikke den dyrkelse af Marias ophøjethed, som især den katolske kirke praktiserer, og som går igen i ét af vores slidte kalkmalerier i koret. Det skyldes nok især historiens misforståelse af kristendom i en patriarkalsk retning – som jo i øvrigt uafhængigt af kirken har gennemsyret hele verden indtil for nylig – at der blev følt et behov for denne ”himmeldronning”. 

Ak, det skyldes vist, at man ikke har læst rigtigt om, hvor menneskelig Kristus var! Se blot alle de gamle billedlige skildringer af Guds Søn som en frygtelig dommer! Blot for at nævne ét: Michelangelos dommedag. Men den mand, som var Maris søn, var jo ikke en frygtindgydende dommer, men Guds barmhjertighed i kød og blod. Gud behøver ingen kvindelighed for at være god. For den treenige Gud er hverken mand eller kvinde – eller transkønnet – men al kærligheds kilde. 

Hvorom alting er: Vi tilbeder ikke Maria som Guds moder. Vi tilbeder med Maria Guds barmhjertighed. Da englen besøgte hende i Nazareth, svarede hun netop, som sandt var: 

Se, jeg er Herrens tjenerinde! 

Ja, hun tilføjede: en ringe tjenerinde Det er ydmygheden, der klæder Maria, ikke kirkens ophøjelse af hende. Ja, faktisk gælder det jo – som også Paulus og Grundtvig har sat ord på det i dag – at selvophøjelse intet har med bibelsk kristendom at gøre. 

Alligevel. Siden jeg opdagede, at jeg skulle prædike over Marias lovsang i dag, har jeg gået med et stille håb om, at Putin ville falde død om, eller at russernes hær gik i opløsning, inden jeg fik ordet. Hvad skal jeg ellers sige til disse ord om Gud:

Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe; 
sultende har han mættet med gode gaver
og rige har han sendt tomhændet bort. – ?

Er det den Gud, vi ser? Vores lovsange – såvel Marias som dem i Lillerød i dag – kan kun være lovsange kapslet ind i kæmpestore spørgsmålstegn!! Maria hørte evangeliet om, at hun fik lov at være tjenerinde i Guds store frelseshistorie, som et budskab om, at Gud har gjort og vil gøre ”store ting imod hende”. 

Landet Israel var på Marias tid besat af en fremmed krigsmagt. Der er ikke noget at sige til, at hendes håb formuleres som en fortrøstning til, at voldsmagten vil blive sendt på porten, når hendes søn vokser op og skal indtage den trone, englen har lovet:

Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone … og der skal ikke være ende på hans rige.

Men Jesus var større end Maria – ved at ville noget andet end Maria. Han måtte vokse op, så han selv kunne fortælle det. Men den søn, hun skulle bringe til verden, gik en anden vej – forsoningens vej – end den, der kan formuleres politisk. Han sagde for eksempel noget med at give kejseren, hvad der er hans, og Gud, hvad der tilkommer ham. 

Med andre ord. Hans rige var ikke af denne verden. Derfor skal kirker ikke udråbe kejsere, zarer eller præsidenter til at være Guds kasteskovl mod de onde. Men kirker skal heller ikke følge populære aggressive folkestemninger, selvom det for den enkelte kan synes rigtigt at følge trop med demonstrationer for identitetspolitik, Black-Lives-Matter eller våbenkøb. 

Kristne kan gøre det, men kirken skal ikke gøre det. Kirken må holde sig til at forkynde det, som den er skabt ud af. Det evangelium, nemlig, som Paulus prædikede bedst af alle:

Jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for os, der er kaldet – jøder såvel som grækere – prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

Med andre ord. Vi kan være både nidkært religiøse som jøderne eller filosofisk skeptiske som grækerne. Men i troen er vi mere end dét. 

Og det, som det kommer an på, når vi møder evangeliet ved døbefont og nadverbord, er ikke det, vi også er som borgere i et samfund, hvor du mener ét og jeg noget andet. Men vi døber med korstegnelse og fejrer vores højtid med brød og vin som Kristi legeme og blod, fordi vi tilbeder kærlighedens under. 

Dét mirakel, der spirede i Marias mave, men først blev herliggjort som centrum i hele kosmos, da forsoningens Herre, hængte på et kors og råbte ud i sin gudsforladthed, at kærlighedens offer var fuldbragt, råbte om tilgivelse af bødler, om tørst, og overgav sin ånd til den barmhjertige Gud. Men inden da gav han sin mor en ny støtte. Så menneskelig var han. At hans blik for hende, da hun stod ved foden af hans kors, var fast og til sin yndlingsdiscipel sagde han: tag dig af hende fra denne dag, som en søn vil passe på sin mor – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 4 – 441 – 609/69 – 42

Midfaste

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, søndag 27. marts 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.” De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. [Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«]
Johannesevangeliet 6,24-35[36-37]

Prædiken v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

3. søndag i fasten

Gudstjeneste v. sognepræst Lars Emil Bolt, 3. Søndag i fasten, 20. marts 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«
Johannesevangeliet 8,42-51

Prædiken v. sognepræst Lars Emil Bolt

Drop-in dåb

Blev dit barn ikke døbt, da det var lille?
Blev du ikke døbt som barn men kunne godt tænke dig det som voksen?

