Prædiken midfaste søndag i Lillerød Kirke

Foto: Niels Holst, fra Lillerød Kirke

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.
Johannesevangeliet 6,1-15

Prædiken optaget 14. marts 2021

Prædiken midfaste søndag i Lillerød Kirke ved sognepræst Carsten Mulnæs

(DDS: 41 – 31)

”Tro – og du har spist”. Kirkefaderen Augustin skrev omkring år 400 om nadveren og til trøst for dem, der var bekymrede for deres sjæls frelse, hvis de var forhindrede i at deltage i den af den ene eller anden grund. ”Tro – og du har spist”. Man kan sige, at det svarer til udtrykket på dansk, at det er ”bedre at sidde på kroen” – eller hjemme i stuen – ”og tænke på kirken”, end at ”sidde i kirken og tænke på kroen” – eller for den sags skyld sende uvedkommende sms’er. 

”Tro – og du har spist”. Augustins udtryk er nu alvorligere end det danske ordsprog. Det handler ikke om ydre fromhed, men om selve sakramentets betydning. Alterets sakramente består jo netop af noget konkret som brød og vin, fordi det skal indtages. Sakramentet skal tilegnes ved at vi sætter tænderne i brødet og lader ganen overskylle af vinen. 

På den måde er det inkarnatorisk, som vi siger. ”Inkarnation” er latin og betyder at ”gå i kødet” på nogen. Kristendommen forkynder, at Gud blev menneske; og evangelisten Johannes udtrykker det sådan, at ”Ordet blev kød”. Så ordet står ikke alene, frit svævende i luften. Men ordet fik jordforbindelse, da Jesus Kristus som Guds søn blev troet som Guds eget ord, hvorved ordet blevet et egennavn med stort ”O”. Ordet blev kød ved Jesu fødsel i inkarnationen, og derfra henter sakramentet også sin betydning i, at forkyndelsen indoptages i kroppen gennem brød og vin. 

Det giver en håndgribelighed i vores kristne tro, at vi kan tage og spise og drikke for at ”smage, at Herren er god”, som der står her på prædikestolen. 

Men hvad gør man så, når man ikke kan smage? Hvis arbejde, sygdom, frygt eller indespærring forhindrer én i at deltage i menighedens fejring i den hellige nadver? Det bliver Augustin spurgt om. 

Og svaret er: Tro – og du har spist. For nadver er ikke kannibalisme, hvor det drejer sig om at æde og drikke Jesu legeme og blod i korporlig forstand. Men sammen med brødet og vinen i troen at tilegne sig Jesu liv i kød og blod, sådan som det blev levet og herliggjort i hans død og opstandelse.

Tro – er ikke nogen lille ting. Men det er heller ikke en præstation. Tro er at være nærværende ved det, man håber på og forventer sig alt godt af. Jeg tror ikke, at det gør skade at spise og drikke ved alterbordet uden at kunne tro, at det er noget særligt, eller uden at kunne forstå eller opleve det store ved det. Sådan tænkte man ellers i gamle dage. Men tro er ikke sådan noget, man tager sig sammen til. Til gengæld kan vi erfare, at, ligesom brød og vin giver næring til kroppen, så kan sakramentet give næring til vores tro, så den i nadveren skænkes og styrkes; og det er jo noget andet end at gøre troen til et krav. Så nadver og tro har noget med hinanden at gøre. 

Når man så ikke kan fejre nadveren fysisk, så er det vigtigste derfor stadig tilbage. Troen. Du husker jo, hvordan det var, og du kan glæde dig til at være med igen. Og ligesom nadveren – fordi Kristus er nærværende hos os, foregriber herligheden i Guds rige engang i fuldendelsen – så kan vi også i troen erfare, hvad det er nadveren mere håndgribeligt forkynder, hvis blot vi giver os tid til at standse op. Augustins ord betød, at i virkeligheden kunne bonden standse op midt i arbejdet ude på marken og holde rast; tage hatten af, folde hænderne og tro – og så havde han spist.

