Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 15. august 2021
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Lukasevangeliet 18,9-14
I det mærkelige gammeltestamentlige skrift, der hedder Jobs bog, er der meget trøst at hente for det lidende menneske. Ikke fordi lidelsen bliver forklaret – det havde der netop ikke været nogen trøst i, hvad alle, der virkelig har lidt, ved – men fordi der ud af versene stråler en menneskelighed, som hen over flere tusind år viser os, at sorgfulde erfaringer og længsel efter mening grundlæggende stadig er det samme vilkår.
Han redder de ødelagte fra deres mund,
den fattige fra den stærkes hånd,
så der bliver håb for den svage,
og munden lukkes på uretfærdigheden.
Rovdyrets mund er et gab, der kan fortære. Ud af sin ufattelige lidelse håber Job på, at Gud fra sit skjul vil forhindre, at ondskaben får sit bytte. Håber, at han ikke bliver offer for undergangen. Mange steder i Bibelen er munden en central metafor. Munden er ikke kun rovdyrets gab. Der kommer også uretfærdighed ud af munden. I Det Nye Testamente kalder apostlen Jakob tungen i munden ”en brand antændt i Helvede”. Så udtrykket, at ”munden lukkes på uretfærdigheden” rummer mange nuancer. Sandt er det, at vi alle kender til drømmen om, at uretfærdigheden får munden lukket, uanset om den ses som en drage, der kan æde, eller åbne munden for at udspy gift.
Uretfærdigheden findes. Den findes over alt, og den findes i os selv. Vores viden om, at uretfærdigheden er der, gør det til en velkendt kappestrid mellem mennesker, at vi prøver at retfærdiggøre os selv.
Det, der skal retfærdiggøres, er jo det, man kan være i tvivl om retfærdigheden i. Det siges, at vi lever i en tid uden Gud. Det må så især være Vesteuropa, man tænker på. Der er meget religion, og der tales meget om Gud både i Afrika og USA. Muligvis fylder troen på Gud for lidt i det offentlige rum. Imidlertid er behovet for at retfærdiggøre sig selv ikke til at overse.
Sommerinteressen for sportslig kappestrid er umættelig, og hvis det er en landsmand, der får medalje, så er det Danmark, der har vundet guld, sølv eller bronze. Og retten til at blive anerkendt som den, man er, fylder enormt. Med en særlig aggression fra identitetspolitikken sker det endda, at nogle mennesker mister deres jobs eller modtager dødstrusler, hvis de tør hævde, at der grundlæggende kun kan være 2 køn. Regnbuetid eller ej. Mens Me-too-domstolen ligesom i Kafkas ”Processen” ikke længere når frem til at fælde dom, fordi den er blevet en indre dommer hos frygtsomme mange.
For det moderne menneske vil gerne fejre sig selv – at vi lykkes – og søger anerkendelse af det udefra. Tilbuddene om hjælp til at få det bedste ud af livet stiller også store krav til dig selv. Det er næsten en pligt at få et godt liv, og hvis ikke dit liv er godt, er det din egen skyld, og det er dig selv, du ikke kan være tilfreds med.
I alt dette vises i en sekulariseret form, hvad religionen altid har vidst: at mennesket ønsker at stå retfærdigt udadtil. Og – hvad religionen også har vidst – så består arvesynden i, at menneskets forsøg på at retfærdiggøre sig selv er tilbøjelig til at gøre det på andres bekostning, hvorfor projektet med selvretfærdiggørelse i større eller mindre grad for det meste slår over i sin modsætning: uretfærdighed.
Retfærdighed og uretfærdighed er et oldgammelt tema. Love er blevet til for at sikre ret færd i fællesskabet for fredens skyld og krige er blevet udkæmpet – angiveligt for at bekæmpe uret. Men tænk, hvis munden blev lukket på det grådige og giftige gab: uretfærdigheden! Vi forstår Jobs suk.
Måske ser vi som Paulus på os selv med sorg og konstaterer, at uretfærdigheden ikke kun er udenfor. Fra det store opstandelseskapitel i Korintherbrevet, der ellers er som en trompetfanfare om Guds sejr over kaosmagten i Kristi opstandelse, hørte vi Paulus skrive om sig selv, at han ”ikke var værdig at kaldes apostel”. Han, den ”ringeste af apostlene …. fordi han havde forfulgt Guds kirke”. Med andre ord: Paulus er sig pinligt bevidst om sin egen uretfærdighed, når han med pauker og basuner vil proklamere Guds retfærdighed. Hvorfor?
