20. s. e. Trinitatis

Prædiken 20. søndag efter Trinitatis i Lillerød Kirke ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
Matthæusevangeliet 21,28-44

Prædiken, 20. s.e. Trinitatis, ved Elsebeth Hougaard Jensen

18. s.e. Trinitatis

Prædiken 18. søndag efter trinitatis i Lillerød Kirke ved sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«
Johannesevangeliet 15,1-11

Prædiken, 18. s.e. Trinitatis ved Carsten Mulnæs

(DDS: 4 – 433/434 – 47 – 412/292 – 729)

I naturen er indlagt et princip om gensidig afhængighed. Jeg så forleden en smuk dokumentarfilm, og de af jer, der har Netflix kan selv finde den. En kær stemme fra min barndom, David Attenborough, aflægger i en alder af 93 år sit vidnesbyrd om klodens tilstand og efterlader sit testamente om den natur, han har viet sit liv – og sin stemme – til at fortælle om. Det er en film med alvor om bæredygtighed og klima. Men den er ikke hysterisk, som vi så tit har hørt det, og den er fuld af håb

I billeder og fortælling minder han om, at naturen ikke bare er omgivelser eller materiale. Den er vores eget ophav, som vi er indfældet i og opretholdes af. Uafhængigt af os har selv de mest irriterende insekter, besynderlige pattedyr eller ydmyge plantevækster hver deres plads, der giver mening for andre end dem selv. 

Det er vel kun mennesket, der kunne få den idé, at alt var til for min skyld – at jeg ikke var til for altets. I naturens cyklus indgår spiring, vækst, frugtbarhed, men også muligheden af at være føde for andre, at visne ned og udbredes gennem frø ført hen et andet sted. Deri findes en ydmyghed, der slår mig som skønhed. Kloden skal såmænd nok overleve, men om vi gør det, afhænger af, om vi lærer at sætte gavmildhed i stedet for grådighed. Selv rovdyrene i naturen nøjes jo med det daglige brød – selvom det består af kød. 

Hver gang bibelens blade bruger naturens gang som metaforer i forkyndelsen, øser vi af denne logik om samhørighed, fredfyldt orden og hensigtsmæssighed. Det sammenfattes med et hebraisk ord ”shalom”. Fred. 

Den bibelske vision om fred er mere vidtrækkende end blot fraværet af krigslarm, som i menneskenes verden mest blev opfattet som en undtagelse. Den bibelske fred er også noget andet end blot at søge en afsides stilhed med sig selv i fred for de andre. Shalom er hele tilværelsens sammenhæng, hvor menneske, natur og Skaberen indgår i et harmonisk hele. 

Derfor siger Paulus i Romerbrevet, at hele skabningen sukker efter forløsning. Det er ikke kun mennesket, der behøver frelse. Når Gud frelser, er det verden, der skal fornys. Der er behov for det. Vi er ikke længere i Paradiset. Men af gode grunde er det netop en have, fyldt med vækster, der skulle give næring til mennesker og dyr, som forbliver urbilledet på den shalom, der var tiltænkt i begyndelsen. Her kunne mand og kvinde leve med hinanden og for deres skaber i nøgen uskyldig glæde, mens de gjorde deres for at værne og vogte de træer og buske, de skulle leve sammen med. Af jorden var de alle kommet. 

Men synden er i verden. Det er ikke kun mennesket, der vånder sig under den. Og derfor sukker hele skabningen. Synden er mere gennemgribende end det, vi moralistisk kan pege fingre af hos hinanden. Synden er den magt, der vender gavmildhed til grådighed. Som da kvinden blev klar over, at kundskabens frugt gav mulighed for selv at blive som Gud til at kende godt og ondt og dermed at blive verdens centrum. Synden er den magt, der får frugten til at rådne og træets grene til at visne. 

Menneskene har siden de opfandt den, været glade for vinen. Noah havde ikke mere end lige klaret sig igennem syndflodens store oprydning, før han slog sig ned som vinbonde – og han blev så fuld, at det blev pinligt. Det kan vi læse om allerede i kapitel 9 i første mosebog. At alkohol kan gøre dum er gammel visdom. Men den vinøse opstemthed er alligevel igennem hele skriften et billede på, den fest, som Gud under sit menneske. 

Derfor kaldes Israel en vingård i Det Gamle Testamente, og derfor sammenligner Jesus sig selv som kirkens herre med en vinstok. På den vokser gudsrigets vin. At den gæres giver den en usynlig kraft, som mennesket må forbinde med glæde. 