I sådan en coronatid, hvor vi ikke kan fejre nadver, er der en god pointe i Augustins trøstende løfte om at tro – og så har du spist! Øvelsen er god, også når vi hører dagens evangelium. Der står ikke ét ord om nadveren, og alligevel handler den om dén. Vi ser det af, at Johannes beskriver Jesu bordbøn ude i ødemarken, så den minder om indstiftelsesordene: 

Jesus tog brødene takkede og delte ud af dem …

Indvender du, at det jo bare ser ud til, at Jesus som enhver anden from jøde beder bordbøn, så skal du vide dette til baggrund. For det første, at fortsættelsen i Johannesevangeliet kapitel 6 består af en fortolkning, der slet ikke lader os i tvivl om, at denne mirakelhistorie – som vi også kender fra de andre evangelister – af Johannes omtydes til at fortælle om nadveren. For den fortsætter med, at Jesus kalder sig selv ”livets brød”, og Jesus ryger ind i en diskussion om, hvordan man kan æde hans kød og drikke hans blod. Du kan selv læse hele kapitel 6 derhjemme.

En anden ting, der nemlig er rigtigt interessant med Johannes er, at han i sit evangelium, slet ikke har indstiftelsen af nadveren med. Det har fået nogle til at tro, at Johannes ikke kunne lide sakramenterne dåb og nadver, fordi han hverken beskriver Jesu dåb af Johannes Døberen eller indstiftelsen af nadveren skærtorsdag aften. Men det er omvendt! Sakramenterne gennemsyrer hele dette mystiske evangelium om inkarnationen. 

Og netop når vi i denne tid er afskåret fra de fysiske sakramenter – vores dåbstal venter også på at komme op igen – så er det altafgørende, at vi jo stadig har troen. I dén kan vi hver dag bade vores samvittighed i dåben og tage næring af Jesu legeme og blod, sådan som vi hører om det, når vi fortæller historierne om hans jordiske liv. 

Og så ser vi også, at denne mirakelhistorie faktisk kommer os ved, selvom det, der blev til overs af brød og fisk, for længst er gået al kødets gang. For den handler om, at ”mennesket ikke lever af brød alene” – og derfor lever troen heller ikke af nadverbrød alene – men af ”ordet, der udgår af Herrens mund”. Og det Ord er Jesus Kristus selv. 

Det er en tak værd. Og derfor indledes hver eneste nadver hos os, når den fejres, med en lovsang, hvor vi ”opløfter vores hjerter til Herren”. Og når vi af gode grunde ikke kan synge denne højtidelige indledning til altergang i dag, men i stedet må holde os til, at Gud i sin godhed i ørkenen ”kvæger den tørstende sjæl” – så er tanken på netop dén nåde også grunden til vores taknemmelighed på denne dag. 

Vi tror, og så har vi allerede spist, takket og er blevet velsignet. Derfor er denne gudstjeneste – uden brød og vin – alligevel på en mystisk facon en rigtig nadvergudstjeneste. For Kristus er os nær med sit ord, sådan som han var i kød og blod.

Men mennesker vil gerne bruge alting. Vi er alt for tit beregnende materialister og kyniske forbrugere. Vi klynger os til det fysiske, vi har imellem hænderne, og derfor har vi svært ved at lære at tro. Se bare i evangeliet, hvor 5000 mænd – og der var vel også kvinder og børn, selvom de ikke talte med – blev mætte. Det var ikke nok for dem. 

De ville komme og tvinge Jesus med for at gøre ham til konge.

Det er vores almindelige religiøsitet i nøddeskal! At Gud skal fremme vores formål og opfylde vores ønsker. Men Johannes fortsætter:

Jesus trak sig atter tilbage til bjerget helt alene. 

I denne coronatid har vi været tvunget til alt for meget tilbagetrækning i ensomhed. Det har ramt nogle hårdere end andre. Og afstanden til menigheden kan også betyde, at det opleves, som om Jesus har trukket sig tilbage fra os. Det har han ikke. Men det kan gøre øvelsen i tro tungere. 

