Gudstjeneste søndag 1. januar 2023 – v. sognepræst Carsten Mulnæs
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.
Johannesevangeliet 2,1 – 21
Abraham brød op. Brød ud. Brød igennem. I Det Gamle Testamente fortæller de mange slægtstavler og stamtræer, at mennesket har en urgammel interesse i at skabe sammenhæng ved at forstå historien som én lang kontinuerlig fortælling fra skabelse til fuldendelse. Således er også Abraham i den jødiske selvforståelse folkets stam- eller urfader. Men han var også søn af nogen: Nemlig af sin far Tera, der med Abraham rejste fra byen Ur i Kaldæa i det land, som vi i dag kender som Irak.
Men med historien om Abraham, der rejser fra det land – nemlig Syrien – som han med sin far havde slået sig ned i, sker der noget nyt: Et opbrud.
Selvom bibelhistorien er bundet sammen af slægtsforskningens anetavler – ligesom vores nytår allerede har vist sig blot at være en fortsættelse af historien fra 2022 – så sker der altså noget afgørende nyt i kapitel 12 i første mosebog. Det nye, som sker, er, at Gud Herren taler. Taler direkte til Abraham. Nyheden er ikke, at Abraham begiver sig på vej til Kana’ans land – det havde Abraham og hans far Tera faktisk allerede aftalt hjemme i Ur i Kaldæa, selvom de så valgte at slå sig ned på halvvejen i Syrien.
Nej, det nye er, at Gud taler til Abraham for at lyse sin velsignelse over Abrahams videre færd. Så bryder Abraham op og bliver begyndelsen på en historie. En rejseskildring. Det er ikke tiden, der begynder, den fortsætter bare – ligesom vi allerede nu ved, at vi om et år sidder her igen og fejrer, at det blev ´24. Men begyndelsen – alle begyndelsers begyndelse – er, at Gud lover sin velsignelse. Også over vores rejse gennem livet.
Det er i Guds velsignelse, at vi ser en ny begyndelse. For Gud er begyndelsernes Gud: Gud er Gud for den gode begyndelse, fødslen, det nye ”nådeår fra Herren”, tilgivelsen, løftet, håbet, frimodigheden – alt dét, der gør, at vi tør se fremad og sætte den ene fod foran den anden.
Jesus bliver på 8.-dagen navngivet ved omskærelsen. Læg mærke til, at Lukas som en selvfølgelighed skriver, at Jesus ”skulle omskæres”. Selvfølgelig skulle han det. Jesus var jo jøde. Kontinuiteten og identiteten som jødisk folk igennem århundreders historie både som krigsnation og som fordrevne landflygtige lå i omskærelsens tegn. For de allerfleste jøder er den stadig – endnu mere end muslimske kvinders tørklæde – afgørende for selvforståelsen af at høre til i en sammenhæng.
Ved omskærelsen blev Jesus åndeligt talt Abrahams søn. Et lille indgreb, der ikke kan tænkes ret meget mere fysisk end denne religiøse kirurgi, forbinder kød og ånd, individ og folk, historie og løfte. På en måde er vi inde ved kernen i både jødedom og kristendom, når vi ser, at religionen på denne måde bekender sig til det organiske jordiske liv. Vi er ikke bestemt til at være frit flagrende sjæle, der midlertidigt må længes efter at blive befriet fra kroppens fængsel, men mennesker i kød og blod, der lever af Guds løfte om velsignelse.
I dig skal alle jordens slægter velsignes.
Sådan lød løftet til Abraham. Af hans sæd skulle spire frem en frelse, der ikke kun var for et enkelt folk, men for alle jordens folk. I Jesu omskærelse sker der derfor noget nyt med selve omskærelsen. Dette symbol på etnicitet, tradition og kultur bliver Guds Søns eget – for at blive gjort overflødigt.
Det tog en generation at finde ud af det. Efter Jesu opstandelse fik apostlene Peter og Paulus omskærelsens overflødighed åbenbaret af Gud på hver deres måde. Peter var langsommere end Paulus til at forstå konsekvensen. Men Paulus vandt diskussionen og blev på en måde den tidlige kirkes første protestantiske reformator:
Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde.
