Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, 27. november 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
Matthæusevangeliet 21,1-9
”Velkommen” siger vi til et nyt kirkeår. Nogle tror, at kirken altid er bagud i forhold til udviklingen, men i virkeligheden er vi forud for resten af verden. Ud over hele jorden fejres i kirken nytåret en måned før resten af samfundet, og det begynder i dag. Som i det verdslige nytår 1. januar er stemningen forventningens glæde; måske kombineret med en oplevelse af, at det er rart at lægge det gamle slidte år bag os:
Kom til mig alle I, der slider jer trætte og bærer tunge byrder.
Sådan lød evangeliet sidste søndag i det forgangne kirkeår fra den frelser, der også sagde om sig selv:
Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.
Et nytår er for os altid en højtid, hvor vi både lægger fra os – og det kan være tunge byrder – og med forventning ser frem mod det nye, der skal komme. Advent handler om forventningens glæde over ham, der til jul skal komme til verden. Jesus Kristus.
Måske kan det synes meget mærkeligt, at der på denne festdag skal prædikes over, at den voksne Jesus palmesøndag kom til Jerusalem som optakt til påske. Selvom folkeskarerne tiljubler Jesus, lægger deres kapper på vejen som en rød løber, og vifter med palmegrene for at hylde ham som en konge – så ved vi jo, hvordan det gik få dage efter: ”Jødernes konge”, som der stod på indskriften med anklagen øverst på hans kors, kom med et rige, der ikke var af denne verden. Jesus blev en stor skuffelse for dem, der havde troet på, at nu skulle han sætte folket i frihed.
Men skikken med, at vi i kirken forbereder os til jul på samme måde, som vi gør til påske, er halvandet årtusind gammel. Der er en eftertænksomhedens styrke, når de gamle kirkefædre indrettede kirkeåret med en fastende forberedelse, hvor vi ikke tager glæden for meget på forskud, men giver os tid til at fordybe os i, at det menneske, der julenat kom til verden, også kommer til os – fordi vi har brug for det.
Én sagde for et par år siden: Danskerne fejrer jul en hel måned, juledag er det slut og de falder udmattet op på sofaen, inden de skal i gang med at bytte alle julegaverne, der i mellemtiden er kommet på udsalg. I kirken er det modsat: julen begynder for alvor juledag – men varer lige til helligtrekonger i januar. Det er for os alle en del af kulturen i december, at vi i denne mørke tid søger hyggen i fællesskaberne indendøre og drømmer om, at det udenfor må blive en hvid jul. Men det er også den iscenesatte kultur, der undertiden skaber stor ensomhed for den, der ikke har så mange fællesskaber at være en del af. Derfor er advent som stilfærdig forberedelsestid kirkens vigtige sjælesorg.
Kan vi udholde kirkens gamle tradition, der ikke tager forskud på glæden, men koncentrerer sig om, hvilken tomhed, frelseren kom for at fylde ud? Hvilken fattigdom han kom for at afhjælpe med det gode bytte, at vi får del i hans rige? Hvilken sorg, at vi netop ikke selv kan skabe fred på jord trods alt, hvad vi anvender af egne virkemidler, fordi vi mangler dét, han kom med?
Det er en fredskonge, der ridder ind i Jerusalem palmesøndag. Derfor ridder han på et ydmygt arbejdsdyr. Han kommer hverken højt til hest eller siddende på en kampvogn. Netop i år bliver vores adventstid præget af den bekymring, der er for at millioner af mennesker i vores nærhed er truet på livet af krig.
Vi har et sikkerhedsråd i FN, vi giver store donationer for at støtte et land, der ellers var bukket under for russisk aggression. Vi ved, at der menneskeligt talt er en politisk virkelighed, hvor det eneste, der kan befri landet, er et militært gensvar. Vold mødes med vold, og det er ulykkeligt. Hvis Jesus kom tilbage som kongen over Himmel og Jord, ville det første vi ville forvente af ham, nok være at smide russerne ud af det stakkels plagede naboland, der gennemhegles af dødbringende missiler.
