Prædiken 3. søndag i advent i Lillerød Kirke v. sognepræst Carsten Mulnæs
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
Lukasevangeliet 1,67-80
Noget kan skygge for noget andet. Og skyggen kan både være dyster og velgørende. Men der skal lys til. Ingen skygge uden lys. I den hede sol søger mennesket ind i skyggen, som kastes af palmeblade eller hustage. Skyggen kan også være et tegn, som dengang israelitterne gik igennem ørkenen med Moses som anfører og fulgte en skysøjle på deres vandring igennem ørkenlandskabet. Da Jesu mor fik besøg af englen Gabriel var symbolet på undfangelse af frelserens nye liv inden i hende, at ”den højestes kraft skal overskygge dig”. Næsten som ved en kappe eller en teltdug ser vi for os den unge pige nænsomt pakket ind, som i salmen om ”kærlighedsvingen, der er bredt ud, så vi skjuler os under dens skygge”.
Men skygger kan også være uhyggelige. I Det Gamle Testamente taler digtet om at vandre ”i dødsskyggens dal”, fordi der er mørke så tæt, at lyset ikke kan trænge ind. Skyggerne kastes langt ind i sindet, længe før mennesket er i nærheden af døden, når bekymring, angst eller udsathed afslører livet som fundamentalt truet. Det er ikke først ved livets uundgåelige afslutning, at døden kaster sin skygge. Den erfaring gengiver de bibelske forfattere mange gange, når modstillingen lys og mørke bruges til at beskrive Guds riges komme.
Helt fra begyndelsen. Det var Gud, der sagde: ”Af mørke skal lys skinne frem”. Siden da har lyset været stærkest. Lyset jager mulmet på flugt. Bare en lille kærte herinde i kirkerummet kan stå med sin blafrende flamme og kaste et flakkende skær på væggene flere timer efter, at vi har forladt kirken.
I verdensrummet er der sorte huller, hvorfra lyset ikke kan slippe ud; men her, hvor der er liv, kan mørke ikke kvæle lyset. Mørket opstår, når der skygges for lyset. Fx når kloden drejer os væk fra solen.
Paulus brugte i teksten, vi hørte fra alteret inden dåben, denne stærke metaforik for at beskrive Kristi herlighed. Og det skete med de stærkeste paradokser:
Thi Gud, der sagde: ”Af mørke skal lys skinne frem”, han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt”.
Apostlen bruger det store kosmologiske ”Big Bang” med lyset som altings begyndelse til at sammenligne den nåde, at vores hjerter er oplyst indefra af evangeliet om Jesus Kristus. Intet sprogligt billede er åbenbart for stærkt for Paulus, når han vil beskrive, hvad det gør ved et menneske, at få lov at se det herlige lys, når tro, håb og kærlighed indgydes i hjertet til fornyet livsmod. Og det sker ved oplysningen om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.
Nu – den herlighed er i sig selv paradoksal. For det var ikke fordi Paulus havde mødt Jesus i fysisk skikkelse og opdaget, at han havde de smukkeste ansigtstræk. Tværtimod. Paulus mødte først Jesus i troen et godt stykke tid efter Jesu død og opstandelse, og det ansigt han så for sig var det martrede ansigt af en frelser, der ofrede sig selv for menneskeheden. Men det var i denne guddommelige selvopofrelse, at Paulus fandt verdens skønneste hemmelighed: Guds sande herlighed, der lyser imod os som tilgivende og imødekommende nåde.
Og paradokset fortsætter. Dette lys i hjertet og blikket for Guds herlighed, der stråler fra den korsfæstedes ansigt, er for Paulus som en kostbar skat, der bæres skjult i et fattigt lerkar. Han beskriver sin menneskelige eksistens som et livsmod, et håb og en kærlighed, som i den grad er på trods.
I alt er vi trængt, men ikke stængt inde.
Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede.
Vi forfølges, men lades ikke i stikken.
Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.
Paulus er i sig selv som et skåret lerkar, der ikke kan indbringe så meget som en 5-øre på et loppemarked. Men han bærer på en glæde og et håb, der lyser så stærkt, at han kan kalde Guds kraft i ham for overvældende.