Så lad os leve med det som en øvelse i ydmyghed, ligesom den israelitterne måtte gennemgå i ørkenen. Tro – og du har spist. Tro – og Jesus er dig nær. Også når du ikke kan se det, mærke det eller endda: tro det. For han trækker sig tilbage for at være fri af vores forsøg på at bruge ham som redskab for vores egne behov. Sådan kan han nemlig bedst velsigne os og give os tro – 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

1. s. i Fasten

21. februar, gudstjeneste v. Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.’« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matthæusevangeliet 4,1-11

Gudstjeneste v. Elsebeth Hougaard Jensen

Konfirmationstilmelding 2022

22. februar 2022

Konfirmation er en festdag for både kirke og familie. Inden da skal konfirmander gå til konfirmationsforberedelse, som foregår onsdag morgen i Lillerød Kirkes sognegård, og er undervisning, diskussion og kreativ aktivitet om tro og livsspørgsmål. Vi glæder os til at se jer til begge dele!

Formularen nederst på siden anvendes til at tilmelde sig både til konfirmation 2022 og forberedelse.

Elever fra Lillevang Skole konfirmeres i Lillerød Kirke. Går du på en anden skole, kan du blive konfirmeret i Lillerød Kirke, hvis du hører til os.

Tidsplan:

22/2 2021: Konfirmationstilmelding åbner
14/3 2021: Konfirmationstilmelding lukker
2/4 2021: Tilbagemelding om endelig tildelt konfirmationsdato

13/5 2022: Konfirmation af elever fra Lillevang skole ved Elsebeth Hougaard Jensen
14/5 2022: Konfirmation af elever fra Lillevang skole ved Lars Emil Bolt
15/5 2022: Konfirmation af elever fra Lillevang skole ved Carsten Mulnæs
21/5 2022: Konfirmation af elever fra øvrige skoler ved Lars Emil Bolt

Spørgsmål inden udfyldelse kan rettes til den relevante sognepræst på telefon:

Carsten Mulnæs, tlf: 4230 4320
Elsebeth Hougaard Jensen, tlf: 2943 6390
Lars Emil Bolt, tlf: 3012 0075

Tilmeld dig til konfirmation 2022 hér (via Google Forms): https://forms.gle/sP8wV23za6LKz5eR7

Fastelavns søndag

Gudstjeneste til fastelavns søndag 14/2 2021 ved sognepræst Lars Emil Bolt

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«
Matthæusevangeliet 3,13-17

Se og hør Lars’ prædiken til fastelavns søndag på kirkens facebook-side: https://fb.watch/3FYbaJoy8s/

Søndag Seksagesima, 7. februar 2021

Prædiken v. sognepræst Carsten Mulnæs, 7. februar 2021.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« 
Markusevangeliet 4,1-20

Prædiken v. sognepræst Carsten Mulnæs

Prædiken søndag seksagesima i Lillerød Kirke

(DDS: 320 – 192)

Jeg forstår ikke den diskussion, der er om, hvorvidt, der sker noget i dåben. Det indvendes, at alle mennesker er Guds børn, så man kan da ikke sige, at man ”bliver” et Guds barn i dåben. Misforståelsen stikker i, at mange forstår dåbsritualet som udtryk for Guds forsyn i stedet for at se handlingen ud fra Kristus. For jo – alle mennesker er Guds børn. Både Adam og Kristus kaldes i Det Nye Testamente ”Guds søn”, men det betyder noget forskelligt. 

Under skabelsens fortegn er Adam Guds første søn og mytologisk stamfader til alle folkeslag. Men i kristologien – altså derved at Jesus af Nazareth på en helt særlig både er Kristus og Guds enbårne Søn – der finder vi grundlaget for, at Adams sønner og døtre ved dåben kan blive født på ny til at være Guds sønner og døtre med værdighed som Kristi brødre og søstre. 

Det er derfor vi tegner det lille menneske med korsets tegn for ansigt og bryst. Det er til et vidnesbyrd om, at det nu ikke længere kun skal tilhøre sig selv eller sin familie, men høre til hos Jesus Kristus. Jo – der sker noget nyt i dåben. Det, der sker, er, at det lille Guds barn bliver et kristent menneske. Det står fra nu af under korsets tegn. 

Det kan lyde som en tåbelighed og en dårskab. Ikke bare for modstandere af barnedåben. Men korset er i sig selv en anstødelighed på alle måder. Alligevel er det netop i korsets mysterium, at Paulus fandt Guds kraft til frelse for enhver som tror. 

