Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 2. oktober 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.
Johannesevangeliet 11,19-45
Fostre i maver er spørgsmål til Gud,
Den døde er et udråbstegn.
Den nu afdøde danske poet Simon Grotrian anvender i et digt disse helt enkle sproglige tegn for at give os stærke billeder på dét, vi alle kender til og lever med. Små mennesker er kommet til verden, og vi har døbt dem i dag. Hvordan mon deres liv vil forme sig? Hvad er det for en verden, de kommer ind i? Vil vi som forældre og faddere lykkes med at give dem ballast og inspiration til, at de vil danne et sundt og stærkt ”jeg”? Grafisk ligner fosteret med sin buede form et spørgsmålstegn.
Vi hørte fra en anden smuk læsning fra alteret om det lille menneske i mors liv med ordene fra salme 139:
Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!
Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte,
blev vævet i jordens dyb.
Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet, før en eneste af dem var kommet.
Hvor er dine tanker dyrebare for mig,
hvor stor er dog summen af dem, Gud!
Tæller jeg dem, er de flere end sandet,
bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.
Det lille håbefulde spørgsmålstegn ligger trygt med mors maveskind som hele verdens grænse. Og når digteren beskriver, hvordan Gud kender os endnu fra før én eneste af vores dage er kommet, er det for, at vi skal vide, at den stærkeste magt i universet – Guds nådige kærlighed – favner os fra start til slut.
Men salmisten beskriver ikke kun hjertets fred i at være kendt og dog elsket fra før vi selv blev til. Guds kendskab og kærlighed til os rækker også ud over dette liv:
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre holder mig fast.
Sådan taler troen om os fra undfangelse til evighed. Men døden er det ubønhørlige vilkår vi lever med. Nøgternt sagde Grotrian: ”Den døde er et udråbstegn”. Sådan blev det. Først når livet på kloden er levet til ende, kan vi fuldstændigt beskrive dette liv. Den døde, der ligger udstrakt på båren ligner et udråbstegn.
Fostre i maver er spørgsmål til Gud,
Den døde er et udråbstegn.
Denne poesi beskriver med mere end 2000 års mellemrum, hvad det vil sige at være menneske og have en afgrænset tid. Moders liv er den livgivende grænse, som fosteret lever i – og helst i alle de ni første levemåneder. Mens det lille liv bliver større hører det mors stemme og får netop derved den første fornemmelse af, hvad det vil sige at have et modersmål. Og barnet véd instinktivt, når det kommer til verden, at det er ventet, elsket og taget imod i en kærlig favn.
Når vi hører historien om Lazarus i Johannesevangeliet, fortælles der også om livets grænse. Den grænse, der omslutter alt liv på jorden: at vi kun har en tid. Denne grænse er ikke et onde men et gode. Derfor er det vigtigt at huske, at død og grav ikke er det samme. At tænke på graven er dystert; at tænke på døden behøver ikke at være det.
Vi ser for os Lazarus’ grav som en grotte med en stor sten sat for indgangen. Graven er symbol på vores uhyggelige fornemmelse af, at der ikke er nogen udveje. Men fordi der er forskel på død og grav, kan vi netop tage imod døden som en naturlig grænse for vores egen selvudfoldelse i det levede liv.
Det gør vi med digternes metaforer om, at dødens grænse ikke er gravhulens hårde sider: men Gud! ”Ud hans hånd mig river af dødens garn”, ”hans højre hånd holder mig fast”. Mørket er ikke mørke for Gud, for ham er natten lys som dagen, mørket er som lyset. Men hvordan skal vi forstå det?
At død og grav ikke er det samme, giver os mulighed for at tage imod døden i tro på, at vi er begrænset af Gud og ikke af en grav. I dét, som dyb visdom kalder ”livmoderen”, er det trygge foster i fysisk kærlighed omsluttet ”forfra og bagfra”. I åndelig forstand gælder det samme om ethvert menneske, at det må vide sig omsluttet af Guds evige kærlighed. På den baggrund er det muligt for os at tage imod døden ”mæt af dage” og gå til hvile. For ikke graven men døden er vores grænse. Og denne grænse begrænses af Gud.
