14. søndag efter Trinitatis

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«
Lukasevangeliet 17,11-19

Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs

Foredrag: Den nye højskolesangbog

Jørgen Carlsen

Foredrag med Jørgen Carlsen: Den nye højskolesangbog
Lillerød Sognegård, torsdag den 14. oktober kl. 19.

Det fortryllende ved en god højskolesang er, at den skaber nærvær og opmærksomhed ved at fortælle os, at virkeligheden ikke er noget, man skal finde ud af. Den er noget, man skal leve sig ind i. Det gælder, hvad enten vi synger om de lyse nætter, om kyndelmisse, der slår sin knude, eller om at elske den brogede verden.

Som formand for det udvalg, der har redigeret den nye højskolesangbog, vil Jørgen Carlsen løfte sløret for de overvejelser, der ligger til grund for udvælgelsen af nye højskolesange. Hvordan kombinerer man det gode gamle med det gode nye? Og så vil han naturligvis tage os med på en opdagelsesrejse i den nye højskolesangbog. Jørgen Carlsen trakterer selv klaveret under højskolesangen.  

Jørgen Carlsen er født i 1949 og mag.art. i idéhistorie. I perioden 1986-2017 var han forstander for Testrup Højskole syd for Aarhus. Han var medredaktør af Højskolesangbogens 18. udgave, medlem af Det Etiske Råd i perioden 2011-2016 samt en af ”Smagsdommerne” på DR K. Desuden er han ivrig samfundsdebattør og klummeskribent ved Kristeligt Dagblad. 

Pilgrimsvandring

Pilgrimsvandring i Nordsjælland, 6. november 2021

med kirkerne i Allerød Kommune. Pilgrimspræst Elisabeth Lidell leder dagens vandring under temaet: ‘Livet som en vandring fra vugge til grav’. Vi begynder kl. 10 med en pilgrimsandagt i den moderne Stavnsholt Kirke, Stavnsholtvej 25, 3520 Farum. Herfra går vi ca. 9 km. ad skovstier i et naturskønt område. Vi går skiftevis i samtale og i stilhed. Undervejs fejrer vi nadver i det fri. Den udvidede kirkegang slutter på Lillerød kirkegård, hvorefter menighedsrådene byder på et lille traktement i sognegården. Der arrangeres hjemtransport til Stavnsholt Kirke, hvortil vi ankommer ca. kl. 14.

Medbring madpakker og drikkelse.

Alle er velkomne!

Fra Hong Kong til Lillerød

Lillerød Sognegård, 8. september kl. 19: Foredrag med Lars Emil Bolt.

I sommeren 2019 så hele verden med, da borgerne i Hong Kong begyndte at demonstrere imod det kinesiske styre. Som tiden gik, udviklede demonstrationerne sig til decidere kampe, og for både turister, fastboende danskere og udvekslingsstuderende var gode råd dyre.

Midt i dette virvar stod en nyuddannet dansk præst, der netop var flyttet til byen for at gøre tjeneste ved Den Danske Sømandskirke.

”Fra Hong Kong til Lillerød” er historien om Lillerød Kirkes nye præst, der i løbet af de sidste par turbulente år har oplevet mere, end hvad mange gør i et liv. 

Med billeder og anekdoter vil han præsentere sig selv, fortælle om livet i en millionby i undtagelsestilstand og hvordan vejen førte til Lillerød Kirke.

Alle er velkomne.

Cykeltur: Fra kirke til kirke

Cykeltur forbi Allerøds kirker, lørdag 18. september kl. 10

Det Fælles Aktivitetsudvalg giver igen mulighed for at cykle rundt til Allerøds fem kirker. Turen begynder i år i Blovstrød Kirke kl. 10.00 og fortsætter til Lynge Kirke, Uggeløse Kirke, med frokost i Lynge videre til Engholmkirken og slutter i Lillerød Kirke kl. 16:45.

