Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 3. april 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.«
Lukasevangeliet 1,46-55
Det er en højtidsdag i dag. Siden skabelsen har den 7. dag været ugens højdepunkt. Selvom sabbatsroen for jøderne er om lørdagen, så er hviledagen frugten af både vores og Vorherres slid – hvad enten man går i kirke eller ej. Hos os er hviledagen søndag, fordi hver eneste søndag er en fejring af Kristi opstandelse til herlig fremtid efter påskelørdags dødstille sorg.
Og det er højtidsdag, når vi fejrer dåb, som også hver gang tilegner betydningen af Kristi opstandelse for et lille nyt menneske, der ved vand og ånd får skæbnefællesskab med den korsfæstede Herre. Som Paulus skrev, er det evangelium, der forkyndes ved døbefonten, en dårskab for hedninger, men en Guds kraft til trøst og livsmod for den, som tror.
Der er ca. 9 måneder til jul. Derfor er det også højtidsdag, fordi det er Marias bebudelsesdag. Da evangeliet er Marias lovsang, hører vi ikke fortællingen, der går forud – dén fik I sidste år, og den ligger og venter til næste år – men det er jo den smukke historie om englens besøg i Nazareth, hvor en fattig jødepige får at vide, at hun skal føde Guds søn.
Marias lovsang er siden blevet teksten til et væld af stor klassisk musik under navnet Magnificat:
Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser.
Enhver mor eller far, som sidder med sit nyfødte, velskabte barn i armene, vil kunne bryde ud i denne dybe taknemmelighed. En krise er overvundet, og det er en lovsang værd. Vi bebor en underfuld verden, som forårets vækster minder os om. Men intet sted erfares livsmiraklet så stærkt, som når et lille menneske er kommet til verden.
Måske kender vi også alvoren af, at det ikke er en selvfølge, at vi får lov at få hinanden. Derfor har glæden ved en barnedåb også så mange overtoner: vi glæder os både over livet, over Kristi godhed mod os, at vi må kalde os hans brødre og søstre, og over troen på syndernes forladelse og håbet om det evige liv.
Men – Marias lovsang er alligevel anderledes. Legenden har jo den lille detalje, at hun var jomfru, og derfor ikke rigtigt kunne forstå, at hun kunne blive gravid. Og det hører jo med til Marias historie, som vi skal høre om det om få dage, at hun blev alle smerters moder, fordi hendes søn, som den eneste i verden, skulle dø som en gudsforladt på et kors, mens hun stod og så på.
Marias lovsang handler derfor ikke i sig selv om, at hun er blevet gravid – i datidens samfund var det alt andet end lykkelige omstændigheder for en ung ugift pige at skulle være mor! Nej, hendes lovsang gælder Guds frelse. Og glæden over den frelse handler om mere end vores tak for, at en fødsel går godt, og vi får lov at blive forældre.
Evangeliet, som hun synger ud, er, at Gud holder sine løfter, og det er løfter, der bar hende og hendes folk i generationer. Løfter om Guds barmhjertighed og om hans trofasthed.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.
Med andre ord, Maria glæder sig over Guds søn, mere end over sin egen søn, selvom det er den samme, der er blevet undfanget i hendes moderliv. I oldkirken fandt man på det udtryk – til i øvrigt stor forargelse for de mest akademiske tænkende i kirken – at kalde Maria for ”Guds moder”. Selv holder jeg af udtrykket, fordi det fortæller om Guds menneskelighed.
Ikke om Marias guddommelighed! Faktisk forstår jeg slet ikke den dyrkelse af Marias ophøjethed, som især den katolske kirke praktiserer, og som går igen i ét af vores slidte kalkmalerier i koret. Det skyldes nok især historiens misforståelse af kristendom i en patriarkalsk retning – som jo i øvrigt uafhængigt af kirken har gennemsyret hele verden indtil for nylig – at der blev følt et behov for denne ”himmeldronning”.
