Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 8. maj 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«
Johannesevangeliet 14,1-11
I det bibelske skrift Apostlenes Gerninger kan vi læse, at de første kristne kaldte sig: ”dem der hørte til Vejen”. Vejen er et stærkt symbol. I dag er vores infrastruktur så udbygget, at vi måske ikke tænker på, hvor stor en ting, det er at kunne komme frem. Herfra og til Rådhuspladsen er der asfalteret et finmasket netværk af færdselsårer. I Romerriget, hvor kristendommen blev til, var én af de største bedrifter via veje at få bundet det store rige sammen. Med bestyrtelse ser vi i øjeblikket, at ødelæggelsen af broer og veje kan være nødvendigt for at standse forsyninger til en voldsmagt.
Så veje er til for at kunne færdes, og i gammel tid også et udtryk for at kunne færdes trygt. Hold dig til vejen: inde i buskadset kan alle mulige farer gemme sig så som giftige torne, slanger eller insekter. I Det Gamle Testamente hører vi om vejen som det sikre alternativ til at gå i ørkenen med skorpioner, skarpe sten og brændende sand. Frelsen, som Johannes Døberen citerede, blev forberedt ved at ”bane Herrens vej”, så folket kunne færdes frit og trygt.
Veje og nedtrådte stier er i almindelighed kommet for at blive. Det, der i dag kan betegnes med et skilt, hvor der står ”Kirkestien”, har, før den blev pænt anlagt, ofte i generationer blot været et spor langs et markskel i århundreder. Når først én er gået i forvejen, følger vi andre efter. På dén måde, fortæller stier både rumligt om steder, der bindes sammen, og i tid om, at mennesker færdes i generationer – for at gå samme vej.
Som I kan høre, har jeg altid været fascineret af det med vejene. At stå ét sted og ligesom visualisere, at der er forbindelse af vejstykkerne langt langt derudad. Nærmest til verdens ende. Det må være oplevelsen af den transsibiriske jernbane, eller når folk tager på motorcykel til Afrika i stedet for at flyve derned. Et ønske om at erfare, at strækningen binder sammen. Jeg er ikke en pilgrimsvandrer. Måske burde jeg være det, for det er jo en del af visdommen i pilgrimsvandringen.
”Målet er intet, vejen alt” – skrev Søren Kierkegaard. Han havde også buddhistisk litteratur i reolen, og jeg tror, at han kan være inspireret af det her. I hvert fald er det et ordsprog, som ikke har kristent patent. Målet er intet, vejen alt. Det er ikke så mærkeligt, at mottoet kan bruges meningsfuldt i både meditative, terapeutiske eller organisationsudviklende refleksionsformer. Processen har værdi i sig selv. Vi er tudet ørene fulde af det i mange sammenhænge og hele tiden. Men har vi taget det til os?
For samtidigt sættes der også mål for os som aldrig før! Børnene skal have læringsmål allerede fra børnehaven. Og jo – målene er jo delmål, der blot skal give processen en retning, men alligevel taler vi meget om mål som det, vi må have for øje, hvis ikke vi skal spilde tiden. Hvis målet er intet og vejen alt, betyder det at spilde tiden imidlertid noget andet. At man nemlig kan være så hurtigt fremme ved målet, at man glemte det vigtigste: vejen derhen.
Når Jesus i de elskede evangelieord siger om sig selv, at han er ”Vejen, sandheden og livet”, så giver det god mening, at de første kristne kaldte sig: ”dem, der hørte til Vejen”. Der var en bevidsthed om, at der findes en vej, der er den rette, og der findes afveje, hvor man kan fare vild.
Eksklusiviteten i, at Jesus i bestemt form kalder sig ”Vejen, sandheden og livet”, forstår vi bedst, når vi fordyber os i, hvad det var for et menneske, der som Guds søn sagde det. Der er mange, der tager patent på den rigtige vision for at få andre til at holde kæft, trit og retning. Men var det sådan, at Jesus levede iblandt os?