Fordi han af Guds nåde er, hvad han er,
og Guds nåde imod ham har ikke været forgæves.
Guds retfærdighed er hans nåde. Overfor os kan det ikke være andet. Gud handler ret, når han viser nåde. Og det er dét, der blev centrum i Paulus teologi, når han skrev – igen og igen – om Gud, som den, der retfærdiggør de gudløse.
Retfærdiggørelseslæren har ufortjent dårlig presse, som om det er noget gammeldags og alt for juridisk dogmatik om Gud. Der blot ser ham som en dommer og mennesket som sat i en retssal. Men som vi har set: menneskets uretfærdighed med at retfærdiggøre sig selv foregår alle andre steder end i en retssal. Den sker i tilværelsen ”som alles kamp mod alle” dér, hvor der ingen nåde er.
Men nåden, som også Paulus oplevede, skaber fred. Paulus, der engang ”fnyste af raseri” imod de kristne, blev retfærdiggjort af nåde og kunne derfor skrive, at der er ”fred i Jesus Kristus”.
Jeg tror ikke, at man skal komme i kirke for at få en ”feel-good” oplevelse. Det vil vi mennesker ellers gerne have. Sådan lidt som i Go’morgen-tv eller Aften-show. Gudstjeneste uden kanter. Evangelium uden synd. Nåde uden alvor.
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige,
og som foragtede alle andre, fortalte Jesus en lignelse.
Historien om tolderen og farisæeren i templet er genial og velkendt. Den er så indlysende, at den ikke behøver en udlægning. Enhver kan se det for sig – og pointen slår hovedet på sømmet. Det var tolderen, der gik hjem retfærdiggjort, og ikke den selvretfærdige, der kom i Guds hus for at fejre sin fortræffelighed.
Man kan desværre ikke se i den nuværende danske oversættelse, at, når tolderen gik hjem ”som retfærdig”, så er det, fordi der er sket noget med ham. Men det er der – som Paulus kaldte det: han blev retfærdiggjort. Det er altså ikke bare en ny selvretfærdig gerning som klædeligt ydmyg, der per definition gør tolderen mere retfærdig end den anden. I så fald havde vi jo bare en ny feel-good attitude af falsk beskedenhed som kirkelig fernis. Nej, det var Gud, der gjorde ham retfærdig – ved at løfte hans blik og ranke hans ryg i kraft af syndernes forladelse. Det gør Gud ved at tilgive rigtige synder med rigtig nåde!
Men læg mærke til, hvor lidt tolderens synderegister har af ord for sin egen elendighed. Han turde knap løfte blikket, men kunne kun slå sig for brystet og fremstamme et Kyrie eleison. Vi har i gudstjenesten som indledning sunget ”forbarm dig over os”. I virkeligheden er dermed alt sagt for at kunne fejre tolderens gudstjeneste. Arkitekterne bag de nye liturgiske eksperimenter vil måske finde det antikveret at se sig selv som en synder og bede Gud forbarme sig over os. Hvilken feel-good er der over det? Ingen.
Munden stod imidlertid ikke stille på den farisæer, der berømmede sin egen retfærdighed, så man med Job måtte ønske, at uretfærdigheden kunne holde bøtte. Farisæeren, der takkede for ikke at være som andre mennesker … men fastede to gange om ugen og gav tiende af hele sin indtægt, han var snakkesalig. Han mødtes med Gud i templet for at blive enig med ham om, at han selv var, det man kalder ”et ordentligt menneske” mens røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere – og ham tolderen dér, var noget afskum. Ak – han snakkede kun med sig selv.
Men tolderen gik hjem som retfærdig. Ikke fordi han var et bedre menneske end farisæeren – han var sikkert værre efter vores målestok – men fordi Gud så i nåde til ham og retfærdiggjorde ham. Gud ske lov for, at et evangelium, der er så gammeldags stadig lyder i vores kirke. Måske er det få, der gider høre det, fordi vi hellere vil fejre vores egen fortræffelighed, men for den, der ikke kan leve uden, er Gud trofast og skænker syndernes forladelse igen og igen –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
(Salmer: DDS: 739 – 433/434 – 496 – 609/695 – 598)