Fredag d. 1. april kl. 15 – 18 i Engholmkirken,
Engholm Kirkevej 1, 3450 Allerød

Ved Drop-in dåben kan du komme lige ind fra gaden og blive døbt uden tilmelding. Du kan komme alene og blive døbt, eller du kan tage familie og venner med. Det eneste, du skal huske er dit pas eller kørekort (billedlegitimation). Drop-in dåben er et fælles arrangement for alle kirkerne i Allerød, så der vil være en præst fra din egen lokale kirke til stede.

Kom og vær minikonfirmand!

Det er med stor glæde, at Lillerød Kirke byder velkommen til minikonfirmandundervisning, som er et gratis tilbud til børn på 3. – 4. klassetrin.

Forløbet er fra d. 29. marts 2022 – 31. maj 2022, hvor undervisningen foregår efter skole i tidsrummet kl. 14.30 – 16 i Lillerød Kirkes lokaler. Igennem leg, bevægelse, sang, teater, kreativitet og fortællinger fra Biblen, skal vi gå på opdagelse i kirken og opleve kirken og kristendommen, salmerne, musikken og en præst.

Vi afslutter forløbet med et teaterstykke / kirkespil for jer og jeres familie.

Der vil være sørget for let forplejning hver gang.

Evt. spørgsmål kontakt Pia Steen Mackrill på tlf. 4159 8321 eller til minikonfirmand@lilleroedkirke.dk

Børnene vil blive hentet i Fritids- og ungdomsklubben (“Skakten”) på Lillevang Skole, Skovvang kl. 14, hvor vi samlet vil gå hen til Lillerød Kirke. Børnene bliver ikke fulgt tilbage til skolen men skal hentes ved Lillerød Kirke kl. 16, når undervisningen slutter.

Meld dig til nedenfor:

Konfirmationstilmelding 2023

Konfirmation er en festdag for både kirke og familie. Inden da skal konfirmander gå til konfirmationsforberedelse, som er undervisning, diskussion og kreativ aktivitet om tro og livsspørgsmål. Det foregår i Lillerød Sognegård.
Vi glæder os til at se jer til begge dele!

Elever fra Lillevang Skole og Allerød Privatskole modtager undervisning og konfirmeres i Lillerød Kirke. Går du på en anden skole, kan du blive konfirmeret i Lillerød Kirke, hvis du hører til os.

Tidsplan:
1/3 2022: Konfirmationstilmelding åbner
13/3 2022: Konfirmationstilmelding lukker
1/4 2022: Tilbagemelding om endelig tildelt konfirmationsdato

Datoerne for konfirmation i 2023 er: 
5/5 2023: Konfirmation af elever fra Lillevang skole ved Lars Emil Bolt

6/5 2023: Konfirmation af elever fra Lillevang skole ved Elsebeth Hougaard Jensen

7/5 2023: Konfirmation af elever fra Lillevang skole ved Carsten Mulnæs

18/5 2023: Konfirmation af elever fra Allerød Privatskole, 8.a ved Lars Emil Bolt

20/5 2023: Konfirmation af elever fra Allerød Privatskole, 8.b ved Carsten Mulnæs

Spørgsmål inden udfyldelse kan rettes til den relevante sognepræst på telefon:

Carsten Mulnæs, tlf: 4230 4320
Elsebeth Hougaard Jensen, tlf: 2943 6390
Lars Emil Bolt, tlf: 3012 0075

Klik for tilmelding til konfirmation i Lillerød Kirke 2023

Fastelavns søndag

Gudstjeneste v. sognepræst Lars Emil Bolt , søndag 27. februar 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.
Lukasevangeliet 18,31-43

Prædiken v. sognepræst Lars Emil Bolt

Søndag Seksagesima

Gudstjeneste v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen, søndag 20. februar 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«
Markusevangeliet 4,26-32

Prædiken v. sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Søndag Septuagesima

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 13. februar 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«
Matthæusevangeliet 25,14-30

Jeg husker som barn, da min søster begyndte at spille guitar, og hun købte en stemmegaffel. Det er en genial lille ting af stål, som enhver korleder har i lommen. Den ligner en gaffel med kun 2 tænder, og hvis man slår på den ene, svinger den anden med og giver helt rent kammertonen ”A”. Når man holder den op til øret, kan man lige så fint høre klangen og stemme en guitar efter den eller give toner til et kor. De to metalpinde, som står og dirrer mod hinanden, bliver hinandens resonans. 

