Gudstjeneste søndag 18. december 2022 – v. sognepræst Carsten Mulnæs
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.
Johannesevangeliet 1,19-28
Forholdet mellem Johannes Døberen og hans granfætter Jesus er ikke helt let at tyde. Hvorfor skal vi mon høre om denne mærkelige skikkelse, der gik rundt i kamelhår i ørkenen og levede af græshopper og vilde biers honning? Personligheder som Johannes Døberen har der været en del af omkring begyndelsen af vores tidsregning. I jødefolket var der nemlig en forventning om, at noget måtte ske. Og apokalyptiske profeter vandrede omkring og forkyndte, at endetidskatastrofen var nær, og at Gud krævede omvendelse fra synd – og ny lydighed.
Johannes Døberen anvendte et tegn. En dåb, hvormed enkeltpersoner kunne renses fra fortidens synder og tilslutte sig kravet om at leve mere retfærdigt i overensstemmelse med Guds bud. Begyndelsen på Jesu offentlige virksomhed både ligner og afviger fra Johannes. Hos Markus hører vi for eksempel, at Jesus – i lighed med Døberen – gik omkring og forkyndte omvendelse. Men hvor Johannes truede med den kommende vrede, prædikede Jesus om Guds rige.
Tiden er inde – kaldte Jesus – Guds rige er kommet nær,
omvend jer og tro på evangeliet.
Begge talte de altså om omvendelse, men sikke en forskel i perspektiv! ”Omvend dig med frygt og bæven for Guds straffedom, så at han ikke kaster dig i fortabelsen” – således Johannes. Eller som Jesus prædikede: ”Omvend dig, så du går skridtene ind i den gode fremtid under Guds nådige herredømme, hvor synd og sorg og død må fly!”
Vi kan godt ud fra hans samtid egentlig forstå Johannes uden Jesus. Som sagt: var det historisk ikke enestående, at Johannes Døberen trådte frem som vandreprædikant med det budskab og den praksis, han havde. Men det er åbenbart vanskeligere for evangelisterne at gengive historien om Jesus uden Johannes!
For os, der læser med århundreders afstand, kunne det måske se enklere ud at fortælle historien om Jesus uden Johannes. Men, dengang da evangelisterne skrev, var han åbenbart ikke til at komme uden om. Han var der først, og evangelisterne, der kan være uenige om så meget, fortæller éntydigt, at Jesus blev døbt med Johannes’ omvendelsesdåb, inden han overhovedet begyndte selv at prædike evangeliet om, at Guds rige var kommet nær. Hvorfor mon det?
Farisæerne spiller en stor rolle i Det Nye Testamente. Også her i dagens tekst er de kritiske som sædvanlig og vil gerne have styr på, hvad der foregår. Vi bliver klar over, at farisæerne må have været en ret magtfuld gruppering i folket, for præster og levitter lader sig sende i byen – eller rettere ud i ødemarken til Johannes – som stråmænd, der kan udspørge ham om, med hvilken myndighed han taler.
Den etablerede jødedom vil altså høre om Johannes overhovedet har myndighed som profet. Om han måske tror, at han selv er Kristus? Men Johannes’ vidnesbyrd er en bekendelse af, at det er han ikke. Han er kun en forløber, der jævner eller baner Herrens vej. For Kristus vil døbe med ånd, mens han selv kun døber med vand; og Johannes ser sig end ikke værdig til at løse remmen på hans sko.
Det, som slår os, er, at Johannes kan optræde med så voldsom en myndighed overfor sin omverden, mens han i forhold til Kristus har den størst tænkelige ydmyghed. Han peger væk fra sig selv og henviser til Kristus. Men han gør det alligevel med en kraft, der forargede. Det var jo derfor hans hoved i et festligt lag hos den dekadente overklasse endte på et fad.
Denne på én gang stolte og ydmyge personlighed er en rigtig adventsskikkelse. Også 3. søndag i advent kredsede evangeliet om Døberens figur. Evangeliet lød til Johannes som et svar på hans fortvivlede spørgsmål fra fængslet lige inden han blev henrettet. Her som forberedelsestekst til jul om lidt hører vi ham forkynde om Kristus, der står midt iblandt dem, men de kender ham endnu ikke. Tættere på tidens fylde kommer vi ikke!
