Palmesøndag d. 5. april 2020. 

Salmer til hjemmesang: 78 – 84 / Der var mange folk på gaden – 80 

af sognepræst Kirsten Drigsdahl

Kære sognebørn! 

Med lukket kirke har præsterne besluttet at sætte vores prædikener på hjemmesiden. Det er helt nødvendigt, at I passer på jer selv og holder afstand. Jeg sender hilsner fra Kongeparken, hvor jeg nu har boet i en uge. Her er rod og flyttekasser, men i går lykkedes endelig at få min PC indstillet til den fiberforbindelse, som er her. Her er fint og jeg har det udmærket, selv om jeg savner at møde jeres blikke og smil. 

Vi plejer at holde en festlig og børnevenlig Palmesøndag i Lillerød, pyntet med palmegrene og dejlige salmer. Der er nærmest længselsfuldt at tænke sig ind i mængden, som kan møde frem glade i store flokke med palmegrene og byde Jesus på æslet velkommen. Det kan vi kun gøre på afstand. Hvis I kigger på billeder fra de store pladser med rytterstatuer i Danmark og i hele verden, så står de nu i ensom majestæt. Det kan ikke være anderledes, hvis vi har livet kær. Og det skal vi helt i den Ånd, som er evangeliernes og hovedpersonens ærinde. 

Søndagens tekster har både indtoget i Jerusalem, men i år særlig vægt på salvingen af Jesus i Betania. Vi tænker gerne, at kvinden, om det er Maria Magdalena eller Maria, Marthas søster eller en helt for os ukendt, at det var modigt af hende at gå ind i Simons hus og salve Jesus. Hun var ikke velset og nogle blev åbenlys vrede. Men ikke Jesus som tog imod hendes hjertelige gestus. Han så hendes kærlighed, og så det så også som en forudgribelse af sin kommende begravelsessalving. Taknemmelighed viste han og forkynde, at overalt hvor evangeliet prædikes, da skulle hendes gestus fortælles og huskes. Så det gør vi! Vi undlader i øjeblikke at kopiere hende bogstaveligt og her mener jeg direkte at gå ind i hinandens huse med søde handlinger. Vi handler måske for hinanden eller giver blomster, men ringer på efter aftale og holder afstand. Men sådanne gestus bliver også taget ligeså hjerteligt i mod, som skænket. Vi griber måske telefonen og ringer til, dem vi ved, savner et opkald og en hilsen. Sådan kan vi på forskellig vis vise venlighed og kærlighed, mens vi venter på, at katastrofen aftager og det normale kommer tilbage. Sådan passer vi som sogn og kirke på hinanden. 

Vi skal huske ikke at tage chancer selv. Jesus gik modtandsløs døden i møde til vores bedste. Vi skal ikke ringeagte hans offervilje, ved at tro at vi kan eller skal kopiere Guds Søn. Han gjorde det, som måtte gøres én gang for alle, så vi kan have mod på vores liv og tage vare på hinanden. Jeg så på TV, at ortodokse nede i Jerusalem trodser alle fornuftige regler. Det opfatter jeg som Gudløst. Vi skal selvfølgelig i næstekærlighedens alvorlige sag tage vores forholdsregler og opføre os fornuftigt og holde afstand. 

Og det kan vi uden bekymring, fordi Vorherre allerede har sørget for vores yderste nød og sat evighedens målestok som vores lange perspektiv. Med det i mente kan vi på afstand, men lige hjerteligt komme Palmesøndagen og påskedagene i møde derhjemme og på ganske ægte jødisk vis sige: Næste år i Lillerød kirke! Amen! 

De bedste hilsner og varme tanker til jer alle fra jeres kirke, Kirsten.

Hvordan skal man forholde sig til sakramenterne under corona?

af sognepræst Carsten Mulnæs

(fra https://www.kristendom.dk/hvordan-skal-man-forholde-sig-til-sakramenterne-under-corona )

Kirken forbereder sig på en påske uden gudstjenester. På opstandelsesdagen, hvor vi med en overflod af påskeliljer som kirkepynt plejer at hente naturen ind i kirken, henviser vi i år menigheden til at gå ud og tage naturen til vidne på, at skaberkraften får liv til at opstå af døde. Skærtorsdag, hvor kirken ellers fejrer nadverens indstiftelse, og ritualet ofte kombineres med tradition for fællesspisning, er såvel måltidsfællesskab som altergang nu aflyst.

Hvad er kristendom uden sakramenternes forvaltning? Netop når kirkens håndgribelige tegn og institutionelle udtryk i embede og sakramente er sat delvist ud af funktion, giver det måske anledning til at genoverveje, hvad dåb og nadver egentlig er for noget. Når vi er afskåret fra det vante udtryk og det daglige brød, påskønner vi især det, vi engang havde og glæder os til at få igen!

Kirken er ikke kaldet til at eksperimentere med at omgå kravene for omgang med hinanden. Tværtimod er det overraskende, at der kan rejses teologisk diskussion om, hvorvidt man kan fejre en sand nadver hjemme i stuen, når Kristi indstiftelsesord har lydt. Nogle vil endda have fået en ny erfaring af global samhørighed, når de er formidlet digitalt via nationalt TV.

Men nu er de fysiske tegn heldigvis heller ikke altafgørende for kristendommen. Allerede Augustin formulerede i begyndelsen af 400-tallet:

”Hvorfor gør du tænder og mave rede? Tro, og du har allerede spist.”

Det sker i en tolkning af Johannesevangeliet, hvor Augustin understreger, at vi kan tilegne os Kristi legeme uden at sætte tænder i det.

Her under coronaepidemien er der inspiration at hente i Johannesevangeliets mystik. Skriftet genfortæller hverken Jesu dåb eller skærtorsdags nadver, men er i sit ordvalg gennemsyret af sakramental virkelighed. Guds nærvær bæres af ånd og ord, og vi kan undvære vand, brød og vin, hvis det er nødvendigt i en tid. Og det er det!

Kirken døber selvfølgelig stadig børn, hvis forældrene ikke kan bære at udskyde det. Men evangeliets løfte er ikke afhængigt af kirkelig praksis. I middelalderen indviede man dåbsvandet, men skiftede det ikke ud på grund af overtro til dets magi. Søndag efter søndag dykkede man børn ned i det hellige vand, der måske kun var kuldslået med en varm sten, og lovede dem evigt liv. Men det var trods alt ikke meningen, at de umiddelbart efter skulle hjem til Gud som følge af lungebetændelse. Efterhånden overtog sund fornuft, og man gik over til at bruge dåbsfad og overøsning i stedet for.

I denne coronatid må kirken på tilsvarende måde udvise fornuft i omgangen med de sakramentale tegn. Der er intet forgjort i at udskyde en dåbshandling. Ingen tror længere på den gammellutherske lærdom fra 1530 om, at børn fortabes uden dåb. Gud har sat mennesker stævne i dåben, men Gud er i sin frelse ikke afhængig af dåbens håndspålæggelse eller H20.

Dåbsritualet forkynder syndernes forladelse og evigt liv og giver tilsagn om, at Kristus er med os alle dage. Det er et løfte om, at vi lever under forsoningens fortegn indtil verdens ende, men desværre ikke det samme som en forsikring om, at vi undgår ulykker eller corona. Det vi ved er, at Kristus er med alle dage indtil verdens ende – og netop ikke kun i kirkerummet.