Men forbløffet blev jeg, da hun satte den modsatte ende af stemmegaflen mod en bordplade og klangen blev 100 gange kraftigere og lød som en tone der fyldte hele rummet. For når en stemmegaffel stilles på dén måde, svinger bordet med, og forstærker lyden fra stemmegaflen. 

Det er ren fysik – men ret fascinerende. Vi er ikke nødvendigvis vant til at tænke om fysiske ”ting”, at de i sig selv er i bevægelse, men nede på det mest elementære niveau er alt i tilværelsen dynamisk. 

Da man i middelalderen opfattede musik som en af de centrale videnskaber og forestillede sig himmelrummets sfæriske musik, havde de en klar intuition for den sandhed, vi altid behøver at få gentaget: at livet er levende. Musik, toner og klang kan være en måde at erkende verden på og er ikke bare larm i baggrunden. 

Det behøver ikke være komponerede kunstprodukter: fuglen, vinden i træerne og sproget har også en tone, hvad vi jo godt ved. Men vi kan bruge indsigten til at beskrive vores forhold til verden. Der er en grund til, at vi bruger musikalske metaforer, når vi vil beskrive ”tonen” i det sociale fællesskab eller ønsker at leve i ”harmoni” med naturen.

Det handler om, at vi som mennesker grundlæggende er anlagt på at stå i et forhold til omgivelserne, som giver ”genklang” eller sagt på latin: har resonans. Du er som en stemmegaffel, der svinger med din egen tone, men ligesom den, kan du også med det rette fodfæste opleve en større resonans, der genlyder ud i verden. 

Resonans minder os om høresansen, men også de andre 4 sanser bruges alle til at formidle denne vekselvirkning mellem dig og verden. Vi står i et forhold til tingene, til menneskene og os selv, men også til Gud. Det er enkelt for mig at bruge ordet Gud, når jeg vil tale om tilværelsens mening eller ”de dybeste lag i mit hjerte”. Men ordet er jo bare en lyd. At Gud hedder ”Dieu” på fransk viser, at sprogets toner kan være mangfoldige, og andre må kalde ham noget andet, hvis de vil. Filosoffen Løgstrup sagde nogle gange ”Universet” i stedet for Gud. 

Det vigtigste for os er, at denne dybdedimension ikke kan banaliseres til en mand på en sky eller reduceres til en vred dommer eller en dyneløftende tante. Det er dér, hvor ateisterne tit bliver så underholdende; de tror, at de ved, hvad vi tror. Men tilværelsens store symfoni, som vi alle er en del af, beskrev Paulus mere præcist og meget smukt på Areopagos i Athen i apostlenes gerninger ved at gøre brug af den stoiske filosofi:

Gud… er ikke langt borte fra en eneste af os. 
For i ham lever vi, ånder vi og er vi.

Det er et fantastisk bibelcitat, der får det til at lyde som om, vi kan være en stemmegaffel i Guds hånd – eller måske endda en violin eller et keyboard. Det er både meget stort og ganske ydmygt at se på sig selv som et instrument, der ved mesterens brug giver genlyd og er resonans i verden for hans skaberkraft.

Men det kan også være anderledes. Vi oplever det ind i mellem – nogle måske ofte –, at det hele synes goldt, stumt og dødt. At tingene derude, menneskene omkring dig og dit eget selvforhold ikke vækker nogen levende genklang. At alt ligesom står i en utilnærmelig fremmedhed overfor dig. I virkeligheden behøver dette ikke være en diagnose på depression. Noget i vores tid giver en ubehagelig fornemmelse af, at vi giver livet lov til at stivne som døde ting mellem hænderne på os. At vores forhold til verden – udtrykt med en tilsigtet selvmodsigelse – faktisk bliver relationsløst.

Lignelsen om de betroede talenter fortæller i virkeligheden om, hvad der sker, når forholdet bliver relationsløst. Lignelsens herre betror sit gods til tre tjenere. At de ”hver efter deres evne” får mere eller mindre er underordnet – de får betroet en opgave. Én hver. De to gode tjenere løber en risiko med formuen for gennem investering at få den til at vokse. De er med andre ord frimodige, sådan som man er, når man går i byen for en anden, man ved, er én venligt stemt, og som ser på den gode vilje. I har hørt, hvordan det gik med den tredje. Han beskriver det faktisk allerbedst selv, da hans arbejdsgiver kommer hjem:

Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, 
hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, 
og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. 
Se, her har du, hvad dit er. 