Der skinner et lys fra Lazarus’ grav. Men det er ikke Lazarus selv. Miraklet med dødeopvækkelsen her i Johannesevangeliet er ikke en historisk reportage af begivenheder. Men en udlægning af, hvad det vil sige, at Jesus er lig med opstandelse. Jesus siger jo til Martha: ”Jeg er opstandelsen og livet”.
Når vi prædiker om opstandelsen, prædiker vi altid om Jesus. Det er noget andet end troen på en udødelig sjæl. Jeg knytter ikke mit håb til en fast kerne i mig selv, men til en Gud, der holder mig fast – i både liv og død. Jesus Kristus er Gud, kommet i kødet for at iklæde sig vores forgængelighed. Derfor kan også for os være lys i mørket og opstandelse i døden.
Jeg er opstandelsen og livet;
den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.
Og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.
Når Jesus kan siger sådan, er det klart at død og død kan betyde to forskellige ting. For når, han taler om liv for den, der ”end skal dø”, så er det den fysiske død, som ingen af os og heller ikke han selv slipper for. Men når han taler om den, der ”aldrig i evighed skal dø”, så er dén død den meningsløse og ensomme død, som vi bedst sammenligner med en grav, der netop er fuld af tomhed, fordi det kun er jordiske rester, der formulder.
Evangeliets ene side er altså netop, at død og død – eller altså død og grav – ikke er det samme. Der er mere at sige om os end det, vi ved afslutningen lægger i graven. På den anden side er Jesus og opstandelse netop det samme, fordi troen på evigheden knytter sig til Gud og ikke til os selv.
Når Johannes fortæller om opvækkelsen af Lazarus gør han det som en evangelist, der ved, hvordan Jesu liv ender til påske. Eller rettere: netop ikke ender. Jesus døde den naturlige død ligesom enhver af os må gøre det og vore kære har måttet gøre det før os. Vi føler en tomhed ved, at alle udveje synes lukket som i gravhulen med den store sten for indgangen. Og vi erfarer en meningsløshed ved dét vilkår, at alle forbindelser mellem os, der elsker, og den afdøde bliver afbrudt.
Derfor græder vi. Derfor græd både Martha og Maria. Derfor græd også Jesus. Jesus var altid med de mennesker, han mødte. Og hans sorg var lige så ægte som kvindernes og vores: ”Se, hvor han elskede ham” – udbrød skaren, da Jesus brast i gråd.
Men der skinner et lys fra Lazarus’ grav, og dét lys i mørket, tomheden og håbløsheden er Jesus selv. Dér hvor alle relationer er afbrudt, som det sker i graven, dér bringer kærligheden en genoprettet relation til veje. Det er jo på grund af Jesus, at vi bekender, at Gud er kærlighed. Livet er ikke stærkere end døden. Det ved vi. Men kærligheden er stærkere end døden og derfor siger kærlighedens mester, Guds Søn, om sig selv: ”Jeg er opstandelsen og livet”.
Vel er det i mytens sprog, at vi beskriver det, men troens centrum er visheden om, at Gud er menneskelig, fordi han har åbenbaret sig i Jesus. Menneskeligt har han hjerte for den, der står i sorgen. Guddommeligt lyser han op og holder os fast i en kærlighed, der rækker længere end både vores og morgenrødens vinger.
Vi nærmer os kun varsomt dette mysterium om fællesskabet med Gud, der rækker helt ind i døden. For smerten er stor hos både den, der for nyligt har mistet, og den, der måske har fået at vide, at livets afslutning nærmer sig. At døden afbryder vores forbindelse til hinanden, er en hård sandhed, vi er nødt til at leve med; men at Gud i opstandelsen samler alle tilværelsens tråde hos sig, er troens sandhed, som gør det muligt for os at leve med døden.
Sådan kan den blive et vilkår, vi ikke frygter, fordi det netop er i døden, at vi bliver mødt af ham, der om sig selv sagde: ”Jeg er opstandelsen”.
I håb lever vi med døden. Nok ikke så meget et håb om vores egen fortsættelse eller tilbagevenden som Lazarus, men snarere et håb om, at når alle vores dage er talte, så er vi ”stadig hos Gud” og hans evigt rige nåde udtømmes ikke –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer: DDS: 754 – (433/434) – 21 – 400/562 – 729