Ved hver kirke vil der være indlæg omkring årets emne, der er: Kirken som kulturformidler

Vi skal cykle gennem Allerøds smukke natur på cykelstier og stille veje – en cykeltur på ca. 24 km, hvor alle er velkomne, også på en mindre del af turen. 

Det Fælles Aktivitetsudvalg sørger for drikkevarer og frugt undervejs, samt afsluttende kaffe og kage i Lillerød Sognegård. Deltagere sørger selv for at medbringe madpakke.

Program:

10:00 – 10:30 Start i Blovstrød Kirke
11:30 – 12:00 Lynge Kirke
12:15 – 12:30 Uggeløse Kirke
12:45 – 13:30 Frokost i Lynge Præstegårdslænge med egen medbragt madpakke.
14:15 – 14:45 Engholmkirken
15:30 – 16:45 Lillerød Kirke med afsluttende kaffe/te

Nærmere oplysning fås hos turlederen:
Peter Kryger Sander
tlf: 2016 3089 
email: pkryger@live.dk

Sommerkoncert, søndag 29/8 kl. 16

Ditte Højgaard Andersen og David Danholt 

Lillerød Kirkes to kirkesangere, sopranen Ditte Højgaard Andersen og tenoren David Danholt, synger duetter Op. 34 og 78 af Robert Schumann foruden populære operette-arier. Kyunghee Kim akkompagnerer på klaver. 

Sommerkoncert søndag 22/8 kl. 16

Sommerkoncert med strygekvintetten Quintessence

Strygekvintet Quintessence

De skønneste og mest klassiske komponister, Mozart og Beethoven bliver denne eftermiddag fejret med musik, som ikke spilles så ofte, som det fortjener:

Beethovens Strygekvintet opus 29, “Stormen”
Mozarts Strygekvintet nr. 1, K 174.

StrygeKvintetten; 2 violiner, 2 bratscher og 1 cello, er bredere og federe i klangen end strygekvartetten. Mozart elskede denne besætning og skrev 5 af dem. Strygekvartet som ensemble er mere udbredt – men Quintessence specialiserer sig i at opføre disse værker for 5 strygere. Musikken er dramatisk, klassisk og medrivende fra den tidlige ende af begge komponisters virke og nem at lytte til. 

11. s.e. Trinitatis

"Die Gartenlaube" (1884) efter oliemaleri af Moritz Röbbecke
Farisæeren og tolderen

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 15. august 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Lukasevangeliet 18,9-14

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs

I det mærkelige gammeltestamentlige skrift, der hedder Jobs bog, er der meget trøst at hente for det lidende menneske. Ikke fordi lidelsen bliver forklaret – det havde der netop ikke været nogen trøst i, hvad alle, der virkelig har lidt, ved – men fordi der ud af versene stråler en menneskelighed, som hen over flere tusind år viser os, at sorgfulde erfaringer og længsel efter mening grundlæggende stadig er det samme vilkår. 

Han redder de ødelagte fra deres mund,
den fattige fra den stærkes hånd,
så der bliver håb for den svage,
og munden lukkes på uretfærdigheden.

Rovdyrets mund er et gab, der kan fortære. Ud af sin ufattelige lidelse håber Job på, at Gud fra sit skjul vil forhindre, at ondskaben får sit bytte. Håber, at han ikke bliver offer for undergangen. Mange steder i Bibelen er munden en central metafor. Munden er ikke kun rovdyrets gab. Der kommer også uretfærdighed ud af munden. I Det Nye Testamente kalder apostlen Jakob tungen i munden ”en brand antændt i Helvede”. Så udtrykket, at ”munden lukkes på uretfærdigheden” rummer mange nuancer. Sandt er det, at vi alle kender til drømmen om, at uretfærdigheden får munden lukket, uanset om den ses som en drage, der kan æde, eller åbne munden for at udspy gift. 