Johannes er på én gang en inspirerende og frastødende person. Han er uhyggelig med sin domsprædiken. Alligevel har han blik for, at der er noget, der er større end hans ellers mægtige etiske fordring til sin samtid. Det er den dåb og det budskab, som Jesus selv kommer med. Dét er Johannes ydmyg overfor. Og samtidigt råber han altså, så det genlyder; og han opfatter selv sin råben som et højere kald, forudsagt af Esajas: ”Ban vej for Herren!”
Ligesom der er en dobbelthed mellem Johannes’ frygtløshed og ydmyghed, er der også en karakteristisk tvetydighed i, at Gud kalder et menneske til at bane vej for ham. Kunne Gud ikke gøre det hele selv? Som gode lutherske kristne plejer vi at bede om, at Kristus ved sin ånd selv baner sig vej til os, fordi synderes åndsevner ikke rækker til at tage sig sammen og berede en vej for ham.
Om lidt skal vi høre en meget smuk motet, som jeg har forsøgt at oversætte til nogenlunde forståeligt dansk. I kender musikken vældig godt, og det er Bach der med pietistisk inderlighed beskriver, hvordan det hjerte, Jesus bor i, har det.
Den afrunder en stor kantate til 4. søndag i advent hvor den smukke koral forberedes af en arie, hvor den troende beder Jesus selv gøre vores hjerter beredt til at modtage ham. Mange julesalmer beder i samme ånd om, at Kristus ved ånden må undfanges i os for at være vores inderste hemmelighed.
Friheden som kristen findes i et spændingsfelt mellem denne stilfærdige inderlighed og den karske udadvendte tale, der tør stå ved budskabet for at berede vej for, at Guds rige også må udbrede sig i verden. Måske netop derfor har Døberen fået denne symbolske betydning af at ligne kirken i vores forhold til Kristus.
Ligesom Johannes forkynder vi ikke os selv, men peger hen på ham, det hele drejer sig om: Frelseren, der med mildhed kommer og møder enhver, der vil høre ham. Og dog har vi også frimodighed til at gå til angreb på torn og tidsler for at bidrage til, at ordet om Kristus kan udbredes og riget vokse. Gud kan bruge os, som han brugte Johannes, til at fjerne sten på vejen for evangeliets indgang hos mennesker. Og han kalder os til at se det som et højere kald at tjene en sag, der er større end vores egen forfængelighed og bekvemmelighed.
Samtidig må vores omgivelser dog ikke være i tvivl om, at vi ikke ønsker at skabe store omvæltninger i verden. Vi tjener en Herre, hvis rige er af en anden verden. Det er til menneskehjerter, Kristus ønsker at komme med sin fred.
Han kommer med den til os. Men han kalder os også til at bevidne det, så også andre må tage imod det.
Johannesevangelisten kalder i dagens tekst farisæerne for ”jøderne”. Det er et særligt karaktertræk ved Johannesevangelisten at bruge denne betegnelse om Jesu modstandere. I indledningen til evangeliet skriver Johannes, at Jesus ”kom til sit eget, men hans egne ikke tog imod ham”.
Det er Jesu landsmænd, evangelisten på denne måde taler om. Men oldkirkens modsætningsforhold til jødedommen behøver vi ikke at overtage. Med den afstand, vi har i tid, ser vi til gengæld historisk, hvor meget jødedommen faktisk var Jesu kontekst, som han udsprang af. Og det er derfor forståelsen af Jesus er afhængig af Johannes Døberen som forhistorie.
Fortsættelsen af udsagnet om, at jøderne ikke tog imod ham, fortsætter til gengæld således smukt i indledning til dette filosofiske evangelium, som vi ikke vil undvære:
Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
Denne ret til barnekår giver os både frimodighed udadtil og en ægte juleglæde indadtil, fordi vi så ikke er i tvivl om, hvem vi selv blev døbt til at tilhøre i både liv og død, Jesus Kristus –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
Salmer: 89 – 268 – 90/122 – 108