Da Gud ikke ville, at mennesket skulle frelse sig selv – nemlig gennem egen fortræffelighed i visdom, moral eller afstamning – besluttede Gud at frelse dem, der tror, ved den dårskab, der prædikes om. Sådan skrev Paulus – og tilføjede: ”Hvor er denne verdens kloge hoveder?”

Den dårskab, der prædikes om, er jo ikke blot, at Jesus blev korsfæstet, men at det netop var i hans lidelse og død, at Gud åbenbarede sin kraft. Tåbeligheden er ikke alene, at kristne tilbeder en antihelt. Men at denne nederlagets mand lovprises som en Gud, som menneskehedens frelser og forsoner. Da han hang der, hånede de ham og sagde: ”Er du Guds søn, så frels dig selv!”. Korset er den mest fornedrende karikatur af, hvad en Gud må være. Derfor var Paulus’ Gud til grin. Nietzsche sagde, at den Gud Paulus skabte, var fornægtelsen af Gud. For Paulus prædikede ganske rigtigt netop denne afmægtige mand som Guds kraft og Guds visdom. 

Men Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. 

Det er dét budskab, vi døber på. Mon så ikke, der sker noget nyt, når et lille barn døbes til at tilhøre netop den korsfæstede Herre Jesus Kristus? Mon ikke løftet om syndernes forladelse og evigt liv er en dåbsgave af de store og en tak værd? Mon ikke det, at gå fra at være et udøbt Guds barn til at være et døbt kristent menneske med rette kan kaldes en genfødsel og en ny identitet? 

Nuvel – forstår vi dåben og barnedåben ud fra Kristus og ikke en vag forestilling om, at dåben lover beskærmelse fra tilværelsens skyggesider, så kan den måske nok forarge ved sin alvor. Men at der er noget på spil for det lille menneske, det er der til gengæld ikke meget tvivl om. Gådefuldt er det dog. 

Kors kan betyde mange ting, fordi det var en lidelsesfuld byrde for Kristus at bære det. Man taler fx også om, at noget kan være et kors for tanken. Det er dét, som vi ikke kan forstå, uanset hvor meget vi bryder vores hoved med det. I bibelfortolkningen taler man derfor også om crux interpretum. Det betyder, at her er der noget, der ikke er til at forstå, men som står der alligevel. Historien fra Markusevangeliet rummer sådan ét. For hvad i alverden mener Jesus med at sige: ”Til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå”?

Er der noget, der er indlysende, så er det, at lignelser er til som forståelseshjælp; og når vi tænker efter, så er det netop så slående ved Jesu mange lignelser, at de er så indlysende, at vi truer med at ødelægge dem, hvis vi begynder at fortolke på dem. Det er ganske enkelt meningsløst at lave lignelsens funktion om til at være et røgslør. 

Allerede de tidligere afskrivere af Markusevangeliet har mærket vanskeligheden. Én har prøvet at redde teksten ved at skrive det lidt anderledes, så det kommer til at betyde: ”For dem uden for bliver alt til gåder!” Det tror jeg, at denne hermed udødelige kopist, har fuldstændigt ret i, men det er næppe sådan Markus har skrevet det. Han har i stedet – ved at lægge ord fra profeten Esajas i munden på Jesus – fået Jesus til at sige noget helt og aldeles urimeligt om, hvorfor han taler i lignelser. 

Men ser vi på helheden i dets helhed, er det jo sandt, at meget for de udenforstående ser gådefuldt ud. Det er netop også dét Paulus beskriver med sit vidnesbyrd om, at ordet om Kristus som korsfæstet for jøder er en forargelse og for grækere en tåbelighed. 

Derfor vil jeg holde fast i denne lille del af vores evangelium og sige: Det er jo netop ganske sandt – selvom det ikke har noget med Jesu mange skønne lignelser at gøre – at evangeliet forudsætter en indforståethed med Guds riges hemmelighed i Jesu Kristi lidelse og død. Det gør kristendom til en tro på noget uudgrundeligt til et mysterium om Guds kærlighed. 

Markus sætter her i kapitel 4 faktisk evangeliet på spidsen i en form for teologi om prædestination ved at sige, at nogle er bestemt til at høre og andre til at blive forhærdet. Citatet lyder:

Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at ”de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte – for at de ikke skal vende om og få tilgivelse”. 

