Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 13. november 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.« Matthæusevangeliet 18,1-14
Jeg er glad for, at jeg har to hænder, to fødder og to øjne. Det er I nok også. Vi bruger dem hele tiden. Ofte tænker vi ikke over, hvor fantastisk en mekanik hænderne er, eller hvor fintfølende øjets optik er skabt. Mens den, der ved en tåbelig kådhed nytårsaften har mistet et øje eller en hånd, aldrig tilgiver sig selv.
Vores lemmer og sanser er en velsignelse og en gave, og de hjælper os på vej igennem verden. Hvis gigt eller stær støder til hos det ældre menneske, så er det en stor sorg. Men ofte sammen med en ydmyghed overfor dét, man stadig i svækket grad kan – hvad enten det er stadig at kunne læse ved hjælp af lup og lys eller spille en smule klaver takket være stærk medicin.
Det er med andre ord ikke for de ømskindede, når Jesus i dagens evangelium taler om at hugge en hånd af eller rive et øje ud. Vist er det ulækre metaforer! Men når Jesus taler symbolsk, betyder det ikke, at det ikke er alvor. Tværtimod er Jesu lignelser altid nærgående og vil os noget. Så at vi ikke sådan lige kan rive et øje ud, skal ikke få os til at trække på skulderen; men snarere gøre os urolige for, hvad det kan være, som er os inderligt kært, men står os i vejen eller bringer os til fald.
Det kan være, at du tænker, at du står ret godt på fødderne og ikke sådan lige føler dig faldefærdig. Men det græske ord for at bringe til fald er ”skandalon”. Og hvis det i stedet oversættes med, at der kan være noget, der bringer skandale, eller noget, der får dig til at forarges, så lyder det mindre fremmedartet.
Jesus omtaler skandalen som en nødvendighed, vi ikke kan undgå – men ve den, der er årsag til den! Det er åbenbart bedre at få en møllesten hængt om halsen end at være årsag til skandale. Eller altså, at et medmenneske bringes til fald. Og især hvis det er én af de små, der står Guds hjerte særligt nær.
Nu er det med skandalen et meget dobbeltrettet begreb. For nok er det muligt at være årsag til anstød; men det er også muligt at skabe skandale ved at tage afstød. Man kan nemlig ønske og styre efter skandalen. Det er derfor, der findes formiddagsblade, sure facebookgrupper og sladderspalter.
Jesu hårde tale om forargelsen forskyder sig jo igennem teksten. Fra dem til dig. Ingen med hjertet på rette sted vil være uenig med Jesus i det utilgivelige i, at børn gøres fortræd:
Den, der bringer en af disse små, der tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb… Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.
Så når vi hører om børn i kirker, der i en tillidsfuld relation, båret netop af barnlig tro på Gud, bliver gjort fortræd, så er vores harme berettiget. Men læg mærke til, at det er barnet, som, Jesus i første omgang omtaler som den, der kan ”forarges”. Så når vi på barnets vegne forarges med det, er det fordi vi føler med det.
Det er sjældent, at Helvede nævnes i Det Nye Testamente. Ordet Helvede eller Hel er oldnordisk. Det græske ”Gehenna” var på Jesu tid et mytologisk udtryk, der fodrede fantasien med billeder fra et uhyggeligt sted uden for Jerusalem, der kaldtes Hinnoms Dal og mindede om skumle steder i en Harry Potter film.
Ordet gav Jesu tilhørere en angstpræget gysen. I gamle dage havde Gehenna været et sted for afgudsdyrkelse og menneskeofringer. På Jesu tid et gudsforladt sted, man blev rituelt uren af at opholde sig på; en losseplads, hvor der stank, fordi der altid var ild, som brændte affald af. Ordet Gehenna mindede dem om dengang den forbandede afgudsdyrkelse også brændte mennesker som afgudskult. Fortabelsens sted.
Netop dette sted, hvor hedenskabet havde ofret børn til Ba’al, nævner Jesus nu i en sammenhæng, hvor han tager et barn frem og stiller det i midten af discipelskaren. Den havde fulgt Jesus og derfor burde vide bedre end, når de alt for gennemskueligt diskuterer deres indbyrdes magtforhold og senere i menigheden: ”Hvem er den største i Himmeriget?”, spørger de nemlig Jesus.
Læg derfor mærke til, at den forargelse, Jesus omtalte i begyndelsen, som altså handlede om barnet, der gøres fortræd, i slutningen af hans hårde tale forskyder sig til, at du selv kan blive forarget over noget ved dig selv, som du må omvende dig fra. Denne alvorlige tekst fra Mattæusevangeliet er overhovedet ikke henvendt til børn – men til voksne om at blive som børn.
