ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen
Salmer:
402: Den signede dag
287: Kraften fra det høje
29: Spænd over os dit himmelsejl
725: Det dufter lysegrønt af græs
Evangelieteksten
v44 Jesus sagde: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. v45 Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. v47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v48 Jeg er livets brød. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Amen.
Efter næsten 3 måneders pausetid kan vi igen samles til gudstjeneste i alle landets kirker. For vi har brug for vores kirke, som giver os åndelig føde ved at lade os høre og lære om Guds kærlighed og godhed. Og, hvad giver mere mening end i menighedsfællesskabet at fejre kirkens fødselsdag i pinsen – i vores gamle, tålmodige og stolte Lillerød Kirke. Vi har længtes efter at samles omkring salmesangen og evangeliet på den næsten gamle og trygge facon. Også selv om vi er på fysisk afstand af hinanden. Alt det tilsammen giver pinsen år 2020 en endnu mere særlig glans og en intens sanselighed, fordi vi nu igen kan sidde sammen på kirkebænken. En åndelighed og en sanselighed, som pibler næsten lige så forårsagtigt ud af Vagn Steens smukke digt fra 1964:
Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt,
den, der maler rosen, maler ikke rosens duft.
Den, der skriver digtet, maler ikke rosens duft,
den, der skriver digtet, fanger ikke fuglens flugt,
den, der læser digtet, læser ikke rosens duft,
den, der læser digtet, fanger ikke fuglens flugt.
den, der ikke kender rosens duft, kan ikke,
den, der ikke fanger fuglens flugt, kan ikke.
Den, der kender fuglens flugt, kan male,
den, der kender fuglens flugt, kan skrive,
den, der kender fuglens flugt, kan læse.
Den, der kender fuglens flugt, forstår,
at fuglen kun kan fanges i et digt.
Og selv om vi kender treenigheden, gudstjenesten og evangeliet, så er det alligevel sådan, at vi ikke med viljen og med hænderne i gribestilling kan fange eller forstå pinsens særlige, sanselige budskab. For prøver vi at fortolke og fastholde pinsen med akademiske gloser, lukker vi af for farverne, ilten, luften – ja for ånden. Men vi kan male budskabet ud med naturens og forårets vidunderlige farvepalet – vi kan skrive det ud – tale det ud – synge det ud – i digtets poetiske form. Vi kan nærme os en indsigt og resonans i vores sind med brudstykker af vores egen livshistorie. En resonans, som svinger harmonisk i takt med pinsens budskab om, at Treenigheden bliver hel. En resonans med afsæt i troen på kærligheden og fremtiden og håbet til, at der er noget, der er større end dig og mig. At jeg ikke er alene. Men ordet treenighed minder os alligevel om, at vi kun kan male rosen, men ikke rosens duft.
Pinsen er og bliver svær at forstå. For at ånden – Helligånden, pinsens ånd, talsmanden, sandhedens ånd, kærlighedens ånd kommer til, pirrer os i vores rationelle, videnskabelige og forstandsmæssige liv. Derfor må vi gå ind i poesiens verden for at uddybe ånden – Helligånden og vores egen lille ånd og den sære forbindelseslinje mellem de to. Det gamle testamente rummer masser af poesi. I de første linjer af skabelsesberetningen hører vi, at Guds ånd svævede over vandene og satte skel mellem lyset og mørket. Vi fik et åndedræt, en puls, en horisont, en tidslinje, et liv og et kompas. I Det nye Testamente virker ånden især ved disciplenes pinsefrokost, som vi hører om i Apostlenes Gerninger. Her kommer suset gennem lokalet, hvor de bange, forvirrede og rådvilde disciple befinder sig alene uden deres lærermester, og hvor tunger af ild satte sig på deres hoveder. Kærlighedens og sandhedens pinseånd gør sit himmelske arbejde. Kærlighedens sprog er internationalt og overtrumfer alle tungemål i sit metasprog.