Billedet af vintræet og grenene er derfor grundlæggende en tegning af det overskud, som findes i vores afhængighed af Kristus. Det er hentet herfra, når den gamle faddertiltale ved dåben beskriver, at barnet er ”indpodet” på Kristus, som en lille gren, der kan bære sin egen frugt. Ikke af sig selv men fra Kristus. Af en anden sort end sidemanden og dog fra den samme stamme, som de begge via fotosyntesen giver ny energi. 

De forskellige indpodede grene er et smukt billede på kirken, og selvfølgelig også på, at der i dåben faktisk ”sker noget”. Der skabes en relation mellem barn og Kristus, når et lille menneske genfødes af vand og ånd. Og det er altså et vintræ, det podes ind på, for det er det bedste billede på Gudsrigets overskud. 

Men selv et vintræ skal plejes og beskæres. For selvom de gode grene, takket være den usynlige saft og kraft bærer frugt, er der visne grene imellem – måske dem, der bar frugt sidste år. Eller fortidens synder, hvor det kun er en nåde, når de skæres væk for at brændes og glemmes. 

Den guddommelige godhed at kunne glemme har mennesker i en digital tidsalder selv glemt mere og mere. Det hedder farisæisme, og Jesus prædikede ofte imod den. Farisæeren husker alt for godt. Farisæeren elsker at holde fokus på de visne grene – og visner selv derved. Det er faktisk synd for os, når vi mennesker husker alt for godt. Men den stilfærdige vingårdsmand han ser i stedet på frugten og velsigner den ved at give den endnu bedre betingelser for at blive større og modnes ved at give plads, skære det visne væk og fjerne de syge blade. 

Denne organiske måde at beskrive forholdet mellem Gud og os på fortæller stilfærdigt men dybsindigt om, hvad tilgivelse i virkeligheden er for noget. Tilgivelse fører ikke bog. At sige, ”du er tilgivet – men måske fortæller jeg det om 10 år”, er ikke at tilgive, sådan som Gud gør det. Tilgivelse er at skære det rådne, det syge, det visne væk – og at kunne glæde sig over den frugt, der står tilbage. Enhver ved, at vi ikke ligner Gud og må glæde os over, at det er ham og ikke os, der er vingårdsmanden. 

Men bliv alligevel ved den tanke, at tilgivelsen på denne måde lignes bedst ved en organisk og ikke en juridisk ting. Gud er ikke en bogholder eller en dommer, der lader nåde gå for ret. Han er som en gartner, der heler træets sår og får grene til at skyde nye skud, så de kan bære mere frugt. Den form for tilgivelse betyder heling

Derfor kan træets samlede eksistens bruges som en lignelse på det hebraiske ord: shalom. Træet er som en naturlig sammenhæng af gensidig afhængighed, orden og hensigtsmæssighed. Denne helhed viser ud over sig selv. Det gør gavmildheden og tilgivelsen også, når Gud viser os den; og når mennesker evner at sætte frugt og derved ikke kun får velsignelsen men også selv bliver til velsignelse. 

Det er kærlighedens ånd, der gør det. Den strømmer i Kristus, som saften i vinstokkens stamme. Uanset om åndens arbejde er at pode, gøde og rense frugten – eller om det er at skære det syge bort, så er det kærlighedens gerning. Derfor frygter vi heller ikke havemanden, uanset hvad hans opgave er i dag. Vi ønsker at få skåret det syge væk. Sådan mærker vi bedst samhørigheden med Kristus. Det er ikke fordømmelsen men kærligheden, der er det guddommelige redskab imod synden. 

Som der står et andet sted i Det Nye Testamente: kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder. Ja, vi kan sige det endnu mere frimodigt om Gud: den har faktisk ikke længere noget at skjule, for den har glemt dem, brændt dem, vil ikke vide af dem 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

17. s.e. Trinitatis

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« 
Markusevangeliet 2,14-22

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

13. s. efter Trinitatis

Søndag 6. september 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Matthæusevangeliet 20,20-28

Søndagens prædiken af sognepræst Carsten Mulnæs

10. s. efter Trinitatis

Søndag 16. august 2020.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.« 

Matthæusevangeliet 11,16-24

Søndagens prædiken af sognepræst Carsten Mulnæs

Femte søndag efter Trinitatis

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«
Matthæusevangeliet 16,13-26

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Fjerde søndag efter Trinitatis

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«
Matthæusevangeliet 5,43-48

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen.

Første søndag efter Trinitatis, 14. juni 2020

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Lukasevangeliet 12,13-21