Ak, det skyldes vist, at man ikke har læst rigtigt om, hvor menneskelig Kristus var! Se blot alle de gamle billedlige skildringer af Guds Søn som en frygtelig dommer! Blot for at nævne ét: Michelangelos dommedag. Men den mand, som var Maris søn, var jo ikke en frygtindgydende dommer, men Guds barmhjertighed i kød og blod. Gud behøver ingen kvindelighed for at være god. For den treenige Gud er hverken mand eller kvinde – eller transkønnet – men al kærligheds kilde.
Hvorom alting er: Vi tilbeder ikke Maria som Guds moder. Vi tilbeder med Maria Guds barmhjertighed. Da englen besøgte hende i Nazareth, svarede hun netop, som sandt var:
Se, jeg er Herrens tjenerinde!
Ja, hun tilføjede: en ringe tjenerinde Det er ydmygheden, der klæder Maria, ikke kirkens ophøjelse af hende. Ja, faktisk gælder det jo – som også Paulus og Grundtvig har sat ord på det i dag – at selvophøjelse intet har med bibelsk kristendom at gøre.
Alligevel. Siden jeg opdagede, at jeg skulle prædike over Marias lovsang i dag, har jeg gået med et stille håb om, at Putin ville falde død om, eller at russernes hær gik i opløsning, inden jeg fik ordet. Hvad skal jeg ellers sige til disse ord om Gud:
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver
og rige har han sendt tomhændet bort. – ?
Er det den Gud, vi ser? Vores lovsange – såvel Marias som dem i Lillerød i dag – kan kun være lovsange kapslet ind i kæmpestore spørgsmålstegn!! Maria hørte evangeliet om, at hun fik lov at være tjenerinde i Guds store frelseshistorie, som et budskab om, at Gud har gjort og vil gøre ”store ting imod hende”.
Landet Israel var på Marias tid besat af en fremmed krigsmagt. Der er ikke noget at sige til, at hendes håb formuleres som en fortrøstning til, at voldsmagten vil blive sendt på porten, når hendes søn vokser op og skal indtage den trone, englen har lovet:
Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone … og der skal ikke være ende på hans rige.
Men Jesus var større end Maria – ved at ville noget andet end Maria. Han måtte vokse op, så han selv kunne fortælle det. Men den søn, hun skulle bringe til verden, gik en anden vej – forsoningens vej – end den, der kan formuleres politisk. Han sagde for eksempel noget med at give kejseren, hvad der er hans, og Gud, hvad der tilkommer ham.
Med andre ord. Hans rige var ikke af denne verden. Derfor skal kirker ikke udråbe kejsere, zarer eller præsidenter til at være Guds kasteskovl mod de onde. Men kirker skal heller ikke følge populære aggressive folkestemninger, selvom det for den enkelte kan synes rigtigt at følge trop med demonstrationer for identitetspolitik, Black-Lives-Matter eller våbenkøb.
Kristne kan gøre det, men kirken skal ikke gøre det. Kirken må holde sig til at forkynde det, som den er skabt ud af. Det evangelium, nemlig, som Paulus prædikede bedst af alle:
Jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for os, der er kaldet – jøder såvel som grækere – prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.
Med andre ord. Vi kan være både nidkært religiøse som jøderne eller filosofisk skeptiske som grækerne. Men i troen er vi mere end dét.
Og det, som det kommer an på, når vi møder evangeliet ved døbefont og nadverbord, er ikke det, vi også er som borgere i et samfund, hvor du mener ét og jeg noget andet. Men vi døber med korstegnelse og fejrer vores højtid med brød og vin som Kristi legeme og blod, fordi vi tilbeder kærlighedens under.
Dét mirakel, der spirede i Marias mave, men først blev herliggjort som centrum i hele kosmos, da forsoningens Herre, hængte på et kors og råbte ud i sin gudsforladthed, at kærlighedens offer var fuldbragt, råbte om tilgivelse af bødler, om tørst, og overgav sin ånd til den barmhjertige Gud. Men inden da gav han sin mor en ny støtte. Så menneskelig var han. At hans blik for hende, da hun stod ved foden af hans kors, var fast og til sin yndlingsdiscipel sagde han: tag dig af hende fra denne dag, som en søn vil passe på sin mor –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer: 4 – 441 – 609/69 – 42