Uretfærdigheden findes. Den findes over alt, og den findes i os selv. Vores viden om, at uretfærdigheden er der, gør det til en velkendt kappestrid mellem mennesker, at vi prøver at retfærdiggøre os selv. 

Det, der skal retfærdiggøres, er jo det, man kan være i tvivl om retfærdigheden i. Det siges, at vi lever i en tid uden Gud. Det må så især være Vesteuropa, man tænker på. Der er meget religion, og der tales meget om Gud både i Afrika og USA. Muligvis fylder troen på Gud for lidt i det offentlige rum. Imidlertid er behovet for at retfærdiggøre sig selv ikke til at overse. 

Sommerinteressen for sportslig kappestrid er umættelig, og hvis det er en landsmand, der får medalje, så er det Danmark, der har vundet guld, sølv eller bronze. Og retten til at blive anerkendt som den, man er, fylder enormt. Med en særlig aggression fra identitetspolitikken sker det endda, at nogle mennesker mister deres jobs eller modtager dødstrusler, hvis de tør hævde, at der grundlæggende kun kan være 2 køn. Regnbuetid eller ej. Mens Me-too-domstolen ligesom i Kafkas ”Processen” ikke længere når frem til at fælde dom, fordi den er blevet en indre dommer hos frygtsomme mange.

For det moderne menneske vil gerne fejre sig selv – at vi lykkes – og søger anerkendelse af det udefra. Tilbuddene om hjælp til at få det bedste ud af livet stiller også store krav til dig selv. Det er næsten en pligt at få et godt liv, og hvis ikke dit liv er godt, er det din egen skyld, og det er dig selv, du ikke kan være tilfreds med. 

I alt dette vises i en sekulariseret form, hvad religionen altid har vidst: at mennesket ønsker at stå retfærdigt udadtil. Og – hvad religionen også har vidst – så består arvesynden i, at menneskets forsøg på at retfærdiggøre sig selv er tilbøjelig til at gøre det på andres bekostning, hvorfor projektet med selvretfærdiggørelse i større eller mindre grad for det meste slår over i sin modsætning: uretfærdighed. 

Retfærdighed og uretfærdighed er et oldgammelt tema. Love er blevet til for at sikre ret færd i fællesskabet for fredens skyld og krige er blevet udkæmpet – angiveligt for at bekæmpe uret. Men tænk, hvis munden blev lukket på det grådige og giftige gab: uretfærdigheden! Vi forstår Jobs suk. 

Måske ser vi som Paulus på os selv med sorg og konstaterer, at uretfærdigheden ikke kun er udenfor. Fra det store opstandelseskapitel i Korintherbrevet, der ellers er som en trompetfanfare om Guds sejr over kaosmagten i Kristi opstandelse, hørte vi Paulus skrive om sig selv, at han ”ikke var værdig at kaldes apostel”. Han, den ”ringeste af apostlene …. fordi han havde forfulgt Guds kirke”. Med andre ord: Paulus er sig pinligt bevidst om sin egen uretfærdighed, når han med pauker og basuner vil proklamere Guds retfærdighed. Hvorfor? 

Fordi han af Guds nåde er, hvad han er, 
og Guds nåde imod ham har ikke været forgæves. 

Guds retfærdighed er hans nåde. Overfor os kan det ikke være andet. Gud handler ret, når han viser nåde. Og det er dét, der blev centrum i Paulus teologi, når han skrev – igen og igen – om Gud, som den, der retfærdiggør de gudløse. 

Retfærdiggørelseslæren har ufortjent dårlig presse, som om det er noget gammeldags og alt for juridisk dogmatik om Gud. Der blot ser ham som en dommer og mennesket som sat i en retssal. Men som vi har set: menneskets uretfærdighed med at retfærdiggøre sig selv foregår alle andre steder end i en retssal. Den sker i tilværelsen ”som alles kamp mod alle” dér, hvor der ingen nåde er. 