Tag nu hans forkyndelse i lignelser. Sandheden i dem lå jo i at komme tilhøreren i møde, så sandheden i evangeliet blev til en sandhed for den enkelte ved, at han eller hun selv kom det i møde og tog det til hjerte. Når Jesus fortalte om Guds rige med historien om den fortabte søn, så skete der jo dét, at den, der hørte det, selv blev til den fortabte søn, der opdagede, at hos Gud er der altid et hjem, hvor man hører til, uanset hvor groft man ellers har forspildt sine chancer.
Eller når han forkyndte om, hvordan livet skulle leves, var det så ikke netop en forkyndelse, der lovede frihed, åbenhed og kærlighed? At gøre liljen på marken eller fuglen under himlen til forbillede på det bekymringsløse liv er da alt andet end at sætte din tilværelse i snærende bånd og faste rammer; det er i stedet med evangeliets bevægende kraft at lukke dig ud i den tillid, der tør lade hver dag have nok i sin plage, og give dig tro på, at det evige liv er begyndt som et liv med Gud.
Sådan tror jeg derfor også, at når Jesus taler om, at han er Vejen, så er eksklusiviteten i, at han er den eneste vej, samtidigt den inklusive, at hans vej fra død til liv er en vej, han gik for alle mennesker. Jesus beskrives i Johannesevangeliet ofte som den ”eneste adgang” til Gud. Det er ikke for at pege fingre ad andre religioner og sige, at de går til Helvede med deres anderledes forestillinger.
I stedet er det budskabet om, at Gud har bundet sig til den menneskelighed, som Jesus Kristus viser os. Barmhjertighedens og forsoningens vej. At Jesus er vejen – den eneste vej – er ikke en lidt skummel udgave af kristen selvretfærdighed. Det er det klareste lys over vores tilværelse, at Gud har valgt selv at bane sig vej med os. Ordene, vi har hørt fra Johannes, falder skærtorsdag aften. Altså lige inden den sidste strækning af Jesu livsvej gennem forræderi, justitsmord, lidelse for at nå frem til opstandelse.
Som I hørte, vil han indgyde sin disciple livsmod, inden de frygtelige ting skal ske:
Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig.
Det er rigtigt, at samtalen om Vejen begynder, fordi den tænksomme Thomas ikke kan forstå, hvor Jesus tager hen, når han forlader dem. Jesus har da også indledt med den skønne metafor om, at der i Faderens hus er mange boliger. En form for mål er det jo. Vi vil gerne være dér, hvor frelseren hører til. Hos Faderen. Men da den anden discipel, Filip, siger:
Vis os Faderen, og det er nok for os…
– svarer Jesus, næsten bebrejdende, at han jo allerede har set Faderen, når han har set Jesus. Teksten var ikke nem at høre og forstå før. Den kredser om treenighedens mysterium. Men vi er nødt til at lytte til det for at forstå den inkluderende nåde i det, som så mange ellers har stødt sig på.
Fx har jeg fundet ud af, at nogle kan blive anfægtet af udtrykket ”de mange boliger”. Nå ja – mange; men plads til alle? Vejen, sandheden og livet i éntal – altså: der er nogen, der er udenfor?
Men nej – når du hører, hvem der siger, ”den, der har set mig, har set Faderen”, så ser du, at det er den åbnende og selvopofrende kærlighed, der siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Og så er vi ikke i tvivl – den Gud, der gjorde Jesus til forbindelsen mellem ham og os, er ikke en Gud, der lukker folk ude, men lukker dem ind; han lader dem ikke i stikken i ødemarken, men bygger bro over brusende strand ”fra dødningehjem til de levendes land”; han venter ikke på, at vi får kæmpet os frem til målet, men har gjort sig selv til den vej, vi kan færdes på endnu i dag som Guds frimodige børn –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer: 18 – 441 – 291/561 – 401