Troen på trods er den voksne tro, som ikke kun kender evangeliet fra glansbilleder, men er blevet modnet i det voldsomme sammenstød af livsvilkår og en verdenssituation, der giver al mulig grund til at føle sig tvivlrådig og slået til jorden, på den ene side – og på den anden: overbevisningen om, at lyset er stærkere end mørket.
Dagene er korte i december. Savnet og ensomheden er stort rundt omkring. Og julen om lidt kommer også til at stå i coronaens skygge. Enhver kan fortælle om skygger, men evangeliet forkynder om lyset, der skinner i protest mod mørket. Ja, et lys, der kan oplyse skyggerne uanset, hvor tætte og intimiderende, vi måtte erfare dem.
I adventstiden har forventningens glæde i kirken en særlig tone af alvor. Lyset, der skinner i mørket, skænker mere end hygge. Evangeliet, som vi har hørt, er en lovprisning. Et digt. Men kender vi ikke forhistorien, mangler teksten en jordforbindelse. Zakarias’ lovsang hedder evangeliet til 3. søndag i advent.
Zakarias er far til Jesu granfætter, Johannes Døberen. Zakarias og hans kone Elisabeth var nogle gamle folk, der aldrig havde fået børn. Så da præsten Zakarias i templet af en engel fik at vide, at hans kone skulle blive gravid, kunne han ikke tro på det. Som straf for sin skepsis blev han slået af stumhed. Den varede hele graviditeten, så der har været stille i det lille hjem, vil jeg tro. Men da endelig den lille Johannes kom til verden og han som enhver anden jøde skulle navngives ved omskæringen, blev faderens tunge løst, så han kunne fortælle, hvad drengen skulle hedde – og derefter kunne profetere om det, der skulle ske 30 år senere, når både Jesus og Johannes var blevet voksne, og Jesus kunne lade sig døbe af Johannes og begynde sit virke.
Zakarias’ profeti om sin søn – ”Du mit barn skal kaldes den højestes profet” – bliver derfor også en profeti om den, der var større end Johannes. Nemlig Jesus. Her i adventstiden, hvor det ikke rigtigt er jul endnu, hører vi derfor om lyset, som det, der kommer. Det kan være svært at vente, som der står i en folkekær julesang.
Men det er netop pointen, at vi her i kirken tvinger os til at vente ved, at vi i kirken i dag nøjes med indirekte at høre om Jesus ved at høre om Johannes Døberens begyndelse. Den profet, der gik forud for Jesus. Faktisk blev Jesus først Johannes’ discipel, indtil Jesus selv stod offentligt frem, og Johannes forkyndte: ”Han skal blive større og jeg mindre”.
Er der evangelium i denne langsomhed, hvor vi dvæler ved dette ”endnu ikke”? Det er der, hvis du kender til, at lyset ikke skinner så klart, som vi egentlig tror, at lyset må være i sig selv. Hvis skygger gør dagen grå og tilværelsen kummerlig. Hvis sorg, frygt eller skyld tynger sindet, så du ikke rigtigt kan overbevises af ”Glade jul”, men ligesom hører tonerne forvrænget, som kom de gennem vand.
De fleste af os kender til, at det har en særlig stemning, når lyset ved solopgang og solnedgang har disse mange farver. Ganske vist flest farver om aftenen. Men i denne decembertid, hvor solen står sent op, er det enhver forundt at følge, hvordan dagen langsomt stiger op over horisonten. Og får vi en dag uden tykt skydække, så har alle mulighed for den andagt at se lyset komme til verden med den tid, det tager.
Sådan tror jeg, at Zakarias må have tænkt, da den gamle præst sang i Helligånden om Jesus som ”solopgangen” fra det høje. For det er sandt, at frelseren kommer. Og han kommer især for at sprede mørket omkring dem, der er i skyggernes land.
Smukt lød det, da Zakarias forkyndte om:
Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.
Dét er et julebud, men på adventstidens betingelser. Nemlig, at vores forventnings glæde over Guds frelse med det lille barn også – som for Paulus – er en skat vi bærer rundt i lerkar denne december.
Men vi ved, at lyset er forude, vi har jo allerede set, at horisonten langsomt er ved at få de glødende farver af evangeliets morgenrøde, der bebuder, at Jesus kom lyslevende –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer 83 – 70 – 89/66 – 129