Paulus’ udgangspunkt er binært. Han kan ikke forestille sig mere end to køn. Men verdens befolkning består for ham dybest set også kun af jøder og ikke-jøder, hvilket han kalder ”grækere”, selvom han jo kendte til, at der også fandtes barbarer og afrikanere. Endda samfundsforholdene dengang kunne han overordnet sammenfatte som at være enten ”træl eller fri”.
Men netop fordi Paulus’ udgangspunkt, bestemt af sin tid, er enkelt, er hans befriende vision, så meget desto klarere:
I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus… I er alle én i Kristus Jesus.
Det er som en trompetfanfare til fejring af den velsignelse, som siden Abraham har gjaldt alle jordens folk: At I må være én. Der står ikke ét men én. Det er ikke intetkøn, men fælleskøn. Det er organisk. Det er mennesker. De har iklædt sig det pagtstegn, som Paulus et andet sted kalder en ”omskærelse ikke gjort med hænder”. Nemlig dåben, der gør os til Guds børn.
Den evangeliske jøde Paulus fortsætter:
… og hører I Kristus til, er i også Abrahams afkom,
arvinger i kraft af Guds løfte.
Det, der betød så meget for jøderne – at være Abrahams afkom eller Abrahams børn – er i kraft af Jesus Kristus blevet en gave for både jøder og ikke-jøder. Omskærelsens tegn er ikke det vigtigste. Det er blevet overflødigt. Det vigtigste er Guds faderlige løfte om velsignelse. Vi blev døbt til den velsignelse og sådan – for nu at tale billedligt – blev det muligt for Guds børn at iklæde sig Kristus.
Med andre ord: kristen identitet er at være én med Kristus og således én med hinanden, fordi Kristus lever videre i os alle, som ét legeme eller én organisme tilsammen.
Lige så fysisk som omskærelsens bekendelse var ved at skære noget væk for at afgrænse folket i forhold til andre folk – lige så fysisk erfarbar er velsignelsen for Paulus: at Kristi legeme udgøres af os, der ved dåben er én i ham. Det er denne sandhed Ole Sarvig gengiver i sin fine nytårssalme, vi lige har sunget:
Han gror af jeg’ets
hjerterod.
Han er dit liv. Du er
hans blod
Et opbrud begyndte med Abraham, fordi Gud talte sit ord til ham og lovede ham velsignelse. Og Gud gjorde en ny begyndelse, da dette Ord blev kød i Jesus Kristus. Guds begyndelse med os blev skænket, da vi ved dåben hørte hans løfterige ord om, at også vi er Guds børn. Abrahams åndelige afkom og derfor arvinger til Guds rige velsignelse.
Nytårsdag samles to perspektiver. Det ene perspektiv er tidens gang, som vi uophørligt er en del af, og som fortæller os, at vi er ”kommet af jord og skal blive til jord igen”. Vi lever derfor ikke i det selvbedrag at tro, at det er en kalender, der forkynder det afgørende nye for os. For det andet perspektiv er Guds ord, der hver gang det lyder, lover en ægte ny begyndelse.
Denne nye begyndelse tager vi med ud herfra, når vi har hørt velsignelsen, når vi har modtaget tilgivelsen, når vi har mærket, at ånden binder os sammen som én i Kristus, selvom vi ikke har fortjent det.
Vi bryder op. Vi bryder ud. Vi bryder igennem – til åbne nye horisonter, som kun Gud kan vise os. Dristigheden til nye dage finder vi ikke i uskrevne kalendersider, men i, at Jesus blev en del af historien, for ved sin opstandelse at vise os, at det ikke er historik men tro, der giver os fremtid. Hverdagen begynder ikke først i morgen. Hverdagen begynder i hvert eneste øjeblik, hvor vi taknemmeligt tager imod Guds mulighed for at gøre en ny begyndelse med os. Og så vil vi ligesom Abraham se et forjættet land, Guds rige, spire op lige midt iblandt os –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer: 716 – 36 – 720/18 – 712
