Koncert – Himlen jubler! Jorden synger!

Tenoren David Danholt og organisten Jørgen Ellegård Frederiksen opfører danske sange af komponister fra den danske senromantik.

Lillerød Kirke
Torsdag 7. marts kl. 19.30

Programmet for denne koncert udgøres hovedsageligt af kirkemusik, som i mange år har ligget i dvale og været underkendt, trods dens betydelige kvaliteter.

Det skyldes ikke mindst at vinden vendte i begyndelsen af 1900-tallet med bl.a. Thomas Laubs kirkesangsreform, som var et opgør med det romantiske ideal. Det skulle vige for en mere nøgtern, ægte og åndelig salmesang med rod i reformationstidens salmemelodier.

Med opgøret mistede mange også kendskabet til 1800-tallets danske kirkemusik. Så denne musik er stort set blevet glemt.

Lillerød Kirkes egen kirkesanger David Danholt og organisten Jørgen Ellegård Frederiksen satte sig – med et større efterforskningsarbejde i Det Kongelig Biblioteks samlinger – for at bringe meget af dette repertoire frem i lyset.

Og de har fundet virkelig gode ting sager frem, som de nu fremfører på koncerter rundt om i landets kirker – musik af flere af den danske romantiks fine komponister Christian Barnekow, Jacob Fabricius, P.E. Lange-Müller og Rued Langgaard. Større dele af repertoiret er også blevet udkommet på CD-udgivelsen “Himlen jubler! Jorden synger!”, indspillet på det tidstypiske og velegnede orgel i Sankt Matthæus Kirke i København.

Der er gratis adgang til koncerten.