Høstfest 2024

Søndag 29. september – høstgudstjeneste & høstermarked

Snart er marken atter mejet og høet høstet. Det fejrer og takker vi også for i Lillerød Kirke og inviterer ligesom sidste år til et festligt høstmarked med boder og aktiviteter i og omkring sognegården:

# skattejagt
# honningbod
# høstdans
# æblemosteri
# snobrød
# fuglekogler

# musik & sang
# sandwich & smagsprøver

Man er også mere end velkommen til høstgudstjenesten kl. 10 i en kirke pyntet og prydet med høstens frugter og grønt.

Det bliver en hyggelig og familievenlig gudstjeneste, som kirkens spire- og børnekor også vil sætte deres præg på.

Vel mødt! Store og små, unge og gamle, høje som lave – vi glæder os til at se jer alle.

Pastagudstjeneste – Jonas og hvalen

Onsdag 4. september kl. 17

Velkommen til årets første pastagudstjeneste!

Vi mødes i sognegårdens hyggelige underetage til et børnevenligt måltid mad. Vi laver også en masse flotte fisk, inden vi går over i kirken og hører den drabelige fortælling, om hvordan Jonas blev slugt af en kæmpe hval.

Det er gratis og tilmelding er ikke nødvendig.

Elsebeth Hougaard Jensen går på pension

Afskedsgudstjeneste og reception søndag 1. september

Sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Efter 23 år som sognepræst i Lillerød Kirke takker Elsebeth Hougaard Jensen af for at gå på velfortjent pension. Det markeres og fejres med en afskedsgudstjeneste i kirken søndag 1. september kl. 10. Menighedsrådet er efterfølgende vært for en reception i sognegården – alle meget velkomne til begge.

Vi bringer herunder Elsebeths eget “afskedsskriv” med refleksioner over sin tid som præst i Lillerød samt en takkehilsen fra menighedsrådsformand Lise Haugaard:

LILLERØD KIRKE STOD GODT PÅ SINE STÆRKE GAMLE BEN, da jeg den 1. maj 2001 kom til sognet som Lillerød Kirkes nye og håbefulde sognepræst. Og den står heldigvis lige så godt på sit stærke evangeliske budskab og fundament den 1. september 2024, hvor jeg med ro i sindet går på pension og overlader mit fantastiske embede til nye lige så håbefulde kræfter.

Min vej til præsteembedet
Jeg blev i 1950 født ind i en landmandsfamilie og fik gennem mine forældre et naturligt forhold til kirken og troen og til naturens gang. Efter gymnasiet blev jeg uddannet som fysioterapeut i Århus og senere gift med Frank. Undervejs voksede familien med 3 piger og siden 8 børnebørn.

Min årelange erfaring fra fysioterapien har givet mig mange redskaber med i værktøjskassen, som jeg har kunnet høste fordel af i mit virke som præst. Og hele vejen har familien haft sin naturlige plads sammen med arbejdslivet og fordybelsen i teologien. Men der er også blevet tid til diverse fritidsinteresser som cykling, camping, dans, kunst, litteratur og poesi, rejser, gode venner i ind-og udland samt fransk sprog og kultur, og ikke mindst er der blevet rum til at udfolde det hele i naturens særlige katedral. Da vores 3 piger var ved at flyve fra reden, ja, så modnedes min interesse og nysgerrighed for alvor for teologien. Og for at gøre en lang historie kort, så valgte jeg at læse teologi – en inspirerende rejse, som jeg ikke ville have været foruden.

Efter godt og vel 5 års studier ved Københavns Universitet blev jeg i år 2000 teologisk kandidat. Og med den obligatoriske uddannelse på Pastoralseminariet i kufferten var jeg klar til at søge embede som sognepræst i Den Danske Folkekirke. Den 1. maj 2001 var jeg så heldig at blive kaldet som sognepræst ved Lillerød Kirke. Her har jeg sammen med dygtige og dedikerede kolleger i 23 år haft det privilegium med Lillerød Kirke i centrum at være med til at fortælle evangeliet ind i lokalsamfundet, tiden og historien.

Lillerød Kirke 2024
Samfundsudviklingen er gået rivende stærkt i alle mine 23 år som præst i sognet. Allerød har økonomisk, befolkningsmæssigt, socialt og kulturelt udviklet sig til et super velfungerende smørhul for børn, unge, voksne og seniorer midt i den smukke, nordsjællandske natur. Og midt i dette smørhul troner vores gamle Lillerød Kirke med tårnet i den forkerte ende som et ikonisk fyrtårn. Som et åbent og gæstfrit hus midt i en dejlig landsbyhave står vores elskede og rummelige kirke og sætter ord på livets store overgange – dåb – konfirmation – bryllup og begravelse. De gamle klokker kalder store som små til gudstjeneste, koncerter og til livgivende fællesskaber – også udendørs i Amfien og Sansehaven.