De tolv oplevede, hvordan kirken underfuldt blev født 50 dage efter påsken. Midt under pinsefrokosten. De var alene nu med det håb og den bindende dåbsbefaling, de havde fået kastet i favnen i den endelige afskedsscene med Jesus på toppen af et bjerg Kristi Himmelfarts dag. Alene med ansvaret for budskabet, kirken og dåben. Pinseunderet skete jo netop her under fælles frokosten, hvor håbet rejste sig for de 12 uperfekte og usikre sjæle. Himmelsuset gik gennem lokalet, og med ildtunger blev Helligånden født sammen med kirken.
De svage disciple bliver de stærke efter dette guddommelige fødselsunder. Den kirke, som blev født og rejste sig her, er den autentiske kirke af levende stene. Urkirken med sin forsamling af troende, der takker, synger og udbreder opstandelsesbudskabet. Det absurde budskab om, at Jesus med sit kærlighedsoffer på korset vendte død til evigt liv på tværs af ondskab, nød og elendighed – for vores skyld. Dengang var det den rene, usmykkede, kraftfulde og insisterende kirke, som kom til verden på trods af og på tværs af al modstand fra omverdenen. Senere kom spir, sølvtøj, præster, menighedsråd, sognegårde og kirkeministeriet til.
Evangelisten Johannes har pinseordet i dag, 2. pinsedag 2020. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Den gamle evangelist er både sanselig og livsnær i sin iver efter at belyse Helligånden og dens virke. Her på tærsklen til trinitatis tiden får vi Helligånden i ryggen. Gud har bøjet sig ned over os med sin varme pinseånde. Fraværet og tomheden er blevet til nyt nærvær og fylde – af brød og af ånd – og af kirke.
Al den snak om brød leder tankerne hen på lækkert hjemmebagt brød med kerne til 2. pinsedags pinsefrokost. Den slags sanselige, konkrete og velduftende brød, som kommer i picnic-kurven eller på pinsebordet, når familie og venner mødes i sommerlig fest og glæde. Allerhelst indtager vi vores eget pinsebrød ude i Guds fri natur med madkurv og skovturstæppe, rødternet dug og med fuglesang og naturens forunderlige dufte midt imellem sild og ost. Det er der sommer i, og det er der livskvalitet og fællesskab i. Og midt ind i vores sanselige forestillinger om pinsefrokostens lyksaligheder er det så evangelieteksten lyder. Særligt tydeligt og højstemt ved omdrejningspunktet i vers 48, hvor Jesus udtaler: ”Jeg er livets brød!” Men kan de, disciplene, overleve og bygge kirke på det luftige himmelbrød – uden deres lærermester. Tomheden overvældede og tyngede dem, for de havde mistet ledetråden til himlen. Nu var tiden inde til, at de trådte i karakter. På egen hånd måtte de bygge den kirke på jorden, som skulle fastholde kærlighedens ånd og himmeltråden.
Kirken blev født i modstand og i ånd og tunger af ild, og den står her endnu. Den blev sat i verden som ”livets brød” for at give evangelieordet videre i tro, håb og kærlighed. Den blev sat i verden for at modsige tomheden, selvoptagetheden, ondskaben og åndløsheden. Derfor går vi herhen igen midt i den underlige pausetid år 2020. Midt i pandemien, usikkerheden og depressionen. Mere end nogensinde har vi brug for at mærke, at Gud med sin ånd og sit ord er herinde i kirkerummet for hvert eneste menneske – generation efter generation historien igennem – også i tiden, der kommer. Herinde beder vi i fællesskab om åndens hjælp i kirkens gudstjenester, til dåb og til nadver – til sjæl og krop.
Vagn Steens fine poesi om rosen eller Kristus om fuglen eller duen – og om dig og mig hjælper os på vej til at finde pinseånden, ledetråden og kirkeresonansen i dit og mit liv:
Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt,
den, der maler rosen, maler ikke rosens duft.
Den, der kender fuglens flugt, kan male,
den, der kender fuglens flugt, kan skrive,
den, der kender fuglens flugt, kan læse.
Den, der kender fuglens flugt, forstår,
at fuglen kun kan fanges i et digt.
Den, der kender fuglens flugt, forstår, at digtet lyder.
Glædelig pinse! Amen.