Vi har rigeligt med eksempler på, at voksne har let ved at optræde barnagtigt. Men i evangelisk forstand at blive barnlige er noget andet. Det er derfor Jesus ikke bare – som i dåbsteksten – siger, at vi skal ”tage imod Guds rige som et lille barn for at komme ind i det”. For vi skal omvende os og blive som børn, hvis vi vil ind i Himmeriget. At omvende sig på græsk betyder at ”skifte sind”. Jesu appel til omvendelse skal derfor ikke høres som en form for karikatur af en svovlende dommedagsprædiken, vi alle har set på film, hvor præsten taler grænseoverskridende i forhold til det jævne folks følelsesmæssige sårbarhed.
Nej, evangeliet er nøgternt og lige til. Det er etik. Det handler om at skifte sind for at tænke barnligt enkelt – ikke barnagtigt pjattet – om vores forhold til Gud og hinanden. For disciplenes spørgsmål er jo netop – fordi de ikke er børn – barnagtigt. Børn kan også – fordi de er børn – dyste om at være den største; det er naturligt. Men når voksne gør det, er det ikke noget kønt syn.
Og når nu disciplene spørger i forhold til Himmeriget – der jo er det samme som Guds universelle godhed og barmhjertighed, der bedst sammenlignes med en hyrde, der efterlader 99 får for at finde det ene stakkels fortabte – ja, så er det jo næsten komisk! De har intet fattet af, hvem Gud er, og hvad hans herredømme betyder, hvis de tror, at deres selvretfærdige, forfængelige og magtfokuserede selvforståelse har nogen som helst plads i Himmeriget! Lykkeligvis hører alt det skrald ikke til dér, men på en gudsforladt losseplads.
Jesus taler altså om Helvede og fortabelse for at fortælle, at frelse ikke er glansbilleder, som kun er for børn; men at evangeliet derimod er det virkeligt gode budskab for både små og store om, at det er muligt at undgå fortabelse og skandale.
Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte… Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.
Barnet hører til i Guds rige. Ikke fordi det er fejlfrit, men fordi det i sin udleverethed – eller fortabthed, hvis det er overladt til sig selv – ikke har svært ved at lade sig finde og bære hjem. Vi er så langt væk i tid og kulur, at vi næsten ikke kan forstå, hvad Jesus siger. Jesu selvfølgelige udgangspunkt er nemlig, at barnet er ydmygt, fordi det dengang i almindelighed var ringeagtet.
Det kan man ikke sige om vores kultur, hvor barnet undertiden dyrkes, så resultatet netop bliver voksne – der er barnagtige. Nej, barnet er i Guds øjne det største, når det modtager livet og Guds gaver velvidende, at det ikke selv er herre over tilværelsen. Det forledes voksne let til at tro, og derfor må vi omvende os for at blive som børn. Og Jesus tilføjer, at dét kalder på ydmyghed:
Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
Med andre ord: Jesus identificerer sig med barnet. Ikke fordi han er et barn, men hele Jesu eksistens var jo en gennemført guddommelig selv-ydmygelse, og i dagens evangelium kalder han altså sine disciple til det samme.
Dybt fornedres skal enhver,
som sig selv ophøjer,
højt ophøjes skal enhver,
som sig selv nedbøjer;
det er børnelærdom fin,
som vor Herre kalder sin,
har og klart beseglet.
Thi med ham, som fra Guds favn
sig til muld nedbøjed,
ved hans ord og i hans navn
bliver højt ophøjet
hver, som i hans barnedåb
dukker ned med tro og håb,
han sig selv fornedrer.
Dåb er frelsens kilde. Vi har haft dåb idag og både børn og voksne bliver ved en gudstjeneste, hvor et nyt medlem holdes over dåben, mindet om vores egen dåb: Løftet om Guds nåde, der altid kommer os i forkøbet.
Men dåb en er også begyndelsen på discipelskab og et kald til efterfølgelse – og netop derfor har vi i vores kirke barnedåb. Barnet bliver som barn også et etisk forbillede i Jesu forkyndelse. Det får vi en fornemmelse af, hver gang det er børn, der er udleveret i enfoldig tillid, og ikke selvstændige voksne, vi døber. Det er ikke til børnene, at Jesus siger, at de skal blive som børn. Hverken i dåbsritualet eller i dagens evangelium. Det er til de voksne, der behøver at skifte sind, selvom det kan være ydmygende.
Og så bliver det med at være sig selv til forargelse ikke et spørgsmål om krasse og blodige metaforer med at hugge en hånd af eller rive et øje ud for på dén måde som vanfør at gøre sig fortjent til at komme ind i Himmeriget.
Nej, alvoren er mere nærgående. Og hver enkelt ved selv, hvad det er for en selvretfærdighed, forfængelighed, skadefryd eller magtliderlighed, der i det indre menneske tages livtag med for – om muligt – at lære at ligne det lille barn, som Jesus ved at stille det ind i midten gjorde til evangelisk forbillede –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer: 409 – (433/434) – 750 – 609/331 – 731