Det har været en stor glæde for mig fra starten af mit virke at få mulighed for at introducere babysalmesang og minikonfirmandundervisning i sognet – aktiviteter, som nu er videreudviklet af mine dygtige kolleger sammen med nye, professionelle kræfter. Undervejs har jeg fået både rum og ressourcer til at videreudvikle og strukturere det frivillige arbejde i sognet. I de sidste mange år har mine hjertebørn været Café Livstråden, hvor mennesker mødes og deler deres livshistorier og livserfaringer, samt arbejdet med sorggrupper for mennesker, som har mistet nære relationer, et livsgrundlag eller bare orienteringen i livet. At rammerne i sognegården så undervejs er blevet udvidet med vores fantastiske kælderlokaler samt udendørsfaciliteterne i Amfien og i Sansehaven har samtidig åbnet for helt nye muligheder for kirkelivet i sognet.

Tak til jer alle!
I alle mine 23 år som sognepræst har jeg haft den særlige glæde og det store privilegium at dele både sorg og glæde, lyse og mørke stunder og alt det midt imellem med jer sognebørn. Jeg er mere end ydmyg over for den spontane tillid og åbenhed, der er blevet vist mig i alle facetter af mit virke. Sammen har vi fortalt livet og tiden ind i Lillerød Kirkes lange historie. Tak til jer alle! Også en særlig tak skal lyde til alle ildsjælene i kirkefamilien – musikere, kontoransatte, kirkegårdspersonale, kirketjenere og menighedsrådet, som med hjerte, hænder og økonomi har sat rammerne for det hele. Uden jer – ingen kirke. Den 1. september holder jeg min afskedsgudstjeneste for at gå på pension. På en og samme tid både vemodigt og glædeligt.

I dag kan jeg med ro i sindet overlade min stafet til mine to dygtige kolleger og min efterfølger i taknemmelighed over, at Lillerød Kirke stod der, da jeg kom, og at den står lige så solidt og godt, når jeg går. For dens evige, evangeliske budskab er og bliver stærkere end alle os i og uden for kirkefamilien, som efter bedste evne følger kirken på vej gennem tiden.

Elsebeth Hougaard Jensen
Sognepræst ved Lillerød Kirke


PÅ MENIGHEDSRÅDETS VEGNE VIL JEG GERNE SENDE EN STOR OG VARM TAK til sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen for hendes mange år ved Lillerød Kirke – en særlig tak skal lyde for det gode initiativ med at opstarte og forestå Café Livstråden og kirkens sorggrupper, hvor Elsebeth har været en skattet samtalepartner for mange.

Derudover også tak for som medlem af vores menighedsråd at have været med til at udvikle og forny kirken, og for at invitere flere ind i fællesskabet. Vi ønsker Elsebeth mange gode år fremover.

Efter afskedsgudstjenesten søndag 1. september er menighedsrådet vært for en afskedsreception i sognegården. Alle, der vil være med til at hylde Elsebeth og ønske hende tillykke med sin nye tilværelse som aktiv pensionist og mormor på fuld tid, er meget velkomne.

På vegne af menighedsrådet
Lise Haugaard
Menighedsrådsformand

Lillerød Kirke fylder 50 år!

Og det fejrer vi med udendørs gudstjeneste, pinsemarked og fødselsdagsfest.

2. PINSEDAG
Mandag 20. maj kl. 11

Ja, det lyder måske mærkeligt, men den er god nok. I år er det nemlig 50 år siden, at byens gamle middelalderkirke blev født som selvstændigt sogn efter . Sådan en rund dag skal fejres, og 2. pinsedag inviterer vi derfor til fødselsdag.

Dagen starter med familiegudstjeneste i det fri med deltagelse af kirkens børnekor og Lillerød Kirkes tre sognepræster. Herefter åbner vi op for fødseldagsfejringen med årets store pinsemarked:

# Borgmesterens velkomsttale

# Grillpølser & fødselsdagskage

# Hoppeborg

# Guidet tur i kirketårnet

# Spark dæk på en ægte traktor

# Hønseskidnings-konkurrence – vind præmier!

# Byttebazar – tag dine “lopper” med og andres med hjem

# Børneloppemarked – sælg dit aflagte legetøj og supplér lommepengene

Julens gudstjenester i Lillerød Kirke

Søndag d. 24/12   kl. 11  Juleaftensgudstjeneste for børn 
v. Lisa Tikkanen Pagh

Søndag d. 24/12     kl. 13  Juleaftensgudstjeneste
v. Lisa Tikkanen Pagh

Søndag d. 24/12   kl. 14.30  Juleaftensgudstjeneste 
v. Elsebeth Hougaard Jensen

Søndag d. 24/12     kl. 16  Juleaftensgudstjeneste
v. Elsebeth Hougaard Jensen

Mandag d. 25/12    kl. 10  1. Juledags gudstjeneste
v. Lisa Tikkanen Pagh 

Tirsdag d. 26/12     kl. 10     2. Juledags gudstjeneste
v. Anne Boye

Søndag d. 31/12    kl. 10    Julesøndagsgudstjeneste
v. Elsebeth Hougaard Jensen

Mandag d. 1/1      kl. 16    Nytårsgudstjeneste
v. Lisa Tikkanen Pagh
Efter andagten indbydes alle til reception hos Lisa Tikkanen Pagh i præstegården, Kirkevænget 1A. Her ønsker vi hinanden godt nytår med et glas bobler.

