Gudstjeneste ved sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 7. november 2021
En lille dreng i minikonfirmandalderen var blevet spurgt, om han var ”hellig”, når han sådan kom i kirke om søndagen. Det var lige dengang, da minikonfirmandkonceptet blev opfundet, og han fortalte, at han havde knælet ved alterbordet mellem sin mor og far og opdaget: ”Tænk, jeg er hellig!”
Nu var det ikke sådan, som vi bruger ordet mest om dem, der ser ned på andre mennesker. Nej, hans erfaring var, at det var ret fantastisk, at Gud ligesom havde taget ham til sig og sagt: ”Du er min”. Og drengen havde ret. At han fik erfaringen, da han modtog nadveren – jeg ved ikke om han kun fik brød eller også vin – er ikke mærkeligt.
Den afdøde biskop Jan Lindhardt, der var en sprogets mester, sagde, at dem, der sad til bords med Vorherre var heldige. Sproghistorisk er der et sammenfald mellem den hellige og den heldige. Den, som lykken tilsmiler, har gudernes yndest. Sådan tænkte man engang, og derfor kaldte man dem, som guden havde taget til sig og velsignet som både ”hellige” og ”heldige”.
At man er heldig, når man er hellig, er på den måde ret let at forstå, og det er drengen vel undt, at han gik fra nadverens måltid med rank ryg og en stille glæde. Han er for længst blevet en voksen mand, og jeg håber, at hans liv lykkedes, uden at han glemte, hvor fint det var at opdage at være et Guds barn.
Dem, der er helgener, er jo også vores hellige. Og derfor fejrer vi i dag allehelgensgudstjenester.
Kirken har en lang historie, og derfor var der engang, man forestillede sig, at nogle særligt hellige mennesker var blevet advokater hos den almægtige Gud, så man kunne bede til dem. ”Sankt alt muligt” – Peter, Markus, Sebastian, Maria, Michael.
Den katolske kirke opererer stadig med betegnelsen. For en luthersk bevidsthed er det nu noget underligt noget. Paven skal først ”saligkåre” en afdød – altså love omverdenen, at han eller hun virkelig er gået ind til den evige salighed – inden man over tid i en undersøgelseskommission kan afgøre, om kirken også kan ”helgenkåre” den pågældende. Der skal blandt andet være troværdige vidnesbyrd om mirakler omkring den afdøde helgen – enten i levende live eller efterfølgende.
Da Luther opdagede Kristus som den eneste mellemmand mellem Gud og os, betød det også en gevaldig oprydning i, hvilken plads kirkens helgener kunne og burde indtage i den fromme bevidsthed. Men, at en helgen er et menneske, der er så heldig at blive helliget af Gud – det kan vi stadig glæde os over.
Ved allehelgen mindes vi vores afdøde. Vores familie, en god ven eller blot mennesker, som satte det gode eller kærlige aftryk i vores liv. Det er tilværelsens tætteste bånd, vi på den måde holder hellige. I gammel tid fejrede man kirkens trosvidner og martyrer på allehelgens dag og ærede og mindedes de døde på alle sjæles dag – dagen efter. Vi har slået det sammen og lagt det som en helligdag, den første søndag i november.
Men det er jo heller ikke, fordi vi tænker på vores døde som ”helgener” i den specielle katolske forstand, at vi elsker og ærer dem. De levede et liv på godt og ondt. Og det er med det hele, at vi tegner dem i kærlig erindring.
Jeg ”helgenkårer” aldrig ved en kiste. Vi ønsker ikke at tale dårligt om de døde. De kan heller ikke forsvare sig. Men vi er nødt til at tale ærligt, hvis vi overhovedet skal kunne høre evangeliet til trøst. Skamros eller uforløste fortielser forkynder derfor ikke nådens ord, sådan som vi har brug for det. Det er jo ikke for vores vellykketheds skyld, at vi er elskede. Hverken af de efterladte eller af Gud. Men kan de så ikke være helgener?
Hvis vi tænker som minikonfirmanden, jeg indledte med, så er de. For hvornår bliver man en lille helgen? Det gør vi i den kristne dåb. Selvom denne dag er en højtid, hvor vi mindes vores kære afdøde, er det derfor netop en særlig fin mening med, at vi døber et lille menneske under det hellige korses tegn og kalder det genfødt som Guds barn ved Kristi opstandelse fra de døde.
Og alle de købte,
i Jesu navn døbte,
som striden har stridt,
som døden har lidt,
gik ind til den evige hvile…
Du og jeg og alle dem, vi mindes, som støttede os i tro, håb og kærlighed på vejen ind i Guds rige er helgener i den betydning, at vi for ansigt og bryst fik mærket på, at vi ikke kun tilhører os selv, men hører til hos Jesus Kristus i liv og død. Derfor er dåb på en allehelgens søndag så fint og så smukt, som det kan være.
Et lille dåbsbarn døbes til et liv med Kristus på godt og ondt med både lyse og dystre dage. Det er store ord ved en barnedåb. Kan ord som ”syndernes forladelse” og ”evigt liv” mon være relevante til et lille menneske, der knapt er begyndt, og endnu hverken kender forskel på godt og ondt eller højre og venstre?
Det kan de. For den kristne dåb er den helgenkåring, evangeliet kender til. Og uanset, om den døbte bliver verdenskendt som det store forbillede, eller levede en stille eksistens, eller måske endda som den fortabte søn måtte erkende, at livet mest bestod af forspildte chancer – så er de børn af huset, fordi de ved dåben fik Jesus til bror og Gud til far.
Derfor bryder jeg mig også så lidt om den amerikanske tradition med aftenen inden allehelgen at dyrke dødens uhygge, som om den var en spøg. For det første er dødens vilkår jo ikke en dæmoni men en naturlov, lagt ind i skabelsen af menneskelivet. Og for det andet – hvis man virkelig har prøvet sorgen – så virker det som en hån ikke af døden men af den sørgende, at lave dødens alvor om til gyselig underholdning.
Mange går til kirken ved allehelgen med sorg. Men forkyndelsen her i kirken er lys. For evangeliet er den trøst, som oplyser sorgen. Jeg nævnte før, at paven ”saligkårer”, inden et menneske i den katolske kirke kan ”helgenkåres”. Men det er omvendt: ved dåben blev vi helgenkåret:
Gudsfingrene grande
slog kors for de pande,
Guds Enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade.
Evangeliet forkynder et håb om den evige salighed.
Og hvad er ”salighed”. Det er et gammelt ord, som vi vel bedst forbinder med noget med lykke og held og frihed fra fejltrin og fortræd. Netop sådan hænger ordene også sammen. De døbte helgener, som er så heldige ved evangeliet at være blevet gjort hellige som Guds sønner og døtre – de ved, at saligheden er at være den Gud nær, som udfoldede sig imellem os, hver gang vi i glimt oplevede Paradiset, fordi tro, håb og kærlighed blomstrede i tilværelsens mellemrum.
Du husker – med sorg og savn, og nok også med både tilgivelse og tak – de kære, som du i hjertet tog med til kirke i dag. Kærligheden til dem er der endnu og den er hellig, ligesom den kærlighed, du modtog fra dem og husker endnu, er hellig. Og derfor er allehelgen en højtid om det fineste i dit liv, som både smerter og gør rigere.
Hver især har vi forskellige billeder fra det liv, der blev levet. Men når Jesus priser salige, så giver det os billeder, der både fortæller om dem, vi elskede, og om at det liv, vi lever med hinanden, kan gå i fodsporene fra Kristus og alle helgener igennem alle tider:
Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
DDS: 402 – 433/434 – 362 – 674/571 – 426