Men nåden, som også Paulus oplevede, skaber fred. Paulus, der engang ”fnyste af raseri” imod de kristne, blev retfærdiggjort af nåde og kunne derfor skrive, at der er ”fred i Jesus Kristus”. 

Jeg tror ikke, at man skal komme i kirke for at få en ”feel-good” oplevelse. Det vil vi mennesker ellers gerne have. Sådan lidt som i Go’morgen-tv eller Aften-show. Gudstjeneste uden kanter. Evangelium uden synd. Nåde uden alvor. 

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, 
og som foragtede alle andre, fortalte Jesus en lignelse. 

Historien om tolderen og farisæeren i templet er genial og velkendt. Den er så indlysende, at den ikke behøver en udlægning. Enhver kan se det for sig – og pointen slår hovedet på sømmet. Det var tolderen, der gik hjem retfærdiggjort, og ikke den selvretfærdige, der kom i Guds hus for at fejre sin fortræffelighed. 

Man kan desværre ikke se i den nuværende danske oversættelse, at, når tolderen gik hjem ”som retfærdig”, så er det, fordi der er sket noget med ham. Men det er der – som Paulus kaldte det: han blev retfærdiggjort. Det er altså ikke bare en ny selvretfærdig gerning som klædeligt ydmyg, der per definition gør tolderen mere retfærdig end den anden. I så fald havde vi jo bare en ny feel-good attitude af falsk beskedenhed som kirkelig fernis. Nej, det var Gud, der gjorde ham retfærdig – ved at løfte hans blik og ranke hans ryg i kraft af syndernes forladelse. Det gør Gud ved at tilgive rigtige synder med rigtig nåde!

Men læg mærke til, hvor lidt tolderens synderegister har af ord for sin egen elendighed. Han turde knap løfte blikket, men kunne kun slå sig for brystet og fremstamme et Kyrie eleison. Vi har i gudstjenesten som indledning sunget ”forbarm dig over os”. I virkeligheden er dermed alt sagt for at kunne fejre tolderens gudstjeneste. Arkitekterne bag de nye liturgiske eksperimenter vil måske finde det antikveret at se sig selv som en synder og bede Gud forbarme sig over os. Hvilken feel-good er der over det? Ingen. 

Munden stod imidlertid ikke stille på den farisæer, der berømmede sin egen retfærdighed, så man med Job måtte ønske, at uretfærdigheden kunne holde bøtte. Farisæeren, der takkede for ikke at være som andre mennesker … men fastede to gange om ugen og gav tiende af hele sin indtægt, han var snakkesalig. Han mødtes med Gud i templet for at blive enig med ham om, at han selv var, det man kalder ”et ordentligt menneske” mens røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere – og ham tolderen dér, var noget afskum. Ak – han snakkede kun med sig selv. 

Men tolderen gik hjem som retfærdig. Ikke fordi han var et bedre menneske end farisæeren – han var sikkert værre efter vores målestok – men fordi Gud så i nåde til ham og retfærdiggjorde ham. Gud ske lov for, at et evangelium, der er så gammeldags stadig lyder i vores kirke. Måske er det få, der gider høre det, fordi vi hellere vil fejre vores egen fortræffelighed, men for den, der ikke kan leve uden, er Gud trofast og skænker syndernes forladelse igen og igen – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

(Salmer: DDS: 739 – 433/434 – 496 – 609/695 – 598)

Sommerkoncert, søndag 15/8 kl. 16

Sommerkoncert på amfi-scenen med kammerkoret CAMERATA.

Kammerkoret CAMERATA

Hip, hip, hurra! 

Med stemningen fra Krøyers maleri Hip, Hip, Hurra, og med H.C. Andersens digt I Danmark Er Jeg Født som omdrejningspunkt, kaster kammerkoret CAMERATA sig ud i en sand fejring af den danske sommer, med både nykomponeret musik og kendte klassikere.