Velkommen til indsættelsesgudstjeneste

Søndag d. 3 december kl. 10 i Lillerød Kirke

Vær med til at byde Lisa Tikkanen Pagh velkommen, når hun indsættes som sognepræst 1. søndag i advent.

I Lillerød glæder vi os meget til snart at kunne byde Lisa Tikkanen Pagh velkommen – vores ny sognepræst. Lisa starter til december, når hun har taget afsked med sine gode kolleger i Christianskirken i Lyngby. Indsættelsesgudstjenesten for Lisa bliver søndag 3. december kl. 10, hvor vi samtidig tænder det første lys i adventskransen. Efterfølgende byder menighedsrådet på et glas bobler og kransekage i sognegården og alle er velkomne!

En hilsen fra Lisa Tikkanen Pagh:

I år bliver julen noget helt særligt for mig og mine 3 teenagebørn, for det bliver vores første jul af forhåbentlig rigtig mange i præstegården, lige ved siden af kirken.

De sidste knap 12 år har jeg pendlet til Christianskirken i Lyngby fra min bopæl i Hillerød. Det er slut nu og jeg glæder mig til at være sognepræst i Lillerød, bo sammen med jer og rigtig lære byen og sognet at kende.

Jeg har selv svært ved at tro det, men næste år fylder både Lillerød sogn og jeg 50 år. Det giver os begge nogle år på bagen, og en masse erfaringer med at være kirke.

Kirken er ikke kun den smukke bygning, med udsigt over markerne. Det er os alle sammen, og troen giver sig til udtryk i hvordan vi lever sammen. Det er vores opgave som kirke at gøre Jesus ord levende, og forståelige og det tror jeg bedst vi gør i vores almindelige omgang med hinanden, i bøn, gudstjeneste og samtale.

Jeg ser frem til at tage hul på samtalen med jer. Undervisning har været mit hjertebarn, både med voksne og konfirmander, men mest af alt ser jeg frem til at se hvilke veje vi kan gå sammen, for at føre Lillerød sogn godt ind i det næste halve århundrede.

Allehelgen i Lillerød Kirke

Søndag 5. november har vi sat hele dagen af til at markere Allehelgensdag på forskellig vis.

SUPPE, SANG & SPØGELSER – familiegudstjeneste kl. 10 Højmessen om formiddagen bliver forvandlet til en uhyggeligt hyggelig gudstjeneste med bl.a. nogle spøgelseshistorier fra en skræmt præst men heldigvis også sjov halloween-sang fra kirkens modige spire-, børne- og ungdomskor. Alle er meget velkomne, selvom det nok mest er for børn. Bagefter hygger vi i sognegården med krea og leg over varm suppe og brød.

MINDEGUDSTJENESTEKl. 16
Når det bliver sen eftermiddag, er der traditionen tro mindegudstjeneste særligt for de af os, som har brug for at mindes og tænde lys for dem, vi har mistet. I sognegården samles vi efterfølgende til et varm glas gløgg.

Høstmarked 2023

Søndag 3. september kl. 11.30 – lige efter høstgudstjeneste

Snart er marken mejet og høet høstet. Det fejrer og takker vi også for i Lillerød Kirke og inviterer til et festligt høstmarked med boder og aktiviteter i og omkring sognegården:

#Æblerov i præstens have
#Marmeladefabrik
#Sækkevæddeløb
#Honningbod
#Høstdans
#Skattejagt
#Sjov
#Leg

Vel mødt! Store og små, unge og gamle, høje som lave – vi glæder os til at se jer alle.

Man er også mere end velkommen til høstgudstjenesten kl. 10 i en kirke pyntet og prydet med høstens frugter og grønt.

Det bliver en hyggelig og familievenlig gudstjeneste, som kirkens spire-, børne- og ungdomskor også vil sættes deres præg på med deres dejlige sang.

Sommerprædikener i udpluk

Vi ‘podcaster’ herunder fire af sommerens prædikener – med fire forskellige prædikanter. Vores to faste sognepræster har nemlig stillet pladsen på prædikestolen til rådighed for to af vores menighedsrådsmedlemmer, som snart selv skal være præster.

Søndag 2. juli, 4. s.e. trinitatis – Gudstjeneste ved sognepræst Lars Emil Bolt
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«
Lukasevangeliet 6,36-42

Prædiken v. Lars Emil Bolt

Søndag 9. juli, 5. s.e. trinitatis – Gudstjeneste ved sognepræst Lars Emil Bolt
Gæsteprædikant Tine Wanscher, stud.theol.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.
Lukasevangeliet 5,1-11

Gæsteprædiken v. Tine Wanscher

Søndag 16. juli, 6. s.e. trinitatis – Gudstjeneste ved sognepræst Lars Emil Bolt
Gæsteprædikant Charlotte Birkeholm, stud.theol.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.«
Matthæusevangeliet 5,20-26

Gæsteprædiken v. Charlotte Birkeholm

Søndag 30. juli, 8. s.e. trinitatis – Gudstjeneste ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«
Matthæusevangeliet 7,15-21

Prædiken v. Elsebeth Hougaard Jensen