Vi er ikke klogere end jøderne i det besatte land på Jesu tid, når vi ser, hvad vi synes, der er brug for lige nu. I vores lille land mærker vi kun de afledte konsekvenser, og det siges, at det lægger en dæmper på julestemning og julehandel – af økonomiske grunde. Men måske er der også en anden grund til, at vi her i kirken besinder os på, hvad det egentlig var han ville, denne Jesus af Nazareth, der kom til den by, der lige siden har været et stridens æble mellem tre store religioner: jødedom, kristendom og islam. Da Jesus, inden han blev henrettet, sagde til Pilatus, at hans rige ikke var af denne verden, var det ikke nok til, at han gik fri af justitsmordet og korsfæstelsen.
Men der går en lige linje fra hans fødsel i de mest ydmyge kår, igennem hans liv som fattig omvandrende prædikant om Guds rige og næstekærlighedens nødvendighed og frem til hans endeligt, hvor han sagtmodig og ydmyg af hjertet bad for sine bødler. Sådan opfyldte han profetien, som jøderne kendte – men på en anden måde, end de håbede.
I de gamle skrifter kunne de læse om den messias – eller Kristus – der ville være Herrens salvede. En profet, en præst og en konge i én person. Indsat som Guds udvalgte. Folket ventede ham, og de ortodokse jøder venter stadig på den frelserskikkelse.
Mattæus fortæller, at Jesus kom ind i Jerusalem på den måde, han gjorde, for at dét skulle opfyldes, som er talt ved profeten:
Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel,
og på et trækdyrs føl.
Har vi tålmodigheden til at leve med profetier? Altså med forventning om, at det gode vil ske, men at det ikke er der endnu? Jøderne er eksperter i denne tålmodighed. Det har holdt dem sammen som et folk i næsten 2000 år fra de blev fordrevet for alle verdens vinde i Romerriget, indtil de kunne komme tilbage til deres gamle landområde så sent som i1948. Det har ikke betydet fred. Men, at de overhovedet kunne siges efter 1800 år stadig at være et folk skyldes deres tålmodighed med at leve af profetierne i deres hellige skrift. Adventstiden er derfor også for kristne en tid, hvor vi fordyber os i profetierne, fordi den langsomhed at kunne vente – stadig er opgaven for de troende.
Vi ser ikke nødvendigvis det ske, som vi håber på. Men vi håber stadig; og Jesus er opfyldelsen af indholdet i Guds rige, men endnu ikke af dets universelle udbredelse. Derfor lærte han os at bede: ”Komme dit rige!”. Folket i Jerusalem havde hæftet sig ved profetien, der lovede dem en konge, men de havde overset betydningen af hans komme: Nemlig hans sagtmodighed.
Sagtmodighed er et gammelt smukt ord om at være stilfærdig – ikke af fejhed men af kærlighed. Sådan var den konge, der kom ved indtoget i Jerusalem. Det er den Herre, vi døber de små til at tilhøre, når vi slår korsets tegn for deres pande og bryst.
Og det er den Herre vi fejrer, når vi med brød og vin mindes hans hengivelse for verden som et sårbart menneske i kød og blod. Hver gang kirken fejrer mindefest ved alterbordet indleder vi med – som ved Jesu indtog i Jerusalem – at synge:
Velsignet være han, som kommer i Herrens navn.
Hosianna i det højeste!
For vi ved godt, at den ventede Messias, som oversat til græsk hedder den lovede Kristus, kommer med et rige af en anden verden, når han tager bolig i vores hjerter, for at hans fred kan udbredes i verden gennem os, fordi vi går hans ærinde.
Om lidt synger koret for os en lille sang om de 4 adventslys. I har fået teksten, så I kan følge med. Det er en sang om at tænde lys som en bøn. En bøn for verden – en bøn for de andre. Det er nemlig Jesu vej til fred. Ikke et ønske om at vinde over fjenden, men om, at netop han må blive indlemmet under freden i Guds rige, hvor der ikke længere vil være vold, misundelse og ondskab, fordi kærlighed, tro, trøst og retfærdighed vil herske.
Det er i håb om, at profetien ikke var forgæves, at vi fejrer den æselkonge, der gjorde sit indtog i Jerusalem. Vi gør det i tro på, at han ved sin ånd også vil gøre sit indtog i vore hjerter, for så vil vi se hans rige udbrede sig og vokse for øjnene af os –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer: 74 – 84 – 83/78 – 80