Men tager vi teksten i den anonyme afskrivers version, så får vi i begyndelsen et spændende og centralt ordspil: 

”Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor bliver alt til gåder”. Der er nemlig forskel på hemmeligheder og gåder. Gåder, de løses. Hemmeligheder bliver kun dybere af at trænge ind i dem. Hemmelighed og mysterium hedder det samme på græsk. Når vi senere skal høre salmen om ”Korsets gåde” skulle der derfor hellere have stået korsets mysterium, hvis det havde passet på versefødderne. Men vi er jo ikke i tvivl om, at vi i hele Grundtvigs store korsmeditation befinder os midt i en meget smuk kristen mystik. 

Derfor er det sandt, som Jesus siger til disciplene: til jer er Guds riges hemmelighed givet. Den hemmelighed, som er hele verdens hemmelighed, at verdens forløsning findes i ham selv. 

Det var ved hans kors og opstandelse, at han bragte den i stand. Som et hvedekorn, der må dø i jorden og gå til grunde som frø, og i stedet blive en spire, der vokser op til et strå med fuld kerne i akset. Dét er hemmeligheden. Guds mysterium, kraft og visdom – alt sammen ord, Paulus bruger om det i sine breve. 

Men det er også sandt, at netop dén pointe, som er nerven i evangeliet om Jesus Kristus, er og bliver en gåde for dem udenfor – ja en tåbelighed, en dårskab, en latterlighed, en forargelse! Ikke desto mindre, så er vi kaldet til at prædike netop dét. Mon det overhovedet falder i god jord?

Ordet om den korsfæstede Herre Jesus Kristus som hele verdens frelser og forsoner falder faktisk i god jord, hver gang det lander i et menneskehjerte, som netop har brug for at høre evangeliet om Guds kærlighed i syndernes forladelse og det evige liv. Vi forstår det ikke rigtigt, det er som en dyb dyb hemmelighed, vi ved dåb og korstegnelse indvies i, og som først i fuldendelsen vil blive forklaret, når Gud i opstandelse bliver alt i alle –

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Fastelavnsskattejagt

Søndag den 14. februar er der fastelavns-skattejagt i Lillerød Kirke for børn og barnlige sjæle efter gudstjenesten.

Der vil være godteposer til børnene, når de har fundet igennem skattejagten. Børn uden mobiltelefon skal huske at tage en voksen med, der har mobiltelefon – nogle af instruktionerne undervejs gemmer sig nemlig på internettet.

Vi ses til et festligt arrangement, hvor vi selvfølgelig holder god afstand til hinanden – og derfor er det også nødvendigt at melde sig til og samtidig vælge det tidspunkt, man har tænkt sig at deltage:

Tilmeldingen er nu lukket – alle pladser optaget!

Septuagesima

31. januar 2021. Gudstjeneste ved Lars Emil Bolt

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« 
Matthæusevangeliet 20,1-16

Se dagens gudstjeneste med sognepræst Lars Emil Bolt på facebook:

https://fb.watch/3nxqY8RSQy/

Sidste søndag efter helligtrekonger

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«
Matthæusevangeliet 17,1-9

Prædiken ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Altergang i hjemmet

22. januar 2021

De nuværende corona-restriktioner umuliggør fejring af altergang under gudstjenesterne. Mange bliver hjemme pga. afstandskravene, men i Lillerød har du mulighed for at modtage nadverens sakramente med brød og vin i din egen stue. Præsterne kan komme på besøg, enten for at have en samtale eller for at høre indstiftelsesordene, sammen bede fadervor og fejre Herrens nadver. 

Bare ring til den præst, du eventuelt gerne vil have besøg af. Vi kommer gerne bare til en samtale, vi kommer også gerne med altergang, og vi kommer eventuelt bare med den ene af delene, sådan som du ønsker det. Vi ses.

Kontaktnumre til præsterne i Lillerød Kirke:

Carsten: 4230 4320
Elsebeth: 2943 6390
Lars: 3012 0075

2. s. e. Helligtrekonger

Billede af krus og brød

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
Johannesevangeliet 2,1-11

Prædiken oplæst af sognepræst Carsten Mulnæs