Det er egentlig synd for ham. Hans frygt for chefen blev en selvopfyldende profeti. Men hvad kunne han gøre, når han nu i udgangspunktet var så panisk angst for at blive uretfærdigt bedømt, at han ikke turde sætte talenten i omløb – fx hos vekselererne? Han siger, at han kender sin herre – men gør han? 

Jesus tager i sin domslignelse tjeneren på ordet, og gentager nærmest som et tomt ekko den døde trosbekendelse, der kom fra den dårlige og dovne tjener. Men behøvede forholdet mellem dem at være sådan? Fra start til slut i historien er frygten, modviljen og anklagen fra tjeneren en beskrivelse af et relationsløst forhold. Kender han overhovedet sin herre? Eller er det ikke snarere sådan, at de nedgravede penge, er en glimrende metafor for, hvor lidenskabsløs, ufrugtbar og begivenhedstom en tilværelse kan være, når den er uden resonans af livets mening – og blot et dødt ekko?

Den nedgravede talent er, når musik bliver til muzak. Det er, når naturen reduceres til råstof for grådighed, eller klimaet står som en truende apokalyptisk vrede, vi ikke kan stille noget op overfor. Det er, når alting bliver ligegyldigt, fordi det bliver vigtigere at have ting, fremfor at bruge ting. Når andre mennesker reduceres til et netværk, der skal tjene som karrieretrappe og ikke i sig selv er vores mål for nærvær og kontakt. Den nedgravede talent, er når børns liv ikke får lov at blomstre i sig selv, men skal formes efter på forhånd tilrettelagte ambitioner. 

Det er når kønsidentitet ikke kan standse i glæde over at have fundet sig selv, men aggressivt omsættes til at være hårdt slående kasteskyts imod folk, der tænker anderledes om, hvad et menneske er for noget. Den nedgravede talent er når arbejdet står som en fremmed aktivitet overfor os, der kun er nødvendig for at holde fri, og når hviledagen ikke bliver regenerativ resonans men blot en tid til hjernedød skærmaktivitet. Kort sagt: Er der nogen, der ikke kender til, at talenten er gravet ned? 

I dag vil jeg lave lignelsen om. Glem alt om de to retfærdige, der ikke er i tvivl om, at de en dag vil gå ind til deres herres glæde. Og sæt dig i den dårlige og dovne tjeners sted. Eller bedre: sæt dig ind i, hvordan det er, når forholdet til livets mening er blevet stumt, når relationerne til både medtjenere og medmennesker synes kolde og fjendtlige, når tingene omkring os ikke formår at ”tale til én”, og der lægger sig en dyne af hverdagsgrå tristhed og frygtsomhed ned over eksistensen. 

Så er tjeneren måske ikke i udgangspunktet bare dårlig og doven – men i virkeligheden snarere bange, rådvild og hjemløs?

Lignelsen om de betroede talenter er selvfølgelig fortalt til dem, hvor herren ikke er kommet hjem endnu. Ja, den er ikke engang fortalt til dem, der er i fuld gang med at sætte deres x-faktor i omløb i alle mulige gode og prisværdige aktiviteter. Den er jo fortalt til dig og mig for at fortælle os, at vi ikke skal lade talenten ligge i jorden, hvis vi i mismod har gravet den ned. Din talent er ikke særlige evner, eller specielle opgaver, men den er din lydhørhed overfor, at skaberværket, livet med de andre og Gud selv kalder på dig. For at du skal indgå i koret med netop din tone og erfare, at den giver genlyd og derved får: resonans. 

Lignelsen er en domslignelse, ja; men herren er ikke kommet hjem endnu, og jeg tror på dommens dag som en herlig klar åbenbaring af, hvad det er for en sfærisk musik Gud vil lade gennemstrømme universet og denne klode. Resonans er genlyd af dommedag, hvor det engang skal blive forklaret, at det, vi lykkedes med, i virkeligheden ikke var vores talent, men at mesteren blot fik lov at gøre os til sit instrument. 

I musikken er der altid meningsfulde pauser, hvor rummet ligesom ”synger i stilheden”. Men pauser kan også opstå pinligt og utilsigtet, for vi er jo kun mennesker, der fejler. Hvis klangen er forsvundet, og stumheden er indtrådt, fordi talenten blev nedtrådt og nu ligger i jorden, så må vi grave den op igen. 

Men når den er gravet op igen, hvad sker der så? At vi kan høre! Vi er hele tiden truet af, at vi kan erfare os udenfor den store talende sammenhæng. Men jeg tror, at vi ligesom de hedenske grækere, Paulus talte til på Areopagos, kan få et gehør for den guddommelige kosmiske harmoni, hvis vi tager det til os, at Gud ikke er en hård mand, der høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt. Men –

Gud… er ikke langt borte fra en eneste af os. 
For i ham lever vi, ånder vi og er vi
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 739 – 433/434 – 28 – 396/321 – 522